Kirkegården
Hindborg kirke og kirkegård ligger på en bakketop.
Vi går ind gennem den flotte smedejernslåge, hvor håndtaget er udformet som en stolt hane på stive, strunkne ben.
Hanen er Hindborg Herredes våben. Omme på parkeringspladsen mod vest står der yderligere en sten med Hindborg Herreds våben indhugget. Kirkegårdslågen er udført af smed Johannes stampe, Rødding, i 2000. Hanen er dels Hindborg herreds gamle våben, dels et opstandelsessymbol.

Forsætter man mod øst kan man høre rislende vand fra en vandkunst. Den har endvidere den egenskab, at der om vinteren, når det er koldt nok, inde i hulrummet, hvor vandet løber, dannes et helt nyt kunststykke af is.
Kigger man ligefrem, helt hen i det østlige hjørne, ses lapidariet. Her findes et bredt udsnit af sten, fra grave, som er blevet sløjfet gennem årene.

På den vestlige siden, overfor tårnet, står et meget gammelt, iøjefaldende, smukt sort jernkors placeret.
Det er dekoreret med engle af ”guld", og soklen står omkranset af årstidens blomster. 

Man kan ikke undgå at blive lidt grebet om hjertet, når man læser: " Her hviler en moder og hendes lille søn". Hvad døde de af? Og hvem var de? Hurtigt læser man videre!!

Klik på billederne og læs … Eller endnu bedre aflæg kirkegården et besøg og se det selv.

Få skridt videre, og vi er ved indgangen igen. 
Lige når man træder ind af lågen på kirkegården, undres man over, at der ikke er en masse gravsteder på det område, man ville betegne som forsiden af kirkegården, altså sydsiden.
Måske skyldes det, at Kirkegården ingen for- og bagside har. Den er nemlig ikke omgivet at tunge træer, som ofte danner utilsigtet skygge og fugt. 
Når man går rundt oppe på kirkegården er det frit udsyn til det meste af Hindborg og omegn. Kører man forbi i bil eller på cykel, kan man næsten altid få øje på graverne eller andre, som er på besøg på kirkegården. 
Det er en nem bette kirkegård at "rende over", hvor der hersker en luftig og lys stemning.

Hovedhjørnestenen fundet

I Hindborg menighedsråd har vi længe vidst, at Hindborg kirke engang har været betydeligt større og mere anseelig, end den er i dag. Kirken var jo hovedkirke i Hindborg herred, så den har næppe stået tilbage for kirkerne i nabolaget. Som de arkæologiske fund inden for de seneste år har vist, var Hindborg by også betydeligt større i middelalderen. 

Hvis man i dag går en tur op til kirken, vil den vågne iagttager bemærke, at stenene foran hoveddøren er rundede (udhvælvede eller konkave). Disse sten har oprindelig siddet i en såkaldt apsis, en halvrund afslutning på korets østmur. Hvis man vender sig mod øst, vil man desuden se tre gamle oprindelige vinduesbuer, hvoraf en ligeledes er konkav og altså har siddet i apsis. Denne sten er i øvrigt udsmykket.

I forbindelse med retableringen af området syd for kirken er der dukket endnu flere gamle kvadersten op af mulden. Særligt to sten kalder på opmærksomheden. For det første en hjørnesten, som altså har siddet i enten skibets eller korets hjørner. For den bibelkyndige er der straks en klokke, der ringer. I Salme 118 i Det Gamle Testamente står der: ”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten”. De ord blev af de første kristne opfattet som en profeti om Jesus, som blev vraget af sit eget folk, men som blev hovedhjørnesten i den nye kirke. Ordene citeres både i Mattæusevangeliet, i Efeserbrevet og 1. Petersbrev.

Den anden sten, som særligt fanger øjet, er en kvader, som buer indad (indadhvælvet eller konveks). Umiddelbart en meget usædvanlig form. Måske har den siddet bag en nu tabt søjle ved syddøren? Vi ved det ikke. Man kan ikke andet end beundre de gamle stenhuggeres mesterskab. At hugge så præcise kvadre ud af den hårde granit kræver stor faglig dygtighed. Sandsynligvis har det været omrejsende stenhuggere, der har udført arbejdet.

Stenene står i dag opstillet på rad og række langs parkeringspladsens østlige ende.   

Find en gravsten på Hindborg kirkegård: Slægtsforskning eller familie!
www.danskkgindex.dk/hindborg/

Tilbage til Hindborg kirke