Hem - Hindborg - Dølby Sogne - Skive Provsti - Viborg Stift
HEM HINDBORG DØLBY KIRKER
Prædiken til juledag I, 2016
Luk 2, 1-14
Salmer: 100, 118, 110, 122, 99
Med os han bytter så underlig
Guds søn, vor broder fin,
vort kød og blod han tager på sig
og skænker os guddom sin
En svend han bliver og herre jeg,
som før var fattig træl,
hans kærligheds dyb udgrundes ej
og ikke hans visdoms væld
Jeg har altid haft det sådan med julemorgen, at dèr glæder jeg mig til juleevangeliet - og så til salmerne. Jeg kan med skam at melde ikke huske en eneste juleprædiken, men salmerne er ren fryd at synge. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Jeg ved, at selv folk, som aldrig kunne drømme om at gå i kirke, ja, som måske har meldt sig ud af folkekirken, har det på samme måde.
Og det er der en dyb hemmelighed bag. At synge en salme er ikke bare at lave lyde til en smuk melodi. Salmernes giver os mulighed for at sige ting, som vi ellers ikke kan sige. De låner os ord, som vi aldrig bruger i hverdagen. Af os, der ikke har tro som et sennepsfrø, skaber de en lovsyngende menighed.
Lad mig beskrive det nærmere ud fra evangeliet. Det er dybt mærkeligt, at jeg ikke har tænkt på det før, men det er så indlysende, når man har fået øje på det. Lukas fortæller om hyrderne, som ligger ude på marken og holder nattevagt over deres hjord. Mens de ligger der om bålet, er det, at Herrens engel pludselig står for dem og Herrens herlighed stråler om dem. Hyrderne bliver grebet af ærefrygt, men englen fortæller dem, at frelseren nu er født i Davids stad. Det kender vi alt sammen. Men nu kommer det så: Da hører de en himmelsk hærskare, der lovpriser Gud og synger: ”Ære være Gud i det højeste og fred på jorden i de mennesker, som har hans velbehag”. Jeg må indrømme, at jeg har altid bare har forestillet mig, at hyrderne stod der og måbede til englesangen. Måske har jeg min forestilling fra gamle børnebøger og kønne billeder. Men det er ikke rigtigt. Hyrderne står da ikke bare der og glor. Det er meget større og bedre end det: Lukas nævner det ikke direkte, men hyrderne synger selvfølgelig med! Først den ene, så den anden, så den tredje. Læberne begynder at bevæge sig og forme ordene, som de kender, for de synes, de har hørt dem som børn i synagogen. Det er et miks af ord fra Salmernes Bog og Esaias Bog. Hyrderne synger med. Selvfølgelig. Og i og med at de synger forvandles de fra at være blot hyrder, som der var i tusindvis af i Palæstina på det tidspunkt – til at være en lovsyngende menighed.
Det vil jeg beskrive lidt nøjere. Hyrderne her hos Lukas var vel næppe de ivrigste til at gå i synagogen. Lad os tænke os, de er som danskere er flest. De kommer ved større lejligheder, ellers aldrig. De er bare daglejere, der er hyret af en storbonde et sted i nærheden. Lønnen er ikke prangende. Det er bestemt ikke samfundets top, der vogter får. Tilmed er det hårdt arbejde. En hyrde skal vogte fårene med sit liv. Det kan koste ham dyrt at sove på vagten. Hvis et får bliver taget af et rovdyr, er hyrden erstatningspligtig over for bonden. Det er ikke uden grund, at Jesus fortalte en lignelse, hvor en tjener kom i gældsfængsel. Det kunne en hyrde nemt komme. Nuvel, de er ikke så stive i religionen, men hele pointen er nu, at de får lov at låne ord af englene, deres mund former ord, som de ellers aldrig ville have udtalt, og på den måde gør salmen dem til menighed. De er ikke kun hyrder, de er ikke kun daglejere, de er ikke kun deres manglende tro og religion - de er for en stund som engle, der synger med i koret.
Det er noget, som alle danskere i virkeligheden er dybt fortrolige med. Når I er til fest i forsamlingshuset til onkel Arne og moster Gudruns sølvbryllup, så sker lidt af det samme. På et tidspunkt sætter musikeren i med en festlig fanfare og ind kommer personalet med en sangskjuler og en trykt sang til hver af gæsterne. En eller anden har skrevet en lejlighedssang, og det er selvfølgelig hans værk, men når den nu synges på ”I en kælder sort som kul” eller en anden kendt melodi, når nu alle gæsterne tager sangens ord i munden og synger dem, så bliver det deres ord. Det bliver deres fælles hyldest til sølvbrudeparret. At det er sådan det er, ved enhver, for man har nok også været ude for en sang, der skulle være sjov, men som gik over stregen. Pludselig bliver det svært for forsamlingen at tage orden i munden, for gør de de, så bliver det jo deres og så virker det som om de håner parret.
Det er præcis det samme, der sker, når vi synger de gamle julesalmer. Vi almindelige, halvhedenske, lidettroende, selvoptagede, tvivlesyge og religiøst forvirrede hverdagsmennesker – vi får lov at låne salmernes utrolige ord og på den måde bliver der af os en hærskare af lovsangere for Herren.
Her i efteråret bragte Radio247 en lang række udsendelser om en københavnsk forsøgsordning, hvor unge muslimske mænd, der var i risiko for radikalisering, skulle undervises af to skuespillere. Ideen var, at de unge mænd ad den vej kunne få et nyt syn på tingene. Det var en tåkrummende oplevelse at høre på, især i begyndelsen. De unge mænd med deres voldelige muslimske machokultur kørte rundt med især den ene skuespiller som var en meget blød pædagogtype. Der var ingen respekt, og det var ren lidelse at høre på som lytter. Jeg tænkte: Endnu et idiotisk projekt, hvor dansk rundbordspædagogik og muslimsk kasernekultur støder sammen. Jeg hørte ikke hvert afsnit, men hen imod slutningen var jeg med igen, og nu var de nået til at de skulle spille små rollespil. En skulle f.eks. være chef, en anden skulle være ansøger til et job. Med deres rolle skulle de så gennemføre små scener. Og det virkede alligevel i glimt som om der var sket noget – bare en lille smule. De unge mænd tog faktisk rollerne alvorligt, og blev sure, hvis en af de andre saboterede spillet. Jeg tror på sin vis det er lidt det samme, jeg taler om her: De unge mænd opdagede, at de her fik mulighed for at være noget, de ellers ikke var. Ingen af dem bliver vel chef, nogle af dem når måske til at søge et job. Men blot det, at de ved at tage en anden rolle, ved at skulle bruge andre ord, end de plejede – var de blevet noget andet. Det er det samme, der sker, når vi synger en salme. Vi låner ord og identitet fra noget andet.
Jeg kan ikke huske, hvor jeg har set det – det kan sådan set også være lige meget. Jeg mindes at have set en film om nogle fanger, der skal opføre et skuespil. Jeg kan ikke huske om det er Shakespeare eller blot en slags dilletant. Det er også lige meget. En ung entusiastisk instruktør bliver som forsøg sluppet løs på en gruppe straffefanger. Det er en broget folk. Der er alt fra lommetyve og bondefangere over pushere og smuglere til voldsforbrydere og rovmordere. Efter en del forviklinger og problemer i starten bliver rollerne fordelt: En morder bliver den unge helt, en homoseksuel pusher bliver heltinden, bondefangeren bliver den onde skurk, rovmorderen onklen fra Amerika og så videre. Det er en amerikansk film, er jeg sikker på, så det ender selvfølgelig godt, men det afgørende er her, som det måske var i forsøget fra København, at de dømte bliver grebet af at være noget andet, end de ellers er. I skuespillet er de en anden person end ham, de er til daglig. Rollen ligger fast. De skal tage en andens ord i munden. Det står på papiret, hvad de skal sige. Det er en andens værk, men når de tager ordene i deres mund, og gør som rollen kræver, så er ordene på en måde blevet deres. De er den unge helt, den unge heltinde, den rige onkel osv.
Det er det samme, der skete, da hyrderne sang med. De ulærde daglejere blev indsat i en helt ny rolle som sangere i lovsangskoret. Deres egne ord ville aldrig slå til, men de fik lov at låne ord og plads sammen med englene. Og sådan også med os, når vi synger en salme. Jeg er sikker på, det er den dybe grund til, at salmerne stadig er så højt elskede. Jeg har holdt mange begravelser for familier, der intet ved om kristendom. Virkelig intet, men de vil gerne have, at vi skal synge ”En rose så jeg skyde”. Afdøde var måske mest til guldbajere, men den salme skulle alligevel synges til hans begravelse. Jeg tror, julesalmerne – som de andre salmer i øvrigt, låner os en anden plads, et andet sted, en anden identitet, et andet tungemål. Som fangerne er vi dem, vi er, men når vi synger salmer, bliver vi til noget andet, noget større, noget højere, noget bedre, end vi er.
Og det er jo i grunden julebudet. Som en flok dømte fanger, der får lov at se sig selv som andet end det, de reelt er, sådan med os. Det er jo det, evangelisterne fortæller om ham. Tiggeren var ikke blot tigger, den lamme var ikke blot lam, hedningen var ikke blot hedning, kvinden var ikke blot kvinde, soldaten var ikke blot soldat. Ingen var så ringe, så fornedret, så afstumpet, så ussel, at han eller hun ikke tillige var noget mere, noget andet. Og dette andet skulle de have mulighed for at vise. Sådan kom han til alle, sådan var han over for alle. Grundtvig bruger et bestemt træk i mange af sine salmer: At mennesker lovsynger Gud, så englene tier og smiler. Jeg tror, englene tav og smilede, da hyrderne tog fat og lånte deres ord.
Det er det, der er den store hemmelighed ved gudstjenesten. Vi tror, at for at gå i kirke, for at være kristen, for at tro på Jesus, må man først have sikkerheden, overbevisningen, den stærke tro, den rigtige religiøsitet. Og sådan udelukker vi os netop fra kirken, fra troen, ja, fra Gud selv. Men gudstjenesten og salmerne ligger der – lidt ligesom en rolle, der er skrevet af andre ja, men lige til at overtage. Selvom jeg ikke har andet end tvivl og vaklen og al mulig mangel på tro, så har jeg lov at tage salmens ord i min mund og gøre dem til mine. Guds nåde er sådan, at han ikke kan vente på, at vi engang bliver troende nok. Han vil tros og stoles på i dag af hyrder, af kriminelle, af vantro.
Glædelig Jul
Amen
Prædiken til Juleaften
Luk 2, 1-14
Salmer: 94, 104, 114, 136
Venner, sagde Guds
engel blidt,
hvorfor er nu I bange?
Kildevæld kun er budskab mit
til lutter frydesange;
thi han som jorden gør sjæleglad
er født til verden i Davids stad
Hvorfor egentlig ikke? Sådan tænkte jeg her for et par uger siden, da jeg sad og skrev julekort. Hvorfor egentlig ikke?
Det var egentlig PostNord, der vakte spørgsmålet hos mig. Jeg ved ikke, om I er bekendt med det, men Post Nord har lige lanceret et nyt koncept: ”Drive-in-mail”. Hvis man er for nærig til at betale 27 kr. for et Quickbrev, og man hører til de sære, der gerne vil have julebrevene frem inden jul, så er der et attraktivt alternativ: Glem alt om postkasser, frankering og postkontorers mærkelige åbningstider. Man skriver sit julekort. Derpå kommer man det i en konvolut og skriver adresse udenpå - lad os sige, det skal til moster Alvilda, Østergade 10 i Gedser. Så lægger man brevet i lommen, starter sin bil, kører til Gedser, ringer på og afleverer brevet hos moster Alvilda. På den måde får man afsendt brevet lige når det passer en, og man får tilmed aflagt moster Alvilda et besøg. Det er en win-win. Og kan man ikke nå til Gedser, kan man alternativt køre over grænsen og frankere med tysk frimærke. Så sparer man en krone, og brevet kommer frem.
Nuvel, med alle de øvrige forringelser, var det jeg tænkte. Hvorfor egentlig ikke? Hvis postvæsnet efterhånden er afskaffet – hvorfor stifter vi så ikke vores eget postselskab? Hvor svært kan det være? Hvorfor egentlig ikke?
Det samme tænkte jeg, da en i min nærmeste familie kom på plejehjem. Vi skulle indrette den lille stue lidt hyggeligt. Vi havde medbragt et gulvtæppe, to lamper og billeder til væggene. Men vi blev klogere. For det første måtte der ikke ligge løse tæpper på gulvet – hvis nu en kørestol skulle igennem. For det andet var det ellers pæne byggeri lavet så billigt, at selvom man gerne ville, så kunne man ikke hænge noget op på væggene. De var lavet af rå, armeret beton, kun tapetseret med savsmuldstapet. Efter en times kamp med min slagboremaskine var det lykkedes mig at bore et fem cm dybt hul i loftet, så jeg kunne få en lille skrue i og hænge lampen op over bordet. Det skreg og hvinede i hele bygningen. Jeg er ikke helt sikker på, det overhovedet var tilladt. Men da var det, jeg tænkte: Hvis vores offentlige plejehjem er skåret så meget ned – hvorfor så i grunden ikke? Hvorfor ikke gå sammen om at lavet noget bedre efter vores hoved? Et privat olde-kolle eller noget, der ligner. Jeg har erfaret, at personalet på nogle plejehjem nu bliver instrueret om, at der ikke engang er råd til at give de gamle et glas mælk at gå i seng på. Så hvorfor egentlig ikke?
Hvorfor egentlig ikke? Tænk selv efter, det gælder på alle områder. Skoler, plejehjem, transport, veje, byfornyelse – hvis det ikke duer, fordi staten skal bruge pengene på ministerbiler, integration og udenlandske skatteål, hvorfor gør vi så ikke selv noget? Der er masser af forhindringer og bestemmelser, der vanskeliggør det, men er vi mus eller mænd? Frie mennesker eller trælle? Vi må da kunne finde på noget? Vi må da kunne gøre det bedre?
For godt 100 år siden skabte kristne, grundtvigske husmænd og bønder andelsmejerierne. Før havde de store godser nærmest monopol på mejeridrift og mælkeprisen blev sat derefter. Det var et gammelt, fasttømret system, men de vestjyske husmænd og bønder gik sammen om deres egne mejerier. Det var ikke nemt, det stod ikke i nogen love, der var stor modstand imod det, men de lod sig ikke skræmme. De havde hørt Grundtvig prædike. De havde genopdaget ånden i gammel kristendom, og så sagde de sådan: Hvorfor egentlig ikke?
Vi lever nu i velfærdssamfundets sidste år. Ingen politikere vil sige det højt, mens de bytter ministerbiler, men velfærdssamfundet er ved at dø. Der er ikke råd. Staten kommer ikke længere og klarer alting for os. Det har gjort os utrygge. Overalt synes jeg man sporer det. Den samme frygt og usikkerhed. Den samme falske autoritetstro. Vi griner lidt af de gamle film fra halvtredserne og tresserne, hvor man sagde De og ”Vil Hr. Overretssagføreren ikke sidde ned?”. Men det er tilbage nu. Vi siger du, men ansatte og lønmodtagere har lært lektien: Pas på, tal ikke, kritiser ikke, tal ledelsen efter munden, vær taknemmelig for din lønnedsættelse. Ellers vanker der tjenstlige samtaler og fyring. Og lovene er blevet så mange og så uforståelige, straffene og bøderne og repressalierne så hårde, at vi tænker: Pas på lovene, pas på reglerne, pas på SKAT, pas på kommunen. Ellers får det konsekvenserne! Det har altsammen lammet os. Men vi skal lære at sige: Hvorfor egentlig ikke?
Lad mig nu vise jer dagens fødselar. Ikke barnet i krybben, men manden Jesus. Der er et særligt træk, som går igen i alle evangelisternes fortællinger om ham. Det er nok ikke det, man lægger mest mærke til, men hør nu bare: Det er den suverænitet, han udviser. Hvad han skønner ret, det gør han. Om så alle andre hyler op og siger, det kan man ikke. Det skete f.eks. mange gange, at han helbredte folk på en sabbat, dvs. lørdagen, jødernes ugentlige hviledag, hvor det ifølge Guds egen lov, Moseloven, ikke var tilladt at udføre noget arbejde. Så kom farisæerne og de skriftkloge, datidens meningsdannere, jurister, lovkyndige og politikere og råbte: Hov, det er ikke tilladt. Det står i bøgerne. Og hvis du gør sådan, så skulle du i det mindste have sikret dig, at en skriftklog havde sagt god for det. Men Jesus så sådan på det, at vi på Guds bud er sat til at tjene og gavne og hjælpe vores næste. Og så kan vi ikke vente på, at loven, at staten, at regeringen, at tiden, at medierne, at naboen skal gøre et eller andet. Nej, vi skal gøre noget. Det var det, der var så provokerende ved ham. Over lovene, selv Guds egen lov satte han sit eget skøn, sin egen vurdering. Hvis den lamme, den spedalske, manden med den visne hånd, manden, der led af vand i kroppen, kvinden, som blødte – hvis de stod der, så måtte alle verdens love og bestemmelser og autoriteter vige for det, der var hans personlige skøn. Hov, råbte de og pegede på deres bøger og deres ordner og deres strafferedskaber: Du skal lytte til os, du skulle først have hørt vores vurdering, du burde have ventet! Men han svarede: Nej, det kan jeg ikke vente på. Suverænt stillede han sit ansvar, sin vurdering, sit skøn over alt andet. Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv. Det er al lovs mening, og han skulle nok skønne, hvad der var at gøre. Det er denne frihed i kærlighedens tjeneste, der er så karakteristisk. Det er den ånd, han vil plante i os. Den kampånd, der er hele kernen i kristendommen – mod frygten ånd, fejhedens ånd, slaphedens ånd.
Jeg læste forleden om det mærkeligste fangeoprør i byen Weatherford i Texas. Det er ikke et af statens særligt sikrede fængsler, og det er nok godt det samme. Det er aften, en fængselsbetjent er på vagt, da han pludselig bliver dårlig og falder om med hjertestop. Det ser fangerne fra deres celler. Og nu tager de sagen i egen hånd. Det hele blev filmet af overvågningskameraerne, mens det skete. Først råber fangerne op for at tilkalde hjælp. Fængslerne i Texas er åbenbart også underlagt besparelse, så der sker ikke noget. Så bryder fem fanger ud af deres celle. Vagten ligger på gulvet med sin pistol og sine nøgler. Intet kunne være nemmere, end at prøve en flugt. Men fangerne tænker ikke på flugt. De har kun tanke for den livstruede vagt. De råber op mod kameraerne og hamrer på dørene, til fængselsbetjente fra andre afdelinger kommer løbende. Det var ikke ufarligt for fangerne. Der kunne være gået panik i vagterne. De kunne have slået alarm og hentet specialenheder og skarpskytter ind. Men disse fanger skønnede frit og handlede i de samme ånd.
En tidligere oberst rejser for tiden rundt og holder foredrag for ledere i det offentlige. Han siger, de skal til at lære ”civil ulydighed”. Ikke civil lydighed, men civil ulydighed. De skal lære at skønne, mener han. I krig duer det ikke, at man skal have tilladelse fra en eller anden base først, før man kan foretage sig noget. Hvis en deling soldater ligger ude i en grøft under fjendtlig beskydning, så skal de kunne handle på eget ansvar, skønne frit og træffe deres egen beslutning. Obersten mener, at den samme frihed, det samme frie skøn skal ledere i det offentlige kunne træffe. Og det samme vil jeg sige om os. Vi sidder alle sammen som aber og venter på grønt lys fra en abe, der sidder over os.
Men det er faktisk kristendom, at vi alle skal turde skønne og handle sådan. Hele julens budskab er i grunden, at denne Jesus ikke kan lade os være. Han vil ikke lade os synke hen i passiv klage. Så stor er hans tillid, så grænseløs hans forventning til enhver af os, selv den mindste, selv den sløveste, selv den dorskeste, selv den mest fornedrede: Ingen er så ringe, så elendig, at han eller hun ikke selv skal skønne, selv vælge, selv træffe sin afgørelse. Hvis du i dit hjerte ved, at det er, hvad du skal gøre, så gør det! Hvis det giver ballade bagefter, så må du tage det med, sådan er det. Vi skal være fromme som får, udspekulerede som ågerkarle, durkdrevne som bondefangere, snilde som slanger – i kærlighedens tjeneste. Sådan omtrent kunne han formulere det.
Vi er på vej ind i en ny tid. Forandringens vinde blæser for fuld kraft. Om tyve år vil vi se tilbage og sige: Det var der i 0’erne og 10’erne, at det hele forandredes. Men til en ny tid hører en ny ånd, som den, der springer af det gamle juleevangelium. For jeg tror, vores samfund kommer til at ligne noget, man kendte dengang for over 100 år siden. Den skal mødes med den iværksætterånd, som var i de gamle kristne bønder og husmænd, der i kirken og forsamlingshuset havde lært at rette ryggen og se på hinanden og spørge: Hvorfor egentlig ikke? Hvis Gud er for os, hvem kan da være imod os? Hvad hindrer os egentlig i at bygge vores eget fælles mejeri, vores eget fælles slagteri, vores eget fælles forsamlingshus, vores egen købmandsforretning. Det er næppe det, vi skal. Der er nok andre ting, vi har brug for. Men julen er ikke kun gran og klisterpapir og Fætter BR – det er den gamle kampånd, som var og er og bliver i vor Herre Jesus Kristus, den Helligånd, som vi har fået en gnist af. Så også vi ser på hinanden, retter ryggen og siger: Hvorfor egentlig ikke?
Glædelig Jul. Amen
Prædiken til 1. s. i advent 2016
Matt 21, 1-9
Salmer: 74, 80, 81, 84, 78
Og ved din Helligånd os led
på vejen frem til salighed,
at her vi dig lovsynge må
indtil vi for dit ansigt stå
Hvad kom han for? Hvad var det, han ville, frelseren på hans æsel? Sådan må vi begynde det nye kirkeår – med det spørgsmål. Lad os nu lægge alle aktuelle problemer og nyheder væk. Vi skal fatte vores Bibel og gå helt tilbage til verdens skabelse.
Da Gud skabte himlen og jorden havde han særlig tanke med mennesket. Mens han lagde jorden ind i dens bane om solen, mens han tændte Karlsvognen og Orions Bælte, mens han justerede solens lys og skabte atmosfæren om jorden, gik han som alle store kunstnere med en dunkel uforløst tanke i sig. En vision, ville vi vel sige i dag. Noget som skulle være kronen på hans værk, topmålet af hans glæde og kærlighed til livet. Mens han nørklede med at sætte blade på nælderne og lære ålen om dens vej over havet, mens han fortalte sommerfuglelarven, hvordan den skulle blive sommerfugl, mens han lærte mælkebøtten at løfte tunge sten, voksede tanken i ham og begyndte at tage form. Han ville skabe et væsen, som ikke kun skulle være instinkter som fårekyllingen og ørentvisten, ikke kun en slags forprogrammeret biologi, kød og knogler, som løven og hesten og ørnen, nej, det skulle være et væsen af ånd. Jo, sådan skulle det være: En skabning, som ikke blot skulle leve og formere sig, men som i frihed ville kunne gengælde Gud lidt af al den kærlighed, han havde til det. Mens han øvede sig på chimpansen, mens han tog skitser til orangutangen og gorillaen, tog mennesket form. Det var Guds dristige tanke: Mennesket skulle ligne ham, Gud selv. Det skulle være frit. Frihed under ansvar, tænkte Gud. Mennesket skulle være i stand til at skønne frit, træffe sin egen beslutning, vurdere og handle frit efter eget skøn. Men først og sidst skulle det – af egen lyst – elske Gud og tjene sit medmenneske, sin Næste. Mennesket var et guddommeligt eksperiment, et helt utroligt forsøg: Af dna, vand, kulstøv, bakterier, hormoner skabte han et stort anlagt væsen med bevidsthed, i stand til at handle og skønne frit som en fri herre, og samtidigt til at elske og tjene som trofast tjener.
Stort var det tænkt. Og så gik det hele skævt. Gud skabte mennesket frit, for ellers kunne det jo ikke elske og tjene ham og hinanden i frihed. Men mennesket valgte helt uforståeligt ufriheden, slaveriet, åndløsheden, magten og mørket, frem for friheden, kærligheden og tjenesten. Gang på gang viste det sig, at mennesket ikke ville tage hver dag af Guds hånd. Det ville ikke elske Gud, ville ikke som Gud, tværtimod: Menneskene ville herske over hinanden, de ville sikkerhed – ikke frihed. Det ville magt – ikke kærlighed. Det ville være gud – ikke menneske.
Gud blev dog ved med at håbe, at menneskene alligevel ville gå hans vej. Han asede med dem, baksede og sled, truede og lokkede. For han vidste jo, at kun ved at blive ved ham, livets giver, kunne de leve. Men lige meget hjalp det. Gud så ud over sin dejlige verden: Som en vidunderlig grøn og blå opal, en herlig ædelsten lå den i det golde sorte univers og drejede om solen. Og den var stadig god og i orden. Bjergene var stadig skønne, skovene strakte sig stadig dybe og grønne langs floderne. Og nælden og ålen og sommerfuglelarven og mælkebøtten arbejdede stadig trofast som Gud havde lært dem. Hele skabningen lovpriste på deres måde endnu Gud for livet og dagen. Alene mennesket vendte sig bort fra Gud og ville kun sig selv. Gud så sig om og undrede sig. Intetsteds ville mennesket være menneske. Det ville mere. Det ville have love og regler, det ville have vold og magt, det ville have sikkerhed og garanti. Mennesket gjorde Guds grønne jord til et mareridt, og Gud ledte og ledte efter blot én eneste, der ville tjene og elske og skønne frit, men der var ingen.
Det er Det Gamle Testamentes historie om mennesket. Det er aldeles usandt, når Biblen anklages for at have et negativt menneskesyn. Tværtimod: mennesket sættes her så himmelhøjt, at man bliver helt bange: Er Guds forventning til os så stor? Er kærligheden så stærk? Er friheden så grænseløs? Er ansvaret så mægtigt? Adam – hans navn betyder jo slet og ret menneske – blev i Paradisets have bange for Gud og bange for at være menneske. Han dækkede sig til med blade, løj og skød skylden på sin kone. Han, mennesket, viste sig som et umenneske for Gud og for sit medmenneske. Eva på samme måde.
Biblens gamle historier er som en nøgen neonlampe over os. En gammel myte, ja, men den rammer os på kornet. Stort anlagt er hvert eneste lille menneske, stort tænkt er selv den usleste imellem os. Men hvorfor er det så alt for ofte et umenneske, som vores Næste for at se? Vi ved, hvad der er godt, men i handling er det alt for ofte noget helt andet vi viser. Søren Kierkegaard kaldte det angst – den der lille lynhurtige indskydelse, der får os til at vige tilbage fra friheden og ansvaret. Det lille svimlende brøkdel af et sekund, hvor vi vælger at stikke en løgn, frem for at sige sandheden. Det millisekund, hvor vi lynhurtigt skyder skylden på de andre, hvor vi fristes til at gemme os og overlade ansvaret til andre. Hvad kommer det af? Det svarer Biblen på: Vi vil ikke være de mennesker, som Gud skabte os til at være. Vi vil noget andet.
Nu er vi, hvor vi begyndte: Hvad kom han for, frelseren på sit æsel? Hvad tænkte han på, da han red på sit trækdyr op mod Jerusalem med hele den skrigende og larmende og syngende hob omkring sig?
Jeg tror, det var gået op for ham allerede fra dåben og fristelsen i ørkenen: Han skulle være det, som alle vi andre flygter fra at være. Han skulle hele tiden, til det sidste modstå den lynhurtige indskydelse, fristelsen til at lyve, bruge magt, løbe fra ansvaret, angsten for at være menneske i Guds hånd.
Modtagelsen i Jerusalem er som alt andet i beretningerne en kæmpefristelsen for ham. Skønt han var vandt til mange mennesker omkring sig, så overgår dette her alt, hvad han hidtil har set. Hvem ville ikke blive bare en lille smule smigret af al hyldesten, alle roserne og tilråbene: Messias, Guds Søn, velsignet være han, som kommer i Herrens navn, Hosianna, Davids søn! Hvem ville ikke nyde det, mærke magten i folks tillid og beundring. Der skal ikke meget til, før den slags begynder at stige en til hovedet. Men Jesus sidder der så sært ensom midt i alt hurlumhejet. Bekymret ser han sig omkring på de råbende og syngende mennesker. Han er bange for, at de slet ikke forstår ham. De drømmer om den store konge, den stærke mand, Guds udvalgte, der skal smide romerne ud og herske over dem. Han skal sidde på en trone af guld og fortælle dem alle sammen, hvad de skal mene og gøre. Han skal befri dem ikke bare for romerne, men også for ansvaret, for skønnet, for friheden. Han skal være magten – ikke kærligheden.
Jesus mærker fristelsen til at læne sig tilbage, indskydelsen til at løfte armene som en fodboldstjerne efter kampen og klappe ad dem. Hvilken sød følelse: Han kan ride på bølgen. Han kan skabe revolution. Han kan blive konge: Hvis han kalder til oprør og vold, vil de følge ham. Han har dem i sin hule hånd. De elsker ham, de beundrer ham.
Som det er ved indtoget i Jerusalem, sådan er det hele hans liv igennem. Vi kalder sidste del af hans historie for lidelseshistorien, men hele hans historie er en lidelseshistorie, en fristelseshistorie, en kamp. Dengang de ville bære ham i guldstol og gøre ham til konge - da kunne han have givet efter. Alle de gange de skældte ham ud for ikke at overholde sabbatten – da kunne han have trukket i land og sagt undskyld og givet dem ret. Dengang de kom slæbende med hende ægteskabsbrydersken – da kunne han have givet dem lov til at stene hende. De ville have elsket og respekteret ham for det. Tiggerne ved vejen – han kunne være gået forbi dem som alle fornuftige borgere gjorde. De fremmede, samaritanerne, hedningene – han kunne have vist dem foragt som alle rettroende jøder gjorde. Men det vidste han: Så havde han svigtet det eneste, han ville: være menneske, vise sig som et menneske. Ikke et umenneske. I Jerusalem tilspidses det hele. Der føjes sådan set ikke noget nyt til. Nu fristes han blot til at redde sig selv, redde sit liv på andres bekostning. Han fristes til at tænke på sig selv, skaffe sig i sikkerhed, sikre sit liv. Men han nægter til det sidste, til det yderste.
Jesus Kristus, Gud og mand, siger vi. Men hvordan er Jesus guddommelig? Det er han ved at være menneske, som ingen har været det før eller siden. Hans guddommelighed ligger ikke i en eller anden evne hos ham. Det er ikke i hans dna eller som en guddommelig glorie over hans hoved. Det ligger i hans menneskelighed. I at han insisterer på at være kun et menneske. I at han alene går en anden vej, end alle vi andre. Trofast elsker han Gud for hver dag han får, tjener og gavner sin Næste og skønner frit – hen over alle regler og love – hvad der gavner hans Næste. Dèr, i ham kan vi se, hvor stort ethvert menneske er tænkt. Sådan var Guds vision for os. Jesus er Guds fuldendte billede. Det var sådan vi skulle være.
Sådan begynder vi vores kirkeår. Med ham og det, som han har gjort. Der er ikke nogen bedre måde at begynde det nye år på, end netop ved at samle al opmærksomhed om ham. Kristendom er jo ikke en lære, en teori, en forestilling. Det er først og sidst Jesus Kristus. Og budskabet er: Han gik ikke kun den vej, han gik for sig selv, men for os alle. For at være forsoneren mellem Gud og mennesker. På alles vegne være sådan, som vi skulle være. Ligesom et prisme, der fordeler lyset og sender det ud i alle retninger, sådan er han. For de selvsikre og skråsikre viser han i al sin ydmyghed, hvordan også vi skylder at være. For de små og fortrykte viser han, at han for dem har været det menneske, de forsømte at være. Men for alle viser han et uforglemmelig herligt forbillede på både frihed og tjeneste. På trods af alle verdens love og regler at turde handle frit, løfte hovedet og sige: Sådan skønner jeg, at jeg bedst tjener min Næste. Sådan ser jeg min pligt, sådan kender jeg mit ansvar. Så vi kan få hans Ånd og sige sådan, handle sådan: Jeg er kristen – derfor handler jeg sådan. Jeg er fri, derfor handler jeg efter, hvad kærligheden byder mig.
Amen
Prædiken til 20. s. e. trin. II, 2016
Matt 21, 28-44
Salmer: 743, 332, 276, 294, 7
O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig
For at bevare, må man forny. Det gamle kan kun bevares som det er, hvis det hele tiden fornys. Alt i verden fungerer sådan. Her uden for kirken løber Hindborgvej, som den har gjort det i århundreder. Det er den samme vej, men det ikke de samme sten, den samme asfalt. Netop fordi vejbelægningen fornys, er vejen bevaret. Hvis man sagde: Nu vil vi omhyggeligt bevare vejen for eftertiden som den ser ud i 2016 – så ville der ikke gå mange år, før vejen var forsvundet. Græs og mælkebøtter ville have sprængt sig vej gennem asfalten, regn og frost ville ødelægge gruslaget og en dag ville vejen være væk. For bliver den ikke fornyet – så kan den ikke bevares. Sådan er det med alting. Hvis I er lidt trætte her til morgen og føler jer gamle og rustne, så fortvivl ikke! Der findes slet ikke gamle mennesker. Vore kroppe fornys nemlig hele tiden. Gamle celler dør og erstattes løbende med nye. Vi siger: Sådan er mit hår, sådan har mine negle altid set ud, men i virkeligheden er det nyt hår og nye negle. De fornys hele tiden – og netop derfor kan vi sige, at de er de samme.
Forny for at bevare. Sådan virker det i politik, religion, videnskab, erhverv og handel. Jeg kan heller ikke bevare det ægte kristne ved at stå og læse op af Paulus’ breve på oldgræsk. Paulus’ og Peters og Markus og Mattæus’ anliggende skal fornys, nyformuleres – ellers er det slet ikke deres anliggende længere. Kristendom er ikke meninger, kultur, noget, man gemmer på et museum. Det er altid lydighed i øjeblikket, at stå i ansvar over for Gud nu i dag: At høre hans ord som direkte tale til lige netop mig: Det er mig, der skal stole på Gud. Det er mig, der skal vove det. Det er mig, der skal se bort fra mig selv og tjene min Næste. Nu! Sådan og kun sådan skal man høre evangeliet.
Også evangeliet skal hele tiden fornys for at bevares. For at bevare den friskhed, det havde dengang, må det fornys. Det gjorde allerede evangelisterne. Nu skal vi i arbejdstøjet – for at læse og forstå og tolke lignelsen om de onde vingårdsmænd. Som alle lignelser er den blevet fortalt og nyfortolket på forskellig måde til forskellige tider. Det særlige ved lignelsen er, at den findes både hos Markus, Lukas og Mattæus – og så i det, der kaldes Thomasevangeliet, som ikke kom med i Biblen. I de fire udgaver af historien har vi et eksempel på, at allerede evangelisterne fortolkede, genfortalte og fornyede den – netop for at bevare det, som var sagen for Jesus.
Opgaven er at finde ud af, hvad Jesus vil sige til os med historien. Og mens vi gør det, kan vi samtidig se, hvordan evangelisterne har arbejdet med historien. Jeg tror, det er Markus og Thomas, der har den ældste udgave af historien. Mattæus og Lukas opfatter den på en lidt anden måde – som en slags symbolsk historie, det, man kalder en allegori. Det skal jeg vise jer om lidt. Lad os nu først tage historien i den ældste udgave – som Markus og Thomas har bevaret den.
Jesus er i klammeri med sine mest betydningsfulde, indflydelsesrige og magtfulde modstandere. Evangelisterne er enige om, at det er midt i sådan et skænderi, at Jesus fortæller sin historie. Modstanderne tror ikke på, at han virkelig er Messias. De tror mere på, at han er en bedrager, en gudsbespotter. Så er det, de får historien om den rige mand, der bygger en vingård. Allerede ved de første ord er modstanderne på sporet. De kommer straks til at tænke på den gamle sang fra Esaias bog om vingården, som jeg læste fra alteret før. Israel er Herrens vingård – det ved de alle sammen. Nuvel, Jesus fortæller nu, hvordan den rige mand bygger det hele op. Han planter vinstokke i lange rækker, bygger et gærde rundt om og opfører et lille vagttårn, så vingårdsarbejderne kan holde øje med, at vinstokkene ikke bliver ødelagt af vilde dyr, trampet ned af kvæg eller rippet af tyve i høst. En perse hører også med, dvs. en grube, hvor druerne kastes ned, hvorefter høstfolkene med deres fødder træder saften ud af druerne. Da det hele er gjort, forpagter rigmanden sin vingård til nogle vinbønder. Det var alt sammen noget ganske almindeligt på Jesu tid. Der boede rigtig mange rigmænd i udlandet, som ejede store vingårde hjemme i Israel. Disse latifundier eller vingodser blev passet af lokale forpagtere. En gang om året skulle forpagterne betale afgift af høsten. Det er det, der nu sker i historien. Rigmanden sender bud til vingården for at få sine penge. Men vinbønderne vil ikke vide af nogen afgift. De tænker, at rigmanden bor langt væk, måske i Alexandria i Egypten eller i Lilleasien eller Rom. Hvad skylder de ham? Der kommer andre udsendinge, men det går dem på samme måde. De bliver enten pryglet eller stenet eller myrdet. Nu er det så, at rigmanden sender sin egen søn til vingården. Det var ikke unormal praksis, at hvis der var store problemer med betalingen, så sendte man en med myndighed. Når kejseren i Rom skulle sende en ud med virkelig myndighed, sendte han også gerne et familiemedlem, gerne en søn, en helt tæt på. Nu skal betalingen falde. Men da vinbønderne ser sønnen, tænker de anderledes end rigmanden. En gammel lov sagde, at et dødsbo var herreløst gods. Vinbønderne tænker, at når det nu er sønnen, der kommer, er den gamle måske død derude i udlandet. Hvis de nu slår sønnen ihjel, bliver vingården et dødsbo – og så kan de tage den. Det er en risikabel plan, men de følger den og slår sønnen ihjel. Og så slutter Jesus med at spørge: Hvad vil vingårdens ejer nu gøre? Svaret er givet med historien. Forpagterne skal selvfølgelig fyres, smides ud, for de har ikke passet deres arbejde.
Markus og Thomas har videregivet historien som en hård kritik af lederne, meningsdannerne, politikerne. Jesus siger til dem: I er som dårlige forpagtere, der glemmer, at I står til ansvar over for vingårdens ejer, Gud. For jer er Gud ikke en, I står til ansvar for, en, der kræver jeres lydighed. Han er bare gamle ord, døde bogstaver i en bog. I har omhyggeligt bevaret og gemt hans bud i loven, men netop derfor er det hele dødt hos jer. Netop derfor skal Gud slå hånden af de rige og mægtige og vende sig til fattigfolk og hedninge.
Nu kommer vi til Mattæus. Han vil ikke bare gemme historien, som han kender den fra Markus. Han fornyr den for at bevare pointen. Hos Mattæus er historien blevet til en allegori, dvs. en lille historie, som punkt for punkt kan oversættes til en anden virkelighed. I Mattæus’ udgave er det blevet til en historie om forholdet mellem jøder og de første kristne. Hos Mattæus kan man oversætte punkt for punkt. Vingårdens ejer er Gud. Vingården er Israel. Udsendingene er profeterne, som op gennem Israels historie har prædiket Guds ord for folket. Og sønnen er Jesus selv, der nu kommer med den højestes myndighed. Men ham griber de og slår ihjel uden for vingården. Hos Mattæus passer det hele smukt. Markus fortæller, at sønnen bliver slået ihjel i vingården. Men hos Mattæus bliver sønnen smidt ud af vingården og slået ihjel der. Altså præcis som Jesus blev ført uden for Jerusalems mure for at blive korsfæstet der. På Mattæus’ tid var den unge kristne kirke ved at vokse sig større, og menighederne bestod i stigende grad af folk, som ikke var jøder af fødsel: hedninge, grækere og romere. Mattæus forstår historien sådan, at den handler om, hvorfor Gud har forkastet sit eget folk, Israel. Det er fordi dets ledere ikke har kendt deres besøgelsestid. De har glemt den lydighed de skylder deres Herre og Gud. De er stolte af deres jødiske baggrund og historie, som de vogter og bevarer nidkært. Men forholdet til Gud skal fornys hele tiden – for at bevares. Det har de ikke fattet, og derfor har Gud åbnet døren for dem, som jøderne altid har foragtet, hedningene, ikke-jøderne.
Sådan er historien allerede i Biblen selv fornyet og derved bevaret. Læg mærke til det: Historien har fået en drejning fra Markus til Mattæus, men ånden er den samme. Det handler stadig om de ledende, de mægtige, de stærke, der nok har bevaret tanken om Gud, men har glemt Gud som deres personlige herre. Jeg tror alle de øvrige evangelister ville skrive under på den anden historie, som Mattæus fortæller – den om de to sønner. Det er kun Mattæus, der kender den, men den passer fint i sammenhængen. Den ene siger nej, men går alligevel ud i vingården, den anden siger ja, men går ikke derud. Det er samme kop te: Er Gud kun teori, en mening, kultur, historie? En stiv gammel lektie, vi kan lire af ved festlige lejligheder? Er han ikke den, der kræver vores lydighed og troskab i dag? Ubetinget og uden slinger? Jovist! Hvad ellers?
Forny for at bevare – det er det, det hele kommer til at handle om først som sidst. På den ene og den anden måde. Verden er forandret siden Markus og Mattæus skrev, og historien er nylæst og nyfortolket på utallige måder siden. Og hvis vi ikke bare skal bevare denne historie som en smuk, gammel, finkulturel historie, så skal vi forny den som en rigtig hybenkradser både til os selv og til dem, der nu er vore ledere, vore meningsdannere, vore magtfulde mænd og kvinder.
Hvem af de to, bror nr. 1 eller bror nr. 2, gjorde deres fars vilje? Sådan spørger Jesus og det er os, der skal svare. Det er jo det, det handler om: At gøre Guds vilje. Ikke kun at snakke om den eller snakke den væk. Vi er forpagtere her. Vi har fået befaling til at tro på Guds godhed og nåde, tro, at al synd og skyld er os forladt – for at leve på det, tro det og i tillid til det hjælpe og værne vores Næste. Det skal vi gøre, leve på, omsætte i levet liv – ellers er det jo bare snak. Og vore ledere politikere, som ifølge vores Grundlov er sat til at understøtte folkets kirke – de skal lære, at det ikke er en leg, de leger. At sidde i folketinget er ikke en karrierevej. Det er at tjene Gud, at ofre alt for fællesskabet, arbejde nat og dag på at sikre gode, klare, letforståelige love, retfærdighed og fred i landet.
Det er altid personlig tiltale til hver enkelt af os: Danmark er Guds vingård, vi er sønnerne eller vinbønderne, som Gud siger sit: ”Gå hen at arbejde i vingården” til. I ansvar, til gavn for vores Næste med dommen for øje.
Amen
Prædiken til 18.s.e.trin.II, 2016
Joh 15,1-11
Salmer: 730, 446, 295, 36, 729
O lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig
Når man går til kirke, skal man høre noget, som man ikke hører noget andet sted på jorden. Det duer ikke, at vi kun sidder og siger ting til hinanden, som vi er helt sikre på. Det er sådan noget, ateisterne tror: De siger, de kun vil tale om det, de ved, og det er derfor de er så kedelige at høre på. Hvis jeg kun skulle tale om det, jeg ved, så ville det blive en helt usædvanlig kedelig prædiken: I dag er det solskin, men også lidt overskyet ind imellem. Min præstekjole er sort, og væggen her er hvid!
Det duer ikke! Vi skal forundres, modsiges, væltes, måske forarges i kirken. Jeg begynder derfor med at give ordet til Paulus. I et af sine breve formulerer han hele sin livserfaring med kristendommen: Det lyder sådan her: ”Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud”. Det gentager jeg lige: ”Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud”. Sådan er det.
Det vil vi lige overveje lidt nærmere. Sådan er det: Alt, simpelthen alt virker til gode for den, der elsker Gud. Man kan altså ikke finde noget i denne verden, som ikke på en eller anden måde virker til gode for os. Til gode? Altså gavner? Hvordan det? Jo, sådan her: Det gode gavner os, og det mindre gode gavner os – og det forfærdelige ja, det kan også gavne os. Sådan noget trænger vi ærlig talt til at høre i vores pylrede tid, hvor vi skal have psykologhjælp, blot vores hamster har forstoppelse eller elevationssengen er gået i baglås. Vi er med i noget, som er meget større end vores personlige behov og ønsker.
Lad mig forklare: Det gavner os altså, når vi vinder i Lotto. Javist! Men det gavner os også, når vi ikke vinder i Lotto! Det gavner os, når vi kommer vel hjem og ikke er punkteret midt på den mørke landevej mellem Herning og Haderup. Men det gavner os også, hvis vi virkelig punkterer midt på den mørke landevej mellem Herning og Haderup. Det gavner os, når vi har et fedt job og et flot hus med Børge Mogensen sofaer og en ny Volvo i garagen. Men det gavner os også, når chefen giver os sparket, og vi må nøjes med et håndværkertilbud på Lars Tyndskids mark. Det gavner os, når solen skinner, og vi er på udflugt med madpakke og kaffe. Men det gavner os også, hvis det øser ned og madkurven bliver gennemblødt og kaffen bliver kold. Det gavner os, når vi er sunde og raske, men det gavner os også, hvis vi ikke er det. Det gavner os at være i live, men det gavner os også ikke at være i live. Kort sagt: Alt virker sammen til gode for os. Det er ifølge Paulus grunderfaringen i kristendommen.
Jo mere man tænker over det, jo underligere lyder det. Men det er kun godt, for det alt sammen kun tegn på, at her er noget, der kradser, noget man i hvert fald ikke hører hos sin frisør eller i Rema. Paulus forklarer selv sine ord sådan her: Er Gud for os – hvem kan så være imod os? Hvis Gud Fader den Almægtige, himlens og jordens skaber er for os – tilgiver os al synd og regner os for sine børn - hvad i al verden kan da være imod os eller skade os? Kan man nævne noget, der kan hamle op med ham, måske? Vi står i Guds den Almægtiges hånd – ham vi i Jesus Kristus kender som vores himmelske Fader. Han er ikke en ukendt magt, men ham der vil os det godt. Hvad piver du for? Du har dine synders forladelse! sagde en officer til en såret soldat i 1864. Det var nok rask sagt, men det er jo rigtig nok!
Der siges så meget om Gud. Der er så mange religioner, som bruger hans navn, så mange, der hævder, at de kommer med budskaber fra ham. Som kristen må man vove at sige: Snak med jer. Jeg kender og vil kun kende Gud på én bestemt måde, nemlig gennem Jesus Kristus. Kun gennem ham kan jeg tro, at Gud vil mig det godt. Derfor vil jeg blive ved ham og holde mig til hans ord. Det er det, Jesus siger. Han sammenligner sig med et vintræ. Han er vintræet, vi er grenene. Kun så længe grenene bliver på stammen, kan de leve og bære frugt. Det billede betyder: Så længe jeg holder mig til Jesus Kristus og bliver ved ham, så længe kan jeg fæste lid til, at alt hvad der sker, virker til gavn for mig.
Nuvel, hvad var det så, jeg sagde før? Jeg sagde: Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud. Alting? Ja, alting! Også ulykke, sygdom og død? Ja, det kom jeg til at sige: Også det! Også det gavner os! Misforstå mig ikke. Det er ikke sådan, at vi nu skal lære at elske sygdom og død. Men giv det lige en tanke: Hvis alt liv kommer fra Gud, og det er livet at vandre med ham som Adam vandrede med Gud i Edens have, så er alt, der kan bringe os tættere på ham – til gavn. Og selvom jeg hader roskildesyge, så må jeg jo indrømme, at den hver gang lærer mig, at jeg altså ikke er en supermand, men bare et meget lille menneske, der må råbe til Gud. Og sådan forstået kan også sygdom være os til gavn. Den kan lære os noget, nemlig at opgive alle falske forhåbninger og at bede til Gud, stole på Gud og vente på Gud – og ikke os selv. På den måde kan selv ikke døden få lov at stå som det sidste og mørke, altings ende. Nej, for den skal lære os at vente de dødes opstandelse af Guds hånd. At se døden i al sin gru og rædsel og så sige: den er som de sorte, nøgne grene i det tidlige forår: De skal grønnes! På den måde er det sandt: Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.
Da den gamle kirkefader biskop Ignatius blev kastet for løverne i Rom, sagde han: Nu bliver jeg malet som kornet, knust mellem løvernes kæber – for at der at mig skal blive mel til brød for andre! Dermed mente han, at hans død ville komme til gavn for alle dem, der ved at se ham dø så frygtløst, lod sig døbe og blive kristne.
Helt fremmed er tanken måske alligevel ikke. En god bekendt fortalte engang, at hun var blevet ønsket tillykke dagen efter, at deres gård var brændt ned til grunden. Det var hun ærlig talt blevet stødt over dengang, men siden viste det sig jo, at de ved hjælp af forsikringen fik et nyt og meget bedre hjem. Sådan er det med alting, siger Paulus. Også når vi ikke kan se det. Guds veje og Guds planer går langt over vores forstand, men vi skal stole på, at han dog vil føre alt til en lykkelig slutning til sidst. Jeg tror, at Gud altid virker for at bringe os nærmere til sig.
Tilbage til det billede, Jesus bruger. Han er vinen, livets træ. Vi er grenene, og Gud er vinbonden, der tilser sine vinstokke. Og vinbonden er somme tider hård ved dem, vinplanterne. Han finder kniven og saksen frem og skærer vildskud af, så de ikke kvæler de andre skud, og han renser kvistene for blade, så der kan komme mest mulig sol og varme ned på druerne, så de modnes rigtigt. Alt hvad han gør, gør han for at vinstokken skal give mere frugt, bære flere og større druer. Andet formål har han ikke. De fleste haveejere ved, at man somme tider skal være hård ved buskene. Hasselnøddebusken skal have et ordentligt hak ellers gror den højt og vildt og giver ingen nødder. Æbletræet skal topskæres. Det skal have form, siger fagfolk, som om der lå en stor ko oppe i dets krone. Sådan, nemlig, at der kan komme mest mulig sol og varme til frugterne. Sådan virker Gud også. Han vil, at vi skal blive hos ham, så vi får mod til at være til glæde og gavn for andre.
Som jeg sagde, så synes jeg, vi moderne mennesker er slemme til at se ulykke, sygdom og død ligesom en fejl, en fornærmelse imod os – nu gik det lige så godt! Vi havde jo andre planer, vi skulle lige til at have det så godt. Nej, siger Jesus, tænk ikke sådan. Men sådan: Jeg er vintræet og I er grenene, og af og til kommer vinbonden og renser og nusler med sin beskærersaks, for at vi skal give mere, for at vi skal holde os til ham, glemme os selv og turde følge Jesus, når han siger: Større kærlighed har ingen end den at give sit liv for sine venner!
Lad mig bare slå fast, at jeg personlig er hypokonder og frygter for mit liv, blot jeg ser en skovflåt eller hører om nogen, der har fået influenza. Og mest af alt frygter jeg tanken om døden. Det indrømmer jeg gerne. Sådan en tøsedreng er jeg.
Men jeg vil modsiges, når jeg kommer til kirke. Jeg vil høre noget, der rækker ud over mig selv og min skræk. Jeg vil høre det mærkelige: Alt virker sammen til gode for mig, der elsker ham, der elskede mig først. Og han siger: Det du frygter allermest, kan ikke skade dig. Tværtimod, det kan ligefrem være dig til gavn og lære dig, at holde fast ved det budskab, du fik at høre i kirken. Hovedsagen er: Ligesom Danmark i mange år har levet trygt i alliance med supermagten USA, sådan kan vi i alliance med Gud. Og det betyder: Det kan godt være, der kommer ulykker, modgang, uro, sorg, længsel, sygdom og død på min vej. Men alt det kan lære mig, at jeg ikke er en lille gud, men et lille menneske, der står i Guds hånd. Uroen og længslen og sorgen har jeg for at den kan fortælle mig, at verden ikke er Paradis, men at jeg er på vej derhen, også når det går galt. Højt over mine planer går Guds planer. Også selvom jeg ikke kan se det gavnlige i det der sker nu.
Og er jeg så på vej i døden, ser jeg kun den mørke skov foran mig for enden af vejen. Så er det dog vejen til ham, til opstandelse. Livet er ikke mit, ikke min ejendom, men Guds gave, som jeg skal give videre. Det er det, Jesus kalder at bære frugt. Ikke bange nu, tro kun!
Prædiken til 17. s. e. trin. II, 2016
Mark 2, 14-22
Salmer: Resen: Hindborg: 727, 353, 728, 729, 731
O lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig
Gud befaler. Det er det, vi har ham til. Hvis han ikke befalede, så var han slet ikke Gud. At have Gud er at have befaling. At være et Guds barn er at være en, der har fået Guds befaling. For at modtage Guds befaling er samtidig at modtage Guds tilgivelse og hans nåde. Anderledes er det ikke. Befalingen lyder sådan her: Jeg er Herren din Gud. Jeg giver dig denne dag i dag. Den er nu din opgave. Hvad der skete i går er tilgivet. Hvad der sker i morgen er min sag. Men i dag er du min betroede tjener, min udsending, min apostel, som står til ansvar over for mig. Dagen er ny og fuld af opgave. Løft hovedet, stol på mig og gå glad hjem til din gerning!
Sådan berettes det i Biblen, at Guds samler sit folk med sin befaling. Uden den var det aldrig blevet til noget med flugten fra Egypten. Uden Gud var Israels folk gået i opløsning enten af fejhed, frygt eller dovenskab. Men sådan lyser det ud af hver sætning i den gamle historie. Selve det at Gud er og byder – det er en velsignelse. Det er storheden, æren, livet. Tegnet på Guds nærvær.
Ordet befaling har nok en dårlig klang i vore øren. Det klinger af militær, af eksercits, snorlige rækker, kæft, trit og retning, men der er kun, fordi vi har glemt, at befaling også kan være noget godt. Befalingen er klar kommunikation, men det er mere end det. Det er nærvær og virkelighed. Det har ikke været en del af børneopdragelsen eller pædagogikken i flere årtier, men det er faktisk godt for et barn, at far og mor befaler. Ethvert barn ved det dybt nede: Far og mor er på intet tidspunkt mere nærværende, mere virkelige, tættere på, end når de siger: Kom, gør sådan og sådan! Det viser barnet, at det er alvor for far og mor. Det er ikke ligegyldigt, hvad det gør. Far og mor forventer noget af mig – det føler den lille så udmærket og klart.
Sådan er det med Guds befaling. At høre Guds befaling er at høre, at Gud vil mig noget, at jeg ikke er ligegyldig, ja, at han har tilgivet mig ved på ny at give mig sin opgave forfra. Det er det, vi skal høre hver søndag og stole på hver af ugens øvrige dage: Vi er Herrens betroede tjenere. Dagen i dag er ikke vores, men en gave, givet os af Gud til at høre hans befaling, stole på hans godhed og hjælpe og gavne vores stakkels næste. Tro er ikke at tænke sig til Gud. Det er tillidsfuldt at følge og tro hans befaling.
Det er egentlig bare det, der er på færde hos Markus. Der sidder Levi, den lille forhadte tolder og gnider sig i sine tynde gnierfingre ved udsigten til told- og momsindtægter. Levi kan ingen lide, for han er jo romernes usle lakaj, en lejesvend og pengepuger, datidens fotovognsbestyrer. Ingen ordentlige mennesker gider have med Levi at gøre. Men så kommer Jesus og befaler: Følg mig! Og her er det netop sådan: I befalingen ligger tilgivelsen. Nærvær, virkelighed, retning og opgave. Det er også derfor Jesus lidt efter sidder bænket til en lystig frokost i Levis hus. Det er jo nøjagtig som Jesus sagde dengang han gik ind at spise hos Levis chef, overtolderen Zakæus i Jeriko: Også han er en Abrahams søn!
Der siges så ugudeligt meget sentimentalt sludder om Guds kærlighed og tilgivelse. Men det er tom præstesnak, hvis ikke tilgivelsen gives som befaling og befalingen samtidig er tilgivelsen. Det hænger sammen. Guds tilgiver ved at gentage sin befaling til de ulydige syndere. Det er egentlig hele evangeliet. Det er også derfor Jesus siger det om bryllupsfesten. Her hvor han er og befaler – der er der ikke tid til faste. Her er glæde, fest! En gammel kone, jeg har kendt, sagde: Denne dag er en højtidsdag. Og så klædte hun sig i sin bedste kjole, fandt den pæne uldfrakke frem og den lille hat – og gik til begravelse. Ikke sådan at forstå, at hun elskede begravelser. Meningen var derimod, at der er noget, der har overstrålet selv det at miste en gammel bekendt, en god nabo, et kært familiemedlem. Og det var det simple, at vi i kirken får lov at høre Guds befaling til syndere. At han også retter sin befaling til os i dag.
Denne søndag er derfor en højtidsdag. For til hver enkelt af os er beskeden: Denne dag, søndag den 18. september giver jeg dig. Hvad der skete i går er slettet ud. Hvad der sker i morgen, er min sag. Hvad du end er og hvad du end har bedrevet indtil i dag: Du er min betroede tjener, udrustet med den opgave at give dig selv væk i glæde og tjeneste for din stakkels næste. Du skal ikke først være alt mulig, du skal ikke først have præsteret det og det. Alt det har vi ikke tid til at vente på. Du skal blot høre, hvad jeg siger – og gøre det!
Og så er jo spørgsmålet: vil vi så det, eller vil vi ikke? Tør vi det eller tør vi ikke? Der er kun de to muligheder. Gud giver os ikke andre. Det er meget simpelt, i grunden – selvom det er svært. Hvis man siger: Ja, men kan vi nu være sikre på, at Gud faktisk befaler noget? Har vi noget bevis for, at det er Gud og ikke bare præsten, der siger sådan? Hvis man siger sådan, så har man ikke hørt befalingen. Eller man har hørt den, men snakker udenom. Spørgsmålet var jo ikke, hvad vi kunne tænke os frem til eller hvor mange beviser, man kan underbygge befalingen med. Der var slet ikke noget spørgsmål. Kun den befaling: Du skal stole på Gud og give dig selv væk i tjeneste for din Næste. Hvad du ellers tror, du skal – det skal du ikke!
Hvad skal man sige om en soldat, der får befaling om at marchere med fuld oppakning ud til skydebanen – og denne soldat så sætter sig ned og siger: Lige et øjeblik, hr. sergent: Hvordan kan jeg være sikker på, at du har bemyndigelse til at kommandere med mig? Jeg ved godt, hvad sergenten vil sige. Han vil formentlig blive kokrød i hovedet – men så gentage ordren – lidt højere! For hvis man bliver bedt om at gå, og man så blot sidder og snakker, så efterkommer man jo ikke befalingen. Det er facit. At snakke om Gud er ikke det samme som at adlyde ham. Det kan være fint nok at sidde en sen aften og drøfte, om jorden blev skabt af Gud eller om det hele skete af sig selv. Det kan også være helt fint at diskutere, om Gud og Allah er den samme, om Jesus var Guds Søn, om Jesus kunne gå på vandet og så videre. Men det er noget helt andet, end at adlyde Guds befaling. En befaling adlyder man – eller også gør man ikke. Det er afgørelsen for os.
Levi og hans kolleger og kumpaner siddende benovet til bords med Jesus – det er et herligt billede på kirken, på os. Hvorfor er de samlede der om bordet? Er det fordi Levi alligevel var en guttermand på bunden? Er det fordi tolderne i virkeligheden var flinke fyre, der ikke gjorde en kat fortræd? Er det fordi de nu alle sammen har lovet Jesus, at de fra nu af aldrig mere vil synde? Nej, det tror jeg ikke. Det er jo netop med god grund, at de skriftkloge farisæere er oprigtig forargede: Tolderne var nogle skiderikker. Nej, de sidder samlede der, fordi Jesus vil det. Fordi også disse toldere og syndere skal høre Guds befaling. Også dem vil Gud være nær – og intet nærvær er større og bedre end befalingen. Til datidens toldere og syndere sagde Gud: I toldere og syndere, I taskespillere og fidusmagere, I hesteslagtere, lokumsrensere, prostituerede – alle I som blandt jøderne regnes for fortabte og urene: Se, nu er I mine udsendinge, mine betroede medarbejdere. Dagen i går er tilgivet. Dagen i morgen råder Gud for. Men i dag skal I stole på Gud, lade ham være jeres håb og styrke og glæde, og så give jer selv hen for de andre.
Sådan skal det også lyde i kirken i dag: Herren strækker ud sin arm, små vil han velsigne! Det handler ikke om vores fortræffeligheder eller skavanker. Det handler end ikke om vores mangel på tro, vores tvivl og vores almindelige forvirring. Det er alt sammen overdøvet, overstrålet af befalingen, dagsbefalingen, som vi får lov at høre igen.
Det er virkelig ung vin på nye sække. Jesus er ikke terapeut eller pædagog. Han siger ikke: I morgen eller i overmorgen, når troen har vokset sig stor hos jer og I er blevet bedre og dygtigere og mere næstekærlige og ikke synder mere, så vil alting blive som en bryllupsfest. Den slags lapværk er Jesus ikke til. Det ville svare til, som han selv siger, at sy en helt ny og fin, aldrig vasket lap på de gamle cowboybukser. Når man tager dem ud af vaskemaskinen er lappen krympet og har revet hul i bukserne. Det kan også sammenlignes med at hælde den friske syreholdige vin på de gamle stive lædersække, som blev tømt sidste år. Skidtet går i straks i stykker. Nej, væk med det! Jesus vil ikke bygge på noget i os, men alene på sin egen tro, sin egen urokkeligt faste tillid til os. Han vil samle sin kirke, ja, samle hele verden sammen hos sig, så de og vi alle kan høre den samme, velsignede befaling:
Se, menneske. Livet er ikke dit. Det er mit, din Guds, men jeg har givet dig denne dag. Hvad der skete i går, er slettet ud, hvad der sker i morgen, er min sag. På denne den første nye dag i resten af dit liv befaler jeg dig at tro, at Jesus Kristus har gjort alting godt. I dag skal du lade mig være din styrke, dit håb og dit fundament og gå så hen og give dig selv væk til lidt gavn for din stakkels Næste. Det er det du skal og andet skal du i grunden ikke.
Se dèr er opgaven. Og nu er bolden spillet over på vores banehalvdel: Vil vi det – eller vil vi ikke?
Amen
På den måde er det godt at have Guds befaling. For med den er Gud nærværende, vedkommende, virkeligt.
Prædiken til 15. s. e. trin. II, 2016
Luk 10, 36-42
Salmer: 224, 401, 163, 352, 266
O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig
Lad mig begynde denne prædiken med en bøn. Det er min bøn, men jeg mener, det er en bøn, som alle kan bede. Den er en bøn, som gælder for alle små hverdagsmennesker som os. Bønnen lyder sådan:
Herre, jeg må gå til bekendelse: Jeg kan ikke med min fornuft følge dig. Jeg kan ikke med min forstand tro på dig. Jeg tror, at alt mulig andet er vigtigere end dit ord og dit evangelium. Jeg tror, at jeg kan leve udmærket uden dig og at der er så meget andet, som i betydning kommer før dig. Jeg siger måske noget andet, men jeg handler som om du ikke betyder nogen ting. Herre, jeg indrømmer, at jeg ikke har for fem flade øre tro på en skabende og opretholdende Gud. Jeg kan ikke forstå, hvordan du skulle kunne tilgive noget så småt og usselt som et lille menneske i vrimlen af 6 mia. mennesker. Jeg frygter min egen død og kan ikke tro dig, når du siger: Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Alt hvad jeg kan tænke mig til med mine forstandigste tanker, er, at det ikke kan være sandt. Det kan ikke passe! Der er ingen Gud, vi mennesker er alene, universet er et spil af naturkræfter og kemi. Vi er, hvad vi gør os til, og når vi dør, er alting sort og forbi. Men Herre, når jeg engang har talt mig træt om alt det, jeg ikke kan tro. Når jeg endelig står dèr forpustet tilbage og har remset alle de ting op, som er vigtigere end dig. Når jeg har manet dig og alt dit væsen i jorden – så lad mig alligevel sidde som Maria ved dine fødder og høre dig tale til mig som en tålmodig ven, en trofast bror og sige: Tro på Gud og tro på mig! Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør! Tal til mig lille bekymrede tvivler og spotter. Overhør mine golde forstandsargumenter og tomme ord. Tag dig ikke af min målerlarveforstand. Tro mig ikke på mine ord, men tro mit hjertes hemmelige længsel. Og lad mig høre dit ord igen!
Er det en kristen bøn? Ja, det mener jeg bestemt. Sådan må en synders bøn lyde. Uden al forstillelse og hykleri, al mulig lummer kristelig fims. Det er jo det store ved kristendommen: At der er rum nok til, at enhver kan vedkende sig al sin tvivl, al sin menneskeforstand og sin vantro – og samtidig ordet om Guds godhed, trofasthed og nåde. Ja, kun når man tør bede sådan og ikke skal præstere en eller anden rolle som helgen – kun da kan man for alvor høre Guds evangelium som talt til lige nøjagtig mig!
Martha er sådan en moderne kvinde. Sådan har jeg altid tænkt mig hende. Hun gør ikke, hvad hun af hjertet vil, men gemmer sig bag alle mulige rimelige og forstandige ord og bebrejdelser. Hun skælder ud på sin søster og tager Jesus i skole for at han skal give hende ret og sende Maria ud i køkkenet. Og Martha har ret på alle mulige måder. Det er uretfærdigt, at hun skal knokle i køkkenet, mens Maria kan sidde der inde i stuen sammen med alle mændene. Nogen skal jo traktere med noget. Hvis ikke, vil de alle sammen tale om, hvor ringe nødningen var dèr i huset. Husets og køkkenets ære skal forsvares, og Maria hører – helt efter den tids regler og sunde fornuft – hjemme i køkkenet. Og dog: Det som Martha i virkeligheden vil, er jo netop det, Maria gør. Martha vil jo også gerne sidde ved hans fødder og høre ham tale til hende. Men det har hun næsten glemt i al sin retfærdige harme og al sin forstandighed. Det, hun siger, er i virkeligheden: Herre, der er vigtigere ting at gøre end at høre på dig. Sig det til Maria. Men når du så har sagt det – så modsig os og sig, at vi begge to skal sætte os der ved dine fødder og høre med! Jeg ved ikke, hvad der har givet Maria mod til at gøre som hun gør. Måske er hun som den yngste bare mindre ansvarsbevidst end Martha. Jeg tror, hun har glemt sig selv og tænker som Martha i virkeligheden også tænker dybest nede: Jesus, bliv ved at tale. Lad også mig høre noget andet end min forstand og min fornuft. Lad mig høre det, jeg længes efter, men som jeg aldrig tør indrømme, at jeg længes efter!
Du skal ikke gøre som jeg siger, men som jeg mener! Jeg tror, det er Yvonne i Olsen-Banden, der engang siger sådan. Det er i grunden en god bøn til vores Herre: Tal ikke til vores fornuft, men tal til vores hjerte, sådan som du alene kan. Som præst møder man det igen og igen. Det kommer tit næsten som en besværgelse eller trosbekendelse: Ja, præst, jeg tror altså ikke på, at vi skal opstå, når vi er døde. Jeg tror måske nok, at Jesus var en stor mand, men det der med opstandelsen, det kan jeg ikke tro. Hvad betyder sådan en snak. Jeg tror den betyder: Hør, præst: Vil du ikke godt modsige mig! Vil du ikke godt sige det til mig, som jeg ikke tror på, men som jeg gerne vil høre alligevel!
Det er med mennesker akkurat lige så bagvendt som med teenagere: Mor, jeg hader dig, når jeg ikke må få lov til at gå til fest med mine kammerater til klokken tre om natten. Det betyder: Mor, sig, at jeg ikke må, for jeg tør slet ikke være med til sådan en fest, der varer til langt ud på den sorte nat! Far, du er simpelthen så led, når jeg ikke må få den flaske vodka med til fest ligesom alle mine kammerater må! Det betyder: Tak, far, at du holder fast. For jeg er skræmt fra vid og sans for, hvad der kan ske, hvis jeg drikker det stads, som jeg i øvrigt slet ikke kan lide!
Martha og Maria er kvinder, men man møder det også hos unge, granvoksne mænd. Åh, så mange ting de har at gøre, som er vigtigere end at sidde at høre på præsten. Når de er til vielsessamtale eller når de er til dåbssamtale, så sukker de, flytter sig uroligt på stolen, ser på uret og siger ja, ja, lige nøjagtig! Hvilket ikke betyder, at de er enige, men blot: Se nu at blive færdig med det snak, præst, så vi kan komme videre. Videre ud at lave alle de vigtige ting: gå på arbejde, tjene penge, være drengerøve i fritiden og lege 20-årige sammen med vennerne, bygge carport, drikke whisky og sparke dæk. Alt sådan noget signalerer de. Og sådan løber de væk fra det, de på én gang frygter at høre og dog måske inderst inde gerne vil høre. Det kan selvfølgelig være min indbildning, men mændene er så dårlige til at spille skuespil. Det er som om de siger: Nå, nu lader vi som om livet er at arbejde, sparke dæk og køre i en lækker bil. Det er løgn, men modsig os nu, præst!
Men jeg kan også bare tale for mig selv: Jeg skal ikke prædike næste søndag. Det er dèr vi skal høre de utrolige ord, som Jesus siger – faktisk netop til Martha: Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør! Første gang jeg for alvor bed mærke i de ord, var ikke under en prædiken eller ved at læse i den gode bog. Det var i en gammel sort-hvid film, bygget over Charles Dickens roman ”To byer”. Hvis man ikke har læst den, er den absolut værd at læse. Jeg skal ikke trætte jer med et langt referat. Den foregår under den franske revolution, og den slutter med, at en af hovedpersonener for at frelse den pige, han elsker, og for at frelse den mand, som hun elsker, går i denne anden mands sted og bliver henrettet i guillotinen. Det er på vej til henrettelsen, da han står i vognen sammen med de andre, at han har en samtale med en ung pige, som også skal henrettes. Vognen holder allerede ved skafottet, og da siger han til hende: Nu skal du ikke se på alt det andet, men se kun på mig. Hvorpå han citerer Jesus: Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Altså: lige over for pigens og sin egen død lader han hende og sig selv høre disse ord. Imod sin fornuft og sin forstand. Imod den kun alt for virkelige og alt for visse død lader han Jesu ord lyde. Jeg har aldrig kunnet glemme den scene, og jeg vil sige det sådan: Jeg vil ønske, at nogen engang, om det er muligt, vil sige sådan til mig, når jeg står over for min egen visse død. På tværs af, hvad jeg ser og føler og frygter. Sige: Den, der tror på mig skal leve, om han end dør. Fri for al forstillelse og legen troende. Jeg er en vantro synder, der som alle syndere må dø. Men tal til mig, Herre, som du gjorde til Martha, som du gjorde til Maria. Lad også mig høre den gode del!
Man kan sige, at det glædelige budskab, evangeliet er, at Jesus ikke høre efter, hvad vores mund siger, men hvad vores hjerte længes efter. Han taler alvorligt og indtrængende, som om vi alle sammen kun længtes efter at høre hans ord. Enfoldigt, tålmodigt og ligefremt taler han til os – overhører alle argumenter og bliver ved sit. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte, og bærer tunge byrder! Vi kan så sige: Vi bærer ikke tunge byrder og vi slider os ikke trætte, og hvordan skulle Jesus også lige hjælpe os med det, hvis vi virkelig bar tunge byrder og sled os trætte. Men det betyder: Jesus, lyt ikke til vores sludder. Det er bare vores mund, der løber. Lad dig ikke mærke med det, men bliv ved at tale som du gør! For jo, vi slider os trætte med vores forstand, og vi bærer alle vore tunge, selvvalgte byrder på skuldrene.
Digteren Christian Richardt har beskrevet det med et lille vers:
Du som freden mig forkynder,
du en frelser, jeg en synder,
du med amen, jeg med bøn,
du med nåden, jeg med skammen,
- ak, hvor vi to passer sammen,
du Guds salvede, Guds Søn!
Amen
Prædiken til 3. s. e. trin. II, 2016
Luk 15,11-32
Salmer.
O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig
I dag skal vi lære at gå glip. I tillid til Guds trofaste nåde glad og rolig gå glip af alverdens vigtige ting. Det er nemlig noget af det, vi travle moderne mennesker trænger allermest til: at turde gå glip. Turde sige: Der gik jeg glip af en hel masse. Jeg missede en hel bunke ting, som jeg gerne ville have været en del af. Men pyt! Min Gud har givet mig noget andet, som jeg skal passe. Jeg er ikke, hvad jeg når. Jeg er, hvad han sætter mig til. Og det er ok.
At gå glip kommer vel sprogligt af det at glippe med øjnene. Lige idet man glipper med øjnene, dvs. blinker, sker der noget, som man ikke så. Og sådan går man glip. Noget skete, som man ikke var med i, ikke var med til, ikke tog del i. Det glippede, man havde lukkede øjne, da det skete. Man missede det, det skete uden mig.
Lige nu sidder I jo allerede her og går glip. Der er ingen grund til at skjule det. Når man går i kirke, går man glip. Lige nu kunne I f.eks. ligge ude på landevejen i lidt for stramtsiddende Bjarne Riis-udstyr og svede sammen med de andre midaldrende mænd, der af en eller anden grund altid skal tage deres cykelture midt i kirketiden. Lige i dette øjeblik går I helt sikkert glip af et vigtigt maratonløb et eller andet sted i Danmark. Måske et bagagerumsmarked i Spjald, et traktortræk i Brovst, et Suzuki Waggon-træf i ØlseMagle, et loppemarked i en gammel støvet lade i Hjerm med seks skårede hyacintglas, tre hæklede, lilla grydelapper, en falmet portrætbog med Johny Reimer og en defekt cykelanhænger. Og lige nu kunne I sidde derhjemme på terrassen i solen med avisen og en basse og måske en lille skarp til det ene ben - og en til det andet ben, men tv’et kører inde i stuen med et eller andet talkshow eller et eller andet madprogram. Lige nu kunne I have begyndt på den dumme hæk, som skal klippes inden Sankt Hans. I kunne have brugt dagen på at køre i Bilka og gå på jagt mellem hylderne efter tennissokker og dejskrabere og andre uerstattelige ting. I kunne have nået at køre til genbrugspladsen i Kåstrup med grenaffald og pap og alle de tomme dåser fra sidst I var syd for grænsen. Kort sagt: I går glip lige nu. I blinkede – og nu er I allerede hjælpeløst tabt for en hel masse.
Det er blevet værre inden for de seneste år. Det værste, der kan ske, er at man går glip af noget. Man står og snakker med en anden. Så ringer telefonen. Og pludselig er den anden et andet sted. For man kan jo ikke gå glip af en telefonsamtale. Det kunne jo være vigtigt. Eller man sidder i en togkupe. Måske 50 mennesker sammen i samme vogn, men alle er et andet sted med deres smartphones og mobiler. For man må jo ikke gå glip af noget
Jeg er så træt af den melodi, som vi har lært at synge: Du må aldrig gå glip. Du skal være aktiv, du skal være vågen for alt hvad der sker, du skal holde dig opdateret, blive bedre, følge med, tjekke nyheder, mails og sms’er. Det er et hamsterhjul. Fordi vi skal være alle steder på én gang, er vi aldrig noget sted. Derfor er det på høje tid, at vi lærer at gå glip. I tillid til Gud nåde at turde gå glip af alverdens livsvigtige ting og samle os om det, Gud i sin trofaste nåde henviser os til i dag.
Det er forunderligt, så supermoderne den gamle historie bliver ved med at være: En mand havde to sønner, sådan begynder Jesus. Og med den lille, enfoldige historie rammer han os lige på kornet. Sønnerne – det er os. Lige fortabte begge to, lige optaget af det, de kan gå glip af, alt det græs, der er grønnere ovre på den anden side. Begge to optaget af at være et andet sted. Lad os begynde med den yngste. Han går der og kører trillebør på sin fars gård, og det er dødens pølse, synes han. Han har hørt rejsende fortælle om alt det store og spændende, som sker ude i verden. Åh, så træls det er at jokke rundt her i møget med alle de dødssyge pligter. Det sætter sig som en jagen over nakken, en borende fornemmelse i maven: Han spilder jo sit liv her blandt køer og får. Går bare her og bliver ældre. Måske dør han her som en bondeknold uden at være blevet til noget. Lige nu glider livet forbi et andet sted. Lige nu er verden fuld af store ting. Lige nu går han hvert eneste øjeblik glip af alt det herlige, som er i verden. Derfor beder han en dag om at få sin del af arven udbetalt. Det har han ret til som yngste søn. Og han får sine penge og haster afsted. Siger knap nok farvel, for tænk sig alt det, han nu skal ud at nå. Og fra nu af er der fart og fest og farver. Han springer forpustet rundt mellem alt det han skal nå, inden det er for sent. Og så en dag slipper pengene op, og han sidder der i svinestien med smagen af mugne linser i munden – og da rammes han af en tanke. Han kommer i tanke om sin far, om et andet liv, som han forlod: Livet med pligten, det nære, køerne, fårene, karlene og pigerne derhjemme. Men ak, det har han jo sagt farvel til, vendt ryggen til. Brændt alle broer. Han ville ud, drømte om et andet sted. Men nu er han her på dette andet sted – og her tænker han nu på det, han forlod. Han er med andre ord i sine tanker som vi med vores telefoner: Til stede her, men dog ikke til stede. Hjemløs i verden. Og han savner, savner intenst det, han mistede: Nærværet derhjemme på gården, sin far, pligten, de nære. Hjemløs i en fremmed svinesti fatter han, at han hele tiden går glip, men måske netop er gået glip af det væsentligste. Han beslutter da et desperat vovestykke: Han vil vende om, vende næsen hjemad for i det mindste at være nær det, han har tabt.
Da han så efter lang tid endelig står på bakken ved sin fars gård og ser med vemod på det, han lod bag sig, ser hans far ham. Han smider straks alt hvad han har i hænderne og løber ham glad i møde. Og tager sin søn tilbage. Giver ham festdragt og ring på fingeren, og slagter fedkalven som for en værdsat gæst. Hvilket betyder noget, som vi ikke hører, men Jesus underforstår: Nu er sønnen sat tilbage igen som en del af gårdens liv, han får givet tilbage at finde sin plads og sin pligt her på den lille gård – selvom han derved går glip af en hel masse. Men den yngste er glad. For han får det tilbage, som han har mistet i jagten på det andet sted, på alt det, han ikke måtte gå glip af. Han kan være glad og nærværende. Jeg ser ham for mig, fløjtende og syngende med den selvsamme trillebør, som han før hadede. Han har lært at gå glip i tillid til sin faders trofasthed.
Men der er jo også den anden søn. Da han kommer hjem fra marken og hører om sin brors hjemkomst, bliver han vred. For nu ser han jo alt det, han er gået glip af- Han står midt på gårdspladsen, men er i sine tanker, akkurat som broderen var, et andet sted. For tænk alle de fedekalve, som ikke er slagtet for ham og hans venner. Alle de penge, alle de gode øjeblikke, som han ikke har fået, men som hans forkælede lillebror får af – både i pose og sæk. Skumlende står han dèr og formørkes over alt det, der glippede, alle de tabte muligheder.
Men også ham kommer faderen ud til og han taler ham til rette: Storebror er ikke blevet snydt. Han har da altid kunnet gøre som han ville. Han er jo arvingen og alt her på gården skal han overtage. Men han skal ikke stå der som en idiot og græde over spildt mælk og glippede chancer. Han er da ikke gået glip af sin fars trofasthed, pligten, gården, liver her. Og sådan sætter faderen også den ældste søn tilbage som en del af gårdens liv. Også han får sin plads anvist. Intet skår er der gået af nogen! Op over for alle mulighederne, alle chancerne andre steder, alt det grønne græs andre steder holder faderen pligten her: Det nære. Her skal da også storebror lære at gå glip med glæde.
Det er til os – hele den historie: At vi tør gå hjem og rolig og glad gå glip. Faderen er sine sønner tro og forlanger i grunden kun eet af dem til gengæld: At de er tro mod ham og mod det sted de er. Alle deres ideer om alt det, de går glip af – det stresser dem kun og forvirrer deres sjæle. Hvem kan være allestedsnærværende? Det kan kun Gud. Ikke vi mennesker, selv ikke med alle vores dimser og apparater. Ikke selvom vi tror det. Vi går glip hele tiden. Livet passerer og vi forsømmer og forspilder oplagte muligheder for alt muligt, som muligvis er bedre et andet sted. Men vi har en nådig Gud og Far, der tilgiver – og hans tilgivelse er altid samtidig et kald tilbage til virkeligheden her og nu: Her skal vi findes tro. Over for dem, vi er iblandt lige nu: Venner og fjender, vores Næste. Dem gælder det. Og hvis nogen vil have fat i jer, så ringer de nok igen.
Med sin lille historie vil Jesus lære os at stole på Guds tilgivelse og gå glip med glæde. Vove det ene øje - og det andet i tillid til, at vi hverken kan eller skal nå alting. Han minder os om Guds befaling til os: Lille menneske, fatter du da ikke, at jeg kun forlanger eet af dig: At du skal være tro. Du skal være tro over for mig ved at være tro over for de virkelige levende mennesker, som du er sat sammen med. Alt det andet, som du tror, du skal nå – det er noget, du selv har fundet på. Lad det være, luk telefonen, smid computeren ind i skabet, kvæl nyhederne. Og se så: her åbner sig en hel verden fuld af pligter og nærvær.
Amen
Prædiken til 14. s. e. trin. II, 2016
Joh 5, 1-15
Salmer: 749, 446, 86, 508, 207
O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig
Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre! Sådan siger Jesus til den syge. Men hvad i alverden har manden da gjort? Han har ligget syg i 38 år. Hvordan kan Jesus så sige: Synd ikke mere? Han er vel bare et uskyldig offer for en fysisk lidelse, en lammelse, som måske stammer fra fødslen, måske fra en ulykke som barn. Kunne Jesus ikke vise en smule hensyn og skåne manden for mere?
Men Jesus taler til raske og syge på akkurat samme måde. Direkte og ligepå – altid til mennesker. For for Jesus er et menneske aldrig kun et offer, kun en syg. Et menneske er mere end sin sygdom, sin lidelse, sin alder, sit køn – alt muligt. Det er derfor godt, at Jesus taler sådan som han gør. For det viser, at for ham er vi aldrig opgivet. Også en syg kan stå til ansvar. Også et lidende offer kan være skyldig. Det er nemlig det store ved mennesket: Vi kan stå til ansvar. Vi er ikke ligesom goplen og dræbersneglen og guppyfisken. De er som de er. De kan ikke stå til ansvar. Det giver ikke mening, at anholde krokodillen ved vandhullet og anklage den for mord på den kønne antilope. En krokodille kan ikke stå til ansvar. Den er uskyldig – også selvom den spiser mennesker. Men et menneske kan vælge, kan sige ja og sige nej. Og det er netop det, der gør os til mennesker. Og sådan ser Jesus den lamme: Ikke kun som en stakkel, ikke kun som ham, der har ligget her i 38 år. Han ser ham som sin bror, som sin Næste, sit medmenneske.
Hvis Jesus nu havde sagt til den lamme: Jeg bebrejder dig ikke, du var jo syg! Så havde han dermed sagt: Der gælder andre regler for dig. Du er ikke først og fremmest et menneske. Du er først og fremmest en syg. Den køber Jesus ikke.
Men hvad har den syge så gjort? Ja, hans sygdom er ikke synden, men det ligger derimod den måde, han takler sin situation på. Manden har ligget der i alle årene og med tiden har han nedgjort sig selv til kun at være sin sygdom. Vist er hans lidelse stor og tung, men Gud tillader ikke sine mennesker, at de nedgør dem selv og hinanden.
Vi tager historien forfra: Jesus er på vej ind i Jerusalem og han gør nu et ophold ved Bethesda Dam. Arkæologerne har netop genfundet den. Den bestod af to bassiner med overdækkede søjlegange rundt om, præcis som Johannes beskriver. Under søjlegangene var der brede trapper ned til bassinerne. Det var her de syge lå og ventede og håbede på helbredelse. Jesus går ind og her ser han snart den lamme, der ligger på et af de øverste trin, længst fra vandet. Han går straks lige hen til den syge – og stiller ham nu det sære spørgsmål, som til alle tider har fået folk til at undre sig: Vil du være rask? Et åndssvagt spørgsmål, synes man. Har de ikke alle sammen peget hen på ham og sagt: Se, Jesus, der ligger ham den lamme, ham staklen. En syg vil da helbredes! Men hvis Jesu spørgsmål er åndssvagt, er den syges svar mindst lige så åndssvagt. Hvad kunne man forvente af en mand, der hver time i døgnet venter og håber på at blive helbredt? Han ville da råbe: Ja, jeg vil! Ja tak, jeg vil meget gerne være rask! Men manden svarer netop ikke sådan. Han forklarer: Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig! Altså Jesus spørger: Vil du? Og manden svarer: Jeg kan ikke!
Den lille ordveksling fortæller Jesus, at den syge er ramt af offermentaliteten, en lidelse, som i Jesu øjne er mindst lige så slem som lammelse: Den lamme trækker offerkortet, som vi siger. Vist er hans lidelse tung, men hvorfor det svar? Lever manden måske i virkeligheden ganske godt med at være ham det berømte offer? Der ligger han og er ham, som har ligger her i 38 år. Den særligt lidende. Måske er det blevet hans identitet: Jeg er den særlig hårdt ramte. Ingen kan i lidelse komme op på siden af mig. Noget tyder på, at han også smører tykt på. Han siger, han ikke har et menneske, men nogen bringer ham mad, nogen betaler for ham, nogen har hjulpet ham gennem alle disse år. Det nævner han ikke. Jeg ved godt, det ikke er pænt sagt om en mand, som i forvejen ligger ned. Men for Jesus at se, er heller ikke denne mand kun en, der ligger ned. Også han er et menneske, som Gud kan forlange noget af.
Sig ikke, at Biblen ikke er aktuel. Offermentaliteten har aldrig været stærkere. Vi har aldrig været bedre og dygtigere til at trække offerkortet. Nu er alle ofre. Kvinden, der puttede sin kat i mikrobølgeovnen for at tørre den, var et offer, for der stod ikke i brugsanvisningen, at man ikke skal putte katte i mikrobølgeovnen for at tørre dem. Kvinden, der blev skoldet af sin kaffe under et besøg på en MacDonalds-restaurant var et offer, for der var ingen, der fortalt hende, at man kan blive skoldet af kaffe, hvis man hælder den ned ad maven. Hver aften ser vi nye ofre i tv-avisen. Hver aften et nyt program om mennesker, der er ofre for fedme, for mangel på orden, mangel på motion, mangel på økonomisk sans, mangel på hensyn, ofre for racisme, for diskrimination osv.
Store grupper i befolkningen lever af at være ofre. Hele deres selvforståelse er at være ofre for andres ondskab. Da en fond forleden inviterede alle til at søge fondsmidler, ”både mænd og kvinder”, fik fonden straks på puklen af Landsforeningen af Bøsser, lesbiske og transpersoner, der mente, at det var diskrimination af dem, der er både mand og kvinde. Der skulle have stået, at både mænd, kvinder og transpersoner opfordredes til at søge. Da TV2 i en programrække med skjult kamera afslørede, at danske imamer sidder rundt om i moskeerne og rådgiver almindelige muslimer om fysisk afstraffelse af hustruer og børn, sharia og socialt bedrageri, fløj imamerne til mikrofonerne. De undskyldte ingenting, men hævdede, at de var ofre for en ondsindet bagvaskelseskampagne fra TV2. Vi er ofre – og offeret har krav på forståelse, medlidenhed, hensyn. Kvinder, muslimer, homoseksuelle, sorte, handicappede, ordblinde – hvem som helst er i dag et offer. Undtaget er vist kun hvide, heteroseksuelle, kristne mænd. Det er dem, der er skyld i alt ondt.
Misforstå mig ikke. Det er bestemt ikke for at tale nedladende om folk, der måske har det svært. Det er ikke for at føje spot til skade. Kun regner Jesus det altså for en synd at nedgøre sig selv, at reducere sig selv til kun at være et offer. Hold op med det! I er større end det. I mere værd end det!
Vi har lært, at det giver opmærksomhed at være et offer. Den, der forstår at fremstille sig selv som et offer, får opmærksomhed, bevillinger, særhensyn, penge. Hvad vi ikke lægger mærke til, er, at denne offerrolle har en pris, nemlig at vi kommer til at nedgøre os selv på det ynkeligste. Kvinden med mikrobølgeovnen og hende med kaffen vandt ganske vist mange penge i retten, men de udstillede jo også dem selv som de rene tåber. Alle de, der stiller op på tv for at få hjælp til vægttab og oprydning i deres hjem – de får nok opmærksomhed, men de udstiller også dem selv som en slags hjælpeløse amøber, der ingenting kan. Offermentaliteten er umenneskelig, uværdig. En hel befolkning, en hel verden har lært at sidde og være ynkelige og vente på, at alle andre skal komme og gøre noget. Jeg er et offer – jeg har krav på, at alle I andre gør noget for mig. Se nu bare at komme i gang – I andre! Når den arabiske verden står i stampe, når de igen og igen plages af diktatorer og muslimsk terror, så er det ikke mindst offermentaliteten, der holder det fast. Mange arabere giver rutinemæssigt USA og Vesten skylden. Og så sætter de sig ned - eller de står og råber. Men selv vil de ikke gøre noget, for de er jo ofre og venter på, at alle andre skal gøre noget for dem.
Det er lige præcis det, der er det uhyggelige ved offertankegangen: At vi nedgør os selv til passive, ynkelige, hjælpeløse væsner, som andre skal gøre noget for. Det bliver en form for lammelse. Vi fornægter vores adel, vores menneskelighed og gør os til noget, der er ringere end menneske. Selvfølgelig har et offer for sygdom eller vold krav på vores hensyn og medlidenhed. Men ingen er kun ofre. Vi er aldrig kun – hvad det nu er: den ramte, den overfaldne, den syge, den gamle, den fattige. Offermentaliteten gør den ene halvdel af os til passive ofre og den anden til formyndere:
Jeg tænker på den valme, omklamrende måde, man f.eks. behandler migranter og asylsøgere på. Som efter episoden på banegårdspladsen i Kölln, hvor unge nyankomne nordafrikanske mænd befamlede og overfaldt kvinder nytårsaften. I stedet for at behandle dem som ansvarlige mennesker og kræve dem til ansvar, gjorde man overfaldsmændene til ofre: De er jo stakler, sagde man, traumatiserede og ødelagte af fattigdom og krig. De er muslimer og er opdraget med et helt andet kønsrollemønster. Det lød hensynsfuldt og forstående, men det betød jo i virkeligheden: I unge fyre fra Algeriet og Marokko – i kan jo ikke gøre for, at I gør som I gør. I er jo ofre, som blot må følge jeres kultur og jeres seksualmoral. I kan jo ikke andet. Kort sagt: Med alle de pæne ord gjorde man de unge mænd til noget ringere end mennesker og fastholdt dem i en pervers forestilling om kønsrollerne. Det samme gør man, når man tilsyneladende tolerant og hensynsfuldt lade kvinder bade iført burkini og bære tørklæde på arbejde. Man siger: Det er jo deres kultur! Sådan fastholder man pigerne og binder dem til en bestemt rolle, som de måske ikke ønsker.
Jesus helbredte den lamme. Og det var godt. Men allerede mens han lå hjælpeløs, insisterede Jesus på at behandle ham som et medmenneske. Ikke kun som patient og offer.
Så lad os gøre ligeså! Lad os holde op med den dumme leg. Jesus Kristus har stillet os frit, lige over for Gud og hinanden. Vi er mennesker, ikke ofre, ikke amøber. Et menneske kan tilgives, tiltales, et menneske kan vende om. Det kan en vandmand, en brøndsnegl ikke. Men se, vi er mere værd end mange snegle.
Amen
Prædiken til 1. s. i fasten II, 2016
Luk 22, 24-32
Salmer: 557, 207, 294, 336, 617
O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig
Livet er Guds. Det er en lille enkel sandhed, som vi glemmer, lige så snart den er sagt. Livet er ikke vores ejendom, vores besiddelse. Det er Guds alene. Når han vil og så længe han vil, giver han det bort én dag af gangen. Ingen af os har jo først bestilt livet på nettet eller i et varekatalog fra Bilka. Pludselig en dag gav vi et vræl fra os og slog øjnene op på den første dag, som Gud gav os. Uden at fatte det mindste var vi pludselig sat ind i verden, hentet ud fra det store intet for at leve denne dag. Og siden hen den næste dag og den næste, som Gud nu ville give os det. For livet er hans, hans gave til os. Hver dag for sig, hver dag på ny. Og som det fortælles i den gamle bibelske beretning, så gav han os af det liv, der er hans – for at vi skulle tjene. Ikke for at vi skulle lade os tjene, men for at give det liv, vi har fået af ham – videre i tjeneste. Vi skulle ikke sidde som konger på troner og have garanti for mange andre dage. Nej, Gud giver os denne dag med ordene: Værsgo, brug denne dag til gavn for din stakkels Næste.
Så enkelt kan og bør det siges. Vanskeligere er det ikke. Jeg lever i dag et liv, som slet ikke er mit, men Guds. Han har givet mig det for intet. Jeg kunne være ingenting; de molekyler og atomer, som er mig, kunne være spredt som usynligt kulstof i jord og luft, men her er jeg i det liv, som jeg kun kender som i dag og alle dagene forud for i dag. Ikke i morgen. Så er min opgave da i dag at tjene og gavne de andre, som Gud har sat i den helt grundlæggende samme situation som jeg – alle dem, som han har villet, at jeg skulle dele denne dag med.
Men det er netop problemet. I den gamle myte fra Biblen fristede slangen Eva til at se tingene på en anden måde: At livet er mit, min tid, mit rov, min ejendom, som jeg skal udfolde og sikre og fastholde og bruge til egen fornøjelse – hen over hovedet på alle de andre. Det er jo præcis det, historien om Adam og Eva vil fortælle: At det er en djævelsk fristelse, når vi betragter livet som vores, som noget, vi skal sikre imod alle farer og ikke mindst imod andre mennesker. Nej, livet er Guds. Det er kun hans ejendom. Tænk sig, naturforskerne og biologerne ved med al deres forskning og lærdom ikke engang, hvad liv er. De kan sige, at der er liv, men de kan ikke definere og forklare, hvad liv er. De kan bruge byggestenene til liv og vi kan slå liv ihjel, men vi kan ikke skabe liv ud af det blå. For livet er Guds og han har givet os det i dag og sagt: Gå med det til din stakkels Næste! Jeg er Herren.
Denne gave og tjeneste – det var det, Jesus altid ville holde sine disciple fast på. Helt urokkeligt: lederen skal være leder ved at tjene. Men dertil skulle disciplene være vidner til hans egen kamp mod fristelsen til alt mulig andet. Fristelsen til magt, til at lade sig tjene, til at lade sig hylle som konge, lade sig tilbede som Gud, fristelsen til magt, til beundring, til sikkerhed – til lige netop ikke at tage hver dag som Guds gave og opgave til tjeneste. Det er altid Djævlens fristelse, som han alene modstod, men som disciplene faldt for igen og igen, og som vi falder for igen og igen.
Det skete sågar på selve den sidste aften, de havde sammen, da de fejrede påskehøjtiden efter jødisk skik og mindedes, hvordan Gud havde udfriet forfædrene af Egypten. Aldrig så snart havde Jesus sagt, at én af dem snart ville forråde ham, før de alle som en begyndte først at bedyre, at det kunne de da aldrig finde på, og så næst efter skændes om, hvem af dem, der var den største, den bedste, den mest troende, den mest retfærdige, den ivrigste tilhænger af Jesus.
Mere skal der ikke til, så har de nærmeste omkring Jesus ganske glemt, at livet er ikke vores, men Guds, og det gives kun til tjeneste i dag, én dag af gangen. Så snart truslen dukker op, så snart Jesus har udtalt ordene om forræderiet og mindet dem om det, han har sagt så tit: At han skal forrådes, udleveres, piskes og korsfæstes – så melder panikken sig. Forsikringerne fyger i luften. Bror vender sig imod bror, ven mod ven, discipel mod discipel – akkurat som i beretningen om Kain og Abel: Hvem er størst, hvem er bedst, hvem har mest ret, hvem er den retfærdige?
Da tager Jesus til orde og minder dem stilfærdigt om den sandhed, som han har sagt dem så tit og som de kender så godt, men hele tiden løber fra: I verden vrimler det med fyrster og herskere og diktatorer og præsidenter og magthavere. De kalder sig velgørere, og det er de også for så vidt de er Guds stik-i-rend-drenge og tjenere til at skabe en vis fred og orden i verden. Der er en orden i verden. Dèr er der forskel. Den, der har magt, den, der er stor sidder til bords og lader andre tjene for sig. Sådan er det ja, og alle stræber efter at være den, der sidder betrygget i sin stol. Men livet er det at være tjeneren. For livet er Guds og kun hans, givet hver dag til tjeneste. Alt andet er kun falsk sikkerhed, falsk tryghed, falsk alt muligt. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det. Sådan er det jo. Ingen kan i virkeligheden sikre sit liv. Ingen. Det er Djævlens værste og største fristelse, at vi kan det. Men, siger Jesus så: Han vil gå tjenerens vej, om så alle andre gør alt mulig andet. Jeg er her midt i blandt jer, som den, der tjener. Så kort forklarer han sin opgave, det, han er kommet for: at gå en anden vej, helt alene, misforstået af alle, modsagt af alle og svigtet af alle. At leve Guds liv i tjeneste for næsten – for næsen af djævlen og hele hans hær af fristelser. For os!
Disciplene kan ikke følge ham. De falder alle sammen igennem. Med et kæmpebrag. Det ved vi. Kun et par linjer efter dagens tekst lover Peter, at han vil gå i fængsel og død med Jesus. Han vil være tro til det yderste. Men gu’ vil han ej! Før hanen galer allerede næste morgen, har Djævlen fristet ham over evne hele tre gange.
Alligevel roser Jesus sine disciple og siger: Jer er det, som har holdt ud med mig i mine fristelser (sådan bør det oversættes). Ja, det har de. De har holdt ud med ham i hans fristelser. Så sandelig Ikke deres egne. Og netop derved gør de gavn for os. For netop med deres svigtende tro, deres dumme skænderier om, hvem der er størst – netop med de tåbeligheder er de en trøst for os. For vi er jo ganske som dem. I disciplene kender vi os selv. Vi falder og fristes som Peter. Vi tror, livet er vores. Vi vil ikke tjene, men langt hellere lade os tjene. Vi går lige i Satans fælde. Men Jesus har helt alene modstået fristelsen for os, i vort sted. Som den, der kender og modstod fristelsen, vil Jesus være hos os og bede for os.
Alt det er noget enhver af os kender. Jeg hørte forleden et interview med mediedamen og livsstilseksperten Christine Feldthaus. Hun er ustandselig i medierne og optræder med at prøve alt muligt mærkeligt og opsøge alle mulige mærkelige mennesker med mærkelige hobbies og beskæftigelser. Hun fortalte helt uden selvironi eller skam i livet, at hun var hundebange for at dø. Men vel at mærke ikke for at det skal gøre ondt at dø eller at være død. Nej, det, som hun var bange for, var dette, at livet en dag skulle slutte. Det var så brandirriterende og oprørende, at hun ikke bare kunne fortsætte med at leve. Af netop den grund, indrømmede hun selv, fløj hun rundt som en flue i en flaske for hele tiden at få bekræftet, at hun endnu var levende.
Det var jo rene ord for pengene. Og netop det handler rigtig meget af vores færden om: På en eller anden måde sikre mig selv, fylde det liv, der jo må være mit, med oplevelser, så jeg når det, jeg vil nå, så jeg får set, det jeg vil se. Så jeg har styr på livet, magt over tingene, så jeg kan gøre det som jeg vil. Den sang er vores alle sammens. Sådan driver og drives vi frem, fristede af den Lede. Hele tiden med den gamle løgn: At livet er vores til fri afbenyttelse i al evighed.
At være ham, der sidder og lader de andre tjene. Det er målet. På tusind raffinerede måder søger vi det: Se, så ydmyg er jeg, så troende er jeg, så sund er jeg, så stakkels er jeg, så rig er jeg, så fattig er jeg – alt kan bruges, når vi vil bemestre livet og hæve os op på bekostning af vores fattige Næste. Og alt sammen er det, fordi den Lede stadig synger den samme sang for os: Livet er dit, alle dagene i din kalender er dine. Tæl op og læg planer og grib efter det, du vil, det du har ret til at nyde. Sådan hvisker han os i øret, men løgn er det. Vi ved det godt. For livet er kun Guds. Vi har fået det givet i dag. I morgen ved vi intet om. Men dagen i dag har vi helt mirakuløst og helt uden at vi har fortjent det – fået alene til tjeneste.
Når du vender om, Simon, så styrk dine brødre, siger Jesu til sidst til Simon Peter. Netop til ham, disciplenes førstemand, kirkens første apostel, første biskop. Og den er præcis til os. Vi er konstant på vildspor, igen og igen forledt og fristet og fortabt, men den største iblandt vil være iblandt os som den, der tjener. Og han tjener os på den måde, at han kender fristelsen, han har selv været der og forstår og tilgiver. Men tilgivelse betyder jo at give tilbage. Og sådan gør han. Han giver os tilbage til Gud, så vi igen kan se det: Se, livet Guds, Ikke dit, ikke mit. Det er givet os i dag. Til tjeneste. Det og intet andet.
Amen
Prædiken til 1.s. i påsken II, 2016
Joh 21,15-21
Salmer: 736, 446, 238, 241, 266
O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig
Vi kender historierne. Vi støder somme tider på dem – dem, der handler om tilgivelse.
F.eks. den utrolige historie om Hugh Glass, en 43-årig pelsjæger, som i 1823 blev overfaldet af en kæmpemæssig grizzlybjørn i de store skove ved Missourifloden. Historien har lige gået i biograferne i en amerikansk udgave. Hugh Glass er livsfarligt såret og hans kammerater er rådvilde. De beslutter først at bære ham videre på en båre, men i det uvejsomme terræn viser det sig snart håbløst. Til sidst stopper de op. På den ene side kan de ikke blive. De har ikke proviant nok og området er fuldt af fjendtlige indianere. På den anden side kan de heller ikke rigtig få sig til bare at efterlade den hårdt sårede mand alene tilbage. Anføreren tilbyder så til sidst to af mændene 8 dollars hver for at blive tilbage og passe den syge, til han enten bliver rask eller dør. Men da de andre er draget afsted, mister de to unge, uerfarne kammerater hurtigt tålmodigheden. Fem dage går der og Glass ligner stadigvæk ikke en, der vil overleve. Derfor graver de til sidst en ikke særlig dyb grav til ham, lægger ham ned i den sammen med nogle skind og et gevær og kaster jord hen over ham. Hvis Glass dør, vil det se ud som om de har begravet ham. Hvis han overlever, har han skindene og geværet og må se at klare sig selv. Glass er ikke død. Han har brækket et ben og er frygtelig forrevet, men han vågner i graven og får kæmpet sig op. Og nu begynder en over 1000 km lang overlevelsestur over sneklædte bjerge og uvejsomme skove. Det er vinter og iskoldt, og skovene vrimler med indianere på krigsfod. Men Glass er fortrolig med naturen og han overlever. Det, der holder ham oppe er tanken om hævn. Der står ikke andet i hovedet på ham, end at gøre op med de to, der lod ham i stikken. Efter de utroligste strabadser finder han frem til det, der var pelsjægernes bestemmelsessted, og her finder han snart også frem til den første af de to kammerater. Han fanger ham på tomandshånd, og sætter, optændt af hævntørst geværet for panden af fyren, overbevist om, at nu er hævnenes time kommet. Nu skal han endelig straffe de skiderikker! Men så kan han pludselig ikke skyde. Han ser på fyren, der bævende og grædende står foran ham. En sølle stakkel. Glass betænker sig og så tilgiver han fyren: ”Gå, min dreng, siger han, jeg efterlader dig til straffen fra din egen samvittighed og fra Gud. Hvis de tilgiver dig, så vær glad. Jeg har intet at sige til dig – men efter i dag skal du aldrig glemme, at du ikke må spøge med sandhed og troskab”. Sådan siger Glass ifølge den tilgivne selv. I filmen har de sært nok ikke det med, men Glass tilgiver også den anden kumpan. For han kunne pludselig ikke andet.
En anden af disse historier handler om den canadiske journalist Amanda Lindhout, der i 2008 rejste til Somalia for at skrive om krigen der. Hun blev kidnappet og holdt i fangenskab i over et år, indtil hun blev købt fri. Hun skrev senere en bog om sine rædselsfulde oplevelser. Hun blev holdt fanget i et mørkt, møgbeskidt rum, lænket til gulvet med rotter og kakerlakker pilende om benene. I håb om at redde sig konverter hun til islam, men bliver alligevel behandlet som skidt, ydmyget, slået og flere gange udsat for gruppevoldtægt, så hun blødte i uger efter. Det hele kan bortførerne behændigt retfærdiggøre med henvisning til et eller andet Koran-citat. Efter 460 dages fangenskab slipper hun fri, men det tager hende endnu fire år at blive menneske igen. Hun blev i forbindelse med udgivelsen af bogen spurgt, om hun var vred. Til det svarede hun: ”Det ville være nemt at være vred på de mennesker, der tog alt, hvad jeg havde, fra mig. Men hver dag tager jeg valget at tilgive – det er ikke hver dag jeg formår det, men jeg vælger det til. Egentlig ikke så meget for dem, men for min egen skyld”.
De to sande historier fortæller om forskelige måder at tilgive på. Glass fik medynk med de to pjok, der bad for deres liv. Han genkendte et lille menneske i dem begge. Han genkendte sin egen svaghed i dem. Lindhout tilgav af en anden grund. Hun tilgav for sin egen skyld. For at kunne gøre sig fri af fortiden. Tilgivelse bliver alt for tit fremstillet som sådan en sødladen, religiøs handling. Men der er de to sider i tilgivelsen: Dels at se den anden som et menneske, der er som en selv, dels at sige sig selv og sin fjende fri af den fælles fortid. Det er jo det, man gør, når man tilgiver. Man siger: Jeg vil løsne den lænke, som binder os begge til fortiden. Det, som skete dengang, skal ikke være bestemmende for dagen i dag. Tilgivelsen går begge veje. Det betyder ikke, at det er nemt. Det var det hverken for Glass eller Lindhout. Men det er det, Jesus forlanger af os. Han forlanger det ikke af stater, af politi og domstole, men af hver af os personligt.
Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, når han forsynder sig imod mig, spurgte Peter engang. Og så foreslog han selv, hvad han syntes lød af meget: op til syv gange? Jesus svarede ham: Jeg siger dig, ikke syv gange, men syv gange 77 gange” – hvilket er det samme som: Altid! Jesus slår ikke af. Hvis han gjorde det, var han en anden end den, han var. Tilgiv, for du har selv fået meget tilgivet. Se dig selv i din bror og sæt både ham og dig selv fri af det, der skete. Ubetinget, uden vaklen er det, hvad Jesus forlanger.
Vi hører i dag, hvordan Peter møder Jesus igen. Og Peter må vel have haft det omtrent som de to kammerater havde det, da de mødte Glass igen: Med vantro og skræk og ikke mindst en alarmerende skyldbevidsthed og dårlige samvittighed. Peter havde jo i påsken lovet Jesus, at han ville gå gennem ild og vand for ham. Ja, om han så skulle dø, sagde Peter, så ville han ikke svigte Jesus. Men allerede næste morgen, før hanen galede, havde Peter tre gange fornægtet sin kære mester. Han ville det ikke, men da hans eget skind var i fare, løb han fra alle løfter, akkurat som Glass’ kammerater løb fra ham. Peter havde vel tænkt sig at leve resten af sine dage under radaren, men Jesus opsøger ham – efter sin død, som opstanden. Og Peter gruer.
Men der, hvor Peter med rette kunne vente hævn, vrede og straf, møder han kun Jesu bekymrede spørgsmål: Peter, elsker du mig mere end de andre? Hele tre gange kommer det, akkurat som Peter fornægtede Jesus tre gange: Peter, har du mig kær? Peter er lamslået og forvirret. Han skammer sig, for Jesus må da vide, hvad hans sølle kærlighed og venskab er værd. Han må da vide, hvordan Peter lod ham i stikken på den ynkeligste måde. Men Jesus tænker tilsyneladende slet ikke på det, og så giver han – hvad der vel er den største form for tilgivelse – netop Peter den opgave at vogte hans får, dvs. være præst for dem, der tror på Jesus. Han Peter, fornægteren, det sølle, lille menneske, den bange discipel – netop ham vil Jesus betro sin opgave. Ud fra samtalen må vi vel tage for givet, at Jesus følte inderlig medlidenhed med Peter – ligesom Glass. Men han gav også Peter fri af hans fortid. Den lænke, som bandt Peter til natten til Langfredag – den løste Jesus. Vi vil ikke lade den nat og det, der skete være mellem os. For nu, Peter, har du en opgave at løse for mig!
Det er fuldkommen grundlæggende i kristendommen: At alle vi er som Peter, der fik meget tilgivet. Gud har tilgivet os – han fik vel, helt urimeligt, medlidenhed med os. Det, der binder os til fortiden, det, der gør os til skyldnere for Gud – det er vi sagt fri af. Vores svigt, vores skyld, vores utilstrækkelighed, vores dumhed, ondskab, kulde og uforsonlighed – det hele er tilgivet. For Jesu Kristi skyld.
Og derfor skulle det da bare mangle, at vi ikke ville tilgive dem, der har forbrudt sig imod os. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Sådan siger vi i Fadervor. Er det måske kun kønne ord, vi siger, når vi er i kirke. Betyder de slet ikke noget? Jo, selvfølgelig: Du som selv er tilgivet, gå hen og gør ligeså.
Det gælder i dag. Ikke i morgen, for vi ved jo ikke, om vi er her i morgen. Hvis I derfor har noget udestående med nogen – så hjem at tilgive det! Vist er ingen af os blevet overfaldet af grizzlybjørne og ladt i stikken i ødemarken. Ingen af os er blevet kidnappet og holdt fangen af brutale, afstumpede bødler, men hvis vi tænker os om, så er der nok alligevel noget. Stort eller småt. Gennemgå i tankerne kredsen af ansigter i familien, i nabolaget, i vennekredsen, i fjendekredsen. Vil I for altid være bundet af noget, som blev sagt, noget, som ikke blev sagt, noget, som blev gjort, noget, som ikke blev gjort engang for længe, længe siden. Skal I og de for altid være lænket til fortiden? Lænket i gammel fjendskab, gammelt nid, gammelt had, gammel hævntørst? Kunne det ikke være, at dagen i dag skal være dagen, hvor det gamle skal slettes ud og noget nyt opstå? Jeg siger som sagt ikke, det er nemt. Jeg tænker selv kun med besvær på gamle fjender, gammel skyld, gammelt nag, ord, som blev sagt, ord, som ikke blev sagt.
Men Jesus holder os fast: Det er som med tjeneren, som skyldte sin herre 100 millioner. Han opsøgte sin herre på kontoret og bad om henstand, og hans herre fik medynk med ham og eftergav ham hele gælden. Da tjeneren gik ud fra sin herres kontor, da fik han øje på sin medtjener, som skyldte ham en halvtredser. Og han greb ham i kraven og krævede, at han betalte pengene med det samme. Det hænger ikke sammen. Vi er tjeneren, der har fået meget eftergivet. Derfor må vi værsgo eftergive vores Næstes klatgæld. Hvorfor skal vores medtjener, vores Næste, ikke have lov at blive sat fri? Hvem har bedt os lege Gud, der straffer og afgør, hvor længe andre skal lide for det, der skete? Sikken en gudsbespottelse!
Det skal være i dag. Det skal ikke udsættes til i morgen eller i overmorgen eller en dag, hvor det helt sikkert passer bedre. Skynd jer hjem, grib telefonen, start bilen eller stig på cyklen. Vi har en opgave.
Amen
Prædiken til St. Bededag II, 22/4 2016
Matt 7, 7-14
Salmer: 754, 52, 289, 401, 456, 15
O, Lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig
Det er Store Bededag, og Jesus opfordrer os meget passende til at bede. Og lad os ikke gøre det sværere end det er. Ligesom de fleste af os efterhånden har lært at holde kroppen sund, dyrke motion og holde styr på kalorier og fedtsyrer, sådan skal vi da også holde ånden vedlige med bøn og kirkegang. Ellers ender vi – ikke som en sund sjæl i et sundt legeme, men som en tom sjæl i et sundt legeme.
Jeg begriber ikke, hvorfor det stadigvæk skal være sådan, at der ligesom er noget flovt eller pinligt ved at bede. Hvis jeg afleverer min bil på værkstedet og i samme anledning spørger en af de granvoksne mekanikere, om de beder til Gud eller bare om de er i besiddelse af en salmebog derhjemme, så ruller de med øjnene og griner, som om man havde spurgt dem, om de går med dameundertøj eller hækler lyserøde grydelapper om natten eller går til zumba. Hvorfor er det sådan?
Det er både mandigt og stort at bede. Hvem ville anklage korsridderne eller vikingerne for at være nogle feminine tøsedrenge? De bad altid til Gud, inden kampen. Vikingerne var nemlig kristne i langt større omfang, end vi hidtil har troet. Når tusind urolige tanker for liv og død og dem derhjemme styrtede sig ind på dem før kampen – så bad de da. De henvendte sig til himlenes herre med deres frygt. Talte med ham, der troner over keruberne.
Bøn er ikke mystik. Det er ikke ligesom, når spiritisterne mødes og får glas til at vandre over bordet eller ånder til at tale fra garderobeskabet. Bøn er samtale, henvendelse. Luther fortalte tit, hvordan bønderne derhjemme gik midt ude på marken og snakkede med sig selv bag hestene. Det var også en form for bøn til Gud, mente Luther. De lidt ældre her i forsamlingen kan huske de gammeldags radioer, der var sådan nogle store skrumler i teaktræskabinetter og med store drejeknapper og en glasplade med navne på europæiske storbyer. Neden under pladen var der en lillebitte skærm. Når man drejede på søgeren, lyste den somme tider grønt. Så knasede det i højttaleren, og så gik stemmerne fra æteren pludselig rent igennem fra Paris, Berlin, Bratislava, London eller Luxembourg. Hvis man ikke søgte på søgeren, hvis man ikke tændte, så hørte man naturligvis heller ingenting og den lille grønne skærm kom aldrig til at lyse. Det er logik for høns. Sådan også med at bede. Man må gøre det for at det virker.
Og tænk engang. Det koster ingenting. Gud kræver ikke kontingent. Man skal ikke betale abonnement, Skat har endnu ikke fundet ud af at lægge afgifter på. Og man skal hverken bruge NemID eller digital signatur. Så det er både nemt, gratis og godt.
Alle kan bede. Når flyet styrter eller skibet synker, når bilen skrider ud på den isglatte vej, så beder alle – også ateisten og ham, der ikke tror på hverken Gud eller Fanden. De største bedehuse her i landet er ikke kirkerne, men sygehusene. Hvis I mangler hjælp, kan I spørge årets konfirmander. Jeg bad dem først på sæsonen om at skrive bønner. Først en bøn for dem selv, så en bøn for andre, så en brokkebøn og så en for fællesskabet. Resultatet var aldeles fremragende. Det var som om de aldrig havde lavet andet. Det var bønner af højeste kvalitet. Deres dansklærere skulle bare vide. Det gled så let: Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med. Det er alt hvad man skal vide for at kunne formulere en bøn.
Og hvis man ikke beder, så er det jo bare noget andet, man fylder sine øren med. Hvis man ikke beder om morgenen f.eks. Hvis man ikke begynder dagen med at takker Gud for, at man overhovedet er, og samtidig beder ham passe på ens kære i dag og dertil give en mod og styrke til at klare det, man skal klare i dag – hvis man ikke gør det, så er det bare noget andet, der kommer til at fylde ens hoved og hjerte: Så er det alt det, som nyhederne vælter ud i hovedet på os af vold og død og terror og problemer og krig og epidemier og farlige kræftfremkaldende stoffer. Så er det bare det, der optager pladsen. Fordi man ikke har henvendt sig til nogen over sig, så står man naturligvis helt alene med hele den klistrede suppedas og uløselige og umenneskelige byrder og problemer.
Lægerne udskriver recepter på motion nu om dage. Måske de skulle udstede recepter på bønner til Kristus også. Det ville slet ikke være så tosset. Jeg er ikke i tvivl om, at når vi har så mange, der går ned med stress og hjerte-kar-sygdomme og depression, så skyldes det, at vi ikke beder. Vi henvender os ikke til ham, der alene er Gud, og derfor tror vi konsekvent nok, at vi selv skal være Gud. Og lige netop det kan intet menneske jo holde til. Kun hvor Gud er Gud, kan et menneske få lov til at være menneske. Kun hvor et menneske tør knæle og bede til sin herre, kan det menneske få lov at være et lille fejlbarligt menneske – i stedet for at skulle bære det ubærlige åg at være en perfekt, pletfri superhelt, der kan klare alting med et stort tandpastasmil. Det kan godt være, at man hjemme på vejen helst skal holde haven i orden for at undgå at naboerne snakker. Det kan også godt være man henne på værkstedet er nødt til at lade som om, man ikke behøver hjælp til nogen ting, men hvem er da så dum, at han vil udelukke sig selv fra at kunne henvende sig til en, der både kan og vil holde en oppe og bære med på ens byrder?
Jeg ved selvfølgelig godt, at der er dem, der siger, de aldrig har brug for at bede. De prøver bare at være ordentlige mennesker og har ikke noget at bruge Gud til. Dem henviser Jesus til det man kalder ”den gyldne regel”: Alt hvad I vil at andre skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Altså: hvis du gerne vil have at andre skal give dig en kop varm kaffe, når du er kold, opmuntre dig, når du er trist, overraske dig, når du ikke venter det, besøge dig, når du er ensom, glæde dig, når du græder, holde din hånd, når du er bange – hvorfor gør du så ikke selv det samme over for andre? Måske du alligevel har en hel del, du kunne trænge til at snakke ud med Gud om? Min kone og jeg var engang på besøg på herregården Voergård i Vensyssel. På slottet er der en lille kirke, og bagerst i kirken er der en skriftestol. Vi var lukket ind i hold, og da vi gik gennem kirken og passerede skriftestolen, sagde en stor tyk mand foran os: Hold kæft, hvis jeg skulle der ind, så blev vi ikke færdige i dag! Det kan selvfølgelig være mine fordomme, der spiller mig et puds, men med sin ølvom og lidt for stramme t-shirt lignede han ikke en af de faste kirkegængere. Alligevel havde han nok forstået et og andet. Han kendte nok til sin egen fejlbarlighed, skyld og synd. Han vidste også, at der findes et sted, hvor man kan lette sit hjerte, men han gik ikke derhen.
Alt hvad Jesus gjorde og sagde, handler om dette: Du, som hemmeligt og dybt nede kender din egen synd og skyld og skam – se, jeg er kommet til dig, og hverken synden, skylden eller skammen skal stå imellem os. Glem nu alle de ting, du bare tror, du skal klare. Glem alle dine selvopfundne bud om at være rig og lykkelig og supermand – eller superkvinde. Gå nu hjem og vær glad, tag dig af dine kære, hjælp din stakkels Næste der, hvor du er. Tag dagen i dag som det, den er: Den første dag i dit nye liv.
Det skal vi høre, det skal vi høre mange gange. Og vi skal lære at bede om, at Gud vil holde os fast på det.
Her til sidst vil jeg gerne give jer et par små tricks med, så I kan snyde jer til at begynde at bede. Jeg ved jo godt, at det kan være lidt svært, hvis man nu er manden i huset og alle i familien har været vant til at far aldrig sætter sine ben i kirken. Tusind gange har de hørt ham påstå, at han ikke kender en eneste salme fra salmebogen og ikke ved, hvordan man staver til Gud. På den måde kan det godt være lidt svært for farmand pludselig at sige ved middagsbordet: Nu går jeg lige ind og beder. Derfor! Hvis det nu er, som jeg mistænker: At far alligevel dybt nede gerne vil kunne knæle ned ligesom ridderne og vikingerne, ligesom millioner af mennesker i generationer før ham har turdet, så skal han have lidt hjælp. Han skal bare være lidt fiffig: Hvor er manden som regel i fred? Ude i værkstedet, ude i garagen ved bilen. Godt! Begynd så med at sige: Nå, jeg skal lige ud at skifte olie på bilen! Eller: Der er noget med et luftfilter, jeg lige skal have tjekket. Den køber koner som regel. Og nu er der fred, indtil videre. Klap så kølerhjelmen op, løft bilen op på donkraften, find værtøjet frem og larm lidt med det på cementgulvet. Og fold så hænderne der bag ved bilen og bed en bøn til ham, der ser i det skjulte. Det skal ikke være foran hende den nøgne dame på væggen, men find et eller andet punkt på bilen og fikser blikket der. I gamle dage brugte man et billede af Jesus at bede foran. Det er det bedste, men er måske svært i værkstedet. Men man skal bare være lidt snu. Det gælder også husets frue. Også hende mistænker jeg for dybt nede at længes efter at kunne formulere sig i en bøn til ham, som er over alle. Det er meget nemmere for hende, for hun kan bare gå på badeværelset. Hvis det var manden der brugte en time derinde, så ville alle undre sig. Ikke hvis det er konen. Hun behøver bare sige: Jeg går i bad! Det vil manden ikke gø ad. Han vil måske tilmed glæde sig, fordi han tror, hun vil gøre sig lækker for ham. Og nu er der altså fred: Tænd for bruseren, klir med neglesakse og parfumeflasker. Og fold så hænderne og lad munden hviske, hvad hjertet er fuldt af.
Kristendom begynder ikke med et eller andet, man har læst i en bog. Det begynder med, at man tør folde sine hænder og bede til sin og vores alles Herre!
Amen
Prædiken til Påskedag II, 2016
Matt 28,1-8
Salmer: 224, 218, 234, 227, 236
Guds Himmerige er jo dit;
vent, hjerte, vent endnu kun lidt,
da døden opslugt er til sejer,
og evigt liv i alt du ejer
O, salig påskemorgenstund
med guld i mund
Der er ingen grav, som kan holde min krop nede
Når jeg hører basunen gjalde, vil jeg rejse mig lige op af jorden.
Der er ingen grav, der kan holde min krop nede
Den 12. september 2003 døde den amerikanske sanger Johnny Cash. Cirka en måned før sin død, indspillede han en plade, som først blev udgivet længe efter. Her kan man høre den aldrende og sygdomssvækkede sanger synge med sin dybe, gammelmandsstemme om opstandelsen. Enfoldigt og stærkt og lige ud af posen: Der er ingen grav, der kan holde på ham, ingen grav, der kan holde hans krop nede. Kom død og grav. I har intet ejerskab over mig. ”Gabriel, vent lige med at trutte i basunen, til du har hørt mig synge det igen: Der er ingen grav, der kan holde min krop nede”. Hvis man har mulighed for den slags, kan man finde den og de andre sange på nettet. Sangen er ikke smuk, det er ikke engang god musik. Men i den sprukne, dybe røst klinger oldkirken, hele middelalderen, århundreders kristne tradition med. Alt det, vi næsten har glemt herhjemme med al vores alt for fornuftige, alt for lavtflyvende, alt for lidettroende ord og tanker om liv og død.
Vi trænger sådan til at høre sådan noget sagt og sunget. Vi trænger til at nogen tør sige det højt igen – ligesom den gamle sanger. Lige så skørt og fornuftsstridigt, det er – det skal lyde til alle os lidettroende: Død og grav? Pyh, der er ingen grav, der kan holde på mig!
Hvad siger vi til hinanden, når en iblandt os går bort? Så står vi der som forsagte får og bræger: ”Ja, hun var jo træt, så lad os nu synge ”Jeg er træt og går til ro”. Eller vi siger: ”Det var da godt, at hun ikke skulle ligge hen og lide mere”. Hvis det går højt, så fortæller vi vore børn og børnebørn en fuldkommen hedensk myte om, at nu er bedste blevet en stjerne deroppe på himlen – og kan du se: Hun sidder og vinker ned til os! Og det er alt sammen så småt og forkølet og snusfornuftigt og børnehavepædagogisk og fuldkommen nyhedensk. Nej, vi skal høre en dristig modsigelse. Vi skal høre påskesalmer – eller en salme som den, Johnny Cash synger, da han omtrent står med det ene ben i graven: Der er ingen grav, der kan holde min krop nede! Nogen skal turde sige det til os: Nu er den gamle gået forud for os andre. Ingen grav kan holde hendes krop nede. Før hun ved af det, skal hun møde Jesus i luften, som Paulus skrev. Hvad står I og glor efter, sagde englene til disciplene. Det er jer, der er de efterladte. Dem, hun er gået i forvejen for.
Sådan noget skal siges til os, synges for os, fortælles for vores børn – på trods. Ellers sander vi helt til i vores snusfornuft og videnskabstro. Da Johnny Cash’ sange udkom, skrev de tåbelige anmeldere, at pladen vidnede om sangerens store tro og religiøsitet. Oh, hør den store mand og læg mærke til, hvor religiøs han var! Sådan viste de, at de intet havde fattet. Med den slags fraser forsøger vi at gøre os immune over for kristendom. Men Johnny Cash skrev og sang ikke fordi han var religiøs. Han skrev da for at andre skulle høre, og for at han selv skulle høre. Høre hvad? Høre det, som modsiger al forstand, det som ikke kan ske, det, som er aldeles umuligt, men som sker alligevel.
Sangeren ville sige: Kristus opstod som den første påskemorgen. Hvordan det skete, ved jeg ikke. Hvordan det kunne lade sig gøre, har jeg ingen mening om. Men det skete! Vidnerne så ham. De så og gav det videre: Graven kunne ikke holde hans krop nede. Og fordi jeg har hørt det, kan jeg heller ikke frigøre mig fra den tanke, det håb, at den lede, mørke grav heller ikke skal kunne holde på mig.
Håbet skal altså udtales. Det skal siges af en anden. Vi skal høre det sagt til os fra en andens læber. At sige, at Johnny Cash’ sange vidner om hans religiøsitet – det svarer til at folk sagde til H.C. Andersen, da han havde udgivet sine første eventyr: Nej, hr. Andersen, hvor er det en pæn bog, De der har lavet. Sikke pænt den er indbundet, sikke en nydelig læderryg den har! Og hvor er De dygtig til at skrive bogstaver! Det har jo ikke noget med noget at gøre. Siger man måske på samme måde til en maler, der udstiller det billede, som han har arbejdet sådan på og lagt hele sin sjæl i – siger man til ham: Nej, hr. maler, det er vel nok en fin pensel, De der har brugt, og sikke et pænt lærred! Må jeg høre, hvad det er for farver, De bruger, og hvor køber De Deres terpentin? Det er jo meningsløst. På den måde tager man jo slet ikke stilling til selve værket. Men sådan er det, når man siger som anmelderne sagde om Johnny Cash’ religiøsitet: Oh, her ser vi rigtignok, hvor troende, den store sanger var. Nej, vrøvl, lyt da til, hvad manden siger. Han siger, vi skal opstå! Det er en besked, en forkyndelse, et glædesbud til os. Han siger det for vores, min, jeres og sin egen skyld: Til trøst og glæde. Ligesom kvinderne, der gik fra graven med frygt og stor glæde.
Når alt det er sagt, så ved jeg jo godt, at opstandelsesbudskabet – altså budskabet om, at Jesus Kristus opstod fra sin grav en søndag morgen i april år 33 – det er altid blevet forstået hovedsageligt som et budskab om, at Jesus virkelig var den, de sagde han var: Messias, Kristus, frelseren. Da den korsfæstede opstod, var det så at sige Guds underskrift under alt, hvad Jesus havde sagt og gjort. Dengang havde man ikke digital signatur, men når vi på nettet skal underskrive dokumenter og ansøgninger og erklæringer med digital signatur, så bekræfter vi dermed, at det virkelig er forholder sig, som vi har skrevet. Sådan også med opstandelsen. Det var ikke Judas, der opstod fra de døde. Det var Jesus. Det er derfor man i mange kirkesamfund i syden møder hinanden med omfavnelse og broderkys. For så er det altså sandt: Nu er vore synder virkelig forladt.
Men dertil har man også altid hørt opstandelsesberetningen som en beretning om, at Jesus er gået forud for os andre. Helt fra begyndelsen blev der sunget om opstandelse ved gravene. I katakomberne, de kilometerlange underjordiske gravgange under det gamle Rom, anbragte de kristne små olielamper ved gravene for at minde om opstandelsen. Igen: Naturligvis ikke fordi de ville fortælle om deres egen religiøsitet eller tro, men til oplysning, forundring og håb for andre: Der er ingen grav, der kan holde vore kroppe nede!
I tre generationer har vi lært den dumme frase, så snart talen er om Gud: Ja, men jeg er ikke religiøs, så jeg må melde hus forbi. Jeg er ikke troende, så desværre! Jeg ville gerne kunne tro. Jeg ville gerne kunne være sikker og fast i troen ligesom dem henne i kirken, men det er jeg desværre ikke.
Den slags er noget bavl og alle almindelige kirkegængere ved, det er noget bavl. For hvad der det for en sikkerhed og fast tro, man tilskriver dem? Hvadbehager? Har jeg sådan en? Det har jeg da aldrig mærket. Sådan tror jeg alle ærlige kirkegængere vil sige. Og det endda med et smil. For de ved jo, at de kommer til kirke for at høre noget sagt. For at høre nyt, forunderligt nyt. De kommer ikke for at vise, hvad de har, men for at høre noget sagt til dem udefra.
Lad mig bare være helt tydelig: Der er begravelse i en af vore kirker. En bisættelse, for vi er nu blevet så kliniske og praktiske og økonomiske, at det kun er de unge, som bliver begravet i en rigtig grav. Vi er på vej mod slutningen af ritualet. Tredje salme er sunget til ende. Man har måske sunget en af de gamle påskesalmer. Nu har alle rejst sig, lige inden præsten kaster jord på. Hvorfor er de samlede her i kirken? Er det mon for at vise deres religiøsitet? For at samles om en sikker tro, som de har? Nej, sikke noget sludder at komme med! Ingen føler da vel ret meget andet i det øjeblik, end en stor tomhed indeni, et savn, en hjælpeløshed, en mangel på alt mulig. Nej, de venter på, at præsten læser ordene fra 1. Petersbrev: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. For at høre det og så fortsættelsen, det umulige: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Der hvor de med deres forstand og fornuft og erfaring og viden ved, at her er alting uafvendeligt, alting forbi for evigt – netop der skal de mødes med de dristigste påstande i verden. Krist stod op af døde! Der er ingen grav, der kan holde denne døde krop nede.
Det er altså i det, de hører. Det er som at være på hospitalet. Der kommer man jo heller ikke for at klare sin sygdom selv, men netop for at få noget tilført udefra: en indsprøjtning, medicin, en operation.
Sådan også med kirken: Hør, du som står ved graven og græder, hør min prædiken, hør min sang. Det er sket. Han er opstået. Du kan ikke gøre hverken fra eller til. Kristus er opstanden. Tag de ord og gør med det, hvad du vil!
Johnny Cash må have hørt de ord og læst dem. Og han kunne ikke slippe dem. Han var et moderne menneske. Han var omkring de 70. Hans krop var hærget og nedslidt efter de år i 60’erne, hvor han røg ud i et alkoholmisbrug. Mange af hans gamle venner var døde på samme konto. Men netop derfor synger han netop da med sin dybe, rustne stemme i sidste vers: ”Mød mig, mor og far, mød mig ned af flodvejen. Og mor, du ved at jeg vil være der, når jeg leverer min byrde tilbage. Der er ingen grav, der kan holde min krop nede”.
Døde opstår ikke, det er umuligt, dødsprocessen er uafvendelig! Sådan siger vores indre Poul Pegefinger med sin snusfornuft og sin målerlarveforstand. Men jeg beklager: Det blæste vor Herre Jesus Kristus på. Og det vil jeg så også gøre!
Glædelig Påske!
Amen
Prædiken til Palmesøndag 20/3 2016
Mark 14, 3-9
Salmer: 176, 206, 179, 339, 58
O, Jesus, gid jeg kunne,
som jeg så gerne vil,
dig ære nogenlunde,
hjælp du mig selv dertil
I dag – som alle den andre søndage i tiden op til påske – handler det om fristelse. Og ja, ordet fristelse bruges i dag stort set kun om det at stå foran bagerens vindue og fristes til at købe den store flødeskumskage, selvom man helt sikkert havde bedre af en gulerod. Men ifølge god, gammel kristen tankegang fristes vi hele tiden. Hvert øjeblik. Det er derfor vi beder i Fadervor: Led os ikke i fristelse. Lad os ikke fristes til at gøre som de andre. Lad os ikke fristes til at tie, hvor vi burde tale. Lad os ikke frists bort fra dig, Herre!
Jeg tænker nok, I kender den fristelse. Som barn, som teenager, som ung, som gammel. Det har ingen alder.
Hjemme i Sorring skole havde en af kammeraterne f.eks. engang fundet på, at nu skulle vi gå ned til Købmand Bach, som havde sin butik lige neden for Skolebakken Dèr skulle vi prøve at stjæle et eller andet. Vi var ikke ret gamle. Vi gik vel i 3. eller 4. klasse. Jeg kan stadig huske, hvor vi stod der i kreds og kiggede på hinanden med store øjne. Vi vidste alle som een, at det er forbudt at stjæle. Man kommer i fængsel for tyveri. Alligevel var der ingen, der kom med indvendinger. For hvis én af os virkelig var kommet med indvendinger, så ville han jo være en tøsedreng. Og en tøsedreng – det ville ingen af os være. Så vi kiggede på hinanden, og selvfølgelig var vi med på den. Ingen af os var jo tøsedrenge. I spisefrikvarteret gik vi ned til købmand Bach. Jens Bach var gammel og halvdøv, så for en moderne butikstyv, ville det være som at tage slik fra børn. Men ingen af os drenge havde nogensinde stjålet. Det må man jo ikke, så vi havde alle sammen ondt i maven. Vi gik ind, og gik rundt mellem hylderne. Jeg tror, jeg havde hjertet helt oppe i halsen, men jeg vidste også, at jeg aldrig ville kunne gøre det. Det turde jeg simpelthen ikke, men på den anden side: hvad ville de andre så sige? Jeg blev kun reddet ud af suppedasen, fordi en af de andre var modigere. Pludselig tumlede vi ud af butikken igen og løb op til skolegården. Da vi var kommet i sikkerhed nede bag cykelskuret, viste det sig, at udbyttet var en pakke Dandy tyggegummi, som ham, der havde foreslået aktionen, havde taget. Jeg ved ikke, om den slags kan kaldes uskyldigt. Det var jo tyveri og vi var vel alle medskyldige. Vi vidste det alle sammen: Det var forket. Alligevel sagde vi ikke nej, for vi lå under for fristelsen til at gøre som de andre.
Hvorfor gør vi ikke altid det, vi ved er ret? Hvorfor siger vi ikke fra, når vi mener, at noget er forkert? Hvorfor tillader vi, at det går ud over andre? Fristelsen er så dagligdags og banal, at vi ikke engang tænker over det. Vi fornemmer det ofte kun lige som man mærker en kold trækvind ved vinduet, et øjebliks ubehag. Men det er præcis den fristelse, som evangelisterne fortæller om, side op og side ned. Den samme fristelse, som drev os smådrenge – den samme fristelse drev Judas til at forråde Jesus, Peter til at fornægte Jesus, rådet til at dømme Jesus, folkeskaren til at kræve Jesus korsfæstet og Pilatus til at dømme Jesus til døden – skønt han ikke fandt ham skyldig. Det er nøjagtig det samme. De er bange alle sammen, bange for at være uden for det gode selskab, bange for, hvad de andre kan finde på at sige om dem eller gøre ved dem, bange for mennesker, kort sagt.
Hvis nogen af jer har prøvet at made et lille barn, siddet og leget flyvemaskine eller futtog og kørt skeen med bananmos ind i den lilles mund – så har i måske opdaget, at I selv sad der og gabte op som en fugleunge – som om det var jer, der skulle spise mosen. Helt af os selv mimer vi hinanden, og sådan gør vi altid, når vi er i flok. Man behøver derfor ikke være nogen særlig stor psykolog for at regne ud, hvorfor de alle sammen råbte, at Jesus skulle korsfæstes – selvom rigtig mange af dem vidste, at han vitterlig ikke var skyldig i noget kriminelt. Mennesker i flok gør som flokken. Vi fristes til at mime hinanden. Det går så let som ingenting. Frygt mennesker, så går det hele af sig selv. Man forstiller man sig, lurepasser, overdøver sin samvittighed, lader som om man er enig, smiler med de andre, ler med de andre. Gemmer sig. Det er præcis sådan fristelsen virker. Det er ikke uskyldigt. Det er på den måde nazisterne i sin tid vandt frem. Det er på den måde kommunisterne gjorde det. Og det er på den måde også islam vinder frem i dag. Fordi vi gør som de andre. Fordi vi frygter mennesker.
Nuvel, Gud vil ikke lade os i stikken. Det er dagens gode nyhed. Hele evangeliet, det glædelige budskab ligger i, at Jesus selv fristes, men overvinder fristelsen. Hele hans liv, hele hans gerning går ud på, at han alene skal gå imod alle fristelser – også fristelsen til at gøre som de andre for at være med i flokken. Det er Guds plan, det er hans kald, at han alene – for alles skyld – ikke skal ikke bøje sig for fristelsen, men forblive et menneske og ikke en djævel. Og at vi skal smittes af hans ånd.
Der er middag hos Simon den Spedalske. Stuen er fuld af mænd, alle Simons venner fra farisæernes parti. En masse spidser, en masse betydningsfulde, selvbevidste mavesvære herrer: lange skæg, tykke fingre og tykke tæer i sandalerne. Stemningen er fin, der er ligesom en fælles uudtalt beslutning om, at i aften skal vi ikke tale politik eller religion. I aften skal vi bare hygge os og spise noget godt mad og nyde den gode vin. Snakken går om romernes tåbeligheder, om Pilatus, der har problemer med kejseren. Èn kan nogle gode molbohistorier om de dumme samaritanere. En anden kan tale dialekt ligesom bondeknoldene oppe fra Galilæa. Alle ler af hjertens lyst. Og Jesus har lænet sig tilbage i hynderne og tillader sig at slappe lidt af. Han mærker den søde afslappelse. Han behøver denne aften ikke være på vagt. Denne aften er de ikke på nakken af ham. Simon er en god ven. Der er ingen, der gør ham noget.
Og så kommer dette forfærdelige, udtjente kvindemenneske pludselig ud af det blå og ødelægger alting, forstyrrer freden og fordrageligheden. Der er ingen, der har inviteret hende. Hun er ingen ven af Simon. Hun har ikke noget at gøre der i huset. Hun har ikke noget at gøre mellem mændene. Ikke alene er hun kvinde. Hun er halvgammel, hun er grim, og hun er prostitueret. Det kan kort sagt ikke være værre. Mændene kender hende, hun er i deres øjne ligeså uren som en hedning. Og så går hun lige hen til Jesus med sin kostbare luksusparfume, som hun hælder ud over hans hoved. Det er så grotesk et syn, at mændene først sidder lamslåede. Man kan skære i stilheden i stuen. Men så kommer reaktionen. Og den er voldsom. Voldsom fordømmelse, voldsomt raseri. De overfuser hende, skælder hende hæder og ære fra. Temperaturen stiger i rummet, spyttet står i mundvigene, rynkede bryn, knyttede næver.
Og Jesus, som før sad så rart i læ, er nu pludselig centrum i begivenhederne. Mod sin vilje mærker han, at han ikke kan blive i læ. Mod sin vilje mærker han, at han er nødt til at handle. Umiddelbart føler han medlidenhed med kvinden, Han forstå, hvad hun gør. Men han mærker også fristelsen næsten som et fysisk pres: Åh, bare at gøre som de andre, bare at lade sig rive med. Han behøver slet ikke overfuse kvinden. Han kan bare vise hende bort, vise hende den kolde skulder, så vil han kunne blive i fred, være en af dem. Ja, de vil elske ham. Aftenen vil være reddet. De kan få lempet dette sjuskede og håbløse kvindemenneske ud af døren i en fart og så sidde bagefter over cognac’en og ryste på hovedet i fælles forståelse. Ingen ville bebrejde ham, tværtimod: Alle ville synes, han var deres mand, en rigtig, rettroende jøde. Den søde fristelse til at gøre som de andre, frygten for de andre – den hele mærker Jesus helt ind i knoglerne.
Men så tager han et vældigt tag i sig selv og rykker helt alene ud til forsvar for hende. For han forstår hende som sagt: Det er netop det, hun vil sige med sin sære handling. Hun hylder ham som konge, netop fordi han gå en anden vej end alle andre. Netop fordi han alene bevarer sin menneskelighed igennem al fristelse. Og Jesus udlægger hendes handling som en kærlighedshandling forud for hans egen død. Hun har set, at han er oppe imod fællesskabet. Han er den, de alle vil hade og rotte sig sammen imod, så de – i al fald for en tid – kan varme sig i den fælles vrede og forargelse i mængden.
Og sådan er tonen nu slået an for påskeugen. Her er vores sande herre, salvet som konge af en prostitueret. Her er hans værk: At han for vores skyld skal modstå al den fristelse, som vi daglig falder for. Sådan har det været hele hans tid, men i påskeugen spidser det til, fristelsen bliver så stor, at ingen kan følge ham, alle falder fra.
Led os ikke i fristelse. Den bøn er måske den vigtigste i Fadervor. Som små lemminger gør vi som de andre gør. Christian den 4.’s valgsprog var ”Gudsfrygt styrker rigerne”, og det er sandt. Manglen på gudsfrygt er roden til alt ondt. Vore politikere frygter mennesker, og derfor kan de ikke finde statsmandsløsninger på flygtningekrisen eller håndteringen af muslimsk terror. De tør ikke træffe de ubehagelige beslutninger, som de også er valgt til at træffe. Politisk korrekthed kommer af flokmentalitet. Tavsheden, handlingslammelsen, rådvildheden – det kommer alt sammen af, at vi står ligesom vi smådrenge i skolegården og ikke tør. Og ja, jeg ved, at jeg selv ikke er spor bedre end da jeg var en skoledreng - MEN jeg stoler på, at der er plads i Jesu Kristi skygge også for mig. Jeg bilder mig ind, at han kender fristelsen, som jeg ikke står imod. Og han tilgiver og holder mig fast.
Men netop derfor skal I og jeg af al magt kæmpe imod fristelsen til at gøre som de andre. Vi skal frygte Gud – ikke mennesker. Tænk selv, døm selv! Træf jeres egen beslutning, lyt til jeres egen samvittighed, giv jeres egen mening til kende. Vi skal nemlig se os selv – ikke over for andre menneskers dom, men over for vor Herre Jesus Kristus.
Amen
Prædiken til Pinsedag II, 15/5 2016
Joh 14, 15-21
Salmer: 290, 446, 282, 286, 291
Du, som af den liden flok,
svag og bly og bange nok,
gjorde kæmper stærke,
skab nu og af os en hær,
som tør svinge Åndens sværd
under korsets mærke
Verden er en kampplads mellem godt og ondt, lys og mørke, Gud og Satan. For øjnene af os, rundt om os, bag ved os og i os raser en kamp mellem godt og ondt, mellem Guds sandhed og Fanden og alle hans løgneånder. Der findes ikke nogen neutral grund, intet helle. Hvis ikke Guds ånd har os i kraven, er det en anden ånd, sløvhedens ånd, hedenskabets ånd, dorskhedens ånd fra Helvede. Mennesket er nemlig, som Luther sagde, ligesom et æsel. Enten sidder Gud på ryggen af det – eller også gør Fanden. De kan ikke være der begge to. Denne by er for lille til os begge to, sagde cowboyerne til hinanden i de gamle Westernfilm. Sådan siger også Gud til Den Lede: Denne verden er for lille til os begge – og det er dig, der må humme dig! Dette lille menneske vil jeg frigøre fra din helvedsånd. Du skal ikke få lov at ødelægge min skabning!
Det er pinse og hvilken herlig lejlighed til at tale om åndernes kamp. Kirken er efterhånden det eneste sted, hvor man stadig bruger ordet ånd og hvor man kan tale om den virkelighed, som det er, at der raser denne kamp om verden, om os og i os. Pinse er dagen, hvor vi fejrer, at Gud for alvor satte sin mægtige ånd ind i åndskampen mod Djævlen. For at hans ånd skal være i os – i stedet for alle mulige andre ånder.
For igen: Intet menneske er uden ånd. Ånd har på dansk at gøre med ”at ånde”, og ligesom ingen kan være uden ånde, så kan heller ingen være uden ånd. Spørgsmålet er bare: Hvilken ånd er det, som skal råde i os? Er det Guds ånd – eller er det sløvheds, opgivelsens, tristhedens, kynismens ånd.
Forvirret? Det vil I ikke være om et øjeblik. For jeg vil gerne vise jer, hvordan det virker. Jeg vil gerne tage jer med ud i kampzonen, så I kan se, at det ikke bare er noget, jeg finder på. Der kæmpes en kamp rundt om os og i os, som har raset i 1000 år, og som ikke er færdig. Gud skal nok vinde til sidst, men der er vi ikke endnu. Ånd kan ikke ses, nej, men man kan se, hvad den gør. Ligesom man kan se flyvemaskinernes hvide striber på den lyse sommerhimmel, selvom man ikke kan se flyet. Eller ligesom man ikke så katten, da den sneg sig ned i kælderen på jagt efter mus, men kun på de potespor, som den efterlod i den våde cement, man lagde i går. Sådan med ånd. Sporene kan altid ses. Man kan se, hvilken ånd, der præger os – på det, vi gør, det vi ikke gør, det vi siger, det vi ikke siger. Jeg vil tage jer med en lille tur tilbage i tiden og så frem igen til vores tid. Så vil I hurtigt kunne genopdage åndskampen, som I også står I og som kalder på jeres og vores og alle indsats.
For langt over 1200 år siden kom de første missionærer til Danmark, først fra England og Irland. Siden fra Tyskland. Der er ingen grund til at romantisere de forhold de mødte. De mødte klanen, de mødte blodhævnen, de mødte foragt for menneskeliv, særlig for pigebørn og gamle og slaver. De mødte frygten, de mødte skæbnetroen og de mødte den karakteristiske tristhed på menneskenes vegne. De første kristne kom hertil fra de himmelstræbende katedraler ovre i England og nede i Europa. Fantastiske bygningsværker, der rakte sig opad i bøn og lovprisning til Gud. Nordboerne boede i lave, røgsværtede huse med tørv på taget, skruet godt ned i lavningerne ligesom med ryggen til himlen. For himlen var for nordboerne ligesom skoven og mosen et farligt sted, hvor alle mulige skræmmende væsner lurer på en. Livet her er hårdt og kort. Har I fået en pige til at føde på, så sæt hende ud i mosen til ulvene. Er drengebarnet sinke eller åndssvag eller handicappet, så sæt også ham derud. Og er du selv blevet gammel og må ligge familien til last, så må du selv vise det hensyn over for dine børn og gå samme vej. Er klanen i strid med naboklanen, så kommer der en dag, hvor klanlederen prikker dig på skulderen og pålægge dig at hævne et hævndrab mod en slægtning. Et menneskes værd afgøres af dets produktivitet: Manden som bonde og kriger, kvinden som mor. Er du ingen af delene, er du spild. Du er bare et lille hjul og alt er grundlæggende bestemt af andre. Først af nornerne, skæbnegudinderne, så af guderne, så af klanens overhoved, slægtens ældste. Dem må man lyde. Sådan så vore forfædres verden ud. Og vist var der også en masse vidunderlig visdom og humor og kunst og længsel efter Gud hos dem, men den ånd, der prægede dem, var dog tung og mørk og trist: klanen, hævnen, menneskeofret, skæbnetroen.
Alt det indledte de kristne missionærer en åndskrig imod. De fortalte om den nye høvding, ”Hvide Krist”, der også regnede slaver og kvinder for sine brødre og søstre. Han tog sig også af syge og handicappede og ville ikke vide det mindste af blodhævn og børneudsættelser og menneskeofre. De fortalte om hans fader, der sad i himmelborgen og havde skabt verden god. Verden var ikke fuld af spøgelser, men Guds gode skabning, som vi kan gå på opdagelse i. De byggede kirker på de runde bakker. Kirkerne pegede opad: Løft hovederne. Det er ikke skæbnen, der styrer, men Gud, der lytter til en tiggers bøn. Det var en sand åndskamp, og vi kan se virkningerne af den kamp endnu, præcis som man af kraterne på månen kan se, at her skete vældige sammenstød engang mellem månen og meteorerne. Det var kampen mellem godt og ondt, mellem Gud og Fanden, kampen om sjælene, om menneskenes tro.
Den kamp er ikke forbi. En dag skal Gud nok sejre, men det er ikke endnu. Slet ikke! Jeg synes, der er meget, der tyder på, at Satan har sneget sin sløvheds og dorskheds og ligegladheds ånd i os. En underlig opgivende holdning til det hele: Nå ja, det med kirke og kristendom, det er måske nok alligevel bare noget gammelt sludder. Nu lever vi jo i en anden tid, og vi har videnskab og moderne teknologi! Så det går nok, som det skal gå. Gamle guder dør – det viser historien. Det er nok rigtig, hvad ateisterne siger, at det hele bare er drømmeri. Vi må være nøgterne og holde os til videnskaben. Den åndssvage ånd har sneget sig ind på os. Og landet rundt fejrer menighederne pinse i det fri med en masse køn snak om ånd og kærlighed og så er der dans bagefter. Og imens ser vi sporene af ateismens, sløvhedens, dorskhedens, resignationens ånd brede sig – ikke direkte, men ligesom de hvide striber efter flyene på den blå himmel, ligesom kattens potespor i den våde cement. Det er ikke noget, jeg finder på. Enhver kan hver dag se sporene af den nyhedenske ånd i Danmark.
Vi sætter ikke de handicappede og åndssvage i mosen. Nej, vi slår dem ihjel allerede i moders liv. Vi siger: Vi vil ikke have det barn, hvis det har Downs syndrom eller mangler en arm eller har det forkerte køn. Nej, væk med det! Det er ikke det, vi ønsker, handicappede og syge børn er ikke en del af vores fremtid! Vi sætter heller ikke vore gamle i mosen, så grove er vi ikke. Vi opfinder et fint ord og kalder det eutanasi, medlidenhedsdrab eller aktiv dødshjælp. Hvad er det for et liv, når gamle fru Hansen ligger og kan ingenting? Var det så ikke bedre, hvis lægen blev udstyret med licens til at dræbe og gav den gamle sprøjten? Officielt er der ikke forskel på menneskeliv. Officielt! Men reelt er der. Hvem skal først i køen til en operation? Direktøren for den store virksomhed eller narkomanen? Sportsstjernen eller den gamle alkoholiker? Ham med den dyre sygeforsikring betalt af firmaet, eller staklen, der kun har sit gule sygesikringskort? Vi må prioritere, vi skal spare og hvem er så mest værd at investere i? Vi har også stadig ligestilling, men også her er kampen brudt ud igen. De gamle rødstrømper må vende sig i graven, for nu tillader myndighederne kønsadskillelse i svømmehallerne, så kvinder og mænd har badetider hver for sig som i det gamle hedenske Rom. Det tillades, at kvinder ikke kan sidde sammen med mænd, og det tillades, at de skal gå tildækkede og ikke må færdes uden mandlige ledsagere. At være ligeglad, at tage let på det med Gud og kirke – det er ligesom at leve af slik. Det går en tid, men så begynder man at få underlig mave og dårlige tænder. Når sløvhedens og ligegyldighedens ånd kommer over os fra Helvede, så laver vi Helvede her.
De gamle kendte frygten for de underjordiske, for elverfolkene, for ånderne i skoven. De kendte skæbnen som et jernhårdt vilkår. Er det ikke det samme, som viser sig nu: I frygten for alt muligt: Frygten for farlige ting, for usundhed, for fedme, for røg, for sygdom, for terror. I den der trækken på skuldrene: Det nytter alligevel ikke. Det går nok som det skal gå! Der er ikke noget at gøre ved det. Det er jo skæbnetro.
Vi kalder det politik. Men det er det ikke. I grunden er det den gamle åndskamp. Kampen i verden mellem godt og ondt, lys og mørke, Gud og Satan. Kristendom er ikke samfundsindretning. Det er ikke en bestemt politik. Men man kan se i bakspejlet, hvor kristendommens ånd slog ned: Alle steder med samme resultat: Et nyt syn på mennesket, et nyt syn på livet som Guds, givet os til tjeneste for andre. De lyse kirker på bakkerne, der ligger og peger op ad. Kirkeklokkerne, der kalder mennesket op og ud. Menighedens fællessang, der løfter sjælen. Troen og håbet. Alt det er åndens nedslag. Og som jeg håber, I kan se: Dette er aldeles ikke et ligegyldigt spørgsmål. Det er et spørgsmål om liv eller død, lys eller mørke, Gud eller Fanden. Hvilken ånd bor hos os og i os? Hvilken ånd skal sejre, så den sætter sit aftryk hos os – i alt hvad vi gør?
Gud ske lov har vor Herre lovet os, at hans ånd skal blive hos os. Det betyder i dag, at jeg nok skal tale efter bedste evne og opildne alt det, jeg kan. Men det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at Gud selv vi blive hos os, så vi ikke står der som lette ofre for sløvhedens og ligegyldighedens ånd. Jesus Kristus lover os, at han skal blive hos os som sandhedens ånd. Blive ved at virke i samvittigheden, i hjertet. Holde os fast på længslen, troen, håbet.
Glædelig Pinse
Amen