Prædiken til 17. s. e. trin. II, 2024 Mark 2, 14-22 Salmer: 3, 475, 31, 514, 728

O, lad din Ånd forbinde vor sjæl med himmerig, lad føle mand og kvinde, Gud har forbarmet sig ”Vi ta’r skraldet” stod der på den store blå skraldebil, som kørte forbi vores sommerhus tidligt på formiddagen. En skraldemand i gul vest sprang ud, løb hen til vores sorte skraldespand, lettede rutinemæssigt på låget, rullede den hen til bagenden af vognen, fæstnede den til et greb, trykkede på en knap, og i en flot bue røg spanden op med bunden i vejret og tømte al vores skrald og affald om bag i bilen. Det tog mindre end et halvt minut, så var det hele fjernet og kørt væk: grønt affald og restaffald på én gang: kartoffelskræller og æggeskaller, kaffegrums fra i forgårs, gamle osteskorper, smattet køkkenrulle, godt fyldt bleer fra yngste barnebarns besøg og meget andet – væk var det. Og tilbage stod skraldespanden – om end ikke flunkende ren, men dog dejlig tømt for sit ulækre indhold. Den slags er jo en helt almindelig ting i velfærds-Danmark. Vi har et velfungerende affaldssystem, og vi betaler selv for det. Alligevel kunne jeg godt sådan en ferieformiddag stå og være taknemmelig: Hvad skulle vi egentlig have gjort, hvis vi selv skulle have skaffet os af med den klamme blanding nede i spanden? Hvad skulle vi stille op med det – nå ja, vores lort? Tænk, at der er nogen, der vil komme og tage skraldet for os. Ja, de får penge for det, men alligevel. Det er ikke et job for sarte sjæle. Hvis jeg må gå lidt i detaljer, så kan sådan en sort spand godt blive ret levende i sommervarmen. Hvis det blot er lykkedes én tyk spyflue at lægge sine æg i skraldet, så går der ikke mere end et par dage, før spanden næsten kan gå af sig selv med hvide maddiker over det hele. Der er altså alle gode grunde til at være glad og taknemmelig for, at nogen gider tage skraldet for os. Det siger jeg ikke, fordi jeg vil slå et slag for det, der vist i gamle dage hed Renovationsarbejdernes Forbund. Jeg siger det, fordi det i grunden er et herligt billede på evangeliet: Der er én, der har taget skraldet for os. Der er én, der har taget al vores ildelugtende og stinkende og maddikebefængte skrald og fjernet det fra os. Jesus er som ham fyren i gul vest, der bogstavelig talt bærer vores lort væk for os, så vi er fri for det. Ja, det er jo ikke noget, jeg har fundet på. Kommunens reklamefolk spiller jo selv på dobbeltheden: ”At tage skraldet” kan jo betyde to ting: Bogstaveligt at tage affald og fjerne det, og så overført, at gå i brechen for en anden, tage balladen for en anden, tage skideballen for en anden. At være skraldemand er vel ikke noget karrierejob, men Jesus Kristus har ikke noget imod at være skraldemand og tage skraldet for os. Når vi går til nadver, ja, når vi går til gudstjeneste, så får vi lov at høre dette forunderlige budskab, at vor Herre Jesus Kristus har taget alt det møg på sig, som vi har løbet rundt og lavet. Jeg skal hilse og sige, at vores åndelige skraldespand, samvittigheden godt kan sammenlignes med sådan en sort skraldespand fuld af mugne madrester, smattet køkkenrulle, som vi har pudset næse i, halvrådne kartoffelskræller, hår og hudskæl, ildelugtende fiskeskind og så sprællevende hvide maddiker over det hele. For det, som Jesus tager på sig - det er virkelig i Guds øjne så slemt, hvis ikke værre. Synden er jo ikke i første række alt det, vi gør mod hinanden – eller ikke gør. Eller glemmer, eller forsømmer, eller gør mod bedre vidende. Synd er jo først og fremmest alt det, vi forsømmer og glemmer og blæser på over for Gud. Når Gud åbner vores åndelig skraldespand hos selv de pæneste og bedste samfundsborgere iblandt os, så finder han en ulækker klistret levende masse af klam selvoptagethed, muggen egoisme, skimlet utaknemmelighed, vammelt hovmod. Det stinker ham lige op i næsen. Her har han kaldt os ud af ingenting og sat os på sin grønne jord for at vi skal stole på ham, have ham som vores klippe, vores åndelige ståsted, vores styrke og tilflugt. For at vi i den tro skal tjene og gavne hinanden. Men hvad finder han så: Ingen takker ham, alle tror, de selv skal være gud, selv skal bære, hvad kun Gud kan bære. På en gammel vittighedstegning fra krigens tid ser man Adolf Hitler stående i Guds kæmpestore hånd, som rækker ud af skyen. Stående der i Skaberens hånd råber Hitler med fråde om munden op til Gud: Ja, det kan godt være, du har skabt jorden, men jeg, Adolf Hitler skal nok ødelægge den! Når Gud ser ned i vores spand, i vores samvittighed, så ser han et hovmod, der efter hans målestok og hans næsebor er lige så grimt. Og dertil kommer så alt det, som vi gjorde eller ikke gjorde, sagde eller ikke sagde til vores sagesløse Næste. Jo, det er klamme sager. Det er ikke for sjov, at Jesus siger de herlige og velsignede ord, som vi alle sammen skulle gå hjem og hænge op over vores seng: ”De raske har ikke brug for læge. Det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Med den tilføjelse, at i den sammenhæng er der ingen raske, ingen retfærdige. Kun syndere. Men i kirken får vi hver søndag lov at høre det utrolige: Alt dette stinkende svineri, al denne synd og svigt og tåbelighed, alt dette hovmod – det har Jesus Kristus som Gud eller på Guds vegne taget på sig. Det er taget væk fra os denne morgen på akkurat samme måde, som manden i den gule vest kom og kørte vores skrald væk fra os. Og tilbage for os er der så i grunden kun at forundres og glæde sig – og så gå hjem og alvorligt overveje, om ikke vi kan gøre det bedre til næste søndag. Det er egentlig evangeliet i al enkelhed. Og nej, det kan man ikke forstå med sin logik og sin forstand. Det dur forstanden og logikken ikke til. Det er med hjertet, vi skal høre det, og hjertet hørte det godt, vi skal bare lade det glæde sig og føle befrielsen. Levi er tolder, og der er al sandsynlighed for, at han er en stor skiderik. Det lå i selve arbejdet. Romerne opkrævede told for rejsende, når de krydsede de forskellige provinsgrænser og bygrænser. Der skulle betales, men at indkræve told er et stort og besværligt og ikke mindst mandskabskrævende arbejde, så derfor udbød romerne arbejdet til højestbydende. Den slags hedder vist licitation i dag. Og Levi har budt en stor sum penge for at få lov at blive tolder. Pengene har han lånt - sikkert hos en rig farisæer, for nok var farisæerne fromme og strengt religiøse, men penge er penge og penge lugter ikke, så Levi har sagtens kunnet låne det rigtige beløb. Men naturligvis imod tilbagebetaling. Så Levi er begyndt sin første arbejdsdag med en astronomisk gæld, og opgaven er nu ikke bare at tjene til det daglige brød, men også at tjene penge til at betale af på gælden. Og så gør Levi det, som tolderne gjorde, og som gjorde dem så forhadte blandt almindelige folk: Han forhøjer taksterne: Så og så meget til romerne, så og så meget til mig. Jeg kan nemt forestille mig Levi som sådan en pedantisk skrankepave. Der sidder han i sin toldbod, og når en rejsende kommer forbi, springer han op med tavle og pen i hånden klar til at værdisætte og endevende uskyldigt udseende vognlæs og små tasker. Han skal nok regne skattegrundlaget ud, og han skal også nok lægge til til sig selv. Og det er småråddent og halvkorrupt. Farisæerne har helt ret, Levi hører ikke til det gode selskab. Så kommer Jesus og kalder på ham. Følg mig, er beskeden kort og godt, og nu skal Levi i lære som - nå ja, skraldemand. Eller rettere: Han skal vidne om den store skraldemand, ham, der tog hans egne og alle andres synder på sig. I det stykke blev Levis skæbne nok lidt anderledes end hans tolder-kolleger. Levi satte sig aldrig mere i sin toldbod. Hans liv var forandret. Allerede om aftenen sidder Jesus til bords i Levis hus, og der er også alle mulige andre tvivlsomme personer med – inklusive Levis kolleger. Se, siger farisæerne og vrænger på munden: Han spiser sammen med toldere og syndere. Levi er én historie, men hvad med de andre toldere, der jo levede og lavede de samme numre, som Levi gjorde. De forlod mig bekendt ikke deres toldboder – de blev vel, hvor de var. For hvad skulle de ellers? Men også for dem blev det jo forkyndt, at den store læge havde besøgt dem, den store skraldemand havde været der, og ville tage al deres snavs og synd på sig. Vi ved ikke noget om de andre toldere. Nogle var sikkert ligeglade. Andre – mere stålsatte naturer - har sikkert forladt branchen, fordi de ikke kunne forene det nye med det gamle. Men der kunne jo også være en og anden, sådan et lille hverdagsmenneske, en lille hverdagstolder, som forundret gik hjem til toldboden – og af lutter glæde lod de rejsende komme igennem uden at lægge den sædvanlige tillægstakst på og uden at kræve bestikkelse for at lukke øjnene. Det er helt sikkert ikke gået i længden, långiveren skulle jo have sine penge, men alle disse små hverdagstoldere har så måske vovet at blive, vovet at vise deres Næste et andet ansigt end den sure skrankepaves. ”Synd tappert, men tro des mere”, sagde Luther. Og dermed mente han: At synde kan ingen af os undgå. Der er, så vidt jeg kan se, ikke vokset englevinger ud på ryggen af nogen af os. Men så gælder det om at tro des mere og des stærkere, at på trods af det, er der ikke noget, der kan skille os fra Gud. Det har den store skraldemand gjort. Rutinemæssigt er han sprunget ud af lastbilen, er gået lige hen til samvittighedens sorte skraldespand. Rutinemæssigt har han lige lettet på låget og set, at jo, den er god nok: Også her er der fuldt af råddenskab. Så hen til lastbilen, og få sekunder efter er al vores synd og skam og ondskab og hovmod og dumhed og svigt og skyld i en flot bue tømt ud bag i bilen. En to tre – det tager kun den tid det tager at sluge en oblat og drikke et lille glas – så er det hele kørt væk og vi står tilbage med renset samvittighed – lige til at gå hjem med glad og forundret. Nå ja, det er selvfølgelig et billede. Men evangeliet er meget alvorligt på det punkt: Det er sket denne morgen – for os alle uden forskel. Amen

Prædiken til 19. s. e. trin. II, 2024

Joh 1,35-51

Salmer: 729, 37, 728, 730, 11

Ham takker alle vi med sang

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang,

for ordet og for livet

Grundtonen og grundstemningen i det evangelium, som Andreas og Peter og Filip og Natanael og alle de andre blev sendt ud for at prædike er først og fremmest to ting: Taknemmelighed og glæde. Det er ligesom de dybe bastoner i en symfoni. I bunden under det hele ligger en dyb taknemmelighed og glad frimodighed. Og det kan man jo sige, passer rigtig godt til i dag, hvor vi holder høstgudstjeneste. Meningen med det er jo fra gammel tid, at vi retter vores tak til Gud, sætter adresse på taknemmeligheden og glæden og sige til Gud: Tak skal du have, Gud. Det havde vi slet ikke fortjent! Trods alle vores forudsigelser om klimaforandringer og trods regn dag ud og dag ind – har vi dog alligevel fået høsten i hus. Og det er i sidste ende din fortjeneste.

Nu er det vist ikke nogen hemmelighed, at hverken høstgudstjenester eller høstfester er noget tilløbsstykke i dagens Danmark. Det skyldes ikke, at moderne landmænd og forbrugere ikke kan føle taknemmelighed. Det ville se skidt ud, hvis vi slet ikke kunne det mere. Når Jeppe Aakjær synger om ”en skælven i et ydmygt sind”, så er jeg vis på, at alle kender til det, som al ægte taknemmelighed udspringer af: At det er ufortjent, alt det vi får. Høsten i laden, brød på bordet, friskt koldt vand i glasset, saltet smør, gode venner, kærlig familie, godt arbejde, nogenlunde godt helbred – alt det, som Martin Luther nævnte, når han skulle fortælle, hvad det daglige brød i Fadervor omfatter. Jo, det ved jeg da: Den taknemmelighed skal man da være lavet af sten for ikke af og til pludselig at føle.

Når folk ikke går til høstgudstjeneste og høstfest som i gamle dage, så har det snarere noget at gøre med, at taknemmeligheden ligesom er blevet adresseløs. Ja, på nettet og i damebladene kan man godt læse om de kendte, der siger, de føle en ”enorm stor taknemmelighed”. ”Jeg er enormt taknemmelig”, siger de, og det tvivler jeg ikke på, de er, når de siger det. Men overfor hvem egentlig? Når vi står ved kassen i Rema eller hos købmanden, og kassemedarbejderen giver os bon’en eller byttepenge tilbage, så siger vi ”tak” til hende eller ham. Vi siger det jo ikke ud i luften, ligesom vi jo ikke retter vores tak til Rema-koncernen eller Dagrofa, fordi de gav os bon eller byttepenge tilbage. ”Tak” er et personligt ord, som vi retter til nogen for noget. Og hvem takker vi for høsten? Og hvem takker vi for liv og helbred, mad på bordet, for solskin på terrassen, for fuglesangen i det tidlige forår? Er det livet? Men hvem er det? Er det naturen – men hvad er det? Er det skæbnen? Ok, men hvad er så det? Hvordan ser livet ud? Hvem er naturen? Hvordan ser skæbnen ud? Har det briller og en skæv fortand? Går skæbnen med termovest og hvide tennissokker? Går livet i campinghabit og lilla crocks – eller hvad? Det er nogle underlige abstraktioner.

Måske skyldes det, at vi har overtaget sådan en teknisk videnskabelig synsvinkel på alting. Korn er en græsart, som under de rette betingelser gror af sig selv, og af sig selv danner kerner, fordi det ligger i dens korn-gener at formere sig på den måde. Hvis vi sørger for de rette gødsknings- og jordbundsforhold, så er det en mekanisk-biologisk proces, som kører af sig selv. Og vejrudsigten – den står Meteorologisk institut for. Og sprøjteplanerne følger EU’s regler. Verden er som en selvkørende maskine, der drives frem ved egen magt og vores hjælp.

Måske er det sådan noget, som narrer os væk fra den ægte og sunde og sande menneskelige taknemmelighed. Straks kommer jo indbildskheden til og siger: Nå ja, det er jo ikke noget at takke for – det er jo kun biologi og teknik. Ja, når det kommer til stykket, så er alting jo i bund og grund bare teknik og biologi. Det er noget oplagt vrøvl. For hvad ved vi egentlig om livet? Vi er først lige ved at begynde at forstå, at dyr – selv de åndssvage fluer og irriterende myg, selv dræbersneglen har følelser og kan mærke, når man hugger den over med spaden. Og liv – er det kun mennesker og dyr? Veganerne kalder grisefarme for koncentrationslejre – men hvad i grunden med gartnerier eller kornavl? Er planter ikke også liv?

Der er en eller anden skævhed i det. Der er en blind vinkel, som vi ikke ser, og som kun af og til vækkes i os – den ægte og sunde fornemmelse for taknemmelighed. Derhjemme følger vi lidt med i ”Operarejsen” på DR, hvor tre venner rejser rundt i verden og går til opera. Efter en særlig vellykket opera kunne den ene af de tre ikke holde tårerne tilbage. Han var dybt rørt og samtid skamfuld over, at han kunne stå der og tude. Og så sagde han noget lignende som: ”Det er egentlig urovækkende, når mit kyniske jeg krakelerer. Det er ligesom der åbnes en dør ind til noget blødt og følsomt”. Jeg tror, han havde fat i noget dér. Der er en hel dimension af tilværelsen, som vi slet ikke har greb om og slet ikke kan håndtere, når det pludselig kommer over os. Det er typisk, at han oplevede det ved at høre storladen og smuk musik. Jeg tror, alle mennesker kender det samme ved at gå ved Vesterhavet eller ved at stå under den store stjernehimmel, ved at se et smukt landskab eller ved at gå ind i en stor katedral.

For mange år siden lavede en berømt polsk filminstruktør en film over hvert af de ti bud. I filmen om det første bud: ”Du må ikke have andre guder”, fortæller han historien om Pavel og hans far. Det er i computernes første tid, og faderen, der er lektor i matematik, har et program på computeren, der kan regne det hele ud. Det hele er teknik og biologi. Man skal bare lægge de rigtige tal og forudsæt­ninger ind i computeren, så kan den regne det hele ud. F.eks. har Pavel fået et par skøjter, og nu vil han gerne vide, hvornår han kan komme ud at bruge dem. Det er jo ikke noget problem. Det er et spørgsmål om tal. De ringer til Meteorologisk Institut og til is-eksperterne på Glaciologisk Institut på universitetet, og alle tallene lægger de ind på computeren, og ud kommer svaret: 13 dage. Om 13 dage med konstant frost vil isen være tyk nok. Pavel er glad og far er glad. Det hele er jo et spørgsmål om teknik og viden. Kun Pavels farmor, som i modsætning til faderen er det, vi vil kalde troende kristen, er meget imod. Hun bliver urolig og beder Pavel tie stille med den snak. Og så ender historien selvfølgelig tragisk med, at på den 13. dag, hvor isen skulle kunne bære – går Pavel gennem isen og drukner. Faderens gud var tallene og computeren. Men du må ikke have andre guder, siger budet.

Der er nogen, der løber om hjørner med os, tror jeg. Men hvorfor nu ikke tage mod til sig og rette sin tak til én, til Gud – alt andet er da enten en slags kunstig snakken udenom eller en forblindelse. Hvis jeg får noget, har jeg lært at sige tak – ikke ud i luften, men til den, der gav mig. Hvis man kan bede sit Fadervor endnu, så kan man også godt rette sin tak samme vej hen og sige netop: Tak skal du have, Gud – det er langt mere, end vi har fortjent.

Jeg har som følge af mit embede været utrolig heldig at kende mange livskloge mennesker, og de livsklogeste, de sjoveste, de mest uhøjtidelige og ydmyge, de mest frisindede og tolerante – og dog samtidig de mest principfaste – det har været mennesker, der troede på Gud. Alle de dumme fordomme, der findes om kristendom og kristne ramte helt og totalt forbi dem. Det er ikke løgn, at de med deres på én gang befriende uhøjtidelige ydmyghed og enfoldige taknemmelighed har gjort et langt større indtryk på mig, end så mange lærde bøger, skrevet af kloge teologer. Først og fremmest har jeg hos dem mødt sådan en sikker bevidsthed om, at alt kommer ufortjent. I en selvoptaget tid som vores var det balsam for sjælen at tale med en gammel klog kone, som ikke havde alt for høje tanker om sig selv, men som hver aften takkede Gud for, at han trods det havde skænket hende også denne skønne dag – med det hele, altså også ondt i benene og en værkende ryg, også skrantende helbred og bekymringer for børn og oldebørn. Tak – det var hendes ord, som hun ikke sendte adresseløst ud i ingenting, men rettede til Gud. Jeg mener virkelig, at mange, mange unge mennesker ville kunne komme fri af angst og stress og selvskade, hvis blev sat ned over for sådan en gammel kone eller mand – og bare skulle lytte og lære ydmyghed, herlig uhøjtidelig selvironi, men først og fremmest taknemmelighed.

Takke kan man egentlig kun rigtig af hjertet, når man ved, det er ufortjent. Hvis man tror, alt er teknik eller måske en rettighed, som vi kun har fortjent, så kan man ikke takke. Lige så lidt som hvis man er fornærmet på tilværelsen, fordi det ikke er gået, som man havde planlagt eller mente, man havde fortjent - ja, heller ikke i det tilfælde vil taknemmelighed være andet end et kunstigt fremmedord. Nathanael og Fillips og Peters og Andreas’ evangelium var et glædesbud for de fattige: Se, den Skaber, som I dunkelt kender, når I tør åbne en dør ind til jeres blødere jeg, den universets almægtige hersker, som I vejrer, når I står ved brændingens brusen eller under himlens milliarder af fjerne galakser – ham kender vi. Han er ikke et noget, ikke et begreb, men vi kender ham i Jesus Kristus.  

Det er det, man i den kristne dogmatik kalder forsynet – en mærkelig tillidsfuld tro på, at når det er Gud, der sidder ved roret – så kan det aldrig gå helt ad helvede til, bogstaveligt talt. Alt vender han til bedste for den, som tror. Også selvom høsten slog fejl, også selvom konkursen truer, også selvom man mistede én man holdt af, også selvom man selv bliver syg og er bange og ensom og nede – Gud er dog rorgængeren, Skaberen og opretholderen, som ikke bare skabte verden engang, men stadig skaber den som ny hver morgen, og stadig giver os langt mere, end vi har fortjent. Og ser vi det ikke, er det fordi vi gør ligesom idioten, der gik rundt med en kikkert for øjnene. Han så kun de fjerne horisonter og fuglenes flugt langt borte. Men det friskbagte brød på bordet, den duftende kaffe i koppen, det liflige kolde vand i glasset, blomsten i vindueskarmen – alt det så han ikke.

Så lad os nu sætte adresse på og henvende os til den, der har ansvaret og som skal have takken.

Amen

Konfirmation 27/4 2024

Matt 7, 7-14

Salmer: 754, 52, 356, 401, 416, 7

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

”Den, der har problemet, har også ansvaret”. Hvis nogen af jer var til foredrag med Sirius-patruljen i Dølby kirke her sidste efterår, så ved I, at det er et princip, de kører med: ”Den, der har problemet, har også ansvaret”. Det er et rigtig godt princip. Sirius-patruljen er det danske korps af frivillige under Forsvarsministeriet, som to og to med hundeslæde rejser Indlandsisen tynd for at være til stede, vise flaget og udføre opgaver i Danmarks og Grønlands interesser. Og når man er ude to mand og 13 hunde måske 1000 kilometer fra nærmeste by, så er der nogle ting, som bare skal fungere. Hvis nu den ene på turen har gjort en eller anden dum manøvre, så slæden er væltet eller en af hundene er blevet skadet- eller hvis nu den anden ikke har fået pakket slæden ordentligt eller ødelagt teltet, så kan det ikke nytte at man går og er sur over det. Så skal man tale ud om det. Det dur ikke, at det eneste menneske inden for en radius af 1000 kilometer, er en, du går og bærer nag til. Eller er sur på. Eller er misundelig på. Eller er vred på. ”Den, der har problemet, har også ansvaret”. Det er det, det betyder: Hvis du er utilfreds eller sur eller skuffet eller knotten eller vred over et eller andet hos den anden – så er det dig, der har ansvaret for at få det ud af verden. Det er ikke den anden, der først skal omvende sig og gøre alting godt og dig glad igen. Det er dig, der har ansvaret. På Indlandsisen er det direkte livsfarligt at gå rundt og være hemmeligt vred eller bære hemmeligt nag. Det dur ikke.

Som sagt: Det er et godt princip, og jeg tror egentlig, at Jesus kunne have sagt noget lignende. Han mente faktisk, at vi skal se på de andre, dem, vi nu tilfældigvis er sammen med – den, som vi i kirken kalder ”vores Næste” - som om vi var alene med dem på Indlandsisen. Altså: Forestil jer, at når I går derhjemme eller på arbejde, så er I ikke hjemme i trygge Danmark, hvor man kan gå og brokke over, hvor dumme alle andre er. Nu er I alene på Indlandsisen, og her gælder det: ”Den, der har problemet, har også ansvaret”. I den tale, som jeg læste fra lige før, og som kaldes Bjergprædikenen, lægger Jesus maksimalt tryk på. På den tid gik man ikke i kirke, men i templet, hvor man f.eks. kunne aflevere en gave som tak fordi ens kone havde født en et sundt barn, eller fordi man havde gjort en god forretning. Til sine landsmænd siger Jesu så: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din bror, så kan du komme og bringe din gave”. Det er det samme: ”Den, der har problemet, har også ansvaret”. 

Det kan måske lyde lidt strengt, at den rare Jesus siger sådan, men Jesus er faktisk ret streng, når det kommer til det. Men man skal huske, at han ikke siger det som en streng moralvogter eller sådan en Mette Frederiksen, der løfter pegefingeren og siger, vi skal til at lave noget mere og afskaffe Store Bededag. Han siger det som den, der faktisk sætter os højere end alt andet. Hos ham bliver ingen regnet for lavt. Nej, vi måtte nærmest sige, at hos ham bliver alle regnet alt for højt. Der er ingen ende på, hvor meget han tiltror os. Den sølleste tigger, den laveste slave, den uslesteforræder, den mest tankeløse tumpe – Jesus regner dem som voksne, agtværdige, selvstændige ansvarlige mennesker. Sine ligeværdige brødre og søstre.

Når han siger, som jeg læste: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”, så er det ikke for at give os tungnemme syndere en lov, som man kan blive straffet for at overtræde. Det er, fordi han regner med, at det kan vi da sagtens finde ud af. Og hvis nogen er i tvivl, så kan den remse altid bruges: Enhver idiot kan jo regne ud, at det er dumt at sparke sin nabo over skinnebenet eller rykke hans radiser op af jorden. For hvad nu, hvis han gjorde det samme over for dig i morgen? ”Den, der har problemet, har også ansvaret”. Det er en huskeregel for frie selvstændige højt vurderede kristne mennesker. Det er os.

Så der er ingen grund til at sidde og sukke. For hvis man sidder og sukker, så har man et problem, og har man et problem, så har man også ansvaret. Har du et problem? Sådan spørger Hassan og Ali måske, når man møder dem på en øde station eller i en mørk gyde i ghettoen. Men nej, det er jo i virkeligheden dem, der har et problem, og dermed ansvaret for at opføre sig ordentlig.

Men lad os nu se lidt på, hvordan det lille Sirius-princip eller Jesu ord kan bruges i praksis til hverdag. Det kan bruges i tusind sammenhænge, men da vi nu er i en kirke, kan vi jo begynde her: Hvis man nu går rundt og fortæller andre, at man altså ikke rigtig ved, om man er kristen nok eller om man nu tror nok eller om man er sådan en, der går i kirke eller måske kan tage en tjans i menighedsrådet, så er sagen da klar. Så har man et problem, og så ved vi jo, at så har man også ansvaret. Det er ikke Gud eller kirken eller præsten eller menighedsrådet, der har et problem. Det er én selv, der har det. Og i stedet for så om 3 uger eller fem måneder eller fire år stadigvæk at gå rundt dér og vrøvle om, at man altså stadig ikke rigtig ved, om man er kristen nok eller troende nok eller om man kan gå i kirke – så må man da gøre noget ved det. Opsøg præsten, gå i kirke, undersøg, hvad menighedsrådet laver. Det er såre simpelt: Gør selv noget, mand – eller kvinde.

Danmark er vistnok verdens lykkeligste eller næstlykkeligste land. Men jeg er helt sikker på, vi også er verdens mest brokkehovede land. Vi er en nation af brokkeører og klagesangere. Vi elsker at gå og sige øv ovre i en krog. Eller skrive øv på de sociale medier, så andre kan se, at vi er sure og utilfredse. 

En lille historie fra det virkelige liv. Jeg kan godt fortælle den, for de fleste af dem, der er med, er nu døde og borte. Da vi skulle have ny altertavle i Hindborg kirke, var der meget snak om, at nu er menighedsrådet i gang med at ødelægge kirken med sådan noget hæslig moderne kunst. Ja, det kunne lige passe, at en eller anden kunstner i sandaler skulle komme der og male nøgne damer på alteret i vores gamle kirke. Nu var der så menighedsrådsvalg det år – ligesom vi har i år – og under et møde rejste en af menighedsrødderne sig op og sagde: ”Nu er vi jo i gang med at få en ny altertavle til kirke, så nu er det nu, hvis man vil i menighedsrådet og påvirke tingene”. Så blev der helt stille. Ingen sagde noget. Selvom der tydeligvis var nogen, der havde et problem, var der ingen, der ville være ved, at de havde et ansvar. Og så fortsatte menighedsrådet. Ikke et ondt ord om dem, der var utilfredse dengang – men det er så typisk dansk. Og jeg mener, det er blevet forstærket med de sociale medier. For her kan man jo sidde og have et problem – uden at have noget ansvar. Det er de andres skyld. Det er de andre, der er dumme. Det er de andre, der skal lave sig selv om, så jeg kan blive tilfreds igen. Nix, det er forkert. Det er dig, der har problemet – og så er det også dig, der skal gøre noget ved det.

Men tag det nu lige alvorligt, hvad jeg sagde, at I skal se på hinanden, som om der var 1000 kilometer til den nærmeste by, det nærmeste fjernsyn, den nærmeste computer, den nærmeste mobiltelefon. Det er en skræmmende tanke, men den er nu meget sund. De fleste skilsmisser, de fleste problemer mellem teenagebørn og deres forældre – opstår, fordi vi har den ide, at det er de andre, der skal gøre noget, for at mit problem bliver løst. Måske går manden dér og synes, hans kone er blevet kedelig. Måske går han og tænker på, om de er ved at glide fra hinanden, som man siger med denne her skrækkelige frase. Men måske går hans kone samtidig og tænker akkurat det samme? Måske spørger hun sig selv, om kærligheden mon er blevet kold? Men ingen af dem gør noget ved det, for de går begge to der og bærer nag og venter på, at den anden skal gøre noget ved det problem, som dog helt sikkert er deres eget hver især. Teenageren synes helt sikkert, far og mor er åndssvage, og en gang imellem synes far og mor nok også, at det er teenageren, der er det. Men hvem har problemet så? I det tilfælde er det nok de voksne, der skal påtage sig at være de voksne og gøre noget ved problemet.

”Den, der har problemet, har også ansvaret”. Det kan anvendes alle steder i alle sammenhænge, og jeg er som sagt sikker på, Jesus ville have nikket til det princip. Kristendom er ikke, at vi skal udpege syndere blandt de andre. Det er, at vi, der kan kalde os Guds børn, Jesu Kristi brødre og søstre – vi må se at gøre noget ved det, hvis vi har et problem. Åbn munden og sig, hvad du tænker. Andre skal ikke gå og gætte det. Andre skal ikke stille til kontrol og opføre sig, som du vil have det. Vær snild og klog og lad være med at smide en skidtspand i hovedet på andre, men vælg dine ord med omhu.

Bed, så skal der gives, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer. Jeg er helt sikker på, at alle mennesker har et eller andet mellemværende med Gud. Hvis jeg nu beder jer forestille jer en læge, et hvidt hospital, en sygeseng, en diagnose, en operationsstue, et kapel, en bedemand, en præst, en rustvogn. Hvis den slags billeder giver jer nervøse trækninger og koldsved – så har I et problem, og så ved I jo nu, at så har I også ansvaret for at gøre noget ved det i stedet for at flygte fra det eller gemme jer for det.

”Den, der har problemet, har også ansvaret”. Det er et godt princip for Jesu frie og højt værdsatte brødre og søstre.

Amen

Prædiken til 2. Påskedag II 2024

Joh 20,1-18

Salmer: 241, 234, 213, 213, 238

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Jesus Kristus opstod virkelig fra de døde. Johannes fortæller det samme som de andre evangelister: Maria Magdalene finder først graven tom og møder siden den opstandne. Ikke i et syn, men virkeligt. Og så føjer han til, at synet blev bekræftet. Peter og den anden discipel er ude at ”sikre gerningsstedet”. Dengang var jo sådan, at een kvindes vidnesbyrd ikke var gyldigt. Hvad der end var sket ved graven, så skulle det sikres og bevidnes af mindst to mandlige vidner. Og Johannes fortæller møjsommeligt, at de må bekræfte Marias vidnesbyrd: Graven tom, den døde er der ikke, men alt er efterladt pænt og i orden. Gravrøvere eller Pilatus soldater ville næppe spilde tiden med at rydde op efter sig, arrangere strimlerne af linned og bagefter rulle ansigtsklædet sammen. 

Kristus er altså opstanden. Virkeligt. Der er ingen tvivl. Det er bevidnet. Biblen er mange gange blevet anklaget for at være usandfærdig, men lige så mange gange har man senere måttet indrømme, at det faktisk var sandt, hvad der stod. 

Der er dog et problem. Ikke med Johannes beretning eller sandheden om opstandelsen, men med os. Vi har hørt det så tit, at vi ikke længere hører det. Vi fået fedt på ørerne: Nå ja, kan vi sige halvt i søvne og slå dovent ud med hånden, selvfølgelig var Jesus jo opstået. Sådan er historien jo. Det har vi hørt. Og var der ellers mere, præst, for ellers vil gernehjem, så vi kan køre i XL-byg og på planteskolen? Du forstår jo nok, at vi har en have, der skal ordnes her i påsken

Vi må have fedtet af ørerne. Og for at gøre et første forsøg, så prøv f.eks. at begynde med at forestille jer, at I efter begravelsen har været til begravelseskaffe i forsamlingshuset. Det er ved at være hen på eftermiddagen, kaffen er drukket, vi har sunget og der har også været et par gode taler, og nu er de sidste ved at gå hjem. Nu er der kun lige tilbage at gå op på kirkegården at se, hvordan graveren har fået kastet graven og lagt alle blomsterne nydeligt på plads, så de skjuler den sortbrune jord. Men dér ved den tomme grav møder vi graveren, der ser forundret på os, trækker på skuldrene og vender mundvigene nedad: Øh, den døde? Han er ikke her. Han er da opstået.  

Men nej, jeg er ikke sikker på, det virker. Vi kan stadig ikke høre det rigtigt. Mange mange års gentagelse har sat tykke aflejringer i vore øregange, ligesom kalklag i vandrør eller fedtbelægninger i afløbet.

Lad mig så i stedet prøve at beskrive for jer, hvordan det lød for datidens mennesker, da Maria Magdalene og Peter og den anden discipel kom og fortalte om opstandelsen. Hvis vi kan høre, hvordan det lød for almindelige romerske og jødiske borgere dengang, kan vi komme på sporet af det, vi ellers ikke hører, fordi vi er så vant til at høre det.

Jesus, som blev korsfæstet Langfredag, er opstået. Hvad hørte en almindelig romer på gaden i Jerusalem omkring år 33i det? Han hørte noget, der i hans øren lød ikke bare vanvittigt, men dybt forargeligt, ja, hæsligt og modbydeligt som om nogen gjorde grin med ham. Hvad, skal en henrettet forbryder, en korsfæstet oprører nu være Gud? Siger I, at en sølle forbryder er guddommelig, nej, nu står verden da ikke mere! Det, der skurrede så fælt i romernes øren, var ikke det, at mennesker kunne blive guder. Det var det, at disciplene og de første kristne påstod, at sådan et udskud, en jødisk oprører var det. Romerne kendte masser af historier om, at mennesker blev taget op til himlen eller blev guddommeliggjort. Men det var altid de store, de mægtige, de rige, heltene. Det var på Jesu tid allerede længe siden, at Julius Cæsar, krigsherren, generalen og diktatoren var steget til himmels som en gud. Et stjerneskud på himlen havde bekræftet det, så den var god nok. Og det samme var sket for Julius’ adoptivsøn og efterfølger Augustus. Han var også i himlen som en gud. For himlen er for de store helte og krigskarle, gudernes yndlinge ligesom Herkules, der for til himmels direkte fra sit ligbål. Det vidste enhver romer: Guddommelighed er noget for de stærke. Dem, der har magten til at slå ihjel, dømme til død og tortur, dem, der bor i de store paladser langt fra almindelige folk. Dem, der kan lade sig fører rundt i bærestol eller lukket vogn og lade vagter gå foran og rydde gaden, slå på tæven og slå småfolk ihjel, hvis de kom på tværs. At komme dér og fortælle, at en dømt og henrettet forbryder skulle være Guds Søn, en mand, som af gadepøblen og soldaterne var blevet ydmyget og overspyttet og hånet – det var der kun én mening om: Det var hæsligt og skandaløst. Det var fuldstændig utænkeligt. På den måde ville skidtfolk jo komme til ære. Det holdt aldrig i 1000 år.

Sådan må en god og pæn romersk-hedensk borger se på budskabet om Jesu Kristi opstandelse. Han måtte virkelig blive stødt på manchetterne over sådan en påstand. Og her kunne han eller hun faktisk langt hen være enige med de romerske borgere af jødisk afstamning. For jøderne var opstandelsesbudskabet om muligt endnu mere forargeligt. Der er jo kun én, der er Gud, sagde jøderne. Abrahams og Isaks og Jakobs Gud. Den Almægtige, som holder himlen oppe, som grundlagde jorden og satte den på sine søjler ned i urhavet. Ham, som førte israelitterne ud af Egypten og gav dem loven som sit udvalgte folk. Ham alene skal mennesker tilbede. Men skulle denne korsfæstede prædikant og fantast Jesus være Guds lige? Skulle Gud virkelig have anerkendt ham som sin Søn ved at lade ham opstå? Nej, det var dog det værste. Det var blasfemi, gudsbespottelse, en hån imod alt, hvad der er sandt og rigtigt og godt. Den gode jødiske borgermand- eller kvinde måtte virkelig rulle med øjnene og slå sig for brystet over sådan noget.

Kort sagt: Vi gør os ingen forestilling om, hvor forargeligt og forkert og tæppe-væk-rivende, det har lydt. Havde det som sagt bare været en stor politiker, en from skriftlærd, en mægtig krigskarl, en fornem adelsmand. Men samfundets udskud, samfundets laveste, en, der talte bespotteligt om Gud og sig selv, en korsfæstet mand, der egentlig skulle have været begravet i massegraven eller smidt på byens mødding til føde for fugle og ræve!

Først hvis vi får fedtet smeltet af ørerne, kan vi begynde at høre. Den engelske historiker Tom Holland fortæller i en bog, hvordan han – til sin egen overraskelse kom til at se noget af det, som Jesu opstandelse betyder. Han var egentlig i gang med at skrive en bog om en af sine helte, Leonides, den tapre spartaner, som sammen med 300 af sine mænd forsvarede Grækenland imod en kæmpemæssig persisk hær. Helt fra han var dreng havde Holland været betaget af den slags heltefortællinger. Han var dybt betaget af alle krigene, slagene, de store tapre mænd og deres mægtige gerninger. Hollands fascination minder ikke så lidt om vi danskeres besættelse af vikingerne. Alle steder har vi jo nu om dage indrettet vikingeoplevelsescentre, hvor pæne it-software-konsulenter kan spænde træskjoldet på armen og brøle herlig hedensk på øl, plyndring og kristenblod. Vikinger er så fedt, synes vi. Nå, men til sin egen overraskelse blev Holland, bedst som han skrev, pludselig så inderlig træt af alle sine antikke hedenske helte. Han måtte tænke længe og lede i hjerte og nyre for at finde grunden. Men han kom til sidst til, at han var blevet træt af grækernes og romernes menneskeforagt og herrementalitet. Slaver, krigsfanger, kvinder, undertrykte folk, fattige bønder – den slags er ikke det allermindste værd i antikken. De er undermennesker. Julius Cæsar slagtede titusindvis af gallere og solgte andre titusinde som slaver. Spartaneren Leonides var ikke bedre. Store mænd skraber til sig, skyder skylden på fjender og undersåtter og bliver guddommelige. Holland opdagede, at deres verden jo ikke var en, han selv ville leve i. Han kom til at væmmes og frastødes af den hedenske verden med dens helte og guder, med dens menneskeforagt, dens tro på, at nogle mennesker har en god skæbne, mens andre bare er uheldige med deres dårlige skæbne. 

Og på den måde var det, han genopdagede den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, som han da rigtignok havde hørt sin mor fortælle om, da han var barn, men som han havde glemt – fordi han troede, han kendte historien. Holland måtte indrømme for sig selv, at han slet ikke ønskede sig en hedensk verden tilbage. Jo, historierne er herlige, men der var en hæslig, umenneskelig side af grækernes, romernes, vikingernes hedenske verden, en hæslighed, som måske er på vej tilbage til os, når vi glemmer påskeevangeliet. Kort sagt: Jesus af Nazareth var kommet i vejen. 

Jovist: gode romere, grækere og jøder kunne ryste på hovedet ad ham, de rige, de store, de sunde, de privilegerede, dem på toppen kunne snøfte foragteligt eller forarget. Men hvad med de små, de fortabte, slaverne og tjenerne, alle småfolkene, tiggerne, krigsfangerne, de syge, de jordløse, daglejerne, kvinderne, som ikke blev regnet i de stores historie – de så noget andet, de hørte noget andet, da rygtet spredtes: Et lille menneske kunne få lov at tænke: Har Gud virkelig talt lille mig med i sit store tal, sammen med de syge, de gamle, børnene, kvinderne – er de også Guds børn?

Holland opdagede kort sagt, hvad påskeevangeliet har gjort og udvirket hos os gennem 2000 år. Det har forandret en hel verden. Helligåndens virkning kan spores hos os endnu så mange år efter. 

Så jo, vi skal have det dovne fedt ud af ørerne, så vi igen kan høre påskeevangeliet. Det er faktisk livet om at gøre, for når vi glemmer det, som Holland opdagede, får vi den gamle hedenske verden ind ad bagdøren. Ja, på mange måder synes jeg, vores vestlige verden mere og mere ligner den gamle hedenske verden. Fordi vi har fedt på ørerne. Af dumhed eller underholdningslyst, kedsomhed, fascination eller bare dovenskab. Jeg hørte et program på DR1, hvor en museumsdame med begejstringen perlende i stemmen fortalte, at vikingerne, som rejste ad floderne i Rusland muligvis ofrede mennesker, og at en kvinde muligvis var en slags offerpræst! Nej, hvor spændende og underholdende. Jeg fik lyst til at spørge museumsdamen, om hun egentlig selv ville lade sig ofre på bålet eller om hun syntes, det var fedt at se på. Næppe, men fedtet har givetvis lukket hendes øren. 

Men inderst i vores verden, ved selve dens rod har vi stadig denne oprørende og mærkelige og på alle måder vilde og vidnefaste historie, om ham, der – som Maria sang i sin lovsang – ”har splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker, han har styrtet de mægtige fra tronen og han har ophøjet de ringe”. Det var ikke en eller anden superhelt, en popstjerne, en præsident, en krigskarl, der opstod fra de døde. Det var ham, der vendte alting om og sagde: Se, jeg gør alting nyt.

Glædelig Påske

Amen

Prædiken til Påskedag II, 2024

Matt 28, 1-8

Salmer: 224, 218, 227, 236, 234

Kom, hjerte med hvad dødt du har,

hvad du med sorg til graven bar,

gak med det alt til ham, som døde, 

men levende dig nu vil møde,

O salig påskemorgenstund med guld i mund.

Det er blevet påskedag. Hjemme i haven står nu påskeliljerne nok så nydeligt og lyser op, mens de nikker i vinden, næsten som om de siger til mig: Ja, du troede det ikke, du gik der og bandede over mørket og regnen og kulden og forkølelserne, men det blev påske igen, det sagde vi jo. 

Lad mig give jer to forskellige beskrivelser af påskeliljen. Hvis vi gør, som vi er blevet vant til det, nårsomhelst et spørgsmål kommer op – og googler påskelilje, så kommer først oplysninger i denne stil: Påskeliljen klassificeres som en dækfrøet enkimbladet plante af aspargesordnen. Dens blade er rosetstillede og let skeformede. Blomsten, som sidder endestillet på et særskilt fladt kantet skud, består af tre bægerblade og tre kronblade, der er sammenvokset til en gul krave, over hvilken findes et sammenvokset gult kronrør. Den bliver ca. 20 cm høj og foretrækker fugtig havemuld med en ph-værdi omkring 6. Løget indeholder skarpe oxalsyresalte og alle dele af planten indeholder et giftigt lectin. Dens navn er Narcis eller Narcisse og er opkaldt efter ynglingen Narcissos, som ifølge den græske mytologi forelskede sig i sit eget spejlbilleder. Det eneste sande i det er, at blomsten som alle andre vækster i naturen er forprogrammeret til at kæmpe om ressurserne på biotopen. Som alle andre blomster er den netop en narcisse, der kun tænker på sin egen vækst og overlevelse. Hvis man altså overhovedet kan tale om, at den tænker. 

Det er den ene beskrivelse. Og den er både sand, faktuel og videnskabelig – lige til at anvende som haveejer. Men her kommer så en anden beskrivelse: Påskeliljen er et tegn. Jovist, planten skyder og formerer sig som alle andre planter, men påskeliljen vidner er et vidne om opstandelse. Den følger i hælene på vinterpionererne vintergæk, erantis og krokus, og mens træernes grene endnu står sorte, ja, mens der endnu er nattefrost, mens jorden endnu er kold og våd og sort og endnu ikke dækket af grønt, står den pludselig dér og lyser med sin gule tragt, der er som et bæger fyldt til randen med stærk drik af livsmod og håb. Sådan vidner påskeliljen om opstandelse. Det er dens fornemste opgave: at være et tegn for mennesker, signalere til os om opstandelse. Sige til os: Se, jeg vidner for dig, at Kristus opstod fra de døde. Jeg er ikke bare sat til at leve for mig selv, men for at være tegn for jer mennesker, for at vise bort fra mig selv, for at pege på Kristus.

Den anden beskrivelse er digternes eller poeternes. Den kan ikke bruges i en planteskole eller et laboratorium, men er den derfor usand? Grundtvig, der frem for nogen gav påskeliljen stemme, var selvfølgelig nok klar over blomstens biologiske liv, men fordi han som barn havde hørt sin far prædike til påske, og fordi påskeliljen i rigt mål stod derhjemme i hans barndoms præstegårdshave, så kunne han ikke se blomsten som andet end et vidne, et tegn. Døde står ikke op af graven. Døde bliver i deres grave og bliver til jord. Det vidste han da bedre end de fleste. Men den gule blomst mindede ham hvert år om evangeliets modsigelse, beretningen om det, som ikke sker, som ikke kan ske. Som et tegn er blomsten naturligvis ikke opstandelsen selv. Men han elskede den simple bondeblomst, netop fordi den var et tegn. For sådan er det med tegn. De behøver ikke have noget direkte at gøre med det, de peger på. Når vi kører hjem ad den lange dødsenskedsommelige Herningvej og endelig ser skilt, der viser os til Skive om ikke så mange kilometer, så er det jo selvfølgelig ikke den dumme metalplade bemalet med bogstaver i fluorescerende farver, vi kan lide. Det er det, den fortæller: At vi snart er hjemme.

Har digterne uret? Er det forkert, hvad Grundtvig digtede? Nej, når videnskabsmanden kommer hjem, og hans kone har sat gule påskeliljer på bordet, så ved han godt, det er sandt. Ligesom man da skal have flydende pælebeton eller Karlsons Klister i årene, hvis man ikke forstår, hvad en buket røde roser siger, når det er den, der står på bordet. Nuvel, sådan er det med påskeliljen. Det er både sandt og vist, at den er et tegn på det, den ikke selv er, men som skete.

Nu skal I få et lille lynkursus i det, der allerinderst i kristendommens kærne. Det begynder, da Maria og Maria Magdalene – og ifølge Markus også Salome – kommer til graven og finder den tom, og siden møder Jesus, der hilserdem smilende med et ”godmorgen”. Den slags kan ikke ske, men det skete alligevel. Og det tvang disciplene – og sidenhen alle kristne lige siden – til at tænke baglæns. Han som Gud altså har oprejst fra de døde – hvad var det egentlig, der var det helt særlige ved ham? 

Svaret, de fandt, var, at han ikke havde beholdt det allermindste for sig selv, men altid delte og gav alt sit væk. Det var det særlige ved ham. I den måske allerældste kristne salme, som Paulus citerer i brevet til Filipperne, står der om Jesus– i min oversættelse: ”Han regnede det ikke for et rov at være Gud lig, men tømte sig selv, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig”. Han var Gud lig, men regnede det ikke som sin personlige ejendom, noget han havde været heldig at kunne beholde helt for sig selv, men tømte sig for det, blev mennesker lig og delte det med alle. Mærkelige ord, men pointen er: Han gør det stik modsatte af alle os andre. Hvad gør vi? Vi regner livet for vores ejendom, et rov, vi har været heldige at score for næsen af alle de ufødte. Hver aften i Aftenshowet eller i bladene eller alle vegne på nettet kan man læse, hvordan vi skal gå 10.000 skridt og spise mærkelige kerner og økologisk bulgur og sove på venstre side og drikke havremælk og kålsmoothies og dyrke motion – hvorfor? Som en mand sagde i tv: Jo, for at leve længere. Mit liv er min ejendom. Jeg skal have mest mulig ud af det og have det længst muligt. Og hvis du ryger for mange cigaretter og ikke når dine 10.000 skridt hver dag – så er det bare værst for dig. Godt jeg ikke er dig så. Det er livet som et rov. Sproget rummer en mærkelig visdom: At tage sit eget liv betyder at begå selvmord. Men det er det, der er synden, hovedsynden, arvesynden: At vi vil have livet for os selv, beholde det, kramme det ind til brystet, også på bekostning af andre, hvis det skal være.

Hele evangeliet er en lang fortælling om, hvordan Jesus fristes til at gøre som vi andre – men at han modstår. Den sidste fristelse, den stærkeste er, da han er truet af døden, den skrækkelige død på et kors. Red dig selv, farer det igennem ham. Men han modstår. Og fordi han ene blandt mennesker er, som Gud vil, at enhver af os skulle være - derfor opstår han, derfor oprejser Gud ham – for han er uden vores synd. Og så, da han er opstået, gør han slet ikke noget nyt, men gør tværtimod akkurat det samme, som han gjorde før opstandelsen: Han giver alt sit væk. Han holder heller ikke sin opstandelse og sin syndfrihed for sig selv som et rov, men deler også det. For hvis synden bekæmpes i os, altså trangen til at holde for sig selv – hvis den bekæmpes, fjernes, så kan døden heller ikke holde på os. 

Nå ja, mystisk og højpandet, måske? Men så er her en lille sand fortælling om, hvad det betyder i praksis. Det var en anden gang i påskeliljernes tid. Også dengang stod påskeliljerne i haven og nikkede drillende til mig, som om de sagde: Nå, gamle tvivler og sortseer, så surt du skæver til verden. Men her står vi – kan du slet ikke se! Vi giver tegn! 

Da ringede telefonen. En kollega spurgte mig, om jeg ville gøre hende en tjeneste og besøge en mand, der havde bedt om at tale med en præst. Hun var selv forhindret, men måske jeg ville hjælpe? Det ville jeg, og så tog jeg afsted til plejehjemmet. Han lå på gæstestue, sådan en nøgen stue med kommunale møbler i lys bøg og en hospitalsseng i metalmidt i det ellers tomme soveværelse. En stor mand var han, skønt langt oppe i 80’erne fyldte han hele sengen, ikke fed, men bare en stor kraftig mand, der havde brugt sin krop hele livet. Jeg satte mig ved sengen uden at ane, hvad der ville komme. Men jeg præsenterede mig og sagde så: Du har sendt bud efter mig. Her er jeg. Han kom ikke straks ud med sit ærinde. Det var flere gange, som om han var lige ved at kramme ud med det, men så tøvede han alligevel. Men efter at have gået forskellige omveje og svinkeærinder, stod tårerne pludselig i øjnene på ham og han fortalte, hvad jeg ikke kan fortælle jer, for det blev fortalt under skriftemålets hemmelighed. Men det var noget, der var sket helt tilbage, da han var en lille dreng. En i den lille landsby havde gjort mod ham, hvad man aldrig må gøre mod et barn. Og lige siden, i over 80 år havde han tiet med det og skammet sig. Han havde endelig nu fortalt sin kone og sine børn om det. Det havde han frygtet, for i sin indkrogethed i sig selv havde han frygtet, at de ville slå hånden af ham og foragte ham. Hvad de naturligvis ikke havde gjort. Men der var mere. Historien havde ligesom forfulgt ham gennem hans arbejdsår. Han kunne ikke sige, hvordan, men han følte det, som om kollegerne vidste det. De drillede ham med at han ikke kunne lade de unge piger være. Det var ikke sandt, det svor han på, men nat og dag havde det plaget ham, år efter år. Og nu skulle han dø, og nu ville have det af sine skuldre. Og da havde hans kone haft påskeliljer med og sat dem i en vase i vinduet, og han kom da – til sin egen overraskelse - til at tænke på Kristus, på kirken, på syndsforladelse.

Da jeg så spurgte, om han ville modtage sine synders forladelse af min hånd, sagde han straks ja, og så læste jeg ordene: ”Så sandt du af hjertet angrer dine synder, så kan jeg nu på Jesu Kristi befaling tilsige dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Jeg absoluterede ham, som det hedder, dvs. forlod ham hans synd, ikke på egen, men på Jesu Kristi myndighed. For den opstandne deler jo nu, akkurat som da han gik på Galilæas landeveje, uegennyttigt sin syndfrihed med os selvoptagede syndere. Og så lyste jeg velsignelsen og så tror jeg nok, jeg sagde, at nu forestod kun hans glædelige opstandelse. For når synden er aflivet ved roden og forladt, så kan ingen død holde på os.

Glædelig Påske

Prædiken til Palmesøndag II, 2024

Mark 14, 3-9

Salmer: 176, 201, 151, 199, 84

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Med palmesøndag går vi ind i påskeugen, og her vendes alt på hovedet fra begyndelsen. Sidste år så vi på tv kong Charles blive salvet og kronet under pomp og pragt i Westminster Abbey. En ærkebiskop i silke og brokade kom olie på Charles hoved bag et hemmeligt forhæng, og siden fik stakkels Charles en 2½ kilo tung guldkrone på hovedet.Himmerigs konge, Jesus Kristus, bliver også salvet – ikke af en ærkebiskop i silkebrokade, men af en den lokale prostituerede under et skandaløst optrin hos farisæeren Simon Den Spedalske. 

Stort set hver eneste aften kan vi se kendte mennesker i studiet i Aftenshowet, hvor de klappes på ryggen af underdanige journalister og får taletid om, hvorfor de er så gode og kendte. Guds Søn, Jesus Kristus bliver midt om natten trukket ned i en kælder og forhørt i en parodi af en retssag, hvor ingen vil høre på ham.

Atter og atter ser vi toppolitikere forlade Christiansborg for at modtage udnævnelse til lukrative topstillinger i erhvervslivet med solide gager og pensionsordninger. Verdens frelser korsfæstes i en grusgrav som en gemen forbryder. Hans gage er en krone er af pigtråd, hans pensionsordning er rustne søm gennem hånd og fod. 

Vi hylder de kongelige og hædrer de kendte. Men den bedste, den kærligste, den mest trohjertede, mest uselviske, den ene gode og rene af hjertet – ham slår man ihjel. En luder er den første i hans menighed, en røver den næste.

Når man for bare 30-40 år siden sagde, at kristendom er de mægtiges måde at undertrykke de fattige på, så overså man den kritik, den omvurdering af alle værdier, som ligger i selve evangeliet, og helt særligt i lidelseshistorien. Jesus var ikke en revolutionshelt – det mente nogle præster tilbage i 70’erne. Han samlede ikke en slavehær for at vælte magthaverne og de rige. ”Mit rige er ikke af denne verden”, sagde han. Det vil sige: Over for Gud gælder der helt andre spilleregler. Her i verden er spillereglerne sådan, men over for Gud gælder de ikke. Milliongager, medaljer af sølv og guld, flotte titler, dyre ting og sager, fede biler og patriciervillaer, store fortjenester for land og samfund – alt det tæller i himmeriget mindre end brugt ispapir, mindre end brugte pizzabakker, mindre end den plastik, min bøf er pakket ind i. Her gælder noget helt andet.

Her i landet belønner vi med rette dem med det tungeste ansvar. Vore ledere, både i det offentlig, i erhvervslivet og sågar i kirken skal træffe svære beslutninger og bære risikoen, hvis det går galt. Derfor får de millionsalærer og fine ridderkors. Det er i sin orden. Når vi andre ser surt til deres høje indtægter, skal vi huske, at det har en pris, og at vi andre er dejlig fri for det åg. Vi kan sidde i baghånd og brokke os – det kan de ikke. Sådan er det hernede mellem jordens fuger, i vort lille lave land. Men evangeliet minder os om, at alt det er helt anderledes i himmerigets høje sale.Der kan departementschefen eller topdirektøren i deres solide villaer nord for København stå lavere end stiknarkomanen, som lever i en papkasse under en motorvejsbro.

Personligt kunne jeg da godt tænke mig, at man kunne justere lidt på tingene hernede. For ikke så længe siden stod en hel folketingsgruppe frem og bekendte, at de da ikke havde noget imod at få en lille medalje, hvis kong Frederik og Ordenskapitlet skulle tildele dem en medalje. Det behøvede slet ikke være et ridderkors. Bare noget sølv med emalje. Et par europaparlamentsmedlemmer stod også frem og signalerede, at hvis de skulle få en lille pæn medalje for lang og betydningsfuld tjeneste for Danmark i EU, så gjorde det bestemt ingenting. De ville ikke protestere. Til det kunne jeg godt have lyst til at sige: Hvorfor er det nu lige, at man ikke kan give en medalje til dem, der tager sig af vore syge og gamle, som passer vore børn eller rydder vejene for os andre? Hvorfor skal advokater og embedsmænd i ministerierne og officerer, pinger og ponger have medaljer pr. automatik? Hvorfor har vi ikke en medalje til mødre og fædre som får børn og opdrager dem godt til at blive ligevægtige, selvstændigt tænkende, pligtopfyldende mennesker? Det kunne staten da godt give en medalje for.

Men det er sådan noget, vi kan justere på hernede ved havets overlade. Her kan vi diskutere, om vi vil vurdere ansvar, trofasthed eller særlige fortjenstfulde handlinger højest. I Jesu rige gå den på helt andre melodier. Det handler den lille og ofte oversete historie fra Markusevangeliet om – den, vi kalder ”salvningen i Betania”. Her dukker dette lille menneske op, som ellers var blevet glemt, en gammel prostitueret, én som hverken har bidraget til samfundsøkonomien eller båret et tungt ansvar i erhvervslivet, ja, som ikke engang har øvet noget fortjenstfuldt og ærværdigt, men tværtimod noget, som ingen regner, ja, som alle foragter. Jesus giver hende ikke en medalje, for den slags havde han ikke, men han sagde dog, at hvor som helst evangeliet prædikes, dér skal vi huske hende. Og dermed sætter han hende– sammen med den ene røver på korset – over alle andre.

Og hvad gør hun så, denne navnløse kvinde? Sagt lidt højtideligt, så bekender hun sin tro – også selvom det er en svag og vaklende og næsten ordløs én. Hun vover at bekende kulør, også selvom hun er dømt til at blive til grin og spot og foragt. Ja, også selvom hun som sagt helt mangler ord for det, hun gør. Jesus må udlægge det, hun gør. Han må hjælpe hende med at sætte ord på det, hun gør.

Prøv lige at se det for jer. Det hele foregår i Simon Den Spedalskes hus. Simon er farisæer. Han tilhører eliten. Jesus er med – måske fordi, som man har gættet på, at han har helbredt Simon. Alle mændene ligger til bords, som man gjorde, med den ene albue støttet på en fast pude, så man kunne række til fadene som var stillet frem på de små borde. Der er kun mænd til stede. For sådan var det dengang: Mænd er nu engang mere betydningsfulde end kvinder. Stemningen er god. Jesus selv nyder selskabet. Selv om han tit var i skænderi med farisæerne, betyder det ikke, at han ikke også kunne have fornøjelse af deres selskab. Men så kommer denne kvinde ind. Det er lidt af en gåde, hvordan hun er sluppet ind. Det er helt sikkert, at kvinderne og tjenestefolkene ude i køkkenet ville have smidt hende på porten. Men hun må have udnyttet et uopmærksomt øjeblik. Pludselig kommer hun målrettet hen imod Jesus. Vi må formode, at alle kender hende, for hendes erhverv er kendt af alle, når hun trækker på gaden og kalder på forbipasserende. Ikke bare er hendes erhverv omgærdet med foragt. I farisæernes strenge syn på renhed og urenhed, er hun uren, og smitter alle, som hun berører. Men af en eller anden grund når ingen at standse hende. I hånden bærer hun en lille flakon, en lille amfora med nardussalve, den dyreste parfume, man kunne få, udvundet af rod og stængel af Nardusplanten ”Nardastachysjatamansi”, som vokser i Indien. Før nogen kan nå at forhindre det, har hun hældt salven ud over hans hoved – slet ikke ulig den måde man i det gamle Israel salvede konger: ved at komme olie på deres hoved. Markus fortæller det ikke, men Lukas fortæller, at hun græder, mens hun gør det. I al fald er de enige om, at hun intet siger, der kan hjælpe til at forstå, hvad hun gør. Måske fordi hun selv mangler ord. Jesus alene har set det og forstået det. Optrinet er skandaløst og uværdigt på alle måder, efter alle målestokke, og alle i salen råber op og overfuser kvinden. 

Men så tager Jesus ordet. Myndigt og bestemt forsvarer han hende og hædrer hende tilmed frem for alle jordes pinger og ponger. Han udlægger hendes handling, for han har straks forstået hendes inderste – om end forvirrede tanker. Det kommer af hendes erhverv. Hun har gennem mange år i den branche lært at skelne skarpt imellem ægte kærlighed – og det, der bare skal ligne. Altså forstillelse og kunstighed. Hun er så at sige ekspert på det område. På afstand har hun måske fulgt Jesus og set hans trohjertethed og ægte uforstilte troskab og medmenneskelighed. Det vil hun gerne sige til ham eller hylde ham for. Hun vil kongehylde det, der virkelig betyder noget – og det er ikke hverken ansvar, ledelse, store handlinger for fædrelandet, det er ikke alt det, vi giver medaljer og høje gager for. Men troskab, trofasthed, blik for andre, selvforglemmende kærlighed - det, som alene anerkendes i himmerigets høje sale. Det er tåget i hendes tanker, for det er blandet med en dyb sorg og smerte: nemlig over, at det ikke kan ende godt med Jesus. Der er for mange fjender. Der er for mange af de store, der hader ham. Der er ikke plads til sådan en som ham i verden. Men hun vil nå at hylde ham. 

Jesus sætter ord på: Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Det er vistnok blevet mode i Japan og USA at holde en begravelsesfest, mens man endnu er i live. Det er sådan noget lignende, der sker her, hvis vi skal tro Jesus – og det skal vi jo da. Kvinden har billedlig talt lige lagt en stor begravelseskrans om halsen på Jesus. Hun har lige lagt en kæmpe bårebuket på bordet foran hans leje, som om det var en kiste. Men Jesus bliver ikke vred. Tværtimod, for han har jo læst hende. Han forstår, at hun vil bekende. 

Hvis hun havde kunnet finde ordene, ville hendes bekendelse lyder sådan her: Jesus, du er den bedste, det kærligste, mest trohjertige menneske. Ingen som dig. Men vi slår dig ihjel. Vi giver medaljer til store mænd og kvinder og hædrer sangere og skuespillere og kendisser, men dig slår vi ihjel. Det er ikke sådan, det skulle være, men vi er ikke, som vi skulle være, heller ikke jeg. Hos os er der en masse forstilt kærlighed, en kun stærkt begrænset troskab, og en masse hykleri og løgn. Det er kvindens mærkelige bekendelse, som på én gang hædrer Jesus og udlevere hende selv som synder. Den bekendelse anerkender Jesus straks og hædrer på sin side kvinden.

At turde bekende sig til Jesus Kristus, sige man er kristen, kort sagt – selvom man end ikke rigtig kan finde de rigtige ord at sætte på det. Selvom man måske ikke kan formulere sig korrekt efter dogmatikken. Ja, selvom man bliver til grin og foragt i det gode selskab. Det er det, der lyttes efter i de himmelske sale. Om man i den – javist både vaklende og svage tro – er tro hernede og altid holder sig til det, som ikke er af denne verden.

Sådan stiller Palmesøndag fra begyndelsen af påskeugen vores verden – og alt i den - i perspektiv. I himmeriget er der en elefantorden til en prostitueret, et storkors i sølv og emalje til en røver. Fordi de turde bekende kulør.

Amen

Prædiken til 2. juledag II 2023

Matt 10, 32-42

Salmer: 115, 117, 123, 125, 129

Julebud under storm og torden

melder og giver fred på jorden,

fred til at stride vor strid med mod,

fred til at vente på enden god,

højt under medbør og dybt i sorgen,

fred for både i går og i morgen

I må bære over med mig i dag, men jeg har sådan en upassende lyst til at sige noget forbudt. Det er nok Jesus’ egenskyld, sådan som han taler i dag. Oven på december måneds juleglimmer og sukkersnak om fred og næstekærlighed og sammenhold på jord, har jeg det ligesom børnene, der sidder under bordet og hvisker ”prut” eller ”røv” eller andre frække ord, mens de voksne sidder og snakker voksensnak. Det store juleræs er forbi, og kirken er sjældent overfyldtdenne anden juledag, så jeg tør godt sige noget, som har været strengt forbudt at sige i mange år herhjemme. 

Det lyder sådan her: Kristendom er bedst. At tro på Jesus Kristus er bedre end islam, jødedom, hinduisme, buddhisme, naturreligion. Det er bedre end demokrati og menneskerettigheder, bedre end velfærdssamfundet, bedre end de bedste værdier. Kort sagt bedst! Nå ja, det lyder måske ikke så vildt, men jeg kan garantere jer, at man bliver savet midt overpå de asociale medier eller i avisen, hvis man sagde sådan. Alle tastaturkrigerne ville lugte kristenblod, når de læste sådan noget: Det kan man da ikke sige! Det går da ikke. Hvordan kan du vide, at Jesus Kristus og kristendom er bedst, vil man sige? Og det ved jeg da heller ikke vide – jeg er jo ikke Gud, men det tror jeg af hele mit hjerte, og jeg ville da være et ynkeligt pjok, hvis ikke jeg kunne stå op for det, jeg tror på. ”Enhver, som ikke bekender mig over for mennesker, vil jeg heller ikke bekende over for min far, som er i himlene, siger Jesus egentlig”. I den danske oversættelse står der ”vedkender sig”, men Jesus siger egentlig direkte oversat ”bekende”, altså som i: at sige trosbekendelsen. 

I virkeligheden er det ganske naturligt og ikke spor mystisk. Forestil jer en mand, der går ud at købe en ny bil. Han køber en fin ny rød Toyota Aygo, men straks han kommer hjem til sin kone, siger han: Nu skal du bare se noget latterligt gammelt ragelse jeg har købt, har du set magen til elendigt køretøj? Den er ikke værd at sætte sig ind i, og jegville meget hellere have en BMW i5! Nej, vel? Sådan siger ingen, der er ved sine fulde fem. Og jeg siger bare min mening. Og den er, at troen på Kristus er bedre end alverdens religioner og filosofier og værdier og styreformer – og det er den, fordi Jesus Kristus er bedre end alt andet.

Lad mig vende tingene på hovedet for jer – altså i forhold til det, man ellers altid hører. F.eks. hører man nu, at det var en ulykke for Grønland, at danskerne kom til Grønland. Hvis inuitterne havde fået lov at leve med deres egen kultur og religion, så ville Grønland have været et lykkeligt samfund. Det lærer børnene og de unge i skolen, og de lærer, at det var en stor skam, at den danske konge skulle absolut sende præsten Hans Egede til Grønland og lære grønlænderne kristendom. Det kunne han ikke være bekendt. Hans Egede tvang grønlænderne til at tro, at Kristus er bedre end deres trommedans og åndemaneri. Og det havde han da ingen ret til. Sådan er historien blevet. Men lad mig nu vende det på hovedet. Hvad nu, hvis grønlænderne, altså dem på Hans Egedes egen tid, faktisk opfattede, at Kristus er bedre end den gamle tro? Hvad var Grønland? Det var et klansamfund, hvor klanens ældste bestemte benhårdt, hvor den enkelte er ingenting, men klanen alting. Hvor man fører krig imod nabostammen om bopladser og fangstpladser, hvor kvinder ikke behandles på lige fod med mænd. Grønlænderne blev aldeles ikke tvangskristnet. De så bare, at troen på Kristusbetød frihed fra klanen, frihed fra kønsdiskrimination, frihed i det hele taget.

Lad mig vende et andet eksempel på hovedet. England var et imperium for bare 100 år siden. En fjerdedel af jordkloden hørte til det engelske imperium. I skolen har vi lært, at det var forfærdeligt: At englænderne ikke bare erobrede land og udnyttede de erobrede landes resurser. De lod også kristne missionærer omvende de indfødte – og det var jo lige så slemt som det, vi danskere gjorde på Grønland, for de indfødte havde jo deres tro, og hvis de bare havde fået lov til at beholde den, så var de vel salige i den tro? Sådan har man sagt, lige siden jeg selv var en skoledreng, men lad mig nu vende også det på hovedet: Nej, det er samme historie i Afrika og Indien som i Grønland. Man blev kristne – ikke fordi man blev tvunget, men fordi man opdagede at troen på Kristus var bedre. Det er jo dog stadig sådan, at man kan tvinge et menneske til meget, men ikke til at tro med hjertet. Den slags sker kun i frihed og frivillighed. Hvad nu, hvis de indfødte rent faktisk var taknemmelige for den nye tro? Ikke mindst kvinderne og slaverne og de kasteløse, tiggerne, slaverne, fangerne, børnene?

Kort sagt. Vi har vænnet os til at rynke på næsen af den europæiske mission til Sydamerika, til Afrika, til Nordamerika, til Asien. Og vist var der også griskhed og guldtørst indblandet. Men helt grundlæggende mente man, at man kom med noget, der var bedre. Og fordi man troede på det og turde sige det højt, kunne andre også høre det og tro. 

Vi har herhjemme lært at lege Gud. Vi siger: Jamen, vi kan jo ikke vide, om kristendom er bedst. For muslimer er islam sikkert bedst og for hinduen er hinduismen bedst. ”Enhver må være salig i sin tro”. Sådan sagde Frederik den Store, konge af Preussen, men undskyld, hvor vidste han egentlig det fra? Lyt engang: Enhver er salig i sin tro. Hamas-krigeren, der halshugger og myrder, er altså salig i sin brændende tro på, at der venter ham 72 storbarmede jomfruer i himlen? Siden hvornår har mennesker fået lov at sidde på Guds plads, så de kan bedømme, hvem der er salige? Hvad Frederik den Store sagde, lyder klogt og tolerant og vist. Men hvis han var rejst til Grønland ligesom Hans Egede, eller var rejst til Afrika, så er det ikke sikkert, at alle kvinderne, alle slaverne, alle krigsfangerne, alle børnearbejderne, alledem, der stod lavest i klanen – at de var enige med ham. Jeg tror, de havde sagt til Frederik: Hvorfor fortalte du os ikke om Kristus? Din arrogante skiderik. Var vi ikke fine nok til at høre om din tro? Mener du, at vi var lykkelige med vores åndemanere og klaner og blodfejder? Hvor ville alt have været anderledes hos os, hvis vi kunne være blevet døbt.Tænk, at Jesus regnede kvinder og børn og slaver for sine ligemænd! Tænk, at han sagde klanlederne og ypperstepræsterne midt imod. 

I Vesten og i Danmark har vi alt for længe skammet os over os selv og vores egen fortid. Vi har leget Gud, ligesom Frederik den Store og påstået, at troen er ligegyldig. Vi har skammet os ved at bekende Kristus, ved at vedkende os ham. Jeg tror, vore egne forfædre i vikingetiden ville sige det samme, som de sagde i Afrika, i Sydamerika, i Asien. Måske ikke lige klanlederne og høvdingene og åndemanerne. Men kvinderne og børnene og trællene og krigsfangerne og de fattige småbønder og fiskere. De blev ikke tvunget til at tro. De kom selv og sagde: Hør, fortæl os lige om ham Hvide Krist igen: regnede han virkelig kvinder med til sin kirke? Talte han virkelig med tiggere, fremmede og udstødte – som om de var mennesker? Sagde han virkelig det dér med, at han var kommet for at kalde de fangne ud af fængslet? Er det rigtigt, at han tog små spædbørn til sig – sådan nogen, som ikke regnes for rigtige mennesker endnu – at han tog dem på armen og sagde, at Guds rige hører sådanne til? Sagde han virkelig til ham der Pontius Pilatus, at han ikke havde nogen magt over ham, hvis ikke den var givet ham fra endnu højere oppe, fra Gud selv?

Jesus taler skarpt og provokerende i dag, men pointen er: Ved at skamme sig over ham, ved ikke åbent at turde vedkende sig ham, ved ikke at turde stå ved sin tro – svigter vi på det grusomste vores medmennesker, vores Næste. Det gælder i den store skala i verdenshistorien og det gælder i den lille skala i de kredse, vi bevæger os i mellemmennesker. Hvis I kendte et fuldstændig vidunderligt middel imod kræft, ville I så putte med det og sige: ”Nej, der er så mange andre lægemidler, lad andre bruge deres medicin. Enhver bliver nok helbredt ved sit lægemiddel”? Nej, hvis I havde lægemidlet, og troede fuldt og fast på dets virkning, så ville I da ikke tøve med at give det videre. Ja, I ville føle jer skyldige, hvis I ikke gjorde.

Intet andet sted i evangeliet taler Jesus så lidenskabeligt og brændende som her. Når han vil elskes mere end far og mor, søster og bror, er det det stærkest mulige udtryk for hans kærlighed til os, til hans Næste. Hos ham er alting lidenskab. Her er intet lunkent eller halvt. Det skal vi turde bekende – ja, det er os, han elsker. Det er os, der er så meget alvor for ham. Helt uden vores fortjeneste, helt uden at skæve til stilling, karriere, status, race, køn eller hvilke grupperinger vi ellers deler os.

Det skal vi da turde sige højt. Af to grunde.

For det første er det en enorm åndelig styrke, som vi har savnet herhjemme i alt for lang tid. I det store billede overfor Kina, overfor Rusland, overfor de muslimske regimer i Mellemøsten har Vesten være på selvmordskurs i alt for mange år. Vi kan kun sige ”undskyld”, ”demokrati”, ”menneskerettigheder” og ”penge”. Det er alt for svagt og ingen gider høre på det. Og i det lille billede: Jeg har ærlig talt mere respekt for et menneske, der tør vedkende sig sin tro, end en, der påstår han eller hun ikke ”er religiøs”.

For det andet er det en hjælp til andre. Når Jesus er så skarp og siger, at han ikke vil kendes ved os over for Gud, hvis vi ikke vil kendes ved ham, så betyder det jo: Det, vi ikke turde vedstå, det vi ikke turde sige højt – det hørte andre jo så heller ikke. Og hvem ved – hvis vi havde turdet sige bare så meget, som at vi er kristne, eller indrømmet højt, at vi beder fadervor eller sågar, at vi tror på Jesus Kristus – måske havde det åbnet en dør for nogen, som vi slet ikke regnede med? Måske ville det være den anledning, som gav dem mulighed for at spørge: Tror du på Jesus Kristus? Kan jeg det? Kan jeg bede Fadervor? Hvordan gør man?

Glædelig Jul

Amen

Prædiken til Juledag II, 2023

Joh 1, 1-14

Salmer: 100, 118, 119, 122, 99

Men ned han lagde sin guddomsmagt,

en tjener vorder han.

han os til tjene, det er hans akt

at blive vor frelsermand

Hvis vi skal tro på butikkerne og det, de siger i TV, så er julen nu slut. Den sluttede i går med en eksplosion af brun sovs, gran og klisterpapir. Og nu skal vi til at tænke på, hvad vi skal lave til nytår. Nå, løgn er det. Det er først nu, det er jul. Og julemorgen skal vi ikke misbruge med løs snak. Det er tid til at tænke efter. Evangelisten Johannes indbyder os i den grad til at tænke lidt efter. Han begynder sit evangelium med julen, men helt uden at nævne hverken stjerner ellerhyrder eller krybber eller gumlende køer. Ikke engang Maria bliver nævnt. Kun den mærkelige højtidelige tale om ordet, som var Gud og som blev kød og tog bolig iblandt os. Faktisk er hele juleevangeliet kogt ned til én eneste sætning: ”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Og for nu at undgå enhver misforståelse: Det er Jesus, der er ordet - ordet, der bliver kød. Det er ham, livet er i – det, som er menneskenes lys. Det er i ham, vi så den herlighed, som ikke var hans egen, men som kom fra Gud selv. 

Lad os nu gruble lidt. Det kan vi godt tillade os sådan en fin og stille julemorgen. Lad os bare tænke ligefremt og undre os, som små børn er gode til. Som lidt større dreng havde jeg det svært med den her tale om ordet. Jeg havde jo hørt far læse Johannesevangeliets ord op ovre i kirken. Og nogle år havde han også læst dem om aftenen ved juletræet, før vi sang. Jeg kendte dem godt. De lød så højtidelige og alvorlige og smukke, men alt det med ordet kunne jeg ikke rigtig forstå. Jeg tænkte: Hvis Gud ville hjælpe os mennesker, hvis han ville have fred på jord og frelse menneskene – hvorfor gjorde han så ikke noget mere effektivt end bare ved at sende sit ord? Jeg havde jo lært, at ord ikke altid passer. Voksne siger så mange ting, som de slet ikke mener. Og dengang vi begyndte at gå til svømning i skolen, ovre i Gjern Svømmebad, så sagde mange af os, at vi da i hvert fald kunne svømme og havde kunnet det i mange år, selvom det slet ikke passede. Nogle af kammeraterne var begyndt at sige ting, når der var piger til stede, som jeg slet ikke kunne genkende. Ord – det er da så underlig lidt at sende til verden, syntes jeg. Det var da lidt ligesom, hvis Superman ville redde New York fra den onde skurk – og så sendte et lille julekort: ”Hej med jer, jeg har det godt. Håber, I også har det godt. Kærlig hilsen Supermand”. Hvis Gud var Gud, så kunne han vel ordne problemet på en formiddag ved at knipse med fingrene – også var den prut slået, som min farmor sagde. Hvad fedt var der ved, at ordet blev kød? Hvad ville Gud – hvad var hans plan? Sådan tænkte jeg, tror jeg nok. Og det var nok lidt firkantet og barnlig tænkt, men det er slet ikke så dårligt at begynde her, hvis man vil forstå, hvad det er, Johannes vil sige.

Hvis jeg kunne spole tiden tilbage og give mig selv svar, så ville jeg nok have irriteret mig selv ved at sige, at der er tre ting, men skal have fat i. Det kan godt være, at hvis jeg dengang havde hørt mig selv svare, ville have himlet med øjnene, men jeg skal nok svare, så det er til at forstå. Det bliver ikke bare tom voksensnak.

For det første: Der er ingen tvivl. Gud har den vildeste plan for os. Han skabte os i sit billede, så vi ligner os. Det har vi hørt i skabelsesberetningen. Den kunst vil han genoptage. Han vil rense og forvandle os, så vi ikke længere er dehåbløst frådende egoister og hensynsløst selvoptagede syndere, vi er. Han er – sagt med et gammelt billede – ligesom en konge, der finder sin egen mønt i rendestenen. Han tager den op og ser sit eget portræt dér på mønten, men ridset og skrammet og næsten ukendeligt. Og han beslutter så at støbe den om igen. Gud vil genindsætte os i Paradisets Have. I Biblens sidste skrift er Paradisets Have faktisk blevet en bypark i det himmelske Jerusalem. Jo, det er det første: Tag ikke fejl. Det er Guds plan og ønske at frelse alle mennesker.

Men – for det andet – Gud gør ligesom vores kendte filminstruktører gjorde i halvfemserne, dengang de begyndte at lave ”dogmefilm”: De lavede nogle benspænd for sig selv. ”Dogmebrødrene” kaldte de sig, og hvis man var medlem af kredsen, skulle man lave film på en ganske bestemt måde. F.eks. skulle kameraet være håndholdt. Dogmebrødrenekunne have ladet være, men de pålagde sig selv en hel række handicaps i deres kunstneriske arbejde. Sådan også med Gud. Han har også pålagt sig selv et handicap, han har også lavet et benspænd for sig selv. Ikke af kunstneriske hensyn. Det ville være noget pjat, hvis han som Gud kunne ordne det hele på et splitsekund. Nej, han havde en rigtig god grund til det.

Gud har nemlig den fikse ide, at han vil tros frivilligt. Alt skal ske ad frivillighedens vej. Vi kan lade Allah om at forvandle verden til en stor grå kaserne, hvor det hele handler om ydre lydighed. Gud har større planer end som så. Han vil forvandle, men det skal ske frivilligt fra menneskenes side. Den Almægtige er med andre ord parat til at vente på, at det lille menneske frivilligt gør det, han vil. Den Almægtige kunne tvinge, men han finder sig i at vente tålmodigt på, at hvert enkelt lille menneske omsider vender om fra sin vildfarelse og frit, og af hjertet vender sig til Gud.

Til det formål har han valgt det bedste og stærkeste middel, der findes i verden. Nemlig ord. Ja, ord kan være tomme og dum voksensnak. De kan være fulde alt mulig snyd og bedrag. Men ord er nu engang kongevejen til et menneskes hjerte. Ord kan løfte et menneske ind i himlen, og ord kan være mord uden m, som en vittig sjæl har sagt. At ord bliver misbrugt – det ved enhver. Men her kan vi godt tage ved lære af Putin og Xi Jinpeng og Kim Jong Un, og alle de andre diktatorer. Hvem er de første, som ryger i fængsel? Det er dem, der taler og skriver. Det er altid de politiske modstandere, som har ordet i deres magt. Det er forfatterne, det er dem, der skriver ord på papir, så andre kan læse det. Det er dem, der fylder lejrene op i Rusland i øjeblikket, for de fleste almindelige kriminelle mordere og røvere er sendt til fronten i Ukraine. Men Putin skal ikke have noget af at lade dem med ordene slippe ud blandt andre mennesker. Alle tiders diktatorer, despoter, konger og kejsere har altid frygtet ordet. Jeg plejer for sjov at spørge minkonfirmanderne, hvad der er verdens farligst våben. Når de har opbrugt alt, hvad de ved om sværd og kampvogne og missiler og køller og atombomber, så siger jeg, at det er ord. Det tror de ikke på, men det er ganske vist.

Gud vil tale til mennesker. Men ikke kun det. Han går endnu et skridt videre, og nu bliver det helt vildt - og det er det tredje: Han ikke bare taler, men ”lader sit ord blive kød”. Hvis det skal være fint, siger vi, at han inkarnerer sig. Inkarnation betyder ”ind i kødet”, ”kødvordelse”, ”blive kød”. Guds ord – altså det, han vil sige, lader han fremstå i kød og blod. 

Det behøver ikke være så underligt, som det lyder. Vi kender godt til, at ord bliver kød. Hvis jeg nu siger ordet ”mor”, så ser I med garanti ikke bogstaverne m-o-r. Hvis I påstod, at I ikke så jeres egen mor, vil jeg sige, I er fulde af løgn. I ved, hvad en mor er, fordi jeres egen mor inkarnerede det for jer. Ordet mor blev kød og tog bolig iblandt jer som jeres ene virkelige mor. I kan selv fortsætte. Utallige ord viser sig at inkarnere sig for os i bestemte mennesker og steder. Tænk bare: stalden i Betlehem ligner for mig naboens lade derhjemme. Og brylluppet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin i nogle store stenkar – det ligner skyllerummet ovre på naboens gård, hvor hans kone Anna vaskede mælkejungerne i dampende varmt vand. Tag ordet kærlighed. Det er et stærkt misbrugt ord, ikke mindst i kirken. Det ord kender I i virkeligheden heller ikke som et ord med nogle bestemte bogstaver. I kender det ikke som et tørt begreb. Men hvad kærlighed er - det har sandsynligvis inkarneret sig for jer i kærester, ægtefæller, børn og forældre. Ja, det er i virkeligheden den eneste måde, vi overhovedet kender kærlighed og troskab og venskab og indlevelse og godhed – nemlig når et virkeligt menneske er kærlig, tro, en ven, har indlevelse og viser godhed. Og omvendt for den sags skyld – for også dumhed og idioti og ondskab og hensynsløshed kender vi kun konkret, når den inkarnerer sig i andre mennesker. Her har Johannes fat i noget: Jesus talte ikke bare om kærlighed og troskab – han var det selv

Det betyder: Alt hvad Gud vil have sagt til mennesker, så de ad frivillighedens vej kan følge ham og lade sig forvandle– det skal vi ikke lede efter i begrebernes verden, ikke i lærde teologiske værker, men i manden Jesus Kristus, og alt det, de fortalte om ham. Det er sådan, Jesus er Guds ord. Ikke kun i det, han siger, men også i det, han gør og det, der sker med ham. Det er i alt det, Jesus inkarnerer Gud og er hans ord. Vi skal ikke spilde tiden med at gøre os alle mulige menneskelige forestillinger om Gud. Vi skal ikke give ham alle mulige fortænkte skikkelser, for Gud har allerede selv tage skikkelse i Jesus Kristus. Det er det, der står i den gamle salme, at ”hele guddomsfylden har taget skikkelse i ham”.

Sådan er Gud. Han vil virkelig forvandle mennesker, nyskabe os, gøre alting godt. Men han vil ikke gøre det hen over hovedet på os. Han vil ikke have kadaverdisciplin, men hjertets tro og overbevisning. Det er sådan man vinder mennesker: Ved at tale til deres hjerte. Det er den Almægtige så mærkeligt parat til at vente på – og også risikere, at et menneske – uforståeligt - vender sig bort og ikke vil. Det skal ske ved ordet og ved den Ånd, som griber ordet og gør det til handling – men det er en anden snak, som vi må tage til pinse.

Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Det er juleevangeliet.

Glædelig jul

Amen

Prædiken til Juleaften 2023

Salmer: 94, 104, 114, 136

Det er ikke fordi jeg vil stå og tvære i det, det er jo en sag mellem jer og fængselsvæsnet, men jeg har bemærket, atmange af jer bærer fodlænke. Der er ingen grund til at kigge ned. Moderne fodlænker sidder jo ikke på benet. De sidderpå armen. Jeg taler om de store og diskrete og fikse og praktiske og sorte smartwatches og puls- og løbeure, der sidder på jeres arme, og som snartsagt alle danskere løber rundt med nu. Det er virkelig imponerende, hvad sådan en fodlænke kan. Tænk, mens man sidder her til gudstjeneste, kan man lige få sit daglige stik af dårlig samvittighed ved at tjekke, om man nu har gået sine 10.000 skridt i dag. Og hvis man ikke har, kan fodlænken hurtigt lave et estimat over, hvor mange gange man nu kan forvente at skulle rundt om træet i aften for at indhente det forsømte. Ja, den kan ligefrem tegne den rigtige rute rundt om træet, ligesom den kan advare jer om, at I nu har siddet stille i mere end fem minutter. Og hvis det ikke er nok til at gøre jer stressede og modløse og dødtrætte, så kan den også afsløre, at hvilepulsen er bekymrende lav og blodtrykket og kalorietallet bekymrende højt. Og hvad med en aftenrapport over dagens vejrtrækning og vandindtag? Eller en træningsplan for i morgen juledag: Op klokken 6:30, løbe, restituere, løbe interval, kaste julemiddagen fra i går op og løbe igen. Eller, hvis det ikke er nok, så kan man da også lige få et par arbejdsmails der på armen, så man kan få pulsen lidt op igen. Ja, tænk engang, hvor praktisk: Hvis man nu sidder og får sig en lille lur under præstens søvndyssende prædiken, så kan fodlænken fortælle, om det var den dybe søvn eller REM-søvnen eller bare en let søvn. 

Jeg ved godt, at mange af jer har ønsket jer sådan en fodlænke til jul, men for mig er den slags netop en lænke. Med den på armen er vi for alvor bastet og bundet og lænket - til os selv. Den sidder dér på armen, sort og krævende og lader os ikke et øjeblik glemme os selv. Om nogle år har de sikker udviklet en ny udgave, som kan tjekke ens hormonniveau, så man kan se, om man har for lavt oxcytocin-niveau i hjernen, så man ikke er lykkelig hele tiden. Til jer, der har købt sådan en dims, vil jeg sige: Skynd jer ind at få den byttet, køb et godt gammeldags ur med visere, ædelt og smukt håndværk, som kun viser tidens gang, men i øvrigt holder jer fri for jer selv. ”Kend dig selv”, stod der indhugget over døren til Apollontemplet i Delfi i det gamle Grækenland. Og det har vi kørt efter lige siden. Men I er nu gået ind gennem en anden dør, kirkens dør, og her står der over døren – helt modsat: ”Glem dig selv”. Her skal I høre en anden tale, en tale, som i den grad rimer med hjertets slag og inderste ønske: åh, lad mig dog få lov at glemme og se bort fra mig selv. 

Der er konfirmation – ikke Store Bededag, for der skal vi arbejde, siger regeringen - men lørdagen efter. Og far rejser sig og holder tale for junior: ”Kære Oliver, nu er du trådt ind i de voksnes rækker. Nu skal du vælge din vej. Og du skal vide, at far og mor vil støtte dig lige meget, hvad du måtte vælge. Det vigtigste er, at du mærker efter i dig selv og føler, hvad der er den rigtige vej for dig”. Og alle skåler og siger hurra, og ingen er i tvivl om, at far og mor mener det af hjertet, men hvis stakkels Oliver kunne udtrykke sine forvirrede følelser, ville han sige: Åh nej, far og mor. Ikke mere af det. Vis mig i stedet det, der får mig til at glemme mig selv, vis mig noget at gå helt op i, så tid og sted og mig selv bliver ligegyldigt – for jeg ved ikke, hvad jeg selv vil.

Har I glemt, hvordan I som små stod dér og måbede over jeres første juletræ. Alt var væk for jer: Tid og sted og far og mor og jer selv. For alting var overstrålet af en herlighed, som fik jer til at stå med åben mund af betagelse. Har I glemt,hvor saligt det er at glemme sig selv over flammerne i bålet eller havets bølger, der ruller ind over stranden. Hyrderne stod dér i stalden og måbede og glemte sig selv på samme måde – og det er lidt op ad den vej, vi skal denne jul. For vi trænger sådan til at få lov til netop det: At se bort fra os selv.

Hvis vi går langt nok tilbage, begyndte det at gå skævt i renæssancen og under Den Franske Revolution, men det fik for alvor fart for omkring 200 år siden i den lille tyske by Jena, hvor en række unge genier, Schelling, Hölderlin, Novalis og Fichte og hvad de hed. De talte om ”det grænseløse jeg”, det romantiske jeg, som er den prisme, som hele verden bliver til i, og som er forbundet til hele verden. De første til at fange den ide, var kunstnerne, som begyndte at gå med bredskyggede hatte og tro, de med deres betydningsfulde egoer var en slags guder, der steg ned med deres store kunst til os andre. Siden kom rockmusikerne til med deres solbriller og lige så store egoer, og nu er ”det grænseløse jeg”blevet allemandseje, den amokløbende individualisme. Det, som alting i hele universet drejer sig om – det er: Mig. Føl efter i hjerte og nyrer: Er jeg lykkelig? Er jeg sund? Lever jeg op til mine egne forventninger? Lever jeg op til alle de forventninger, som jeg tror, jeg skal leve op til? Er jeg hver dag den bedste udgave af mig selv?

Da stakkels Oliver var yngre blev han bombarderet med fars og mors spørgsmål: Vil du sidde med din ipad eller vil du hellere spise aftensmad? Hvor skal vi hen på ferie i år? Skal vi besøge moster Sofie eller hellere tage ud at bade? Vil du sove eller hellere sidde oppe og se fjernsyn til klokken 12?

Vi bliver tossede og stressede og trætte til døden af den slags. Google offentliggør hvert år, hvilke ting og begreber, der blevet søgt mest på i år, og i 2023 var søgninger på ordet ”træthed” steget markant. Alle i hele verden går rundt og er så mærkeligt trætte. Ikke fysisk træthed, men åndelig. Det er der sikkert mange sammensatte grunde til, men hovedårsagen er, at vi er dødtrætte af at være i selskab med os selv. Og alle steder får vi hele tiden at vide, at vi skal lære at elske os selv og søge ind i os selv og kontrollere os selv og optimere os selv og acceptere os selv og tilgive os selv. Det er fodlænken om igen. 

Alt i kristendommen peger helt anderledes bort fra én selv. Udad, ikke indad er bevægelsen. ”I lever da ikke for jer selv”, siger Jesus. ”I lever for Gud. I er ikke verdens centrum. Det er Gud”. Det er faktisk forudsætningen for alt, hvad Jesus sagde. Jesus beskrev Gud som en hyrde, der går ud i ødemarken for at finde den gamle stride ildelugtende vædder, som er faret vild. På Jesu tid var hyrden med sit liv og formue forpligtet på ethvert af landsbyens dyr – det er pointen i historien. Og da han finder vædderen, fanget som den er i et tæt tjørnekrat, med horn og pels filtret ind i destride grene, forvirret, aggressiv, stresset og dødtræt af at forsøge at gøre sig fri ved egen kraft – så befrir han den, lægger den på sine mægtige skuldre og bærer den glad tilbage til folden. Som sådan en gammel vædder, fanget og lænket og fortabt i os selv, er vi. Men Gud har forpligtet sig selv på os, og hans godhed er, at han har fundet os og igen sætter os tilbage hos ham, altså for Gud. Og at være for Gud, det er at være sat over for en myndighed uden for os selv,der giver os en opgave, som vi ikke har valgt, og som siger: Du skal se bort fra dig selv og du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv.

I Bjergprædikenen, Jesu første store tale, viser han os hele tiden bort fra os selv - vores evigt kværnende jeg. Han siger f.eks.: Når du giver almisse, altså når du vil give til andre, så må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør”. Luther sagde, at vi mennesker skal være som et rør, en rørledning mellem Gud og Næsten. Det gode fra Gud – det skal vi give videre. Det er pligten, opgaven. Det er virkelig en kæmpebefrielse: Alt det, vi tror, vi skal - det skal vi overhovedet ikke.

Så kan man sige: Jamen, præst, alt det kan vi jo ikke vide? Til det svarer jeg: Kan I måske vide, om I virkelig får 3½ måned mere at leve i, fordi I sveder og tvangsgår 10.000 skridt med nagende samvittighed hver dag? Nej, i morgen har I måske fået en tagsten i hovedet. Fodlænken bilder jer noget ind og holder jer fanget i en falsk tro på tal og procenter. Men I skal se op fra den, og I skal se bort fra jer selv.

Jeg sad en morgen i Dølby kirke. Det var forår og forårssolen vældede ind ad vinduet. Så stærkt var lyset, at glødetråden i de gammeldags elpærer i væglamperne kastede skygge på den kalkede væg. Sådan skal vi se os selv og alt vores overstrålet og sat ind i en meget større sammenhæng med juleevangeliet, så vi får lov at glemme os selv, får lov at se bort fra os selv og alt det, vi gør forkert. 

Lad mig slutte med et billede, som jeg har tyvhugget fra en russisk ortodoks præst i Helsinki, som igen havde hugget det fra en kirkefader fra det 4. århundrede: Forestil jer, at I stiller jer op i en stor kreds med hinanden i hænderne – og med Gud i midten. Når I vil nærmere ind mod centrum, mod Gud, kommer I samtidig med nødvendighed nærmere – ikke på jer selv - men på de andre i kredsen. Jo nærmere Gud, jo nærmere Næsten, jo nærmere Næsten jo nærmere Gud. 

Vi mennesker har brug for mærkelige uforståelige ting, der kan rive os løs fra os selv. Det er Jesus Kristus og alt, hvad han sagde og gjorde. En enorm bautasten af bekymring for jer selv – den er i dag taget af jeres skuldre. Lad den ikke mere gøre jer så trætte og udasede. I er ikke alene med jer selv. I står overfor Gud og side om side med de andre. 

Glædelig jul

Amen

Prædiken til 3. s. i advent II, 2023

Luk 1,67-80

Salmer: 733, 87, 126, 487, 93

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Præsten har et kald, siger man. Hans eller hendes arbejde er et kald. Sådan udtrykker man det stadig på dansk, når det skal være lidt højtideligt. I vores fromme tider forstår præsterne det med kaldet forskelligt. Stadig flere yngre præster fortæller, at de på et tidspunkt pludselig dybt i hjertet har følt Guds kald til dem om at være præster. Kaldet er altså en slags indre stemme, de har hørt og må følge. Andre – som nu jeg selv – har det nok lidt anderledes, lidt mere jordnært. Jeg blev præst, fordi telefonen ringede. Det var ikke en følelse dybt i hjertet. Jeg tog bare telefonen, en gammeldags fastnettelefon, som hang på vores væg i vores lejlighed på Ingerslevsgade på Vesterbro. Og så sagde jeg ”hallo”. Det var ikke Gud, der ringede, men formanden for sognene her. De havde holdt møde med et punkt på dagsordenen, nemlig hvem skal være den nye præst. Og nu havde de bestemt sig for mig – også selvom biskoppen havde advaret dem imod mig. Det var det, formanden ville sige: Vi er nogle mennesker her, der gerne vil have dig som vores præst. Sådan var det. Jeg hørte ikke Guds stemme, men jeg hørte en menneskestemme i røret, som kaldte på mig. Og sådan forstår jeg det med kaldet: Nogle mennesker ude i den virkelige verden har brug for en, der vil være deres præst, og så kalder de på en. Bagefter fortalte formanden, Jens hedder han i øvrigt, at jeg slet ikke havde lydt glad. Og det måtte jeg jo indrømme, for jeg var nok mest forskrækket over, at jeg nu pludselig skulle til at være præst. Jeg havde læst på universitetet og selv søgt stilling, men nu blev det ligesom konkret og meget virkeligt. Jo, Gud havde kaldt på mig. Ikke direkte, men gennem Jens og Anne Lis og Laust og Lene og Niels Jørgen og Volmer og Else Marie og alle de andre.

Sådan er det med kaldet. Jeg er sikker på, der er mennesker, der hører Gud tale til dem og dybt i hjertet mærker, han vil dem et eller andet. Sådan er det ikke med mig. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men mig kalder han på gennem andre mennesker, når de ringer og kalder. Kaldet var altså ikke kun noget, som skete den ene gang for 30 år siden. Det sker, hver gang telefonen ringer, og nogen har brug for mig til begravelse, til bryllup, til barnedåb, til besøg eller en snak under fire øjne. Kaldet er, at nogen kalder på en.

Her har jeg jo nok gået i lære hos Martin Luther. Han sloges i sin munkecelle med både Gud og Fanden, men han advarede imod at dyrke det dér med stemmerne i hjertet alt for meget. Det var bedst at holde sig til, at Gud kalder på os gennem andre mennesker. Bare fordi man ikke hørte guddommelige stemmer i sit indre, skulle man ikke tro, at man derfor var for ringe. Man behøver faktisk ikke føle noget i lever og hjerte, sagde Luther. Men hvis nogen kom og ville have en som deres præst, så kunne man rolig regne med, at det var Gud selv, der kaldte på en. Gud har det bare med at tage masker på, sagde Luther. Gud har det med at forklæde sig som Lisbeth og Peter og Rasmus og Pia. Zakarias’ søn, den berømte Johannes Døber, som døbte Jesus, var præst eller profet. Og det var hans far Zakarias, der kaldte på ham, men Gud gennem Zakarias.

Luther tænkte så dejlig konkret. Det er jo heller ikke kun præster, Gud sådan kalder på. Som om Gud kun henvender sig til præster. Nej, dagligt kalder han på alle dèr, hvor de er. Når hanen galer om morgenen, så kalder den på malkepigen og kokkepigen og røgterdrengen og bonden selv. Op af fjerene, arbejdet venter. Og når køerne brølede og grisene hylede og hønsene kaglede i hønsegården, så var det Gud selv, der gennem dem kaldte, for der, hvor vi er, kaldes der på os. Det gælder på den måde også jer, der er mødt op her til morgen. I behøver ikke føle særlige rørelser i jeres indre. Der kaldes også på jer – helt uden magi og tordenstemmer fra himlen. Der er nok nogen, som vil jer noget, om det nu er børnene eller børnebørnene eller kollegerne på arbejdet. Eller chefen. Eller bare hunden, der vil luftes eller katten, der vil lukkes ud eller fuglene, der sidder på foderbrættet og anklagende kigger efter solsikkefrøene. Der kaldes på os alle. Og så gælder det om at være tro. Ikke nødvendigvis at have en tro, men at være tro, når kaldet lyder.

Vi har nok generelt alt for højtidelige tanker om Guds måde at få sin vilje igennem. Gud er overhovedet ikke smålig. For mit eget vedkommende skal jeg ikke gøre mig bedre, end at jeg nogle gange bander, når telefonen ringer med endnu en begravelse lige her op til jul. Den slags overhører man i de himmelske haller. Der er nogen, der kalder – og så må man være tro mod det kald, også selvom man bander ved det. Jesus fortalte selv den herlige lignelse om den dovne arrogante dommer, der ikke gad føre en lille enkes sag. Men hun var stædig og ventede hver dag ved dommerens dør, så han så hende, hver gang, han gik ud og ind ad døren. Til sidst kunne dommeren ikke gøre andet – om ikke for andet, så for skams skyld, end at tage imod konen og hjælpe hende. Sådan er det overalt ”i kald og stand”, som man sagde i gamle dage. Dér hvor man står lige nu, må man være tro, når der kaldes. Skoleeleven, kontorassistenten, rengøringsassistenten, sosu’en, sygeplejersken, pensionisten, tømreren, advokaten, dronningen og præsten. Ja, selv den arbejdsløse, den syge, den handicappede – også de har et kald. Dér hvor de er, skal de være tro, når der kaldes på dem.

Jovist, præsten har en særlig opgave. Når der kaldes, så skal han eller hun, som Zakarias siger ”lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse”. Bageren skal bage brød, købmanden sætte varer på hylden, it-konsulenten sætte sig ved sin computer – og præsten, han eller hun skal tale om frelsen i syndernes forladelse. Og heller ikke det er videre indviklet, hvis man holder fast i kaldet som noget konkret og jordnært, noget, man skal være tro overfor. I virkeligheden er selve kaldet et evangelium: Der er et kald til alle.

Og som sagt, så mener jeg, at der kaldes på os alle, dagligt og i de mindste ting. På den måde er der ingen, der kan sige, der ikke er brug for dem, eller at ingen elsker dem. Dér hvor de er, skal de være tro mod det kald, der kommer til dem – om det nu bare er katten, der skal lukkes ud, eller naboen, der skal have hjælp til at åbne et glas rødbeder. Gud kalder hele tiden på os – ofte gennem helt uanseelige væsner, nemme at overse. Ofte gennem påtrængende irriterende personer, som vi slet ikke kan lide. Det gør ingen forskel – vi skal findes tro mod kaldet. Vi skal ikke nødvendigvis gøre, som de siger. Ja, måske skal vi modsige dem, eller hjælpe dem på en anden måde, end de forestiller sig. Det er vores ansvar at finde ud af det, når øjeblikket kommer.

Kloge hoveder siger igen og igen, at danskerne ikke ved, hvad synd og skyld er. I den seneste bibeloversættelse, som hedder ”Bibelen 2020” har man af samme grund helt afskaffet ordet synd. Men det er noget sludder. Synd består i reglen i, at vi lukker øjne og øren, når der kaldes på os. At vi overbeviser os selv om, at vi har vigtigere ting for, at vi ikke har tid eller at det er andres pligt. For at tage Jesu lille historie igen. Det var ikke bare en lille irriterende og påtrængende enke, der sad ved dommerens død. Det var Gud Herren selv, som havde taget maske på, og som nu kaldte, indtil den dovne slambert endelig hørte. Gud spørger ikke efter fine følelser dybt i vort indre. Han spørger til troskab, som i: Villighed til at komme, når der kaldes.

Og syndernes forladelse, Guds tilgivelse skal vi også forstå helt konkret og jordnært. Det er ikke, at Gud forresten er så sød og kærlig og ligeglad, at han siger: Så pyt med, at du er en doven slambert, der ikke kommer, når der kaldes. Det skal du ikke tænke på! Nej, det er, at Gud sender os f.eks. sådan en irriterende enke og siger: Kan du så se at komme afsted! Guds tilgivelse og nåde består ikke i den blødhed og kælenhed, som vi alt for tit hører om i Folkekirken. Det er fasthed: At han insisterer på, at der er kald til alle. Ingen er så betydningsfuld og travl og businessagtig, at han ikke kan finde tid til samle en dåse op i grøftekanten, give et barn plaster på, eller svare venligt, når nogen spørger om vej. Men heller ingen er så ubrugelig, så syg og elendig at der ikke længere er noget kald til ham eller hende, om det så kun er at takke hjemmehjælperen eller lukke katten ud. Frelsen i syndernes forladelse er netop, at der er et kald til alle. Der er brug for alle – ja, til forskellige ting, men ikke desto mindre.

Præsten har et kald, jovist, men det er konkret. Jeg kan komme ud for at skulle lære en gammel kone frelsen i hendes synders forladelse netop ved at gøre hende opmærksom på, at Gud også tager maske på og kalder på hende – selvom hun så ikke kan gøre ret meget. Jeg kan komme ud for at skulle lære en voksen mand frelsen i hans synders forladelse ved at fortælle ham, at han ikke skal lede efter mening i livet. Hans kone og børn har kaldt og kaldt på ham – og hvis han vil høre, så er der al den mening, han savner, lige dér.

Når telefonen ringer i elektrikerens lomme, så ved han ikke, hvad der venter, når han svarer på kaldet. Når han kører ind i en indkørsel, ved han ikke, hvad problemet er. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Han er nødt til at se efter selv. Stort anderledes er det ikke, når telefonen ringer derhjemme i præstegården. Måske er det en begravelse, men præsten kan aldrig på forhånd gætte, hvad der er på spil i det afsluttede liv eller i forholdet mellem de efterladte. Han ved ikke, hvad Gud kalder ham til eller hvordan han skal lære de folk om frelsen i deres synders forladelse – men det må vise sig.

Det var den prædiken. Nu om lidt skal I gå hjem til jeres kald, for der er brug for jer – også selvom det ikke er noget, I får et ridderkors for. I er fritaget fra at føle særlige ting. I skal bare findes tro.

Amen  

Prædiken til 2. s. i advent II, 2023

Matt 25, 1-13

Salmer: 74, 101, 86, 108, 78

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Guds har forbarmet sig

Jesus giver os lektier for i dag. Og lektien er, at vi skal gøre hinanden glade. Ikke sådan dumt lalleglade, men som man er, når man er glad: Man løfter hovedet, ser op, tør godt. Vi er medarbejdere på hinandens glæde, er der en klog mand, der har sagt. Og det er det, vi skal: Vi skal være medarbejdere på hinandens glæde. I dag. Vi skal gå hjem at gøre hinanden glade.

Jesus fortæller en lignelse, altså en historie, der skal ligne noget andet. Og for at forstå den, skal man bare vide, hvordan det var, dengang på Jesu tid. Den handler om nogle brudepiger. Og når man dengang holdt bryllup, var det skik, at brudgommen hen på aftenen kom hen til brudens hus for at hente hende. Han kom i et festlig optog med familie og venner, og så var det, at brudepigerne skulle være vakse ved havelågen: De skulle stå parat med deres lamper tændt, så vejen hen til brudens hus kunne se rigtig festlig og flot ud, og så brudgommen kunne føle sig rigtig velkommen. Pigerne skulle være medarbejdere på de andres glæde. De skulle gøre andre glade ved at lyse for dem. Og det siger sig selv: Hvis de ikke var der, hvis de havde været så ukloge, at de ikke havde sørge for ekstra olie til deres lamper, så der ikke var lys, når brudgommen kom – så ville det være en kedelig sag. Brudgommen ville komme til et bælgmørkt hus, lukket og slukket, og så kan det nok være, han blev trist til mode: Er jeg slet ikke velkommen her?

Jesus vil lære os at gøre hinanden glade, og vi skal med andre ord være ligesom brudepiger, der altid har lamperne parat til at lyse op for andre og glæde dem. Vi skal ikke vente på, at de andre kommer og gør os glade. Vi skal selv være de glade, som gør andre glade.

Som sagt: Den glæde, Jesus talte om, er ikke sådan bøvet lalleglæde, men det, man kunne kalde livsmod. Glæden kommer fra Gud. For at bruge et andet billede, som Jesus også tit brugte: Gud har klædt os i en usynlig festdragt, så vi her i vores helt almindelige tøj alle sammen nærmest ligner amerikanske superskuespillere på den røde løber til Oscar-uddeling. Med festdragten skjuler Gud alle vores dumheder og ondskabsfuldheder, vores selvoptagethed og vantro og surhed og tværhed og hensynsløshed over for andre - så vi i hans øjne ligner små engle. Al skyld og synd og modvilje og skabagtighed har han taget fra os og lagt over på sin Søn. Det er grunden til glæden, og når vi kommer ind, skal det være ligesom, når solen pludselig bryder frem bag en sky. Akkurat ligesom solen skinner og forvandler den grå verden til et skønt sted. For Gud er med os og alting er godt.

Når folk bliver skilt og skændes med deres børn og forældre; når folk er uenige med naboen og når folk sidder på de asociale medier og vælter onde ord ud over hinanden, så er det alt sammen bare fordi vi har misforstået det hele og griber det hele helt forkert an. Jesus siger: Det er ikke de andre, der skal gøre os glade. Vi skal ikke sidde med armene over kors og vente på, at de endelig får taget sig sammen til at gøre os glade. Nej, det er os, der skal være de glade og tænke på, hvordan andre bliver glade. Lad mig vise jer, hvad vi gør forkert. Igen og igen.

Forleden hørte jeg om en mand, der skrev ind til et radioprogram. Han fortalte om, hvordan han syntes, det var blevet så træls mellem ham og hans kone. Han fortalte, hvordan han syntes, hans kone havde forandret sig. Hun var aldrig rigtig glad, og når han kom hjem, syntes han, at hun bare mødte ham med et trist fjæs og en trist kommentar. Han havde gået og holdt øje med hende i lang tid, og nu spurgte han sig selv, om han overhovedet elskede hende mere? Han ville ikke skilles fra hende, for det syntes han, var forkert, men hun var altså nødt til at blive anderledes, for det blev ikke ved med at gå. Og det var jo en trist historie, men der var noget galt. Der var noget, som manden havde glemt. Der var ligesom en blind plet på hans øje, som gjorde, at han ikke kunne se, hvad der virkelig var galt. Det menneskelige øje har faktisk en blind plet. Der er en lille sort plet, som vi ikke kan se, fordi vores hjerne er god til at lade som om den ikke er der. Det, der var galt i mandens historie var, at han slet ikke tænkte på, hvad han selv bidrog med. Hvad mødte konen i ham? Hvordan kan man gøre andre glade, når man hele tiden holder øje og lurer på dem. Manden havde jo gået rundt der næsten som om han havde et kamera foran sig og bare holdt øje med hende: Er hun nu glad, er hun nu ked af det, er hun nu sur? Men hvad bildte han sig ind? Var det slet ikke faldet ham ind, at det ville forandre noget, hvis han nu selv gjorde noget? Hvis han nu sagde til sig selv, at det var ham selv, der skulle være den glade. Kunne det så ikke tænkes, at det ville forandre noget? Hvad mødte hun i ham, når han kom hjem fra arbejde og kiggede på hende med det dér vurderende måler-blik? Hvad ville der ske, hvis han nu tænkte: Nej, det er jo mig, der skal lyse for hende. Det trænger hun til. Nu vil jeg lyse hendes dag op, som om jeg var en lille brudepige med sin lampe. I aften vil jeg prøve at invitere hende ud, som jeg gjorde i gamle dage. Og på lørdag vil jeg stå tidlig op og lave morgenmad, tage opvasken og købe en blomst og sætte på bordet, hente en god flaske vin op af kælderen til aftensmaden. For det er jo mig, der skal gøre hende glad.

Eller for nu at tage et andet eksempel. En bekendt fortalte om sin gamle far, der var kommet på plejehjem. Hun fortalte, at hun elskede sin gamle far, men at han var blevet svær at elske, for han var blevet så mut og sur og indelukket. Der kom ikke andet end brok ud af munden på ham. Maden var for dårlig, Sosu’erne var dumme, vandhanen dryppede, fuglene larmede, og der var titusind ting, som han ikke kunne på det her dumme plejehjem. Og så sagde hun: ”Åh, den gamle stivstikker, han gør det svært at besøge ham. Jeg bliver selv så sur og frustreret, når jeg besøger ham. Jeg sidder bare der i hans sofa og lytter til al hans sure brok”. Og det forstår jeg godt. Det må være op ad bakke, men alligevel: Kunne man ikke vende det om? Hvad kom hun ind ad døren til sin gamle far med? Sukkede hun tungt, når hun kom til hans dør? Tænkte hun: Åh nej, nu skal jeg sidde dér og høre på hans vrøvl? Åh, nej, jeg orker ikke at høre på det. Gid jeg snart kunne køre igen? Men hvad kom hun så i virkeligheden med? Var det ikke den samme blinde plet, som ham manden fra før: Kunne hun ikke se, at hun selv kun bidrog til at gøre det hele værre. Hvad nu, hvis den stakkels gamle røver bare var fanget i sit eget dårlige humør og i virkeligheden længtes efter at være sammen med sin datter – men bare ikke kunne komme fri af sin surhed. Nej, det var hende, der skulle komme som et frisk pust ind til den gamle og gøre ham glad. Sådan måtte det være.

Vi er herhjemme blevet eksperter i brok og bebrejdelser: Øv, hvorfor er du altid sur? Øv, hvorfor er du ikke glad? Øv, hvorfor er du så forkert? Men det er forkert. Vi har glemt, at vi selv bidrager og medvirker. Vi har hele tiden et medansvar for, hvordan vi har det med andre. Det er aldrig bare de andres skyld. I virkeligheden er vi superfølsomme for, hvad hinanden gør. Ubevidst lægger vi mærke til de mindste ting hos hinanden. Det er virkelig forfærdeligt: To voksne mennesker kan gå rundt om hinanden. Begge drømmer om nærhed og opmærksomhed og kærtegn, men i stedet for at vove sig frem, går de rundt om hinanden og observere hinanden. Ser hun mig? Er han vred? Elsker han mig? Er hun blevet ked af mig?

Jeg har nogle gange måttet være bisidder ved samtaler, hvor kolleger var indkaldt af biskoppen, fordi der var nogen, der havde klaget over dem. Som bisidder skal man være støtte, øjne og øren og lytte til, hvad der bliver sagt, så kollegaen ikke skal sidde der alene over for chefen. Og mange gange har jeg tænkt, at det ikke er meget, man kan gøre. Der er ikke meget, jeg kan hjælpe med, men engang, da jeg sagde sådan, sagde min kollega: ”Nej, sådan må du ikke sige. Bare det, at du var der og var rolig – det betød alverden for mig”. Det var min blinde plet, der snød mig. Jeg sad bare der og kiggede og glemte, at jeg også var i rummet og gjorde noget – bare ved at være til stede. Sådan er det med os mennesker: Vi kan flyve til månen og snart til Mars, men vi kan ikke se os selv i nakken. Vi har ligesom lastbilerne en blind vinkel, når de skal dreje. Lastbilchaufføren kan ikke se cyklisten dernede, når han drejer til højre. Og sådan er det med os. Vi glemmer, hvad vi selv gør – bare ved at være i rummet.

Jesus venter ikke af os, at vi skal nævne hans eget navn hele tiden. Han har ikke bedt os holde en prædiken for hinanden – skønt det må vi nu gerne. Meningen er: Gud vil gøre os glade, og derfor har han lovet os at være Gud for os – også selvom vi ikke synes, vi er troende og gode nok. Han har taget alt væk fra os, gjort alle negative tanker, al dårlig samvittighed, al surhed, alle mindreværdstanker ugyldige. Alt det, vi tænker, gælder slet ikke, det er forbi, punkteret, smidt væk. Det er taget fra os, ligesom hvis man har løftet en kæmpestor kampesten ned ad vores ryg. Og derfor er der nu kun én ting, vi virkelig skal: Vi skal gøre hinanden glade. Sådan at forstå: Det er os, der skal gå til de andre. Og dér skal vi ikke sidde og vente på, at de andre gør os glade. Nej, det os, der skal være den glade, der gør andre glade. Det er os, der skal havde vores lille lampe tændt, så den kan lyse op og glæde andre.

Amen

Prædiken til 15. s. e. trin. II, 2022

Luk 10, 38-42

Salmer: 745, 32, 324, 60, 729

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Den, som har ører, skal høre, sagde Jesus mange gange. Kristendommen opstod i de gamle bibelske lande øst for Middelhavet, og her har man altid lagt størst vægt på hørelsen – modsat grækerne og os, der lægger næsten al vægt på det, man kan se med det blotte øje. Hørelsen, mente de gamle - den var den guddommelige sans, for vi har alle sammen hul i øret, hvor noget kan trænge ind i os. Øjet derimod er et spejl, en kikkert, gemt bag hornhindens beskyttende glas. Med øjet kikker vi ud på verden. Men øret er en modtager, en indgang.

Troen begynder altså med at vi hører efter, at vi hører noget, før vi gør noget. Først høre, så gøre. Det er ikke anderledes end derhjemme, i skolen eller på arbejde: Hør nu efter, siger mor til ungerne. Ti nu stille og hør efter, siger læreren - hvis han ellers kan få ørenlyd. Og når vi skal lære noget nyt på efteruddannelse eller kursus, så flyver vi ikke straks til at gøre en hel masse. Først må vi sætte os ned og slå ørelapperne ud og høre.

Sådan er det også med troen og de gode gerninger. Vi er så utålmodige efter at gøre gode kristelige næstekærlige ting, så vi kan se dem. Men hold nu lidt: Først høre, så gøre.

Den lille historie om Martha og Maria handler egentlig bare om det. Vi skal gøre som Maria og begynde med at sætte os og lytte sammen med de andre. Det nytter ikke at vi straks springer til at ville gøre en hel masse gode nyttige travle ting. Først lytte! Jesus er på besøg hos de to søstre. Han har garanteret været der før. Han kender også deres bror, Lazarus. Han har sikkert holdt af at komme der i huset. Måske har han følt det som et lille fristed, og ligesom han holdt af Lazarus, sådan holdt han også af de to søstre: Den tænksomme Maria og den travle rapkæftede Martha.

Da han denne gang kommer, er han formentlig ikke alene. Mange af byens ledende mænd er dukket op og sidder nu inde i stuen: Nå ja, for at høre. Og så er det, at Maria glemmer sig selv og sætter sig for at lytte med. Efter datidens normer var det uhørt, for kvinderne hørte til i køkkenet. Når mænd ordnede verdenssituationen, så var det en sag for mænd, ikke for kvinder. Men det blæser Maria på. Eller hun har glemt, at det er sådan. Hun vil bare høre. Og Jesus jager hende ikke væk. Tværtimod: på alle gamle malerier af situationen lader Jesus hende sidde ved ærespladsen ved sine fødder, som en elev sidder ved læremesterens fødder. Ja, da Martha går til angreb, forsvarer han ligefrem Maria og siger, hun har valgt den gode del: Nemlig fordi hun begynder med at lytte. Ja, Jesus understreger det helt tydeligt: Eet er nødvendigt, siger han. Det vil sige: Maria har forstået, hvad der kommer i første række, hvad der er nødvendigt.

Nuvel, Maria har altså valgt den gode del: at begynde med at lytte. Det har Martha ikke helt forstået. Martha har, lige fra Jesus kom, haft så travlt med at gøre, at hun glemmer, at vi skal begynde med at høre. Og fordi hun har så travlt og ikke lytter, så har hun kun sig selv at høre på, og det ved vi: det er sjældent særlig godt. Hendes hoved er fuldt af alt muligt, som man skal og som skal være i orden – ellers bringer det skam over huset. Når der kommer mandfolk i huset, så skal de have mad på bordet og noget at drikke. Ellers falder det tilbage på hende som en dårlig husmoder. Og så styrter hun sig over gryderne og kedlerne, klaprer og skramler travl og hektisk, og mens hun skramler, bliver hun mere og mere hidsig og tænker: Der er nogen, der må slide og lave slavearbejde, mens andre kan drive den af! Men alt det har Jesus jo faktisk ikke forlangt af hende. Det er Marthas egne tanker. Hun har haft for travlt med at gøre.

Jesus irettesætter hende blidt, ja, kærligt: Martha, der er jo faktisk ikke nogen, der har forhindret også dig i at sætte dig og begynde med at lytte! Ja, hvis Martha virkelig havde sat sig, så havde Jesus med garanti også forsvaret hende.

Det er pointen: Vi skal begynde med at lytte – inden vi gør en hel masse. Så lad os nu lytte sammen med Maria og høre, hvad Jesus sikkert har talt om den dag i søstrenes lille hus. Han har sikkert, som han så tit gjorde, talt om det, vi skal gøre. Igen: Først høre, så gøre. Han har jo nok endnu engang talt om, hvad der er Guds mening med os, hvad enhver af os skal: Vi skal give Guds kærlighed videre. Vi blev selv døbt og regnet for Guds børn, mens vi var spæde blebørn og aldeles hjælpeløse. Derfor skal vi lade være med at bekymre os om os selv, for vi er allerede Guds. I stedet skal vi se os om, og gøre gode gerninger dér, hvor vi er.

Det er jo nok noget, vi har hørt før: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Og: Gør mod andre, hvad du vil at andre skal gøre mod dig. Simple tommelfingerregler. Det er det, vi skal. Men hvis vi nu kun har os selv i hovedet, og ligesom Martha styrter sig over alt det gode, som man forestiller sig, man skal, så går det galt. Så begynder vi nemlig at gøre forskel på gerningerne. Så begynder vi at tro, at noget er finere at gøre end andet. Det er finere at drage ud at hjælpe denne verdens nødstedte, finere at give penge til alle mulige gode formål, finere at arbejde for fred og alt godt i verden - end bare at passe arbejde, familie og børn. Det er jo præcis den tankegang, Martha er faldet i, fordi hun ikke er begyndt med at høre. Ude i køkkenet er det ikke kun vandet, der koger op. Det gør hun selv. Fordi hun straks har kastet sig over alt det, som hun mener, skal gøres – glemmer hun, at først skal der høres! Nu går hun derude og skumler over, at hun alene må slave, mens alle andre foragter husholdning og madlavning. Hun tænker: Noget er finere end andet.  

Men hold nu fast: Hvordan skal vi elske Næsten? Det skal vi dér, hvor vi er. Vi behøver ikke opfinde særlige kristelige gode gerninger, som vi skal løbe ud i verden at gøre. De gode gerninger ligger derhjemme og alle vegne og venter. Dem skal vi ikke gøre Gud glad med. Men de skal være til gavn for andre. Man kan sige det sådan: En gudstjeneste er ikke kun det, der foregår søndag formiddag. Dér begynder det kun. Man begynder sin gudstjeneste søndag morgen med at høre, og når man er færdig med det, så fortsætter man sin gudstjeneste resten af ugen med at gøre. For så er alting sat på plads. Søndag får vi igen at vide, at vi – ganske som vi er – er Guds børn, og at vi skal lægge vores liv i hans hånd. Og når det er på plads, så kan vi gå hjem, og der er vi nu så dejlig fri til resten af ugen at se på, hvad vores medmennesker har brug for.

En god kristen er ikke en, der gør særlige kristelige handlinger, så andre kan gå hen at betragte det og sige: Nej, det var godt nok rigtig kristeligt, det dér. Eller: Se, det jeg gjorde, er 5% mere kristeligt, end det, du gjorde. Gerningerne kan man ikke måle på – højst, om de er gjort til gavn for andre. Luther sagde, at gerningerne – det vi skal gøre – det sker i kald og stand, altså dér hvor vi nu engang er lige nu og her.

En god kristen slagtermester laver ikke særlige kristelige pølser i en særlig farve og med kors på pølseskindet. En god kristen slagtermester laver gode pølser til sine medmennesker. En god kristen købmand sælger ikke særlige kristelige varer fra mærkelige lande i Afrika. En god kristen købmand sælger gode ordentlige varer til sin Næste. Han snyder ikke med varer, der er gået på dato eller snyder med vægten. Han skal jo elske sin Næste og gøre, hvad han kan til Næstens gavn, og det gør en købmand nu engang ved at være samvittighedsfuld og ordentlige med det, han har med at gøre. Og sådan kan I selv fortsætte: En god kristen VVS’er er ikke en, der render rundt og sætter korsformede vandhaner og radiatorer op. En kristen VVS’er holder gudstjeneste ved at sørge for at arbejdet er gjort ordentligt til gavn for kunderne: At pakningerne er tætte, at rørene er ordentligt isolerede – også der, hvor kunden ikke kan tjekke det. En god kristen kontorfuldmægtig sidder ikke og skriver Jesus på sin computer eller hører såkaldt ”kristen musik”. Hun gør sit arbejde samvittighedsfuldt og ordentligt, og husker, at der er virkelige mennesker bag skærmen og bag alle journalnumrene.

Giv Gud, hvad Guds er og kejseren, hvad kejserens er – sådan sagde Jesus engang. Man kan måske skrive det en lille smule om: Giv Gud, hvad Guds er og giv Næsten, hvad Næstens er. Det vil sige: Giv Gud jeres frygt, jeres bekymring, jeres samvittighed, jeres tro og håb. Så har I hænderne fri til at give andre mennesker jeres hjælp, jeres hænders værk, jeres – nå, ja, kærlighed.

Sådan, tror jeg, Jesus talte om gerningerne. Simpelt og enfoldigt som vores gudstjeneste de seks af ugens dage. På den syvende, som jo egentlig var og er og skulle være den første – dér skal vi høre.

For hvis vi glemmer det og får for travlt med at gøre – i stedet for først at høre, så er det vi får alle disse fortvivlede ideer om, at noget er mere rigtigt og fromt og finere end andet. At det er finere at sidde på kontor end at stå på gulvet i produktionen, at det er finere at være præst end degn, finere at være direktør end receptionist, finere at være receptionist end at være stuepige. Og så videre. Kristeligt set er der ingen forskel. Det var det, Jesus indskærpede: Først tro, at vi er Guds børn – uden fortjeneste, uden egen indsats og præstation, og så tro, at alle gerninger er lige store og gode og kristelige – om det nu er at være statsminister og få vedtaget en god finanslov – eller det at skifte ble på en gammel hjælpeløs mand. Om det er at bygge store huse, som andre kan bo i, eller trøste et barn, som græder.

Først høre, så gøre!

Amen

Prædiken til 10. s. e. trin. I, 2023

Luk 19, 41-48

Salmer: 743, 206, 289, 321, 599

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Lad os begynde med at samle os lidt om, hvad det er han gør – ham, som vi kalder vores Herre. Det er ham, vi har navn efter, hvis vi altså tør kalde os kristne. Så det er ikke nogen dum ting at samle sig lidt om, hvad det er, han gør. Jesus kommer ikke for at indtage hovedkvarterer og sidde til møde med magthavere og militære ledere. Han kommer ikke for at lave nye love og regler og bud, som skal følges. Han kommer, som han selv sagde: til de fortabte får af Israels hus. De fortabte, kaldt han dem. Hvem er det? Det er gnieren fortabt i sine penge, rigmanden fortabt i sin rigdom, den fattige forkrøblet i sin fattigdom, den syge lænket til sin sygdom, den mægtige fanget i sin egen magt, den kloge faret vild i sin egen klogskab, den unge fortabt i sin påståelighed, den gamle fortabt i sin bitterhed – tusinde måder at være fortabt på for et lille menneske – det var det han kom for at lette, løse, befri fra. Og jeg tror i grunden, der i vores folk endnu er gemt en gammel viden om, at det er det, han vil, det, han gør. Jo, i det daglige bliver vi på overfladen og kan fortælle, at jo jo, Jesus gik på vandet og opvakte de døde. Men det er alt sammen ikke det væsentlige ved Jesus. Det væsentlige er hans ærinde til enhver, som er fanget i – hvad det nu er, forkrampet – af hvad det nu er, bundet og lænket – til hvad det nu er. For at rejse dem, forvandle dem, gøre dem større end de er, lade dem vise et andet ansigt, vise sig bedre end de er.

Hans trick – hvis man kan kalde det det – er såre enkelt. Han viser folk en fuldstændig grænseløs tillid og tildeler dem et ansvar, som ingen andre ville betro dem. Han tror fuldt og fast, at de fortabte ikke er fortabte – nu hvor han er hos dem. Fuld af håb og opmuntring og liv er han, for nu er han hos dem, og nu er alting godt.

Det er i virkeligheden meget simpelt. Hvad rejser et menneske? Hvad giver det glød i kinderne og tro på fremtiden? Det gør det, at man viser det tillid og giver det et ansvar.

Forleden viste de på tv en lille fransk film om nogle mennesker, som forsøgte at hjælpe de mest fortabte på bunden af det franske samfund. Man fulgte i filmen især de to ledere og deres arbejde med især psykisk syge, som samfundet havde opgivet, eller som bare ikke passede ind i systemet. Deres mål var dobbelt. Som hjælpere ansatte de unge arbejdsløse, som ellers ville hænge på gadehjørnerne i ghettoerne, og fra morgen til aften arrangerede de udflugter for de syge og de diagnoseramte, søgte job for dem, forhandlede med virksomheder og med de offentlige myndigheder. Filmen var ikke uden humor. Der var f.eks. en autist imellem de syge. Han kunne ikke færdes ude – og slet ikke med toget, for hver gang han kørte med metroen, trak han i nødbremsen. Han var – som mange autister er – optaget af én ting: vaskemaskiner. Han elskede at sidde og se gamle reklamer for vaskemaskiner. Ham fik den ene af lederne efter lange overtalelser ansat på en – ja, fabrik, der laver vaskemaskiner. Igen og igen måtte han vise, at han havde tillid til ham og troede, han kunne klare et nogenlunde almindeligt job. Hver morgen stopper han foran fabrikken, giver ham tasken i hånden, skubber ham ud af bilen og siger: Gå nu, jeg tror på dig. Han slipper ham gang på gang løs ved metroen og selvfølgelig trækker fyren i nødbremsen – indtil han en dag ikke gør det. Og hvilken sejr er det ikke så.

Det er i grunden det samme Jesus gør: Bliver ved at vise tillid til dem, det ikke er værd at vise tillid. Giver ansvar til dem, der slet ikke er ansvaret værdig.Tiltror dem, der ikke er til at stole på – alt det bedste. Sådan er han over for alle de fortabte. Sådan er han over for os.

Hjemme i Sorring skole havde vi engang idræt og vi fik for en gangs skyld lov til at spille fodbold ned på plænen. Det var det, vi drenge altid ville. Vi spillede fodbold i frikvarteret og i fritiden – det var idræt for os. Men denne gang fik vi lov, piger og drenge sammen. Og det sidste syntes vi drenge var lidt træls, for pigerne var jo bare i vejen. Jo, et par stykker kunne godt bruges, men de fleste piger var håbløse. Derfor løb vi omkring og råbte og kaldte og kommanderede, når pigerne havde bolden. Denne idrætstime fik det så læreren til at afbryde spillet, og så holdt han en lille tale. Jeg tror ikke, han havde særlig forstand på fodbold, men jeg husker alligevel, hvad han sagde. Han sagde: Det er den, der har bolden, der har ansvaret. I andre kan godt tilbyde jer og kalde, men lad være med at kommandere. For i sidste ende er det den, der har bolden, der bestemmer, hvad han eller hun gør med den. Jeg husker det lige så tydeligt, så der må have været noget sandt i lærerens ord. I hvert fald viste han pigerne og de lidt dårligere fodboldspillere den tillid og støtte, at de ikke bare var fyld på banen, men en del af spillet.

Giv et barn tillid, betro det noget, det skal, noget, det har ansvar for – man kan næsten med det samme se, hvordan barnet vokser ved det. Og omvendt: hvis man utålmodigt opgiver barnet og utålmodigt tager en opgave fra det, fordi det ikke gør det godt nok – man kan næsten med det samme se, hvordan barnet synker sammen og bliver mindre. Det første er det, Jesus gør. Det er det, Gud vil med os. Det andet – ja, det er desværre det, vi alt for ofte gør ved hinanden, fordi vi er bange for tillid og bange for ansvar. Det er nemlig den mørke skyggeside af det – det, der fører Jesus til korset: Tillid, frihed og ansvar kan også virke skræmmende på os.

Jesus siger – næsten som læreren: Den, der har bolden, har ansvaret. Han siger: Jeg, jeres herre - jeg tror på jer. I er mine ligemænd og jeg har den tillid til jer, at I ved, hvad Gud den Almægtige vil at I skal gøre - nemlig hvad der er godt for andre mennesker. I er selv mennesker. I har indlevelsesevne og kan forstå, hvad andre har behov for. I ved, hvad det er at fryse og tørste og sulte og være trætte. Dermed kan I selv vurdere, hvad kærligheden kræver af jer hvert øjeblik. Hvis I er i tvivl, kan I hente inspiration i alle gode love og kloge formaninger – ja hos mig. Men det er jer, der skal, det er jer, der har ansvaret – og I kan godt.

Det er den tillid, han viser enhver af os – det ansvar han lægger på enhver af os,men alligevel: Ham, der viser mennesker den største tillid – ham søger man at slå ihjel. For tillid og ansvar – det kan være farligt.

Lukas fortæller jo, hvordan Jesus nærmer sig Jerusalem, og da han ser byen, får han en forfærdelig forudanelse. Han fornemmer, at alt det, han har arbejdet for – al hans tillid og tiltro til mennesker – at den kun vil møde afvisning, hån, spot, mordlyst og had. Frustrationens tårerne står ham ned ad kinderne og han siger: Vidste du blot, hvad der tjener til din fred – men nu er det skjult for dine øjne.

Hvad er alternativet til Jesus og hans tillid? Det er at være umyndiggjort. At være en slave. Som i så mange ting var tiden under corona en øjenåbner. Al selvstændig sund fornuft og personlig ansvarlighed forsvandt i løbet af få uger, og hele befolkningen vænnede sig til at sidde som små hunde og vente på nye regler: Kom og fortæl mig, hvad der er rigtigt og forkert og hvordan jeg skal forholde mig. Sådan var det. Og jeg tror, at rigtig mange havde det rigtig godt med det. Jeg kender mange, som faktisk husker tiden med glæde. At overlade ansvaret til andre – det er for mennesker lige så sødt som at være på evig charterferie, hvor alting er tilrettelagt og bestemt for en – og søde unge guider ordner alt for en. Det er nemt. Man skal bare traske med i flokken uden at behøve tænke en tanke.

Ansvar er heller ikke just i høj kurs, hvis vi følger lidt med i medierne. Vi kan bare tænke på alle kriserne og skandalerne. Et minkerhverv blev ulovlig nedlagt. Men ingen havde ansvaret for det. Eller: Det var nogen andre. 

Det er dybt menneskeligt, desværre. Og vi bemærker slet ikke nedgørelsen og umyndiggørelsen. Hvor Jesus ikke er til at minde os om det – der er det som når mor tager opvaskebørsten ud af sin lille datters hånd og siger: Nej, glem det, du dur alligevel ikke til at hjælpe til. Du slår bare glassene i stykker – gå ind og sæt dig med din ipad!

Kom og fortæl os, hvad vi skal mene. Kom og fortæl os, hvad vi skal gøre. Hvad er korrekt nu for tiden? Hvilke ord er de rigtige at bruge, og hvad må vi sige, og hvad må vi ikke sige? Kom, en eller anden, og tal til os – fortæl os, hvad der er rigtigt og forkert, forklar os, hvordan vi skal opføre os. Giv os regler. Sådan råber vi nu i Vesten. Og muslimerne smiler og nikker og siger: Ja, I er godt på vej. Mennesker skal underkaste sig regler og love for at leve trygt og lykkeligt. Mennesket er Allahs slave. Gå I derfor hen til imamen og få besked på, hvad I skal tænke og mene og gøre.

Som alle ved, greb Jesus aldrig til vold – undtagen én gang, da han, som vi hører, smed dyrehandlerne og vekselererne og slagterne ud af templet – jo,denne ene gang lavede han en pisk af et reb og slog ud efter alle, der var i nærheden. I vrede og frustration: Her kommer han og viser os den største ære, sætter enhver af os højere end engle, viser os ubetinget grænseløs tillid og tilskriver os at være voksne, fuldt ansvarlige væsner. Det er hans faste urokkelige tro. Og så mødes han med vantro, ligegyldighed, afvisning, modvilje, mistænkeliggørelse, sladder, had, pisk, søm og kors. En gang i en lignende situation sagde han til sine tilhørere: Når I ser en sky trække op i vest, siger I straks: Der kommer regn! og det gør der.  Og når I ser, at det blæser fra syd, siger I: Det bliver varmt! og det bliver det. I hyklere, jordens og himlens udseende forstår I at tyde; hvorfor forstår I så ikke at tyde denne tid? Den er til os. Paulus skrev: Til den frihed har Kristus befriet os – stå derfor fast og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!

Amen

Prædiken til 5. s. e. trin. I, 2023

Luk 5, 1-11

Salmer: 745, 396, 147, 395, 624

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

I dag skal det handle om frihed. Det er jo et af vores største plusord. Alle politikere elsker at tale om frihed. Det skal vi hele tiden have mere af, siger de. Men der er en ting ved frihed, som desværre kun få har forstået. Rigtig fri er man i grunden kun, hvis hjertet er bundet til Gud, en instans uden for os selv. Den frihed, som politikerne og journalisterne og popsangerne tale om, er i virkeligheden en uhyggelig umenneskelig abstrakt frihed fra alting. Det er desværre i den retning, vores samfund er ved at udvikle sig, synes jeg: I retning af en abstrakt frihed fra alting og hinanden.

For Jesus hænger frihed og bundethed sammen. ”I kan ikke tjene to herrer, sagde han engang. I vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden”. Det var noget af det første, han lærte Simon Peter og de andre. Og det er ikke den store raketvidenskab. Manden er først fri for at spille fandango over for kvinder – den dag, han har bundet sig til en hustru. En ansat er først fri af sin gamle tyranniske chef den dag, hun har sagt op og er ansat under en ny chef. Et menneske, der er opvokset som muslim eller Jehovas Vidne, er først fri den dag, en anden har sat sig på Allahs eller Jehovas plads. Luther sagde engang, at vi mennesker er som muldyr: Enten rider Gud på det – eller også er det Fanden. Der er ikke plads til dem begge to. Først når man tror på Gud og har ham i hjertet, er man fri af alt det, som mennesker vil bilde os ind.

Vi hører i dag om fiskeren Simon Peter, der blev menneskefisker. Og hvis I tror, at det bare er en gammel historie fra Bibelland, så må I tro om igen. Jeg læste forleden i min avis, at det sker derude i den store verden uden for lille Danmark.

På grænsen mellem Nordkorea og Kina løber Yalo-floden, en ikke særlig bred grøn-brun-grumset flod, ikke meget bredere end Gudenåen. Fra gammel tid har fiskere sejlet rundt på floden i deres småbåde for at fange lidt fisk tilaftensmaden og lidt småsalg i landsbyerne. Men på Yalo-floden er der fiskere, som ikke kun fanger fisk. De fanger mennesker. Nærmere betegnet de nordkoreanske flygtninge, som søger mod Kina, fordi de ikke kan flygte sydpå til Sydkorea. Det er ikke, fordi det er så svært at krydse floden, men fremtidsudsigterne i Kina er ikke indbydende. Enten bliver de sendt tilbage eller de risikerer at skulle sidde i fængsel i raskvæk 10 år. Og bliver de sendt tilbage til Nordkorea, bliver de højst sandsynligt skudt på stedet. Det er derfor der sejler sådan en moderne Simon Peter rundt. Han er ikke til at skelne fra de andre fiskere, han kunne være hvem som helst. Og som den rigtige Simon Peter fisker han mest om natten. Og ligesom Simon Peter lever han livet farligt. Hvis han bliver fanget, risikerer han livet. Fiskeren på Yalo-floden er selv nordkoreaner. Og så er han kristen. Det er derfor, han gør det, han gør. Hvis ikke hans hjerte var bundet, ville han aldrig have trodset farerne. Han ville bøjet sig for faren, for vagterne, for truslen, for grænsesoldaterne. Men dem er han fri af – for han er et muldyr, og Gud har sat sig på ryggen af ham.

Fiskeren er ikke alene. Han blev menneskefisker, fordi han mødte pastor Kim, som de kalder ham. Han overbeviste ham om, at det var hans kald: at være menneskefisker. Pastor Kims kirkesamfund hjælper de nordkoreanske flygtninge videre til Thailand. De gør det ikke alene. De er nødt til at samarbejde med professionelle menneskesmuglere, som kun hjælper, fordi flygtninge for dem er penge. Men præsten og fiskeren og andre fra menigheden skaffer pengene og følger flygtningene hele vejen ad smuglerruten. Pastor Kims hjælp til flygtningene adskiller sig afgørende fra de vestlige organisationer, som hjælper bådflygtninge over Middelhavet. Disse organisationer samler blot flygtningene op og afleverer dem i havnene i Italien, Spanien og Grækenland, og overlader det så til myndighederne at tage sig af dem. Hvordan det går flygtningen fremover – det er de i grunden ligeglade med. Det er statens og de europæiske skatteborgernes problem at håndtere mennesker, som kommer direkte fra det indre af Afrika, fra diktatur, krig og klankultur.

Pastor Kim er selv menneskefisker, og han har en plan. På vejen gennem Kina gør flygtningen ophold på hemmelige adresser, hvor de i løbet af uger og måneder oplæres i kristendom. Det er den slags vi i Vesten slet ikke fatter. Mange vil nok mene, at pastor Kim overtræder alle mulige menneskerettighedskonventioner. De stakkels flygtninge skal da ikke høre om Jesus, de har behov for psykologhjælp, ville vi vel sige her i Vesten. 

Men pastor Kim siger: ”Vi redder liv, men både krop og sjæl skal fodres, og Guds ord er næring for vores liv. Så vi redder dem fysisk, men giver dem også åndelig frihed. Derfor nærer vi dem åndeligt og fysisk i tre måneder på vores sikre adresser. Hvis vi bragte dem direkte til Sydkorea, ville de stadig være fortabte, fordi de ikke kender Jesus, siger præsten. Og han fortsætter: ”Nordkoreanerne har aldrig hørt om Gud før, fordi der ikke er religionsfrihed i Nordkorea. Det kan ikke sammenlignes med folk, der kender til Gud og kan træffe et valg, om de vil høre til eller ej. Vi kan ikke give folk valget, når de ikke kender til Gud, men må først lære dem om det. Gud har givet os fri vilje, så de selv kan bestemme, om de vil acceptere det eller ej.”

Jeg tror som sagt, at mange her hos os ville sige, at det da er fint, at præsten og hans kirke af menneskefiskere hjælper flygtningene videre – hvis han bare ville lade dem i fred med hans Jesus. Flygtningene har vel lov at beholde deres tro? Hvem giver ham ret til at missionere? Men præsten ved, hvad han taler om. Det hjælper ikke at fragte nordkoreanerne rent fysisk fra et sted til et andet. De kommer fra et samfund, hvor diktatoren Kim Jung Un er Gud, og hvor et menneske fra barnsben lærer ikke at tænke selv, men altid frygte, altid søge slavens tryghed: Hvis du holder mund og gør, hvad der bliver sagt uden at stille spørgsmål, så kan du spise din ris i fred. Nordkoreanerne er vant til at se hen efter en eller anden autoritet, som kan sige, om noget er godt eller skidt, forbudt eller i orden. Deres hjerte er bundet tilen dæmon. De er muldyr og Djævlen sidder på ryggen af dem.

I Biblen kender vi en historie, der ligner. Da israelitterne efter de ti plager og flugten gennem havet endelig er kommet ud i friheden, er de overhovedet ikke klar. De beder venligst Moses om at hjælpe dem tilbage til slavelejrene i Egypten. Der var alting trygt og sikkert. Hvis man bare dukkede nakken, holdt mund og gjorde, som der blev sagt, fik man kødsuppe hver aften. I den gamle historie må israelitterne opholde sig 40 år i ørkenen for at lære friheden at kende. Gud lukker dem ikke ind i det land, han har lovet dem, landet der flyder med mælk og honning – før de har lært lektien, før de er klar. Det er samme historie. Men det har vi glemt her i Vesten. Vores frihed hænger på det nøjeste sammen med kristendommen. 

Den tanke, at et ethvert menneske står over for Gud – før han eller hun står over for diktatoren eller klanlederen eller soldaten eller andre mennesker – den tanke er den virkelige grund under vores højt besungne frihed. Vi har glemt det, fordi vi det er blevet selvfølgeligt for os. Men pastor Kim ved, at et menneske må kende Gud for at kende og forstå, hvad frihed er. Ja, og ikke mindst for at kunne leve i et frit samfund, præget af kristendommen.

Jeg ved ikke, hvordan undervisningen foregår. Nordkoreanerne har gennem deres liv lært, at mennesker som dem er intet værd. Livets lov er: duk dig, gør dig usynlig, klap på kommando, græd på kommando – og gem dig så derhjemme med de få, som holder af dig. Jeg tænker, at undervisningen begynder med, at de skal lære, at der er en, den højeste, som sætter dem over alt på jorden, som vil dem. En, for hvem de er dyrebare. En, der vil noget med dem – og ikke kun have deres arbejdskraft, deres få spareskillinger eller deres kroppe, men har interesse i dem som mennesker, deres mening, deres tro, deres tillid. Ud af den undervisning kan et menneske vokse til frihed.

Vi i vesten kan have meget stor gavn af at se os om i verden. Frihed er i kristendommen er ikke én-til-en det samme som fysisk frihed, altså frihed fra lænker og bånd. Det er ikke bare frihed fra besvær eller frihed fra farlige ting eller ting, vi ikke bryder os om. Det er ikke frihed fra andre mennesker. Det er en åndelig frihed, en tro, en grundlæggende tillid til en instans uden for os selv og over os alle. Troen på, at nok kan mennesker true og skræmme og kommandere, men at vi er udvalgt til en større herre. Sådan sagde reformatoren Hans Tausen netop, da biskoppens mænd kom for at anholde ham midt under gudstjenesten: ”Jeg står under en større herre”. Hans Tausen gjorde roligt sin gudstjeneste færdig først – for han var bundet til en større herre end biskoppen. Kristus er gave og opgave, sagde Luther. Han er gave i den forstand, at vi kender den gode Gud i ham og har vores synders forladelse i ham. Han er opgave i den forstand, at han hele tiden er en spore, en inspiration, en vejviser for os.

Jeg synes, vores moderne vestlige frihedsforestilling er underlig abstrakt, forkælet og tom. Hvad er frihed nu? Det er frihed for andres mening, som når de unge på universitetet skal have særlige rum, hvor de ikke møder andre meninger end deres egen. Det er frihed til at fravælge sit ufødte barn helt frem imod fødslen. Det er frihed til at tage sit eget liv, når man ikke synes, det er sjovt mere. Det er frihed til at lege at man er en anden, frihed til at lege, at man er det modsatte køn. Frihed er uafhængighed af andre mennesker. Det er, at vi hver især kan sidde for os selv og klare alle fornødenheder ved hjælp af hver vores lille telefon.

Fiskeren Simon blev apostlen Peter, og hans arbejde fortsætter i dag, fordi der er mennesker rundt om, der uden nogen tvang og uden nogen trusel ved sig bundet til et større herre. Og I, der er samlede her i dag - I har den samme større herre – større end statsministeren og skattevæsnet og kommunen. Større end alverdens krigsmagt og vold. Større end selv sygdommen og døden. Når han er i hjertet, er man fri.

Amen

Prædiken til 4. s. e. trin. I, 2023

Matt 6, 36-42

Salmer: 752, 441, 276, 52, 726

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Det, som Jesus siger i dag – det er lige det vi trænger til. Selvom ordene udtalt for 2000 år siden, rammer de plet også i dag og renser luften. Han siger: Hold op med at tro, I er Gud. Overlad det til Gud selv. Lad ham dømme om alt det, som vi mennesker kun ser halvt. En dommer kan ikke dømme i sin egen sag. Det kan vi heller ikke - jamen så lad være. Dommen tilhører Gud. Han alene kan se hele vejen rundt – i modsætning til os. Og husk så på, at Gud har båret over med jer – det skulle lære jer at bære over med hinanden.

Det er lige i øjet. Jesus anklager os for at spille skuespil. Det ord, som er oversat med ”hykler”, betyder direkte oversat ”skuespiller”. Hold op med at spille skuespil og lege, at I selv er de rene pletfri og perfekte uskyldigheder, mens det er alle de andres skyld. I er så frygtelig bange for at indrømme egne fejl, men til gengæld elsker I at pege fingre ad andres.Det er godt sagt, for det er lige sådan, det er.

Lad mig folde det lidt ud. Vi begynder med det om skuespillet. Jeg er sikker på, I kender det. Børn, unge og voksne, gamle – det har ingen alder.

Jeg flyver lige til bage i tiden til min første matematiktime i Faarvang skole. Vi sad der, en hel klasse af store børn, som ikke kendte hinanden. Vi kom fra nabobyerne og fælles for os alle sammen var vistnok, at ingen af os nogensinde havde lært noget som helst fornuftigt i matematik. Så kom læreren, og han begyndte straks at tegne mærkelige ligninger op på tavlen. Kridtet kradsede lystigt mod tavlen, og imens talte han løs om at ”opløse ligninger”, om at huske ”at gøre det samme på den ene side af lighedstegnet, som man gør på den anden”. Han sagde ”X og Y” og ”tage parentesen først” og ”gange med den omvendte” og meget andet, som vi ikke fattede en bjælde af. Men vi lod alle sammen som om vi forstod. Vi skelede til hinanden og nikkede og lod som om. Det gik helt godt, indtil læreren spurgteud i klassen, om en af os ville komme til tavlen og opløse ligningen. Så blev der helt stille. Vi fik alle sammen meget travlt med at kigge ned i bordpladen. Vi var helt blanke – pas, fisk, vi havde ikke begreb om, hvad han talte om. Men det turde vi jo ikke indrømme. For tænk, hvis de andre opdagede, at man ikke anede, hvad læreren talte om. Så ville de helt sikkert tro, man var dum. Stilheden blev mere og mere pinlig. Til sidst var der en modig pige, som kom fra min gamle klasse hjemme i Sorring, der meget forsigtigt sagde, at det havde vi altså ikke lært noget om. Og med det samme hun sagde det, var det ligesom der gik et tungt suk igennem klassen – for det var jo det, vi alle sammen tænkte, men ikke turde sige. Fortryllelsen var brudt, og læreren forstod, at vi ikke forstod noget. Og det var godt, for nu vidste vi, hvor vi havde hinanden.

Jeg vil ikke blive overrasket, hvis I kan finde en oplevelse, der ligner. Men det er altså ikke forbeholdt de unge. Vi gamle spiller også skuespil. For ikke så længe siden sad vi en gruppe præster sammen og skulle diskutere præsters arbejdsmiljø. Den slags handler selvsagt ikke om tunge løft eller farlige kemikalier. Risikoen for præster er mere, at de ikke kan lægge tunge oplevelser fra sig, men tager andre menneskers død og sorg og angst på sig og med sig hjem. For nu at få snakken i gang fik vi som et oplæg, at vi skulle fortælle, om vi havde forandret læsevaner og tv-vaner hen ad vejen. Læste og så vi andet nu, end for 10 år siden? Der sad vi så en gruppe præster, og der findes jo nu nok den forestilling, at præster en meget belæste og gode mennesker, som er brændende optaget af problemer, og derfor læser tykke bøger om sorg og kriser, og altid ser problem-film og tunge dokumentarer om sultne børn i Afrika. Det passer overhovedet ikke. Men vi spillede alligevel skuespil og lod som om. For der var jo ikke nogen, der lige ville indrømme, at de hellere så ”Hus til halsen” eller ”Landmand søger kærlighed” eller noget andet dumt. Til sidst kom jeg til at sige netop det: At når jeg en gang imellem satte mig foran fjernsynet, så orkede jeg altså ikke at se en tung dokumentar omWilliam, som er multihandicappet og har ADHD og bor hos sine forældre, der er stofmisbrugere. Efter dagens begravelsessamtale, prædikenskrivning og konfirmander orker jeg det ikke. Så hellere en eller anden åndssvag gammel tju-bang-film med Bruce Willis eller ”Gift ved første blik” – bare et eller andet hjernedødt. Og da jeg havde sagt det, så var det på samme måde som i gamle dage i matematiktimen. Der gik et tungt suk igennem vores gruppe. Og de sagde alle sammen: Ja, sådan har jeg det også. Men tænk, vi voksne mennesker – vi sad der og var bange for hinanden. Vi sad der og spillede skuespil for at leve op til et eller andet kunstigt billede, som slet ikke var sandt. 

Det er sådan noget, Jesus kalder ”at spille skuespil”, hvor man spiller Gud, spiller perfekt, spiller uangribelig og fejlfri – selvom det er løgn. Bare fordi man er bange for at vise, at man ikke er en engel med vinger på ryggen. Det er nærmest en folkesport herhjemme. Vi er så korrekte på overfladen – så glatte og pæne som porcelænsengle til jul. Men løgn er det.

Og det bliver jo kun værre, når vi samtidig griber til det gamle trick at lade det gå ud over andre. Altså at vi, som Jesus siger, ser splinten i vores broders øje – og glemmer bjælken i vores eget. Når vi brokker os over de andre, skælder ud over de andre og finder fejl hos dem. Der er utrolig meget vrede og had i tiden. Vi har på dansk inden for de seneste år fået to nye begreber ”vejvrede” og ”underskudsvrede”. Vejvrede beskriver den eksplosive aggressivitet, som kommer over os i trafikken. Dytten og løftede langfingre, skælden og smælden. Underskudsvrede kender man fra køen ved kassen i Rema, hvor den stakkels kassemedarbejder bliver skældt hæder og ære fra og kaldt alt mulig, fordi – ja, fordi klokken er tæt på 5 og posen med gurkemeje var utæt og der ikke er flere papkasser at bære varerne væk i. Jeg læste om en stakkens mand i Københavns Lufthavn, som stod i kundeservice og skulle hjælpe folk med billetterne. Han oplevede dagligt at blive skældt ud, fordi folk ikke havde læst ordentlig på deres billetter. Han blev kaldt svin og det der er værre, folk ønskede for ham, at han fik kræft og flere gange blev han spyttet på. 

Det er nu hvad det er, men der findes det, der næsten er værre. Den samme utålmodige vrede, det samme eksplosive had bryder også ustandselig ud i den offentlige debat – altså når vi diskuterer en eller anden sag. Ve mig, hvis jeg er bare en lille smule skeptisk over for den grønne omstilling og lidt kritisk over for ”vild med vilje”. Ve mig, hvis jeg ikke bare jubler, hver gang der bliver stillet en ny kæmpevindmølle op eller endnu en hæslig solcellepark. Ve mig, hvis jeg synes, det er er gakkelak, at der skulle være 71 køn og at børn helt ned til 6-års alderen skal have lov at bestemme, hvilket køn de tilhører. Der er ligesom slet ikke plads til at mene noget andet, og hvis man gør, så – ja, så bliver man hurtigt beskyldt for at være alt muligt. Så er du sådan en! Alle mulige skældsord bliver lynhurtig klistret på ens ryg.Man har ikke lov til bare at mene noget. Nej, hvis man har en mening, der afviger lidt fra normalen, så må man jo væresådan og sådan!

Hvor Jesus tager ordet og han virkelig høres – dér er det altid, som om man kan høre dette dybe suk: Åh ja, det er sådan det er med os. Hjælp os, Jesus, til at begynde forfra, ærligt og ordentligt, uden at spille skuespil og lege små glatte perfekte guder – og uden at udpege skyldige blandt de andre. Kirken har i århundreder talt om arvesynden. Det er ikke overtroisk snak om biologi. Det handler bare om, at vi helt grundlæggende ikke har ret meget at lade hinanden høre. I virkeligheden skulle vi dagligt prædike for hinanden og vores små børn om arvesynden, for det er et begreb, der betegner noget fælles hos os alle. Vi står grundlæggende samme sted alle sammen.

Når det er sagt, så forstå mig ret: Det betyder ikke, at vi skal lade lommetyven eller kassetømmeren eller voldsmanden løbe. De skal alle dømmes efter loven. Men læg vel mærke til det. Loven dømmer gerningen. Ikke personen. Vi skelner mellem en mand og hans gerning. Gerningen kan vi tale om og dømme om. Ikke personen. Vi kan godt anholde en andens gerning – hvis han har stjålet eller snydt eller begået vold, så kan vi sige: Du gjorde sådan og sådan. Men det giver os på ingen måde ret til at sige: Du er sådan og sådan. Det er lige præcis der, vi altid går fejl. Måske har manden i kundeservice fra før begået en fejl, men det giver da ikke noget ret til at spytte på ham og sige, han er et svin. Jo, vi kan dømme om handlinger, som vi har set andre begå, eller som andre har set os begå. Men døm ikke personen bare på det.

Prøv engang at se det fra en anden side: På nettet, på alle mulige influenceres profiler på de sociale medier kan man følge en masse perfekte mennesker, der gør perfekte ting. Ligesom man kan læse om de kendte og smukke og rige i damebladene. Er der noget ægte trøst og glæde i sådan noget? Nix. Og derfor skal andre være fri for i jer at møde endnu et menneske, der spiller Gud. Nej, lad dem få lov at sukke dybt og takke jer, fordi I turde være et menneske, og ikke spillede skuespil. Fordi I turde være syndere, fejlbehæftede mennesker. Hvis vi forsøger at spille Gud over for vores Næste – er det kun med til at få dem til at føle sig endnu værre. Nej, vis dem et medmenneske – en, der overlader dommen til Gud. Vi bad før Fadervor sammen – dér siger vi jo det samme: ”Forlad og vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Døm ikke siger Jesus, det er lige hvad vi har brug for at høre.

Amen

Prædiken til 2. s. e. trin. I, 2023

Luk 14, 16-24

Salmer: 750, 385, 305, 320, 725

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

I dag har jeg lyst til at tale om noget, som vi danskere er rigtig dårlige til og har det rigtig dårligt med. Vi har et fremmedord for det. Det er ordet konsekvens. Det betyder egentlig ”noget der følger med”, og det har at gøre med, at det, vi gør og det vi siger – det har følger. Det har konsekvenser, siger vi. Konsekvens er et supervigtigt begreb i børneopdragelse og lovgivning, ja, i omgangen med mennesker. Konsekvens er sammen med ansvar frihedens faste følgesvend.

Et eksempel på konsekvens i børneopdragelse er følgende: Hvis lille Oscar bliver tilbudt en is, men siger nej tak, så får lille Oscar ikke nogen is – heller ikke selvom han bliver sur og fornærmet. 

Et eksempel på konsekvens fra lovgivningen i et frit land er følgende: Hvis man gerne vil drikke bajere og sms’e, mens man kører bil, så er man faktisk fri til at gøre det, men så må man også tage konsekvensen, hvis man får en bøde og mister kørekortet. Det er konsekvens. Danmark er – i al fald på papiret – et frit land, men frihedens følgesvend, konsekvensen – den har vi det som sagt helt utrolig dårligt med. Det kommer jeg lige tilbage til om et øjeblik.

Først skal jeg lige slå fast, at frihed, ansvar og konsekvens – det kommer man ikke udenom, når man snakker kristendom. Evangeliet er, at Gud altid, altid vil have os til at vende om til ham. Han vil have vores tro, vores hjerte, vores tillid. Han vil være vores klippe og ståsted, vores fundament og holdepunkt i tilværelsen, vores ror og anker på én gang. Men han vil ikke tvinge nogen. Det skal ske frit og af hjertet. Det sære ved Gud er, at han ikke vil tvinge et eneste lille menneske, selvom han givetvis kunne. Jesus personificerer Gud, kan man sige, og han går rundt på vejene og kalder, ja, næsten tigger alle han møde om dog at gå med ham og følge hans vej. Men ingen skal tvinges. Hvis de ikke vil, så skal han være den sidste til at få dem med under tvang. 

Fordi vi danskere har så dårlig begreb om konsekvens, forstår vi heller ikke Gud. Gud vil ingen synders død, står der i Biblen. Sådan er det virkelig: Gud vil aldeles ikke vores fortabelse, han sidder ikke og skumler med det, man kalder ”den dobbelte udgang”, altså at nogle af os skal gå fortabt, mens andre skal frelses. Slet ikke. Men fordi kærligheden og friheden som sin følgesvend har konsekvens, og fordi han ikke vil tvinge en eneste af os – derfor ja, så er der fortabelse. 

Jesus har gjort det så klart som dagen med sin lille historie om det store festmåltid. Manden, som indbyder sine venner til sin fest, har været særdeles tydelig. Ifølge det, der var skik på Jesu tid, har de alle modtaget en invitation et helt år i forvejen. Og nu på selve dagen sender manden ovenikøbet sin tjener ud at hente folk som en ekstra festlig æresbevisning. De indbydes og nødes, men der er ingen tvang. Sådan er det jo også, når vi har indbudt til rund fødselsdag eller sølvbryllup. Kan man forestille sig noget så skørt, som at sølvbrudeparret hyrede en flok rockere til at gå ud og indfange gæsterne for at forhindre, at de gik andre steder hen? Nej, selvfølgelig ikke. Et gæstebud, en invitation til fest har udelukkende med tillid og æresbevisning at gøre – ikke tvang. 

I historien sker der så det utrolige, at ingen af de indbudte gider komme. Det er helt skørt, men de kommer alle sammen med de sygeste undskyldninger. Alt hvad de nævner, kunne sagtens have ventet. Det er en hån imod værten, som hvis jeg sagde til sølvbrudeparret, der havde inviteret mig: Nej, desværre, jeg skal have sat ny klinge på min osteskærer, så desværre, I må have mig undskyldt. Manden i historien bliver selvsagt sur, og så er det, han henter folk ind fra gader og stræder. De bliver heller ikke tvunget, men hvem er så dum at sige nej til gratis mad og vin? Og så kommer den logiske konsekvens for de indbudte: Hvis de ikke gider være med, så skal de da have lov at være fri, men nu lukker vi altså døren. Sådan slutter historien. Det er, hvad Jesus siger til farisæerne: Hvis I ikke gider være med, hvis I stadig bare vil håne og spotte og finde fejl hos mig – så gå i et andet sted hen. Det står jer frit for. Men det sted kender jeg ikke. Det er konsekvens. Og det er ikke, fordi Gud er ond. Men han har det bare sådan, at hos ham skal alting ske i frihed.

Det er præcis her kæden hopper af for os danskere. Vi har gennem de sidste 40-50 år lært, at konsekvens er ondt. Det er ondt og hensynsløst at være konsekvent. Det gælder overalt: i børneopdragelsen, i skolen, i samfundet. Det er ikke sådan mere, gud ske lov – det var i 90’erne og 0’erne, da vores børn gik i skole, men dengang kørte det efter denne melodi: Når læreren omsider blev træt af larm og støj og uro, så sagde han – eller hun: Nu indfører vi tre-stregs-reglen: Hvis man er urolig i timen og ikke kan holde mund, så får man én streg på tavlen. Og hjælper det ikke, får man én streg til. Og hjælper det heller ikke, så får man en tredje streg, og får man en tredje streg, så betyder det, at man kommer over på skoleinspektørens kontor, og så bliver der ringet hjem. Så indførte man det nye system, og allerede dagen efter havde de første elever fået deres første og måske også anden streg på tavlen. Og måske også den tredje. Og dermed skulle konsekvensen jo være, at eleven nu blev sendt over på kontoret og at der blev ringet hjem. Det ville være følgen af den regel, man havde indført. Men netop det skete ikke. For lærerne fik jo medlidenhed med eleven – og måske var de også bange for, hvad forældrene ville sige. Nå ja, sagde de, det var jo nok også lige hårdt nok. Og på den måde kunne flere elever bryste sig af at have fået både 5, 8 og 10 streger på tavlen – og der skete stadig ikke noget. Overtrædelsen af reglen havde ingen konsekvens – for det var jo synd. Og skete det så alligevel, at en synder kom over på kontoret, så fik han ikke skældud, men slik, og hvis der blev ringet hjem, var det tit forgæves, for far og mor var på arbejde, og det var kun synderen selv, der var hjemme. Det er, hvad jeg vil kalde typisk danske slatten pædagogik eller mangel på konsekvens. Hvad lærte børnene af det? De lærte, at det er lige meget, hvad man gør. Det, man gør – haringen konsekvens. Jeg vil med det eksempel på ingen måde hænge de stakkels lærere ud. De kæmpede en ulige kamp, for børnene var også hjemmefra vant til, at der ikke er nogen konsekvens. Der var et sige blandt børnene dengang: Man behøvede ikke tage det alvorligt, før læreren blev rød i hovedet. Og når far og mor sagde, man ikke kunne få en is eller ikke kunne slippe for at spise med ved bordet eller ikke måtte blive ude til kl. 23 om aftenen, så skete der ingenting ved det. For forældrene syntes også, det var synd. De syntes ikke, de kunne nænne at være konsekvente. For konsekvens er så skrapt og skarpt og hårdt, syntes man. Men alt, hvad vi gør, har konsekvenser, hvad enten man tror det eller ej, hvad enten man kan lide det eller ej.

Hvis man holder fast i, at ting har konsekvenser, så holder man samtidig fast i den enkeltes ansvar og frihed. Men det har vi det stadig meget svært med. For det er jo synd. Det gælder som sagt også i lovgivningen. Det kører på akkurat samme måde som i børneopdragelsen og skolen. Man kan nævne så mange eksempler, men lad mig bare tage et aktuelt eksempel: De mænd og kvinder, der forlod Danmark for at slutte sig til Islamisk Stat i Syrien, der kæmpede imod blandt andre Danmark. De havde besluttet sig for at de ville bekæmpe det land, de boede i og modtog sociale goder fra, fordi deres tro og ideologi fortalte dem, at hele verden skulle være et kalifat. De satte sig dermed uden for loven, eller – hvis de var inden for lovens rammer, var de landsforrædere. Det var de faktisk i deres gode ret til at gøre som frie selvstændige mennesker, hvis de blot var indforstået med konsekvensen: At de så havde brændt alle broer til det gamle land. Men med typisk dansk foragt for konsekvens hentede man disse mænd og kvinder tilbage. For det var jo synd. Kvinderne havde børn og mændene var ofte traumatiserede, så de skulle da hjem alligevel. Mennesker kan tage fejl og fortryde, og det er ikke, fordi jeg ikke kan sætte mig ind i disse menneskers situation. Men hvad er konsekvensen af landsforræderi og krig imod sit eget land? Den er, at der ikke sker noget. Det er omkostningsfrit. Staten redder dig alligevel.

Det er det, der ligger i det vigtige begreb konsekvens. Og også vores holdning til evangeliet har en konsekvens. I folkekirken taler vi altid om Guds kærlighed. For det er så sødt og rart at høre om. Vi taler aldrig om konsekvens, for det er synd og ondt. Men her har vi ikke Jesus med om bord. Han siger klart: Der er en konsekvens: Hvis man ikke gider gå i kirke, hvis man ikke regner det, og bilder sig ind, at tro er noget latterligt og forældet. Hvis man frabeder sig at høre en prædiken, ja, får tics og nerver, hvis der er et kors på ens dåbsattest, så har det da den konsekvens. Gud vil ikke tvinge nogen, men når han så lukker døren, har vi altså ikke et retskrav på at få den åbnet igen. I Biblen sammenlignes Gud med en moder i forhold til sit barn. Tænk på jeres voksne børn: Jeg tænker, I ville gøre omtrent hvad som helst for dem. Men ville I også tvinge dem til det, de ikke vil? Ville I lade dem hente med tvang, hvis de ikke havde lyst? Nej, selvfølgelig ikke. Og sådan er det med Gud. 

Jesus siger til os: Kære venner, jeg vil så gerne se jer hos mig. Jeg vil så gerne, at I ville smide alt det I tror, I skal, fra jer! Jeg vil så gerne, at I tror på mig og tror på Gud og hører, hvad I virkelig skal: Være tro, elske og tjene. Men hvis I virkelig ikke vil det – mærkeligt og dæmonisk – så må I gå. Og så lukker min Fader døren en dag, I ikke venter det.

Amen

Prædiken til Bededag I, 2023

Matt 3, 1-10

Salmer: 754, 7, 192, 401, 456, 4

O lad din Ånd forbinde

vor sjæle med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Det er en særlig dag i dag. Selvfølgelig på grund af konfirmationen – det er både stort og godt. Men det er også Danmarkshistoriens sidste Bededag. Næste år kan I se frem til en dejlig lang arbejdsdag på en helt almindelig fredag, så I kan få lov at betale mere i skat. Den tid den glæde. Lige nu vil jeg glæde mig over at se så mange her i kirken. Det er så dejligt, at jeg næsten kan bilde mig ind, at jeg også skal se jer igen allerede i overmorgen på søndag. At I vil være så glade for at være her i dag, at I også kommer på søndag. Nå ja, jeg har en lille bitte mistanke om, at det nok ikke kommer til at ske.

Men lad mig nu bare være fræk og spørge jer ligeud, hvorfor det egentlig er komisk, at præsten står og håber på, at folk kommer i kirke for at høre verdens bedste budskab, så de vender om til den gode Gud? I kirken skal vi komme og høre, at alt det, vi tror vi skal – det skal vi overhovedet ikke. Vi skal noget helt andet. Vi skal vende om til Gud og få omlagt vores liv. Vi skal have retning og mening i livet, i hverdagen. Alligevel finder vi hver søndag på 10.000 vigtigere ting, som vi skal – vaske bil, købe ind, se fjernsyn, være på facebook, løbe i skoven.

Jeg tror, jeg kender forklaringen. Mange af os har det med kirken, ligesom de har det med læger, sygehuse og tandlæger. Lad mig bare tale for mig selv: Jeghar det ikke godt med hvide kitler og læger med stetoskoper og kuglepenne i lommen. Hvis ikke jeg var præst, ville jeg helst undgå at komme på sygehusene. For de minder mig om noget, som jeg ikke kan lide. De minder mig om sygdom og død. For nu at sige det ligeud. Og sådan tror jeg egentlig også, at mange har det med kirken: Den vækker en lille angst i os – en angst som i virkeligheden styrer utrolig meget af det, vi går rundt og laver. Angsten for kirken afslører, at det er vores grundlæggende stemning: Angst. For livets korthed, dødens nærhed, og vores allesammens skrøbelighed. Åh, mind mig ikke om det. Lad mig glemme det lidt endnu. 

Her i foråret kan man lige straks høre fugleungerne pippe fra rederne. Tænk på sådan en rede med fem til syv nøgne og blinde unger. Når de mærker, at far eller mor kommer, rejser de hovederne og åbner næbbene på vid gab og skriger: Se mig, se mig, nu, nu! Kig engang ned i sådan en rede, så har I et billede af os mennesker. Sådan er det med os – uden Gud. Alt hvad vi gør, er sådan et ”se mig, se mig, nu, nu!”.

Vi har det fra en milliard popsange og film og dårlige bøger: Livet er kort, sandet løber i timeglasset, stopuret er sat i gang. Livet er som et 3000-meterløb under olympiaden. Nederst på skærmen ser man hundrededelene rase afsted, sekunderne tikker efter og minutterne kommer haltende til sidst. Sådan er livet. Timerne iler, dagene haster afsted sammen med årene. Så vi har travlt. Vi har meget, vi skal nå. Vi skal ses, vi skal være lykkelige, vi skal tjene penge nok, vi skal rejse, vi skal leve så længe som muligt, vi skal – alt muligt.

Jeg skal sige til jer: Nej, vend om, det dér skal I overhovedet ikke. I skal takke Gud for denne dag. Og på hans befaling skal I være ordentlige rare mennesker, I skal tjene og gavne hinanden for det er meningen med jer. Med os.

Lad mig fortælle en historie, hvor I måske kan genkende det, jeg siger. For ikke så længe siden kunne man i biografen her i Skive se en irsk film. Jeg siger ikke titlen, for den har en tosset engelsk titel, som ingen alligevel kan huske. Og der var måske heller ikke så mange inde at se den. Da jeg var der, var der vist 4 eller 5 andre. Men filmen var god. 

Den handler om livet på en lille ø ud for Irlands vestkyst. Her bor de to gamle venner, Padraic og Colm. Padraic sammen med sin søster oppe på højdedraget og Colm alene ude ved havet. Hver dag lidt hen på eftermiddagen går Padraicned til sin vens hus for at hente ham med hen på pubben. For sådan har de gjort i 1000 år, de to, og sådan er det godt. Livet går sin gang. Mændene mødes på pubben, og om søndagen går de alle i kirke.

Men så kommer det: Solen er på vej ned over de grønne stenede marker. Padraic går afsted til sin vens hus som sædvanlig. Men denne dag lukker Colmikke op. Padraic kan se ham sidde derinde i stuen. Men han kommer ikke til døren og lukker op. Padraic er en enfoldig mand, og han fatter ingenting: Hvorfor lukker min ven ikke døren op? Vi er da venner? Næste dag er det på samme måde. Colm sidder derinde med sin violin, og han vil ikke snakke og han vil ikke med på pubben. Padraics verden kommer i oprør: Hvad i alverden er der galt? Så møder han en dag Colm uden for pubben, og Colm siger så, at det er, fordi han synes, Padraic er så kedelig. Det er derfor. Colm gider ikke gå på pubben sammen med Padraic mere. For det er altid det samme. Padraic kan kun tale om almindelige små kedelige ting. Padraic er kedelig. Punktum. 

Det afbrudte venskab truer med at vælte hele Padraics verden. Det viser sig snart, hvad der er fat med Colm. Han har fået den samme sygdom som vi andre har. Colm er blevet bange for tiden. Han er gammel musiker, og han har fået den ide, at han skal skrive en sang til øen, så han vil blive husket, når han er død. Mozart huskes den dag i dag, siger han, fordi han var et geni, men alle vi andre bliver glemt. I stedet for at ses med Padraic, som kun kan snakke om almindelige ting, mødes Colm nu med musikere fra fastlandet, og de sidder på pubben og drikker øl og synger og spiller sørgelige irske sange. Inderst inde ved Colm godt, at han ikke bliver en ny Mozart. Det er løgn, men han har fået vores moderne syge – og den får ham til at opføre sig som et svin over for sin gamle trofaste ven, som nok er enfoldig, men dog så god og trofast og ærlig, som dagen er lang.

En aften kommer det til et første sammenstød mellem de to. Colm sidder som sædvanlig sammen med sine nye musikervenner og spiller og synger. Så bliver Padraic grebet af ærlig harme og går derhen. Padraic selv er kendt for, at hvis han får for meget øl, bliver han farlig og kommer i slagsmål. Så galt går det ikke. Padraic får kun drukket sig mod til, og så stiller han sig op foran Colm og aftvinger ham en forklaring: Hvad i alverden giver Colm ret til at behandle andre på den måde? Det er ikke venligt. Colm svarer så og siger: Det er ikke nok at være rar og venlig her i verden. Vi skal huskes. Ingen husker en venlig mand, men Mozart var et geni, og derfor husker man ham. Så er det, at Padraicpludselig bliver veltalende og holder den længste tale, han nogensinde har holdt. Han siger: ”Jeg kender ikke Mozart. Men jeg husker min far, han var en venlig mand. Jeg husker min mor, hun var en venlig kvinde. Jeg husker min søster, hun er også venlig og jeg holder af hende”. Det er hele talen. Og sådan sætter den enfoldige Padraic sin ven på plads med en vidunderlig lille tale om venskab og erindring – om hvad der virkelig betyder noget her i verden.

Jeg skal ikke røbe, hvad der videre sker. Der sker en del, men det kan I selv se. Men det er det, jeg taler om her. Det, vi skal vende om fra – det er Colmsgiftige sygdom – angsten for tiden, angsten for ikke at blive husket, drømmen om at få et navn, som huskes. Det er en tanke direkte fra helvede, og den gør ingen noget godt. Tro mig, jeg kender den fra mig selv. Den hærger stor og lille. Putin sad under Corona og sloges med frygten for døden. Han frygtede for sin kræftsygdom og for at blive smittet med corona. Han kom i tanke om, at han jo skulle huskes for noget stort, og så fandt han på at invadere Ukraine. Det er ulykkerne i den store skala. I det små ødelægger den tanke selve livet for os. Gør os dagene tunge og kvalfulde, ødelægger venskaber, giver stress og depression. 

Anmelderne i medierne holdt alle med Colm, og syntes, at Padraic virkelig bare var slemt kedelig. Men sådan opfattede jeg ham slet ikke. Padraic var nok enfoldig, men han havde øje for de små ting – dem som straks forsvinder, når vi bliver bekymret for os selv og vores eftermæle. Han elsker sin søster, sit lille æsel, som han hemmeligt lader komme ind i stuen, når søsteren er ude. Han passer sit lille hus og sit arbejde – og er bare en helt almindelig mand, der bare gerne vil være ordentlig. Det var Colm, der var blevet grebet af en moderne dæmon.

Da Lise Nørgaard, hende med Matador, sidste gang var i tv for at fortælle om sig selv, sagde hun: Jeg vil bare så gerne huskes. Det var nu så sørgeligt. Er det virkelig alt, hvad vi er sat her for: At skrige som fugleungerne: Se mig, se mig, nu, nu? At sidde og vride hænder over, om andre nu husker os, om vi nu får opmærksomhed nok, om vi nu når alt det rigtige, som vi tror, vi skal?

Men alt det, vi tror, vi skal – det skal vi slet ikke. Det er jo det, der er det gode ved det. Jeg skal ikke trække tænder ud på jer eller operere jer eller fortælle jer, hvad I godt ved i forvejen. Jeg skal velsigne jer og så skal jeg fortælle jer, at I ikke skal bekymre jer om tiden og evigheden og om I nu bliver husket og elsket. Alt det har Gud for længst taget sig af. Alt det, I tror, I skal: nå det hel, være rige, være stærke, være lykkelige – tænk, det skal I slet ikke. I skal noget helt andet. I skal vende om. Gå hjem, være ordentlige, vise venlighed, vise godhed, vise ydmyghed, være trofaste venner, fædre, mødre, sønner, døtre.

Amen

Prædiken til Palmesøndag I, 2023

Matt 21,1-9

Salmer: 176, 59, 81, 380, 84

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Jesus kommer tomhændet til Jerusalem. Han har ingen verdens ting med sig. Ingen oppakning, intet følge, ingen pengekister, ingen vigtige papirer, ingen stab af spindoktorer, ingen bodyguards, ingen soldater, ingen våben – slet og ret ingenting. Ikke engang æslet, som han rider på, er hans, for han har lånt det med grime og dette hele. Magt har hanheller ikke. Ingen militærmagt, ingen pengemagt, ingen politisk magt. Og dog har han alt det, vi i virkeligheden så dybt savner – vi, der elsker og beundrer magten og pengene og medaljerne og glimmerstadset. ”Jeg er Vejen, sandheden og livet”, siger han. Og det er han: Alt det, vi i virkeligheden sukker efter, men glemmer igen og igen: Opstandelsen, kærligheden, troskaben – det har han og det giver han.

Evangeliet om denne sære fattige, magtforladte frelser vender alting på hovedet. Magten afsløres som afmagt. Og afmagten viser sig at være den virkelige og sande magt, kærlighedens sære afmægtige magt. Som Paulus så malende beskrev sit eget liv: ”som ukendte og dog velkendte, som døende, og se, vi lever, som tugtede, men ikke pint til døde, som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt”. Det eri virkeligheden en beskrivelse af frelseren selv, Jesus Kristus. Som bedrøvet og dog altid glad, som den der intet har og dog ejer alt.

Vi tosser beundrer magten. Vi elsker handlekraft og beundrer magtudøvelse, det være sig penge, militær eller politisk magt. Ja, vi ikke bare elsker og beundrer det. Vi søger det, drømmer om det, sætter al vores håb til det. Og forstår altid først for sent, at vi intet har fattet, men har løbet efter lygtemænd og ildfluer i vores eget mørke. Der er for så vidt ikke noget galt i at udøve magt i verden. Ligesom det heller ikke er forkert at bruge penge. Det gale er vores tro på, at pengene og magtens mænd og kvinder er Vejen, Sandheden og Livet og at de en dag vil bringe os lykke og evigt liv.

Jesus afslører magtens afmagt – og hvad det er for noget, skal jeg vise jer med to små eksempler.

Måske husker I Leonid Bresjnev, det forsvundne Sovjetunionens generalsekretær og reelle magthaver gennem mange, mange år. Han var kommet til magten ved et kup imod den tidligere generalsekretær, Krustjov, og gennem sine mange år på magten blev han næsten indbegrebet af Sovjetunionen, billedet af et gråt forstenet diktatur på den anden side af jerntæppet. Bresjnev selv havde ingen børn, men hans bror Jakob, havde en datter, kaldet Luba Bresjneva. Hun udgav for vel omkring 30 år siden sine erindringer fra sit liv i periferien af magten. Hun fortæller et sted om en middag, som hun deltager i i den inderste kreds i Kreml. Alle spidserne er der, ministre, grå eminencer, militærfolk i uniform.Leonid selv sidder for bordenden. Det er omkring 1980. Bresjnev er gammel, og han er tilmed ramt af flere hjerneblødninger. Han går vaklende, han ryster på hænderne, han skal have hjælp til det meste. Men som det altid har været i Rusland, så er statslederens helbred en statshemmelighed. Ingen må vide, at landets leder er syg. Men det er han, en af verdens mægtigste mænd kan ikke engang spise sin isdessert selv. Luba fortæller, at de er nået til desserten, snakken går omkring bordet, ingen ænser Leonid, som sidder hjælpeløs og kæmper med sin is. Isen løber ham ned adhagen, drypper ned på hans slips. Han spilder og famler som et barn, men ingen hjælper ham. For koldere end isdesserten er stemningen ved bordet. De kæmper om, hvem der skal overtage magten, når den gamle endelig er kradset af. Luba er den eneste, der ser sin farbrors hjælpeløse kamp med isen, og på et tidspunkt forbarmer hun sig og går op og mader ham, som man mader et lille barn. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har læst et så gribende og uhyggeligt eksempel på magtens afmagt. Hvad har Leonid Bresjnev? Han har magten. Han kan trykke på den berømte røde knap, som udløser en atomkrig. Han kan sende folk i arbejdslejre i Sibirien, og overalt venter man på hans ordre, hans befaling. Og så sidder han der, gammel, ensom, hjælpeløs, ingen børn har han. Hans kone er død, og ingen bekymrer sig om ham, men sidder blot og venter på, at han skal kradse af, så de kan komme til magten. Iskoldt er det billede af magten, som burde være glad, men som altid er bedrøvet, som har alt, og dog ejer intet, men er kold, forkommen, elendig.

Jeg kan ikke dy mig, så I får lige eet billede mere – igen på magtens afmagt. I har set billedet utallige gange før: Putin siddende alene ved sit latterligt lange bord. Efter sprængningen af en Putins nye bro til Krim lød en vittighed: Hvordan vil russerne på rekordtid reparere broen til Krim? Svar: De bruger Putins bord. Billedet af Putin ved det enorme bord var ment til at vise den store mands storhed og magt, men hvis man ser ordentlig efter, kan billedet i virkeligheden lige så godt ligne et lille stakkels menneskes fuldkomne ensomhed og frygt. Det skulle være ganske sandt, at Putin under corona var opfyldt af rædsel for at blive smittet. Hvis man overhovedet fik lov at komme i audiens hos ham, skulle man være absolut klinisk renset for blot den mindste mistanke om smitte. Man skulle igennem indtil flere sluser, før man fik lov at stå ved den ene ende af hans store bord. Under hele epidemien gemte Putin sig af skræk. Og det siges, at det var i sin isolering og ensomhed i Kremls korridorer, at han blev bange for sin egen skygge, og begyndte at bekymre sig om sit eftermæle. Helt alene med sine få nærmeste livtjenere, gik han rundt i magtens bolig. Det er næsten en karikatur af en diktator. Manden har milliarder af dollars gemt på hemmelige konti rundt om i verden. Han har lystjagter på størrelse med fregatter og et enormt Versaillesagtigt palads ved Sortehavet. Han har en enorm hær til rådighed, atomvåben og dyrt isenkram at vise frem på Den Røde Plads. Og på hans ordre er tusindvis af familier ramt af sorg og tab. Han har ladet et helt land smadre og hundredtusindvis af især unge mænd gå i døden for sin egen ære og herlighed – og så sidder han dér og klynker over for sin livlæge: Jeg har lidt ondt i halsen – tror du, det er corona? Et lille ensomt og bange menneske i et iskoldt miljø.

Så skifter vi scene, kontrasten er til at tage at føle på. Mattæus fortæller: Her kommer Jesus ridende på sit æsel. Ejendomsløs og ludende fattig, lever som en stodder fra hånden og munden. Onde tunger ville sige, han lever på nas. Frådser og dranker, kalder de ham. Han spiser hos rig og fattig. Disciplene har lidt rejsepenge i en pose. Judas er kasserer, men der er ikke meget at gøre godt med. Jesus har det, han går og står i. Han har ingen befalingsmænd under sig, ingen stærk oligark i ryggen. Og dog er han munter og nærværende, tager hver dag som den kommer som en gave fra Gud. Se til markens mælkebøtter og himlens sorte krager. Lær af dem, siger han. Sådan lever han selv. Og selvom han er fattig og uden magt i verden, så er det så befriende saligt at være sammen med ham. Om dagen kommer de løbende efter ham med alle deres syge og krøblinge. Eller de forfølger ham med bønner og brok og modsigelser og anklager. Alligevel sidder han der om aftenen ved bordene – om det nu er i hytten eller i rigmandsvillaen. Og da er alting pludselig så herligt. Alle føler sig set, alle føler sig betydningsfulde hos ham. I hans selskab tør man sænke skuldrene og lytte og le. Selv en forhadt tolder som Levi eller hans chef, den dobbelt forhadte overtolder i Jeriko, Zakæus, selv opløbne gadefolk og tiggere, prostituerede og fremmede soldater. De sidder der og lytte – og føler sig så sært befriede og hjemme. Og uanset om han sidder på en træskammel eller ligger til bords på bløde hynder, han er altid den samme, fortæller vittigheder og sære historier, der vender op og ned på alle vante forestillinger. Alting bliver så let og ligetil, hvor han er. Selv hans alvorlige formaninger bliver så selvfølgelige. Han tvinger ingen, truer aldrig, bruger aldrig sin autoritet, slår aldrig i bordet. Og dog har man lyst til at gøre, som han siger. Det er som om hjertet lytter med, når han taler – selvom der er mørkt i stuen, er der altid lyst, hvor han er.

Jeg har altid haft det sådan: Hvis Gud virkelig ville åbenbare sin kærlighed og sandhed på jorden i eet menneske, så måtte han være præcis som evangelisterne fortæller om Jesus. 

Lad mig bruge et billede: Hvis nogen skulle finde på at anklage mig for at være spion for Rusland eller stille mig for retten som en anden FE-chef eller stakkels Claus Hjort Frederiksen - så ville jeg på den ene side være skræmt, men den anden side rolig og munter, for jeg vidste jo, at det ikke passede, hvad de anklagede mig for. Jeg ville ikke være nødt tilat forsvare mig med alle mulige grunde. Jeg kunne le ad deres anklager, ja, om de så smed mig i fængsel - jeg ville jo med mig selv og min samvittighed, at jeg ikke havde gjort det. 

Præcis sådan opfører Jesus sig. Han har ikke nødig at forsvare sig. Han behøver ikke overbevise os med titusind gode grunde. Han behøver ikke sige: Jo, altså, I kan jo da nok se, at jeg er Kristus, fordi sådan og sådan og sådan. ”Den der ikke er for mig, er imod mig”, siger han, for sådan er det med sandheden. 

Magthaveren må omgive sig med spin og bortforklaringer og løgne. Døgnet rundt må han vogte på sine ord og skjule sine hensigter. Ligesom den rige må vogte på alle sine penge. Og hvor er den sandhed svag og hvor er den rigdom fattig, som må støttes med trusler og våben og løgn og overvågningskameraer og hegn. Jesus går lige frem og har intet at skjule. Hvad var det Guds sagde til Kain? ”Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du gør det onde, lurer synden ved døren”. 

Nu går han op til Jerusalem, ene blandt mennesker, for helt alene at bære deres – og vores - synd og skyld og tåbelige kærlighed til ”verdens ære, magt og guld”. Vi vil slutte denne prædiken med en bøn:

Herre Jesus, vend vore hjerte til dig. Send din gode stærke Helligånd i hjertet på os, så vi forvandles og bliver som dig. Så vi løfter hovedet og ser lige op. Så vores tale bliver ja ja, nej nej. Så vi er tro. Amen

Prædiken til Skærtorsdag I, 2023

Matt 26, 17-30

Salmer: 455, 473, 465, 456, 599

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Nadveren er mærkelig. Det behøver man ikke skamme sig over at synes. Den er mærkelig, anderledes, fremmed. I den første og ældste kirke kaldte man den på græsk et ”mysterion”. Vi har på dansk arvet ordet via latin i ”mysterium”. Det betyder oprindelig en hemmelighed, noget, der ikke bare sådan ligger åbent for forstanden. Sådan var det allerede i den første kirke: Hvad var det nu lige, Jesus havde ment, da han brød brødet og sagde: Dette er mit legeme, og da han udbragte en skål ved bordet og sendte den fælles drikkekande rundt med ordene: Dette er mit blod. Det er helt i orden, hvis man ikke lige kan forklare det med en enkelt sætning eller ikke lige kan få sine forestillinger på plads her. For hvor Gud er, der går det i reglen sådan, at alle vores forestillinger bliver slået i stykker.

Men derfor kan vi jo da godt forsøge at kredse os ind på mysteriet. Vi kan jo godt tale om det, vi ikke forstår. Prøv engang at tænke på et lille barn, som for første gang skal have skemad efter hidtil kun at have fået mælk hos mor. En dag tager mor den lille på skødet og sætter en tallerken med vælling eller grøntsagsmos foran barnet. Den lille fatter ikke en bjælde. Mor stikker pludselig en mærkelig tingest ind i munden på ham. Den føles kold og hård, og der er noget endnu mere underlig på den, noget lunt og blødt og sært. Det hjælper ikke det fjerneste, at mor eller far giver sig til at forklare for ham: ”jo, altså, lille Oscar, du kan jo nok se, at du skal til at lære at spise fast føde. Og du skal ikke være bange, mor har fulgt alle Sundhedsstyrelsens kostråd, så der er godt med protein og kulhydrater i, og ingen salt eller sukker, for det kan du ikke tåle endnu”. Alt det fatter den lille selvfølgelig ikke en millimeter af. Alt hvad han sanser er, at han er hos mor, men at der altså sker mærkelige ting i munden på ham.

Senere hen fatter han nok mere – selvom det jo nok i grunden er begrænset, hvad selv vi voksne forstår os på det daglige mysterium, som vi forklarer med ordene ”at spise” og ”stofskifte”. Vi ved, at vi har brug for mad, og vi ved, at den gør os godt. Vi ved, at det er godt at spise sammen. Men hvordan bøffen bliver til os, hvordan vinen bliver til os,og hvorfor det er så godt at spise sammen - det er der vel egentlig ikke ret mange af os, der kan forklare meningsfuldt. I al fald ikke uden det bliver så videnskabeligt og langhåret, så alle er faldet i søvn efter bare to minutters foredrag.

Måske er det med nadveren, som det er med lille Oscar og vællingen. Vi har jo med Gud at gøre – ikke med den lille tabel eller en soduko i damebladet. Måske vi ligefrem kan lære af lille Oscar. Han tager imod, hvad mor giver ham – selvom han ikke fatter, hvad det skal gøre godt for. Sådan er det også med dåben. Den er også et ”mysterion”. Og hvorfor i alverden skal vores lille målerlarveforstand absolut kunne rumme alting, når vi i det daglige tager en hel masse andre mysterier for givet uden at spekulere mere på det?

Det vigtigste i nadveren tror jeg i grunden godt, vi forstår med hjertet – selvom forstanden står af. Det har noget med enhed og forening at gøre. Da Jesus sad der ved bordet, og hans disciple var røget ud i et længere skænderi om, hvem det mon var, der ville forråde ham, og hvem af dem, der mon var den bedste – så tog Jesus det fælles brød og brød det i stykker, så de alle fik et stykke og spiste. På samme måde med vinen, en slurk til hver af den samme vin fra den fælles kande. Det samme ene brød blev til dem, disciplene, ved at de spiste, ved at der skete det dér underlige, som vi kalder stofskifte. Og på samme måde kom den samme ene vin til at løbe i alles årer. Brødet er mit legeme. Vinen er mit blod, sagde han til dem. Og sådan viste han dem, hvad det hele havde handlet om fra begyndelsen: At han ville være eet med dem, og de skulle være eet med ham og hinanden. De evindeligt selvoptagede, forvirrede, storsnudede og tungnemme disciple skulle være eet med ham, der kaldte sig ”Vejen, Sandheden og Livet, den ene rene, den ene gode, den enetrofaste. Og være eet med hinanden.

Når vi vil forstå det med forstanden, har vi problemer. Men med hjertet kan vi sagtens forstå det. Også ganske uden at være præster eller teologer. Lad mig fortælle en sand historie. For en del år siden var der en kvinde, som var syg. Hun led af en uhelbredelig kræftsygdom og lægerne havde opgivet hende. Nu var hun på hospice i smukke omgivelser, for sådan er det jo i Danmark: Vore hospitaler og plejehjem udsulter man og skraber med den store sparekniv, mens pengene strømmer til hospice, så forholdene dér kan være, som vore hospitaler og plejehjem egentlig burde være. Jeg havde besøgt hende, og vi havde aftalt, at en dag, når der ikke var langt igen, så ville hun gerne til nadver. Den dag kom så, og jeg samlede mine ting: mit lille hjemmeberettelsessæt, som det hedder med et gammelt ord: Kalk og disk, en lille æske med de underlige små runde brød, som vi kalder oblater, og en lille flaske med portvin. Hun havde samlet sine børn og sin mand hos sig. Helt uden at jeg havde sagt noget om det, havde hun dybt forstået, at dette skulle de være fælles om. Vi sang en salme – eller: jeg sang, for de var ikke særlig fortrolige med salmesang. Så læste jeg Mattæus’ beretning om den sidste nadver, som I lige hørte før, og så begyndte jeg på nadveren. Hun sad ved siden af sengen med sine børn omkring sig. Hun holdt dem i hænderne hele tiden. Da hun havde begge hænder optaget, kunne hun ikke nå sin mand, der sad ved siden af, men det løste hun ved, at hun havde lagt sin fod på hans. Helt uden at være skolet i kristendom, forstod hun alligevel dybt nede dette med enheden, foreningen. Sammen med børn og mand modtog hun den lille oblat og det lille bæger vin. Jeg udtalte den afsluttende erklæring, at de nu ved foreningen med vor Herre Jesus Kristus havde modtaget deres synders forladelse, og nu var styrket til det evige liv. Der var under hele begivenheden en dyb alvor og lyttende intensitet i rummet, som er helt ubeskrivelig. Så sukkede hun dybt – og hun døde ganske få dage senere.

Forstod hun nadveren, denne kvinde? Hvis jeg havde bedt hende gøre rede for, hvad hun havde været med til, ville hun formentlig ikke kunne finde ordene. Kloge hoveder og sure ateister ville hurtigt kunne overbevise hende om, at hun ikke anede, hvad hun deltog i. Alligevel er jeg sikker på, hun – uden alle ord – forstod mysteriet dybt og sandt og helt – på tværs af alle forstandsord og begreber.

Man kan godt spørge: hvordan og hvorledes – fra nu af og indtil de indfører Store Bededag igen: Hvordan kan et lille stykke ugæret brød være Jesu legeme, og hvordan kan et lille glas være Jesu blod, og hvordan er Jesus sammen med os i nadveren? Står han bag alteret og lurer? Sådan kan vi lade vores forstand kværne løs. Den kommer aldrig ud af stedet. Vi kan ikke engang bruge den lignelse mere, som jeg brugte før i tiden: Tag en 100-krone seddel. Den er lavet af papir, og den er med garanti ikke 100 kr. værd, men vi har tillid til, at den repræsenterer en værdi af 100 kroner. Sådan er det med brødet og vinen – men nå ja, ingen har kontanter på sig mere, og snart har vi vel glemt, hvad rigtige penge er.

Forfatteren C.S Lewis havde det lidt på samme måde. Da han mistede sin hustru Helen, skrev han en lille bog, og her nævner han også nadveren. Han skriver: ”I morgen vil en præst give mig et lille rundt, tyndt, koldt og smagløst stykke brød. Er det uheldigt, at den lille skive brød ikke på mindste måde ligner det, som den forbinder mig med? Er det ikke snarere godt det samme? Jeg har brug for Kristus og ikke for noget, der ligner ham. Jeg længes efter H, og ikke noget, der ligner hende”.

Det er ærlig snak. Lewis lader mysteriet stå. Han skubber sin evigt krævende og kværnende fornuft til side og ser brødet – lidt ligesom vi endnu ser pengesedlen som noget andet, end den rent faktisk er. Også han forstår, hvad den syge kvinde fra før forstod, at her drejer det sig om en - nå ja, mystisk enhed eller forening mellem og Kristus, mellem os indbyrdes. 

Vi kan bruge alle mulige billeder på det, men husk, det er bare billeder, der aldrig dækker det, men måske tværtimod kan få os på vildveje. Det grundlæggende, dybe og mystiske er enheden. Som når vi sidder sammen i familiens skød – for ikke sandt: Når familien er samlet, er vi danskere altid samlede om et bord. Vi hører sammen, vi er sammenspist. Vi med Herren – vi med ham, der har båret alle vore synder. Jesus spiste sig sammen med alle disciplene. Også forræderen Judas. Og når vi går til nadver, ”spiser vi os” også sammen, vi sammenspiser os med alle de andre, som også er med, kendte og ukendte, fortrolige og fremmede.

Vi vil så frygtelig gerne have kontrol. Vi er så bange for, hvad andre siger eller tænker, eller om vi nu også kan stå inde for dette og hint. Men prøv nu bare at lade forstanden og fornuften blive nede på bænken. Det afgørende er enheden, foreningen med Jesus Kristus, forbundetheden med hinanden. Det man hører, er man selv, siger de på P3. Det, vi spiser, bliver vi selv. Og spiser vi det lille runde, tynde, kolde, smagløse stykke brød og drikker vi vinen – så er det præcis som præsten siger til os. Luk øjnene og lyt på samme måde som kvinden gjorde med sine kære omkring sig – så siger præsten ordene: ”Den korsfæstede og opstandne frelser, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder – han styrke os med sin nåde til det evige liv. Fred være med jer”.

Og så er Guds fred med jer – om I nu forstår det eller ej.

Amen

Ja, det er nok mystisk, men det, der er mystisk kan godt give rigtig god mening

Prædiken til Påskedag I, 2023

Mark 16, 1-8

Kristus er opstået fra de døde. Det er kirkens budskab i en nøddeskal. Som Paulus skrev i et af sine breve: ”Jeg overleverede jer nemlig, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv”. Sådan har kirkens budskab været i 2000 år.

Der er præster, der viger lidt tilbage fra at sige det så ligefremt: Kristus er opstået fra de døde – altså fysisk, virkeligt. De vil hellere antyde budskabet med billeder og poetiske udtryk. Det kan bestemt også noget, men det dur ikke rigtig for mig. Jeg synes netop, det er det herlige ved at prædike: at jeg kan være lige så påståelig og firkantet, jeg har lyst til. Jeg vil derfor ikke bare påstå, at Jesus opstod af graven - formentlig søndag morgen før kl. 6.00 den 16. april år 33. Jeg vil også påstå, at det er det budskab, I allerinderst inde længes efter at høre, selve det, jeres sjæl higer efter – hvis jeg må udtrykke det lidt rørstrømsk. Jeg har lov til – og vil bestemt gøre – ligesom ekspedienterne i tøjforretningen gør, når de uden at skamme sig siger: ”Jeg har lige den trøje, du vil elske at gå med. Jeg bruger den selv derhjemme”! Kort sagt: Jeg har lige det budskab, som I længes efter – eller rettere: det er naturligvis ikke mig, der har det. Jeg er bare sat til at sige det højt: Ja, det er sandt. Der er noget, der hedder Guds tilgivelse – dér hvor tilgivelse er umulig. Og ja, der er opstandelse, dér hvor der kun er grav og møre knogler.

Hjertets sprog er påstande. Hjertet lytter efter faste ord. Bruden vil høre sin brudgom sige: ”Ja” med fast stemme. Hun vil høre ham love at være tro til døden. Hvis han skulle finde på at stå og tage forbehold og sige, at han da vil elske og ære hende, så længe han ikke finder en, der er kønnere – ja, så er han ikke bedre værd, end at få brudebuketten lige i synet. Jesus sagde selv: ”I jeres tale skal et ja være et ja, og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”. Sådan er det, og jeg tror fuldt og fast, at alle mennesker – dybt inde bag ved alt det, de siger, de er og tror, de er, og mener, man kan stole på og regne for sandt – har ligesom en streng, der bliver sat i bevægelse i hjertet dybt inde, når det gamle håbefulde budskab lyder: Kristus opstod fra de døde. Helt på tværs af alt, hvad vi holder for sandsynligt og sandt i 2023 – denne dybe streng i hjertet eller i sjælen – den kommer i bevægelse og svinger med en tone så dyb og dybtfølt, at vi skal arbejde virkelig hårdt for at overdøve den eller dæmpe den.

Det er noget sludder, når folk i dag prøver at slippe afsted med at sige, at opstandelsen ikke kommer dem ved, fordi deikke er religiøse eller troende. Jeg tror simpelthen ikke på det. Det er bare en udflugt, de griber til, fordi er bange for at mærke den dér dybe streng komme i svingninger i dem selv: Tænk, hvis det nu er sandt – det er for skræmmende og vildt, hvis den gamle Bibel rent faktisk har ret, hvis vidnerne rent faktisk talte sandt, når de sagde, de havde mødt den opstandne. Men det må de nu rode med. Jeg skal ikke bevise noget. Jeg skal ikke læse op af en videnskabelig rapportmed fodnoter og henvisninger. Jeg skal bare som Paulus gentage, hvad de tidligere generationer gentog: At der rent faktisk var vidner, der så ham efter hans grufulde henrettelse, død og begravelse. Og hvis de så ham, så var han opstået, og er han opstået, så er alt, hvad han sagde og gjorde – så at sige godkendt af Gud selv.

I mange år har vi vænnet os til at slå en hånlatter op, når det drejede sig om kristendom: Sådan noget gammelt sludder at komme med nu i dag, hvor vi har videnskab og kunstig intelligens og hjerneforskning. Men mærkelig nok. Netop i disse år har man sporet en underlig udvikling herhjemme: Folk, som før foragtede kristendom, melder sig nu ind i folkekirken. Og langt de fleste af dem forventer alvorligt, at alt i kirken er præcis, som det var, da de var børn. De vil ikke høre alle mulige nye salmer og mærkelig rytmisk musik. De vil ikke have poesi og dunkel tale. De vil høre præsten fremføre påstanden igen. De vil høre hjertets sprog. De vil høre ham sige: Kristus er opstået fra de døde. Gud er Gud, om alle mand var døde. De vil høre ham sige: Fred være med dig. De vil høre ham sige: Kristus har båret al din skyld og skam. Gå hjem og synd fra nu af ikke mere.

Det er noget mærkeligt noget, at vi sådan på den ene side lader, som om det ikke rigtig betyder noget – og så på den anden side hemmeligt så gerne vil høre det igen. Når den dybe streng har rørt sig i os, så ønsker vi hemmeligt, bag om ryggen på os selv at mærke den svinge igen, vi lytter, selvom vi ikke helt vil være ved det.

Hvis jeg må bruge et ikke alt for godt billede, så går det lidt på denne her melodi: Måske husker I Islamisk Stats selvudnævnte kalif, al-Bagdadi. Det var ham, der i moskeen i Mosul udråbte IS-kalifatet i Syrien og Irak. Han hadede Vesten og særlig USA, men hemmeligt beundrede han Vestens fremskridt og teknologi. Hans hykleri var åbenlyst, da vestlige journalister fik øje på, at han på sit håndled bar et superdyrt Rolex-ur, som han sikkert havde hugget eller købt for oliepenge: Han foragtede os i Vesten. For vi var i hans øjne vantro mennesker uden moral og tro. Men uden at han selv bemærkede det, bag om ryggen på sig selv, beundrede han Vestens teknik og dygtighed. Putin gør det samme. Hanbenytter enhver lejlighed til at skyde skylden på det onde Vesten. Se selv, siger han, selv det dårlige vejr kommer fra vest. Men han længes på præcis samme måde som al-Bagdadi efter lækre ting fra Vesten. Hans yndlingsur er et dyrt tysk IWC-dykkerur. Og han optræder gerne i eksklusivt italiensk designertøj. Lidt på samme måde har det været med os danskere i så mange år: Vi vil ikke vide af kristendom – men det vil vi i hemmelighed alligevel.

Og jeg tror også nok, at mange i disse år er blevet dødtrætte af al den åndløshed og tomhed, som vi er omgivet af. Jeg sad en morgen med min avis – og ja, jeg kan nu engang godt lide at sidde med en gammeldags papiravis, selvom lige netop mit eksemplar sikkert har ødelagt klimaet uopretteligt. Jeg sad altså med min avis, hvor en overskrift fangede mit blik: Er håb din sidste plan? stod der med fede typer. Det lød da godt tænkte jeg. Det er jo da virkelig en god plan at sætte sit yderste håb til Gud. Så opdagede jeg, at det var en reklame for en bank. Nede i reklamen stod der, at en canadisk forsker har påvist, at håb udskiller endorfiner og enkefaliner, der henholdsvis giver lykkefølelse og har en bedøvende virkning på hjernen. ”Med håb kan hjernen simpelthen bedøve sig selv og skærme for dårlige tanker”, stod der i annoncen. ”Hos folk, der håber, skifter hjernen form. Den ligefrem vokser og er med til at skabe en nærmest selvforstærkende fornemmelse af positivitet hos den håbefulde”. Meningen med det bavl var vistnok, at man skulle gå i Sydbank, men hvad håbet skulle gå ud på – det stod der ikke noget om. Man skulle bare se at finde sig noget håb, for så fik hjernen det godt: Goddag, jeg vil gerne have for 500 kr. håb! Ja, så gerne, skal det pakkes ind som gave? Ikke et ord om, hvad håbet skulle håbe på. Var det håb om gevinst i Lotto? Var det håb om en højere rente, måske? Du skal bare håbe på et eller andet, så får du det godt. Jeg forestiller mig, at det er en eller anden reklamemand med trimmet skovmandsskæg, designerbriller og et silketørklæde under skjortekraven, der har fundet på sådan noget pølsesnak. Og jeg overvejede et kort øjeblik at ringe til Sydbank og foreslå dem at bruge fyrens fladpandede hoved til noget mere anvendeligt - f.eks. som serveringsbakke eller flad desserttallerken til at servere vandbakkelser eller noget andet luftigt på.

Men netop sådan noget er der alle vegne. I en anden helsidesannonce fortalte Lundbeck Fonden mig, at ”din hjerne er nøglen til hele dit liv”. Vi hører det alle steder. Filosofisk, eksistentiel pølsesnak, som lyder fint, men som ikke er andet end tomhed. Ikke underligt, at mange nu søger tilbage til noget, de ved findes, men som de har vendt ryggen til i så mange år, at de næsten har glemt det. Men det er der, og de har til deres egen overraskelse mærket den dér dybe streng svinge med, når de måske var til nødt til at gå til barnedåb eller konfirmation – og præsten dér turde tale om opstandelse, og ikke slog det hele hen i pjank.

Tomheders tomhed, alt er tomhed, skrev Prædikeren i Det Gamle Testamente allerede for over 2000 år siden. Når man er kommet dertil, opdager man, hvad man har savnet uden at vide det.

Kristus er opstanden. Læg mærke til, hvor lavmælt og næsten underdrevet, Markus fortæller det. Blandt bibelforskere er der enighed om, at Markus’ beretning slutter med vers 8, hvor der står om kvinderne, de første vidner til opstandelsen: ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Der er senere føjet en ekstra slutning på, men skidt med den. Påskens vilde påstand fortæller Markus helt underdrevet og afdæmpet. Han lader kun en ”mand i hvide klæder” prædike for kvinderne: Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor han lå!

Se en grav og lyt så til ordene: af jorden skal du igen opstå. Mærk dit hjertes hemmeligste frygt og skam, og hør så præsten sige: Dine synder er dig forladt. Tænk på al dit hjertes uro og bekymring og forvirring, og lyt så, når præsten lyser velsignelsen og siger: Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. Det er det hele. Nå ja, måske mærker man ikke noget, det er muligt. Men så går der måske en uge, en måned, et år – så opdager man en dag, at det, man troede, var uroeller stress eller depression – det var den dybe streng, der er sat i bevægelse i en – den dér længes efter at hører det igen, som man ikke kan fastholde, men dog savner: 

Kristus er opstanden.

Glædelig Påske!

Amen

Prædiken til 2. s. i påsken I, 2023

Joh 10,11-16

Salmer: 736, 218, 223, 52, 208

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Gud er kommet på mode. Han er slet ikke umoderne mere. De kendte står i disse år frem én for én og fortæller, hvordan de som unge grinede ad kristendom og kirke, men nu har fundet tilbage til den. Og det er jo godt. Jeg har altid været overbevist om, at alle – uanset, hvad de så siger – dybt og inderligt savner Gud og søger ham med lys og lygte. Vi er skabt i Guds billede, han har selv lagt evigheden i vorehjerter, som der står i Det Gamle Testamente. Det er lidt ligesom de her gps-chips, som man kan få sat på sin havetraktor eller sit dyre værktøj: Hvis en litaursktyvknægt i en hvis varevogn skulle finde på at komme forbi og hugge dem, kan man spore grejerne og bede politiet komme og hente dem og arrestere tyvene. Gud har lagt sin gps-chip i vore hjerter, så vi søger ham. Vi kan slet ikke lade være. Jo, vi kan lade som om i mange år. Vi kan tro på alt mulig andet så længe vi er sunde og raske, men en dag går den ikke længere. Tomheden bliver for stor.

Men når man så hører, hvad de kendte siger om deres forhold til Gud, så er det tit noget i stil med: Ja, altså, jeg tror på Gud. Jeg regner mig nu for kristen, MEN det med Jesus, at han skulle være Guds Søn – det tror jeg nu ikke rigtig på. Gud – jo, han er god nok. Og det er Jesus da også. Men hvorfor er det nu så vigtigt, at han skulle være Guds Søn og at han opstod fra de døde? Er det ikke lige lovlig langhåret? Kunne vi ikke godt forkorte den lange trosbekendelse og bare nøjes med at sige: ”Vi tror på Gud den Almægtige, himlens og jordens skaber”?

Dén hører jeg ret tit. Og lad os så bare tage den op i dag. Lad os tage den indvending alvorligt: Hvad sker der, hvis vi trækker Jesus ud af ligningen? Vi kan begynde med kirken her. Først og fremmest måtte vi jo skille os af med alle billeder af korsfæstelser og nadver – alle historierne om Jesus: Væk med dem. Ingen billeder, kun de nøgne vægge. Ja, hvis vi ville være helt konsekvente, så måtte nok også være nødt til lukke de store vinduer, så alt blev dunkelt og halvmørkt herinde. Oppe i korbuen kunne vi så passende hænge et forhæng op i tungt mørkebrunt fløjl eller gobelinstof, som skjulte koret. Sådan var det i det gamle tempel i Jerusalem. I modsætning til alle de andre folk rundt om i Mellemøsten, var jødernes tempel i Jerusalem tomt. Der stod ingen statuer af Gud, ingen forgyldte billeder, ingen kæmpefigurer, som grækernes Gud Zeus, der i Olympia kunne ses ved de store fester og de olympiske lege. I det gamle tempel i Jerusalem var der kun en tom stol i halvmørket bag et forhæng. Sådan måtte vores kirke også se ud – hvis vi altså holder fast i den forkortede trosbekendelse: Vi tror på Guds den Almægtige, himlens og jordens skaber.

Hvorfor det? Jo, for uden Kristus måtte vi sige: Gud er ukendt. Vi ved ikke noget om ham. Vi ved kun, at hjertet søger ham og længes efter ham. Den lille chip i hjertet bipper og blinker, men hvor han er, hvad han er, hvem han er – det kan vi ikke sige noget om. 

Hvad siger folk om Gud? I har sikkert hørt det før: De siger - på den ene side sådan her: Jeg tror, der er én deroppe, som holder hånden over mig. Jeg tror, Gud sidder deroppe og passer på mig. Eller: Jeg tror, at Gud er der for mig, og når jeg dør, er jeg hos ham. Eller: Der må være én eller anden, som har skabt alt dette. Verden kan ikke være blevet til af sig selv. Der må være en eller anden, der har villet det sådan. For hvad var der i grunden før universet blev til? Sådan noget har I garanteret hørt og måske selv dybt følt. Og det er ganske sandt. Det tror jeg også selv.

Men hør nu, hvad vi også siger om Gud – på den anden side: Hvorfor gør Gud ikke noget ved al den krig og fattigdom og elendighed, der er i verden? Hvis Gud er deroppe – sidder han så bare og sover? Hvordan kan han gå med til, at små børn dør? Hvordan kan han tillade, at uskyldige små børn død af sygdom, sult eller krig? Hvis Gud er, må han se at gøre noget ved det! Ellers vil jeg ikke have med ham at gøre. Og det har I sikkert hørt mange gange, og måske selv tænkt. Og jeg mener bestemt også, der er en sandhed i det. Jeg har også selv svært ved at forstå det.

Men læg mærke til det: Begge dele siger vi om Gud. Begge dele – ofte samtidig. Og hvad er så sandt, og hvem er han så – eller hen, hvis vi skal være korrekte? Ja, det ved vi ikke, og vi kan ikke sige noget om det. Det er tvetydigt, forvirrende, dunkelt, dobbelttydigt. Og netop derfor burde kirkerummet ikke være lyst og åbent, men et rum, der henlå i et dunkelt tvelys: ikke lyst, ikke mørkt, men skummelt, dunkelt, dystert. Og det allerhelligste skjult bag et mørk forhæng.

Hvis vi bare siger Gud – så måtte kirken her indrettes som et mørkekammer, hvor vi kunne gå hen og bøje os for den ukendte Gud, som måske er god, måske noget andet. Som måske passer på os, måske noget andet. Vi ved det ikke, vi kan kun bøje os og håbe, at han vil være nådig.

Vi ville ikke kunne kalde Gud med det fortrolige navn, som Jesus brugte: Far! Det havde vi ingen ret til at bruge. Vi kunne faktisk heller ikke engang sige, at Gud er god. Det ville vi jo ikke vide noget om. Vi ville være overladt til vores forvirrede fornemmelser, anelser, drømme, forhåbninger, frygt og tilfældige oplevelser.

Præster ville vi heller ikke have. Vi ville i stedet være overladt til skriftkloge, til drømmetydere, til orakler eller en slags profeter med langt skæg og sandaler, som kunne tale i sære billeder eller slå op i støvede gamle bøger og fortælle os, hvad Gud vil og ikke vil.

Det er let at sige: Kan vi ikke bare springe det der med Guds Søn over? Men det har nogle ret voldsomme konsekvenser. Ja, det er reelt en afskaffelse af kristendom.

Det skal ikke ske. Heller ikke selvom der er præster, der ønsker det. Vi må ikke bliveså søvnige og dovne, at vi bare lader det ske. Så vi bare trækker på skuldrene og siger, at det kan vel være lige meget? I århundreder har kirken stædigt holdt fast ved sin gamle trosbekendelse – og med god grund. 

Nu skal jeg fortælle jer, hvordan det hænger sammen: Når Jesus kaldes Guds Søn, er det ikke et biologisk udsagn. Altså, at Gud er biologisk fader til Jesus. ”Guds Søn” er en gammel kongetitel. De gamle konger i Israel blev langt tilbage kaldt Guds Søn. Vi behøver altså ikke fylde vore hoveder med underlige spekulationer om, hvordan Gud fik et barn med Maria. Arkæologer har udtaget prøver fra gravkirken i håb om at finde noget af Jesu DNA – for så kunne man måske finde Guds DNA. Glem det. Det er en titel.

Og den titel giver de Jesus, da de møder ham efter hans korsfæstelse og død. At Jesus var opstået fra de døde, så de som et tegn på, at han var sendt af Gud. De sagde: Gud har givet Jesus ret. Alt hvad han sagde og gjorde – det har Gud godkendt på højeste sted.

Det betyder: Gud som har skabt himlen og jorden og universet og os, og som har lagt sin gps i os – ham kan vi kun kende i tvetydighed. Vi har ingen adgang til ham. Vi kan aldrig kigge ham i kortene. Vi kan aldrig vide, hvad han vil – entydigt og klart. Men det behøver vi heller ikke spilde krudt på. For vi har Jesus Kristus. I ham skal vi kende Gud.

I virkeligheden er det det, vi gør. For kristendommen har været i Danmark i mere end 1200 år. Vores billede af Gud er farvet af det, vi ved om Jesus. Når vi tror, at Gud fører os og leder os ad hemmelige skjulte veje, så er det fordi vi tror, at Gud er som den gode hyrde, som Jesus kaldte sig selv. Og modsat: Når vi undrer os over det onde i verden, når vi bliver vrede over det, så er det kun, fordi vi tror, at Gud er som Jesus viste os ham. Vi har bare glemt, at det er det, vi gør. Ordet Gud kan vi i virkeligheden slet ikke tage i munden uden at vi tager Jesus med. For Jesus har smittet af på Gud, kan man sige.

Jeg er den gode hyrde, siger Jesus. I den sammenhæng, han siger ordene, kan det også betyde: Jeg er den ”sande” hyrde. Den ægte, den eneste, den rigtige. Hyrden er også en titel, ligesom sønnen. I det gamle Israel kaldte konger og profeter sig gerne ”hyrder” – også selvom det var det, de mindst af alt var. 

Nu er vi snart ved slutningen, så lad mig samle det hele op: Gud er Gud, og ham slipper intet skabt menneske af med, heller ikke selvom vi melder os ud af folkekirken og siger, vi ikke vil tro på ham. Vi har evigheden i hjertet, Guds gps er i ”hjertekammeret inderst inde”. Men vi er ikke nødt til at gætte på, hvad han vil og hvem han er. Vi er ikke henvist til dunkle drømme og til orakler og skriftkloge. Han har selv vist, hvad han vil og hvem han er – i Jesus Kristus. Det er Guds sindrige måde på én gang at skjule sig og dog vise, hvem han er. Han siger: Hvem jeg er i min evighed – det kan I ikke få adgang til at snage i. Men hold jer til Jesus Kristus, så ved I alt, hvad I behøver vide om mig.

Den russiske forfatter Dostojevski skrev engang i et brev: ”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.” Jeg ved ikke helt, om jeg forstår de ord, men jeg forstår den lidenskab, som ligger i dem: Hvis ikke det var for Jesus Kristus – så kunne det ærlig talt være lige meget, det hele. Han er min hyrde. Ham kender jeg, ligesom han kender mig. ”Lad Gud beholde sit himmerige, hvis jeg kan beholde mit Gurre”. Sådan sagde Valdemar Atterdag om sit slot, Gurre i Nordsjælland. Og det var nok temmelig ukristeligt, men jeg vil sige lidt på samme måde: Lad Gud beholde sit himmerige -hvis det er uden Kristus, den sande gode hyrde.

Amen

Prædiken til Septuagesima søndag I, 2023

Matt 20, 1-16

Salmer: 557, 7, 523, 356, 769

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

For at forstå, hvad historien fra Mattæus-evangeliet handler om, skal vi have fat i to forskellige regler eller måder. Vores måde og Guds måde. Den første hedder ”noget for noget”. Den anden hedder ”alt for intet”. Den første måde er vores måde. Den sidste er Guds. Den første forstår vi så inderlig godt. Den anden er sjælden hos os, og den er svær at forstå.

Noget for noget. Det kender vi godt. I de gode gamle dage, dengang der var noget ved at være præst, var der kontant afregning. Hvis jeg skal konfirmere jeres børn, så koster det en god læggehøne, en halv gris, 30 æg eller 4 pund smør. Altså noget for noget. Jeg underviser konfirmanderne – og I hoster op med nogle naturalier. Sådan fungerer ”noget for noget”. Det er til at forstå. Det er noget med ydelse og modydelse: I nat, når månen er oppe, ordner jeg din carport – mod at du betaler mig 2000 ugandadollars – og det bliver altså uden regning og moms og alt det der. Du låner min bil i weekenden mod at jeg hjælper med at fælde det gamle fyrretræ i din have. Du fikser min cykel mod en flaske god portvin. Og meget mere i den dur. Noget for noget er det, der bestemmer det meste af samfundets indretning. Når I går på arbejde i morgen, er det for at give jeres arbejdskraft – mod at I får en nogenlunde rimelig løn for det. Når regeringen ikke rigtig fik succes med at få de andre partier med på at afskaffe Store Bededag for at få lov til at være med i et forsvarsforlig – så var det fordi der ikke var noget ”noget for noget” i det. Det var snarere ”ingenting for ingenting” – og det virker ikke. Fra oldgammel tid har man kendt til ”noget for noget”. Romerne sagde: ”Do ut des”, som betyder: ”Giv for at få”. Og i gamle dage talte man herhjemme om at man skal ”yde for at nyde”. Kort sagt: Noget for noget – den måde kender vi rigtig godt.

Anderledes er det med ”alt for ingenting”. Det er som sagt Guds måde, og den har vi sværere ved at forstå – eftersom vi har så svært ved at forstå Gud. Når vi møder ”alt for ingenting”, bliver vi tavse og forundrede. Men vi forstår det ikke rigtigt, selvom vi godt kan glæde os over det. ”Alt for ingenting” fungerer ikke på arbejdsmarkedet. Så langt kan vi nok enes. Den chef, der spiller ud og siger: Hvis du arbejder 40 timer om ugen på min fabrik i et år, så vil jeg til gengæld give dig ingenting i løn – den chef får sikkert ingen ansatte. Det fungerer ganske enkelt ikke. Vi ville pudse fagforeningen på ham lige med det samme. 

Lad mig give jer to små eksempler på ”alt for ingenting”. Jeg stod engang i kø i Aldi. Oppe ved kassen stor en dame og var ved at betale. Og så virkede hendes betalingskort ikke – eller: hvis man så på hendes tøj og hår, så kunne man godt få den tanke, at der ikke dækning på det. Hun stod der og rodede og forklarede. Tiden gik, vi andre sukkede og så på uret. Kontanter havde hun ikke, og det varede en evighed. Så var det, at ham manden i køen trådte op til kassen og sagde: Hvor meget er det? Jeg betaler. Og så betalte han for kvinden. Og han ville ikke høre om noget til gengæld. Ikke noget med ”noget for noget”. Vi andre i køen gloede, og selvom vi synes, det var flot gjort af manden, spekulerede vi også på, om vi ville have kunnet gør det samme? Det er noget, der minder en lille bitte smule om Guds ”alt for intet”. En anden lille historie: Vi havde nogle venner på besøg i vores sommerhus. Det vil sige: Dengang vidste vi ikke, at det blev vores venner. Vi havde dem bare på besøg. Vi gik til stranden, vejret var herligt og vandet lunt, og så sad vi og sludrede lidt. Jeg sukkede lidt over hækken, som jeg skulle have klippet, og så foreslog vores gæster, at de da kunne blive og hjælpe med at klippe hækken. Det kom helt bag på mig, og jeg var dum nok til at sige nej tak. Jeg sagde: Nej, det skal I da ikke have bøvl med. I er vores gæster – det må jeg klare alene. Men det kunne jeg da godt have taget imod. For det var af lutter venlighed, de foreslog det. Det var ”alt for ingenting” – eller i al fald lidt af det. ”Alt for ingenting”. Den måde kender vi – den lever bare mere skjult: I en mors, en fars, en søns, en datters kærlighed. I en vens opofrelse. Men ”alt for ingenting” - det er Guds måde. Tænk bare på, at dagen i dag fik vi helt uden at nogen først kom og krævede betaling. Dagen i dag fik vi med andre ord for ingenting. Den var helt gratis og vi kunne gøre med den, hvad vi ville. Sådan er alt stort i livet – det er ”alt for ingenting”.

”Noget for noget”, og ”alt for ingenting” – de to måder skal man holde ude fra hinanden for at forstå historien i dag.Det overraskende i den er, at vi tror, den handler om ”noget for noget”. Men det gør den ikke. Den handler om ”alt for ingenting”. Hvis man læser den som en historie om ”noget for noget”, så giver den ingen mening. 

En vinbonde går hen på byens torv, hvor daglejerne står med hænderne i lommerne, mens de venter på at nogen skal komme at tilbyde dem arbejde. Han har brug for mange hænder, så han gør turen hen til torvet flere gange. Første gang kl. 6 om morgenen ved arbejdsdagens begyndelse. Så igen kl. 9 og kl. 12, kl. 15 og til sidst kl. 17, én time før fyraften kl. 18.00. Arbejdsdagen gik fra 6 morgen til 6 aften. Nogen har altså arbejdet 12 timer, andre kun én time. Hvis Jesus havde fortalt denne historie som en historie om ”nogen for noget”, altså om rimelige løn-og arbejdsforhold, så skulle den være endt med, at dem, der havde slidt 12 timer, fik mere end dem, der havde stået og drevet den af indtil kl. 17 og kun havde arbejdet én sølle time. Mere arbejde kræver mere i løn. Jesus fortæller selv, hvordan de sidste giver sig til at knurre, da det viser sig, at alle sammen får samme løn. Og det vil jeg nok også sige: Hvis det havde været mig, der havde stået der bagerst i rækken og fået samme løn som dem, der ikke har lavet et slag, så ville jeg også knurre og brokke mig. For hvad ligner det?

Jesus elskede at fortælle den slags historier, som slutter med en overrumplende, overraskende pointe. Og pointen er her: Over for Gud gælder ikke ”noget for noget”, men alene ”alt for intet”.

300 år efter Jesus genfortalte en jødisk rabbiner historien. Men han havde ikke forstået pointen. Han ville som jøde have den til at handle om ”noget for noget”. I hans udgave kom den til at lyde sådan: Der var en vinbonde, som lejede arbejdere til sin vingård. En af arbejderne viste sig at være helt særlig dygtig og rap på fingrene. Hvad gjorde nu vinbonden? Jo, efter kun to timers arbejde, tog han den dygtige unge mand til side og spadserede med ham langs med sine marker og drøftede høsten med ham. Ved aftenstid kom alle arbejderne for at få deres løn, og bonden gav nu den unge mand samme løn som alle de andre. Da knurrede arbejderne og sagde: Vi har arbejdet hele dagen, men han dér har kun arbejdet 2 timer, og du har givet ham samme løn som os. Men bonden svarede: Denne dygtige unge mand har på sølle to timer nået meget mere end alle I andre har nået på en hel dag.

Som I kan høre, så giver den jødiske historie meget mere mening – hvis altså vi tænker i ”noget for noget”. Den unge mand har virkelig ydet det samme som de andre. Han har bare været meget mere effektiv og hurtig. Jo, sådan må det være, når vi taler ”noget for noget”. Men det er hele pointen for Jesus: at sådan er det netop ikke over for Gud. For hos ham gælder alene ”alt for intet”. Vinbonden holder en lille tale: ”Jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå. Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit. Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god”? Det er klar tale. Bonden har faktisk ikke gjort nogen uret, men han forbeholder sig ret til at gøre med sine penge, som han vil.

Historien kalder vi en lignelse. Ikke en ligning – det sidste er noget, der hører til i matematik. Ikke i kirken. Og vinbonden er Gud, og arbejderne er os. Og så er pointen: Over for Gud kan I ikke stille jer op med alle jeres fortjenester og ting, som I har gjort mere eller bedre end andre. Over for Gud kan I kun tage imod, hvad han nu vil. Over for Gud gælder alene ”alt for ingenting”.

Og hvor vil Jesus nu hen med det? Ikke andet end at vise os netop det, som han også selv altid viste: ”alt for ingenting”. Hvad er hele Jesu liv andet end det? Han lever som en landstryger og har ikke en time til sig selv. Alle steder jagter de ham for at han skal hjælpe og redde og frelse. Og det gør han, uden at forlange det mindste til gengæld. Ikke en eneste gang siger han: Nu har jeg gjort sådan for dig, så skal du til gengæld gøre sådan for mig. Det er ”alt for ingenting”.

Og det er nu det, I skal. Det, vi skal. Forstå mig ret: Det er ikke meningen, at I i morgen skal gå op til chefen og sige: Godmorgen, chef, i dag vil jeg arbejde gratis. Nej, ”en arbejder er sin løn værd” – det står der selv i Biblen. Men I skalse jer om og huske på, at alt dette her har I fået for ingen verdens ting – ganske gratis. Uden at I har fortjent det først: Dagen i dag, mand og kone, børn og gode venner, tag over hovedet, nogenlunde helbred – og evne til at skønne på det. Alt for ingenting – prøv nu at vise det for andre, så de bliver tavse og forundrede. Vis dem lidt ”alt for ingenting. De er alt for vant til ”noget for noget”. Vis dem sådan noget, som vi alt for sjældent viser: storsind, gavmildhed, selvopofrelse.

Amen

Prædiken til 1. s. e. H3K I, 2023

Luk 2, 41-52

Salmer: 749, 101, 140, 411, 124

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæle med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Det er en gammel tradition her første søndag efter Helligtrekonger, at præsten skal tale om børneopdragelse i anledning af, at vi hører om den 12-årige Jesus i templet. Da jeg gik på Pastoralseminariet for 119 år siden rystede vi unge teologer bedrevidende på hovedet. Vi fandt det en lille smule latterligt. Det hørte ligesom en anden tid til, mente vi. Vi var ikke så dumme, at vi troede, man slet ikke behøvede at opdrage børnene, sådan som det ellers har været skik herhjemme i mange år. I mange år har vi herhjemme virkelig i fuldt alvor troet på, at bare man elsker sine børn, så vil de vokse op og blive små engle. Det er beviseligt løgn, og det har taget arbejdslysten – og måske også arbejdet fra rigtig mange lærere og pædagoger og præster. Nej, vi unge præstespirer var nok bare unge og hovne og bedrevidende, så vi syntes, den slags er støvet og kedeligt. 

Det er aldrig for sent at skifte mening og blive klogere. Og nu synes jeg ikke, det er så støvet og kedeligt at tale om opdragelse – og slet ikke i kirken. Ganske vist: Jeg fornærmer forhåbentlig ikke nogen ved at sige, at her ikke er så mange unge forældre i kirken i dag. Det er nok overvejende bedsteforældregenerationen, som er repræsenteret. Men det gør ikke noget. For i vore dage påhviler en stor del af opdragelsen og ikke mindst opdragelsen i den kristne børnelærdom – bedsteforældrene. Det viser undersøgelse efter undersøgelse: Rigtig mange børns virkelighed er i dag deleuger: Først 7 dage hos mor og så 7 dage hos far, eller først 3 dage hos far og så 11 dage hos mor. I den verden er bedstefar og bedstemor et anker, det stabile element - hvis de altså ikke også er skilt.

Jeg har tænkt på, at vi til dåben i virkeligheden burde kalde også bedsteforældrene op til døbefonten sammen med fadderne, og så holde en separat tale til dem: ”I som er bedsteforældre til dette barn”. For hvis vi skal kalde en spade for en spade: Jo, opdragelse er heldigvis igen blevet noget, man kan tale om. Og forældre har heldigvis taget det på sig. Det kan jeg mærke. Men den kristne børnelærdom – med den kniber det. Der er forældre, som tager den på sig, men mange steder står forældrene meget famlende over for den og springer den måske helt over – ikke af ond vilje, men den ene dag tager den anden og travlheden tager den tredje og mobiltelefonen den fjerde – og pludselig er barnet blevet 18.

Her skal bedsteforældrene nu træde til. Jesus er 12 år. Ifølge gammel jødisk skik blev man voksen som 13-årig, så nu gjaldt det, nu skulle man være inde i tingene, som Jesus egentlig siger: ”Skulle jeg ikke være i fars ting”, som der ordret står i den græske tekst. Man kunne godt oversætte det med: ”Skulle jeg ikke være inde i min fars sager”? Jo, det skal vi da. Det skal børnene og de unge. Men vi gamle - vi skal vise dem Gud, for nu at sige det lige ud.

Som bedsteforældre har man – nå ja, det mærker jeg selv, nu hvor jeg selv er blevet det – en større frihed til at være gammel og mærkelig. Hos bedstefar og bedstemor må barnet godt opleve alting anderledes. Bedsteforældres store fristelse er at forkæle barnebarnet og fylde det med vingummi og kage, i stedet for noget bedre. Bedsteforældre skal ikke kun være søde. Jeg hørte en økonom forleden. Han talte om de unge og privatøkonomi, og så sagde han: Her har vi bedsteforældre svigtet groft ved bare at give børnene, hvad de ønskede sig i stedet for at lære dem at spare op. Som den kloge mand talte om privatøkonomi, må vi også tale om kristendomsoplæring. Bedsteforældre behøver ikke give sukkersøde rare ting hele tiden. De har vigtigere ting at gøre. De skal også være anderledes, fremmede og mystiske og gøre mærkelige ting, som far med sin nye kone og mor med hendes nye mand aldrig gør derhjemme. Bedsteforældre skal tænke efter og finde det, der for alvor er vigtigt i livet – og så vise barnet, at det regner bedstefar og bedstemor altså for vigtigt. For nu at sige det igen: De skal vise barnet Gud.

Det betyder, at man skal vise barnet, at Gud er i hverdagen, og ikke i mærkelige følelser og fornemmelser dybt indeni. Man skal vise dem Gud – ved simpelthen at forudsætte, at Gud er. Det er ikke så svært. Hvis de gamle finder det vigtigt at gå i kirke, så må de vise barnet, at om søndagen kommer kirken altså før alt andet – også tegnefilm i fjernsynet, tur til badeland og småkagebagning i familiens skød. Altså vise i praktisk handling og daglig prioritering: Sådan gør vi, for det er vigtigt for os. Sådan dukker Gud op i virkeligheden for barnet.

Når man er nået til bedsteforældres alder, har man erfaring og indsigt, som de unge ikke har. Man skal slet ikke gå med på den moderne nedvurdering af alder og erfaring: Man har virkelig vide og erfaring – ikke mindst om sin egensvaghed og dumhed. Og man ved et og andet om, hvad der virkelig styrker hjertet og giver rygstød i livet. Man ved lidt om, hvad hjertet finder hvile ved. Det ved de unge ikke.

Hjertet finder hvile ved, at noget står fast. At alting ikke noget, man skal diskutere. Sådan er det med Gud. Han er ikke til diskussion. Biblen begynder ikke et oplæg til drøftelse. Der står ikke: ”I begyndelsen var Gud der måske – eller hvad føler du”? Der står: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, og jorden var dengang tomhed og øde og Guds ånd svævede over vandene”. Man skal ikke diskutere med barnet om Gud er – man skal i handling vise, at han er og ikke står til diskussion. Dermed er der bygget et fundament, som står fast og ikke behøver lange forklaringer: Gud og bedstefar og bedstemors tillid til ham. 

Når man har med børn at gøre, får man mange sjove indblik i deres virkelighed, men også mange forstemmende og triste. Et liv, hvor barnet er snart her, snart der. Et liv, hvor barnet skal tage stilling til alting – stort og småt: Hvad skal vi have at spise i dag? Hvad synes du? Hvordan skal vi holde jul i år? Vil du holde jul hos far juleaften og hos mor lillejuleaften eller omvendt? Hvor synes du, vi skal tage hen på ferie i år? Man kan næsten høre barnet skrige: Åh, far og mor, kan I ikke bare bestemme? Hvorfor skal jeg dog hele tiden være voksen for jer? Sådan er virkeligheden for mange børn. Og hvis de så ikke engang har et billede af en anden verden hos bedstefar og bedstemor, et billede af et sted, hvor tingene står fast og ikke er til diskussion – hvis de ikke engang har det, så er de virkelig på den.

Men hvis det er sådan, hvorfor tager man så som bedstefar og bedstemor ikke barnet ved hånden og går i kirke?Hvorfor viser man dem ikke dette virkelig underlige sted, hvor man slet ikke skal bestemme eller diskutere eller føle noget bestemt. Her er alting for alvor anderledes, anderledes end derhjemme, anderledes end i spiluniverserne, anderledes end i skolen. Her kan man få lov til bare at være og måske lytte til noget, som slet ikke ligner noget, man hører noget andet sted. Jeg læste om en kristen ukrainsk milits, som laver sabotageaktioner langt inde bag de russiske linjer. En af soldaterne sagde: ”Du må forstå, at det er meget, meget svært at koble fra, når man hører luftalarmer, og nye angreb finder sted i Ukraine. Så når jeg føler, at alt er kaos og katastrofe, så går jeg i kirke”. Vis barnet det. Sværere er det altså ikke at vise barnet Gud.

Der er også en anden måde at gøre det på. Som en gammel kone engang sagde til mig om det at gå til nadver: ”Jeg lytter godt efter, hvad præsten siger – og så er jeg så glad”. Hun var enke og havde rigeligt med sorger at slås med, men selvom hun kunne være ked af det, kunne hun på samme tid være glad og fuld af sjov – fordi der var en stor alvor bagved hele tilværelsen. At der er opstandelse. Hun viste, at man kan være ked af det – og dog glad, sørge og dog le, savne og dog fortælle en vittighed. Det er ikke kunstig lalleglæde, jeg taler om, men igen bare dette: Der er noget, der er større end min sorg og mit savn og min frygt.

Kristentro er jo ikke teori, men praksis, noget man gør. Tro er ikke noget, man har, men noget, man er. En tåbelig overskrift i Kristeligt Dagblad fortalte forleden, at folk på Færøerne er mere religiøse end andre i norden. Hvad siger sådan en oplysning? Ingenting – andet end at det bekræfter uvidende mennesker i, at tro er sådan noget ligesom influenza eller corona – altså som nogen har, mens andre ikke har det. Det er noget vrøvl. Fra kirkens allerførste tid har man vidst det: Man må vidne om sin tro, altså gøre, handle, leve – nå ja, med Gud som forudsætning. Intet er stærkere, intet er bedre.

Her er en anden måde, man kan vise det på: Hvis vi virkelig ved gudstjenesten har fået at vide, at Gud er for os, og har velsignet os og regner os for sine – hvad i alverden kan så være imod os? Man kan jo godt vise barnet, at hvad vi er – det afhænger ikke af, om vi ligner de smarte på tik-tok – eller om vi ikke gør. Det afhænger ikke af mængden af ”snaps” og ”likes”. Det ligger et helt andet sted: Før alt andet hos Gud. 

At tro på Gud er mod til at være sig selv, også når det er at være anderledes end alle de andre. Mod til at mene andet, end det, de siger i tv og i medierne. Ja, hold nu fast: Man må gerne vise barnet, at bedstefar og bedstemor kan være uenige – og ja, måske lige frem mundhugges – for så er det jo den store åbenbaring for barnet, at de to gamle alligevellidt efter griner og om aftenen kysser hinanden godnat. Måske har man været heldig at lære barnet ”Altid frejdig, når du går”, hvor der jo står de kendte ord: Kæmp for alt, hvad du har kært”. Så har man alle tiders lejlighed til at vise barnet, at man kan være bange for at sige sin mening, bange for at kæmpe for det, man mener – men at man gør alligevel det, man er bange for. Fordi ikke at gøre det ville være værre. For det ville være at frygte mennesker mere end Gud.

Den kristne børnelærdom – ja, det er trosbekendelsen og Fadervor og bibelhistorie og salmesang og kirkegang. Men det er først og fremmest at vise barnet og den unge den Gud, som vi bekender i trosbekendelsen og beder til i Fadervor.Altså vidne om og vise i handling.

Amen

Prædiken til Midfaste s. I, 2023

Joh 6, 1-15

Salmer: 743, 31, 294, 41, 212

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde, ¨

Gud har forbarmet sig

Lad os lige begynde med at få tingene vendt rigtigt. Vi begynder med et ord fra profeten Esaias: ”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.” Se, det er den skinbarlige sandhed. Et menneske er som græs, der står i dag og i morgen kastes i ovnen. Og hvad var vi små mennesker, hvis vi ikke havde Gud?

Tag ud til Vesterhavet, gå op i klitterne, se ud over den mægtige himmel, se solens stråler, de står i bundter ned mellem de jagende skyer og se det vældige grå hav strække sig ud under himlen. Hør det larme og buldre, når de lange dønninger ruller ind på stranden, glider op, trækker sig tilbage, glider op, trækker sig tilbage. Stå lidt dér og bliv helt små. Og kig så ned for jeres fødder. Der står marehalmen, de blågrønne stride strå, der stridigt stikker op af sandet. Deter Esaias billede på et menneske – på os - over for evigheden, over for Gud Herren. 

Det lille strå står der nok så strunk og svajer for vinden. Det er som om det siger: ”Se mig, se, hvor betydningsfuld jeg er. Det er mig, der holder sammen på hele verden, det er mine rødder som bærer det hele. Uden mig var der kun sandflugt og øde egne.” Og det knejser med nakken og står med hovedet dernede i sandet. Men al dets hovmod og storhedsvanvid varer kun til stormen kommer, til sandet skrider sammen over det, eller havet fråder ind og æder hele klitten. Da er det lille strå borte som havde det aldrig været. Ingen husker, hvor det stod. 

Jo, Esaias har ret, og alle vi moderne, evigt bekymrede, evigt hovmodige små mennesker bør læse hans ord hver morgen: ”Alle mennesker er som græs, græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord bliver til evig tid”. Og måske så bladre videre i den gamle Bibel, om til Salme 8, hvor der står: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det?”

Se så, nu er vi i gang, som H.C. Andersen skrev. Nu vender tingene rigtigt. Vi er som et strå af marehalm, strid og skarp og hovmodig i det golde sand. Den kloge færdes ikke barfodet imellem os, men kun i de tunge støvler, for man skærer sig på os, som Jesus så bittert måtte erfare. Vi forstår det ikke, når Gud bøjer sig ned og stryger os over vores stive nakker, som Kaj Munk strøg sin anemone inde i læ. Fra vores plads nede i sandet tror vi, at det er os, der får verden til at drejer rundt, os, der holder det hele sammen, os, der klarer det hele uden Gud.

Nu fortæller Johannes, at Jesus engang bespiste 5000 mand med en lille hyrdedrengs fattige madpakke bestående af to fisk og fem små bygbrød. Det var ikke ved Vesterhavet, men ved Tiberias Sø eller Genesareth Sø, som den hedder i dag. Men der var meget græs på stedet. Måske ikke marehalm, men så en anden slags stridt græs: senegræs, rajgræs, ugræs. Det er i al fald ikke en golfplæne, de sidder på. Dér imellem græs, mælkebøtter og ukrudt lader Jesus dem sætte sig, alle 5000. De stride strå kilder dem på kinden, den fine pollen får dem til at nyse. Og nu er det synligt, hvad Esaias skrev: Et menneske er som græs, som markens blomster. Mennesker og græs, mennesker er græs. Nu er de her, men lige straks er alle deres store tanker og bekymringer, deres hovmod og frygt borte ligesom det græs de sidder i. Men de skal dog få lov at opleve det, der fik den gamle salmedigter til at skrive: Hvad er et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det.

Jesus har talt om Guds rige, om alt det, man hos Gud får for intet. Og nu ser han ud over dem – og får medynk med dem: Åh, Herre Gud, de stakler, de skal da have lidt at spise. Og alt det, han siger til Filip og de andre – det er bare for at drille. Han ved, hvad han vil – for han, Herren, har medynk med sine.

Men så siger vi med vores lille målerlarveforstand, vores lille stride marehalmsforstand nede fra sandet: ”Ja ja, men der er jo bare det ved det, at den slags kan ikke ske. Det er umuligt. Vi ved, at en voksen mand skal bruge så og så mange kalorier og kulhydrater og proteiner. Hans blodprocent skal være sådan og sådan - og én mand kan måske blive mæt af to små fisk og fem bygbrød, men det kan 5000 mennesker ikke. Nej, Johannes, du vrøvler eller du henvender dig til religiøse mennesker, der tror på den slags men vi ved, at den slags mirakler og undere – de sker ikke. Det siger videnskaben selv”. Og så blinker vi med øjnene, og slår med nakken, som om vi har sagt noget vigtigt og klogt, som hele verden og Guds selv må bøje sig for.

Men hvad forstår et strå af marehalm sig på verden? Hvad ved det om himlen og havet? Hvem giver vel sådan et lille strå vand og føde i det tørre sand? Vi mennesker er omgivet af mirakler og undere, og så siger vi, at de ikke kan ske. Det er det dummeste, de nogensinde har hørt deroppe i himlens lyse haller. Englene samles og slår hænderne sammen i forbløffelse: Hør bare, siger de: Sådan sagde de virkelig. De sagde: Undere kan ikke ske! Og så fniser englene, for det er så uendelig komisk at høre, hvad vi påståelige puslinge kan komme afsted med at påstå.

Er der ikke undere til? Sker de ikke? Jamen hvad tænker vi på? Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Hvad er sandsynligheden for at vi er til? Jeg ved ikke, om nogen statistiker har regnet den ud, men vi skal bruge rigtig mange nuller – formentlig decimaler nok til at fylde kirken her. Sandsynligheden for at vi skulle mødes denne morgen netop her – den er betydelig mindre end sandsynligheden for at vinde i Lotto uden at spille, at vinde i Ludo, når man spiller Matador, at finde spidsen af en eneste lille nål i 300 millioner høstakke. For at vi kunne mødes denne morgen skulle hele universet først skabes, så skulle de gå 13 milliarder år med kometnedslag, vulkanudbrud og jordskælv. Derpå skulle livet blive til netop her, og så skulle vi fra små blinde amøber i mudderet udvikle os til voksne mennesker, der selv kan børste tænder, sige tak for mad og udfylde en forskudsopgørelse til SKAT. Hvis ikke det var virkelighed, ville vi sige: Åh, gå hjem og vug. Den slags sker ikke.

Jeg hørte en kræftforsker fortælle om kræft – eller ”kraft”, som hun sagde. Hun sagde: Et menneske består af milliarder af celler, som deler sig hele tiden. Vores krop gendanner jo i virkeligheden sig selv, vedligeholder sig selv ved celledeling. En celledeling er i sig selv en så sindssygt kompliceret proces, at forskerne får sved på panden bare ved at tænke på det. En masse forskellige faktorer skal gå godt, for at cellerne ikke muterer og bliver til kræftceller. Det er intet mindre end et komplet mirakel, at vi lever så længe, som vi gør – altså målt med græssets målestok. Der er så meget, som kan gå galt hver time, hvert sekund – og vi aner det ikke. Vi spiser pølsemad, småskændes om, hvad vi skal se i fjernsynet, er på de sociale medier, holder møde, graver have og snorksover – og i al den tid sker der mirakler i vores krop ikke en gang, men 10.000 gange 10.000 gange 10.000 gange. Og vi aner det ikke.

Dermed ikke sagt, at vi bare skal finde en hyrdedreng med en lille madpakke med to fisk og frem brød, så kan der – vupti – blive mad til alle verdens sultende. Nej, men måske vi bare lige skulle huske, at alle mennesker er som græs, og hvad ved græs om verdens gang. Hvad forstår bønder sig på agurkesalat, siger man, men det er noget sludder, for min svigermor var bondekone og hun forstod sig faktisk på agurkesalat, men hvad vidste hun om Guds veje? Lige så lidt som alle os andre. En lille smule ydmyghed ville nok klæde os. ”Humilitas” hedder ydmyghed på latin. Det kommer af ”humus”, som betyder jord. Så at være ydmyg er at være jordbunden. Men det er det underlige. Græsset gror i jorden, men stræber opad, som om det helst vil glemme, hvad det kommer af. Sådan er det vist også med os. Og mange kan levet et langt liv uden bare én gang at høre det, der siges over et menneskes støv: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”.

Nej, man kan ikke bespise 5000 mand med en drengs madpakke. Men vi lever i underværkers land, og Jesus gjorde det altså alligevel, og det er, som Johannes sagde, et tegn, lige som dengang han forvandlede vand til vin og opvakte Lazarus af hans grav. Humlebien skulle ikke kunne flyve, men det gør den alligevel, og hvad vil vi så gøre ved det?

Men lad nu alt det være. Det væsentlige, som vi skal have med i dag, er dette: Dér sidder de sultne mennesker i græsset– og de er – for nu at blive i dansk sammenhæng - som den stride marehalm, som man skærer sig på og ikke gerne færdes imellem, medmindre man har gummistøvler på. Fulde af skråsikkerhed og usikkerhed, hovmod og manglende mod, selvoptagethed og selvopgivenhed, længsel og frygt. Alt det, der førte Jesus til korset. Og alligevel føler Jesus ikke andet end medlidenhed, bekymret medfølelse: Filip, hvor skal vi købe brød for at de kan spise sig mætte?

Jo, det er så sandt, hvad Esaias skrev: ”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.”

Men den gamle salmedigter har lige så ret, når han skrev: Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det?”

Amen

Prædiken til 3. s. i fasten I, 2023

Luk 11, 14-28

Salmer: 10, 308, 166, 352, 536

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Findes der dæmoner, og kan man blive besat? Ja, det tror jeg fuldt og fast. Mange ryster på hovedet og siger, at det kun var noget, man troede på i gamle dage, da man ikke var så oplyste og kloge som os. Nu ved vi, at der ikke er tale om besættelse, men bare om forskellige sygdomme. Jeg har også selv tidligere tænkt sådan: dæmoner og besættelse hører til den gamle verden. Men sådan tænker jeg ikke mere. Jeg er ganske overbevist om, at de gamle pegede på noget, som er virkeligt – også i dag. Ja, ”besættelse” er i virkeligheden det bedste og mest præcise ord, man kan sætte på et fænomen, som trives i allerbedste velgående i dag. Og jeg siger ikke dette, fordi jeg er præst eller religiøs, eller hvad man nu kan finde på at sige. Jeg regner mig ikke for religiøs. Jeg mener selv, jeg er ved mine fulde fem – og jeg meneraltså, at dæmoner og besættelse er præcise betegnelser for en mærkelig og grum virkelighed. Når man er besat, ser man, men ser dog ikke. Man hører, men hører dog ikke. Vi har på dansk et gammelt ord for at være besat. Man er ”hildet”, sagde de gamle. Det betyder at ”være holdt fanget”, at være fanget i bestemte fordomme eller ideer. Her begynder vi at nærme os noget: At være holdt fanget i sine ideer, så man ikke ser virkeligheden, som den er. Men vil at verden skal være på en bestemt måde, og derfor ser man den ikke.

Hvis jeg skal bringe jer på sporet, så er her et eksempel. Det var i Mexico 1986, VM i fodbold. Rigtigt husket: Det var dengang, Danmark var med og vi havde alle de gamle stjerner: Preben Elkjær, Frank Arnesen, Michael Laudrup og Morten Olsen. Vi havde spillet fantastisk, men desværre røg vi ud mod Spanien, så det hele var endt med, at Argentina stod i finalen mod England på Estadio Azteca den 22. juni 1986. Jeg holdt med England, bestemt ikke med Argentina. Fire år før havde England og Argentina mødtes i rigtig krig om Falklandsøerne. Nu mødtes de i finalen om VM i fodbold. Og jeg kunne ikke døje Argentina – og helt specielt ikke den lille opblæste blærerøv til Maradona, Argentinernes bedste spiller. Selvhævdende, selvglad og mindst ligeså beundret og forgudet som vore dages Messi. Jeg sad og så kampen og håbede, at England ville vinde. Ja, jeg håbede det så meget, at jeg ikke ville se, hvor god en spiller Maradona virkelig var. Han kørte de engelske spillere rundt i en karrusel, driblede og afleverede, så det var en fryd. Men ikke for mig. For sagen var, at jeg ikke ville indrømme, at han var god – fordi jeg i forvejen ikke kunne døje ham.Han havde scoret det første og hidtil eneste mål i kampen, og han var kampens store oplevelse. Men jeg var så at sige besat og hildet i min modvilje imod Argentina og Maradona, så jeg ville ikke se det. Seks minutter inde i anden halvleg fik jeg endelig en trumf. Argentinerne sendte bolden ind over det engelske målfelt, Maradona og den engelske målmand Peter Shilton steg til vejrs, Maradona var en lille prop og kunne umuligt nå bolden – men det gjorde han alligevel. Med hånden. I en blød bue fløj bolden over hovedet på Shilton og ind i det engelske mål. Maradona havde scoret. Den tunesiske dommer dømte mål og hele stadion jublede. Men det var jo snyd – og jeg tænkte: Ja ja, sådan en lille skid. Selvfølgelig snyder han også. Jeg følte mig altså bekræftet i min fordom og mit lede ved den lille argentiner. For – nå ja, jeg var besat og hildet, så jeg samlede på det, der talte til ugunst for manden. Man kan så sige, at han ikke gjorde det bedre selv. Efter kampen, da alle havde set klippet i langsom gengivelse, og set, at han faktisk ramte bolden, sagde han, at det var ”Guds hånd”, der havde ramt bolden.

Nå ja, det var bare et lille eksempel, men det er faktisk sådan, en besættelse fungerer. Det er sådan dæmonien virker: Man ser det, man vil se. Hører det, man vil høre. Man lukker øjne og øre for alt det, der ikke passer ind. Med de yderste fimrehår af bevidstheden kan man godt fornemme sandheden. Men en fremmed vilje i en viger tilbage fra det, man fornemmer. Jeg kunne egentlig godt se, at Maradona kunne nogle ting med en fodbold, men jeg havde ikke lyst til at indrømme det over for mig selv. For jeg ville hellere høre om, hvad for en skurk han var.

Det er præcis det fænomen, Lukas beskriver. Jesus har helbredt en mand, der var stum. Nu taler han pludselig, og alle forundres: Tænk engang, han gjorde det virkelig, siger de. Men på samme måde som jeg ikke kunne lide Maradona, er der også mange, som ikke kan lide Jesus. Altså: De kan godt se, hvad han gør, men de vil ikke drage den konklusion, at han virkelig er den, folk siger, han er: Guds Søn, Messais. De vil ikke – og derfor opfinder de den forklaring, at han nok er i ledtog med Satan selv, Beelzebul, ”møddingguden” eller ”Fluernes Herre”. Det kan ikke passe, at han skulle være frelseren, Kristus, den salvede konge. Nej, han snyder sikkert, han bruger mørkets magt, sort magi.

Det handler alt sammen bare om, at de er hildet af deres forudfattede antipati over for Jesus. Så er det komplet lige meget, hvad han gør: De vil stadig hade ham. Jesus ved godt, hvad han er oppe imod og at argumenter er spildt på dem. Men han prøver alligevel. Han siger: Hvis det er Djævlen, der har gjort manden stum, hvilken mening giver det så, at Djævlen også skulle helbrede ham? Det hænger ikke sammen. I vrøvler. Og så føjer han til – lige så frækt som Maradona: Hvis det er med Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud – så er Guds rige jo kommet til jer! Enhver kunne dengang i 1986 se, at det var Maradonas hånd og ikke Guds. Men her omkring år 30 er der ingen snyd med, men de tror ham alligevel ikke. Og her ser vi altså alle tegn på besættelse og dæmoni.

Den russiske forfatter Dostojevski skrev en bog om sin samtids fremvoksende kommunistiske og ateisme. Han kaldet bogen for ”De besatte”. Den handler om dæmoni og besættelse. Og bogens motto var Jesu ord om ånden, der er drevet ud af et menneske, og som vender tilbage med syv andre ånder, som er værre end den selv. Forfatteren fandt, at Biblen rammer rigtigt, når den beskriver besættelse. For ideologier og ideer besætter mennesker, så de ser og ser, men ser alligevel ikke, hører og hører, og hører alligevel ikke.

Der er masser af den slags besættelse i dag, hvor vi ellers roser os af vores oplysning, af vores videnskab, af vores informationssamfund. Tag historien om Michael Jackson. Han var en megastjerne indenfor popmusikken. Hans plader er solgt i milliontal. Musikken er ofte medrivende og iørefaldende. Men så kom det frem, at Michael Jackson vistnok forgreb sig på små drenge. Og så sagde man: Kan man så høre hans musik? Var hans musik så overhovedet god? En ond mand kan da ikke lave god musik? Den dag i dag diskuterer de besatte og korrekte stadig spørgsmålet. Og de mest forbenede prøver stadig at forklare, hvorfor hans musik er så dårlig – ikke fordi den er det – enhver kan høre, at den er god og medrivende dansemusik - men fordi den ikke må være god. Han er jo en forbryder, og forbrydere må ikke kunnelave god musik. Det siger ideologien. 

Evangelisterne fortæller, hvordan dæmonerne, denne fremmede vilje i os, den fremmede magt, denne dunkle angst, som gør os blinde med åbne øjne og døve med åbne øren – at de altid kender Jesus før alle andre. De ser i ham en farlig modstander. Overalt hvor Jesus færdes vækker han nok glæde og tro, men også modstand og modvilje. Det er noget gammel overtro, siger folk. Men evangelisterne skildrer noget virkeligt. 

Hvorfor er ateisterne så vrede på kristendommen – ikke islam, ikke buddhisme, ikke jødedom? Hvorfor er det en hjertesag for dem, at vi ikke må høre kirkeklokker, ikke må undervise børnene, ikke må være medlemmer af folkekirken? Hvorfor er det altid kristendommen, de angriber? Svaret er, at her hører de klarest om det, som de ikke vilhave, skal være sandt. De taler op ad stolper og ned ad vægge om videnskab og beviser, men det hele handler ikke om beviser. Sagen er, at Gud ikke må være. Det er ideologi. De er bange for tanken. Tænk: det kunne jo være sandt. Hvis det er med Guds finger, Jesus virkede, jamen, så er det jo sandt. Så er livet ikke bare en tilfældighed, men sat os for af Gud. Men det må det ikke, for det er jeg så bange for.

Men vi behøver ikke at pege fingre ad ateisterne. Jeg tror, de fleste af os – foruden så mange andre dæmoner - er plagede af dæmoner, som er i familie med ateisternes. Hvorfor har vi det, som folk er flest, så godt med at være bevidst uvidende om kristendommen, bevidst uvidende om gudstjeneste, bevidst uvidende om Fadervor, bevidste uvidende om salmer og trosbekendelse? Jeg siger bevidst, for der er alle muligheder for få ordentlig viden om disse ting. Men det gør man ikke. 

Jeg tror, det er sådan en særlig lunken halvheds-dæmon, som vi er besat af: Det må godt være lidt sandt, hvad Jesus siger, men det må ikke være for sandt. Det må godt være lidt sandt – det med Gud, men ikke for sandt. Hvis jeg barestadig kan få lov at bilde mig ind, at jeg er min egen herre og skaber, og er fri og uafhængig af alting – så er det helt hyggeligt at tænke på, at der er en rar Gud deroppe, som holder hånden over mig. Men hvis der er tale om Gud Herren som min Herre, som den, der kræver mig, og som har sat mig her for at jeg skal adlyde ham, elske ham og elske og tjene min næste - en Herre, som vil frelse mig fra min egen synd og redde mig fra mine dæmoner – så nej tak, det er skræmmende og foruroligende, det må ikke være sandt. Og så kan præsten prædike fra nu af og indtil der er tre torsdage i én uge – det må ikke være sandt.

Men Jesus kommer os ikke i møde her. Som det er så typisk for ham, taler han klart og overbevist, som man taler, når man kender sandheden: Den der ikke er med mig, er imod mig, og den der ikke samler med mig, spreder.

Den er ikke længere: Hvis Jesus er den, de sagde, så er Guds rige kommet til os. Så er det sandt, hvad Jesus siger. Alt, hvad vi samles om her til gudstjenesten. Tag det eller lad være, tro det eller lad være.

Amen

Prædiken til juledag I, 2022 

Luk 2, 1-14

Salmer: 100, 118, 119, 122, 99

En svend han bliver og herre jeg,

som før var fattig træl,

hans kærligheds dyb udgrundes ej

og ikke hans rigdoms væld

Juledag har altid været noget særligt for mig. Den har et helt andet præg end juleaften. Juleaften kan godt være lidt hektisk med alle traditionerne og alt det, vi skal nå med risengrød og risalamande og mandelgave og juletræ og gaver og and og kirkegang. Julemorgen har altid haft en helt anden ro og – jeg vælger omhyggeligt det ord – tysthed over sig. Som dreng var det næsten magisk at stå op før alle andre og liste sig ned til juletræet, som stod nede i stuen med al julepynten på, som hang dér så stille og drejede og ringlede let, når man gik forbi på vej hen til de udpakkede gaver, som stadig stod dér så tyste og ventede på bordene.

Julemorgen er med andre ord til eftertænksomhed. Eftertanke er et godt dansk ord. Vi tænker efterfølgende - efter det skete. Jesus bliver født den helt særlige nat år 4 før Kristus (ja, Jesus blev faktisk født før år nul, men det er en anden og meget lang historie). Og lige siden den nat har mennesker tænkt efter: Hvad var det dog, der skete? Og ikke mindst: Hvad har det at betyde?

Jeg skal gøre et forsøg denne julemorgen. Og jeg vil gøre det ved at tage fat i ord, som ikke er dansk, det er engelsk og grimt, men vi har for længst overtaget det på dansk. Det er ordet ”bodyguard”. Jeg ved godt, det er et underligt ord at hente ind juledag, men nu skal I bare høre. Bodyguard betyder jo direkte oversat ”kropsvagt”. En kropsvagt er en, der skal beskytte et andet menneske med sin krop. Bodyguarden har som sin særlige opgave at beskytte et andet menneske med sit liv, dække det med sit legeme, sin krop. Han skal ”tage en kugle” for en anden, siger man i fagsproget.

Her er en lille historie om sådan en: Måske husker nogle af jer begivenheden. Det var den 30. marts 1981. Ronald Reagan var lige blevet valgt til USA's præsident. Han var blevet indsat i januar, og den dag i marts havde han været til et arrangement på Hotel Hilton i Washington. Nu forlod han hotellet og gik hen imod den ventende limousine. Omkring ham var nogle af hans rådgivere – og så hans bodyguards. Vi kender dem fra tusind billeder: vagtsomme mænd i sorte eller grå jakkesæt og en øresnegl i øret. Men et eller andet gik galt den dag. Imellem alle tilskuerne, som var stimlet sammen, stod også en vis John Hinckley, en forstyrret ung mand, der havde fået en tosset ide. Han havde forelsket sig ulykkeligt i den amerikanske skuespil­ler­inde Jodie Foster, og nu ville han gøre noget, som skulle få hende til at bemærke ham. I lommen havde han en pistol, og det var hans vanvittige ide at skyde præsidenten for at vinde Fosters kærlighed.

Det burde ikke kunne ske, men Hinckley kom helt tæt på Reagan – præsidenten gik kun små fem meter fra ham bag en let afspærring. Hinckley greb pistolen og affyrede i hurtig rækkefølge seks skud imod Reagan. Til alt held for Reagan var han en elendig skytte, for kun et af skuddene ramte præsidenten. Det første skud ramte en af Reagans rådgivere i hovedet, det næste ramte en politimand i nakken, da han sprang til for at dække for præsidenten, altså være ”kropsvagt” for præsidenten. Da han faldt om, havde Hincley frit skud mod præsidenten, men det tredje skud gik for højt og ramte et vindue i huset overfor. Nu gi to af præsidentens bodyguard i aktion. Den ene skubbede hurtigt Reagan ind på bagsædet af bilen, mens den anden gjorde det, som en bodyguard jo skal: Han stillede sig op foran præsidenten og spærrede med sin krop for den næste kugle, den fjerde, som ramte ham i maven. Det femte skud ramte bilens pansrede rude. Men den sjette kugle prellede af imod bilens panser, hvorefter den rikochetterede og ramte Reagan i underarmen og den ene lunge, kun 25 mm fra hans hjerte. Havde de to bodyguards ikke været der, ville Reagan højst sandsynlig være blevet dræbt.

Sådan gør en bodyguard: Han dækker med livet som indsats for den, han skal beskytte. Og jeg kan i øvrigt oplyse, at I selv kan hyre en bodyguard på nettet, hvis I føler jer forfulgt. Det koster selvfølgelig noget, men så har man også en, der vil gå ind foran en og tage en kugle for en.

Nu kommer så pointen: Det er faktisk en gammel tanke, helt tilbage fra de første kirkefædre, at Jesus er sådan en slags bodyguard for os. Han er en, der tager en kugle for os ved at dække for os. Når vi går til nadver, læser præsten de mærkelige ord: Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder. ”Gøre fyldest” – et gammel udtryk, som har med ordet ”at fylde” at gøre. Det er egentlig et gammelt krigsudtryk, ligesom udtrykket: at ”gå i brechen” for nogen. Hvis en soldat går i brechen, betyder det, at han står op i hullet i muren for at dække for sine kammerater og skyde på fjenden. Gøre fyldest har noget af samme betydning: Der er en, der fylder min plads ud. En der dækker for mig.

De gamles forklaring er nu, at når Gud ser på os, så er der en, nemlig Jesus Kristus, der dækker os fuldstændig, så Gud kun ser sin kære søn – ikke mig lille skiderik, som står bagved. Det kan lyde meget mærkeligt, men lad os grave lidt mere i det.

Hvad er det, vi får at vide om Jesus? Jo, vi kender det alt sammen. Han er den, der siger, vi skal vende den højre kind til, hvis nogen slår os på den venstre. Han er den, der fortæller om den barmhjertige samaritaner. Han er den, der siger, vi skal elske vores fjender og bede for dem, der bander os langt ned i helvede. Det er der ikke mange af os, der gør. Ja, jeg vil vove at påstå, at det er der ingen, der gør – undtagen lige Jesus selv. Han lever som den eneste op til de krav, han selv stiller. Selv da de korsfæster ham, beder han for sine bødler. Kan man det? Ville vi gøre det? Nej, det ville vi ikke. Men han gør.

Hvad gør vi? Ja, jeg bør jo nok indskrænke mig til at tale for mig selv, men jeg skal ikke ransage mig selv ret længe før jeg bliver klar over, at er der noget, jeg for alvor er optaget af – så er det mig selv. Jeg ved godt, at det måske bare er fordi jeg er opdraget i Danmark, hvor vi stadigvæk – trods alt – er dybt påvirket af den gamle jødisk-kristne tanke om, at mennesket er en falden skikkelse, et væsen, som er skabt i Guds billede, men som har ramt helt ved siden af skiven. Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt.

Rigtig mange mennesker kender den tanke: Jeg skulle være bedre, jeg burde være anderledes. Det, jeg er blevet til, er ikke det, det skulle være. Jeg tror, rigtig mange mennesker går og holder dom over dem selv. Alle de ting, de gjorde forkert eller ikke gjorde rigtigt. Jeg vil påstå, at alle mennesker - hemmeligt og skjult - slås fortvivlet med det, de godt ved, de burde have været. Alle de ting hen ad vejen, som ikke blev rigtige og alle de ting, som man vil – men alligevel aldrig får gjort. Hvorfor er det sådan, at folk, der ligger for døden pludselig får en stærk trang til at forsone sig med dem, de har gået og fornærmet et helt liv? Hvordan kan det være, at de pludselig kommer i tanke om selv små bagateller, et tyveri af nogle håndører fra mors pung engang, lidt rapseri i en butik, dumme tankeløse ord, som man fik sagt i fuldskab. Alt muligt, som man lod gå ud over andre. Alle mennesker, tror jeg, holder dom på den måde. De måler sig selv og finder ud af, at det blev for lidt, for sølle, for ringe. De sociale medier har bestemt ikke gjort det nemmere. Det er nok mere overfladisk, men også her måler man sig med de andre og holder dom over sig selv. Er det nu godt nok, er jeg nu god nok?

Det er her, de gamle kirkefædre prøvede sig med billedet af ham, der går i brechen eller fylder vores plads ud. Eller sagt med mig billede: Ligesom en bodyguard, der står for og dækker os helt med sig selv. Hvordan skal man bruge julens budskab? Jo, tænk på frelseren som en, der stiller sig foran os, hver enkelt. Ja, lad os bare beskrive det med et andet billede:

Forestil jer en general, der mønstrer en flok desertører. Der står de foran ham, en ynkelig skare af lasede kujoner, som er stukket af fra krigen og har ladt deres kammerater i stikken. Generalen er rasende og ingen er i tvivl om, hvad der skal ske med uslingene. Da træder generalens egen søn frem og stiller sig foran desertørerne, så han står mellem dem og generalen og skjuler dem bag sin ryg. Og så siger han: Jeg er en af dem! Generalen ser nu kun sin egen søn stå der – de andre kan han ikke se, og dermed falder hans dom bort.

Sådan omtrent beskrev de gamle julebudets særlige betydning. Når de tænkte efter, så sagde de: Vi har fået en mellemmand, en kropsvagt, der stiller sig foran os – så når Gud vil se os, ser han kun sin søn.

Det er simpelthen sådan vi skal tænke: Her er mit liv, mine dage som det nu er blevet indtil nu: Temmelig meget rod og skyld og utilstrækkelighed, lidt for meget selvoptagethed og fejl og dumheder, lidt for mange, som jeg aldrig så eller glemte midt i alle mine vigtige projekter. Det er ikke for kønt, og det bliver næppe meget bedre nogensinde. Det er dårlige udsigter, når Gud vil holde revision og dom. Men nu tager jeg evangeliets beretninger om Jesus Kristus og lægger dem hen over alt mit, hans liv foran mit, så Gud kun ser ham – og ingen andre.

Jo, julen er en eftertanke værd: Da de kom slæbende med kvinden, som de havde grebet på fersk gerning i utroskab, og Jesus havde sagt til dem, at den, der var uden synd, skulle kaste den første sten, og de derfor alle sammen var lusket af, fordi ingen af dem var uden synd – da spurgte Jesus: Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig? Og kvinden svarede: Nej, Herre, ingen. Så sagde han: Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.

Sådan skal man turde sig til sig selv denne morgen.

Glædelig jul

Amen

Prædiken til 14. s. e. trin II, 2022

Joh 5,1-15

Salmer: 729, 441, 727, 728, 730

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Hvad er det egentlig at tro på Gud? Hvordan føles det? Hvad får jeg ud af det? Det er jeg blevet spurgt om en del gange. For vi mennesker vil så gerne se resultater. Vi vil gerne kunne registrere og måle og veje, så vi kan bedømme, om det er noget værd. Der er bare det problem ved det, at tro, håb og kærlighed, som vi tit taler om i kirken – de lader sig netop ikke sådan måle og veje. I kan allerede høre det, hvis jeg spørger: Hvad skal jeg have ud af min kones kærlighed? Hvad skal jeg med mine børn? Hvad får jeg ud af det? Hvis man spørger sådan, er der helt sikkert et eller andet galt.

Men skidt, jeg vil godt forsøge det umulige og vise jer, hvad troen betyder. Dertil skal I gøre et lille eksperiment. Det er ikke svært. Jeg kræver ikke umulige ting af jer, slet ikke. Det, I skal gøre, kommer her:

I skal vælge en dag, hvor det hele er noget møg. Gerne en mandag i november, hvor det regner. Sådan en dag, hvor alt går skævt: havregrøden brænder på, lynlåsen går i baglås, den lille har mellemørebetændelse, bedstefar og bedstemor kan ikke komme og passe. Bilen vil ikke starte, døren smækker og nøglen ligger i skålen i entreen. På computeren ligger 237 mails, som man skulle have svaret på i går. På arbejde er kunderne sure, chefen giver én en advarsel. Så ringer de fra skolen, at den store har været i slagsmål – om man vil være venlig at komme at hente? Kort sagt, sådan en dag, hvor man dybt i hjerte og samvittighed ved, at man ikke slog til, det var for dårligt, for ringe, for lidt. Vælg sådan en dag. Og gør så følgende: Stil jer op foran spejlet i soveværelset – det store, der går fra væg til loft – og betragt så, hvad I ser, hvor ubehageligt og grænseoverskridende det end må være. Kig engang godt på den hærgede person der i spejlet. Øjnene, der flakker af stress og dårlig samvittighed, håret, der står lige op, ørerne, der stritter, maven, der er for stor og oppustet, armene, der hænger som to slappe hvide asparges. Se på det spøgelse, og sig så: For dette gav vor Herre Jesus Kristus sit liv. For mig sølle vrag var han villig til at gennemgår de forfærdeligste lidelser, søm gennem hænderne, søm gennem hælknoglen, ulidelig tørst, pisk, tortur, hån, spot, latterliggørelse. Hvorfor? Fordi han – som Gud selv - regner lille mig for det dyrebareste, han kender. Himmel og jord, hele universet blev skabt for min skyld, fjerne kloder, galakser og sorte huller – alt sammen for at jeg kan stå her nu.

Det er øvelsen. Og så skal I føje til: Som det er med mig – er det med hvert eneste lille menneske på jorden. Hvert eneste lille menneske har ret til at stille sig sådan og forundret sige, som der står i den gamle salme: Herre, hvad er et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Hvad skal man nu bruge det til? Jo, det er evangeliets, kristendommens svimlende frihedserklæring. I og jer er ikke kun det, vi har vænnet os til at tro, vi er. Vi er ikke vores alder, vores job, vores helbred, vores status, vores diagnose, vores samfundsposition, vores løn. Vi er noget helt andet og mere: Guds fortabte, men genfundne børn.

I har garanteret alle sammen set de her middelalder­film, hvor en forbryder skal henrettes. Oppe på skafottet står foruden den dømte tre personer: Bødlen med den sorte hætte, embedsmanden med domspapirerne og præsten med sit kors. I kan let se det for jer, scenen findes i en million film. Nu om dage tænker vi: Tænk, at der stod en præst deroppe og var med til at slå en stakkels mand ihjel. Men i middelalderen så man anderledes på det. Man tænkte ud fra det, jeg lige har sagt til jer: Embedsmanden og bødlen skulle se på den dømtes gerning. Embedsmanden skulle læse dommen op og sige: Du har forbrudt dit liv i forhold til loven. Og bødlen skulle udføre straffen, svinge øksen eller sværdet som straf. Men præsten havde en helt anden opgave. Han skulle minde den dømte om, at nok var han nu i lovens forstand en forbryder – men i Guds øjne, i den himmelske domstols øjne var han tillige noget mere. Præsten skulle vise fangen, at han ikke kun var det, han havde gjort. Han var ikke kun det, dommeren regnede ham for, ikke kun det, folk hånede ham for – men også han var, ligesom I og jeg: Guds barn - den, som vor Herre Jesus Kristus ville gå i døden for én gang til, hvis det skulle være.

Den kæmpestore højnelse af ethvert lille menneske – det er det, det handler om i kirken. Vi er noget andet og mere og større, end vi kan forestille os. Vi er ikke kun det, vi desværre har udviklet os til, det, vi desværre ikke kunne gøre bedre, det, vi svigtede, det vi ikke ville, men gjorde alligevel - det, som andre regner os for, ja, det som vi selv regner os for – alt det er uden gyldighed for evigheden. For over for vores øverste dommer gælder kun hans egen mærkelige ufortjente nåde.

Hvis man ikke kan glæde sig over det, er det ikke fordi der er noget galt med budskabet. Det er nok snarere os, der er noget galt med os. Den frihed, som ligger i det kristne evangelium – den kan godt være ret skræmmende; det er jo som at få tæppet trukket væk under fødderne: alt det, man hidtil har tænkt om sig selv og holdt sig til og orienteret sig efter.

Det er den lamme ved Besthesda Dam et eksempel på. Og han er ikke den eneste. Johannes fortæller, at han har ligget dér ved dammen i 38 år og ventet på at komme i vandet, hvilket ikke er lykkedes hidtil, fordi andre hver gang er kommet i før ham. Prøv nu engang at sætte jer i hans sted: 38 år er temmelig lang tid. Det er det meste af et liv – i al fald dengang. Og vi mennesker har det ligesom måger, rotter og råger: Vi er utroligt tilpasningsdygtige. Den lamme har tilpasset sig sin situation. Hvad tænker han om sig selv? Jo, han er jo netop ham den lamme. Han eget navn har han ligesom alle andre glemt. Han er bare staklen, den syge, ofret for en ond sygdom. I dag ville vi sige, at sygdommen med de kraftesløse lemmer er blevet hans identitet. Alt, hvad man taler om i hans nærhed, alt hvad han taler om til sig selv – det handler om det, han ikke kan. Og mærkelig nok: Man kan leve udmærket med den identitet. Ikke at det er lykken. Det er ligesom en hård skal, man bygger op om sig.

Jesus forstår det, straks han ser ham. Jesus ser som Guds fortabte, men fundne barn. Men han ser også, at han har forskanset sig bag sin offer-identitet. Og deerfor er det, han stiller ham det underlige spørgsmål: Vil du være rask? Svaret afslører den lamme. Man skulle tro, at han straks ville råbe: Ja, for pokker, det er det eneste, jeg vil! Men sådan svarer han jo netop ikke. Han kommer med en lang indøvet klagesang: ”Herre, jeg har ikke et menneske”, klynker han egentlige på græsk. Jo, han er jo ham staklen, der ikke har nogen, der vil hjælpe ham. Han er jo ham, den lamme, I ved nok.

Så helbreder Jesus ham. Og det er jo godt. Men for den lamme er helbredelsen også at blive overladt til en skræmmende frihed: Hvem er han nu? Hvad er han? Han er ikke det, han troede. Hele hans identitet er forvandlet. Han finder dog – uden at ville det – sin nye identitet: som vidne om Jesus, han bliver prædikant uden at ville det. Han bliver et vidne om det, det hele handler om: At vi er noget helt andet og mere, end vi går og tror.

Jeg kan næsten ikke tænke mig noget værre end et dødsleje, hvor et lille menneske ligger – og er den syge. Og kun det! Tænk på sådan et menneske, der lever sine sidste timer i en hospitalsseng. Rundt om tales der om drop og medicinering og blodtryk og blodprocent. Lægerne, de pårørende – og ja, den syge selv – de taler alle på samme måde. Hele verden er fuld af skræmmende medicinske udtryk, underlige slanger og apparater. Der kommer ikke nogen, som fortæller den syge noget andet. Ingen minder ham om, at han er noget andet end sygdommens navn, noget andet end diagnosen, noget andet end tal og procenter. Det er skrækkeligt. Men måske det også for nogen er for skræmmende at høre. Det er på en måde nemmere at opfatte sig selv som en ting, en diagnose, et noget.

Prøv engang at se jer om. Vi har fået noget, der hedder identitetspolitik og identitetsideologi. Det er helt forfærdeligt i disse år. Jeg er hvid og du er brun. Jeg er heteroseksuel og du er homoseksuel. Jeg er transkønnet og du er ciskønnet. Jeg er sådan og sådan, og du har værsgo at acceptere mig – ellers har du homofobi, islamofobi, tykfobi. Sådan taler vi i dag til hinanden. Det er samme historie: Mennesker bygger en identitet op, som de klamrer sig til: Dette her er mig. Dette ord, dette begreb, disse bogstaver – det er mig. Med det ord er det afgørende sagt om mig. Og hvis du har en anden mening om det, så er det dig, den er gal med.

I skal ikke hoppe med på den galej. Lad være! Det er en nedgørelse af mennesker. Det er at reducere mennesker til bogstaver og begreber og ting. Det er at gøre mennesker til slaver af ord og kategorier og tomme begreber. Det er usandt. Det er løgn. Det ved I – om ikke fra andet, så fra i dag af.

Evangeliet er stort, vildt, herligt og dybt skræmmende, når man forstår det. Det er ikke svært at forstå, men det kan godt være så svimlende, at vi viger tilbage for det, at vi ikke har lyst til at forstå det, fordi det er for vildt.

Johannes fortæller, at Jesus finder manden igen på torvet. Der siger han til ham: Se, nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre. Det er os, han taler til: Gå hjem og synd ikke mere! Tro ikke, at I og ethvert lille menneske kan reduceres til et spørgsmål om indtægter, stilling, køn, race, BMI, ADHD, AIDS, PST, OCD.

Vi er Guds børn, sat her i dag med den opgave at løfte, højne, rejse, glæde hinanden

Amen

Luk 15, 11-32

Salmer: 736, 308, 652, 352, 41

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Undskyld at jeg begynder med en upassende historie, men det gør jeg altså. Jesus var aldrig selv bange for at fortælle upassende historier – når bare de passede på det, det hele kommer an på. Min kone og jeg var engang på Madeira, den dejlige portugisiske ø, som ligger ude i Atlanterhavet ud for Afrikas kyst. Vi havde besluttet at tage bussen og køre om på den nordlige – ikke så turistede del af øen. Det gik for så vidt fint. Vi fandt vores bus, og bussen kørte ud gennem hovedbyen med mange små stop. Alt var vel, men så var det, at jeg skulle – nå ja, fik trang til at besøge et toilet. Den slags har det med at blive værre og værre, som tiden går. Men bussen kørte kun langsomt, og der var uendelig mange stoppesteder langs ruten – men ingen toiletter og ingen tid til at stå af. Ifølge køreplanen ville turen tage lidt over en time. Og en time er længe, når man skal. Jeg begyndte at tænke på alle mulige mere og mere desperate planer, men modet svigtede mig. Dog kan man nå til et punkt, hvor man til sidst er totalt ligeglad med god opførsel, og der var jeg til sidst nået. Jeg tænkte, at næste gang, så springer jeg af, koste hvad det koste vil. Men netop da viste det sig, at bussen var nået til en lille buscentral, hvor vi skulle skifte bus. Og der var en lille cafe, hvor de havde et toilet. Og jeg havde det – sandt at sige – som om himlen havde åbnet sig, og Gud havde forbarmet sig over mig og gjort en undtagelse i køreplanen for min skyld. Det var et fuldkomment mirakel, en umulig mulighed, der pludselig havde vist sig for mig.

Og uden sammenligning i øvrigt: Sådan skal man høre historien om den fortabte søn. Sådan hørte tilhørerne den nemlig dengang, Jesus fortalte den: Som en umulig mulighed, en undtagelseshistorie, noget, som aldrig sker – men som med Jesus var sket alligevel.

Det kan være svært i dag, hvor historien trods alt er en af Jesu kendteste historier. Vi hører den som en selvfølgelighed. Selvfølgelig gør faderen i historien, som han gør. Selvfølgelig er Gud som faderen. Selvfølgelig – hvad ellers? Vi har udvidet obligatorisk barselsorlov, fædre kører i dag lige så meget med barnevognen som mødrene. Vi har haft 40 år med bløde mænd og fædre, ligestilling, samtalepædagogik, forældreterapi – så hvad er det egentlig i den historie. Selvfølgelig må faderen da gøre, som han gør! Der holdes 10.000 smukke prædikener om den rare Gud, der selvfølgelig er som en god fader.

Men på den måde bliver historien ikke hørt, som de første tilhørere hørte den dengang for længe siden, da Jesus fortalte den første gang. Vi kan ikke hører det, for vi har fået fedt på ørerne og i øregangene. Det er blevet stoppet til med søde historier, der har gjort alting selvfølgeligt. Men der er ikke noget selvfølgeligt i historien. Det, der sker i den, er en umulig mulighed, en undtagelse fra reglen.

Hvis jeg må bruge et andet eksempel, som nok også er upassende – men som passer alligevel: Jesu historie om den fortabte søn skal bruges og høres – lidt ligesom en god revy. Hvad kan en god revy? Den kan få folk til at grine af alt det sure og trælse og dagligdags. Revyen er en ventil, en undtagelsesaften, et sted, hvor alt er anderledes – for en stund. Det er en gang imellem lykkedes mig at skrive en sjov sang til præstekomsammener, hvor jeg har tilladt mig at gøre nar af biskopper og provster og miljøet og klimaet og alle de alvorlige og vigtige og korrekte og pæne ting, vi altid skal huske at sige og gøre og tænke på. Når jeg har været heldig, fik jeg kollegerne til at grine – og det er det en revy kan, og det er derfor, den er så god og vigtig: Den er som en undtagelse, en umulige mulighed, et sted at le ad det, man aldrig må le ad. Også sådan skal vi læse eller høre historien om den fortabte søn.

Problemet er som sagt bare det, at vi ikke forstår datidens forhold – og dog, måske alligevel. Prøv at tænke på faderen – ikke som en blød dansk far med omvendt kasket, joggingbukser og vildmandsskæg, der går et skridt bag sin kæreste og gør ganske som hun siger. Tænk på ham som en muslimsk tyrkisk far i Vollsmose, en enerådende tyran og enehersker i klanen. Ham, der tænker i social kontrol, i skam og ære, rent og urent. Prøv at tænke på faderen som sådan en. Tænk ikke på ham som en bondemand, men som et superautoritært familieoverhoved og klanleder i ghettoen, omgivet af fætre og onkler og nevøer – hele klanen og kliken i ghettoen. Så er I på sporet, så lytter I med samme forudforståelse, som de gjorde dag, Jesus fortalte den.

Historien begynder med, at den yngste søn beder om at få sin del af arven udbetalt. Det havde han ifølge loven ret til. Den ældste søn havde førstefødselsretten og skulle arve gården efter faderen. Men den yngste var frit stillet. Og den mulighed udnytter han. Han er en eventyrer. Han vil ud at leve livet. Han vil ud at spille dyr, drikke og danse og score damer. Med pengene på lommen drager han glad afsted. Farvel til alt det gamle derhjemme. Goddag verden, pas på, her kommer jeg. Han rejser på første klasse, indlogerer sig et dyrt sted og han får så mange venner og så mange damer, og de holder så meget af ham, som H.C. Andersen skrev om soldaten i ”Fyrtøjet” (hvis I læser H.C.Andersens ”Fyrtøjet”, så kan I se, hvor meget H.C.Andersen helt ned i det sproglige var inspireret af Biblens historier og sprog). Den yngste søn lever i fråds og luksus, kaster penge om sig i grams. Faderens surt sammensparede millioner går til letlevende damer, sprut og pjank.

Men så slipper pengene op, der bliver lavkonjunktur i landet, renterne stiger, inflationen stiger – den unge mand står pludselig på gaden uden en klink. Og så ender det til sidst helt desperat for ham: Han ender i en svinesti, hvor han sidder sammen med de dyr, som hans far og hele klanen derhjemme regner for urene. Værre kan det ikke blive. For hvordan tænker familieoverhovedet derhjemme? Det ved sønnen alt om. Hans far må være rasende. Han må være skuffet, for han, den yngste søn, har brag skam over den gamle. De andre i derhjemme i ghettoen hånler allerede og fortæller hånlige historier om den vanartede søn, som lever som et svin sammen med svin. Faderen må sluge sin stolthed og æde sin skam. Det er slemt, for det er et prestigetab, det er et skår i æren. Det er ydmygende for den store mand. Det sociale kontrolsystem i ghettoen er yderst effektivt. Onkler og tanter i det fjerne har fortalt historier om den unge mand, og historierne er blevet bedre og bedre, som dagene går.

Kort sagt: Den unge mand er ikke i tvivl om, at hans far er hvidglødende på ham. Hvis han havde været en pige, er det slet ikke udelukket, at den gamle havde sendt en dødspatrulje ud, så de kunne rense skampletten væk. Nu er han søn, så der er nok større risiko for, at faderen slår hånden af ham og afbryder enhver forbindelse.  Alligevel vover han at vende hjem. Han gør det ikke i glad forhåbning til sin milde kærlige og rare far. Det er en desperat handling – lige så desperat, som min oplevelse på Madeira. Forholdene i det fremmede er blevet for uudholdelige. Nu må det briste og bære. Sønnen øver sig i en krybende selvudslettende undskyldning: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Sønnen ved lige nøjagtig, hvordan det vil komme til at foregår. Faderen vil sidde derhjemme i den store stol i stuen med korslagte arme og vente på, at han rigtig ydmyger sig og beder om undskyldning.

Sådan skal vi høre historien. For sådan var den hverdag, de kendte på Jesu tid. Det er det, Jesus tager udgangspunkt i. Den unge man har været et usselt kvaj, der har bragt skam over sin far og hans gode navn. Alle, der hørte historien den første gang har været overbevist om, at nu skulle sønneke hjem og modtage sin straf. Måske ville faderen lade ham leve hjemme på ”tålt ophold”, som en man ikke regnede. Lidt ligesom man herhjemme havde åndssvage eller handicappede børn boende: Man låste dem inde i huset og forbød dem at vise sig offentligt.

På den baggrund er faderens reaktion helt usandsynlig. Helt urimelig. For datidens tilhørere – ligesom i ghettoen er faderes opførsel fuldkommen umulig. Sådan gør ingen. Det er æreløst og sært og skamfuldt, det faderen gør. I stedet for at sætte sig ind i den store stol i al sin værdighed, lader Jesus ham smide alt, hvad han har i hænderne, og løbe sin søn i møde som et barn. Sådan gjorde ingen fader med respekt for sig selv. Mænd løb ikke. Det gør børn og slaver. Men det er just pointen for Jesus, for han fortæller det, som ikke sker, som ikke kan ske på jorden. Hans budskab er en umulig mulighed, en åben dør, hvor alle døre burde være låst.

Jesus forudsætter, at alle ved, hvordan en mand af ære handler. Han ved, at alle tilhørerne regner med, at faderen vil handle på en bestemt måde: At han vil være vred og hævngerrig. At han vil kræve bod og krybende underkastelse. Og så lader han faderen handle helt anderledes. Og det er pointen: Sådan er Gud mod dem, der ikke har fortjent det, siger han.

Det vil sige: evangeliet er tillid og tro til det, som aldrig sker på jord, som ikke kan ske. Det er som et budskab om et mirakel, en undtagelse, som en redning, der helt uventet viser sig. Som en ventil, en lettelse midt i en hel masse tvang og alvor.

Til os siger historien: Vi er omgivet på alle sider af krav og nødvendighed og høje forventninger. Alle vegne er dette sådan: Vi skal være gode børn, gode forældre, gode kolleger, gode ægtefæller, ansvarlige medborgere, ansvarlige verdensborgere. Vi skal tænke på klimaet og miljøet, og handle ansvarligt. Vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tjene og gavne, gøre mod andre, som vi vil at andre skal gøre mod os. Vi skal betale vores skat, gøre som chefen siger, gøre som myndighederne siger, gøre, som politiet siger. Hver dag er vi underlagt et bjerg af rimelige krav og naturlige forventninger. Alt det skal vi gøre. Alt det må vi ikke undlade.

Og så kommer Jesus og siger: Der er en undtagelse. Der er eet sted, hvor alt er anderledes. Her hvor jeg er, her hos Gud!

Sådan skal man høre historien om den fortabte søn

Amen

Prædiken til 2. Pinsedag II, 2022

Joh 6, 44-51

Salmer: 290, 302, 295, 292, 298

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Jeg vil lige tage fat i en enkelt sætning fra det, Jesus siger i dag. Han siger: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham”. Det kan I ikke høre, når I hører den pæne danske oversættelse, men i virkeligheden siger han ikke ”drager”. Han siger: ”hiver”, ”slæber”, ”nøder”. Det er det, Helligånden gør – den trækker, slæber, hiver os til Kristus, ligesom man slæber et genstridigt æsel til vandingstruget eller en hund til badekarret. Det lyder mærkeligt, men nu skal jeg fortælle jer en omvendelseshistorie fra det virkelige liv. Den handler om, hvordan et menneske af ånden blev slæbt – nå ja, om ikke til Kristus, så dog derhen ad. Jeg kommer til historien om et øjeblik, men først skal jeg lige give jer lidt baggrundsinfo:

Der findes i verden to forskellige syn på, hvad et menneske er. Det ene er det gamle kristne, bibelske, og det lyder sådan her: Mennesket er skabt i Guds billede, men det er en oprører, der gør oprør imod Gud. Mennesket er en synder, en falden skikkelse, der ustandselig fristes til at handle ondt: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Sådan fungerer vi. Det er det ene syn på mennesket. Det er den særlige ånd, som kendes i kristendommen. Mennesket er af gudeæt, men faldet. En synder, der rammer ved siden af det, der var Guds mening.

Det andet syn, som er omtrent ligså gammelt, lyder sådan her: Mennesket er grundlæggende godt. Mennesket vil det gode, sådan er vi født. Alle mennesker vil det bedste i verden, og når vi ikke for længst har indført paradis på jord, så skyldes det kun en dårlig barndom, dårligt selskab, dårlig arv, dårligt miljø. Men hvis blot vi møder kærlighed – vil vi selv kun kærlighed. Det er nu det andet syn på mennesket, og det er nok det dominerende i dag. I en masse lovgivning, i en masse taler og sange og bøger er det ånden.

Det første lyder strengt og tungt, men er livsaligt. Det andet lyder smukt og godt, men er livsfarlig. Og nu kommer historien, som handler om en kvinde, der skiftede sind. Nå ja, som omvendte sig, måske fordi Helligånden slæbte hende, tvang hende til at indse sandheden. Det er måske lidt af en tragedie, men der er ikke noget galt med tragedier.

Hvad hun hedder, kvinden jeg fortæller om, og hvad hun lavede, kan være lige meget. Hun havde et almindeligt job, var almindelig fraskilt og boede i en almindelig by i et almindeligt hus. Det er ikke det, historien handler om. Nej, det handler om hendes børn og opdragelsen af dem. Tre børn havde hun, en pige og to drenge. Og dem elskede hun over alt på jorden. Der var ikke det gode, som hun ikke var parat til at gøre for dem. Som i H.C. Andersens historie om en moder ville hun klippe sit hår af og forære sine øjne væk, hvis det var det, der krævedes. Nå ja, hun var nok det, vi i dag ville kalde en curlingmor. Som i curlingsporten, hvor man fejer hidsigt foran stenen for at fjerne enhver ujævnhed og opvarme isen en anelse, så stenen kan glide frem uden modstand – sådan gjorde hun. For – sådan mente hun - børn er små spirer, der vokser op og bliver til blomster. De skal blot have kærlighed og alt, hvad de beder om. Af samme grund blev ingen af dem døbt. For alt det der med synd og skyld og omvendelse – det skulle de ikke vokse op med. Intet ondt og mørkt skulle stå dem i vejen.

Hun kørte altid sine børn til og fra børnehave og skole. For vejen var farlig, og bilerne kørte stærkt. Hun vækkede børnene om morgenen, en gang, to gange, tre gange, indtil de endelig stod op. Hun smurte deres madpakker, vaskede deres tøj, sørgede for deres livretter til aftensmad. Og man skulle ikke være længe i samme stue som hende, før hun talte om sine tre børn, hendes guldklumper, hendes egne små prinser og prinsesse. Hun var en sand løvemor for dem. Hun var altid den første på barrikaderne, når et eller andet i børnehaven eller skolen ikke var i orden. På ”Aula”, skolens intranet, skrev hun harmdirrende indlæg og indignerede opråb. En af hendes drenge havde noget allergi, og når der var børnefødselsdag eller drengen blot havde en legeaftale, ringede hun hjem til forældrene og fortalte dem, hvad hendes dreng ikke kunne tåle, og hvad de skulle passe på med at servere for ham. Og hvis hendes børn var involveret i en eller anden strid, hvis drengene var kommet i slagsmål eller hvis pigen var blevet moppet og moppede andre, så var hun med det samme klar over, at det måtte være nogen andres skyld. Hun vidste i al fald, at det ikke var hendes børn, der havde gjort noget galt. Sådan gik årene. Børnene blev nonfirmeret. For hvis de ikke følte for at gå til præst, så skulle de ikke det. Og i øvrigt er kirken jo sådan et dystert sted, hvor præsten taler om synd og ondskab og skyld og dom.

Og så alligevel. I en stille stund kunne hun ikke begribe, at det skulle være så hårdt. Hvis vi er gode ved hinanden og giver hinanden kærlighed, hvorfor er alting så ikke godt alligevel? Hun kunne ikke forstå, at der skulle være skænderier med pigen, da hun kom i teenagealderen. Hvorfor var den pige altid ligesom vred og modvillig? Hun gav hende lov til alt, hvad hun bad om. Hun fik det dyre modetøj, som hun fortalte sin mor, at hun simpelthen ikke kunne leve uden. Hun fik lov at gå til fester til sent og overnatte hos veninder og gå i byen. Herregud, hun var jo sikker på, hun med sin kærlighed havde givet pigen det bedste fundament i livet.

På samme måde med drengene. Hun kunne ikke begribe, hvorfor den ene hele tiden kom i slagsmål og havde problemer på skolen, mens den anden lukkede sig inde på sit værelse, gik i sort tøj og aldrig sagde noget, men blot ville spille computer dagen lang. Hun var tit ved at fortvivle over det. Når nu hun elskede sine børn, når der nu ikke var ondt skabt i dem – hvorfor var der da så mange hjertesønderrivende problemer for deres mor at slås med? Hvorfor bliver alting ikke bare godt, når man får det, som man vi have det? Hun stod jo ikke i vejen for børnene. Det måtte de da vide. Hun ville dem alt godt, og hvad de havde lyst til – det ville hun støtte dem i. 100%. Eller mere. Hvis de hellere ville se fjernsyn end sidde ved middagsbordet, så måtte de det. Ville de hellere sidde med deres mobiltelefon til sent ud på natten, end tage på skovtur med mor, så bøjede hun sig da for det.

Det tog hårdt på den stakkels mor, men hun mente, at det en dag ville lønne sig. En dag ville det komme tilbage tusindfold i form af kærlighed, i form af nærhed, i form af – ja, hun turde næsten ikke tænke det, men i form af børnebørn. Men det blev ved. Den ene af drengene fik problemer med politiet. Så var det noget med hash, så var det vold, så var det småkriminalitet. Den anden af drengene ville ligesom ingenting. Han var ikke til at drive til nogen ting, han droppede ud af skolen, faldt hele tiden ud af alle mulige gode planer og initiativer, indtil han sad på et lille værelse og var på kontanthjælp. Pigen fandt en ven, og alt var godt, men hun havde altid en følelse af, at de holdt hende på afstand. De ville ikke høre tale om at få børn. De ville ikke høre hende foreslå, hvor barnesengen skulle stå. De skar hende af.

Og en sen aften var det så, at hun gik i sig selv. Hun kom hjem efter at have været henne at hente sin søn i detentionen, hvor han havde tilbragt natten efter en rus af en eller anden slags. Da hun kom hjem og sad i sin stue, træt og modfalden, kom det til hende som et hammerslag: Jeg har jo svigtet mine børn. Dem alle tre. Jeg troede ikke, mine børn kunne gøre onde ting. Jeg troede ikke, de kunne ville noget, som ikke var godt for dem selv. Jeg troede, at blot man elsker sine børn, så elsker de også en og udvikler alt det vidunderlige, der er i os alle. Men sådan er det ikke – så mærkeligt det lyder. Jo, tænkte hun: Jeg har svigtet ved ikke at forberede mine børn på virkeligheden. Jeg troede, de blot ville udvikle sig som blomster, der rejser sig mod solen. Men det sker ikke. Svigtet bestod ikke i, at hun havde elsket sine børn, for det havde hun. Det bestod i, at hun ikke – netop fordi hun elskede dem – havde set, at de også gør forkerte ting, begår fejl, gør onde hensynsløse ting. Det skulle hun have set. Det skulle hun have lært dem, hvad man stille op med. Og da kom hendes tanker til at kredse om skyld og synd og dom – alt det mørke, som børnene skulle skånes for, men som kom ind hele tiden.

Det var den omvendelseshistorie. Vi lader den ende her – selvom det kan virke tragisk. Men måske er det ikke så tragisk alligevel. Jeg tror, det er et eksempel på, hvordan ånden ”slæber” os til Kristus. Det kan godt fungere på den måde. Man kan også sige, at virkeligheden tvinger os til ham. For hvor går man hen med sin skyld og sit svigt? Hvem kan tage det af ens skuldre? Jeg ved ikke, om moderen fandt Kristus og begyndte at gå i kirke. Det håber jeg da.

Men dette blot for at vise jer to ting: For det første, at kirkens gamle tale om arvesynd, om synden som et vilkår for os i verden – slet ikke er gammel overtro, men en stærk realistisk tale, som faktisk kan ruste os til livet i en falden verden. Vi bliver ikke gode bare ved at møde kærlighed og få vores vilje. Mennesket bliver ikke bare godt ved at møde godhed. Desværre. Sådan er det, og synd og arvesynd er bare to kradsrealistiske udtryk for den mærkelige virkelighed.

Og så for det andet: Jesus sammenlignede ånd med vinden, der blæser, man ved ikke altid hvorfra. Det er i virkeligheden det glædelige: Det kan godt være, man skal en omvej igennem netop synd og skyld og sorg og svigt - for at finde Gud. Det kan godt være, Gud selv trækker og hiver os den vej – for at vi skal få øjnene op for Jesus Kristus og hvad vi har fået med ham. Det er det, Helligånden virker.

Glædelig Pinse

Amen

Prædiken til Pinsedag II, 2022

Joh 14,15-21

Salmer: 290, 287, 282, 286, 291

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Det er pinsedag, festen for Helligånden, og jeg har en plan: Først vil jeg sige lidt om, hvad ånd er og så vil jeg sige noget om, hvad Helligånd er. I ved udmærket godt, hvad ånd er. Jeg skal bare minde jer om det. Og når I kommer i tanke om, at det ved I jo godt, så er det altså ikke særlig svært at forstå, hvad Helligånd er. Måske tror I ikke på mig, men jeg skal hurtigt vise jer, at jeg har ret.

Prøv nu at forestille jer, at vi sammen skal til to forskellige møder. Først skal vi til et møde i - skal vi kalde det - Vestjydsk Landboforening. De holder møde på Ulfsborg Gæstgivergaard. Ja, jeg ved faktisk ikke, om der er noget, der hedder Vestjydsk Landboforening, men det leger vi lige, der er – så fornærmer vi ikke nogen. Bagefter skal vi til møde i Den Øko-veganske Forening i Den Grå Hal på Christiania i København. Jeg ved heller ikke, om der er noget, der hedder Den Øko-veganske Forening. Det leger vi lige, der er – så fornærmer vi stadig ikke nogen.

Vi begynder i landboforeningen, som begynder kl. 18.00 præcis med spisning: Flæskesteg og brun sovs, waldorffsalat, syltetøj og surt. Dertil en øl – og hvis man vil have flere, må man selv betale. Der bliver budt rundt tre gange, så alle er tilfredse. Efter middagen går man ind i mødelokalet, hvor man bænker sig ved de lange borde. Vi går med og sætter os nederst ved døren som en flue på væggen. Og længe behøver vi ikke sidde, før vi fornemmer, at her er en særlig ånd. Det er ikke noget, vi kan se med det blotte øje. Det er ikke noget, nogen har sagt, for formanden har slet ikke taget ordet endnu. Hvis man tilkaldte en naturvidenskabsmand, ville han ikke kunne pege på noget som helst i rummet, som gjorde udslaget. Det er ikke i deltagerne rødmossede ansigter og store næver. Det er heller ikke det, at de i dagens anledning er kommet i det pæne tøj, kortærmede skjorter, cowboybukser og pæne sko nede fra Skoringen. Det er heller pungene og mobiltelefonerne i baglommerne eller vindjakkerne, som de hænger over stolene. Det er ikke engang deres sprog – deres drævende jydske. Det er ikke det, at de siger: ”Nå ja, hvad det..”. Eller: ”Ja nej, uha da”. Det er ikke det. Men alligevel er vi ikke i tvivl om, at her er denne ganske særlige ånd i lokalet. Det er ikke til at forklare. Man er bare helt på det rene med, at her er det nok ikke stedet at stå op at fortælle, at man har lyst til at gå i dameundertøj. Det er bare ikke her, man skal brokke sig over, at der var for lidt salat til middagen, og at man foretrækker en agurkesmoothie med et lille stænk ingefær. Det er meget mærkeligt, men alligevel fysisk virkeligt, at her ville det falde til jorden, hvis man talte for kvindekvoter i foreningens bestyrelse – eller hvis man sagde, der ikke er to, men 71 køn, og at det ikke hedder kvinde, men livmoderbærer. Af en eller anden grund har man den helt klare fornemmelse, at de alle sammen ville dreje hovederne, kigge på en og sige: Hva??

Det var det første. Vi iler nu til hovedstaden til det næste møde. Det er i Den Grå Hal på Christiania. Her begynder man også med spisning, men det hele foregår en del senere end i Ulfsborg. Middagen viser sig at være en slags grøntsagsbuffet. Man sidder ikke ved borde, men mingler rundt med sin tallerken og sit glas økologisk hvidvin. Tre jazzmusikere med hatte på spiller dæmpet fusionsjazz ovre i hjørnet. Og der er jordskokketærter, briserede kikærter, marinerede bælgfrugter, humus, vilde ris, grovbulgur, plus en hel masse, som vi ikke engang har navn for. Der er også forskellige farverige smoothies, alkoholfri øl og sveskejuice. Da vi er mindst en halv time over tiden, bliver der kaldt til møde. Vi sætter os igen nederst ved døren som en flue på væggen. Og igen behøver vi ikke mange sekunder, før vi fornemmer, at her er er også en særlig ånd – helt anderledes end den i Ulfsborg. Også her er det inden partiformanden har grebet mikrofonen. Der er ikke sagt noget. Men vi fornemmer det alligevel. Her er en særlig – ja, ånd. Det er jo det, vi kalder det. Og heller ikke her ville naturforskeren kunne sætte sin finger på én bestemt ting. Det er ikke deltagernes spraglede påklædning. Det er ikke mændenes velplejede hipster-skovmandsskæg eller kvindernes draperede tørklæder, deres piercinger eller tatoveringer. Det er ikke i de spidse sko, hattene, de omhyggeligt støvede og stilsikkert slidte derbystøvler eller hvide sneakers. Det er heller ikke i retroskuldertaskerne i cognacfarvet kernelæder eller de mange spritnye iphones eller bærbare mac-computere. End ikke deltagernes sprog gør udslaget – det er ikke deres ord, deres ”Guuud”, de mange engelske udtryk eller superlativer: deres ”fantastisk” eller ”lækkert”. Alligevel er vi ikke i tvivl. Det er klippefast: Der er altså denne særlige ånd i lokalet. Udefinerligt – og dog ved man instiktivt, at det altså bare ikke er her, man skal sige, at man kommer fra Jylland og at man hejser Dannebrog i sin flagstang. Det er bare ikke stedet at sige, at der kun er to køn, mand og kvinde. Der er ligesom noget, der gør, at her skal man ikke fortælle om, hvordan man holder selskab derhjemme: At mændene efter middagen går ud at se på biler, mens konerne bliver inde i stuen og snakker om – nå ja, hvad de nu snakker om. Det er bare ikke her, man skal sige noget positivt om hjemmeværnet eller vores salmeskat eller – nej, er du tosset: sige Jesus. Af en eller anden grund ved man bare, at der pludselig ville blive helt stille i Den Grå Hal. Alle ville dreje hovederne, kigge vantro på én og sige: Hvad??

Ingen skal komme og påstå, at de ikke ved, hvad ånd er. Det er ved alle. Vi har en ligefrem fysisk fornemmelse af det. Det findes. Det er virkeligt – også selvom man ikke kan fotografere det eller sætte tal og procenter på det.

Nuvel, nu er I på sporet. Nu skal jeg vise jer, hvad Helligånd er. Også her kan vi jo vende os to forskellige steder hen. Måske nogle af jer hører til den minoritet i Danmark, som af og til kommer til at vælte radioen, så den går over på P1, f.eks. torsdag formiddag. Da kan I høre et program, der hedder ”Biblen Leth fortalt”. Det består i al sin enkelhed i en samtale mellem en studievært: Lauge Hendriksen og musikeren og forfatteren Kristian Leth. I hvert program gennemgår de to en tekst fra Biblen, f.eks. skabelseshistorien, syndefaldsberetningen, Jobs Bog, Salmerne, Lidelseshistorien osv. Først læses teksten op – af en eller anden grund skal der spilles noget underlig indisk ragamusik i baggrunden – og så drøfter de to teksten. Det er altid vældig interessant. Tit er det Hendriksen, der stiller moderne, kritiske eller tilsyneladende dumme spørgsmål, hvorpå Leth forklarer. Og det gør han tit rigtig godt. Biblen er ifølge ham den vigtigste bog, der findes. Hvis man ikke kender den, kender man ikke sig selv og sin egen kultur. Det er så sandt som det er sagt. Og tit har Leth mange fine og overraskende udlægninger og pointer til de gamle beretninger. Det er virkelig et godt program.

Men også i de programmer er der en særlig ånd. Man kan mærke det som lytter. Akkurat ligesom, hvis man hører Morgenradio eller gamle dags ”Mads Og Monopolet”. Dér er der også en særlig ånd. Som lytter har man en mærkelig, men ikke desto mindre klar fornemmelse af, at man nok ikke skal ringe ind til programmet og fortælle, at man faktisk tror på den Gud, som verdens vigtigste bog fortæller om. Hvis man nu tænker sig, at Gerda Mogensen fra Lomborg eller Søren Pedersen fra Vinderup rent ringede ind en fredag og bekendte, at de rent faktisk tror, at Jesus virkelig har båret alle hendes og vore synder, så tror jeg de to herrer derinde i studiet ville dreje hovedet, stirre på telefonen og sige: Hvad?? For Kristian Leth er alting interessante tolkningsmuligheder, spændende og vigtige udkast til forståelse, provokerende og urovækkende udsagn, vigtige markører og tanke­model­­ler. Men derved bliver det. Der er hele tiden en omhyggelig armslængdes afstand til troen.

Nu forlader vi det program og vender tilbage til Hem kirken her pinsedag. Mens jeg fortalte om de andre steder, skulle I gerne helt have glemt at sidde ligesom en flue på væggen og observere. Her skulle det gerne være sådan, at I – uden at I kan forklare jer, hvordan – pludselig kan mærke, at her er det ligesom bare ikke stedet at sige, at evangelisten Johannes stiller os over for forskellige vedkommende mulighedsfortolkninger af, hvem Jesus var. Det er ligesom forkert her at sige, at Jesus indgår i et spændende narrativ om frigørelse. I alle læsningerne og også i mine egne ord skulle I gerne fornemme en forskel: At her er en anden ånd.

For eksempel, når jeg nu siger til jer – afgjort og bestemt, at Gud er ikke en figur i en bog, men himlens og jordens og vores skaber og herre, der har sat os her, skabt os og kaldt os ud af det sorte ingenting. Ligesom når jeg siger, at Jesus Kristus virkelig er kommet og har båret alle mine og jeres synder. Virkeligt og helt. Han har taget vores sted over for den Gud, vi har glemt og daglig flygter fra. Jesus Kristus er ikke en interessant person i et narrativ – hvad det så betyder. Han er min Herre, som jeg er døbt til og hvis ord forpligter mig. Når han siger: Jeg er Vejen, Sandheden og Livet, så er han det nu for os og for alle i dag. Vejen, jeg skal gå, sandheden jeg er forpligtet på, livet, som jeg skal leve det. Når han siger: Vend den anden kind til, døm ikke, tro på mig – så er det min og vores herres ordre, hans kærlige forventning, hans ubetingede krav til mig, til jer! Når han siger: Bed, så skal der gives jer – så er det ikke billedsprog, men befaling. Når han siger: Gå hen at gøre alle folkeslag til mine disciple – så er det også befaling. Når han siger: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder – så er det også hans befaling til os.

Helligånd er ikke noget underligt noget, som Politiet må efterlyse, og som måske går omkring på en mark øst for Sønder Felding. Vi kender den, når den gamle Bibels tale bliver alvor for os. Når Fadervor forpligter os, når ordene i kirken forpligter os, binder samvittigheden, får os til at handle. Når vores øverste herre ikke er statsministeren eller dronningen eller Skat eller kommunen. Men Jesus Kristus. Den ånd har Gud lovet, skal blive hos os som en talsmand til evig tid. Det er det, vi fejrer i pinsen.

Glædelig pinse!

Amen

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag II, 2022

Luk 24,40-53

Salmer:

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Der siges meget sjovt om Kristi Himmelfart, sådan en masse tø-hø-humor. Men jeg vil gerne vise jer, hvad der er på spil. En biskop herhjemme brugte for en del år siden en gammel Skoda-vittighed fra den kolde krig. Den gamle vittighed lød sådan: Hvad sker der, når man skraber i lakken på en Skoda? Svar: Så står der Coca cola nedenunder. Vittigheden spillede på, at de tjekkiske Skoda-biler var så dårlige, at de måtte være lavet af gamle cola-dåser. Biskoppen tog vittigheden og lavede den lidt om. Han sagde: Hvad sker der, når man kradser i huden på en dansker? Så står der kristendom nedenunder. Dermed mente han, at vi er mere kristne end vi tror, stort set alt, hvad vi har tænkt og taget for en selvfølge i over tusind år, er præget af kristendom.

Lad lave en lille test på jer. Jeg vil gerne tage jer med på en lille tidsrejse, først til det gamle Rom, i den tid, da de første kristne var begyndt at samles til gudstjeneste, og siden til Danmark i den sene jernalder, den tidlige vikingetid, da de første danskere begyndte at holde gudstjeneste. Og så vil jeg vende tilbage til vores tid.

Lad os sige, vi lander med tidsmaskinen omkring år 100 ved Via Appia, den sydlige hovedindfaldsvej til Rom. Hvis man tager turen ind til Rom en tidlig morgen, når byportene åbner, vil man langs vejen se en masse affald, som ligger overalt i grøften. Og imellem alt affaldet vil man ikke sjældent se nogle små bylter ligge mellem potteskår, tomme sække, madrester og rådden frugt fra markedet. Måske man også af og til vil kunne høre spæd barnegråd mellem skidtet. Slaverne, som skulle rydde op og holde vejen ren, vidste godt, hvad det var. Det var de uønskede spædbørn, nyfødte, som ingen ville have, smidt som affald i grøfterne. Vejslavernes kolleger, som arbejdede med at holde byens kloakker fri for skidt – de kendte til den samme historie. Dernede fandt de ofte den samme slags små bylter eller slet og ret nøgne, druknede nyfødte. Børn som var i vejen, som var uønskede, eller bare var piger. Slaverne trak på skuldrene, byens senatorer og ledende mænd trak på skulderne. Almindelige borgere på gade trak på skuldrene: Herregud, sådan er det jo. Ungen var vel i vejen, og så er det jo sådan man gør: i kloakken med den. Der var ikke mange romere, som ville hæve et øjenbryn for en historie om en slavepige, som hendes herre gjorde med barn, og som så måtte skille sig af med barnet, fordi der ikke var plads til det, og hun ikke kunne brødføde det. Det var jo bare en slavepige og en slavepiges barn. Den slags er intet værd. Det var lige så hverdagsagtigt, som at man kunne sælge mennesker på slavemarkedet, eller at fattige tiggere sad på alle gadehjørner og tiggede. Når velhavende borgere lod sig bære forbi i bærestol, skar de en grimasse og sagde: nå ja, skæbnen er så forskellig, guderne er ikke milde mod os alle. Og så ville de måske fortsætte til teatret og se slaver og forbrydere blive myrdet og torteret. Og hvis der udbrød en af de mange epidemier, som ofte ramte byen, så ville de tage på landet og overlade de syge til deres skæbne – selv nære slægtninge.

Se, sådan var det i Rom i oldtiden. Og hvis det alt sammen lyder frastødende og forfærdeligt i jeres øren – så er det slet og ret, fordi I er kristne. Fordi I er opvokset i et samfund, hvor kristendommen endnu har noget at sige. Fordi I engang blev døbt, og har gået til præst og måske engang lærte Fadervor.

Når de første kristne holdt gudstjenester i pakhuse og private hjem, sagde de sådan: Jesus Kristus er herre. Han, der levede et fattigt liv i tjeneste for andre, og som til sidst led en ydmygende død som en simpel forbryder – det er ham, der nu sidder ved Guds højre hånd – ja, har del i Gud selv og er altings begyndelse og ende, altings målestok. I det nyfødte kasserede barn, i slaven, i den dømte forbryder i arenaen, i den hjælpeløse syge ser vi ham. Hvad vi gør mod dem, gør vi mod ham. I gør jer simpelthen ikke forestilling om, hvor revolutionerende en tale det var. Man tænkte dengang simpelthen sådan: Fattigfolk, forbrydere, tyende, slaver – de var selv ude om det eller de var bare uheldige. Og man så med forundring og hovedrysten på de kristne: Disse kristne samler sig om en fattig korsfæstet forbryder. De vender alting på hovedet og regner selv det værste rak for mennesker. Tænk, de indbyder slaver til deres sammenkomster, som om de var mennesker. De tager imod de ækle beskidte tiggere, vasker dem, giver dem mad, ligesom de plejer de hostende og smittefarligt syge. Sådan kom kristendommen til Rom og forvandlede byen, forvandlede romerne.

Det samme skete herhjemme. Vi tager tidsmaskinen og lander her i Dølby omkring år 700. Vi nordboer er så stolte af vikingerne, men i den sene jernalder, den tidlige vikingetid var det som i Rom: Det var bedst, hvis man var rig og sund. Uønskede spædbørn satte man ud til ulven i skoven, eller ud på isen. Slaver hængte man som gave til guderne i de hellige lunde. Fattige småkårsfolk måtte leve af stormændenes nåde, de gamle, som ikke længere kunne bidrage til husholdningen, og med tiden var blevet en byrde for husholdningen – de gik i mosen eller på isen. Klanen bestemte, slægtens mægtige aftalte giftermål, aftalte prisen på trælle, aftalte bod for forbrydelser. Og hvis man ikke kunne blive enig, var fremgangsmåde blodhævn. Har din søn myrdet min søn, så må en tilsvarende slægtning i din slægt nu bøde med livet. Sådan var vikingetiden også.

Lad os tage testen igen: Hvis I synes, det lyder hårdt og frastødende og umenne­skeligt, så er det kort og godt, fordi I er opvokset i et land, som endnu er præget af kristendommen. Endnu – lidt endnu. Vore fjerne hedenske forfædre troede på skæbnen, ikke på Thor og Odin. Jovist: De fortalte sjove historier om de gamle guder, som mest af alt lignede landets stormænd- og kvinder. Men den virkelige magt havde guderne ikke. Det var skæbnen, som også romerne og grækerne troede på. Nornerne sad og spandt vores skæbnetråde – og klip – der røg den ene - og klip – der røg den anden. Mod skæbnen kæmper selv guderne forgæves, sagde man.

Og nu kommer jeg til pointen: Jeg ved jo godt, at mange siger, at kristendom – det er jo bare gammel overtro fra en fjern fortid. Nu er vi moderne nutidsmennesker, vi tager det ikke så tungt med religionen. Nå ja, medlemstallet i folkekirken falder vist, og nu har de vist lukket den lokale kirke – men herregud, betyder det noget? Nu hvor vi har sygesikring og pension og videnskab, Facebook og Google.

Sådan siger folk. Men jeg siger: Med præcis den holdning inviterer vi den gamle skæbnetanke tilbage. Ja, for at være helt præcis: I samme takt som vi vender ryggen til kristendom og ikke lærer vores børn at synge salmer og bede fadervor – i nøjagtig samme takt bliver samfundet forvandlet – indtil vi en dag har indført tilstande som i det gamle Rom eller Danmark år 700. Når Kristus ikke længere er Herre, så er vi ikke pludselig uden herrer – vi får bare en anden, en grusom, ligeglad skæbne.

I Holland, som er et land, der på mange måder er som Danmark, og hvor man tager sig det mindst lige så let med kristendommen som herhjemme – der indførte man som det første land aktiv dødshjælp. I starten var det tænkt som en undtagelse, noget, man kunne tilbyde uhelbredeligt syge i stærke smerter. Men nu, så mange år efter, slår læger så mange mennesker ihjel som aldrig før. Nu er det ikke kun alvorligt syge. Nu er det også dem, der har ondt i livet, sunde yngre mennesker, som bare er deprimerede, trætte eller psykisk syge. Man har set nøjagtig den udvikling alle andre steder, hvor det er indført. I mange af de samme lande har man også for længe siden indført fri abort. Kvindesagsforkæmpere vil tilmed gerne have flyttet grænsen, så man kan få abort i 18. uge. Man har også gjort det muligt at fravælge uønskede børn – måske fordi de har downs eller bare fordi en genetisk undersøgelse viser, at de vil have en forkert øjenfarve, når de bliver født. Læg også mærke til, hvordan vi er begyndt at tale om sygdom, helt særligt blodpropper og lungekræft. Vi siger: Hvorfor skal samfundet smide penge efter dyre operationer på folk, som selv er ude om det. Hvis bare folk lader være med at ryge og spise for meget, hvis de bare er som os, så er det i orden, men hvorfor skal vi investere i dårlige liv. Sådan siger man nu.

Kort sagt: det gamle Rom, jernalderens Danmark kommer snigende om bag vores ryg. Umærkeligt dag for dag – et lille skridt, hver gang jeg ikke gad sætte mig ind i, hvad kristendom går ud på. Et lille skridt mere, når jeg ikke lærer mine børn Fadervor, et lille skridt for hver gang jeg påstår, jeg ikke er religiøs og ikke har brug for Gud. Skridt for skridt, indtil vi pludselig har fået hele paletten. Vi tror ikke på, at der sidder norner og spinder og klipper skæbnetrådene – nej, men vi har bare givet dem andre navne: ”Tilfældet” f.eks. Det blinde tilfælde, den stumme tilfældighed – troen på den vokser. Og har man smidt kristendommen ud, så er der ikke længere noget, der holder igen. Hvorfor sagde statsministeren i begyndelsen af Corona-epidemien, at hvert mistet liv er en tragedie? Det sagde hun, helt uden at hun selv tænke over det, øste af gammelt kristent tankegods. Jeg tror virkelig ikke, hun tænkte over, at det var det, hun gjorde. Hun mente vel bare, at det var almindelig sund anstændighed. Men det kommer et sted fra. Fra de første kristnes fejring af Kristi Himmelfart – som man jo faktisk fejrede, før man fejrede jul.

De kristne i Rom og de kristne, som kom herop til Danmark, havde aldrig glemt de ord af Jesus: ”Alt hvad I har gjort mod en ad disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Og omvendt: Alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mine mindste, det har I heller ikke gjort mod mig”. Gud gør det, som ingenting er, til noget. Jesus påtog sig en tjeners skikkelse og gjorde sig selv lig en slave, en forbryder på et kors. Han er herre. Det er ham, der er eet med Gud, som en førstemand er sin chefs højre hånd. I ham – og kun ham kender vi Gud. Selv den beskidte tigger, selv den upålidelige tyvknægt, morderen, den lille slavepige, den forslidte bonde – de var de fortabte får, som Jesus var gået ud for at finde. De skulle have mulighed for at vise et andet ansigt, en anden side.

Hvis overhovedet noget betyder noget for os – hvis overhovedet noget er alvor for os, så er det nu, der kaldes på os.

Amen

Prædiken til Palmesøndag II, 2022

Mark 14, 3-9

Salmer: 176, 441, 380, 59, 84

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Nogle gange skal man gøre det, man er allermest bange for at gøre. Nogle gange skal man vove sig ud og gøre det, som man slet ikke er sikker på, man tør. Hvis man dybt i sig finder, at det er ret, så skal man trodse sin frygt. I middelalderen skelnede man mellem den kristne ridder og kujonen. Den kristne ridder er bange for at dø, men kæmper alligevel. Kujonen er bange for at leve og stikker derfor halen mellem benene. Begge to fristes af fejheden, men hvor ridderen ryster fristelsen af sig, giver kujonen efter. Sådan sagde man i middelalderen. For de var ikke så dumme dengang, som vi går og tror.

Gang på gang, igen og igen føres vi ind i situationer, hvor det afslører sig, om vi er riddere eller kujoner. Også selvom vi hverken har sværd eller hest. Gjorde vi, hvad vi dybt følte, var det rette? Forsvarede vi den svage, tog vi til genmæle imod løgn og dum snak? Eller tav vi stille, lod som ingenting, satte gode miner til slet spil? Med andre ord: Lod vi os friste til bare at være medløbere, klakører, eftersnakkere og rygklappere?

Der er vistnok lige kommet en ny film, som jeg ikke har set, og som jeg nok heller ikke rigtig tør se. Den skulle ifølge anmeldelserne være helt ulidelig at følge med i. Den handler om pæne mennesker, der bliver ved med at være pæne, selv når de møder den regulære ondskab. Jeg tænker, det er sådan et portræt af den altid pæne, altid forstående, altid tolerante, altid høflige, altid gode dansker. Altså os, der tilsyneladende er lutter høflighed, men som måske i virkeligheden bare er feje?

Hvad taler jeg om. Lad mig bringe jer på sporet. Det begynder i det små og ender i det kæmpestore. Der går en lige linje imellem den allermindste hverdagsbe­given­hed til storkrig. Her er et eksempel - hvad vil I gøre i denne situation: Lad os sige, I sammen med en del andre er inviteret til middag hos nogle bekendte. Det er rigtig hyggeligt med velkomstdrinks og snacks. Snakken går gemytligt om, hvad I nu hver især laver, om havearbejde, om elbiler, om strikkeopskrifter – eller hvad det nu kan være. I har godt bemærket værtsparrets søn, William, en 4-årig knægt, der er temmelig højrøstet, men det er jo ikke jeres sag. I er jo bare gæster, og det er jo meningen, I skal hygge jer. Så kommer I til bords, men I har ikke siddet ret længe over forretten, før drengen begynder at skabe sig: Så vil han ikke spise sin mad, så vil han ikke drikke sin sodavand. Så vil han sidde hos mor og så vil han ikke alligevel. Far og mor sværmer om ham, taler strengt, lokker, beder, tigger William, der opfører sig som det, han er: En forkælet møgunge. Og det bliver stadig værre. Alle prøver at føre en voksen samtale, men lille William råber og skaber sig, og værtsparret kan af en eller anden grund ikke finde ud af at få sagt fra. Det rette ville være at få sendt ungen væk. Men ingen gør noget. Alle sidder og vrider sig indvendig. Alle har lyst til at sige: Jamen, så hold dog … - og så videre. Men ingen gør noget. Hvad vil der ske, hvis man siger noget? Må man rette på andre folks børn? Må man blande sig i andres opdragelse? Og hvad sker der, hvis man gør dette her ved bordet? Ødelægger man så ikke den gode stemning? Her har vi sådan et sted, hvor der kaldes på ridderen – men hvor de fleste af os viser sig som kujoner. Bagefter ved man, hvad man skulle have gjort. Men man skammer sig, for man gjorde det ikke.

Der går en lige linje fra medløberne ved bordet til medløberne i storpolitik. I Vesten er vi vældig stolte af, at vi har indført hårde sanktioner imod Putins invasion. Der er nærmest et kapløb i gang om at være dem, der er mest for Ukraine. Vores statsledere holder flammende taler mod Rusland, vi sender våben og medicin og skudsikre veste derover, så ukrainerne kan yde Putin modstand. Men vi er meget omhyggelige med ikke at gøre noget, som kan blive farligt for os selv. Vi er meget påpasselige med ikke at gøre det, som vi måske skulle have vovet at gøre fra starten – så mange, mange menneskers liv kunne være reddet: Sætte hårdt mod hårdt. Sige: Hvis ikke den invasion stopper nu, så bliver der krig med os. Alle er pæne og humane og går ind for menneskerettigheder, men alle er også meget omhyggelige med ikke at provokere Putin, mens han slår mennesker ihjel. For hvad nu, hvis han trykker på knappen? Hvad nu hvis vi selv kommer i krig? Ja, det er spørgsmålet. Under Cuba-krisen i 1963 stod verden i en tilsvarende klemme, og USA vovede dengang at gamble og sætte hårdt mod hårdt – og så bøjede Sovjetunionen af. Det samme vil Putin gøre, for det er det sprog han kender: Hårdt mod hårdt. Hvis han møder en, der har en større kanon end ham og som tør trodse ham, så bøjer han af.

Sådan er det. Nogle gange må man vove at gøre det, man er allermest bange for. I familiens skød og i storpolitik. For ellers er man en kujon, der lader det onde passere. Ja, lader som om, det slet ikke er ondt. ”Led os ikke i fristelse”, siger vi i Fadervor. Det gælder hver dag, hvert øjeblik.

Markus fortæller om en situation, hvor Jesus er i samme klemme. For det er meget vigtigt at forstå. Evangelisterne skildrer ikke Jesus som sådan en slags superhelt, der altid bare gør det rigtige. Selv Jesus må kæmpe med fristelsen. Også han fristes til at være en kujon. Han rejser sig hver gang som en ridder, men han kender fristelsen – ja, det er hele pointen i budskabet om ham: Det er nøjagtig det, han er kommet for. For at gennemgå den samme fristelse som os, men som den eneste kæmpe imod, modstå Fristeren, forsvare godhed, kærlighed og ret. Det er gammel kristen tradition, at han kom for at gå i døden for os. Det er også sandt, men han kom jo da ikke kun for at dø i vort sted. Han kom da også for at leve i vort sted - for at bryde en ny vej, åbne en anden mulighed, vise os et andet eksempel.

Der er selskab hos Simon Den Spedalske. Simon er farisæer, dvs. han tilhører et jødisk parti eller en jødisk forening, som ville genrejse Israel moralsk og politisk. Simon har været spedalsk, men er blevet helbredt – måske af Jesus? Nu ligger de så til bords, alle mændene. De har fri, maden er god. Alle er indstillet på en hyggelig aften. I aften skal der ikke tales politik eller religion. I aften vil de bare være glade, drikke god vin og blive så dejlig ligeglade – blot denne aften. Og præcis sådan har Jesus det selv. Han ligger på sin bænk og holde for en gangs skyld fri. Til daglig har han ikke et ledigt minut. Ustandselig kommer de til ham med deres syge, deres døende, deres sorger, deres problemer, deres frygt, deres alt-muligt. Men i aften har han helle. I aften vil han bare læne sig tilbage og tale om ufarlige ting: om den gode mad og herlige vin. Høre på og selv fortælle vittigheder, lystige historier – og måske skal de synge sjove viser? Herligt i godt selskab. Men det varer ikke ved. Netop nu – af alle tidspunkter - opstår igen sådan en situation, hvor man må vælge: Ridder eller kujon. Midt i det hele kommer denne kvinde brasende ind i stuen. Alle kender hende straks. Byen er ikke større. Alle ved, hvad hun er for en: En gammel prostitueret, ikke engang køn mere. Halvfuld er hun vel også allerede. Hvad i alverden skal hun her mellem ordentlige folk, mellem ansete mænd, byens spidser forsamlet til en privat middag? Kvinden har en lille amfora i hånden, en lille parfumeflaske. Hun går lige hen til Jesus, der et øjeblik - men kun et øjeblik - håbede, han kunne gemme sig. Så knækker hun halsen på den lille flaske og øser den parfumerede olie ud over hans hoved – som man gør, når man salver en konge. Og så bryder uvejret løs. Her er der ingen, der behøver holde sig tilbage. Hele optrinnet er latterligt: Den gamle kælling kommer vraltende her med sin ekstremt dyre parfume, som hun pøser ud over hovedet på en af Simons gæster. I stedet for at sælge den og give pengene til de fattige! Det er en hån, en skandale. Og de skælder hende ud. Og da er øjeblikket der for Jesus. Han føler fristelsen helt ind i knoglerne: Med olien dryppende ned over tøjet har han lyst til at gøre som de. Han har det nøjagtig ligesom Bertel Haarder, der skulle hjem at holde jul og spise risengrød og så blev forstyrret og forsinket af en dum journalist: Han har lyst til at lukke øjnene og lade de andre smide konen ud. Han ved, at de gør kvinden uret, men han vil så gerne slippe for ballade nu. Han vil så meget hellere gøre ingenting, selvom han ved, det er uret, det er forkert. Det er fristelsen til at være en kujon. Så sød den er. Så stærk den er.

Men så tager han et mægtigt tag i sig selv og gør det, han egentlig er bange for at gøre: Han råber op, taler skarpt, sætter værten på plads, forsvarer den stakkels forstyrrede kvinde. Ja, mere end det. Han tolker hendes handling som en forudsigelse, behandler det forslidte hærgede væsen som en profet. ”Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har forud salvet mit legeme til begravelsen”, siger han, og føjer til: ”Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende”. Jesus ser, at hun – af alle – har vovet at gøre det rette. Hvem ved, hun har vel givetvis selv dybt inde frygtet at gøre det, hun gør: Nemlig at hædre ham, vise ham sit hjertes tro og kærlighed. Hun vidste jo, de ville blive tossede på hende. Men hun handler alligevel som ridderen, der gør det han er allermest bange for, men som han føler er ret.

Dagens evangelium er en direkte udfordring til os. En handske lige i synet på os. Vor Herre kom for – helt alene blandt mennesker – at modstå fristelse hver gang. For os, i vores sted, som vores stedfortræder. Lige om lidt står I og jeg i en ny uforudsigelig klemme, hvor det skal vise sig: Er vi riddere eller kujoner?

Amen  

Prædiken til Nytårsdag II, 2022

Prædiken til 2. Juledag 2021 

Prædiken til Juledag 2021

Prædiken til Juleaften 2021 

Prædiken til 1. s. i advent II, 2021

Luk 4, 16-30

Salmer: 74, 441, 82, 78, 84

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Det sker ind imellem, at venlige mennesker kommer hen og siger til mig: Hvor må det være svært at stå dér søndag efter søndag og skulle prædike det gamle evangelium for moderne mennesker? Når de spørger sådan, er jeg ikke i tvivl om, at det venlig ment. De kærlige mennesker har sikkert virkelig af hjertet ondt af mig. De tænker: Tænk at skulle stå der i gammeldags præstekjole fra 1500-tallet i den oldgamle kirke fra middelalderen og prøve at få lidt liv i de gamle forældede fortællinger fra oldtiden om Jesus.

Men de kan spare sig deres bekymring. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg synes, det er en herlig ting, en ære at få lov at prædike for jer i dag. For jeg har til opgave at give jer det, jeres hjerte dybest nede længes sådan efter. Det, I inderst inde og dybest nede savner og sukker efter – det skal jeg give jer. Ja, lad mig bare sige det helt klart: Jeg kan i dag på embeds vegne give jer det, I i virkeligheden arbejder på og længes efter og knokler for dag og nat. Hvis I bare tør, hvis I bare er modige og tager det til jer, som jeg skal sige til jer. Det er her -ja, i jeres lokale lille landsbykirke. I kan tage og spare pengene til terapeuter og psykologer og astrologer og numerologer og livstilscoacher og bøger om det lykkelige liv. I kan nøjes med at komme her. Så kan I få det ganske gratis. Hvis I bare vil – det er allerede virkelighed i dag. Så nej, jeg synes, det er herligt at være budbringer, herligt at skulle fortælle om glæden, om frelsen, om det evige liv, om Guds fred.

Jeg ved selvfølgelig godt, at nogen i deres stille sind tænker, at det jo nok er noget med at være religiøs, men det mener jeg egentlig slet ikke. Guds fred, frelse, fortabelse, synd, omvendelse – det er ikke noget, der er forbeholdt mennesker med særlige anlæg. Det er for enhver, der har to ører. ”Den, der har ører at høre med, skal høre”, sagde Jesus.

Lad mig tage udgangspunkt i noget, som I helt sikkert kender, for det gør vi alle: F.eks. følelsen af at alting går for stærkt. Følelsen af, at tingene går for hurtigt, følelsen af at have alt, alt for travlt hele tiden. Lad os begynde dér. Det er jo dybt mærkeligt. Hvis I går hjem og laver en liste over alle de maskiner og elektriske apparater, som I har derhjemme, og som I har købt for at gøre jer livet lettere og spare tid, så tror jeg, det vil ligne det et varekatalog fra El-giganten. Vi har opvaskemaskine, vaskemaskine, tørretumbler, mikrobølgeovn, blender, robotstøvsuger, robotplæneklipper, mobiltelefon, computer, printer og en hel el-forretning af alle mulige elektriske himstregimser, som skal spare tid for os. Men det er som forhekset: Det er som om, at jo mere vi køber for at spare tid – jo mindre tid har vi. Prøv at tænke på, hvordan husholdningen var for 100 år siden: Der skulle tændes op i komfuret, hentes vand ved brønden, tændes op i kakkelovnen, koges vand på komfuret, tændes op under gruekedlen. Alt sammen bare for at kunne komme i gang med madlavning og rengøring og tøjvask. Og bagefter skulle tøjet hænges til tørre, gulvene skulle skures med skurebørste og gulvklud, og græsset slås med le. De gamle knoklede og svedte og alting tog en krig. Alligevel er det, som om de havde mere tid. De havde alligevel tid til at læse og skrive breve og spille klaver og gå til møder og kaffegilder hos naboerne. Og her sidder vi midt i vores højteknologiske hjem – og orker ved dagens slutning næsten ikke andet end at tænde for fjernsynet eller en af de andre skærme, vores liv også er fulde af. Følelsen af stigende travlhed – den tror jeg alle kender. Uden at vi rigtig kan forklare, hvorfor.

Men det kan jeg godt forklare. Sagen er, at vi er forheksede eller besatte af en ide om at holde alle muligheder åbne hele tiden. Hele tiden skal vi sørge for at forbedre vores muligheder, øge vores egen effektivitet, få mere ud af tilværelsen. ”Optimere” kalder ingeniørerne det. Når vi i gamle dage i Sorring skole skulle over til Voel skole for at låne deres skolekøkken, så stod der over døren til skolen: ”Aldrig færdig, altid på vej”. Jeg hadede de ord, for det lød for mig lidt ligesom: ”Aldrig færdig med skolen”.

Hvorfor skal de unge have 12 i alting? Fordi de skal have så mange muligheder åbne, som muligt. Hvorfor vil de unge til byerne? Fordi de vil have alle mulighederne for at gå på cafe, gå i teateret, gå i biografen. Det kommer de næppe til, men de tror det. Og sådan med os. Hvorfor sidder vi og glor på vores mobiltelefon hele tiden? Fordi den giver os alle muligheder lige dér i lommen. Alle mulige tilbud på alt muligt lige fra undertøj til modne damer, ternede herreskjorter i størrelse 3xl, cykeltrailere og pølsetænger i børstet stål fra Weber, økonomipakker med cornflakes og rawlplugs og vakuumpakkede kåldolmere. Og vi kan ordne Skat og banken og biblioteket og lægen og apoteket derhjemme fra. Mulighederne er endeløse, og vi tror, det er meget vigtigt. For det gælder hele tiden om at blive bedre og få mere, få mere tid. ”Hurtigere, højere, stærkere” er ikke kun et gammelt slogan fra OL - det er blevet fælleseje. Skridttællere og pulsmålere skal sikre, at vi får den rette motion, så vi kan holde os parat og åbne for nye muligheder.

En professor fortalte, at han en dag sad ved computeren, da hans søn stak hovedet ind. Sønnen så da faderen gule ”to-do-liste”, som sad på kanten af computerskærmen og var alenlang med mindst tyve ting, som skulle nås. Da sagde sønnen: Øh, far, tror du, jeg kan få plads på din to-do-liste? Da opdagede professoren for første gang, at der var noget helt galt.

Frelse og syndernes forladelse og Guds fred er ikke blot gamle begreber fra en gammel bog. Det er noget, vi længes dybt efter, mens vi gør, hvad vi kan for at undgå det. Vi opfører os billedlig talt ligesom idioten, der troede, han blev slank af at spise flødeskumskager. Han guffede Napoleonskager nat og dag og fattede ikke, at han hele tiden blev tykkere og tykkere.

Alle de muligheder er i virkeligheden en drøm om det lykkelige liv, vi skal leve i morgen, om en uge, om en måned. Men de kommer aldrig, for om en uge, om en måned har vi endnu mere travlt. Og til sidst bliver vi komplet udbrændte og sidder og orker knap nok at rejse os fra sofaen. Det er en narresut. Det er lygtemænd, vi jager. Det er ligesom de bål, som folk i gamle dage kunne finde på at tænde langs vore kyster for at lokke skibe mod land, så de gik på grund og man kunne plyndre lasten. Søfolkene troede, de sejlede imod en sikker havn, men de sejlede lige på grunden.

Jeg skal sige til jer: Der er en vej ud af alt det. Der er en anden vej – hvis I tør. Det er en omvendelse, der er mulig i dag. Guds fred har jeg fuldmagt til at give jer, tilsige jer syndernes forladelse. Problemet er ikke, at ordene er gamle, problemet er, at folk ikke tror på, at de kan få det, de virkelig søger henne om hjørnet i deres lille landsbykirke.

Heri ligner det forholdene, dengang Jesus mødte op hjemme i synagogen for at gå til gudstjeneste. Han blev bedt om at læse op, og han fandt så Esaias bog og læste det gamle løfte om ham, der skal komme og gøre alting godt. Så lukkede han bogen og sagde, som I hørte: I dag er det skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse”. Det betød: I dag er det her. I dag, hvor jeg er hos jer og kan give jer hjertets fred med Gud. Det lyttede de til med store øren. Wauw tænkte de, og alle skuldrene faldt helt ned og de sad bare og – nå ja, var glade. Indtil de kom til at tænke efter. Var det ikke Jesus, Josefs og Marias søn, som de havde set rende rundt som dreng? Det kunne da ikke passe så!  Hvordan skulle han være den lovede helt, menneskesønnen, der skulle gøre alting godt. Nej, det holdt ikke. Det skulle være helt anderledes. Og da Jesus ikke just hjalp dem med de overvejelser, blev de rasende på ham og forsøgte at slå ham ihjel.

Vist er der ikke nogen, der slår mig ihjel – men jeg skal jo også bare pege på ham, Jesus fra Nazareth. Men mange har det i dag med evangeliet, som jøderne dengang: Det kan da ikke passe, at det, vi virkelig længes efter og jager efter og virkelig søger dybest nede, skønt vi måske ikke rigtig er os det ordentlig bevidst – at vi skulle kunne få det på søndag henne i den lokale hos pastor Rydal. Nej, det er da på en eller anden måde for let. Nej, det må skulle koste noget. Det skal være svært. Det skal koste penge eller blod sved og tårer. Det skal være dyrt eller vanskeligt og kræve særlige religiøse følelser, særlige krævende handlinger eller præstationer.

Jeg påstår, at det I dybest set længes efter – selvom I tror, det er alt mulig andet – det er her. Det skænkes jer her i kirken, lige om hjørnet, på dansk, ganske gratis – blot ved at høre. Jeg siger: Den Jesus Kristus, som vi har fortalt om her i kirken i snart 900 år – han har gjort alting godt. Gjort fyldest for jer, dvs. udfyldt den plads, som I skulle have udfyldt, da I havde travlt med at jage det gode liv i overmorgen. Lykken er ikke for enden af regnbuen eller i morgen, når I lige har givet den en ekstra skalle på arbejde eller lige har fået udbetalt den dér bonus, chefen lovede. Det begynder i dag. Simpelthen ved, at I tør tro, at når jeg lyser Guds velsignelse til sidst i gudstjenesten, så er I Guds velsignede. Når jeg siger ”fred være med jer” under nadveren – så har I Guds fred. I dag.

Kirkeåret, kirkens gamle festkalender begynder i dag. Man kan sige meget skidt om nytårsforsætter, men evangeliet er jo ikke underholdning. Det skal omsættes i handling, bruges, investeres i liv i dag. Lad mig bare sige det, så det lyder forageligt let: Prøv nu at gå hjem og lad som om, I i dag har fået Guds tilgivelse. Lad som om i rent faktisk har fået det, hjertet har længtes efter, siden i blev født: At I har Guds fred. Sænk skuldrene og prøv at se, hvad det kan gøre ved jer, at I faktisk har det. Amen

Prædiken til 22. s. e. trin. I, 2021

Matt 18, 21-35

Salmer: 736, 303, 518, 492, 2

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Vi lever i sådan en uforsonlig tid, synes jeg. Alle steder er lunten kort, tålmodigheden endnu kortere og tilgivelse – det kommer slet ikke på tale. Vi taler i et væk om tolerance og forståelse, men samtidig er folk så vrede og hadefulde og dømmesyge. Vrede mennesker i og uden for Folketinget, vrede mennesker i og uden for de sociale medier. Alle peger fingre, hader, dømmer hårdt og uden nåde. Jeg har ladet mig fortælle, at nogle af de sociale medier er lavet sådan, at særligt vrede og konfliktfyldte udsagn får plads. Veganerne kalder kostalde for koncentrationslejre og hader kødspisere. Black Lives Matter-bevægelsen hader hvide mennesker og udelukker alle hvide fra deres demonstration på Nørrebro. På Grønland dømmer de alle danskere som koloniherrer. På kunstakademiet kalder de Danmark for en slavestat. Metoo-bevægelsen mistænker alle mænd for at være nogle svin. Har nogen begået fejl, har noget forløbet sig, skal de ”helt væk”, som ”Bøffen” sagde i Olsen Bande-filmene. Og ja, overgreb og kriminalitet skal naturligvis straffes – efter loven. Men hvor er overbærenhed og tilgivelse blevet af?

Jeg tænker, det vil være velgørende at se lidt nærmere på, hvad Jesus har at sige om den ting. Det fortæller han kort og klart med sin lille historie om den gældbundne tjener – nå ja, vi kunne måske også kalde den for: Historien om den onde tjener. Det er en af de klareste og nemmeste af Jesu lignelser. Den alene fortæller enkelt og ligetil, hvad kristendom går ud på. Simpelthen.

Som med alle Jesu historier hører der en forhistorie til. Alle historierne er fortalt i en bestemt situation til bestemte mennesker. Jesus gik ikke bare rundt og hev fromme historier ud af ærmet. De opstår altid i en bestemt sammenhæng. Sammenhængen her er, at Peter kommer og stiller et spørgsmål. Han vil vide, hvor mange gange man skal tilgive et andet menneske, hvis det forbryder sig imod en. Og Peter ved jo, at Jesus har noget med tilgivelse, så han foreslår selv syv gange – og han synes vel, han har været large sådan. Og det er Peter også efter vores målestok. Syv gange vil han tilgive alle urimeligheder, hån, vold, snyd. Det er faktisk ret stort. Men, synes Peter, der skal naturligvis være en kant. Den ottende gang det sker, skal man ikke tilgive mere. Så hjælper ingen kære mor. Så har man ret til at gøre gengæld, dømme og hade. Det er Peters udspil. Men Jesus svarer ham: ”Ikke op til syv gange, men op til 77 gange”. Hvilket også kan oversættes sådan: Ikke op til syv gange, men op til syv gange 70 gange. Grækerne kunne ligesom vi godt lide syvtallet, så når man skulle nævne et kæmpestort tal, sagde man f.eks. 7777 gange. Det er i princippet det samme, Jesus mener. Kort sagt: Man skal altid, altid tilgive. Hver gang. Og én gang til.

Peter er sikkert blevet bleg om næsen. Og derfor er det, at Jesus fortæller den lille historie om den onde tjener. Den skal begrunde, hvorfor et menneske skal tilgive hver gang. Det skal vi, fordi vi selv allerede har fået så uendelig meget tilgivet.

Men lad os nu tage historien, som Jesus fortæller den. Der er noget, der tyder på, at Jesus har brygget historien på virkelige begivenheder i et af Israels nabolande. En konge vil gøre regnskabet op med sine tjenere. Tjenerne er her ikke almindelige tjener. For nylig søgte det danske hof en ”taffeldækker” til at dække de kongelige borde. Det er ikke sådan en. Det er ikke hverken tallerkenvaskere eller staldkarle. ”Kongens tjenere” dækker her kongens øverste embedsmænd, hoffolk, guvernører, ambassadører.

Nu ”føres” den første embedsmand frem for kongen. Han føres, fordi han har siddet i fængsel. Han er i håndjern og ledsages af to soldater. Det er ikke sært, at fyren er smidt i fængsel. Hans regnskab ser rigtig skidt ud. Han skylder 10.000 talenter. 10.000 talenter er en enorm kæmpesum. En talent var den største møntenhed, man kendte. Den svarede til 10.000 denarer. Og en denar svarede til en dagløn for en ufaglært landarbejder. Gælden beløber sig altså til 100 mio. denarer. I kan prøve at omregne det til nutidspenge 100 mio. daglønninger. Værsgo at skylle! Tjeneren skylder altså mindst en Storebæltsbro væk. Det er også derfor han ikke kan være en helt almindelig taffeldækker, men en guvernør, der har benyttet sit embede til at skrabe til sig – uden at fortælle det til sin overordnede. Og han har tilmed brugt pengene, for han har dem ikke mere. De er gået til luksusbyggerier og rødvin, men nu skal pengene falde pr. den første. Da fyren ikke har pengene, dømmer kongen, at han og hans kone, børn og ejendom skal sælges, så kongen kan få bare lidt af det tabte hjem. Det er her, man gætter på, at Jesus har hugget historien fra et af Israels hedenske nabolande. I Israel kunne en mand kun sælges, hvis han var taget i tyveri, og ikke kunne betale det stjålne tilbage. Man kunne ikke sælge hustru og børn. Det kunne man i andre lande. Der kunne prisen på en slave ligge mellem 500 og 2000 denarer, og det hjælper jo ikke stort på tilbagebetalingen. Lidt mere kan tjenerens ejendomme nok indbringe, men det er stadig langtfra nok.

Men den stakkels guvernør bliver nu helt fortvivlet og kaster sig fladt ned foran tronen. Vi har på dansk det udtryk at ”lægge sig fladt ned” – det er som regel noget, man gør, når man må sige undskyld og indrømme sin fejl. Hvilket jo altså ikke hjælper meget i vore dage. Men kongen er nok ikke på de sociale medier eller med i Metoo. Han opfører sig helt usandsynligt. Ingen jordiske konge ville vel være så dum, men kongen får altså medlidenhed med sin tjener. Han ynkes over pjokket, der har snydt og bedraget og nu kun kan ligge der og klynke og bede allerydmygst om henstand, selvom han aldrig i livet vil kunne betale summen tilbage. Kongen overtrumfer alting og eftergiver ham hele den astronomiske gæld. Hver en øre. Manden bliver løsladt og kan gå som en fri mand.

Det var nu første del af historien, som viste sig at ende lykkeligt for guvernøren. Helt ufortjent og helt uventet har han fået eftergivet sin gæld. Men nu fortsætter Jesus:

Nu sker der det, at manden går ud på gaden, og her opdager han sin medtjener, dvs. en underordnet embedsmand, en mellemleder, som skylder ham 100 denarer. Det er en pæn sum for en underordnet embedsmand, 100 daglønninger, skal vi sige 100.000 kroner. Det svarer så nogenlunde til en hæderlig brugt bil i dag. Det er nok penge, men slet, slet ingenting i forhold til prisen på en Storebæltsbro. Det rene pjat og ingenting. Men den første tjener griber nu sin underordnede kollega i struben, så han ikke kan stikke af. Nu skal han betale sin gæld – ellers vil han slæbe ham i fængsel. Eller der skal i det mindste skrives en arrestordre på ham. På Jesu tid kunne en skyldner ryge i gældsfængsel, hvis han ikke kunne betale. Meningen var så, at han enten skulle arbejde gælden af i fængslet eller at hans familie skulle løskøbe ham. Hvorom alting er: Her er absolut ingen nåde, ingen barmhjertighed, ingen tålmodighed. Kun uforsonlighed. Selvom den stakkels medtjener kaster sig fladt ned, hjælper det ham ikke. Ingen kære mor her. Ingen nåde for en skyldner.

Allerede her efter anden del af fortællingen er Peter nok på sporet: Der er noget, der slet ikke hænger sammen i tjenerens opførsel. Der er vist ham nåde og medlidenhed, men selv er han hård og uforsonlig som flint.

Det følger nu sidste del af historien op på. Tjenerens medtjenere, dvs. andre af kongens høje embedsmænd bliver oprørte over hans opførsel, og de går til kongen og sladrer. Det er ikke videre pænt, måske, men guvernøren har nu opført sig så uanstændigt, at der må være en vis form for ”whistelblower”-ordning. I vore dage havde de andre guvernører vel lækket et eller andet til pressen. Og nu bliver tjeneren så hentet ind igen, og kongen forhører ham om hans urimelige ondskab, og siger: ”Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig”? Og så ender skiderikken i hænderne på bødlerne. Tortur var der ikke lovhjemmel for i Israel, men i det øvrige Mellemøsten anvendtes det særligt overfor netop statholdere eller guvernører, som var sløve til at aflevere de skatteindbe­talin­ger, som de havde modtaget. Og da tjeneren jo skylder to Storebæltsbroer væk, kommer det nok til at vare ret længe.

Som det er i eventyrerne, hvor man ikke skal have ondt af heksene og troldene, fordi de virkelig er onde og dumme, sådan skal vi heller ikke have ondt af den onde tjener, for han er vitterligt ond. En ufattelig og grænseløs nåde og godhed havde han selv mødt – og så har det ingen følger for ham. Hvorfor er han ikke glad og stor i slaget, da han møder sin medtjener? Hvorfor siger han ikke: Pyt med dine 100 denarer. Dem glemmer vi, for jeg har i dag fået eftergivet en meget større gæld! Det er i historien ulogisk og helt uforståeligt, at han bare fortsætter med at være en uforsonlig hårdhjertet skiderik – nu over for fattig underordnet.

Sådan slutter historien, og det er jo en lignelse: ”Himmeriget ligner en konge”, sådan begyndte Jesus. Og pointen er ikke svær: Peter ville sætte en grænse på syv gange for tilgivelsen. Jesus satte overhovedet ingen grænse. Og grunden forstår vi nu: Ligesom guvernøren, den første tjener havde mødt en grænseløs tilgivelse, sådan har vi alle allerede mødt den hos Gud. Og derfor giver det sig selv, at den skal vi give videre.

Det er Jesu tårnhøje – og rimelige forventning til os. Evangeliet er glæde, befrielse, løsgørelse – frigørelse af fælles bundethed til gamle overtrædelser. Alt er nyt for os – det skal vi lade andre mærke. Det ene ikke uden det andet.

Og blot lige for at undgå enhver misforståelse. Jesus taler ikke om, at staten, at dommeren, at politiet, skal løslade alle fanger og undlade at dømme bedragere og mordere. Dette er en personlig sag. Ikke en sag for stater og myndigheder, men en mellemmenneskelig sag.

Og her rammer den gamle lignelse rammer lige plet. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Hvor vover I at dømme så uforsonligt? Hvem er I, at I kan sidde på den høje hest og skamme andre ud og kræve bod og bedring af andre? Ved I ikke, at vi alle ligger kastet ned på maven for Guds tronstol – her har ingen noget at lade andre høre, men sammen kan vi høre evangeliet: At hos Gud er der barmhjertighed at finde for en stakkels gældbunden synder. Skal vores næste så ikke finde det hos os?

Amen  

Prædiken til 7. s. e. trin. I, 2021

O lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Jeg tænker nok, I kender det gamle udtryk: Han er vist ikke et af Guds bedste børn. Sådan kunne man før i tiden sige om f.eks. kriminelle eller voldsmænd eller landstrygere. Man hører det af og til brugt endnu. Udtrykket rummer en dobbelthed: På den ene side er der altså nogle af Guds børn, som er bedre. På den anden side er selv den værste - dog et Guds barn. Hvis jeg nu var gammel socialdemokrat, så ville jeg nok sige, at der ligger en grundlæggende solidaritet i udtrykket, altså en fornemmelse for et fælles vilkår, en fælles menneskelighed: Selv skiderikken, ja, selv den pædofile vaneforbryder og voldspsykopaten er dog et Guds barn. Det var ikke fordi folk i gamle dage var frommere og bedre mennesker end vi. Men i sproget lå der og ligger der endnu en gammel kristen forkyndelse af et fællesskab, som nu næsten er glemt.

Med de nye bevægelser fra USA, ”Metoo” og hvad det nu ellers hedder, er verden forvandlet til et skydetelt, hvor alle anklager alle og dømmer hinanden ude. Altid er det de andre, der er de onde. Det er den rene heksejagt: Hvis man til en fest for 25 år siden i fuldskab vistnok måske muligvis kom til at være lidt for kærlig over for en pige, så er man en seksualforbryder og må gå i vanære fra sin stilling i dag. Hvis man i sin studentertid vistnok måske muligvis klædte sig ud som sort negerslave og sværtede sig i ansigtet, så er man racist, og må med skam gå af som chef hellere i dag end i morgen. Den mest ubehagelige og farisæiske dømmesyge har ramt os. Uden dom, blot på løse uprøvede rygter kan et menneske dømmes ud af det gode selskab.

Hermed forsvarer jeg selvsagt ikke seksuelle overgreb og racisme, men jeg minder bare om, at over for Gud kan vi ikke lege den leg og dømme hinanden ude. For vi har nok selv en del lig i lasten, hvis den Almægtige skulle kigge lidt nøjere efter.

Den lille beretning om Zakæus er et hårdt slag imod al politisk korrekthed, heksejageri og dømmesyge. Det er godt, at Lukes som den eneste har gemt den. Den rummer ligesom udtrykket om Guds bedste børn en dobbelthed: Den afslører os alle sammen, stiller os på vores plads side om side med både Zakæus og tilskuerne dengang i Jeriko: I er godt nok ikke Guds bedste børn - men I er dog Guds børn, og menneskesønnen er kommet at frelse det fortabte.

Lad os nu se på historien. Der er Zakæus, og der er folkeskarerne langs vejen. Den første er en skiderik – det er der ingen tvivl om. Zakæus er virkelig ikke et af Guds bedste børn. Men hvad med alle de andre? Er de i grunden bedre? Det vil vi lige undersøge.

Vi er i Jeriko, jødernes Tisvildeleje, hvor de rige rejser hen, når det er vinter i Jerusalem, og de trænger til at slappe af og nyde livet sammen med de andre rige. Zakæus er også rig. Han har købt en af byens største villaer med udsigt til Det Døde Hav og en frodig have med mandeltræer, balsamtræer, roser, og en frugthave med appelsintræer og dadelpalmer. Alligevel er Zakæus ikke velset blandt de andre rige. For Zakæus er overtolder. Han har tjent sine penge som chef for tolderne, og til den bestilling hører pengeafpresning og måske åger. I den jødiske litteratur findes der mange historier om onde, grådige og griske toldere, der lever af at udpine andre, men som så heldigvis til sidst kommer i helvede. Og Zakæus er måske den værste af de værste. Jeg har forsøgt mig lidt frem for at finde et erhverv herhjemme som kan sammenlignes med toldernes, og som er lige så forhadt. Det nærmeste jeg kan komme det, er dem, der sidder i fotovognene og blitzer os, når vi har kørt for hurtigt, eller måske inkassatorer eller skattesnydere som ham Sandjay Shah. Men det holder alligevel ikke.

Tolderne levede af at kræve told ind for romerne. Romerne udbød jobbet som tolder til den, der ville give mest for at få det. Og hvis en mand ikke havde pengene, kunne han låne af romerne eller af en pengeudlåner. Mange toldere begyndte dermed deres arbejde med en stor gæld. Og den gæld kunne de kun betale af på ved at lægge et beløb oven i toldsatserne. Hvis toldsatsen f.eks. var 1 denar, kunne den grove tolder altså i princippet kræve 2 denarer ind – den ene til romerne, den anden til ham selv. Gælden var på den måde snart betalt ud, men nu kunne man jo lige så godt fortsætte med at kræve ekstra. Og på den måde blev mange toldere rige. Og Zakæus er overtolder, dvs. han har en eller anden overordnet stilling. Måske skal de andre toldere betale afgift til ham. Men det er ikke det hele. Vi kan overlade ordet til Zakæus selv! Da Jesus fortæller ham, at han vil være gæst hos Zakæus, siger den lille ågerkarl glad: Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage! Vi kan ikke høre det i den danske oversættelse, men i det ord, Zakæus bruger, og som er oversat med ”presse penge af nogen” – i det ord ligger der et væld af ubehagelige betydninger: falske anklager, trusler, chikane, afpresning plus en hel masse mere. Zakæus lever som en gangsterchef i Jeriko, og han har armene ude i alle mulige skumle foretagender. Det var forbudt at tage renter af en landsmand. Man måtte kun kræve renter af udlændinge og ikke-jøder, men mon ikke Zakæus har set stort på det og krævet mellem 20 og 50% i rente, som det var almindeligt.     

Godt, sådan er Zakæus, han er virkelig ikke et af Guds bedste børn. Men hvad nu med de andre i historien – alle borgerne i Jeriko dér langs vejen? Er de bedre? Lad os se efter: Da Zakæus vil se Jesus, gør de sig først brede og forhindrer ham i at komme ud at få en standplads på fortovet, så han kan se. Den lille ondskabsfuldhed kan man nok godt forstå. De har ordentlig godtet sig over at se den lille tyksak løbe forgæves frem og tilbage for at finde en plads. Men det er ikke det hele. Da Jesus kalder Zakæus ned og inviterer sig selv til middag, knurrer de, skriver Lukas – dvs. der går en knurrende truende mumlen gennem flokken: Jesus er gået ind som gæst hos en syndig mand, snerrer de. Og det skulle han ikke have gjort. Jesus forsvarer sig med at han er kommet for at frelse det fortabte, men det har folk næppe hørt efter. De dømmer, ligesom vi gør i dag – uden nåde. Zakæus er en skiderik – og det skal han blive ved med at være! Vi ved ikke, hvordan de har taget Zakæus’ løfter om at betale tilbage, men sandsynligvis har de bare vrænget af ham. Jeg tror såmænd, at Zakæus løfter er alvorlig ment. Det er glæden, der overvælder ham, så han lover at gøre alting anderledes fra nu af. Men hvis jeg har en smule kendskab til menneskesindet, så tror jeg ikke, folk har taget det for gode varer. De har tænkt: Ja, ja, nu er han i gang med sine julelege igen!

Hvad har folk så ondt af i grunden? Zakæus er måske nok pengeafpresser, ågerkarl og pengeudlåner, men lur mig, om ikke folk alligevel har brugt ham. De kan ikke lide ham, men de vil godt låne hans penge og hans ydelser. Det er lidt ligesom jøden Shylock i Shakespeares drama om Købmanden fra Venedig. Også på Shakespeares tid var jøderne forhadt, men Shakespeare lader jøden holde en lang forsvarstale, hvor han afslører folks dobbeltmoral: Jo, de vil gerne foragte ham, men de vil også gerne have hans penge.  Kort sagt: De gode folk i Jeriko er måske ikke så gode, som de selv tror. Måske er de heller ikke selv Guds bedste børn – fulde af had og mistro og misundelse, som de er?

Der står Jesus da helt alene mellem alle folkene i Jeriko. Ingen af dem er Guds bedste børn. Men Zakæus regner han for en ”Abrahams søn”. Og som han siger et andet sted: Gud kan skabe børn til Abraham af stenene ved vejen. Det er den nåde og solidaritet, som ligger i kristendommen, og som vi helt har glemt i dag.

Hvad er det vi siger i trosbekendelsen? At vi tror på synderens forladelse. Altså at vi alle hver og én er syndere, der ikke vil hvad Gud vil, men kun hvad vi selv vil. Man kan næsten dagligt høre kloge mennesker skælde ud på det gamle kristne dogme om arvesynden. Men den gamle tanke om arvesynd betyder jo bare, hvad Paulus også skrev. Der er er ingen retfærdig, end ikke én! Vi er så glade for demokrati og fællesskab. Evangeliet siger bare, at vi alle står i syndernes fællesskab – hver og én. Rolf er ren, sagde man, dengang man endnu troede, at cykelrytteren Rolf Sørensen ikke havde dopet sig – men det havde han. Ligesom alle de andre. Kort sagt: Meningen med arvesynden ligger i de gode gamle ordsprog: Man skal ikke kaste med sten, hvis man bor i et glashus. Eller: Fej for egen dør, før du fejer for andres. Eller med Jesus: Hvorfor ser du splinten i din brors øje – og så sidder der en bjælke i dit eget øje.

Zakæus var ikke et af Guds bedste børn, men om ham sagde Jesus: I dag er frelsen kommet til dette hus, for også han er en Abrahams søn. Og om man nu tror ham eller ej. Jeg tror, at Zakæus virkelig gik i sig selv af glæde og vendte om fra det, han havde gjort. Og det samme kunne vi så passende gøre.

Jeg hørte for nylig følgende lille historie: En gammel kone var kommet på plejehjem, og sosuerne behandlede hende ikke godt. Hvem ved, de var nok underbemandede og det var tæt på fyraften. I al fald hundsede de med den gamle og vrissede ad hende. Da sagde hun værdigt og med høj røst: Nu skal I opføre jer ordentligt! Jeg har den Treenige Gud til far og Jesus Kristus til bror. Sådan har det været siden min dåb, så bare stik piben ind og tal ordentlig til mig.

Sådan skal vi arvesyndere høre historien om Zakæus. Og så skal vi gå i os selv og så gå hjem til alle de andre arvesyndere og lade glæden overskygge al dømmesyge, nid og nag og foragt. For selvom ingen af os hører til Guds bedste børn, så har dog også vi den Treenige Gud til far, og Jesus Kristus til bror. Amen

Prædiken til Påskedag I, 2021

Mark 16, 1-8

Salmer: 218, 236, 224

Billund Lufthavn en januarmorgen. Vi sidder i vores flysæder og kigger ud ad det lille ovale vindue til venstre. Vi ankom for flere timer siden i buldrende mørke og fandt en parkeringsplads et sted i den iskolde vind ude i parkeringsafsnit D eller E. Vi har været igennem security og lagt bælter og telefoner og jakker på de grå bakker ved rullebåndet. Og vi har ventet i gaten det meste af en time, sammen med en masse andre mennesker, der er lige så fåmælte og søvnige som vi. Og nu er vi så om bord og venter. Udenfor er det begyndt at lysne en anelse. Et gråt lys af samme triste og trøstesløse farve som væggene i covid19-centeret på Brårupvej. Alt er blygråt, landingsbanen, himlen, bygningerne, selv regndråberne på vinduet og de visne græstotter langs banen. Kun lufthavnsbilernes lygter lyser koldt og hvidt. Flyet taxier omsider ud fra afgangshallen og kører langsomt ud mod afgangsbanen. Jeg holder godt fast i armlænene, da flyet accelerer. Jeg vil gerne til de varme lande midt i den uendelige mørke danske vinter, men jeg har ikke lyst til det flyveri. Jeg har set, hvor lidt metal der er imellem kabinen og luften udenfor. Mens vi racer afsted over banen, kan man se de grå, våde og tottede skyer ligge tungt næsten helt nede på jorden. Lyset bliver slukket i kabinen. Nu er der kun det grå tvelys udenfor. Og med et er vi oppe i skyerne. Man kan intet se ud af vinduet. Det er som om vi flyver i mælk eller grå maling. Grå regnperler pisker bagud på vinduet. Hvordan mon piloterne kan finde vej? Flyet ryster og vibrerer. Det klikker i ørene. Jeg forbereder mig på meddelelsen om, at flyet desværre har mistet den ene vinge eller haleroret. Men folk omkring mig tager det helt roligt. Der er måske en lille centimeter metal imellem dem og det grå ingenting udenfor. Men det rører dem ikke. Stadig stiger maskinen. Man kan fornemme det tottede grå sky-noget derude, koldt, klamt og kaotisk højt over jorden. Dernede må jorden være, Danmark, mit land – men man kan intet se. Og så lige med et er det som om nogen har hældt flydende guld ind af vinduet ovre i den modsatte side. En solstråle har ramt flyet. Og pludselig, helt uventet stråler solen som guld i hele kabinen. Det er en helt overrumplende fornemmelse. Vi er over skyerne. Alt det grå er væk. Himlen er vidunderligt blå, allerede langt nede under os ser vi skyerne. Ovenfra ligner de et bakket snelandskab. Alt er helt forandre. Det er stadig januar og vinter – men det er nedenunder os, forsvundet, overstrålet i den herlige sol.

Og hvorfor nu fortælle sådan noget en påskemorgen? Jo, det kunne jo være et billede på opstandelsen, den opstandelse, som også vi skal opleve en dag. Kristus er førstegrøden, den første. Og som han opstod, skal vi opstå. Forstil jer bare, hvad I vil. Alle vore begreber og forestillinger vil alligevel blive overtrumfet og overstrålet som solen over skyerne. Det er et billede på noget overrumplen­de, helt uden for kategori usandsynlig glædeligt.

Men nuvel: Hvordan kan jeg tillade mig at fortælle sådan noget? Det er jo bare forestillinger, ord og billeder. Ja, det er det, men lad være med at bruge det lille foragtelige ord ”bare”. Det har ingen ret her. I gamle dage sad min søster og jeg tit og tegnede, mens far læste historie. Jeg tegnede vist mest riddere og borge og konger og skibe og den slags. Min søster tegnede tit det, hun kaldte ”abstrakterier”. Det var farvede mønstre og felter, som ikke forestillede noget. Jeg vil vædde med, at også de, der ikke tør tro på opstandelse – de går, uden at de har lagt mærke til det, rundt med sådan nogle underlige abstrakterier i hovederne. Prøv selv efter:

Hvordan ser ”fremtiden” ud? Jeg mener, hvad farve har den? Er den rund eller firkantet? Ligner den Ballingvej en regnvejsdag i modvind? Eller det der røvtriste covid-19 testcenter? Eller er den grøn som vårens hæk? Hvordan ser ”tiden” ud? Er den en linje? Er den en cirkel? Hvordan forestiller I jer den? Ligner den en Mayland-kalender eller et excel-ark fuldt af rubrikker og tal? Prøv engang efter. Vi går alle sammen rundt med sådan nogle abstrakterier i vores hoveder. Vi kalder dem ”virkeligheden” med et andet abstrakteri-ord – og så rynker vi på næsen af opstandelsen. Jeg vil tro, at ”tiden” for de fleste mennesker ligner sådan noget gråhvidt og tottet noget, ligesom skyerne, jeg fortalte om før. Abstrakterier har vi alle sammen – altså også dem, der rynker på næsen af opstandelsen. ”Livet”, ”døden”, ”mennesket”, ”kærligheden”, ”samfundssindet” – det er ord, vi bruger hele tiden. Men det er komisk at tænke på, at disse begreber hos langt de fleste af os har taget form efter et eller andet, vi har set: En sky, et hus, en dør, et træ, et lys. Hvis jeg tænker nærmere over det, ligner ”evigheden” for mig himlen over de blå bakker ude ved Bjarup mose. Og ”dødens dør”, - ja, når jeg tænker nøje efter, så ligner den mistænkelig Svend Pedersens ladeport over i forpagtergården på den anden side af marken hjemme i Dallerup. Prøv efter. Folk gør nar af kristendommen og griner af opstandelsen – i al fald så længe det er lyst og de har det godt – men hvad sætter de i stedet? Lutter abstrakterier: ”Virkeligheden”, ”videnskaben” osv.  

Markus fortæller, at kvinderne finder graven tom. Det har man herhjemme prædiket om i mange, mange år. Graven var tom – det var den første kristne prædiken, sagde man – og det var nok ret abstrakt for de fleste. Men det var heller ikke det, de første kristne prædikede. Det var derimod, at de så ham, at de mødte ham, at de talte med ham, rørte ved ham, spiste sammen med ham. Vist var graven tom – det er samtlige kilder faktisk enige om. Også Jesu modstandere indrømmede det selv, når de bortforklarede opstandelsen med, at det var disciplene, der havde fjernet liget. Men glæden i Det Ny Testamente er alle steder dette, at de rent faktisk mødte ham: Maria Magdalene, Peter, Jakob og Johannes, og ifølge Paulus mere end 500 brødre plus ham selv – fysisk. Ikke som en ånd, ikke som et syn, men som helt ham selv – og dog ligesom noget mere.

Når man skal tale ret om opstandelsen, gør man klogt i at begynde et helt andet sted. Altså ikke ved, hvad der mon skete i Jerusalem for længe siden i år 33, men hvad der skete herhjemme ved vores egen dåb. I middelalderens Danmark holdt man endnu fast i den gamle skik kun at holde dåb én gang om året, nemlig påskedag. For her bliver det tydeligt, at der er en sammenhæng.

Og spænd nu sikkerhedsbælterne, sluk mobiltelefonerne, slå klapbordet op og stil skarpt, for nu skal jeg fortælle, hvordan Paulus, den ældste af de nytestamentlige forfattere så på dåben: I dåben bliver vi korsfæstet og druknet for at vi kan stå op med Kristus. Den gamle Adam, sagde Paulus – altså det i os, der hele tiden siger: mig først, mig først – bliver druknet i døbefonten. Den gamle hedning, den gamle Adam, den gamle Eva spræller endnu i os og vrider sig i kramper og spasmer, men det holder ikke i længden. Til gengæld er noget andet ved at stå op i os, vokse i os, nemlig det, Paulus kaldte ”det indre menneske”, det i os, der er urolig, længes og leder efter noget, som ikke findes nogetsteds her – fordi det er intet mindre end Gud selv. Måske har I bidt mærke i det ord, jeg læser lige inden nadveren: ”Han som har begyndt sin gode gerning i jer, han fuldføre den indtil Jesu Kristi dag”. Det er den indre kamp, som ifølge Paulus må rase i alle mennesker, som har modtaget dåben. Gud er i gang med sin gode gerning i os. Han vil forme og forvandle os. Men det er op ad bakke. Det er et skridt frem og to tilbage. Først når den fysiske død en dag kommer – og det gør den jo til os alle - da vil det være fuldbragt. Døden vil ikke være udgang til det store sorte ingenting. Og tænk igen lige over abstrakterierne ”døden” og ”ingenting” – hvordan ser ”døden” ud? Hvordan ser ”ingenting” ud? Nej, det er indgangen til noget helt ovenud anderledes og fabelagtig overrumplende.  Disciplene blev glade, da de mødte Jesus efter opstandelsen. Ikke kun fordi de så ham igen, men først og fremmest fordi de så noget mere. De så Kristus som den første, som de skulle følge efter

Paulus, denne superintelligente, belæste, ironiske, humoristiske og mulitibegavede lille pukkelryggede jøde – han fortæller et sted, helt naivt og næsten barnligt for sine venner i den græske by Thessaloniki om sine forestillinger: ”de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren”.

Alt det er så let at afvise, så pærelet at spotte og grine af. Enhver idiot kan gøre det, i søvne efter en brandert, mens han børster tænder. For vi har jo kun de første vidners ord. Døde kan ikke stå op af graven. Nej, det vidste de da ligeså vel som vi. Men hvad i al verden skulle de gøre, når de nu mødte Jesus – ud over at være glade?

Måske skulle vi fejre påske med at indrømme Gud en lille smule plads til at være det, han er, nemlig Gud. Han som siger, at hans veje går højt over vore veje, og at hans planer er højt over vore planer. Hvor i al verden har vi hentet det ubegribelige hovmod, at hele verden skal kunne rummes i vores små hoveder, og at alting skal stå til regnskab for vores lille målerlarveforstand?

Opstanden er den Herre Krist, halleluja, halleluja – sådan lyder det i den gamle salme, og sådan og kun sådan taler man ret om opstandelsen. Gør jer bare de forestillinger I vil, det går der ingen skår af vor Herre for. De vil alligevel blive overgået hundrede af billioner gange. Hvad ved knoppen om det fuldt udsprungne grønne løv? Hvad ved den tykke ækle larve om sit liv som sommerfugl? Hvad ved fosteret om at løbe efter en sommerfugl, spise en is eller lege i en sandkasse? Inde i mørket har det nok kun sine egne abstrakterier: Bah, vrænger den ene tvilling til den anden i mors mave: Fødslen, sikke noget vrøvl. Der er kun dette trygge varme mørke, den søde stemme, vi kender, sulten, sove, lytte, sparke. Men det er sandt: Kristus er opstanden. Gud har begyndt sin gode gerning i os.        

Glædelig påske!

Amen

Prædiken til Skærtorsdag I, 2021

Matt 26, 17-30

Salmer: 465, 473, 456

Det er Skærtorsdag, og selvfølgelig skal vi holde nadver i dag på trods af forsigtighedsprincipper og restriktioner. Om lidt skal vi gå til Herrens bord, men inden da vil jeg holde en lille bordtale. I grunden er søndagsprædikenen altid en bordtale ved Herrens bord.
”Du skal da have noget at stå imod med”. Sådan siger man vist stadig på dansk, når man byder en ven eller en nabo på frokost eller kaffe: ”Hør, du skal da have noget at stå imod med”. Det samme kunne vi med god ret sige forud for nadveren: I skal da have noget at stå imod med.

Som man i det daglige skal have noget næring for at kunne stå imod det fysiske arbejde og slid, sådan skal vi have næring i nadveren til at stå imod Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Proteiner og mineraler og kulhydrater skal vi have – for at musklerne kan arbejde og knoglerne kan bære os. Det går galt uden. Men i lige så høj grad gælder det, at vi trænger til Herrens legeme og blod – nemlig for at ånden kan bære os. Det går ikke uden.

Vi skal altså have noget at stå imod med – f.eks. imod al den krænkelse og krænkelses­parathed, al den vrede og alt det had, der i disse år hele tiden ligger og gærer under overfladen. Jeg tror, at når enten vi eller vore børn engang sidder og ser sådan en årskavalkade med gamle tv-klip tilbage fra 2021, så vil vi helt sikkert bemærke og huske tidens tegn: hele tiden denne søgen efter nogen eller noget at være krænket over eller vred på. Hele tiden er der fejl hos de andre, hele tiden nogen eller noget, som er for dårligt, for ringe, som er racistisk eller diskriminerende eller krænkende for nogen. Det er hele tiden galt med de hvide, med mændene, med de heteroseksuelle, med europæerne, med danskerne, med de rige, med de kristne – hele tiden. Regeringen har haft hele sin opmærksomhed vendt mod corona nu i over et år, men krænkelsesparatheden, vreden og hadet er i virkeligheden en langt værre smitte.
Smitten er vel kommet fra USA – og trives bedst på nettet. For en uges tid siden var der igen-igen en skudepisode i USA, denne gang i byen Boulder, hvor en gerningsmand skød tilfældige mennesker i et supermarked. Næsten inden politi og ambulancer var nået frem, skrev en kendt meningsdanner på nettet: Det er igen en vred hvid mand, der har skudt uskyldige. Det er det hver gang! Det viste sig imidlertid, at gerningsmanden var fra Syrien, og altså i tidens hudfarve-snak nærmest må høre til de brune, men sådan er det blevet – også herhjemme: Lynhurtigt ved vi, hvem de skyldige er, hvem de onde er - og det er altid dem, vi i forvejen hader. Man bliver krænket over tegninger, over fastelavnsudklædninger, over fester på universitetet, over uønskede tilnærmelser for 20 år siden, over enkelte ord, over ting, som er skrevet i gamle bøger – over hvad som helst.

Og tanken er hele tiden: Er man krænket, har man ret til at svine andre mennesker til med de værste gloser, med forbud og trusler og vold. Det farlige ligger ikke kun i påståeligheden, men også i, at vi efterhånden mister evnen og lysten til overhovedet at tale sammen. I alle sager står folk bare i to lejrer og råber hadefulde gloser efter hinanden.Over for den slags har vi så sandelig hårdt brug for noget at stå imod med. Og hvor kan man finde en større modsætning end mellem, skal vi sige, en nutidig demon­stration imod racisme eller kønsdiskrimination, og så Jesus, der indstifter nadveren. Det første sted er der selvhævdelse, selvretfærdighed og kræve­mentalitet. Hos Jesus er der selvopofrelse, tålsomhed, afståelse fra al ret. Jeg tænker selvfølgelig nok, at nadveren i den moderne krænkelsestankegang er alt muligt ondt, hvidt og ekskluderende. Og jeg tror, ikke, det hjælper, at Jesus strengt taget må siges at høre til de brune. Men hvordan skal man tale til mennesker, der skriger og holde sig for ørene? Virkeligheden er, at Jesus konsekvent gør alt det modsatte af, hvad vi har lært, giver magt og ørenlyd. Han afstår fra at stå på sin ret. Han nægter at retfærdiggøre sig selv. Han kunne, om nogen, pege fingre og være krænket. Men han bærer spyt og bespottelse, hån og latterliggørelse. Og han kræver, at vi gør det samme på egne vegne. Han gør, som han selv har sagt: Slår dig på din højre kind, så vend også den anden til. Det er en million lysår fra tidens krænkelsestankegang.

I nadveren gør han sig til eet med os. Hos ham skal vi have noget at stå imod med: Lære - langsomt, uendelig langsomt og med titusind tilbageslag, fald og misforståelser – at gå hans vej, stå imod fristelse til at stampe på sin egen ret. I det gamle Rom troede myndighederne, de kristne udgjorde en farlig menneskeædende sekt eller undergravende terrorcelle. Nuvel, en modstandscelle kan vi måske godt kalde nadveren og gudstjenesten. Nemlig en modstand imod alt det, vi normalt tænker. Ved at gå til nadver viser vi os selv og andre, at tingene kan være anderledes: Her skal vi jo hverken vise pas eller coronapas, hverken racekort eller blodtypekort, hverken NemId eller personnummer – vi skal kun komme og blive sammenspist med ham, der var så anderledes, vor Herre, som var kærligheden på to ben.

Amen

prædiken til Midfaste søndag I, 2021

Joh 6, 1-15

Salmer: 4, 42, + nadver, 212,

»Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.«

Sådan står der hos profeten Esaias, og med de ord ved vi ligesom, hvad der er opad og nedad. For det er jo uafviseligt sandt. I og jeg og alle mennesker er som græs, der står i dag, og i morgen kastes i halmfyret. Som blomster der står i dag – i morgen ved man end ikke, hvor de stod.

Tiden er knap i dag, for vi holder nadver, så jeg vil kun tage fat i én eneste lille ting i dagens tekst. Det er ikke noget, jeg før har lagt mærke til, men det er helt sikkert ikke tilfældigt. Johannes oplyser i en lille bisætning, at der var meget græs på stedet, hvor de 5000 mand blev bespist med en lille drengs madpakke. Jesus har altså bedt dem alle sætte sig midt i det grønne græs, der står i dag og i morgen er borte, når Herrens ånde har blæst over det. Dèr sidder de altså, alle folkene i det høje græs, på deres bagdel mellem mælkebøtter, senegræs, hundegræs, staudehirse, forglemmigej, kodriver, blågræs, mosegræs og skovfrytle. De lange strå kilder dem i øret, kradser dem på halsen og får næsen til at løbe. Hvad er græs og hvad er mænd? Mon ikke Esaias ord er dukket op i hovedet på Jesus som han står der på skråningen og ser dem sådan: Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster – alle dem, han ynkes over: Åh de stakkels mennesker – de har jo ikke noget at spise!

Sådan er forholdet: Vi er som græs – og alligevel ynkes vor Herre over os. Det, vi kalder ”bespisningsunderet”, altså det mirakel, at Jesus uden at have hverken penge eller proviant sørger for mad til 5000 mennesker ude i de fjerne enge – det er et tegn på, hvem Jesus er, og hvad han kan. Men det er også en påmindelse om det under, som hver dag er, som vor Herre giver os. Vi er kommet af intet, vi har intet gjort for at fortjene at være her, nøgne kom vi hertil, og nøgne skal vi gå bort. Græs er vi – men Guds ord til os og om os bliver til evig tid.

Det er noget ganske simpelt, jeg taler om her. Det hedder taknemmelighed, og det er mærkeligt med den slags: Rigtig taknemmelig kan man ikke tvinge sig til at være. Det bliver det kun kunstigt af. Ægte taknemmelig kan man kun være, når man ved, at man ikke har fortjent at få noget. Som når man næsten skamfuldt slår hænderne sammen og siger til sine gode venner: Nej, det er da alt for galt! Det skulle I altså ikke have gjort! Hvis vi mennesker kunne forstå græssets og blomsternes sprog, ville vi høre dem synge og råbe i haven: Herre Gud, det er dog alt for galt. Her står vi, og du giver os næring og vand og sol på vore blade – det er da alt for galt! Gak til myren og bliv vis, siger et gammelt mundheld. Man kunne også sige: gak til græsset og bliv taknemmelig.

Det er noget på én gang fuldkommen fundamentalt og samtidig rørende enfoldigt, ja, pinlig banalt – næsten som en romanføljeton i et dameblad: Folk siger bagklogt, at mirakler er noget, der hører uoplyste tider til. Man kan jo da virkelig ikke bespise 5000 mand med fem bygbrød og to fisk! Sådan taler vores menneskeforstand og har i samme nu glemt brødet på tallerkenen, det friske vand i glasset, den duftende kaffe i koppen, rimet på græsset, stæren i træet, lærken over engen, luften i lungerne, de kæres åndedræt, et solstrejf i en vandpyt, duggen på et strå. Det og titusind millioner andre ting er mirakler på samlebånd for os, der som græsset står i dag og i morgen ikke er her længere. Ingen husker, hvor vi stod.

Mirakler sker ikke, siger vi alligevel og blinker. Men vel gør de da så! Der er bare så mange af dem, at vi slet ikke ser dem, eller tager dem for givet. Titusind millioner mirakler sker dagligt for næsen af os. De er her lige nu, og om lidt er de afløst af andre. Bare det, at vi er her. Alene alle de mærkelige tildragelser og tilsyneladende tilfældigheder og sære sammentræf, der skulle til, for at netop vi kunne mødes her denne halve time i universets 13 milliarder år gamle historie. Men vi ser lige op fra vores iphone eller vores computer eller en helt tredje skærm, giver et grynt fra os, og tror, at alting er en selvfølge.

Det er nok banalt, men lad os bare være banale denne morgen. Hvor er de 5000 mennesker, som dengang hørte Jesus tale, mens de spiste bygbrød og fisk? Ingen aner, hvor de er, og hvem de var. De var som det græs, de sad i – glemt og borte. Men de hørte det ord, som bliver evigt. Guds ord til os: At den højeste ynkes over sine håbløst selvoptagede, evindelig bagkloge og ærketungnemme mennesker. For den, der forstår, at alt, hvad vi er, er som græsset og blomsterne, må det største ufortjente mirakel være dette: At han dog vil kendes ved os, at han endnu ynkes over os og fortsat giver os, hvad vi ikke fortjener.

Jo, det er sandt:     

»Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.«

Amen

Prædiken til 2. s. i fasten I, 2021
Matt 15, 21-28   Salmer: 748, 289, 392

O, lad din Ånd forbinde
Vor sjæl med himmerig
Lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Livet går ikke op. Det er ligesom en af de gule klodskasser, de små børn leger med. Kassen har et rødt låg med tre huller i: Et firkantet, et rundt og et trekantet. Dertil hører seks klodser i forskellige farver og former: To firkantede, to runde og to trekantede. Livet er, som når lille William eller lille Asta forsøger at stoppe den trekantede klods ned igennem det runde hul. Eller den runde klods igennem det firkantede hul. Den lille prøver igen og igen, men det går stadig ikke.

Og det er det mærkelige: Selvom vi er blevet voksne og burde vide bedre, så prøver vi stadigvæk, om den trekantede klods dog ikke alligevel skulle passe i det runde hul. Vi sveder og arbejder, men det dur sjovt nok stadigvæk ikke. Livet går stadigvæk ikke op. Det er som et puslespil, hvor den sidste brik mangler, et ringspil uden ringe, en gynge med kun én snor, en bolt med en for lille møtrik, en eltandbørste uden el. En mand uddanner sig, får job, gør karriere, stiger i graderne, bliver chef, får en medalje, men netop når han har bygget drømmehuset og har fået Porschen installeret i den opvarmede garage, falder han om med et hjertestop. En ung pige scorer lutter tolvtaller til sin studenterek­sa­men. Det er forår, bøgen springer ud, hun har livet foran sig. En ven har hun måske også. Hun drømmer om at blive læge. Så falder hun ud af et vindue og slår sig ihjel. Når man er ung og har brug for penge har man dem ikke, når man er gammel og ikke har brug for dem, så har man dem. Når familien skal i skoven, regner det altid. Bilen sætter altid ud, når man skal på ferie. Solen skinner, når man læser til eksamen, og det regner, når man har inviteret gæster på terrassen. Børn dør før deres forældre, mens livstrætte oldinge ligger på plejehjemmet og beder om at få lov at komme herfra – og kommer ikke herfra. Sådan er livet som en klodskasse. Det går ikke op.

Og hvad gør man så, når livet ikke går op? Når det gør ondt? Så henvender man sig til Gud. Råber til ham, beder til ham, skælder ud på ham, går i rette med ham, går i infight med ham som en bokser – kort sagt: bruger ham! Hvad gør man, når man har ondt i en tand? Man går til tandlægen. Hvad gør man, når bilen ikke vil starte? Man ringer til værkstedet. Man går lige til manden – eller kvinden. Og når livet ikke går op – og det gør det jo hele tiden ikke – så skal man gå til sin Gud.

Sådan gør den kanaanæiske kvinde. Det er godt, at Matthæus har fået hende med i sit evangelium, for hun er så herlig ærlig, menneskelig, upåtaget og ligepå. Hun lader sig ikke afvise af disciplene. Hun lader sig ikke afvise af alt, der ellers skiller: at hun tilhører et andet køn, et andet folk, en anden religion. Livet går ikke op – og derfor bliver hun ved, gjalder og skriger, presser og tigger, plager og argumenterer. Hende skal vi tage ved lære af i dag.

Det kan vi godt behøve. For jeg har nu sådan en mistanke om, at vi i dag – uden at vi har lagt mærke til det, er gået hen og blevet skabsbuddhister. Også folkekirken. Mange mennesker har jo sådan en fed Buddha-statue i mørkt træ stående på deres reol eller på gulvet hjemme i stuen. Og det er jo nok, fordi de har haft den med sig hjem fra Bali eller Thailand og bare synes, den er lækker, men måske smitter de af, de statuer. Buddha lærte sine tilhængere at afstå fra verden. At være ligevægtigt, selv når det hele ramler sammen om ørerne på en. Begæringer og længsler, sorg og vrede skulle man overvinde og aflægge – for så kunne man måske nå Nirvana, Paradiset, som er et sted omtrent som det, John Lennon sang om, hvor der ikke er noget at tro på, intet at leve og dø for – kun den store hvide tomhed.

Jeg har en mistanke om, at det er sådan, mange opfatter troen. At sådan er man en god kristen. Som befinder man sig i en slags urørlighedszone. Hvis man først har fået troen og det rigtige ”gudsbillede”, så lader man sig ikke gå på af, at livet ikke går op. Så kan man sidde sådan lidt buddha-agtigt og sige: Ja, sådan er livet jo. Vi mennesker bestemmer så lidt. Vi må tage det sure med det søde. Har man taget imod det gode, må man også tage imod det onde. Vi må gribe dagen i dag som om der slet ikke var noget i morgen. Leve i nuet, for vi skal jo alle dø. Døden er kun naturlig, ingen har lovet os noget, og verden ville jo også blive overbefolket, hvis vi alle fik lov at leve evigt. Livet går jo op og det går ned, men vi, der har troen - vi sidder i baghånd og forstår.

Det kan måske godt lyde tænksomt og kristent. Men mig minder det mere om skæbnetro eller slap resignation, doven opgivelse eller søvnig underkastelse. Det er et fortvivlet forsøg på at gardere sig imod, at livet gør ondt. Det er ligesom børnenes fangeleg i skolegården. Når man har helle, kan de andre børn ikke røre en. Mange tror, det drejer sig om at have helle og lade som om, man har forstået, at livet ikke går op. Nemlig så det ikke gør så ondt mere. Men helt ærligt: hvor er Gud egentlig henne i alt det? Han er er der slet ikke. I den moderne danske folkekirkebuddhisme er Gud blevet helt væk. For der er ikke brug for ham. Vi kan jo i virkeligheden fint klare os uden ham, når først vi har troen.

Men Gud vil jo være den, vi søger håb og modstand og styrke hos. Også den, vi kan råbe til og skælde ud på. Igen og igen. Forfra og forfra igen. Gud har brede skuldre. Jeg tror helt ærligt, han foretrækker en, der skriger ad ham i vrede og sorg, end sådan en ligevægtig buddha, der ikke lader sig mærke med noget. Gud vil være den, vi går til, også når livet ikke går op. Det manglede da bare. Han er jo Gud.

Hvis nu bilen virkelig bryder sammen første feriedag - kan man så forestille sig farmand sige: Nå, men sådan er det jo, biler bryder sammen. Pyt med det, kom, unger, nu tager vi kufferterne, badedyrene og snorklerne på nakken og går hele vejen til Kroatien! Nej, sådan gør ingen. Alle ville give sig til at ringe rundt til alle værksteder i nærheden, for at finde en mekaniker, der havde åbent.

Sådan med Gud. Han vil jo være Gud for de fortabte. Jesus siger jo ligeud, at han er kommet til de tabte får af Israels hus, altså de tabte. Og den desperate kvinde og mor overbeviser ham om, at der sandelig er mange flere tabte får, end dem af hans eget folk.

Personligt kan jeg ikke bruge selv det smukkeste ideal om troen til noget. Det forlanges virkelig ikke, at vi skal forstå livet og ligesom være uberørte og ligevægtige og altid lige glade. Det forlanges, at vi – både når vi er glade, når vi er hylet helt ud af den, når vi er desperate og i chok – råber til Gud – går til manden selv. Derfor glæder det mig meget mere at høre om den kanaanæiske kvinde. Hendes tilværelse går som sagt ikke op. Hun har ikke et fint trosideal – eller et ”gudsbillede”, som det hedder. Hun er ved at gå i spåner over, at hendes datter er syg. Andet har hun ikke i sit hoved. Hun siger ligefrem: Hjælp mig! For hun er i sin bekymring og pine eet med sit barn. Og så henvender hun sig ved kasse 1. Det er Jesus og hende. Det er Gud og hende. Disciplene er hun ligeglad med. Sin egen ære og værdighed er hun ligeglad med. Alt andet er lige meget. Jesus kan kalde hende hund og hedning – det spiller ingen rolle, bare han vil redde hendes barn.

Og nej, jeg er da ikke sikker på, at Gud opfylder alle vore bønner. Det er kvinden heller ikke. Men hun vover dog at gøre det. Forestil jer bilejeren fra før. Forestil jer, at han selvsamme første feriedag endelig finder et værksted, som har åbent. Der står familien med kufferter og badedyr og solcreme, men da mekanikeren stikker hovedet ud af døren og siger: Vi har ikke tid! – forestil jer så, at faderen bare slår blikket ydmygt ned og siger: Nå, nej, det var vel nok ærligt, men sådan er det jo med værksteder: Nogen gange har de travlt og nogen gange har de god tid. Det forstår vi da så godt, men så undskyld forstyrrelsen og hav en god weekend! Nej, selvfølgelig siger han ikke sådan. Han vil da tale for sin syge moster, alt hvad han kan. Og skam få den, der end ikke turde samle sine hænder og bede til Gud, når lokummet brænder. Som en har sagt: ”Gud er nær hos den, der råber til ham, fordi han ikke kan finde ham, men han er langt borte fra den, der mener at have fundet ham og indrettet sig med ham”.

Kvinden fra Tyrus er i slægt med Job, da han sad på sin mødding og havde mistet alt – og alligevel nægtede at lade sig lulle ind i sine venners halvbuddhistiske sludder. Han ville ikke falde til patten. Han ville ikke bøje sig for en eller anden skæbne. Han ville ikke underkaste sig og stille sig tilfreds med vennernes forklaringer. Han ville have Gud selv i tale. Han og ingen anden ville han høre fra.

Nej, tilværelsen går ikke op. Den er stadigvæk som den gule klodskasse med det umulige røde låg. Vi vil så gerne have, at vores klodser skal passe ned i de huller, vi har udset os. Men det gør de ikke. Og derfor forsøger vi alle mulige numre for at lade som om de gør det alligevel – eller at det ikke rør os, selvom de ikke gør. Men tilværelsen er jo heller ikke en rettighed, et spand af år, som vi får tilmålt millimeterretfærdigt efter anciennitet og værdighed. Den er i Guds hånd. Det er ham der giver os den, dermed er det også ham, vi må råbe til, bede til, skælde ud på, argumentere med. For hvis et menneske kan røres af en bøn, mon så ikke også den gode Gud kan?

Amen

Prædiken til Fastelavns søndag I, 2021

Matt 3, 13-17

Salmer:  747, 52, 557

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Noget af det allerbedste ved at gå i kirke er efter min mening, at vi her får lov til at se bort fra os selv. Alt det vi går og er så bekymrede for eller bange for eller skuffede over eller skamfulde over – det tæller overhovedet ikke her. Det er overhovedet ikke relevant. Gud ser hen over det alt sammen, så også vi kan se bort fra det, vende ryggen til det. Se en anden vej.

At se bort fra er ikke det samme som at glemme. Glemme os selv kan ingen af os. Vi kan måske glimtvis glemme os selv, når vi er dybt opslugt af et eller andet, når vi er sammen med gode venner, når vi ser et smukt landskab eller en fodboldkamp - eller måske når vi er lettere beduggede. Så kan vi godt ind imellem glemme os selv. Men det er ikke det, jeg taler om. Mange drikker eller tager stoffer for at flygte fra sig selv eller glemme sig selv, men det er der ingen, der forlanger har.

Nej, det drejer sig om, at vi får lov at se helt bort fra os selv. Lad mig tale mig lidt ind på det og give jer nogle billeder på det. Forestil jer f.eks. en kvinde, som skal til jobsamtale. I dagevis har hun læst om virksomheden, repeteret sin ansøgning og forberedt sig på at fortælle om sine stærke og svage sider. Nu står hun foran garderobeskabet og grubler over, hvad hun skal tage på. Vil den sorte nederdel være for udfordrende? Er den brune spadseredragt for kedelig? Skal hun tage den røde neglelak på, eller er det bedre med en mere diskret? Og hvilke strømper skal hun vælge? Og hvad med skoene? Da hun kører afsted i sin bil er hun overbevist om, at hun efter tusind grublerier alligevel har valgt forkert. HR-medarbejderne og chefen på den anden side af bordet vil garanteret få et helt forkert indtryk af hende. Og der er sikkert 100 andre ansøgere, som er meget mere kvalificerede end hende. Sådan har hun hovedet fuldt af 10.000 indviklede selvbebrejdelser. Men lad os så sige, at da hun kommer til stedet, sidder der bare en værkfører i en grå kittel på den anden side af bordet. Han ser lige kort på hende mellem to telefonopkald, nikker venligt og siger: Det var godt, du kom – du kan starte med det samme! Alle hendes spekulationer viser sig at have været fuldkommen irrelevante, helt spildt. Hun kan se ganske bort fra sig selv og sit udseende og sine stærke og svage sider. Det er overhovedet ikke det, det kommer an på. Sådan er det med Gud og os. Sådan er det med det, vi kalder syndernes forladelse. Og ja, i virkelighedens verden kunne det sikkert ligne kvinden at blive skuffet over, at der slet ikke var nogen, der lagde mærke til hendes tøjvalg eller spurgte til hendes kompetencer. Men det er en anden historie. Det er bare et billede på dette ene, at alle vores selvoptagede overvejelser, bekymringer, selvbebrejdelser eller selvovervurderinger – de er spildt på Gud.

Hvis jeg må give et billede mere, så er vores selvoptagede tanker – som vi jo altså ikke kan lade være at gøre os – lige så ligegyldige som hvis I forestiller jer en kommunalarbejder, der skal ud at rydde grøfter langs A26. Aftenen før sidder han og er ved at fortvivle over, at han ikke har nået at læse Søren Kierkegaards samlede værker og endnu ikke kan regne ud i hovedet, hvad 33 gange 239 er. Staklen har nemlig fået det fejlagtige indtryk, at man skal være meget belæst for at kunne samle øldåser, brugte pizzabakker og sammenkrøllede papirsposer fra McDonalds. Næste morgen lytter sjakbajsen helt fuldstændig uforstående til hans sludder. Han ligner en fisk i ansigtet – han fatter ikke en meter. Men så stikker et stort grin op: Hvad faen vrøvler du om, mand. Her er en tang og en sæk. Se at komme i gang. Sådan irrelevant, sådan beder Jesus os venligst om at se bort fra alle vores åndssvage og unyttige overvejelser – og komme i gang.

Fordi vi er så selvoptagede, som vi er, bruger vi uendelig meget tid på at spekulere over os selv. Er jeg god nok, er jeg for ringe, har jeg det rigtige job, er jeg på rette hylde, har jeg forspildt mit liv, skulle jeg hellere have valgt anderledes, hvad tænker de andre om mig? Alt sådant fylder mindst 90% af vore tanker, og det tærer på vore kræfter. Men her i kirken får vi venligst men bestemt at vide, at det kan vi helt se bort fra. Det er ikke relevant. Det kommer overhovedet ikke sagen ved. Vi er helt forkert på den. I Guds nærhed, over for Gud gælder helt andre spilleregler.

Vi mennesker er utrolig gode til at måle os selv og hinanden på det vi har gjort og opnået. Vi sammenligner os selv med andre, og det giver os så grund enten til selvovervurdering eller selvbebrejdelser. Selv de bedste iblandt os gør det. Selv en Johannes Døber. Her står han nede ved vadestedet over Jordanfloden. Hvem var Johannes Døber? Måske den frommeste og mest moralsk uangribelige person, der nogensinde har levet på jorden. Jesus selv sagde engang om ham: ”Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber”. Johannes ikke bare prædikede Guds lov – han levede den ud, overholdt alle bud og regler på det strengeste. Evangelisterne har efterladt billedet af en fuldstændig kompromisløs mand, klædt kamelhår og med et læderbælte om livet. En from ørkeneremit, der lever økologisk og vegetarisk af græshopper og vilde biers honning. Uden skelen til venner og fjender prædiker han omvendelse og døber folk til et nyt liv i Jordanflodens vand. Johannes gik ”all in”, som det hedder på nutidsdansk. Ikke engang kongen skånede han. Da kong Herodes Antipas lod sig skille fra sin første kone og giftede sig med sin brors kone, Herodias, fløj Johannes i flæsket på kongen og fortalte ham med rene ord, hvad han mente om det. Det var formentlig det, der siden kom til at koste Johannes livet. Men sådan er Johannes Døber. En streng, uangribelig moralsk kæmpe.

Alligevel siger netop den samme Johannes, da han ser Jesus komme og forstår, hvad han vil: ”Jeg har brug for at blive døbt af dig – og du kommer til mig”! Selv den store Johannes Døber kender til bekymringen for egne fejl. Selv Johannes bekymrer sig om sig selv og sin egen værdighed, sit hidtidige liv, sine valg, sin vej til det, han er. Han, der retleder andre og hver eneste dag prædiker og lever i askese og afholdenhed – han finder, at han ikke er god nok. Han føler sig uværdig. Han har det billedlig talt lidt ligesom kvinden fra før, der stod og spekulerede over, hvad hun skulle tage på.

Men så kommer det. Jesus overhører fuldstændig Johannes’ ord. Og så siger han: Lad det nu være – for sådan er det passende for os at opfylde al retfærdighed. Lad det nu være! Du skal bare døbe mig, Johannes, og ikke granske i hjerte og nyrer. Hvis det behager mig at blive døbt af netop dig – så er det sådan, det skal være, og så skal du ikke spekulere over dig selv. Din værdighed, dine fejl, pletterne på dit cv – det er irrelevant. Det kommer overhovedet ikke det smør ved! Du er hermed – trods alle dine grublerier – min præst, min døber!

Det samme kan næppe udtrykkes meget tydeligere end ved barnedåben, hvor et lille fuldkommen hjælpeløst barn bliver døbt og forsynet med vor Herres blå stempel, vor Herres ejendomsmærke. Før vi kunne sige buh eller bæh, er der taget hånd om os. Alle vores senere kvababbelser og grublerier over os selv og vores levned – de er i den sammenhæng fuldkommen irrelevante. Vi hører ham ikke til, fordi vi har levet op til kravene, fordi vi er gode nok på bunden. Vi er ikke Guds børn, fordi vi er moralske dydsmønstre. Vi er det alene, fordi han vil. Fordi Gud vil det sådan. Gud siger: Lad det være. Det er retfærdighed for mig, og det skal du ikke begynde at pille i. Fingrene væk. Det er min vilje.

Det betyder så netop ikke, at hurra, så kan vi te os som det passer os, drikke og hore og blæse på al samvittighed. Det betyder det netop ikke. Hvad jeg har sagt, er ment som en tale imod vores evigt kværnende selvoptagethed. Gud siger til os: Jeg ved, at I ikke kan lade være at tænke på jer selv, men hør nu: Jeg er større end alle jeres selvoptagede tanker. Jeg er større end jeres selvbebrejdelser, større end jeres storhedsvanvid, større end jeres mindreværdskomplekser. For jeg er Gud. Og når jeg viser nåde mod dem, der ikke er det værd – så er det min sag! I er mine udvalgte, mine missionærer, mine vidner, mine børn. Det skal I nu gå hjem og leve på.

Det betyder, som jeg sagde i begyndelsen, at vi hermed har lov til at se bort fra alle vores egne tanker. Tænk på, hvor meget tid vi bruger på netop det: Er jeg god nok, har jeg, hvad der skal til, har jeg spildt min tid, er mit liv forfejlet, er jeg på rette hylde osv.osv.? Til det er Guds svar: Hvad skal jeg med det? Min nåde må være jer nok. I har hørt, hvad der blev sagt. Alle jeres tanker om jer selv er aldeles irrelevante i dag. For i dag gør jeg ny begyndelse med jer. Man kan også sige det sådan: Om I så har I set alverdens lande og gjort en forskel for en million mennesker. Om I så har løbet 50 maratonløb og besteget verdens syv højeste bjerge og ofret jer for alle gode sager i verden. Eller modsat: Om I så har levet hele jeres liv hjemme hos mor lige til i dag. Om I så har brugt livet på at sidde og spise chips og se dårlige film. Om jeres liv har så føltes så meningsløst og tomt som kvinden, hvis hus brændte, og som kun nåede at redde ildrageren og fem pakker tændstikker ud af ilden. Det spiller alt sammen ingen rolle for i dag. For I dag siger Jesus: Lad det være. For således bør vi opfylde al retfærdighed – nemlig på min måde. Som Gud vil – på kryds og tværs af hvad vi er og synes og mener og tænker.

Alt det er overhalet, overstrålet. Ny begyndelse i dag. Vi har lov at se bort fra alle vores egne små mistrøstige eller selvfede tanker, overhøre dem – for at lægge øre til vor Herres ord. Som der står skrevet: Herrens nåde er ny hver morgen! Amen

Prædiken til Seksagesima I 2021

Prædiken til 2.s.e.H3K I 2021

Prædiken til 2. juledag I, 2020

Prædiken til 2. juledag I, 2020

Matt 23, 34-39

Salmer: 115, 117, 119, 129, 125

Født er Herren af en mø

og vi ej fødes til at dø.

Gud med os, Imanuel, Imanuel

I dag fortsætter jeg min julefølgeton fra i går. I går fortalte jeg om selve glæden. Jeg fortalte, hvordan julen virker: Altså hvordan vi skal forstå dette at Jesus Kristus har gjort alting vel ved at tage vores plads, fylde vores plads ud og tage alle vore synder på sig. I går handlede det om, hvad Gud har gjort for os. I dag, 2. juledag skal det handle om, hvordan vi skal håndtere det budskab i hverdagen. Hvad skal vi gøre? Det er hurtig sagt. Jeg kalder det, at vi skal ”gøre forskud på glæden”. Det kommer jeg tilbage til om et øjeblik.

Først skal jeg lige lade Jesus selv svare på den indvending, som man så tit hører. Folk siger: Ok, Gud er altså god og tilgiver. Jesus har taget vore synder på sig og vi bliver frikendt. Godt! - men så er det vel ligemeget, hvad jeg gør? Så kan jeg snyde og bedrage, køre over for rødt og spytte min Næste i ansigtet: Gud tilgiver mig jo alligevel! Det har jeg hørt så mange gange, og det korte svar på det er: Nej, sådan er det ikke. Det er noget pølsesnak.

Han fortalte nemlig lignelsen om ”den gældbundne tjener”. Lad mig lige genopfriske den i en lidt moderniseret udgave: En medarbejder kommer ind til chefen. Og chefen er ikke glad. Det viser sig, at medarbejderen skylder en formue, som han har lånt i firmaet. Så nu kræver chefen, at pengene bliver betalt tilbage – og det lige nu og med renters rente, ellers skal chefen sørge for, at medarbejderen bliver fyret på gråt papir uden pension. Og dertil kan han i øvrigt se frem til at stå i Ribers register over dårlige betalere, så han resten af sit liv aldrig kan eje en krone og aldrig kan låne så meget som en halvtredsøre. Medarbejderen bliver bleg, synker sønderknust ned i stolen og beder så mindeligt om henstand. Han er ked af, hvad han har gjort, og hvis chefen giver ham en uge, så skal han nok betale det hele tilbage. Da får chefen ganske uventet medlidenhed med fjolset. Han sukker. Han burde og ville helst være vred, men han kan ikke. Han trækker lidt misfornøjet på munden over sig selv - og eftergiver medarbejderen hans gæld: Gå, vi slår en streg over det! siger han. Medarbejderen går så ud, men ude på direktionsgangen møder han en kollega, som skylder ham en plovmand. Han trænger kollegaen op ad væggen og truer ham med at lave et opslag på facebook om, at han er sådan en, der låner, men aldrig betaler tilbage. Kollegaen bliver bleg og forsikrer, at han nok skal betale, men medarbejderen er ikke til at hugge eller stikke i. Han går lige hen og laver et opslag på facebook, der fortæller for alle, at kollegaen er løbet fra sin gæld. Det komme nu chefen for øre, og han kalder medarbejderen ind på kontoret én gang til, og siger: Hvad er du for en? Her eftergav jeg dig al din gæld, og så opfører du dig sådan. Burde du ikke af bare glæde have eftergivet din kollegas sølle 500 kroner? Og så bliver medarbejderen fyret og ryger i Ribers og kan resten af sine dage ikke eje så meget som en halvtredsøre.

Den lille historie handler om, hvad vi selvfølgelig skal. Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere. Sådan hedder det i Fadervor. Og det er det jeg vil bekrive med et ord fra pengeverdenen: At vi skal tage forskud på glæden. Ligesom medarbejderen klart burde have taget forskud på sin gældssanering og ladet den komme sin kollega til gavn. Sådan med os. Inden for pengeverdenen er det generelt en dårlig ide at tage forskud på noget, man ikke har. Men når det gælder evangeliet, er det ligefrem en pligt: Vi skal tage glæden på forskud. Vi har fået gældssanering hos Gud. Så nu skal vi bringe den gældssanering videre til vores Næste. Med det samme. Vi har travlt. Vi skal gøre udlæg i glæden og tage glæden på forskud.

Men hvordan gør man nu det? Det har Jesus også svaret ganske klart på: ”Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen med rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham”. Det er ikke særlig svært at forstå. Ligeså betingelsesløst han tilgiver toldere og syndere, ligeså betingelsesløst forventer han, at de handler på en ny måde over for deres medmennesker.

Sådan set kunne vi lade det blive ved det. Det er ikke så meget at være i tvivl om: Sådan skal juleevangeliet leves ud. Det er det, vi skal. Men lad mig nu alligevel prøve at folde det lidt ud og bruge lidt flere ord på det. Det kan vi have rigtig godt af – inklusive mig selv. Jeg kan mærke hos mig selv, at der måske var ting, jeg hellere ville tale om, men netop derfor skal jeg sige noget mere om det. Jesus er helt krystalklar og uden vaklen, så vi må finde os i det. Det handler slet og ret om det, Paulus kalder: at gengælde ondt med godt. Det kan være stort og svært, men det kan også være meget simpelt og meget småt. Ja, lad os bare blive i det helt små. Det er jo mange gange her, man skal kende sandheden.

Normalt fungerer det jo på denne måde imellem mennesker: På hovedvejen overhaler bilist A bilist B. A kører lidt for snært ind foran B. B bliver sur, blinker med lygterne og giver A fingeren gennem ruden. Så bliver A sur, bremser ned og giver B fingeren tilbage. Så kommer B helt op i det røde felt, overhaler og kører snært ind foran A – osv., osv., lige indtil de begge to ryger i grøften eller kører en anden ned. Eller et andet eksempel: Den gamle sidder på plejehjemmet. Ind ad døren kommer en plejeassistent, som den gamle ikke bryder sig om: Hun er måske for tyk og taler på en irriterende måde eller gør et eller andet andet, som er helt forkert. Den gamle havde håbet, det var hende den anden, som hun bedre kan lide. Og fordi det nu er ”den forkerte” klapper hun i som en østers og fejer al venlighed af bordet, for hende dèr er jo bare et fjols, der gør alting forkert. Og hvad kommer der så ud af det? Plejeassistenten på sin side synes nu, den gamle altid er så vranten og sur. Hun tænker, at inde ved siden af hos Grethe er det helt anderledes. Hun er altid så positiv. Plejeassistenten gør sig derfor hurtig færdig, hun tænker, at den gamle bare vil være i fred. I skyndingen sjusker hun måske endda lidt, bliver måske endda selv lidt grovere i munden, end hun egentlig ville. Og så videre. Sådan er det hos os.

Jeg skulle engang begrave en meget gammel dame. Jeg havde ikke kendt hende, men familien fortalte så levende og sjovt om hende, at hun med sin gammeldags dannelse havde udviklet en næsten ekvilibristisk evne til at tale pænt om andre. Alle skulle have en lille høflighed med. Og hvis der ikke var andet at sige, så kunne man jo få at vide, at man havde nogle pæne tænder eller et pænt hår. Hun røg ikke og kunne vist ikke døje cigaretrøgen, som jo hang i gardinerne og farvede loftet gult. Alligevel nikkede hun forstående, når andre skulle ryge. For hun syntes jo, at det da var så forståeligt, at man kan trænge til en cigaret. Nå ja, måske var den gamle den konfliktsky type, der bare fortæller andre, hvad de gerne vil høre. Men gammel dannelse har nu mange gange rødder i kristendommen, og vi ved jo godt, hvad et lille ord kan gøre. Jeg taler ikke om den dèr tumpede pædagogik, som går ud på at rose lille William, lige meget hvor sjusket og hæslig hans tegning er. Nej, men vi kan jo begynde i det små og overveje, hvordan vi møder andre. Hvad siger vi? Tager vi forskud på glæden – som jo er, at både de og vi har fået akkurat lige meget eftergivet?

Hvad gør man? Når det gælder eksemplet med trafikken, indrømmer jeg gerne, at mine instinkter ansporer mig til at gøre som både A og B, men opgaven er ikke at følge sine instinkter. Opgaven er at overvinde dem og svare ondt med godt. I det mindste kan man jo undlade at lade sig hidse op. Man kan også vinke venligt til B med risiko for, at han bare bliver endnu mere hidsig. Men så det andet eksempel: Hvordan møder vi hinanden? Hvordan går vi ind til hinanden? Den gamle kunne jo også vælge at bide sin lede ved plejeassistenten i sig. Hun kunne jo vælge en morgen at tage skeen i den anden hånd og prøve med lidt venlighed – ja sågar vise den anden til rette med en smule venlighed. Måske plejeassistenten så pludselig også viste et andet ansigt?

Vi skal tage forskud på glæden – det er opgaven. Ikke fordi det skal skaffe os fordele. Sandt at sige, så tror jeg mestendels det kan bringe et menneske i problemer. Det er jo Sankt Stefans dag, martyrernes dag. De kristne martyrer ville ingen noget ondt. De ville blot vidne om glæden. De ville tage glæden på forskud. Og det fik de ikke andet end utak for.

Men det kan ikke nytte noget. Vi skal. Hvis julen er andet end klisterpapir og åndssvage julemænd, så er det dette: at vi skal tage forskud på den glæde, som vi ikke ser nogen steder, for vi ser den først ser fuldt ud på opstandelsens morgen, når alt skal blive klart. Men vi skal værs’go handle som om glæden og nåden og tilgivelsen allerede er en kendsgerning, et faktum. Hvad vi gør, skal ikke ud på facebook for at andre skal se, hvor gode vi var. Jeg tror ikke, jeg ved noget værre, end når folk skal fortælle andre, hvor gode og kloge og næstekærlige de selv er. Også det har Jesus sagt noget om. Han gav et klart og tydeligt billede at tænke over. Han sagde: Din venstre hånd må ikke vide, hvad din højre gør.

Glæden og tilgivelsen og eftergivelsen og nåden er tilsagt os. Den er allerede virkelighed i himlen. Alle er stillet lige for Gud. Men vi skal tage forskud på den himmelske glæde her nede på jorden, hvor den ikke ses. Vi skal gøre udlæg i den og handle som om den allerede er virkelighed - også hernede hos os.

Glædelig Jul

Amen

Prædiken til Juledag I, 2020

Prædiken til Juledag I, 2020

Luk 2, 1-14

Salmer: 100, 118, 110, 122, 99

Med os han bytter så underlig,

Guds Søn, vor broder fin,

vort kød og blod han tager på sig,

og skænker os guddom sin

Så blev det endelig jul. Færdig med klisterpapir og syge amerikanske julefilm og ikke mindst færdig med den evigt åndssvage julemand. Jeg vil brede mig lidt i år – over to dage. Jeg har m.a.o. lavet en lille julefølgeton. I dag kommer første afsnit, som handler om julens glædesbudskab: Hvad betyder det, at Jesus Kristus blev født til verden sammen med os? I morgen kommer andet afsnit. Her svarer jeg på det spørgsmål, som man så tit hører: Hvis Gud har tilgivet os syndere – er det så ikke lige meget, hvad vi mennesker gør? Altså i dag: Hvad gør Gud? I morgen: Hvad gør vi?  

Jeg begynder med et billede. Prøv, når I er kommet hjem, at finde jeres pas frem. Åbn det og kast et blik på den vaneforbryder, der nu stirrer op på jer i nådesløs sort-hvid. Dèr ser I jer selv på et halvskidt pasfoto. Jeg kender ikke mange, der elsker deres pasfoto. Mit eget er skiftet mange gange med de nye pas, jeg har fået gennem tiden, men det er ligesom ikke blevet bedre. Når jeg skal ud at rejse og politiet i lufthavnen gransker billedet, så må de jo tro, jeg er Amagermanden eller Anders Breivik, som er sluppet ud. Men det er dog mig.

Når Gud ser i vores pas – ja, lad os bare lege det – så giver han mig ret: Det ser ærlig talt skidt ud. Men! Derfor roder han i sin skuffe og finder et billede frem af sin søn Jesus Kristus, og så laver han lidt rask dokumentfalsk og klæber sin søns billede henover mit, så det ganske skjuler mig. Det, der står i passet – det lader han gælde om sin søn, og alt, hvad der er forbundet med hans Søn – det lader han gælde for mig. Der har I i et lille glimt julens gåde, julens under. Lad jer ikke forvirre af udtrykket Guds Søn. I behøver ikke spekulere på nogen biologisk forbindelse. Guds Søn er en gammel kongetitel, en herretitel. Pointen er: Når Gud ser mig, så ser han alt mit bort og skubber sin søns billede ind foran mig. Sådan at også jeg får så velsignet lov til at se bort fra mig selv og kan leve mit liv hernede mellem jordens furer glad og frimodig.

Nå ja, det er et billede. Men I har vel nok hørt de gamle formuleringer fra nadveren eller fra prædikener og bibelsteder: Om at Guds Søn gik i vort sted, at han tog vores plads, at han bar vore lidelser og sygdomme, at han har ”gjort fyldest” for os. Pointen med alle de udtryk er: Han lod sin fuldkomne troskab komme mig troløse fidusmager til gode.

Forstil jer engang, at arkæologerne en dag finder de gamle skatteprotokoller i en glemt kælder i Betlehem. Altså dem, som kejser Augustus ville have ført for at kunne lægge budget over sine skatteindtægter fra det store imperium. På det skrøbelige pergament er blækket endnu synligt fra dengang en embedsmand med gåsefjer og små sirlige græske bogstaver skrev: ”Ugift tømrersvend Josef Jakobssøn med sin trolovede, ugift husbestyrerinde Maria Hannasdatter”. Og måske vil der være tilføjet en note ude i marginen – registreringen var jo en vigtig sag, det handlede om penge og skat, så man skulle være pernitten. Måske stod der tilføjet: ”Samt nyfødt barn af mandkøn, af moderen benævnt Jesus”. Dèr ville Jesus altså stå sammen med alle de andre, som var rejst til Betlehem for at lade sig registrere. Lange kolonner med navne, som ingen længere kender, men mennesker som I og jeg. Altså fuldstændig som i vore gamle kirkebøger, som vi jo ikke fører mere, men som man kan finde på Statsarkivet, og hvor alle vi ældre står opført på store forseglede perforerede foliosider i kraftigt papir. Alle sammen med fødested, forældre, dåb, faddere osv. Som en af os står han opført dèr, som en i mængden, registreret dèr blandt de mange, mange milliarder. Han er skattepligtig borger i imperiet, snart bliver han også omskåret og bliver en del af det jødiske folk og endnu senere bliver han døbt, som en af os.

Det er Lukas om at gøre, at det bliver fortalt. Det er på Augustus’ tid, det er under Kvirinius’ statholderembede. Man havde jo ikke en Maylandkalender dengang. Man fik ikke en reklamekalender af sin fagforening. Man anede ikke, at der var noget, der hed år 0. Hver by havde sin kalender. Efter byen Roms kalender var år 0 f.eks. år 753. En hellenistisk by som Gadara syd for Genesareths sø regnede år 0 for år 39. For det var det år deres by blev grundlagt. Og i Romerriget, altså det enorme romerske imperium talte man efter kejsernes regeringstid og deres skatteopkræv­ninger, som ikke blot fandt sted under Augustus, men var en fast tilbagevendende begivenhed. Lukas vil altså slå fast med syvtommersøm – og ham måtte jo bruge det forhåndenværende syvtommersøm – nemlig sin tids måde at tælle årene på. Og dermed vil han sige: Jesus bliver født ind i det almindelige liv som alle andre. Ligesom den flamske maler Breughel viser på sine billeder: Josef og Maria lader sig indskrive i en lille flamsk landsby, mens børnene skøjter på søen, mens folk handler og drenge­ne jagter en gris på gaden. Nok om det. Han fødes ind i tiden. Som en af os. Det husker vi.

Jeg brugte billedet med passet. Lad mig prøve med et andet billede. Forestil jer et hold overvægtige tredjerangs amatør-orienteringsløbere, som skal deltage i et stort løb i en vanskelig rute gennem en mørk skov. De er vildt overmatchet, for hele verdenseliten deltager – også selve verdensmesteren. Alligevel tror staklerne, at de har en chance. Ja, lad os bare sige, det er så hovmodige, at de tror, at lige om lidt er sejren deres. De har jo løbet turen igennem en enkelt gang og har i øvrigt også gennemført en halvmaraton sidste jul. Nu står de dèr i løbetøj, med rygnumre samt kompas og kort, mens de venter på at blive sendt ud fra målområdet. Uret tikker – og dèr springer den første af sted, det bedste han har lært. Men i den dunkle skov farer han snart helt vild. Han tror, han kan skyde genvej og vinde hæder og berømmelse. Men i stedet mangler han hurtigt flere poster. Han taber pusten og mister ikke bare sekunder, men minutter. Han stopper op, glor forstyrret på kort og kompas. Det hjælper ikke. Det går i sort for ham, han går i stå, løber tilbage, snubler og forstuver foden – og står til sidst helt udmattet og fortabt i mørket, hans bukser er hullede og han aner ikke, hvad der er frem og tilbage. Da dukker der pludselig en anden løber op, selveste verdensmesteren for fuld fart. Og lad os nu sige, at nu sker det utrolige. Verdensmesteren stopper op og tilbyder nu at tage den sølle amatørs rygnummer og gennemføre løbet i hans sted. Som sagt så gjort. De bytter numre, og den stakkels amatør humper nu hjemad og finder, at han har gennemført i en supertid. En anden gennemfører løbet med hans rygnummer.

Måske bare endnu et halvdårligt billede, men jeg forsøger at illustrere det, som Paulus og de tidlige kirkefædre beskrev som evangeliets mysterium. Jesus gennemfører det, som Adam ikke gennemførte. Og han gør det ikke for sin egen skyld, han gør det for os. Tænk på historien om syndefaldet i Paradisets have. Det er jo, skal man huske, ikke en videnskabelig rapport om to nøgne neandertalere engang i tidlig kridttid. Det er en myte, og en myte vil fortælle noget helt grundlæggende om os og vores vilkår. Adam betyder jo ”menneske”, Adam er altså os. Eva er os. Det bliver helt tydeligt, når man ser, hvordan historien slutter: Nemlig med, at alt er, som det er den dag i dag: Slangen kryber på sin bug, kvinden føder børn med smerte, og manden knokler, så sveden driver af hans ansigt. Og ikke mindst: Mennesker gemmer sig, forstiller sig, lyver, undskylder sig og skyder rask væk skylden på hinanden. Når der står Adam, når der står Eva i Biblen, skal vi altså læse: mig! Os!

Pointen er nu: Der kom en, én eneste, som gik den modsatte vej, en som ikke rev til sig, men tværtimod gav sig selv væk. Evangelisterne fortæller aldeles ikke, at Jesus kom for at græde med os. De fortæller heller ikke, at han kom for at blive slået ihjel på en særlig grusom måde. Nej, Guds utrolige plan var, at en anden skulle gennemføre vores livsløb fra begyndelsen til enden. Der skulle ikke være noget sted, hvor han ikke havde været før os: fødslen, sulten, tørsten, solopgangen, solnedgangen, regnen, brødet, jeg spiser, tårerne, jeg fælder, frygten, sorgen, forsmædelsen og døden. Men hvor Adam – altså vi – giver efter for fristelsen til at rive til os, beholde, skyde skylden på andre, redde os selv, hævne os – dèr gør Kristus lige det modsatte. Eller rettere: Han modstår fristelsen til at gøre det. Hele livet igennem fristes han til at tænke på sig selv, til at bruge magt, udnytte sine evner til eget formål. Det er ikke kun Djævlen, der frister ham. Det er også hans allernærmeste, Maria, Peter, Jakob og Johannes, folkeskarerne, når de vil gøre ham til konge. Havde det været os, ville vi være plumpet i med begge ben. Han modstår. Adam faldt og mistede sin menneskelighed. Kristus er det sande menneske. Han gør alt det, vi var tiltænkt at gøre. Tænk engang: De gamle mente, at når Jesus gik på vandet og befalede over havets bølger, så er det kun, hvad vi egentlig kunne, hvis vi ikke havde været sådan nogle bæster, som vi er.

Nu er vi tæt på julens mysterium: Kristus er som den underlige orienteringsløber-verdensmester. Han gør det ganske uden at skele til egen fortjeneste - for os andre.

Nuvel, hvad betyder alt det? Det betyder en fabelagtig befrielse fra – os selv. Med andre ord: I og jeg har lov at se bort fra os selv. Helt og aldeles. Alt det, som vi er så optaget af alle døgnets timer: Mig selv, mig selv, mig selv. Er jeg god nok, er jeg troende nok, gør jeg det rigtige, kan jeg have agtelse for mig selv? Svaret på det er, forunderligt nok: Nej, du er ikke god nok! Nej, du er slet ikke troende nok. Nej, du gør ikke det rigtige og nej, du er i Guds øjne meget langt værd at agte. Men! Du kan se bort fra alt det. Gud har ladet sin søn gå for dig. Han har klæbet vor Herres billede ind i dit pas, så han ser sin søn, den fuldendte, det sande menneske, når han ser dig.

Sådan virker julen, glædens evangelium. Sådan gør Gud. Det var første del. I morgen, 2. juledag følger anden del. Her vil vi se på, hvad vi så skal.

Glædelig jul!  Amen 

Prædiken til Juleaften 2020

Luk 2, 1-14.       Salmer: 94 104, 114, 136

Det er blevet mig pålagt her til en begyndelse at indskærpe de seneste coronaregler vedrørende i aften: Hvis man spiser sammen flere end én, skal der opstilles en godkendt plexiglasskærm midt på bordet mellem anden og de brunede kartofler. Der er ensrettet færdsel rundt om juletræet. Sundheds­sty­rel­sen anbefaler, at man tegner retningspile på gulvet. Alle skal være iført mundbind og engangshandsker og holde hovedet i samme retning hele aftenen. WHO har indskærpet, at mundbind ikke må benyttes som serviet. Hvis man anvender visir, skal det rengøres omhyggeligt for andefedt og rødkål, inden man forlader bordet. Hvis man vil synge, er afstandskravet nu hævet til 12 meter og 39 centimeter. Dette kan naturligvis medføre nogle vanskeligheder, men det anbefales, at kun én person opholder sig ved juletræet i stuen, mens de øvrige personer i husstanden fordeler sig på henholdsvis badeværelse, køkken og soveværelse. Da svigermor kan være i risikogruppen, anbefales det, at hun placeres i garagen, sammen med far, som synger falsk. De samme afstandskrav gælder, hvis man i tale vil benytte bogstaverne p, t, og k. Disse konsonanter udleder særlig mange luftbårne partikler. Det foreslås derfor at erstatte disse konsonanter med bogstavet l, således at en coronakorrekt julehilsen lyder ”glædelig jul og gol nylår”. Endelig skal det indskærpes, at har man i løbet af de seneste 48 timer været inden for en radius af 7,8 kilometer i forhold til en coronasmittet, skal man øjeblikkelig slås ned, med mindre det kan dokumenteres, at man har båret et bak­terie­befængt kinesisk mund­bind i ikke under 15 minutter, regnet fra sidste forårsjævndøgn.

Ja, undskyld. Det er nok uansvarligt af mig – jeg håber, I tilgiver denne aften. Men for det første: Vi trænger helt desperat til at kunne le af det hele. Og for det andet: ”Vi passer på hinanden”, siger vi. Og det er godt. Men undskyld mig - for hvad? Jeg tror, jeg ud over at ønske jer en glædelig jul, så også vil ønske jer en kritisk, nytænkende jul. Corona har virket som en hvid LED-spot på os og på det, vi har gået og troet. Sådan er det jo gerne med krige, katastrofer og epidemier: De bringer nådesløst for dagens lys, hvad vi ikke så om os selv. Corona har lært os et og andet om os selv, som vi kan blive klogere af.

Jesus, dagens fødselar, advarede os og sagde: ”Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund”. Og han havde jo ret. Det troede vi, men mennesket lever ikke for at få tiden til at gå. Vi er faktisk ikke skabt for rejse jorden rundt til lavpris med Ryan Air. Livets mening ligger ikke gemt i den nyeste Iphone. Biblen advarer os. Sådan står der i den gamle salme: ”Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud. Spis drik og vær glad, for i morgen skal du dø”. Og det er jo også sandt. Det er netop dåren, tåben, der siger sådan. Men vi var alle tåber. Vi havde vænnet os til at tro, at det handler om at leve så længe som muligt og så fedt som muligt. Vi sagde sådan her: Mennesket er jo kun et dyr. Mennesket er jo kun en klat gener. Mennesket er kun kød med visse fysiske behov. Nu ved vi bedre. Når nogen siger sådan, ved vi, det er løgn. Tro aldrig mere dem, der kommer og sige ”kun” om mennesket, altså: mennesket er kun sådan og sådan. De lyver. Vi ved det efter et år med corona.

Sådan begyndte det jo. Vi skal passe på hinanden, så ingen dør. Et menneskeliv har ingen pris, sagde statsministeren. Ja, vist så – men skal vi leve for enhver pris? Er det bedre at dø af kedsomhed og savn og hjertets længsel end at dø af en sygdom? Scene fra et plejehjem: De besøgende vises ud i en pavillon i gårdhaven: Tag plads, vi kommer med ham! Så kommer de med plejehjemsbeboeren. Ny instruktion: Husk ingen knus. I har en time. Er det det, vi passer på hinanden for? Thi kendes for ret: Plejehjemsindsatte Otto Hansen idømmes 745 timers coronaopdateringer på tv, 845 timers Barnaby, 1200 timers bagedyst og Brødrene Price og Hammerslag og Guld i Købstæderne. Det er konsekvensen af den tanke: Et menneske er biologi, biologisk liv. Det skal bare holdes i live. Livets mål er de basale behov: trække vejret, spise, sove. Kirke og kultur, litteratur og Bibel – det er flødeskum, som kunne undværes. Derfor lukkede man kirkerne. Derfor lukkede man teatrene. Derfor lukkede man bibliotekerne. Da opdagede vi sangene og salmerne. Der var noget, der havde manglet.

Jeg siger: Det store ved mennesket er netop, at vi kan længes efter noget, som vi ikke finder her. At vi kan få alle de basale behov dækket, og så alligevel mangle og savne og længes. ”Gud har lagt evigheden i menneskenes hjerter”. Sådan står der også i Biblen. Og den har nok ret igen. Et menneske er ikke bare en gen-bank, en samling biologi. Mennesket er, som Grundtvig sagde: Et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. ”Jeg har stadig ikke fundet det, jeg leder efter”, hedder det i en kendt popsang. Sådan er det. Vi så det ikke, for når vi kom i nærheden af længslen, af savnet, så skyndte vi os ud at bruge penge eller rejse, blot for at komme hjem til den samme længsel efter det, vi stadig ikke vidste, hvad er.

Jeg ved, hvad det er. Det er Gud. Det er ham og ingen anden, som vi savner og længes efter – ganske uanset, hvad vi påstår. Corona er ikke for sjov, nej, men det var godt, at den har revet sløret fra vore øjne. Et menneske er skabt til at vandre med sin Gud, intet mindre. Livet uden ham er en tom og meningsløs affære.

Hør nu noget andet. Hør hvad den gamle kirkefader Johannes af Damaskus skrev om os i sin munkecelle i Jerusalem. Det var i begyn­delsen af 700-tallet, altså for 1300 år siden. Her er, hvad han skrev: Vi er skabt i Guds billede. Alle sammen, hver og én. Ingen kan være så fornedret og forknuget, ingen kan så fortvivlet hade sig selv – han eller hun er dog Guds billede. Men nogen har malet billedet over med en stor grim tjærekost. En eller anden har malet sin hæslige graffiti på os, ligesom på togvognene og stationsbygnin­gerne. Det oprindelige billede er fortegnet, halvt skjult, forvansket, usynligt. Sværtet til af selvoptagetheden, hovmodet, egoismen. Men dog ikke desto mindre stadig Guds billede. Deraf længslen. Vi er noget, som vi har glemt, hvad er. Vi hører til et sted, men vi har glemt hvor.

Da fødtes han til verden – manden Jesus, som var Guds fuldendte billede. Det vil sige: Han som viser os, hvad et menneske virkelig er eller skulle være. Ja, lad os bare stramme skruen helt: hvad vi skal være. Hvad Gud dag og nat arbejder på, at vi skal blive. Den hæslige tjære skal renses af, misfarvningen, de grimme sorte graffitistreger. Sådan var det billede Johannes gav af den store sammenhæng. Menneskets genopdagede mål og mening, dets adel og håb.

Så siger man måske. Ja, men det er jo kun sådan noget, man kan tro på, hvis man er religiøs. Igen det lille ord ”kun”, som afslører løgnagtigheden.

Hør engang: Jeg sad i min bil og hørte radio. Det var et temaprogram om børneopdragelse. Tænk, ja, det kan man tale om nu: Børn skal drages op, ligesom Jesus hele sin tid igennem arbejdede på at drage os op, så vi står på to ben og ikke kravler rundt på alle fire. Det er jo et svært emne og for unge forældre er det en svær vej at gå på. Mange fælder og svære valg – uden at man nogensinde ved, om man gør det rigtige. I studiet havde de længe talt om alt det svære, men da prøvede en af deltagerne alligevel at mane til frimodighed og bekym­ringsløshed. Han var midt i sin talestrøm, da han pludselig afbrød sig selv og gav sit til at fortælle om sin farmor. Hun var kristen, sagde han, og det, han særlig huskede, var det, at hun i forhold til moderne forældre var så sært ubekymret. Hun tog det ikke så tungt, hvis hun begik fejl. Hele verden gik ikke under, hvis lillesøster græd og ikke ville spise. Hun var ubekymret, fortalte han videre, for hun troede jo, at Jesus havde taget alle hendes synder på sig, så hun ikke behøvede at tage så kramp­agtigt på alting. Sådan fortalte denne mand om sin farmor, og man kunne næsten mærke, hvordan hans skuldre faldt ned, og han sad drømmende tilbage med salig længsel i blikket. Der var helt stille i studiet et kort sekund. Men så var det, ligesom om han vågnede. Han afbrød sig selv, og sagde med en helt anden stemme – ligesom bedrøvet: Nå ja, men sådan et gudsbillede har vi jo ikke mere!

Det var så tragisk og trist at høre. Her var et menneske, der var tydeligvis havde fundet det, hans hjerte dybt længtes efter, en fylde, en ro, en ubekymrethed. I sin farmors billede anede han Guds billede, som også han selv var bærer af – og så afbrød det stakkels fjols sig selv med sådan en dum tanke: Nå nej, sådan et gudsbillede har vi ikke mere! Jeg tror, det er en ret almindelig tanke, men også en sorg. Folk siger: Jeg ville så gerne tro, men jeg kan desværre ikke. Men hvad er det for noget? Er troen på Gud inde eller ude ligesom en popsang på P3’s playlister? Hvorfor udelukker man sig selv med sådan en dum flovse?

Hør nu: I behøver ikke have eller klamre jer til et eller andet gudsbillede, som I selv måske har gået og brygget sammen eller fundet på. Som Johannes sagde: Vi behøver kun dette: Guds fuldendte billede var i mennesket Jesus Kristus. Guds billede er i jer, i os. Forvansket og tilsølet til ukendelighed. Det er jo deraf længslen og uroen kommer. Det er det, der gør, at vi ikke lever af brød alene. At vi ikke kan stilles, selvom vi er gået i selvisolation, og har både tests og visir og håndsprit og corona­restrik­tioner til op over begge ører. Selvom vi holder øje med smittetal og dødstal og smittetryk i alle nyheder. Selvom vi har Skype og Facetime og Barneby – foruden gær og wc-papir nok til de næste 4 år. Guds billede er i jer, i os alle – kun forvansket, fordunklet, halvt overstreget, næsten smadret. Gud er som en konge, der finder en fattig kobbermønt i skidtet, samler den op, tørrer den af og ser sit eget billede på mønten.

Eder er i dag en frelser født – i dag er der født jer en frelser. Bring det videre! I jer skal andre se Guds billede som det kom til syne i Jesus Kristus.

Glædelig jul! Amen

Prædiken til 1. s. i advent I, 2020

Matt 21, 1-9
Salmer: 74, 85, 81, 84, 78

O lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Hva’for en hånd vil du ha’? Sådan spørger børnene og stikker to knyttede hænder frem. Og sådan gør Jesus også: Hva’for en hånd vil I ha’? Frihed eller tryghed? Frihed eller sikkerhed? I kan ikke få begge dele. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, nej, men man kan man heller både være fri og leve betrygget og sikker. Sådan er det. I må vælge.

”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn”! Sådan sang de, da Jesus red ind i Jerusalem. Men kun ganske få dage senere råbte de samme mennesker: Korsfæst ham! Hvorfor mon? Jeg tror, det har at gøre med, at han så provokerende stillede dem - og os - over for et valg: Hva’ for en hånd vil du ha’? Frihed og ansvar eller sikkerhed og ansvarsfrihed? Selv ville han stille os som frie mennesker over for Gud, uden mellem­mænd, uden ypperstepræster, skriftkloge og eksperter, uden love og regler, uden betingelser og forbehold: Enhver af os lige over for Gud som Adam stod i Paradis og tog hver ny dag af Guds hånd som sin dagsbefaling. Men mennesker vil måske i grunden slet ikke have frihed. Måske den frihed, Jesus kom med – var alt for vild, alt for skræmmende stor og farlig. Og derfor slog de ham ihjel.

Lad mig forklare det lidt nærmere. Jeg besøgte engang en kone, som havde mistet sin mand nogle måneder før. Da jeg blev lukket ind, håbede jeg et øjeblik, at vi skulle sidde uformelt og ligefremt ude i køkkenet, hvor hun sad til daglig. Men vi skulle selvfølgelig ind at sidde inde i den pæne stue, hvor hun aldrig sad, og hvor familieportrætterne og den gamle fisker og juleplatterne stirrede så stift på mig fra alle vægge. Da kaffen var kommet på bordet, sad hun der yderst på stolen og var så ubekvem. Det var ikke kun møblementet, der var ubekvemt. Det var sådan set det hele. Nu var pengesagerne og skifteretten omsider kommet på plads, ligesom gravstedet og papirerne. Men der var jo stadigvæk det store hus, der skulle holdes rent, og der skulle laves mad hver dag og findes på. Hun havde tænkt lidt på, om det måske ville være nemmere for børnene, hvis hun flyttede ned til dem, men imod det talte jo, at der stadig var gamle venner og naboer her, som hun jo kendte fra gammel tid. Og så var der køkkenhaven og drivhuset og bilen – skulle hun sælge den? Sådan snakkede hun frem og tilbage, og jeg sagde jo og ja og hm på passende steder, indtil det pludselig for ud af mig: Jamen, hvad vil du egentlig selv? Du er jo nu kun dig selv. Hvad vil du egentlig selv? Jeg kunne have bidt tungen af mig selv, men det var for sent at lave om på. Spørgsmålet ramte hende, som om jeg havde slået hende med en tøjrkølle. Ikke et øjeblik siden mandens død havde hun tænkt på, hvad hun selv ville. Hun blev helt mundlam. Jeg tror, hun pludselig så gennem en åben dør ud til et stort og skræmmende og ukendt landskab. Hun var jo sin egen herre og skyldte ikke nogen noget. Hun kunne følge sit hjerte og gøre som hun ville. Jeg fortæller bestemt ikke dette for at udlevere hende. For jeg vidste lige nøjagtig, hvordan hun følte. Det var den skræmmende frihed, der viste sig for hende. Den er jeg også selv bange for, men sådan tror jeg, folk havde det, når de mødte Jesus: Ingen nødvendige regler, ingen betingelser, ingen autoriteter, ingen andre hensyn. Kun dem og Gud og hans krav med dagen i dag. Hva’for en hånd vil I ha’? Frihed eller sikkerhed? Frihed eller beskyttelse?

Vi roser os vældig af vores frihed. Den frie verden, kalder man stadig Vesten. Men den smule frihed, vi vil have, er reelt meget beskeden: Da regeringen ville indføre kødløse dage i offentlige institutioner og kantiner - altså undtagen lige på Christiansborg, blev der oprør. Der er ikke nogen, der skal komme og bestemme, om og hvornår vi skal spise vores frikadeller. Men der ud over – ja, der er vi i grunden ret beskedne med hensyn til friheden. Hva´for en hånd vil I ha’, spørger Jesus og ser på os med sine milde og drillende øjne. Og vi svarer: Nja, lidt frihed vil vi da gerne have, men ikke for meget. Vi skal jo også være trygge. For megen usikkerhed og risiko er jo ikke rart. Så – ja tak: giv os bare begge hænder! Eller: Giv os en lille smule frihed fra den ene hånd og en masse sikkerhed fra den anden. Jerusalems indbyggere år 33 og vi i Danmark 2020 – vi er af samme slægt.

Nu har Muhammed-tegningerne jo som bekendt været oppe igen, og her har vi fået rene ord for pengene. Næsten samtlige danske aviser har meldt ud, at de simpelthen ikke tør trykke dem af frygt for ballade. En universitetsrektor og en tidligere chef for PET har direkte advaret os imod, hvad de kalder ”dumme provokationer”. Frihed er godt, ja, men ikke, hvis den medfører risiko og fare. Så vil vi hellere droppe den til fordel for sikkerheden.

Hvis man var i tvivl, har corona-tiden været en øjenåbner. Hvem ville for bare et år siden have troet, at vi voksne frie danskere i 2020 ville sidde klistret til skærmen som små hunde, der venter på en hundekiks: Kom, Mette Frederiksen og Magnus Heuniche og Søren Brostrøm – kom og gør os trygge. Sig, I passer på os, og fortæl os, hvad vi må og ikke må. Kom og giv os flere lovbud, påbud, afbud! Tænk, ingen af os reagerede, da regeringen uden lovhjemmel beordrede alle mink i Danmark slået ned. Vi var blevet så vant til ordre fra oven. Hvem ville have troet, at vi nu går rundt som vi gør: Med ængstelige sideblikke og bekymrede miner. For overtræder vi nu en eller anden regel, en eller anden bestemmelse? Skal man stadig hoste i ærmet, eller er den regel ophævet, nu vi bærer mundbind? Og skal man bære mundbind, når man er alene? Og må man tage det af, når man skal spise – eller skal man gøre som min nabo siger, og spise mundbindet først for en sikkerheds skyld? Jeg må indrømme, at jeg for længst har opgivet at bruge min sunde fornuft. Jeg adlyder bare og gør, som der kræves. Bevidstløst som en søvngænger, mens jeg siger: Vi passer på hinanden og vi opfører os ansvarligt. Undskyld, hvis det lyder respektløst eller som om jeg gør nar. Det er ikke meningen, men jeg understreger blot pointen: Sikkerhed først. Sådan er det hos os. Hvis det virkelig gælder, så blæser vi på friheden.

Og så tillader vi os at se ned på muslimerne for deres regler. Men sandheden er jo, at islam i ekstrem grad tilbyder mennesker lige nøjagtig det, de vil have: Sikkerhed og ansvarsfrihed. Garanti imod usikkerhed og utryghed og risiko. Lad mig bare provokere lidt: Islam har løsningen på Metoo-krænkelsesbølgen. I islam skal kvinder gå tildækkede, allerhelst i en burka – for at de ikke skal ægge manden til at overfalde dem og voldtage dem. Mænd er jo nogle dyr, når det gælder sex. Det ligger i islams syn på manden. Mænd kan simpelthen ikke styre deres instinkter, hvis de blot ser en kvindes hår. Metoo-bevægelsen kræver frihed, men kræver samtidig sikkerhed og garantier og særbehandling for kvinder. Islam har løsningen: Læg en burka over kvinden. Så er hun sikker og tryg. Nuvel, jeg har en fornemmelse af, at det måske alligevel ikke går. Men islams tillokkelse, islams fristelse og styrke er netop, at den tilbyder ansvarsfrihed, dvs. slaveri. Den tilbyder regler for alting, den tilbyder skriftkloge imamer og mullaher som mellemmænd mellem os og Gud, mellem os og den skræmmende frihed.

Som Grundtvig sagde, så er Det Gamle Testamente en bog, der kan fortælle alt om os mennesker. Da israelitterne var blevet befriet fra slaveriet i Egypten, og af Moses var blevet ført ud i friheden i den farlige ørken, så sagde de nej tak til friheden. Nej, lad os komme hjem til vores lænker og faste spisetider i slavelejren. Det er det samme, der møder Jesus. Jo, de byder ham velkommen, for de tror, han vil komme som en slags ny himmelsk diktator, der skal sikre og betrygge dem for evigheden. Og så kommer han der og stiller dem alene med det vanskelige ansvar, den farlige frihed, alene på Herrens mark – lige over for Gud.

Når de kom og ville følge ham på hans vej til Jerusalem, så rakte han hånden ud og sagde han: Kom med! Men det betød jo: Ud på landevejen uden en mønt på lommen. Og så sagde folk: Ja, men lad mig lige klare mine forretninger først – så skal jeg komme og følge dig! Til det svarede han: Lad de døde begrave deres døde, og så gik han uden at vente.

Åh, siger folk: jeg drømmer tit om at gøre alting anderledes, om at leve på en anden måde. Men det er jo svært, for der er jo huslejen og billånet og pensionsindbetalingen og livsforsikringen og ejendomsskatten - og råd til lidt ferie skal vi jo også have. Til det ville Jesus måske have sagt: Vil du egentlig det, du drømmer om? Nå, jamen så sælg dog huset og bilerne og gør som du vil. Men måske vil du i virkeligheden hellere have det store hus og de to dyre biler og livsforsikringen og alt det? Men hvad brokker du dig så for? Ansvaret er dit og ingen andens.

Det er første søndag i advent. Det nye kirkeår begynder. Og det begynder med, at vi synger med i den sang, de sang dengang: ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn”. For det er velsignet, at vores kære gode Herre og mester Jesus Kristus ville komme og stille os over for friheden og sikkerheden - rusker os op, kalde på os, stikke til os, provokere os, ægge os og sige: Hva’for en hånd vil I egentlig have? Han kunne jo have ladet være. Han kunne have opgivet på halvvejen og sagt: De er mig ikke værd. De vil jo være slaver! Men just det gør han ikke. For han regner os jo netop for mere værd end det. Han ser os som sin himmelske Faders frie børn, fædrenes værdige sønner og døtre. Der er virkelig ingen melleminstans, ingen ypperstepræster, ingen skriftkloge, ingen sharia, ingen moralbud og love mellem Gud og os. Kun nåde og tilgivelse. Men netop derfor er ansvaret alvor. Sidste søndag talte han om sine ord og sagde, at vi skulle tage hans åg på os, for det er let og godt. Og åget er: Et frit menneske kan ikke tørre ansvaret af på de andre, på pengene, på forholdene, på betingelserne, på de andre. Et frit menneske må vove at handle i troskab og ansvar.

Amen

Prædiken til 22. s. e. trin. II, 2020

Prædiken til 22. s. e. trin. II, 2020
Matt 18, 1-14
Salmer: 739, 599, 652, 41, 732

O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Lad os begynde denne morgen med at tænke stort. Det er tidligt på dagen, men lad os nu alligevel stille nogle af de store spørgsmål og sammen finde nogle af de store svar. De kommer her:

Er farven gul firkantet eller rund? Hvor mange timer går der på en kilometer? Hvor langt er tusind kroner? Hvad er arealet af salt? Hvad er højest: Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er begyndelsen og enden på en pølse? Hvor mange er gennemsnittet af en makrel? Ja, det er svære spørgsmål. Og egentlig skulle I nu have udleveret blyant og papir, så I rigtig kunne sidde og gruble over det, men jeg skal være flink og give jer svarene ganske gratis: Er farven gul firkantet eller rund? Svaret er: Et strygejern. Hvor mange timer går der på en kilometer? Svaret er 239 kroner og 25 øre. Hvad er arealet af salt? Svaret er: 60 watt. Hvad er højest: Rundetårn eller et tordenskrald? Her er svaret: Nej! Hvad er begyndelsen og enden på en pølse? Svaret er: 4 deciliter piskefløde. Og endelig: Hvad er gennemsnittet af en makrel? Svar: En halv EU-palle eller 2 rummeter, hvis det er onsdag.

Nu er vi så kloge. Nemlig på, at hvis man stiller et åndssvagt spørgsmål, får man et åndssvagt svar. Eller sagt på en anden måde: Hvis spørgsmålet er uden mening, bliver svaret det også. Og man kan ikke tillade sig at blive sur over det meningsløse svar, for man har selv bedt om det, hvis man har stillet et meningsløst spørgsmål. Når så mange synes, de er berettiget til at tale ned til folk, der tror på Gud og til at gøre nar af kristendommen, så hænger det måske sammen med, at de ikke ved, hvad de spørger om, eller at de stiller umulige spørgsmål, som ikke giver mening.

Forestil jer, at vi rejser ned til Amazon-junglen og finder en indianerlandsby, hvor de aldrig har haft kontakt med den moderne verden. Med os har vi et fjernsyn, som vi stiller op foran stammens ældste, der sidder rundt om bålet. Vi tænder for fjernsynet og viser dem en Champions League-kamp mellem Barcelona og Liverpool. Det sidder de så lidt og kigger på, indtil den klogeste af dem slår sig for panden og siger: Sikke noget pjat! Hvis det gælder om at få bolden ind i de dèr hvide net i hver ende af banen – hvorfor er der dog så ikke en eneste af de 22 tumper, som samler den op i hænderne og løber ned og lægger den på plads? Hvor svært kan det være? Se, det vil jo ikke være så dumt tænkt. Men han stiller et forkert spørgsmål. Det ved han bare ikke. For han kender ikke noget som helst til fodbold. Han ved ikke, at der er en regel, der siger, at man ikke må røre bolden med hænderne. Spørgsmålet bliver dermed meningsløst, så klogt og snusfornuftigt, det end er. Set fra indianerens synspunkt er alle fodboldspillerne ganske rigtig nogen tumper, men vi andre ved, at det hænger anderledes sammen.
Sådan er det måske også med os og Gud? Når det gælder ham, stiller vi ofte de forkerte spørgsmål. Der er f.eks. dem, der siger ligesom de gamle Sovjet-ledere sagde, dengang kosmonauten Juri Gagarin landede med sin rumkapsel efter at han som den første mand havde været oppe i rummet: Ha, ha, der kan I bare se: Gagarin så ikke Gud deroppe, altså er Gud slet ikke! Det var jo nok rigtig nok, at Gagarin ikke havde set Gud, men det kunne jo have andre årsager. Hvem siger f.eks., at Gud stiller sig op og lader sig observere som en anden forsøgskanin? I medierne og i tusindvis af hyldemeter bøger har filosoffer og forfattere gjort nar og sagt: Hvor er det latterligt, hvad kristendommen påstår! Altså: Hvorfor lader Gud Jesus Kristus leve og dø for vores synder? Hvis han havde ville frelse os, kunne han jo bare sige et ord, knipse med sine almægtige skaberfingre – og så ville alle problemer være væk? Spørg de smarte unge studieværter på P3, og de vil grine sig halvt fordærvede og sige, at man da skal være mærkelig kristen eller religiøs oven i hovedet for at tro på sådan noget vrøvl. Men måske har de bare stillet spørgsmålet forkert?
Jesus advarer dem, der hoverer over for dem, som han kalder ”sine” små: Hvis I tillader jer at gøre nar eller hovere over dem, gøre dem bange og usikre og miste tilliden til mig – blot fordi I selv har stillet de forkerte spørgsmål – så I skulle have en æselmøllesten hængt om halsen og være smidt ud i vandet. Så kunne I lære det! Hvor vover I at undergrave et lille menneskes tro på mig? Hvor vover I med jeres golde fornuft og indskrænkede blindvinkel-forstand at tage alt håb og tro og glæde fra et andet menneske? Det ville svare til, at jeg gjorde nar af jer, fordi I ikke forstår, at arealet af salt er 60 watt. Det er ikke bare uanstændigt åndshovmod af mig, det er også uredeligt af mig, for jeg har spurgt forkert og går derfor rundt med et forkert svar.

Jesus kalder et lille barn hen til sig og siger: Hvis I ikke bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Det betyder ikke, at vi skal være naive og umiddelbare som børn, for det bliver vi ikke. Sammenligningen med barnet går ikke på barnets troskyldighed. Den kan vi ikke tvinge frem, om vi så prøvede fra nu af og lige til der er to torsdage i en uge. Nej, det går på den ydmyge indrømmelse af, at vi over for livets herre, vor Gud og skaber, Jesu Kristi Fader er stillet som små hjælpeløse børn, der må finde sig i, hvad deres forældre bestemmer over dem. Hvis man ikke vil tage den plads, men stille sig op som dommer over Gud og hans veje, så står man et forkert sted og stiller alle de helt forkerte spørgsmål, som er lige så skøre og meningsløse, som dem, vi begyndte med.

Men lad os nu bare tage det spørgsmål, jeg nævnte før: Hvorfor lader Gud Jesus Kristus leve, dø og opstå – for på den måde at frelse os og tilgive os? Hvorfor valgte han ikke en lidt nemmere måde? Han kunne jo, som jeg nævnte, have knipset med sin almægtige finger og tryllet os om, så vi alle sammen tror på ham og lever næstekærligt efter hans bud? Det lyder som logik for perlehøns, - ja, men netop for perlehøns. Jeg tror, vi ville betakke os for at blive bedømt ud fra en perlehønes logik. Spørgsmålet er forkert stillet, for det er stillet, som om vi var en slags linjevogtere til tilværelsen, og kunne stå derude på linjen og bedømme både spillere og dommer.

Hvad nu hvis det er Guds eneste mulighed? Hvad nu, hvis det er den eneste udvej, han kunne finde for os. Hvad nu, hvis det virkelig er så alvorlig galt fat med os, at Gud måtte finde en så kroget løsning, at han måtte lade det bedste menneske i verdenshistorien, den eneste, som nogensinde har opfyldt Guds vilje til punkt og prikke – at han måtte lade ham dø for onde og blinde menneskers hånd? Tag det billede, Jesus bruger om Gud eller sig selv: Lad os sige, Gud er som hyrden, der lader de 99 får blive i ødemarken – alene for at finde den gamle galsindede og ildelugtende vædder, som er stukket af igen? Hvad vil ikke de 99 får tænke, som må stå der tilbage alene og overladt til ulve og sjakaler? Vil de mon ikke tænke: Vores hyrde er gået fra os. Han har svigtet os. Vi er ladt i stikken. Vi er alene? Det er vel fårelogik. Men hyrden handler som han gør, fordi det er den eneste mulighed, han har, hvis han virkelig vil redde den gamle ildelugtende, galsindede vædder. Hyrderne på Jesu tid var i klemme, hvis de mistede et får. De risikerede at skulle erstatte det tabte dyr over for ejeren. De måtte virkelig tage deres arbejde alvorlig. Hyrden må altså lade fårene stå der og tro, de er forladt. Han må løbe den risiko, at fårene tror, der ingen hyrde er mere – hvilket der jo er, men fårene står sikkert der og mæher og siger: Kan I se nogen hyrde måske? Nej, han er slet ikke! Og den gamle galsindede vædder, som har forvildet sig væk i bjergene – den tror også, den er fortabt. Den hører ulvene hyle og mærker angsten krybe ind på sig og ved ikke, at hyrden er på vej for at redde den.

Det er jo en lignelse. Men den fortæller os noget, som vi aldrig får med, når vi måler Gud og tilværelsen med vores nyudsprungne målerlarveforstand: At vi, at vi alle er fortabte, er på vildspor, er forvildede, at vi alle som én har bevæget os langt væk fra det, der var meningen. At vi er som den gamle fortabte vædder: Kommet væk fra sin vej og sin fold.

Hvad nu hvis det er sådan, at Gud ledte og ledte efter én iblandt os, som var retfærdig og af hjertet elskede Gud og sin Næste, men han fandt ikke én? Hvad nu, hvis han kun så ondskab, svigt, synd og død, når han så ned til os. Og han dog alligevel ikke ville påtvinge os sin vilje, men ville vinde os for sig? Frivilligt, skulle det være? Hvis han nu sendte én, som han ville sætte i vores sted, én som ikke faldt i hovmodets og alle mulige andre fristelser, og lod ham være en stedfortræder, en syndebuk for os? Hvad nu, hvis vi kun har fortjent døden? At vores udsigt er fortabelse, fordi vi allerede er fortabte. Hvis vi spørger sådan her i stedet for: Hvem er jeg, at Gud skulle vove sådan en dristig plan for min skyld? Hvad er der i mig, som fik Gud til at gå så langt? Hvad var det for bevæggrunde, Gud havde til at gøre sådan? Hvis vi spørger sådan, så begynder der at være mening i spørgsmålet. Og så begynder evangeliet også at give svar. Lignelsen om de 100 får åbner sig pludselig: Gud opsøger det fortabte. Der er noget i ham, noget uforklarligt, et ulogisk bånd, som han har bundet sig selv til os med: Nemlig hans egen troskab. Hans godhed.

Men som sagt. Jesus er ude med riven efter vores klogskab og hovmod: Hvis I vidste, hvad jeres dumme ord og dumme grin gør af ondt for andre, for små mennesker imellem jer, når I i tankeløshed griner og gør nar af det, der forekommer jer dumt – blot fordi I selv har spurgt forkert. Hvis I vidste det, ville I ikke bare hugge hånd og fod af, men hælde kogende bly i halsen, så I aldrig mere skulle tage troen fra et lille menneske.

Amen

Prædiken til 19.s.e.trin. II, 2020

Prædiken til 16.s.e.trin. II, 2020

Prædiken til 12. s. e. trin II, 2020

Matt 12,31-42

Salmer:

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Jeg vil i dag sige noget om synden mod Helligånden. Teksterne til i dag lægger op til at jeg skal sige noget om Jonas i hvalfiskens bug, men det må blive en anden dag. Jeg vil tale om synden mod Helligånden – den, der ikke kan tilgives. Og derfor vil jeg sige noget om konsekvens. Det er noget, vi bløde danskere er meget dårlige til. Men Jesus er konsekvent. Han er ikke streng. Han er mild og god som altid. Men han er konsekvent. Og det er noget andet. Konsekvens er latin og betyder ”følgerigtig”, eller med et gammelt ord ”selvstemmig”, ”i overensstemmelse med sig selv”. Forklaring følger:

Hvis mor skal i Rema med lille William, og mor forklarer lille William, at han ikke får noget slik i dag – så skal lille William ikke have noget slik i dag! Et andet eksempel: Hvis lille Emma plager om at få en is hos købmanden, og far har sagt nej, så betyder det nej, lige meget, hvor meget lille Emma tigger og plager og skaber sig. Det er konsekvens. Altså at lade handling følge på ordene. At ord og handling passer sammen. Når læreren siger til sin elev: Hvis du ikke kan være stille, når jeg taler, så må jeg smide dig uden for døren. Så er det konsekvens – ikke ondskab – at smide eleven ud, når han minuttet efter larmer op igen.

Vores forældre havde nogle gode venner, som havde en datter, der var autist. Autister har det sådan, at de skal helst have meget faste grænser, ellers bliver de utrygge og bange. Forældre til autister skal til det yderste være konsekvente, sætte grænser og stå ved deres ord. Vi børn syntes dengang, de talte hårdt til deres datter: Må jeg få en sodavand? Nej! Vi syntes, det lød skrapt, næsten som skældud, men det var det ikke, og vi kunne jo også selv se, at pigen aldrig selv blev sur eller forskrækket eller fornærmet. Hun vidste, at et nej var et nej, og så var den ikke længere. Det gjorde indtryk på mig, da moderen engang – mange år senere – sagde sådan her: Straf dur ikke, men man skal være konsekvent: Hvis I er taget afsted på ferie, og I har truet med at køre hjem, hvis ikke ungerne opfører sig ordentligt, så skal I være parate til at vende bilen og køre hjem.

Det er konsekvens. Og som sagt: Det er vi danskere ekstremt dårlige til. Hos ender det som regel altid med, at lille William alligevel får sit slik. Og at lille Emma alligevel får sin is, for mor og far vil have fred og orker ikke kampen. Da vores børn gik i skole, sagde læreren til klassen: Hvis ikke I tier stille nu, så får I en streg på tavlen. Og hvis der en dag står tre streger på tavlen, så bliver der ringet hjem til jeres far og mor. Men allerede dagen efter stod der måske syv streger på tavlen, men alligevel skete der ikke det fjerneste. Ingen havde ringet hjem, og ingen havde mærket nogen følger. Sådan er vi i Danmark eftergivende og bløde indtil det fortvivlende. Når Hassan har begået grov vold og røveri, og retten derfor idømmer ham en 4 års fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark, så kommer Hassan nok til at sidde den af i 4 år, men udvist bliver han ikke. Han går rundt på noget, der hedder ”tålt ophold”. Vi tror, at følgerigtighed, selvstemmighed eller konsekvens er det samme som strenghed eller ligefrem ondskab. Men det er det ikke. Det er klarhed, fasthed, ordholdenhed. Og det er godt.

Jesus er konsekvent, ordholdene og fast. Han taler som han selv forlangte det af os: ”I jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej”. Hans ord i dag er vidunderligt fulde af mildhed og skønsomhed og overbærenhed – men også af konsekvens. Og det er godt.

Og nu kommer vi til de berømte ord om Helligånden. ”Den, der taler et ord imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller den kommende”. Det er undersøgt mange gange: Fra dages tekst husker folk måske det med Jonas. Men helt særligt husker de det med Helligånden – og så måske ordene om, at vi skal aflægge regnskab for hvert tomt ord, vi har talt. Det siger nok noget dybsindigt om os – det er lidt ligesom når man sidder i sin bil og der kommer en politibil forbi. Uvilkårlig tjekker man speedometeret og giver sig til at spekulere på, om lygterne nu lyser korrekt eller om man har slingret, eller om de måske kan måle den øl, man fik til frokost. Man ser i bakspejlet og venter næsten at se politibilen lave håndbremsevending og komme efter en. Så hvorfor skal det nu være så strengt med den Helligånd? Hvad kan det være for en forbrydelse, som den rare Jesus pludselig ikke vil finde sig i?

Det er der et godt svar på. Det kommer lige om lidt. Men selvfølgelig skal der da ikke være tilgivelse for at tale ord imod Helligånden. Det manglede da bare. Vist skal der ikke være tilgivelse for den, der ikke vil tilgives.

Jesus er midt i et alvorligt klammeri med sine evige kritikere, farisæerne. Han har lige helbredt en mand, der var både blind og stum, så alle folk bliver ude af sig selv af forbavselse. Men farisæerne, som i forvejen hader Jesus og altid er på jagt efter noget at anklage ham for, river ham nu i næsen, at han står i ledtog med Fanden selv, Beelzebul, fluernes Herre. Helt grotesk skyder de ham i skoene, at det åbenlyst gode, som han har gjort – i virkeligheden er ondt, et led i en ond plan, som Jesus har lagt sammen med den Onde selv. De flyver på Jesus, fordi de i forvejen ikke tror ham og ikke vil tro ham. Det er det afgørende. Og Jesus føler sig – med rette – udsat for bagvaskelse og ondsindet løgn, og så sammenfatter han klart og konsekvent hele sin gerning: Han er kommet med Guds tilgivelse til de fortabte – alle dem, der ikke fortjente det og ikke ventede det. Jeg vil gætte på, I ikke rigtig hørte, hvad han faktisk sagde. Han sagde: Al synd og bespot­tel­se skal tilgives mennesker. Og: den, der taler et ord imod Menneske­søn­nen, får tilgivelse. Altså virkelig: der er tilgivelse for uvidenhed, for dumhed, for tankeløshed, for vantro og spot. Selv vores kuldslåede danske skepsis over for kristendom og kirke, vores tre-skridt-fra-livet-holdning til Jesus. Ja, også det! Men – og det er her, det bliver konsekvent: Hvis man ikke vil have tilgivelse. Hvis man ikke regner den. Hvis man foragter den og tager den for løgn. Hvis man af ideologiske grunde ikke vil høre og tro - så skal man da virkelig ikke tvinges! Det manglede da bare!

Det er da logik for perlehøns: Den der ikke vil tilgives, kan ingen tvinge og for ham eller hende er der derfor ikke tilgivelse hverken her eller i den kommende verden. Nogensinde. Helligånden er jo den ånd, vi holder gudstjeneste i, det er den ånd vi prædiker i og tror ved. Og vil man ikke, så skal man heller ikke.

Jesus taler her om den villede blindhed. Dette mærkelige, at man ikke vil høre, ikke vil tro, ikke vil overgive sig, fordi det ikke må være sandt, hvad man hører. Der er en mærkelig ironi i, at Jesus lige har helbredt en blind. Nu kan han se, men farisæerne, som kan se og har kunnet det hele tiden – de er stæreblinde. Fordi de ikke vil se.

Vi kender godt den blindhed. I gamle dage fortalte vores lærer i gymnasiet, at Sovjetunionen var et demokrati – bare på en lidt anden måde end det danske. Han kunne tale længe om USA's forbrydelser i Vietnam, men Stalins forbrydelser i Ukraine og Rusland – dem troede han ikke rigtig på. Ikke fordi der ikke var masser af læsestof om Stalins uhyrlige folkemord og slavelejre, men fordi han ikke ville vide. Det er den samme blindhed, som senere har gentaget sig i forhold til islam. Krig og terror og ekstrem sharia har ikke noget med islam at gøre, siger eksperter. For islam er fredens religion, siger de. Det har ikke noget med viden at gøre. Det er villet blindhed. Det er at sætte kikkerten for det blinde øje. Man vil ikke.

Politiet og retsvæsnet arbejder en del med forsoning. Der er herhjemme lavet konfrontationssamtaler mellem ofre og overfaldsmænd. Det er ikke noget, der sker tit, for det kræver mod hos offeret og anger hos voldsmanden. Men det er alligevel sket – også med nogen succes, at et offer for f.eks. overfald og vold har tilgivet voldsmanden efter at denne har sagt undskyld. Det betyder ikke, at voldsmanden så slipper for straf. Men det har alligevel stor betydning for både offer og voldsmand i deres videre liv. Nuvel: Forestil jer sådan en konfrontation: Der sidder kvinden, som blev voldtaget, og dèr sidder voldtægtsmanden. Kvinden rækker hånden frem, for efter tusind overvejelser er hun kommet til, at kun sådan kan hun sige sig selv og voldsmanden fri af det, der skete i fortiden. Hun siger: Jeg tilgiver dig! Men forestil jer så, at voldsmanden grinende vrænger ad hende og påstår, at det bare er et nummer, politiet har arrangeret, og han skal i hvert fald ikke have hendes tilgivelse. Hvad så? Ja, så må konsekvensen jo være, at voldsmanden ikke er tilgivet og ikke bliver tilgivet. Kunne man forestille sig, at en betjent kom ind og tvang voldsmanden? Nej, det ville være latterligt. Kort sagt: Jesus forsvarer kristendommens frihed og konsekvens: Der er kun tilgivelse ved ham, men hvis man ikke vil – hvis man ikke regner den fremstrakte hånd, så må man gå.

Konsekvens skræmmer os danskere så meget, at vi helt går i bro over det. Og af samme grund kan vi næsten ikke høre nåden og glæden i det, Jesus siger: Selv al synd og bespottelse skal tilgives os, selv vores dummeste og fuldeste og lunkneste påstande om Jesus. Nåden er ufattelig stor, høj, vid og bred. I og jeg er tilgivet al vores ugudelige vrøvl, ja selv vore selvoptagede og ondsindede tanker. Men det er naturligvis en konsekvens – hvis man ikke vil det, hvis man foragter det, hvis man ikke regner det. Så gælder det naturligvis: Så er der ingen tilgivelse nogensinde. Så er skal det på dommens dag vise sig, om vi har talt sandt eller talte mod bedre vidende. Jesus er konsekvent, ja, for han er trofast. Hans trofasthed og urimelige, grænseløse kærlighed viser sig netop ved at han er konsekvent.

Amen

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag II, 2020
Luk 24, 46-53
Salmer: 252, 251, 250, 352, 261

O lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Endelig! Endelig har vi fået lov af staten til at mødes igen i kirken. Det har godt nok været en lang ventetid. For det er jo ligesom det, der er meningen med kirken overhovedet: At vi kan komme her – vende om til vores synders forladelse og gå hjem at begynde på en frisk. Det er slet og ret det, kirken er til for: At man kan komme her – og efterlade al sin synd og skyld og frygt og dårlige samvittighed herinde – og gå hjem med løftet hoved. Hvor ellers kan man det? Ingen steder. Hos lægen kan man få en pille eller en henvisning. Hos psykologen en tur ned i sindets krinkelkroge. Hos terapeuten en række øvelser. Men ingen steder får man et myndigt ord som i kirken, hvor vi alle sammen får lov at høre og tro: Der er en anden, som har taget al din skyld og synd og selvoptagethed og hovmod på sig. Du er fri. Det er kastet ned på havets dyb. Gå hjem og synd fra nu af ikke mere! Det kan være godt nok med skærmen, men det er ikke det samme som at samles med hinanden og høre evangeliet, det glædelige budskab sammen.

Det fortælles, at der engang var en kirkegænger, der over for biskop Lindhardt i Roskilde brokkede sig over, at der altid lugtede sådan lidt klamt og muggent og indelukket i kirken. Derfor gik vedkommende ikke i kirke, sagde han. Til det skal Lindhardt have svaret, at det da ikke var så underligt at her lugter lidt, for her havde jo generationer efterladt al deres synd og skyld. Og den slags lugter ikke ret godt. Det var en meget god måde at sige det på. Det er jo det, der er meningen: At vi kan tage et vend omkring kirken og få lov at læsse al synd af herinde. Og så gå hjem med frisk mod og godt humør, fordi vi har fået lov at begynde på en frisk.  

Tænk, om det virkelig var synden, man kunne lugte. Tænk, hvis man virkelig kunne lugte synden? Hvordan lugter et løftebrud, hvordan lugter svigt? Hvordan lugter dårlig samvittighed? Hvordan lugter moralske tømmermænd? Hvordan lugter hykleri eller mened eller dobbeltmoral eller skinhellighed eller selvoptagethed? Ikke ret godt. Det er jeg sikker på. Det er måske meget skånsomt, at vi ikke selv kan lugte det. For så ville selv den pæneste af os, den artigste og kønneste og korrekteste iblandt os lugte som en gammel spritter. Som en 10 dage gammel brandert, som en sen natlig hjemkomst fra fest med hvidløg og bajere. Ja, værre, tror jeg: Som gammel sur tis og bremsespor i bukserne. Eneste grund til at vi kunne holde det ud, var nok, at vi selv lugtede lige sådan.

Jesus tager afsked med sine disciple efter sin opstandelsen, og så siger han, hvad der først og fremmest skal ske: ”Der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. Det er kirkens arbejdsbeskrivelse, dens opgave. Det er et brandgodt udtryk: Vi skal alle sammen vende om – til Guds tilgivelse. Det er kirken ene om. Der er rigtig mange, som gerne vil have os til at vende om. Det vrimler med vækkelsesprædikanter alle vegne, der siger: Nu skal I lave jer selv om og gøre som vi siger! Før corona vrimlede det med klimaprædikanter. De tav pludselig stille, men de kommer nok igen: Vend om, vend om, siger de. Det er næsten for sent!

I kirken siger vi noget helt andet: Vend om, vend om, ja – men hvad skal I vende om til? Til glæden, til syndernes forladelse, til frikendelsen, til befrielsen, tilsigelsen fra højeste sted: Gå hjem, dine synder er dig forladt. Altså: Vend om til glæden!

Hvis nogen skulle have overset det, så er der kommet en ny oversættelse af Biblen. I den er Jesus desværre kommet til at lyde netop som en sur klimaprædikant, sådan en slags Gretha Thunberg, når hun eller allersurest. Lige før læste jeg sådan her: ”og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. I den nye oversættelse står der: ”Alle folk i verden skal høre om mig, så de kan ændre deres liv og få tilgivet det, de har gjort forkert”. Sådan skal Jesus altså tale i 2020. Man skulle næsten tro, han talte om Co2-udledning eller plasticposer. Det dækker simpelthen ikke det, Jesus siger: Her i den nye oversættelse skal vi ”ændre vores liv”, og så skal vi lige få tilgivet den smule som vi har gjort forkert – og det er jo nok ikke ret meget! Det er helt ved siden af skiven. Det græske ord, som Lukas bruger, betyder: at skifte sind, at fortryde, at gå i sig selv, at gøre bod. Det er ikke noget med lige at lave et par ting om i sit liv. Det en opgivelse af alt det, man har ment og troet og bygget på. Alt det, vi har kogt og brygget og tygget på så længe: såret stolthed og indestængt ærgerrighed, selvoptagede tanker, tunge penge­bekymrin­ger og frygt for andre mennesker – alt det skal smides i skraldespanden. For her er noget helt nyt. En ny begyndelse.

Synd er det hele – vores sammenkrummethed om vores egen navle. Der er dem, der stædigt mener, at moderne mennesker ikke ved, hvad synd er, men som en præst fortalte: Da han efter gudstjenesten, hvor han havde sagt, hvad sandt er, at vi alle sammen er syndere, mødtes han i kirkedøren af sin ikke særlig kirkelige svigermor, der i et bestemt tonefald sagde, at hun i hvert fald ikke var nogen synder! Hvorved hun jo netop viste, at hun havde en ret klar fornemmelse af, hvad synd er. Vi har godt en fornemmelse af, hvad det er. Men synden er samtidig som et troldspejl i øjet, en blind vinkel. Den er der, men ligesom lastbilchaufføren, der ikke kan se cyklisten i den blinde vinkel, sådan kan vi ikke selv se den – før det er for sent.

Jeg tror måske nok, at mange har fået øje på den her de sidste måneder – i al fald dem, der har skullet gå hjemme. Al mulig urimelighed vokser op i en, al mulig bekymring og frygt for alt mulig, al mulig opgivenhed og ligegyldighed, indestængthed og surhed. Det er på høje tid, at vi får et myndigt ord fra vor Herre: ”Kan I så lade alt det være. Jeg har taget alt det på mig. I er i dag kendt fri. Gå hjem og vær glade!” Det er alt, hvad kirken er til for. Jeg har fornemmelsen af, at regeringen tror, den kun er til for at begrave folk og for at levere lidt flødeskum og sniksnak for de religiøse. Men dem om det. I skal gå her fra i dag som den frikendte går fra retten. I skal sige: Jeg har lige fået mine synder forladt. Jeg har efterladt det hele og nu gå jeg hjem som et nyt menneske. Jeg har lov at være glad i dag!

Og så er det Kristi Himmelfartsdag. Måske den mest misforståede af alle kirkens helligdage. Jul kan man forstå, påske også måske. Pinse – til nød. Men Kristi Himmelfart – hvad i al verden går den ud på? Jesus flyver til himmels, og så sidder han ved Guds Faders den Almægtiges højre hånd – og er langt væk fra os andre. Havde det ikke været bedre, hvis han havde været her imellem os, så han selv kunne tilgive os og gøre os raske ligesom dengang? Sådan har jeg hørt folk sige.

Men dertil vil jeg svare: Jesus er da virkelig også til stede her i dag i Dølby kirke. Han har jo selv sagt, at hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, der er han selv til stede midt iblandt dem. Vi holder da gudstjeneste sammen med ham – akkurat ligesom de gør lige nu i Oddense og Skive og Vejle og København. Og hvordan skulle det kunne lade sig gøre, hvis ikke han sad ved Gud Faders den Almægtiges højre hånd? Altså hvis han ikke er, hvor Gud er? Hvor er Gud? Han er jo den, der er til alle tider samtidig. Samtidig med os i dag, samtidig med vore forfædre ved genforeningen i 1920, samtidig med Harald Blåtand, da han blev døbt, og samtidig med vore oldebørns oldebørn ude i fremtiden. Hvis vi tror bare en smule på Gud, så må vi jo tiltro ham det. ”Jesus måtte fare til himmels for at han kunne være her imellem os i dag”. Sådan siger Luther et sted.

Man hører af og til det udtryk: Han er chefens højre hånd. Det er jo et billedligt udtryk, der ikke skal forstås en-til-en. Det betyder: Han er så tæt på chefen, at han er som chefens egen højre hånd. Den hånd, han skriver med og hilser med – hvis han får lov af regeringen. Jesus sidder ved Guds højre hånd. Det vil sige: Han er et med Guds magt. Guds magt står bag ham. Han og Gud er eet. Desværre har de også ødelagt det i den nye oversættelse. Her siger Jesus helt meningsløs, at han skal sidde til højre for Gud. Man kommer til at tænke på Kaj og Andreas sang: ”Jeg er i højre side, højre, det er her, faktisk kan man sige, at jeg er lidt til højre for dem, der er til venstre”. Nå, Jesus sidder til højre for Gud – hvem sidder mon så til venstre for ham? Spændende! Sædet ved Guds højre hånd er ikke et sted. Det er et udtryk for Guds magt.

Ikke alle evangelisterne nævner himmelfarten. Men hos Mattæus siger Jesus: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Og hos Johannes siger Jesus til Maria Magdalene, da han er stået op af graven: Rør mig ikke, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen. Hvordan skal vi forestille os det? Det må man selv om. Jeg har ikke prøvet at være opstanden. Jeg ser frem til at prøve det en dag, men indtil da skal jeg ikke gøre mig for klog på det.

Hvad jeg derimod skal gøre mig klog på er dette: I dag er kirken åbnet igen, og i dag skal jeg sige det, som vi ikke har kunnet høre sammen i al for lang tid nu: Der er en, som har taget al jeres og min skyld og synd og elendighed og hykleri og dårlige samvittighed og selvopfundne plager på sig. Borte er det, kastet ned på havets bund. Vend om til ham, vend om til glæden – og gå så hjem, vær glade, begynd på en frisk og synd ikke mere!

Amen

Prædiken til 5. s. e. påske II, 2020
Joh 17, 1-11
Salmer: 52
Jesus slutter i Johannesevangeliet sine taler med en bøn. Det er god skik at begynde og slutte sådan med en bøn, så det vil jeg også gøre denne søndag. Min bøn lyder sådan her:Herre min Gud, jeg indanker min sag for dig som min øverste dommer. Hen over hovedet på alle de småherrer og småledere og småchefer, som hernede i verden bestemmer over mig, appellerer jeg til dig. Småherrer og småembedsmænd og små ministre skal jeg adlyde og følge hernede. Jeg skal overholde alle deres regler og love og forordninger. De kan sætte alle mulige ydre fysisk skranker og rammer op for mig. Men de kan ikke bestemme over mine tanker, min samvittighed, min tro. For den tilhører dig alene. Hvis jeg har været en stud, doven eller uduelig til mit arbejde, svigtet andre mennesker, været dumstolt og blind og døv for alt andet end mig selv, så lad blot småherrerne og småmellemlederne hernede påtale og straffe.

Det regner jeg ikke. For mig tæller i sidste ende kun din mening, din barmhjertighed, din nåde, din tilgivelse. Dig alene tilhører jeg. Alt hvad jeg er med hud og hår, indanker jeg daglig for dig som min himmelske højesteret. Amen.

Så er vi i gang. Og måske kan I allerede nu fornemme, hvor jeg vil hen. Vi skal bede noget mere. Det er for ringe, at vi ikke gør det meget mere, for at bede er jo dagligt at indanke sin sag for den højeste, den bedste, den øverste. Højt over alle små herrer hernede, højt over love og regler, højt over de højeste myndigheder, højt over selv ret og rimelighed, højt over de højeste bjerge, de højeste skyer – at lægge sin sag frem for Gud, appellere til ham og sige: Kun du skal være min højesteret.

Jeg tænker nok, I kender ordene, jeg bruger. Man hører tit i medierne om en anklaget, som måske i byretten bliver dømt til et eller andet. Og så hører man næsten lige så tit, at den dømte ”anker” sin sag til en højere ret, til landsretten, eller måske til højesteret. Sådan er en bøn altid at indanke sin sag for en ret, som er endnu højere end alle menneskelige domstole, om det nu er dem i vores etablerede retssystem eller det er den daglige sladder på de sociale medier eller sågar ens egen fortvivlede mening. At stå op om morgenen og bede til Gud – det er altid at appellere til den højeste. At lægge sig om aftenen og bede til Gud – det er det samme. Og det er vel og mærke ikke en blind retfærdighedsgud, jeg taler om. Det er ikke gudinden med bind for øjnene, vi beder til. Vi beder til ham, som vi har lært at kende i Jesus Kristus. Ham, der så nødig dømte, ham der altid var parat til at tilgive et menneske, som fortrød og pintes under sin egen stolthed. Det er det evige liv, siger Jesus, at I til enhver tid kender dig, den eneste sande Gud og ham, som du har udsendt, Jesus Kristus.

Paulus kunne bruge et meget dramatisk billede om sig selv. Han sagde, at han gik som en overvunden krigsfange i Jesu triumftog. På Paulus tid i det gamle Rom skete det af og til, at man tilstod en hærfører eller en kejser at få et triumftog, hvis han havde erobret nyt land eller overvundet en farlig fjende i et slag. Så red kejseren ind i byen i spidsen for et stort optog. Efter kejseren selv og hans nærmeste folk kom alle de overvundne fjender, besejrede konger og hærførere i lænker. Det billede brugte Paulus til at sige: Sådan tilhører jeg Kristus. Han har overvundet mig og gjort mig til sin slave. Det billede kan måske være svært helt at sluge i vores pæne, korrekte tid, men betydningen er den samme: Min og jeres øverste herre er Kristus, som er et med Gud – sådan som Jesus også selv siger lidt længere henne i samme bøn.  

Mange mennesker forestiller sig vistnok, at det med at tro på Gud er forbundet med ufrihed, med regler, med al mulig tvang. Men jeg bilder mig ind, at I måske kunne høre det i min lille bøn til indledning: Det er lige det stik modsatte: Det er en enorm frihed og en utrolig styrke, som slet ikke kan overvurderes. Hvor mange fanger i fængslerne, hvor mange indsatte på dødsgangene, hvor mange dødsens syge har ikke fundet styrke og trøst og modstandskraft i at henvende sig til Gud, appellere til hans himmelske domstol. Sådan har de bedt: Herre, jeg er smidt ud af samfundet, dømt, kasseret og regnet for skidt for det jeg har gjort. Men jeg indanker min sag for dig. For jeg ved, at du dømmer anderledes end alle jordens småherrer og småmyndigheder.

”Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”, siger vi i trosbekendelsen. Det er der muligvis nogle, som synes lyder tungt og truende. Men det er noget glædeligt og stort. Tænk, det er ikke det, folk sladrer om mig. Det er ikke det, mine fjender og modstandere siger om mig. Det er ikke, hvad alle mulige domme og love siger om mig. Det er end ikke hvad jeg siger om mig selv. Lad dem alle blot sige som de vil. Jeg appellerer til Gud alene i Jesu navn – skidt så med alt andet. Det har måske gyldighed hernede. Men ikke evigt. Her gælder kun, hvad han dømme om mig!

Vi har lov – ja, pligt til at tro, at Guds dom er beslægtet med vore allernærmestes dom om os. En mand, der skal i fængsel for underslæb eller dokumentfalsk, mister nok sin frihed. Men han mister ikke nødvendigvis sin kones tillid. Mens han sidder i fængslet, er det ham den største trøst at vide, at hun dømmer anderledes end alle andre. Hellmuth Goldwitzer, tysk soldat, teolog og præst, som efter krigen sad flere år i russiske fangelejre, fortæller lige netop det om sine medfanger: Når de hørte nyt hjemmefra, var det ikke kun dette at høre om konen og pigerne derhjemme. Jo, det var afgørende vigtigt for dem, men højere og vigtigere endnu, dybt nedenunder alt det var det jo den viden, at der derhjemme i det fjerne Tyskland var nogen, der dømte anderledes om dem, nogen, som kendte dem og regnede dem efter en helt anden målestok en alle fjendtlige soldater og kommandanter og afstumpede fangevogtere. Nogen, der dømte om dem efter kærlighedens målestok. 

Som sagt: Det er den store frihed, som bønnen giver. Når man beder, henvender man sig til en, der er over og højere alt andet. En, der dømmer anderledes. Og det giver en armslængde til alle problemer og vanskeligheder og myndigheder. En lille kontorelev har lov at tænke sådan om sin mugne magtsyge kontorchef: Herregud, han er bare en lille afdelingsleder. Lad ham råbe og regere. Hvad rører det mig? Jeg ved ikke, hvor mange kontorelever, der beder morgenbøn, men jeg er sikker på, at også de ville kunne finde styrke her. Bønnen – forstået som daglig appel til Guds højesteret – den giver armslængde til problemerne. Den sætter tingene i de rigtige størrelsesforhold.

Jesus taler om ”verden”. Han siger, han ikke beder for den. Med ”verden” mener han ikke planeten jorden. Han taler ikke om klimaet. Ordet ”verden” er i Jesu mund et negativt begreb. Det er alt det, som folk dømmer og siger og sladrer om og mener. Det er tidsånden, den offentlige mening – alt det, som er korrekt og rigtigt for tiden, alt det, man skal mene, hvis man vil være noget. Og at bede sin bøn er nu at hæve sig op over det. Det er et frikvarter fra alt det. Og det mest utrolige ved det er, at det er gratis og ganske nemt at gøre. Man kan appellere til Guds højesteret fra en taburet i køkkenet, fra toilettet, fra sengekanten, fra skrivebordet eller i haveskuret. Lige der midt i hverdagen kan man begynde med at få proportionerne i orden. Ja, ja, sådan siger det alle sammen hernede. Men nu stiller jeg mig op over for min øverste herre. Det er ham, jeg tilhører. Han må dømme.

Så kan nogen måske finde på at sige: Jamen, hvorfor bede. Hvis Gud er, så kan han vel læse vore tanker, og siger Jesus ikke også, at Gud ved, hvad vi trænger til, endnu før vi har sagt det? Er det ikke nok bare at tænke det, så at sige. Nej, det er det ikke, for vi mennesker tænker, mens vi taler. Eller rettere: Først når vi sætter vore tanker i ord, ved vi selv, hvad vi siger. Det ved alle, der skal forklare andre en sag. Alle, der har prøvet at skrive stil eller skullet holde en tale til en fest. Det er ikke sådan, at først har man tankerne klare, og derfra drejer det sig kun om at få dem skrevet ned. Nej, tankerne kommer med ordene. Sådan har jeg det selv. Når jeg sætter mig ned for at skrive en tale eller en prædiken eller en kortere eller længere artikel, så er det først, når ordene skal på papir, at det egentlige tænkearbejde kommer. Og når det gælder en bøn, så ved man også først, hvad man egentlig vil bede om, når man sætter det i ord. Det hører med. Det er ikke anderledes end i en samtale. Prøv at sætte jer ned og begynd at forklare jeres mand, kone eller børn, hvordan f.eks. hvordan kaffemaskinen fungerer. I vil opdage, at I snart kommer til at snakke sort, fordi ordene tvinger jer til at sige noget om det, I ikke ved. Men i bønnen er vi bedre stillet, for her skal vi jo tale om, hvad hjertet er fuldt af.

Bønnen er menneskets ædleste frihedshandling. At kunne folde sine hænder og bede viser menneskets adel. En fange i sit fangehul, en syg i sin sygeseng, et stakkels sønderbrudt menneske i en mørk kælder – alle kan de folde hænderne og indanke deres sag for Gud – for ham, vi kalder Jesu Kristi far, hvilket blot er et udtryk for dette, at Gud og Jesus er eet. Vi kender Gud i Jesus. Når Sønnen bliver herliggjort ved sin opstandelse, er det samtidig Gud, der herliggøres. For nu at tale som Jesus gør hos Johannes.

Vi slutter som vi begyndte – med en bøn:

Herre Jesus Kristus, du som troner over keruberne, du som sidder ved Guds Faders den Almægtiges højre hånd – Marias milde søn. Jeg indanker min sag for dig. Du alene skal dømme om mig i din kærlighed og troskab. Du alene skal have det sidste ord i min sag. Jeg vil rejse din fane over alle høje bjerge, love dit navn frem for alle jordens store mænd og kvinder. Se mig selv som din. Amen

Prædiken til 4. s. e. påske II, 2020
Joh 8, 28-36
Salmer: 395

Hvis I bliver i mine ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie. Sådan siger Jesus: Vi skal blive i hans ord, for deri ligger al sandhed og frihed. Det lyder måske dunkelt og svært, men det er det ikke. Den, der er har sit hjerte bastet og bundet, er fri som fuglen. Det skal jeg vise jer.Engang for mange år siden, da vi omtrent lige var kommet hertil, sad vi i præste­gården med tre små blebørn – og en lidt større pige, vores ældste. Al vores tid var beslaglagt af de små. For sådan er det med sådan nogen små: De skal have al ens tid og mere til. Men så var der jo vores ældste. Vi kunne godt se, hun gik dèr og blev lidt forsømt.

Vist kunne hun klare sig selv og vist var hun en både klog og fornuftig pige – men måske var hun ind imellem lidt for fornuftig og måske også ind imellem lidt for gammelklog. Det plagede os en del, og vi ville gerne, at der også skulle være noget for hende, når vi nu ikke rigtig kunne være der så meget for hende, som vi gerne ville. Derfor fandt vi på, at hun skulle på ferie i København hos sin elskede faster. Men hvordan skulle hun komme der over? Der var kun én mulighed. Hun måtte tage toget derover. Alene. Hun var kun 7. Det var i den gamle verden, hvor man ikke havde mobiltelefoner. Mobiltelefoner dengang var nogle store tasker med et telefonrør på. Det var kun læger og politibetjente, der kendte den slags. Men vi talte så med hende om, hvad hun skulle gøre, og vi prøvede at forberede hende på, hvordan det ville være at sidde i toget den lange vej til København. Vi kunne jo ikke fjernstyre hende. Men vi kunne give hende vores ord – andet var det jo i grunden ikke. Og vi kunne have sagt næsten som Jesus: Hvis du bliver i vores ord, så skal det nok gå godt. Hun fik også en liste med telefonnumre med og vi talte også med en venlig konduktør, der lovede at se lidt efter hende. Men da toget kørte fra stationen, var vi ikke fri for at være lidt urolige. Heldigvis er børn ikke sådan at vippe af pinden. Vi fik senere at vide, at hun målrettet fandt en enlig ældre dame, som tog hende under sine vinger. Hun var ganske frimodig. For hun vidste jo, hvordan det var at køre i tog. Og hun vidste, hvad hun skulle gøre, hvis noget gik galt. Hun blev i vores ord, alt gik godt, og hun ankom til København og havde en skøn ferie der.

Nuvel det er det, det betyder, når Jesus siger: ”Hvis I bliver i mine ord”. På mange måder er den lille oplevelse et billede på os og Gud. Her i verden skal vi blive i hans ord. For i dem eller bundet til dem er vi frie af alt det forvirrende vrøvl og sludder og løgn, som verden er så fuld af. Det er et godt udtryk: Man kan blive i ord. Man kan blive i Jesu ord, som vores datter blev i vores ord. Uden sammenligning er det det samme: Det er det, vi skal: Blive i de ord, vi har hørt. Og give andre de samme ord med på vejen, for at også de kan blive i dem. For hvis vi bliver i dem, så er vi ikke sådan at vippe af pinden. De giver en sund og stærk grund at stå på, så man ikke hopper på den værste, og ikke ser alting som lige godt.

Luther sagde engang, at verden er som en dejlig landevejskro eller et smukt herberg, hvor værten imidlertid en upålidelig løgnhals. Over døren til den ellers hyggelige kro hænger der et skilt, hvor der står: Til mord og løgn. Det er Jesus selv, der har hængt skiltet op dèr, siger Luther, og vores opgave er nu at huske, at vi kun er gæster her i kroen. Vi er heldigvis ikke den luskede værts karle og piger. Her i kroen skal vi blive i Jesu ord og ikke tro alt, hvad vi hører herinde. Når Luther sagde sådan, var det selvfølgelig ikke fordi han mente, at verden er et forfærdeligt sted. Verden er da skabt god. Hvem kan tvivle om det sådan en søndag i maj, hvor det grønnes? Men verden er også fuld af al mulig løgn og uret og mord. Og derfor skal vi altid have vores kompas hos os, nemlig Jesu ord.

Det er slet ikke så svært: Langt de fleste danskere kender trods alt Fadervor. At blive i det vil jo sige at have et finger­peg om, hvad der er op og ned, hvad der er ret og rigtigt, hvad der er godt og skidt. Kort sagt: Hvad vi skal og hvad der er meningen. Tag bare den mindst forståede bøn i Fadervor: Helliget vorde dit navn. Det betyder: Må dit navn, Jesus Kristus, altid være helligt for os. Det vigtigste, det første. Du giv dit liv for os. Du tog al vor skyld på dig. Godt, så er det også hvad vi skal: give os selv væk, være tro, afsky uretten, ikke lade os friste af alt det, der skinner så flot i solen. Elske Gud og Næsten. Give Gud vor tro og Næsten vores gerninger.

Vores lille pige fik ikke en forsikring med på rejsen til København. Vi kunne jo som sagt ikke fjernstyre hende eller som det hedder i moderne politik: detailstyre. Hun havde ikke fået en regelsamling med ud i den store verden, men kun vore ord og råd – og så vores tillid til, at det kunne hun godt. Sådan sender Jesus os billedelig talt fra kirke hver søndag: Bliv i mine ord, de er ikke en Koran eller Karnovs lovsamling. Men bind jeres samvittighed til dem, så kan I bedre holde ham løgneværten ud i strakt arm. Det er noget helt grundlæggende i vores kristentro: Guds tillid til syndere er så stor, at han stadig vil lade dem handle i frihed. Modsat Allah, for hvem alle mennesker i sidste ende kun er marionetdukker, snoredukker eller slaver.

Vi har lige fejret 75-året for befrielsen, den 5. maj. Lyt engang lige til en af dem, der ikke fik lov at opleve det, eftersom han blev henrettet knapt et år før i sommeren 1944. Emil Balslev hed han. Han var landinspektør og far til tre små børn. Han var blevet anholdt i september 1944, fordi han var medlem af en nedkastningsgruppe i Aars, hvor han boede. Ved midnatstid den 22. juni 1944 skriver han sådan i sit afskedsbrev til sin kone: ”Elskede ven. Tro på Gud og hans Retfærdighed. Den første Tid vil blive svær for dig, men som en ringe Trøst kan jeg sige dig af et kærligt Hjerte, at jeg ikke frygter Døden. Jeg tror, at vi engang skal mødes hos Gud og skal være sammen i Evigheden. I de sidste 8 Dage har jeg haft den Lykke at være sammen med et kristent Menneske, og han har hjulpet mig igennem de svære Dage. Led selv videre og modtag Fremtiden af Guds Haand. Giv dig selv til Gud og lær vore Børn at finde Ham og leve med Ham. Hvorledes din Fremtid skal ordnes i det praktiske, kan jeg ikke raade dig med, men jeg ved, at Far og Mor vil give dig al mulig Støtte..” Balslev kan heller ikke fjernstyre sine kære. Han kan intet gøre, men fra sin celle vil han give dem sine ord for at de kan blive i dem. Og ordene går ud på, at de skal – ja, blive i Jesu ord, kort sagt. Det er en fars råd til sin kone og børn. Bliv der, for så har I grund under fødderne, et kompas at styre efter, så I ikke gør mennesker til Gud eller gør løgn til sandhed.

Det er en anden, og meget alvorligere og modnere tid, som lyser frem af Balslevs ord. Nu om dage tror vi, at frihed er at være uden bånd overhovedet, ligesom Pinocchio, den lille snoredukke, der synger: Der er ingen bånd, der binder mig! Frihed er i dag at være autonom, at være sin egen lovgiver og regelsætter, frihed er at bestemme sit eget køn, sin egen identitet, sin egen fremtid osv. Godt og rigtigt lyder det, men løgn er det, for ligesom Pinocchio i virkeligheden jo var bundet på hænder og fødder og kun troede, han var fri, sådan med os. Netop når vi gør os fri af alting, opdager vi, hvor bundet vi er til os selv.

Men friheden er, siger Jesus, at være bundet til hans ord, til sandheden. Jeg siger det til alle brudefolk: Det passer overhovedet ikke, når jeres venner driller jer og siger, at nu er friheden forbi. Tværtimod, nu først begynder friheden. Ved at binde sig til én, er man fri for at skulle spille op og gøre sig til. Der er sagt ja til en, som man er. Hvis ægtefolk bare turde blive og hvile i hinandens ja, så var meget vundet.

Jeg synes, Luthers billede af landevejskroen er så fint. Hvis vi husker, at vi kun er gæster her, så kan vi vogte os vel for den glatte og falske vært, der til forveksling ligner en tv-journalist eller en toppolitiker, og er akkurat ligeså upålidelig. Han taler og taler og love og lover, men i morgen har han glemt, hvad han lovede i går, og på mandag vil han løbe fra alt, hvad han sagde i onsdags. Men skiltet har vor Herre hængt op ude over døren: Til mord og løgn!  Nå ja, men så ved vi, hvad vi har med at gøre. Hvis man bare holder sig til sit Fadervor, så er man godt hjulpet. For med den gamle bøn får man pludselig en fintfølende geigertæller, der kan mærke, når f.eks. ministre ikke længere husker, at en minister er en tjener, men tror, de er Napoleon. Eller når politikere og embedsmænd og journalister tror, de skal bestemme, hvad andre skal tænke og mene.

Det er mærkeligt: I Folkeskolens kristendomsundervisning, siger politikere og lærere, dèr skal børnene lære at forholde sig kritisk til religion. Og det kan der da være al mulig god grund til, men da religion i mange politikeres og læreres hoved stadig først og fremmest er kristendom, så betyder det, at børnene skal lære at kritisere kristendom. Men netop det fag kunne åbne børnenes øjne for den omvendte kritik, som altid følger, hvor Jesus Kristus er: kritikken af magthaverne, afsløringen af løgnen, af tidsånden, og så den åbenlyse og ligefremme forkyndelse af alt godt og sandt. Det er det, det har drejet sig om. Jesus har selv sagt det væsentlige: Bliv i hans ord. Nu ved I, hvad det betyder.

Amen

Prædiken til St. Bededag II, 2020
Matt 7, 7-14
Salmer: 496Vi begynder med en gåde. Hvad er ligheden mellem Store Bededag og en god sommerrevy? Hvad er ligheden mellem den strenge bededag og en revy med fald-på-halen og skæg og ballade? Ja, undskyld, den er måske ikke helt nem, men der er en lighed – ud over at begge dele er aflyst i år. Store Bededag og en god og vittig revy ligner hinanden på den måde, at vi både i kirken og i revyteltet – går i os selv og opdager, hvor åndsvagt vi opfører os. Nogen vil måske mene, det er noget sjovere at være til revy end at gå i kirke St. Bededag. Og det kan der jo nok være noget om, men det laver ikke om på, at vi begge steder ser på os selv og vores egen tåbelighed. Ja, det ene sted synger vi salmer, det andet sted griner vi og siger prut.

Men hvis revyen er ordentlig og ikke bare tandløst hyggenyk – ligesom Cirkusrevyen, så griner vi jo af os selv. Og det er ikke så tosset. Det er jo netop også meningen med bods-og bededagen: At vi får øjnene op for, hvor tossede vi selv og alle andre er. Netop i år kunne der skrives de herligste revytekster. Vi trænger helt vildt til at kunne le ad os selv og vore politikere og journalister. Al den bedemandsagtige alvor og ansvarlighed og frygt og alle de uhyggelige skræmmehistorier i medierne om død og lidelse og kister. Alle de fraser om at passe på hinanden og om at være sammen på afstand – alt det, vi har sagt til hinanden med robotagtige stemmer og døde blikke, ligesom en automatisk telefonsvarer. Vi trænger til en befriende latter. Jeg mener det faktisk helt alvorligt. I to måneder har man næsten ikke engang kunne hviske en vittighed. Straks blev man anklaget for ikke at tage situationen tilstrækkelig alvorlig. Når Corona-krisen forhåbentlig snart er ovre, så må lægerne efter min mening udskrive recepter på kirkegang og revy. ”Ja, Pedersen”, skal lægen sige: ”den er gal, kan jeg godt se. De trænger til at grine af det hele. De trænger til at få tilværelsen på ret køl. Jeg ordinerer kirkegang og revy. Begge dele. Mindst fem gange hver!” Det er en misforståelse, når man gør evangeliet og latteren til to modsætninger. Jeg har altid ment, at man gerne må le i kirken – for latteren er en genvej til selverkendelse, til sund virkelighedssans. Og det er præcis, hvad bod også handler om. Tag bare den historie, som Jesus engang fortalte om den fortabte søn. Han har helt sikkert fortalt den med et glimt i øjet, og tilhørerene har grinet, når han fortalte, hvordan den stolte jødiske bondesøn til sidst ender i svinestien, hvor han sidder i mudderet og æder linser sammen med grisebasserne. Men det er jo præcis dèr han gik i sig selv og indså, at han havde været en skovl.

Kriser, epidemier, krige og ulykker er ikke noget, nogen mennesker ønsker sig, men når de kommer, har de næsten altid den bivirkning, at de afslører vores tåbeligste tåbeligheder. Alle vores mærkværdigste forestillinger bliver pludselig hevet ud under en ubarmhjertig neonlampe – og afsløret som det rene galimatias. Og i den forstand er kriser altid godt for noget. Corona-krisen er ingen undtagelse. Er der f.eks. nogen, der til dato har fundet ud af, hvorfor man ikke må gå i kirke til gudstjeneste, men gerne i Jem & Fix? Hvorfor er det lige, at kirkerne ikke alene skal være lukket for gudstjeneste, men også aflåst søndag formiddag – når man selv­samme søndag formiddag kan stå i tætte rækker mellem el-pærer, fliseklæb og mineralsk terpentin. Hvorfor er det forbudt at gå i kirke eller i biografen – men tilladt at gå til frisøren eller tandlægen – for slet ikke at tale om at gå i pornobu­tikker? Det må sige et og andet om, hvad det officielle Danmark mener, er vigtigt. Det må sige noget om, hvordan der ser ud i vore politikeres og myndighedsper­soners hoveder. Hvad er et menneske sat på jorden for? Svar: For at spise og ordne have, købe brædder og levere haveaffald på genbrugspladsen og formere sig! Det har Corona afsløret: Vi anser os selv for dyr, der har visse behov, som skal opfyldes – lidt ligesom maskiner, der skal smøres engang imellem.

En af de ting, jeg særlig har lagt mærke til, er at under epidemien er antallet af eksperter vokset helt eksplosivt. Lige pludselig vrimler det med mennesker, der føler et kald til at undervise andre og belære dem om regler. Sikkert fordi der har været så mange regler, opfordringer og anbefalinger, og fordi ingen rigtig kunne finde ud af, hvilke der faktisk gælder – netop derfor er der ligesom sprunget Kloge-Åger og Moral-Merether op af jorden som asparges. Hvis man i et øjebliks tankeløshed har glemt afstands-stregerne på gulvet i supermarkedet, så har der næsten altid været en eller anden selvbestaltet Moral-Merethe, som i et ofte meget uvenligt tonefald har forklaret en, hvad man havde at gøre. Eller hvis man kom til at lægge sine varer for tidligt op på båndet i Rema – så stod der en eller anden Regel-Rene foran en, som kunne belære en med en rigtig bidende ubehagelig bemærkning. Eller hvis man kom ind i en forretning og måske glemte at spritte hænder - sikken en opstandelse. Man følte det, som om hele butikken stod stille. Tiden gik i stå, kasseapparatet gik i stå, al snak forstummede, ekspedienterne stoppede løftevognene, folk lod skruemix og stolpebeton være for at se hen på den formastelig synder, der gik ind, uden af afspritte hænderne. Man fik blikket – eller blikkene, så man kunne mærke det.

Det er virkelig interessant. På Jesu tid holdt farisæerne et vågent øje med andre folk for at se efter, om de nu overholdt alle reglerne og lovene. Selv rensede de sig før måltidet, skyllede hænder og fødder før de gik ind til selskab. For man skulle være ren, religiøst ren – ellers var man en uren synder. Sådan et system har vi fået herhjemme: Farisæere, der nidkært vogter over andre – om de nu overholder renhedsforskrifterne. Jeg hørte også en historie om en kvinde, som gik hen ad fortovet. Imod hende kom to kvinder med et reb imellem sig. De to kvinder gik med de reglementerede to meters afstand, og rebet var cirka samme længde. Da de fyldte hele fortovet, ville den enlige kvinde smutte ind imellem de to. Men da damerne med rebet opdagede, at det var det, hun pønsede på, strammede de rebet ud, så de spærrede hele fortovet og den anden kvinde måtte springe ud på vejen for at komme forbi.

Sådan er eksperterne og moralvogterne pludselig myldret frem på jord. Og også det siger nok et og andet om vores egen tåbelighed. For er det ikke blot en forstærkning af det, vi alle sammen tænker, når vi sidder på Herningvejen og kører efter en idiot med blød hat: Det er de andre, den er gal med. Hvor er andre mennesker dog dumme og uansvarlige og selviske. Dynamit-Harry fra Olsen Banden sagde det meget præcis: ”Alle mennesker tænker kun på sig selv. Det er kun mig, der tænker på mig”. Jovist skal vi have lov at sige noget til hinanden. Men hvorfor sker det altid i sådan et rethaverisk og mopset tonefald, som om man ikke bare havde været tankeløs, men gjort sig skyldig i at bringe hele universet i uorden.  

Alt det og meget, meget mere er det tid til at tænke over i dag. Og enten græde eller le over det – eller begge dele. Det kan komme ud på et. For det er det samme. Vi kommer så nemlig til at tænke over det, som vi jo godt ved, når vi hører det. Ja, vi er sågar parat til at skrive det op over sengen og til enhver tid bekræfte, at sådan er det. Jesus siger de berømte ord: ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Gør det, så skal I leve, sagde han en anden gang. Ja, siger vi – og gør det modsatte!

Nu vil jeg sige noget mærkeligt. Det er sådan en trang, jeg har fået i denne tid – til at sige noget skævt og underligt. Gud velsigne de gamle, som opfandt ordet arvesynd! Det er jo en gammel tanke, som teologerne udtænkte for mange århundreder siden. I dag har teologer og præster travlt med at få det gemt væk under stolen, fordi de ikke synes, det er stuerent. Og den nye bibeloversættelse er fuldstændig støvsuget for ordet synd, for man mener ikke, at moderne mennesker ved noget om det. Det er selvfølgelig muligt, men jeg tror altså ikke at moderne mennesker er så dumme, at de ikke kan finde ud af at slå det op. Som den udmærkede Philip Faber siger til morgensang, hvis han har sunget en sang med svære ord: ”Så har man noget at spørge sin lærer om eller snakke med sine bedsteforældre om – hvis man da ikke går hen og slår det op.” Sværere er det ikke. Men arvesynden – det er et godt og sandt og vigtigt begreb. Jeg vil ikke støtte et parti eller en bevægelse, der ikke tror på arvesynden. Jeg er heller ikke helt sikker på, jeg vil købe en bil af en person, der ikke tror på arvesynden. For arvesynden betyder bare: Vi er alle skyldige. Vi er alle syndere. Vi har alle på den ene eller den anden måde ramt ved siden af skiven. Forfatteren Martin A Hansen fortæller i sin – i øvrigt ikke særlig gode bog om smeden Jonatans rejse, netop om en af smedens venner, som nægter at støtte en magtfuld redaktør og hans meget vigtige bestræbelse på at redde verden. Smedens ven spørger redaktøren, om han tror på arvesynden, og da redaktøren forarget svarer, at nej, selvfølgelig gør han ikke det, så siger smedens ven: Nå, men så er alt klart for mig. Så skal vi heller ikke støtte det foretagende. For hvor der ikke er en forståelse af, at vi alle grundlæggende er syndere, dvs. alle gør noget andet, end det, der var meningen med os – der bliver ender vi som nu med, at alle mulige farisæiske eksperter med Kloge-Åge og Moral-Merethe i spidsen tager styringen og peger fingre og vil belære.

Nej, Store Bededag og – vil jeg mene – faktisk også en god revy skal bringe os tilbage til virkeligheden og forstå, at vi har hårdt brug for Guds nåde og overbærenhed og tilgivelse. Brug for en talsmand, brug for at bede og søge og banke på. For det er jo det store og glædelige: Som vi ikke vil give vores egne børn sten i stedet for brød, sådan vil Gud heller ikke lukke ørerne for den, der er ærlig om sig selv og beder en synders bøn: Gud, vær mig synder nådig.
Amen

Prædiken til 2. påskedag
Joh 20, 1-18 Salmer: 241

Påskedag fejrer vi opstandelsen: At Jesus virkelig, som de sagde, er opstået fra de døde. 2. Påskedag er tiden kommet til at spørge, hvad i al verden det så betyder? Hvorfor er det så vigtigt, om Jesus opstod eller ej? Fortæl mig det, præst. Hvorfor er påsken kirkens største højtid? Det skal jeg fortælle jer. Lige om et øjeblik vil jeg udtale det, som kaldes absolutionsformlen, altså de ord, som præsten siger ved skriftemålet under håndspålæggelse, når et menneske i dyb uro, dyb fortvivlelse, rådvildhed eller anger er kommet for at blive løst, sat fri, sendt tilbage til livet med et livgivende befriende stærkt og myndigt ord. Måske er det forkert af mig at bruge dem sådan ud i æteren. Men jeg vover det og trøster mig med, at Gud er ikke nærig med sit ord og sin nåde.

Det kommer nu. Lyt nu til det som om var I en skoleelev, der venter uden for eksamenslokalet på at få sin karakter. Lyt som var I den syge, der venter i det lille samtaleværelse på lægens diagnose. Eller lyt som den anklagede på anklagebænken lytter til dommerens dom. Og når jeg er færdig – sig så: Amen! Det betyder: Sådan er det. Nu er det sket sådan!

Her kommer det: ”Så sandt du af hjertet angrer dine synder, så kan jeg nu på Jesu Kristi befaling tilsige dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Guds fred være med dig!”

Nu er det sagt. Og så føjer jeg til: Hvis Jesus virkelig opstod fra de døde, så er det netop sket, som du hørte. Så har du lige modtaget dine synders fuldstændige forladelse, Guds fulde tilgivelse. Med Guds fulde myndighed. Så har du fred med Gud, og så kan jeg slutte her og sige: Gå bort med fred!

Men er Jesus ikke opstået fra de døde – så er situationen en helt anden. Så er det bare tomme ord. Det er det, påske betyder. Det er det, opstandelsen betyder. Er syndernes forladelse virkelighed for mig nu, Guds fred med mig nu – eller er det bare velmenende godtroende præstevrøvl? Tit og ofte bliver påske til en overfladisk bovlam snak om, at ”livet er stærkere end døden” og at vi måske skal opstå engang. I Det Nye Testamente tales der i grunden kun ganske lidt om vores fysiske død. Her siger opstandelsen først og fremmest noget om Jesus. Det er ham, der er opstået – ham, der tilgav, ham der holdt oprørere og syndere fast som Guds børn.

Det er derfor Johannes fortæller den mærkelige historie om Peter og Johannes, den anden discipel, og deres kapløb ud til graven. Maria Magdalene er den første ude ved graven. Det er hende, der først finder graven tom. Da hun bestyrtet og forvirret løber hen til Peter og Johannes og fortæller, hvad hun har set, tager pokker ved de to. De spæner alt, hvad de kan, ud til graven for at sikre sig, at det er som, Maria har fortalt. Hvorfor? Fordi de vil sikre Marias oplysninger. Efter datidens tankegang vejede en kvindes ord ikke lige så tungt som en mands. Særligt ikke i retten. Der skulle to eller tre kvinders vidnesudsagn til at opveje en mands. Peter og Johannes tænker med det samme: Hvis vi kan bevidne, hvad Maria siger, så er det juridisk gyldigt, og så holder det i retten. Peter og Johannes gør som politiet gør i dag: De sikrer gerningsstedet. Hvis det var sket i dag, havde de taget en hel hærskare af eksperter med. De ville have indhegnet graven med rød-og-hvidstribede bånd og de ville have gennemfotograferet alt. Den mulighed havde Peter og Johannes af gode grunde ikke. Men de gør, hvad de kan: De sikrer sig at være mandlige øjenvidner. De kan bekræfte i retten, om det skulle være, at de så graven tom. De så linnedklæderne, strimlerne, som liget var viklet ind i, og de så klædet, som de havde lagt over den dødes ansigt. De så det ligge der – ikke hulter til bulter, som var det smidt der af gravrøvere. Ansigtsklædet var ligefrem rullet pænt sammen.

Jeg tænker nok, at Gud i grunden er ligeglad med, hvad mennesker kan tro i retten. Hvis han vil lade en kvinde være det første vidne, så gør han det. Det er jo også alene Maria Magdalene, han viser sig for uden for graven. Ikke Peter og Johannes. Men her kan man se, hvordan Johannes, evangelisten, tænker: Det skal stå fast, at Jesus virkelig opstod – for ellers falder alting. Paulus skriver sådan her til sin menighed i Korinth: ”Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro også tom.. Er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder”. Men så slutter han af: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde!”

Hvis Jesus ikke er opstået fra de døde, så var han bare en jødisk reformprædikant, der levede engang for 2000 år siden og som tilgav mennesker engang. Engang for længe siden gik han rundt og prædikede til trøst og glæde for mennesker som han mødte. Men det angår så kun os indirekte – måske på samme måde, at vi ved, at vi engang havde en stor konge, der hed Harald Blåtand, som byggede fæstningsanlæg og borge i hele landet, og som formentlig blev myrdet af sin egen søn Svend, da en af Svends mænd ramte Harald bagi, da han sad på das. Hvis Jesus ikke opstod, så hører han kun til mellem historiebøgernes store mænd og kvinder, som levede engang, og som har haft en vis indflydelse på den vej, verden har taget siden da. Så er ordene, som jeg læste for jer før – kun gamle ord, på linje med Jens Otto Krags ord, da han udråbte Margrethe til dronning efter hendes far. Eller på linje med Mette Frederiksens ord til Corona­presse­møde. Engang vil det også være gamle ord, som man i fremtiden vil lytte til og siger: Nå ja, sådan var det - dengang

Men er Jesus opstået fra de døde, er Guds almagt og myndighed bag ordene. Hvem er Gud? Er det ikke ham, der ufatteligt er til stede samtidig med jordens skabelse for 13 milliarder år siden, samtidig med Harald Blåtand, da han sad i skoven med bukserne nede, samtidig med Jens Otto Krag på Christiansborgs balkon og samtidig med os lige nu. Er han virkelig opstået fra de døde, så er syndernes forladelse lige sket for jer for et øjeblik siden, da jeg udtalte ordene. Det er det, der er forskellen. Det er derfor påsken er kirkens store højtid. Det er opstandelsen, det hele hænger på. Har vi fået vores syndes forladelse og Guds fred nu, midt i verden, midt i hverdagen – eller har vi ikke!

Så kan man måske finde på at sige: Jamen syndernes forladelse, Guds tilgivelse og fred – hvad har jeg gjort? Nå ja, jeg har måske ind imellem ikke været helt som jeg skulle. Måske lidt skatteunddragelse, måske en fartbøde, måske lidt smårapseri, lidt almindelig uhæderlighed, lidt hverdagshykleri, lidt fortravlet hensynsløshed. Det er naturligvis noget skidt, men så galt er det vel heller ikke. Sådan kan man nok tænke. Men leder vi i Det Ny Testamente, er det meget værre fat, end vi nogensinde kan fatte. Nemlig at selve vores livs grundholdning allerdybest nede er båret af angst og frygt.

Jeg synes klart, at disse første måneder i 2020 har afsløret det. Hvad har vi talt om, hvad har været horisonten hele tiden? Det er døden og undergangen og frygten. For bare nogle måneder siden var det klimaet og jordens undergang, vi frygtede. Undergangsuret viste allerede for 20 år siden, at klokken var 3 sekunder i 12. Skræk og gru og Greta Thunberg. Men på et øjeblik var det glemt, da en anden, mere påtrængende fare nærmede sig. Alt tyder på, at det drejer sig om en ekstremt smitsom influenza, men man skulle tro, det var den sorte død. Jeg har i en måneds tid ikke kunnet holde ud at læse avis og se tv-avis, for det kørte på skræk og gru og død. Hvis vi kunne spørge evangelisten Johannes, så tror jeg, han ville sige sådan her til os:

Nu skal jeg fortælle jer, hvad synd er – det er, at I betragter livet som jeres, som et kup I har gjort, et herligt loppefund, som I har købt billigt. Nu er det jeres og kun jeres, tror I. Nu har I ret til at beholde det som jeres ejendom og gods. I klamrer jer til det som en gnier klamrer sig til sine pengesedler – som om det var jeres. Gud har ikke givet os livet til at beholde og kramme ind på maven. Gud gav os og giver os det dagligt - til at give væk, ofre på andre, bruge til andres glæde. Men I puger med det, og når et eller andet truer jer, så viser det sig, hvad jeres grundstemning hele tiden har været og stadig er, neden under alt det, i ellers siger og gør. Det er frygt. Det er angst for at miste jeres rov. Alt hvad I siger og gør, er bestemt af angst for at miste livet.

Og jeg tror, Johannes ville være helt dagsaktuel og føje til: Netop i disse dage ser vi det i al sin ynkelighed: I er parat til at sluge alt mulig, al mulig overvågning, al mulig kontrol, al mulig ufrihed, al mulig magt til staten – bare for at I kan redde livet. Og kirkebygningerne er lukkede, fordi også præsterne er syndere og helt opslugt af frygt.

Det er synden: At vi har ramt helt ved siden af skiven. Og er Kristus ikke opstået fra de døde, så er der kun det. Så er der ingen tilgivelse, ingen anden vej end mere frygt og mere ynkelig angst og fejt kryberi. Så er døden vores herre, vores kultur er så en dødskult, hvor vi har gjort døden til det eneste sikre.

Men er Kristus opstået fra de døde, så har I lige hørt Guds frikendelse og Guds nåde. Hvis Jesus opstod fra de døde, så er alt hvad han gjorde og sagde, Guds handling for os. Han der gav sig selv væk, fordi han hver morgen modtog den nye dag som en gave fra Gud. Han har lige givet jer sin frikendelse – med de ord, jeg læste for jer – givet os sig selv igen, den ene rene, som ikke lod sig lede af frygt for døden.

Jesus sagde tit, når han havde helbredt en syg: Gå og synd fra nu af ikke mere! Det er til os: Se jer om. Hvad har I, som I ikke har fået givet. Alt er fuldstændig forandret denne morgen – alt hvad I skal gøre, er at vove at tro det. Turde give slip på livet, for at vinde det, give det til andre af glæde og overskud.

Glædelig Påske. Amen

Prædiken til Påskedag II, 2020
Matt 28, 1-8
Salmer: 224, 236, 234,

Kistens prøve. Kan det, vi siger, klare kistens prøve? Det lyder tungt og dystert, men det betyder bare: Kan det, vi siger, siges ved en kiste, en grav – og stadig stå til troende? Såvidt jeg husker, var en professor ved Københavns Universitet, der brugte det udtryk som en slags trykprøve for sine studerendes firkantede og fritflyvende påstande. Han sagde: Hvis du kan sige det, du siger nu, ved en kiste, en vens båre eller ved en åben grav, så holder det nok. Men er du bare en lille smule i tvivl, føler du dybt nede, at sådan kan du nok alligevel ikke sige netop dèr, så bør du nok lade det falde. Professorens tale om ”kistens prøve” bygger på det, vi alle sammen godt ved: Ved kisten og ved graven kan man ikke lade munden løbe med dagligdags snak. Lige dèr kan man ikke tale som man taler i tv-avisen eller til selskab over femten øl ud på de små timer. Ved kisten holder kun den strengeste ærlighed og den strengeste sandhed.

I tæt på 2000 år har påskebudskabet stået kistens prøve. Jeg har vel selv stået ved måske 600 kister, og hver gang har evangeliet stået prøven: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Jeg har aldrig oplevet, at nogen protesterede over de sidste ord: af jorden skal du igen opstå. De er blevet hørt som de var og taget som de var. Som en dybt ægte tale, der slår alle vores dagligdags, alt for menneskelige forestillinger til jorden og rejser et håb – mod håb. En kæmpe modsigelse af alt, hvad vi ved og kender. Men ikke desto mindre hørt og modtaget dybt i hjertet. Det forskønner ikke noget, pakker ikke noget ind, lader virkeligheden stå ganske nøgternt som den er. Jorden rammer kistelåget med en hul lyd, rebene knager, når man sænker kisten ned, blomsterne på kisten og grangrenene i graven rasler sagte og gruset knaser under fødderne. Det er virkeligheden – et menneske lægges i graven. Og så modsiges det hele alligevel. Man behøver ikke være doktor i teologi. Ingen særlige fine gudsbilleder kræves, ingen særlige religiøsitet forudsætninger er nødvendige. Det hele bygger på de ord, som kvinderne gav videre: Han er opstået. Han er ikke her. Kom og se stedet, hvor han lå. Tag det som det er og gå hjem.

Jeg kender godt de Kloge-Åger, som siger: Ja, men opstandelsen er jo bare religiøse menneskers behov for en sutteklud. En barnlig forestilling for pattebørn. Den slags snak kender jeg godt. Man hører det så tit i tv, i medierne, på tryk i aviser og romaner. Kun ikke ved en kiste. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har hørt nogen sige sådan netop ved kisten, ved graven. Ingen nogensinde! Måske fordi de selv føler dybt, at deres ord ikke rigtig kan bestå kistens prøve.

Jeg sad en dag for nogen tid siden i min bil og hørte radio. En kvinde med kælen stemme fortalte, at hun havde besøg af manipulatoren og hypnotisøren Jan Hellesøe. Han er især kendt fra tv, hvor han udfører eksperimenter og tricks, som manipulerer med og udnytter den måde, vore hjerner tænker på. Han skulle i programmet fortælle om, hvordan hans ikke-tro var blevet styrket gennem svære kriser. Velargumenteret og gennemreflekteret fortalte han nu sin historie om, hvordan han ikke havde fundet troen, men tværtimod ikke-troen. Det var helt sikkert ikke sådan det var tænkt, men da jeg havde hørt beretningen, blev jeg egentlig så trist på Hellesøes vegne. I mine øren lød den historie så underlig desperat og virkeligheds­fornægtende.

Hellesøe fortalte, at han var opvokset i Sønderjylland, og han var både døbt og konfirmeret. Han var dog allerede som konfirmand blevet oprørt over, at hans præst havde ment, at der var tilgivelse for de værste forbrydere, men ikke for homoseksuelle. Det kan man vel ikke fortænke ham i for så vidt. Men det havde langsomt bragt Hellesøe på andre veje. Hans far og mor var vel heller ikke just guldkristne, men det var ikke det afgørende i fortællingen. Det afgørende var, at Hellesøe fortalte, at han altid – selvom han var kommet længere og længere væk fra det, han kaldte ”troen” - alligevel beholdt den forestilling, at en dag ville hans tro komme på prøve. En dag ville der indtræffe en eller anden krise, måske et dødsfald i den nærmeste familie, måske sygdom eller noget andet. Og så bang! Så ville troen enten vise sig eller ikke vise sig. Gud ville melde sig på banen for Jan Hellesø – eller også ville han ikke. Det var så det sidste der skete. Hellesøe kom først ud for en alvorlig trafikulykke og siden mistede han sin far. To alvorlige oplevelser. Han var ganske tæt på at miste livet, og han havde åbenbart været tæt knyttet til sin far. Men nu var det så, at Hellesøe ifølge sin forestilling ventede, at Gud ville viser sig for ham, at troen ville komme klart og tydelig og sikker, uden nogen tvivl. Men Hellesøe oplevede ingenting. Han har siden lavet forsøg med mennesker, hvor han manipulerer dem til at opleve alle mulige religiøse fænomener. F.eks. fortalte han, at han manipulerede en kvinde til at se Gud og se sårmærker i sine hænder. En anden fik under Hellesøes manipulationer en såkaldt ”tunneloplevelse”, som den døende mennesker har fortalt om, hvor man ser lys for enden af en lang tunnel.

Intet af den slags oplevede Hellesø for sit eget vedkommende. Han fik, fortalte han, en helt anden oplevelse. Da hans far var død og begravet, oplevede han det som en lettelse, at faderen ikke sad oppe et sted, og at Hellesøe ligesom skulle anstrenge sig med at tro, at han var deroppe og også ligesom skulle forsøge at etablere kontakt med ham. Det var en lettelse, fortalte Hellesøe, at faderen var død og borte, men nu levede i erindringen. Hellesøe havde hørt en gammel jødisk rabbinsk læresætning om, at vi mennesker dør to gange. Første gang, når vi dør fysisk, og anden gang, når vi glemmes i erindringen. For Hellesøe var det en lettelse, at faderen nu levede videre i hans egne og børnenes erindringer om ham. Det sagde Hellesøe i al fald. Og så langt så godt. Jeg sad og ønskede manden tillykke med at han var sluppet af med sin underlige forkvaklede religiøse forestillinger, som ikke har ret meget at gøre, hverken med virkeligheden eller kristendommen. Det var da kun godt, at han var sluppet af med den dumme papfigur af en Gud, der åbenbart skulle til eksamen hos Hellesøe for at være Gud. Som en gammel landmand sagde til en ung kone, hvis ejendom var brændt ned: Tillykke! – i betydningen: Nu kan du for forsikringspengene få et helt nyt hus. Sådan noget lignende tænkte jeg om Hellesøe: Tillykke!

Men så fortsatte Hellesøe. Han kunne jo være stoppet dèr med faderen, der nu levede lykkeligt i familiens minder. Men det gjorde han ikke. Hans ikke-tro var tilsyneladende alligevel ikke rigtig nok for ham. Han fortalte, at han nu arbejdede med at lave en slags holografiske billeder af sin far. Det er, som jeg forstår, en slags computer-animerede billeder i 3D. Man lægger billeder, mål og andre oplysninger om afdøde ind i et computerprogram, som så genskaber afdøde, så man kan se ham bevæge sig og tale. Det er også noget, man er langt fremme med i Korea. Her kan man hyre et bureau, som genskaber f.eks. din afdøde datter, så man altid, altid har hende hos sig. Man er vist nok også i gang med at skabe computer-animationer af kendisser som Michal Jackson og Marilyn Monroe, så man kan se dem som om de lever. Hellesøe havde vist alligevel ikke helt så meget ro med sin ikke-tro. Han havde ikke rigtig fået sagt farvel til sin far, og nu skulle det klares med en slags computer-manipulation. Så ville han sidde der foran skærmen og sige farvel til dette billede af sin far. Ja, han behøvede vel ret beset ikke sige farvel, for han kunne jo tænde computeren, når han ville mane faderen frem igen.

Som sagt, så fik der i min bil sådan et trist, men også meget almindeligt billede af en mand, der bare savner sin far og ikke kan kom­me overens med døden. En mand, der kæmper for at finde mening og prøver på alle måder selv at skabe sig sin egen mening. Det blev fortalt som en tilkæmpet ikke-tro, men herregud, det var i grunden såre almindeligt og menneskeligt. Og det er selvfølgelig min udlægning, men jeg tror ikke, at Hellesøes tale ville kunne klare kistens prøve. Hvis han ærligt og redeligt sagde: Jeg savner min far og jeg kan ikke forstå, hvorfor han skulle dø så pludseligt – det havde kunnet siges ved en kiste. Men alt det med erindringen og computerbilleder­ne – det ville falde ynkeligt til jorden.

Påsken er ikke en opfordring til at gå ind i et eller andet religiøst parallelunivers. Kvinderne kommer til en tom klippegrav, hvor de nogle dage før lagde liget ind. Nu er det der ikke mere. Han er opstået, siger de til disciplene. Opstandelse fra de døde sker ikke. Ikke nogensinde. Det er umuligt. Men det skete alligevel.

Opstandelsen er ikke en virkelighedsflugt, men den giver os tværtimod mod til at se virkeligheden ganske som den er: At vi skal dø, at vi aldrig er parat til det, at vi tror, livet er vores og at det gør ondt at miste en, man holder af. At vi ikke kan komme overens med døden – hvis det, vi siger altså skal kunne klare kistens prøve.

En ældre mand var død. Hans datter spurgte mig, om hun skulle tage sin lille søn med til begravelsen. Det sagde jeg ja til. Selvfølgelig. Børn ser tingene som de er. Det var så problemet. For at skåne drengen var hun kommet til at fortælle, at bedstefaderen nu sad oppe på en stjerne. Det fortrød hun, for drengen stillede nu tusind spørgsmål, som hun under ingen omstændigheder kunne svare på uden at lyve og bilde drengen alt mulig sludder ind. Hun var dybt lettet over at kunne sige det som det var: At bedstefar var død og at han nu blev brændt, lagt i en lille krukke og sat ned i jorden - hvor han nu venter på, at Herren skal komme og kalde os alle op af graven. Det var et klart og nøgternt sprog, som forstås med hjertet.

Sådan er det: Opstandelsen giver os fri til at tale sandt om livet og virkeligheden, om savn og sorg og sandhed og løgn. Vi skal ikke selv stå op. Vi skal ikke selv med vores forstand holde det fast. Vi kan derimod høre det ved kisten, ved graven som et alt forandrende håb – uden for os - en styrke til at gå tilbage og tage livtag med livet her. Kistens prøve – den har påskeevangeliet klaret.

Glædelig Påske! Amen

Prædiken til Langfredag, 2020

Mattæusevangeliet
Salmer: 192, 202, 217, 187, 216

Et særligt træk vil jeg tage frem inden jeg læser. Med årene kan jeg slet ikke rigtig komme uden om det, for det taler på en særlig måde til mig. Det er scenen i Getsemane, hvor Jesus beder, og hvor disciplene sover. Hele tre gange beder han indtrængende disciplene om at våge, altså holde sig vågne for hans skyld. Men de falder øjeblikkelig i søvn. Hvad skal det sige? Der er på sin vis så sørgeligt – og så alligevel er der nedenunder noget meget glædeligt og trøsterigt. Hvorfor skal disciplene våge? Jeg tænker, det er ganske menneskeligt og jordnært. Jesus er bedrøvet og bange. Tusind bange anelser sniger sig ind på ham. Han vil ikke være alene. Han vil mærke sine venners nærvær. Det er for ham som når man er meget syg eller ulykkelig eller i dyb sorg: Man har sådan brug for, at der er nogen hos én. Blot bevidstheden om, at der er nogen, der våger, nogen, der tænker på en, nogen, som passer på. Der er ikke noget mystisk i det. Jesus vil bare så gerne have, at de holder sig vågne for hans skyld. Men det er det sørgelige. De snorksover, lige så snart han vender ryggen til dem. Og så er han ligesom dobbelt alene. I kender det måske: Hvis man en nat er vågen og ikke kan sove. Familien ligger rundt om i deres senge og sover, og på en mærkelig måde er man dobbelt ensom, netop fordi de er her – men er andetsteds. De sover. De ved ikke, at man står her midt om natten ved vinduet og ikke kan sove. Sådan har Jesus det. Netop det, at de er nær – men sover, gør det dobbelt tungt. Netop derfor føler han sig dobbelt alene. Helt alene, uden deres støtte må han kæmpe med sin frygt og alle mulige fristelser og indskydelser til at flygte, gemme sig, stikke af, løbe. Helt alene må han bede for dem, staklerne, der ikke aner, hvad de selv gør. Det er så smerteligt at tænke på, synes jeg.

Og så er det alligevel lige her, evangeliet ligger. Det glædelige budskab skal man finde netop her. Det minder os nemlig om det, der er hele kernen i kristendommen: Vi har ingen ære af det, der sker. Tværtimod. Jeg og I må realistisk set tage rollen som de sovende disciple. Mens vi sover og synder og tvivler, bliver han ved at bede for os. Han bliver ved med at modstå alle de fristelser og indskydelser, som vi igen og igen falder for. Mens vi sover, klarer han ærterne for os. Det er kort sagt Langfredags mærkelige trøst og glæde. Vi gav ham ikke andet end ensomhed, modsigelse, svigt, fornægtelse, pisk og søm. Alligevel beder han stædigt Gud om at gå i vores sted, være der for os, udfylde vores plads.

Jeg læser nu Lidelseshistorien som den står skrevet hos evangelisten Mattæus

 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.  Da sagde Jesus til dem: »I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.‹  Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«

 Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.«  Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.«  Peter sagde til ham: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre disciple.

 Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: »Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.«  Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst.  Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!«  Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«  Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: »Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«  Atter, for anden gang, gik han bort og bad: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.«  Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge.  Han forlod dem igen, og for tredje gang gik han væk og bad den samme bøn.  Da kom han tilbage til disciplene og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder.  Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

 Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste.  Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham!  Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et »Rabbi!« og kyssede ham.  Jesus sagde til ham: »Min ven, nu har du gjort dit.« Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham.  En af dem, der var sammen med Jesus, løftede hånden og trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.  Da sagde Jesus til ham: »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.  Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?  Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?«  I samme øjeblik sagde Jesus til skarerne: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg siddet og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig.  Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skal opfyldes.« Da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede.

 De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de ældste var samlet.  Men Peter fulgte efter ham på afstand helt til ypperstepræstens gård, og han gik derind og satte sig sammen med vagtfolkene for at se, hvad det ville ende med.

 Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget, selv om mange trådte frem og vidnede falsk. Til sidst trådte dog to frem og sagde: »Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage.«  Så stod ypperstepræsten frem og spurgte ham: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?«  Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: »Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?«  Jesus svarede ham: »Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.«  Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen.  Hvad mener I?« De svarede: »Han er skyldig til døden.«

 Da spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke og sagde: »Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?«

 Imens sad Peter udenfor i gården. Og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: »Du var også sammen med galilæeren Jesus.«  Men han nægtede det i alles påhør og sagde: »Jeg forstår ikke, hvad du mener.«  Da han gik ud i portrummet, var der en anden af tjenestepigerne, som så ham og sagde til dem, som var der: »Han dér var sammen med Jesus fra Nazaret.«  Atter nægtede han det og svor på det: »Jeg kender ikke det menneske!«  Lidt efter kom de, som stod der, hen til Peter og sagde: »Jo, sandelig er du også en af dem; dit sprog røber dig.«  Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske!« I det samme galede hanen.  Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt: »Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.« Og han gik udenfor og græd bitterligt.

Tidligt næste morgen traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden.  De lod ham binde og føre bort og udleverede ham til statholderen, Pilatus.

 Da Judas, som forrådte ham, så, at han var blevet dømt, angrede han og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: »Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.« Men de svarede: »Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.«  Så kastede han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig.  Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: »Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge.«  De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede.  Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager.  Da opfyldtes det, som er talt ved profeten Jeremias, som siger: »Og de tog de tredive sølvpenge, den pris, han blev vurderet til, han, der blev vurderet, af Israels børn, og de gav dem for Pottemagermarken, sådan som Herren havde befalet mig.«

 Jesus blev stillet for statholderen, og statholderen spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«  Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting.  Da sagde Pilatus til ham: »Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?«  Men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget.

 Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje.  Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas.  Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: »Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?«  Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret ham; og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: »Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham.«

 Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet.  Og da statholderen spurgte dem: »Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?« svarede de: »Barabbas!«  Pilatus spurgte dem: »Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?« De sagde alle: »Han skal korsfæstes!«  Han spurgte: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Han skal korsfæstes!«  Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.«  Hele folket svarede: »Lad hans blod komme over os og vore børn!«  Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

 Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham.  Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!«  Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet.  Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

 På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors.  Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted –  gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det.  Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem.  Så satte de sig dér og holdt vagt over ham.  Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.  Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde:  »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.  Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.«  Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

 Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.«  Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke.  Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.«  Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

 Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.  Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.«  Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham.  Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

 Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus.  Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.  Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.  Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.

 Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg.  Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første.«  Pilatus sagde til dem: »Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.«  De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen.

Prædiken til Skærtorsdag II, 2020
Joh 13, 1-15
Salmer: 456, 473

I dag skal vi opbygges. Det er et godt gammelt ord: at blive bygget op. Man kommer i kirke – ikke mindst for at blive bygget op. Alle andre steder bliver vi det modsatte: Dèr bliver vi alt for ofte revet ned, nedgjort, nedtrykt. Vi fylder f.eks. vore dage med alle mulige nedtrykkende nyheder om Corona og indskrænkninger i friheden og i øvrigt om krig og mord og drab og problemer, som vi ikke kan gøre noget ved. Alt det smider vi på møddingen i dag. For i dag skal vi bygges op – så vi rejser os fra underlaget, strækker benene, retter ryggen, løfter hovedet og ser lige frem.

Det er ikke mig, der bygger op. Men hvis jeg har belagt mine ord nogenlunde rigtigt i min prædiken, så skal Helligånden nok klare resten, så I bliver opbyggede.

Jeg vil gerne tale om evangeliets troværdighed – først og fremmest Jesu troværdighed. Det er her, vi skal sætte ind i dag for at komme op at stå. Hør nu: Er Jesus troværdig? Har I overvejet det? Er han værd at stole på? Det er et simpelt spørgsmål til overvejelse: Kan vi stole på, hvad Jesus siger? Der er jo mange, der f.eks. siger, at de tror på Gud, men de tror ikke, at Jesus er Vejen, Sandheden og Livet, som han ellers selv sagde. De tror ikke, at han er det, som vi i kirken har kaldt ham i 2000 år: Frelseren, Guds åbenbaring, Guds Søn. Når de siger sådan, så siger de – måske uden at tænke over det - at Jesus er upålidelig, ikke til at stole på eller ligefrem fuld af løgn. Jesus siger, at han er Vejen, Sandheden og Livet. Men vi ved altså åbenbart bedre, når vi siger: Nej, det tror vi ikke på. Men er der nogen grund til at mistro Jesus? Hvis vi kan tage ham i en eller anden usandhed, et eller andet hykleri, et eller andet dobbeltspil, så er der måske noget om snakken. Men kan vi ikke det – med hvilken grund mistror vi ham så? Og hvis vi så ikke kan finde nogen grund til at mistro ham, men må indrømme, at han i alle andre ting taler sandt, hvorfor mistror vi ham så, når han f.eks. siger, han er kommet for at frelse det fortabte? Hvis han taler sandt om sig selv og Gud – hvorfor gør vi så ikke som han siger?

Det er en opbyggelig snak. Så lad os begynde.

Almindeligvis mellem mennesker ser vi på, om deres ord og handlinger hænger sammen. Altså om det bliver ved ordene, eller om handlingerne modsiger ordene. Vi har mange pinlige eksempler på, at ord og handlinger ikke passer sammen. Vi har adskillige statsministre og politikere på rad, som lovpriser folkeskolen og opfordrer os til at bakke op om den – men som selv sender deres egne børn i privatskole. Vi har også politikere, der taler om, at vi alle sammen skal begrænse vores forbrug af billige flyrejser – men som selv flyver i tide og utide til møder og weekend-shoppeture i London. Eller hvad med dem, der opfordrer til, at vi betaler vores skat med glæde som en selvfølgelig pligt over for vores velfærdssamfund – men som selv unddrager sig for skattemyndighederne med skjulte konti på Cayman Island eller i Svejts. Den slags kalder man hykleri. Og det er sikkert: Det øger ikke troværdigheden, hvis man bliver taget i hykleri eller dobbeltmoral.

Jesus var faktisk selv meget opmærksom på netop hykleri. Det var det, han altid angreb farisæerne og de skriftkloge for. Han kaldte dem ”skuespillere” – det er hvad en hykler er på græsk. Eller han kaldte dem ”kalkede grave”, fine og hvide og nykalkede udenpå, men indeni fulde af rådne ben. Hvis Jesus nu selv kan tages i hykleri, så ville det jo svække hans troværdighed.

Men netop det får man mere end svært ved. Hvad ser vi her i dag, Skærtorsdag? Jesus sagde jo flere gange, at han var kommet – ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv for andre. Det viser han her på den klareste og tydeligste måde. De sidder ved borde i salen ovenpå, og pludselig er Jesus gået ud. Så kommer han ind igen med håndklæde og vaskefad og giver sig til at vaske disciplenes fødder. Han vasker også Peters fødder. Fodvask var almindeligvis noget, man selv gjorde inden man gik til selskab. Hvis I husker det, så fortæller Johannes, at der ved brylluppet i Kana stod seks stenkar til renselse. Det var til bl.a. at vaske hænder og fødder, før man gik ind til festen. Men var man en rigmand, så kunne man sætte sine hedenske slavers kvinde eller børn til det. Man kunne faktisk ikke byde voksne mandlige slaver et sådan arbejde. Det var en hån mod dem. Så ringe er det arbejde, Jesus påtager sig. Han vil med denne slave-tjans vise, hvordan han i det hele er kommet for at tjene. Og netop sådan er hans liv – ifølge evangelisterne: Han har ikke en times pause på døgnet, dag og nat er han på stikkerne. Hele tiden opsøger de ham. Ikke at han ikke kender fristelsen til at lade sig tjene eller til at tænke på sig selv først. Det hørte vi så sent som palmesøndag. Men han giver ikke efter for fristelsen. Det må man altså indrømme: Her er overensstemmelse mellem ord og handling. Som han sige, som han viser det for sine disciple – sådan gør han.

Vi kan også udvide det til hans åbningstale, den tale, som kaldes ”Bjergprædikenen”. Her siger han de utroligste ting: At enhver, som bliver vred på sin bror, reelt har begået drab. At enhver som har kigget ned ad kavalergangen på en kvinde, som han ikke er gift med, har begået ægteskabsbrud med hende. At man skal elske sin fjende og bede for dem, der plager og forfølger en. At man skal tilgive ubetinget og vende den anden kind til, når nogen slår en. At man skal give den anden også sin kjortel, når han beder om kappen. Så højt svinger han sig op, men selv om vi så slap alle journalisterne fra ”Kontant” eller ”Faktatjek” løs på ham, så ville de ikke finde andet, end den samme forunderlige overensstemmelse mellem ord og handling: Han er selv nøjagtig sådan. Når han fortæller historien om Den Barmhjertige Samaritaner, så er det et portræt af ham selv.

Nuvel. For så vidt er der ikke noget at komme efter. Som han taler, sådan gør han selv. Han kræver ikke noget af nogen, som han ikke gør selv. Han kaster ikke med sten fra et glashus. Han har fejet foran sin egen dør, før han fejer foran andres. Og derfor er det ikke urimeligt at spørge: Hvis Jesus er ærlig og sandfærdig og absolut pålidelig i moralsk forstand – er der så nogen særlig god grund til at mistro ham, når han taler om Gud og sig selv? Hvis han kalder Guds sin far – med hvilken ret påstår vi så, at det er forkert? Hvis han siger, at han går bort til opstandelsen for at gøre en bolig rede for os – med hvilken ret siger vi så, at det kan ikke passe? Hvis han siger, at Guds rige er kommet nær til os – ved at han er kommet til os – med hvilken ret siger vi så, at det er løgn?

Det er ikke raketvidenskab. Tænk på et menneske, som I stoler 100% på. Et ærligt og oprigtigt menneske. En, som I ved, altid står ved sine ord og gør, som han siger. Tror I vedkommende, eller gør I ikke? Hvis I ikke gør – med hvilken begrundelse gør I det så ikke? Tænk sådan om Jesus – så er I langt.

Jesus siger – og gør det selv: Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv. Han siger: Som jeg har gjort for jer, skal I gøre ved hinanden. Jeres tro skal ikke vise sig i særlige inderlige følelser eller indre rørelser. Den skal vise sig i trofasthed og handling for Næsten. At Gud er trofast og god og tilgiver og sørger for jer – det skal I vise ved selv at være trofaste, gode, ved at tilgive og ved at sørge for jeres Næste. Gud er for Jesus ikke en forestilling. Vi taler i dag så meget om, at man skal have et særligt kristent menneskesyn og et særlig kristent gudsbillede. Den slags snak kender han ikke noget til, men siger: Hvem din Gud er, viser du i handling. Som du gør – sådan er din Gud.

Noget af det mest overbevisende ved Jesus er, at han ganske afstår fra al magt og alle falske midler. Han vil ikke imponere nogen. Han vil ikke tvinge nogen. Han er som han er – og så må vi dømme selv. Han vil kendes på sine ord og på sine handlinger. Det er lige ud af landevejen.

Så er der dem, der siger: Jo jo, Jesus kan være god nok. Men vi kender ham jo kun gennem evangelisterne. Og de kan jo have digtet alt muligt om Jesus. Det er jo en helt almindelig påstand blandt kristendomskritikere: Jesus kom og var sådan en rar hippie. Så kom Paulus og gjorde ham til Guds Søn. Det argument kender jeg godt, men det svarer lidt til disse her moderne konspirationsteorier: F.eks. at amerikanerne aldrig landede på månen i 1969, og at det er en stor hemmelighed i NASA og Pentagon, at det hele bare var noget, man fandt på. Eller påstanden om, at det var amerikanerne selv, der den 11. september 2001 styrede to fly ind i World Trade Center i New York – for at have et påskud til at angribe Afghanistan. Sådan nogle teorier er vældig udspekulerede og sjove, men der er én stor vanskelighed ved dem: De kræver, at en usandsynlig masse mennesker skulle kunne have holdt på denne hemmelighed lige til i dag. Med alle de mennesker, som skulle involveres i planerne, er det aldeles usandsynligt. At sige, at evangelisterne opfandt Jesus, er sådan en konspirationsteori.

Der er jo også en anden mulighed: At Jesus faktisk – som i alt andet – også taler sandt, når han taler om Gud, om sig selv, om opstandelse, om synd og død og Djævel. Hvis det er sandt, så er der en anden forklaring på, hvorfor vi ikke tror ham: At vi ikke vil. At vi er bange for det. At vi ikke tør. At vi, når vi ikke følger ham og ikke vender den anden kind til, ikke tilgiver, ikke tror, han er kommet for at frelse de fortabte – sværter ham til som en løgner – skønt det måske er os selv, der er det.

Hvis det er der, skoen trykker, så er det naturligvis en hård en at sluge – men det er samtidig opbyggeligt og glædeligt: For tænk, så er det virkelig sandt, hvad han siger: Han er Vejen, Sandheden og Livet. Han elsker os virkeligt. Han er virkelig kommet til de fortabte og for at tjene dem, der gør det, de ikke vil.

Amen

Prædiken til Palmesøndag II, 2020

Mak 14, 3-9
Salmer: 176,

O lad din Ånd forbinde
vor sjæl med himmerig,
lad føle mand og kvinde,
Gud har forbarmet sig

Dagens historie handler om fristelse. Fristelse til at være ligeglad, fristelse til at lade som ingenting, fristelse til fejhed, fristelse til at gøre som alle de andre. Handlingen foregår i Simon Den Spedalskes hus i Betania. Simon er formentlig en velhavende farisæer, som Jesus har helbredt for spedalskhed. Nu vil Simon holde et selskab for sine ligeså rige og betydningsfulde venner, og Jesus er æresgæst. Og det er så under det selskab, at den navnløse kvinde kommer på uventet besøg.

Nuvel, for at gøre det lidt tydeligere, hvad der er på færde, så lad os lege, at det foregår i dag – lad os sige efter Coronakrisen. Simon bor ikke i Betania, men inde på en af de rigtig gode adresser på Østerbro eller Tuborg havn med udsigt over vandet. Simon er ikke farisæer – i hvert fald ikke i den gamle betydning. Simon er måske redaktør eller embedsmand eller måske anmelder ved et stort dagblad. Hans venner er måske skribenter, politikere, forfattere og mediefolk fra den kreative klasse. Aftenen er fremskreden. Simons mand har disket op med en lækker middag med dyr vin, og nu sidder man mageligt tilbagelænet i Børge Mogensen-sofaerne i den store stue med udsigt over byen og vandet. Kaffen er kommet på bordet. Ikke sådan noget termokandekandekaffe, som man drikker ude ved kakkelbordene, men rigtig barista-kaffe fra den dyre maskine, og dertil en cognac, eller hvad man nu har lyst til.

Og Jesus sidder med, mæt og veltilpas efter den lækre middag. Han foragter slet ikke et glas god cognac. Han siger ikke meget. Han sidder bare der og lader blikket glide over de stilfulde møbler, blandet med spændende loppefund fra Provence, og så naturligvis den dejlige udsigt til det blånende vand. Jesus holder fri lidt i aften. Han har sådan lyst til bare at sidde og nyde. Sidde lidt i læ og være fri for at skulle kæmpe og brydes alene mod alle de andre. I aften vil han bare køre under radaren, holde lav profil, glemme alt det svære, dagen i morgen og bare nyde.

Og rundt om ham glider talen let og ubesværet. Man er jævnt hen enige om alting. De har alle sammen købt el-biler for nylig, for det jo godt for klimaet. Så gør man da sit og er ikke som alle dem, der sviner luften til i deres gamle dieseltrækkere. Efter Coronaen er den globale opvarmning igen den største trussel for menneskeheden. Man må gøre sit. Men ja, den Corona. Hvor folk dog var dumme og stod der i kø i supermarkedet og åndede hinanden i nakken. Eller tænk, de rejste på tværs af landet for at holde fri med vennerne i sommerhus. Komplet uansvarligt. Herregud, man kan jo bare sende sin au-pair ned at købe ind, og hvorfor overhovedet forlade Østerbro? Flere i selskabet kan fortælle, at de måtte droppe shoppe-turen til London og modeudstillingen i Berlin. Det var da brandærgerligt, men de havde da rejseforsikring, så det var ikke noget problem. Man må ofre sig, ligesom man må droppe kødet. Simons mand er gået all in og er blevet veganer. Ja, herregud, man kan da godt savne en bøf, men det er nu prisen. Tænk hvis alle var som vi, så gik det meget lettere, er man enige om. Men verden er jo desværre så frygtelig fuld af onde mennesker. Putin er ond og Trump er dum. Og alle de mennesker, som stemmer på de yderligtgående populistiske partier. Det er ligefrem skræmmende, så uoplyste andre folk er. Alle dem, der vil lukke grænserne og bekæmpe arbejdskraftens frie bevægelighed. Man kan lukke grænsen for svinepest og Corona, men flygtninge og fremmede skal vi da selvfølgelig tage imod. Der er jo plads nok til dem i lejlighederne ude på vestegnen.

Sådan går snakken let og glat. Jesus kan mærke en irritation stige i sig over al den enighed, men han har svoret for sig selv, at han ikke vil sige imod i dag. Man må vælge sine kampe. Han vil ikke i aften. Om det så betyder, at han skal holde gode miner til slet spil. Han læner sig tilbage i Børge Mogensen-sofaen og tager en slurk cognac og lader øjnene vandre uden at lytte alt for meget med.    

Og så er det, hun pludselig kommer ind, kvinden. Ingen ved, hvordan hun er kommet ind, men pludselig står hun der i stuen, som om hun var faldet ned fra en fjern planet eller måske fra Hjerm eller Ølgod eller et sted langt væk i Jylland. Hun ligner noget, der er løgn. Stor og overvægtig, svedende og bleg, skruet ned i alt for stramme gamacher og en sort nederdel. Og hvad er det, hun har på fødderne? Er det ikke cowboystøvler? Og hvorfor har hun sort cowboyhat på hovedet? Alle stirrer. Der er helt stille i stuen. Der står Ølgod Linedance på ryggen af hendes sorte jakke. Hendes hår hænger sjasket løst. Måske var det smart i hendes ungdom, men det er det ikke mere. Af en eller anden grund er hun helt oprevet, tårer og snot løber ned af hendes fede kinder. Men mærkeligst af alt, helt grotesk ved siden af alting er det, hun bærer i favnen. Det er ikke alabasterkrukke med fornem parfume som hende fra Biblen. Det er en kæmpemæssig krans, sådan én, man lægger ved kisten til begravelse. Komplet med laurbærblade, røde roser og hvide satinbånd med: ”Et sidste farvel” og ”Tak for alt”. Kvinden står lidt og vakler, ser forvildet ud over forsamlingen. En forvirrende duft som af begravelse breder sig. Så fikserer kvinden pludselig Jesus, går direkte hen til ham og lægger den mægtige krans på Finn Juhl sofabordet foran ham. Så bøjer hun sig grædende ned og kysser hans hånd.

Først er der lammende stilhed, men så bliver ubehaget for stort. Jamen altså, herregud da, er der da ikke nogen, der vil hjælpe kvindemennesket ud. Hvad er det da for noget? Det er jo latterligt, og hvorfor gøre nar af Jesus på den måde og svine det pæne bord til. Og hvad forstiller hun sig overhovedet ved at komme brasende på den måde. Det er ok, hvis det er skik ovre i Jylland, men nu skal hun altså hjem til campingvognen og motorvejscafeteriet og pommes fritterne i Ølgod og det kan kun gå for langsomt!

Forargelsen er stor. Det er latterligt og grotesk. Og Jesus sidder der, og han ville jo egentlig holde fri denne aften, bare lade som ingenting. Han mærker fristelsen til at foragte denne kvinde. Han mærker, at han har lyst til at sige som de andre. Han er træt, og kvinden er grim og lugter, og det er upassende på enhver måde. Men netop da ser han hende og fyldes med en inderlig og dyb medlidenhed. Med et forstår han hende, og han forstår, at nu er det nu. Nu må han sige imod, stå op, gøre modstand, forsvare hende. Det går ikke at gemme sig mere. Og da siger han højt og skarpt: Hvorfor gør I det svært for hende? Forstår I ikke, at hun har gjort en god gerning imod mig? Hun har jo af sit hjertes godhed givet mig en flot krans forud for min begravelse. Jesus er den eneste, der fatter, hvad det forstyrrede menneske vil sige. Han ser det klart og logisk – og han takker hende: Husk hende altid for det, hun gjorde i aften For uden måske selv at forstå det, har hun set rigtigt. Hun vil jo sige: Jesus, vi slår dig ihjel – alle vi ulykkelige, kloge, grimme, hensynsløse, dumme, selvglade toldere og farisæere. Sådan nogen som dig, så god, så ægte kærlig – er der ikke plads til her hos os. Vi vil ikke det, du vil. Jo, vi vil det, men vi tør alligevel ikke. Vi bliver din død, Jesus.

Nå, det er nu en gendigtning af historien. Pointen er: Jesus fristes af det samme, som vi fristes af: Han fristes virkelig af fejhed, han fristes til at gøre gode miner til slet spil, fristes til at gøre som de andre og foragte det grimme, håbløse kvindemenneske. Fristelsen til fred og ro, fristelsen til at sidde og nikke og være enig og i flok – frem for at stå frem alene og tage opgøret om sandhed og ret. Det frister ham – næsten over evne. Men kun næsten. For det er jo det, han er kommet for – for at kæmpe imod og modstå for os.

I alle beretningerne om Jesus er det et grundtema. Igen og igen fristes han. Det begynder lige efter hans dåb i Jordan, hvor han møder Djævlen selv og modstår. Djævlen vil have ham til at tænke på sig selv frem for alle andre. Og det er samme fristelse, som hele tiden møder ham igen og igen i de senere fortællinger. Så er det hans modstandere, så er det hans disciple, så er det hans venner. Som han siger til Peter: Du vil kun, hvad mennesker vil, og ikke hvad Gud vil. Vi mennesker vil os selv. Vil ha’, mig først, råber vi som helt små, uden at nogen har lært os det. I denne Corona-tid er det ganske åbenlyst. Her gælder jungeloven: Skaf dig håndsprit, gær og toiletruller før din Næste!

Der var én, som modstod fristelsen. Der var én, der gik en anden vej. Det er evangeliets trøst og rygstød. Det er en trøst, at der var én, som tog det på sig – for os alle – at gå Guds vej. For at være for Gud, som vi skulle være. Målt med Guds målesnor er jeg en fej farisæer – det ved jeg. Men der er én, der er gået i mit sted.

Det er trøsten. Men så er det samtidig et rygstød for os: Nemlig, at vi skal stå imod, når fejheden sniger sig ind på os og vil have os til at sidde og nikke i kor ligesom de små tøjhunde, man før i tiden satte på hattehylden bag i bilerne, og som nikkede, når man kørte. Når vi er allermest bange for at hæve røsten – så skal vi gøre det. Når alle er enige og alle er venner og ingen taler om elefanten som dog er i stuen – så skal vi pege på den. Når alting bliver alt for korrekt og friseret og vandkæmmet og pænt og dengseagtigt, så skal vi sige noget upassende. Det, som vi frygter i sådan en situation er jo, at vi ødelægger den gode stemning, at de andre så ikke vil kunne lide os, at de andre vil vende os ryggen. Her er Jesus et fyrtårn for os. Han frygter alene Gud og dette at vige fra sandhed og ret, troskab og kærlighed. Palmesøndag går han op til Jerusalem, rydder tempelpladsen, møder jødernes store råd, møder Pilatus ansigt til ansigt – uden at vige en tomme. For os.

Amen