Prædiken til 16. s. e. trin. II, 2018

Joh 11, 19-45

Salmer: 224, 446, 31, 538, 192

Så pris, min sjæl, den Herres navn,

som endte dødens dage,

som kom fra graven, os til gavn,

med lys og liv tilbage,

Som med sit ord, før vi det ved,

opvækker støv til herlighed

Død og opstandelse – det skal det handle om i dag. Og jeg skal prøve at tale som uindpakket og ligefremt om det, som jeg kan. Vi taler til daglig om døden i en masse omskrivninger og dunkle billeder. Og præster er slemme til at gøre det samme med opstandelsen.  

Lad mig være helt tydelig: Når jeg engang selv ligger for døden, så håber jeg, at nogen vil turde sidde ved mit leje og tale til mig om opstandelse. Jeg håber, mine kære vil have modet til at tage Biblen frem og læse historien om Lazarus’ opvækkelse for mig. Læse Jesu ord for mig: ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”. Det er mine yndlingsord fra Biblen. Dem vil jeg gerne høre, så jeg glemmer død og grav, og kun ser Jesus Kristus ventende på mig.

Dermed sagt, at jeg tror på opstandelsen. Men jeg gør det kun imod al fornuft og forstand. Mod håb med håb, som Paulus kunne sige det. Der er jo mennesker, som tror, de retter et frygteligt slag imod kristendommen, når de siger, at der ingen Gud er, og at mennesker ikke opstår fra de døde. Dèr sidder de og blinker, og synes, de nu har faktatjekket kristendommen, og der er altså ikke nogen opstandelse, for døde kan ikke opstå!

Men det er da den dummeste snak, jeg har hørt. Det svarer til at sige, at en cykel har to hjul og at biksemad er lavet af kogte kartofler. En bager bager brød og en pølse har to ender. Bravo! Det ved jeg da godt. Fortæl mig noget, jeg ikke ved! At sige, der ikke er nogen opstandelse – det er som at løbe åbne døre ind med en murvædder. Jeg har som sognepræst stået ved over 500 kister, et utal af åbne grave. Tror man da ikke, at jeg har øjne at se med? Med min fornuft og min forstand, dybt i mine knogler gruer jeg da for det, jeg ser, og alt i mig råber, at der vil jeg ikke ned, eller: Godt det ikke er mig! Når Jesus vil åbne Lazarus’ grav og Martha bestyrtet siger: Herre, han stinker allerede! så er det en snak, jeg forstår. For det ved jeg da: De døde bliver til ingenting. Til jord eller aske.

Men jeg har hørt Jesu ord: Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og det kan jeg virkelig ikke slippe.

For nu at gøre som jeg har lovet og tale ligeud om opstandelse, så vil jeg hente hjælp fra en digter, nemlig Grundtvig. En stor digter kendes vel i grunden på, at han tør tale enfoldigt og ligeud om det, som er så svært. Det gør Grundtvig i den salme, som vi skal synge efter prædikenen: At sige verden ret farvel. Som lektie til næste gang, skal I læse den salme igennem. Det er helt vildt godt. Salmen er stærkt på vej i glemmebogen, men det må ej ske! En af grundene er måske, at man aldrig har fundet en rigtig god melodi til den. Jeg har valgt den melodi, jeg synes, er nemmest at synge. Men er man så heller ikke hjulpet af det, så kan man da i det mindst læse med og læse indenad. Salmen handler om død og opstandelse, sådan som Grundtvig havde det helt inde på livet. Og dens budskab er klart: Ja, vi skal opstå, på tværs af den død, som vi alle sammen er så bange for og som vi altid prøver at flygte fra.

Nogen tror måske, at en så stor kristen teolog og præst og digter som Grundtvig ville have det nemt med døden. For ægte kristne har jo sådan en tro på, at de skal opstå. Men glem det! Grundtvig hadede og frygtede døden, ødelæggeren af alt som han elskede, istaphånden som kommer og gør et levende, åndende menneske til en ting, til dødt kød, til ingenting. Det var for ham forfærdeligt, grueligt. Han havde det bestemt ikke som de kendisser, vi af og til kan møde i damebladene hos vores frisør, der siger, de ikke frygter døden. Eller som siger, de har det godt med, at vi bliver til ingenting og atter engang skal indgå i naturens store kredsløb. Sådan noget pølsesnak kunne Grundtvig ikke sige. Dertil elskede han livet for meget og var for ærlig med sig selv. Men netop fordi han havde det sådan, kunne han også tale så ægte og ærligt om døden.

Grundtvig lader ikke som om. Han siger ærligt: At tage afsked med verden og dø – det er tungt at lære. Og det læres faktisk aldrig – hvis ikke lige vi havde Jesu ord til os. Grundtvig indrømmer blankt, at han elsker at leve, og at han hader at skulle her fra. Hans ånd ”hænger ved støvet”, skriver han. Han elsker alt det hernede som forgår og forsvinder: maden på bordet, blomsterne i engen, kærminderne og påskeliljerne, de nyudsprungne lysegrønne blade på bøgetræet i maj, fuglenes sang, kvinder, sine børn, gode venner. Alt det elskede han. Det løber han ikke fra. Og netop derfor ser han også med gru, hvordan sandet i timeglasset hele tiden løber, og stadig bringer ham nærmere døden. Grundtvig kender om nogen det lille nummer vi andre går og laver, når vi til daglig prøver at glemme og fortrænge eller lukke øjnene. Han kender dybt i sig selv den frygt for døden, som får voksne mænd til at klæde sig i tætsiddende lycra og køre landevejene tyndt søndag formiddag på dyre racercykler. Eller får mænd og kvinder til at løbe solen sort eller stoppe rygningen eller leve som munke i et kloster: For måske får jeg så fire måneder mere at leve i?

Grundtvig håber, at Jesus vil komme som han har lovet, men hvis Jesus ikke når det, før Grundtvig dør, så har han en bøn. Han beder om, at Jesus selv vil komme – forklædt som en af Grundtvigs nærmeste, hans kone, hans børn. Fysisk eller i sit ord skal Jesus selv komme og sidde dèr ved Grundtvigs seng som en gammel ven og tale til ham, så han glemmer, hvor mørkt der er i graven, og så han ser Gudshaven, altså Paradis overstråle alt, hvad vi kender og fatter. I sin sidste stund, beder Grundtvig, vil han høre – ikke om alt det, han udmærket kan sige sig selv, og som han har gruet for hele livet. Nej, han vil høre om, hvordan der allerede er stillet en stol frem til ham i himmerigets lyse sale. Den står og venter på ham, ligesom stillet frem til en kær gæst. Kun sådan kan Grundtvig tage afsked med verden. Fordi han igen får lov at høre om opstandelsen.

Grundtvig er uendelig meget modigere og ærligere end de kuldslåede ateister, der stiller sig op og siger, vi mennesker bare er dyr, der dør og rådner ligesom alt andet. Og som så tror, de har sagt noget modigt og sandt. Grundtvig tør være ved sin frygt og sin gru – og han ved, hvad der alene hjælper: At høre! At der er stillet stol frem til os i himmerigets lyse sale.

Jeg ved godt, at kloge hoveder påstår, at den slags bare er en flugt. Men hvor ved de i grunden det fra? Opstandelsen er jo det, der overgår al forstand. Hvad ved fosteret i mors mave om livet? Hvordan skal det lille foster inde i mørket nogensinde kunne forestille sig, hvordan der er ude i livet. Hvordan skal fosteret kunne forestille sig al verdens herlighed: et modent jordbær, Vesterhavets vældige brænding, mors kys, den hvide mælk i glasset, eller blot det at løbe over en grøn græsplæne efter en hvid sommerfugl? Hvad ved vi? Ingenting.

Grundtvig forestillede sig opstandelsen som en prægtigt oplyst sal fuld af mennesker – samlet om vor Herre Jesus Kristus. Han var ikke bange for at bruge sine minder til at male med. I flere andre salmer bruger han f.eks. lindetræerne hjemme fra sin barndoms præstegård i Udby som billede på himmeriget. Tænk sig: Når vi går ind til vor Herres glæde, så skal vi ”gå som under grønne lind” – lidt ligesom når vi går ned på parkeringspladsen foran Hem kirke, hvor der også står gamle lindetræer. Grundtvig mente med alle kristne før ham, at himmeriget langt skal overgå alt, hvad vi fatter. Det er altså lidt ligesom når vi høre en historie eller læser en bog: Så forestiller vi os, hvordan der ser ud – dèr hvor handlingens foregår. Hvis I tænker efter, så vil de historier, I husker bedst, i virkeligheden være klædt i minder fra jeres egen barndom. Når jeg ser himmeriget for mig, så tror jeg nok, det ligner haven derhjemme med det gamle pæretræ og de to blodbøge, og med udsigt over mod Hans Adolphs mark og op mod Kalbygårds skove på den anden side af bakkerne. Eller måske ligner det præstegården derhjemme, når huset var fuldt af gæster. Måske uden de blå tåger af cigaretrøg, som var der dengang, men noget i den stil. Sådan har vi lov at gøre os vores forestillinger – de skal alligevel langt overgås.

Der er ikke tale om flugt eller fantasteri. Der er tale om at holde sig til noget, man hører. Præcis som Grundtvig beder om at få lov til: At høre en af hans kære tale til ham om opstandelsen, måske læse Jesu ord fra Johannesevangeliet, så han ikke længere ser døden og graven, men ser det, som han ikke forstår, men som han ikke ved bedre end at klæde i sine egne minder. Opstandelsen er ikke noget, vi ejer. Vi kan ikke lægge den under mikroskop eller gemme den mellem vore filer på computeren. Det skal høres igen og igen. Ligesom kærstefolk ikke kan blive trætte af at høre den anden tale, ligesom mand og kvinde i kirken lytter til hinandens ja. Det er ikke noget, vi kan sige os selv. En anden må komme og sige det til os, minde os om det igen, vække os med ord udefra, så døden overstråles.

Vi mennesker flygter fra døden, lyver os fra den, lader som om, den kun er de andres død. Men i kristendommen tør man tale om døden ligeså grum og grim den er. Ingen har som kristne forfattere kunnet tale om dødens virkelighed – ikke fordi de syntes, det var fedt, men netop fordi de havde hørt noget, som overstrålede den og forvandlede den fra at være udgang – til at være indgang i himmeriget.

Amen

Prædiken til 15. s. e. trin. II, 2018

Luk 10, 38-42

Salmer:

Kæmp for alt hvad du har kært,

dø om så det gælder,

da er livet ej så svært,

døden ikke heller

Jeg ved godt det er først på dagen, men alligevel: Hvad ville I give jeres liv for? Hvad er så helligt og vigtigt og nødvendigt for jer, at I ville være parat til at gå i døden for det? En tung overvejelse, javist, men også en god overvejelse: Er det vigtigste at overleve, simpelthen – eller er der noget, der er så vigtigt, at man måtte foretrække døden for det? Er vi her for blot at leve, spise og drikke – eller er der noget andet, som er helt uopgiveligt, så at vi hellere ville dø end miste det? Det er i sidste ende det, der er på spil her i den lille beretning, som jeg læste: Det ene nødvendige. Hvad er det? Giv det nu en tanke. Vi er så frygtelig forkælede og forvendte herhjemme, så jeg tror, mange ville sige, det blot handler om at leve for enhver pris. Livet handler da om at leve og have det godt. Og måske en dag, når man ikke har det godt, så kan man overveje, om det ikke er nu man skal forlade det. Sådan er vi måske tilbøjelig til at tænke, fordi vi har det så godt. Men Jesus advarede os mange gange: Mennesket skal ikke leve af brød alene, sagde han, og spurgte: Er livet ikke mere end maden? Vi lever ikke for at overleve! Sådan sagde han, den tapre og sandhedskærlige Jesus Kristus. Og det kunne der jo være noget om.

Jeg hørte forleden en historie, som ærlig talt chokerede mig. I hæren arrangerer man kurser for alt personel, som skal ud at virke i fremmede lande og fremmede krigszoner. Det er både klogt og fornuftigt, at folk, som skal udsendes, ved noget om det fremmede lands kultur og historier. Men de lærer altså også noget andet. Fra en, der selv var med har jeg hørt, at man på et kursus skulle lære, hvordan man gør, hvis man nu bliver taget til fange. Kurset hed selvfølgelig noget smart på engelsk, men temaet var: Hvordan gør man, hvis man f.eks. skulle være så uheldig at blive taget til fange af Islamisk Stat eller Taliban i Afghanistan? Det er jo, som vi har hørt så mange gange, ikke ufarligt. Efter gammelt muslimsk erobringsmønster kræver Islamisk Stat og Taliban, at man enten konverterer til islam, og bliver muslim, eller man får halsen skåret over. Hvad skulle man nu gøre, hvis man kom i den ubehagelige situation? Det var kursets indhold. Og anbefalingen som blev givet var enkelt: Danskere, som er udsendt, hvad enten de er civile eller militære, skal straks på stedet konvertere til islam. På kurset skulle alle derfor lære at fremsige den muslimske trosbekendelse på arabisk: ”Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er hans profet”. På den måde var de klar til - ja, til at redde livet, hvis det kom dertil. For det gælder jo om at overleve. Det var i al fald tydeligvis, hvad underviserne mente: Bare overleve – så skidt med, om man skal fornægte sit eget og bøje sig for en gold og menneskefjendsk ideologi. Jeg tænker, at lærerne mente, at herregud: Man skal jo bare lade som om. Man skal jo ikke konvertere for alvor. Muslimerne tror, at når man har fremsagt den muslimske trosbekendelse i muslimske vidners nærvær, så er man muslim. Men det tror vi jo ikke, og hvis man nu kan redde livet ved at sige, at månen er en grøn ost eller at vestenvinden blæser fra øst, så fred være med det! Redde livet – det handlede kurset om.

Jeg har personlig min tvivl om, hvorvidt strategien virker. Jeg synes, jeg har hørt mange historier om, at Taliban foragter folk, der straks beredvilligt ydmyger sig og lader som om de var muslimer. Men det er ikke det chokerende i historien. Det chokerende er, at de folk, som vi sender til Afghanistan og Irak eller andre af verdens brændpunkter for at forsvare vores frihed og vores fred, vores tro – de lærer på kursus, at livet er det vigtigste, ren overlevelse. Intet andet. Hvis du er i livsfare, så hedder det ikke: kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder. Det hedder: Løb fra alt, hvad du har kært, svigt om så det gælder!

Måske det er sund fornuft. Måske er det bare mig, der er på tværs. Men det er jo det, der er overvejelsen: Kan prisen ikke blive for høj? Hvad er det værd at leve, hvis man skal leve som andenrangsborger, og daglig ydmyges, forfølges og nedgøres? Sådan hedder det i en anden gammel sang: ”Kamp skal der til, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro, thi evig stilstand er død”. Hvad er livet værd, hvis man har svigtet alt det, der i virkeligheden var helligt for en, vigtigere end livet selv?  

Jeg hørte en anden historie. Det er længe siden, men noget lignende sker vel i dag. En ung fyr var kommet ind i noget bandemiljø. Han havde lidt svært ved at indordne sig, og derfor skulle han kanøfles, mente bandens leder. De passede ham så op på et offentligt toilet, tævede ham, tissede på ham og tvang ham til at drikke af kummen. Men det var ikke det værste. Det værste var, at han skulle fremsige en slags trosbekendelse, hvor han skulle nedgøre sig selv og sin mor. Den unge fyr gjorde alt, hvad de bad om - for at overleve, for at få fred, og det forstår jeg så inderlig godt. Men bagefter måtte han leve med ydmygelsen. Og det værste var ikke tævene eller svineriet. Det, der var værst for fyren var, at han så at sige havde spyttet på sin egen mor. Ikke bogstaveligt, naturligvis, men alligevel: Han havde en klar fornemmelse af, at han havde spyttet på det, som måske var ham allerhelligst her i tilværelsen. Og det var ikke godt. Ydmygelsen og bespottelsen gennemsyrede og forpestede alting for ham.

Så igen: Kan det ikke tænkes, at der er noget, vi må være parate til at kæmpe for, at dø for som der står i salmen. Jo, det tror jeg. Sin ægtefælle, sine børn, så afgjort! Sine forældre, bestemt! Sin familie, vist så! Men også mere end det!

På sin vis er det selvfølgelig en kunstig snak, for vi kan jo sagtens sidde her og blive enige om, at vi skal kæmpe for frihed og ret, men en ting er at sige det her, en fredelig søndag morgen. Det er nok betydeligt sværere, hvis man står med en pistol for panden. Det forstår jeg godt: Jeg kender ikke engang mig selv godt nok til at vide, hvad jeg ville gøre. Men konvertere til islam for at overleve? Spytte på sin dåb, sin konfirmation, sin børnelærdom, vort lands tusind års opdragelse i kristendommes frihed? På alt det, Jesus Kristus har gjort en forskel for: Mands og kvindes ligeværd, menneskets værdighed på tværs af forskelle og al elendighed og synd? På nåden og syndernes forladelse – nej, det går ikke.

Tag bare den lille beretning fra Lukasevangeliet. Den har været med til at skrive historie. Martha og Maria er søstre. Jesus besøger dem, og Maria sætter sig ved hans fødder og lytter til ham. Det gjorde kvinder ellers ikke dengang. Deres plads var – som Martha ved: I køkkenet. I stuen sidder alle mændene omkring Jesus. For sådan gjorde man. Men Maria vil høre med, og Jesus forsvarer hende, da Martha skælder ud. Det har vi helt glemt. Det er gammel kristen tradition: Mand og kvinde er lige for Gud.

Men for nu at komme tilbage på hovedsporet: I historien kommer alt det, jeg har talt om på spidsen. Hvad er det vigtigste: At vi får mad på bordet, som Martha mener. Eller at vi lytter til noget, der større end maden – som Maria så åbenlyst mener. Vi kan ikke leve uden mad – men kan vi leve uden frihed? Uden nåde, uden værdighed?

Sagt på jysk: Vi er blevet noget kjelle herhjemme. Jeg er bange for, at vi har glemt, at alting koster. Ikke kun fredagsbøffen i Rema eller en ramme Thor syd for grænsen. Men også frihed og nåde. Det ligger dybt i vores danske sind og kultur, at en mand skal have en chance, selv når han har været et fjols. Der må være nåde selv for den største idiot. Den tankegang har vi ikke fra fremmede, men fra vore forfædres tro gennem mere end 1000 år. Vi holder gudstjenester ikke kun her, men også i fængsler og på straffeanstalter. Hvis man har ører at høre med, så får man der at høre, at nok er du en forbryder i forhold til loven, nok må du nu afsone din straf efter loven som en forbryder, men det er i forhold til mennesker, til loven, til samfundet. Over for Gud, over for Guds højesteret er det en anden sag. Her gælder det alene, at Jesus Kristus har båret al din skyld og synd, og du derfor er kendt fri – midt i dit fængsel. Alt det ligger som aflejringer dybt i grunden under os – ligesom lagene i molersskrænterne oppe på Fur. Vi har bare glemt det. Menneskerettighederne, som vi taler så meget om, er en moderne religion, som er vokset ud af kristendommen, så sandt menneskerettighederne er opfundet i det kristne Vesten, ikke f.eks. i Kina eller på Den Arabiske Halvø. Det kommer af ham, som vi i dåben får til herre, Jesus Kristus. Vil man vide, hvad frihed er og betyder. Vil man vide, hvad nåde og sandhed og kærlighed er. Vil man vide, hvad selvfornægtelse og uegennyttig tjeneste for andre er, så er det hos ham, i ham, ved ham. Er det ligegyldigt, eller er det vigtigere end livet selv? Jeg mener det sidste.

Mennesket skal ikke leve af brød alene, sagde Jesus. En ostemad og en kop kaffe, en pølse på grillen, flødekartofler og en bajer – det skal vi have, det er godt og rigtigt. Men med alle madprogrammerne på tv skulle man tro, det var det eneste. Med hærens kurser skulle man tro det, med vores daglige tale skulle man tro det: At vi kun lever for at overleve. Men det er ikke sandt. Der er noget andet. Det frygteligt at fornægte sin tro. Det er livsfarligt at svigte det dyrebareste man har. Tænk på Judas, der opdagede, hvad han havde gjort, og derfor gik hjem og hængte sig.

Så selvom det stadig er tidlig på dagen, så giv det en tanke – én til: Hvad vil I være parat til at dø for? Hvad i livet er så vigtigt, at I ville være parat til at gå i døden for det?

Amen

Prædiken til 7. s. e. trin. II, 2018

Matt10,24-31

Salmer: 750, 599, 38, 655, 4

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Forleden kunne man høre en stemme, som man ellers ikke hører så tit i det fortravlede mediebillede i Danmark. Her i agurketiden havde avisen fundet på at interviewe Hvide Sande-fiskeren Holger Lodberg i anledning af, at han efter 44 år trak sig tilbage fra fiskerierhvervet. På en stilfærdig og jævn måde fik Lodberg afvæbnet alle moderne fordomme om de mandschauvinistiske, indremissionske, sort kristne fiskere i Hvide Sande. Med lune fortalte han om et liv, hvor mændene er på havet op imod 200 dage om året, og hvor kvinderne, der jo går derhjemme med børnene, ofte bliver meget selvstændige og handlekraftige, fordi de er nødt til at træffe en masse valg uden deres mænd. Og så sagde Lodberg om det med kristendommen: ”Jo, Indre Mission står stadig stærk her i byen, men jeg vil hellere tale om, at mange er kristne. Når du siger Indre Mission, så tænker folk på Hans Kirks ”Fiskerne”, og det liv, som den beskriver. Og sådan er det altså slet ikke. Jeg kommer i kirke, selvom jeg godt kunne komme der mere. Jeg er kristen, og jeg tror på, at der er en Gud, der har skabt verden – i hvert fald alt det gode. Og så fisker vi ikke om søndagen. Ligger vi stille en uge p.g.a. blæsevejr, og det så klarer op søndag, så bliver vi stadig inde. Den dag er en gave, som vi har fået”. Sådan sagde han virkelig. Og det var så sandt som det var sagt. Hvis man ser på Danmarks kort, og tænker på, hvordan Jylland tit tegnes som en mand med nathue og dryppende næse, så er hans rygrad i vest. Når jeg hører sådan en mand som Lodbergs ord, så tænker jeg, at det ikke er helt løgn, at Danmarks rygrad – den ligger i Vestjylland.

Hvad går man i kirke for om søndagen? Ja, der er nok lige så mange grunde, som der er folk, men hvis jeg skal bruge et gammelt præsteord om det, så mener jeg da, at man kommer for at opbygges. For at bygges op. Hele ugen river og slider det i os fra alle sider: arbejde, pligter, telefoner, mails, børn, familie, madlavning, indkøb – bekymringer, sorger, frygt og travlhed. Alt det river en ned til sokkeholderne, og hvornår skal man så egentlig bygges op igen? Vi danskere har for længst lært, at man ikke skal gå i kirke, hvis man vil tages alvorligt. Vi har lært, at troen kun er for de religiøse. Men hvor skal vi så opbygges henne? Er det med bajere og slik fredag aften? Er det at sove længe lørdag og søndag? Er det det, der skal bygge os op? Eller er det tre ugers ferie én gang om året? Er det en løbetur eller en tur i fitness-centret? Tak for kaffe, siger jeg. Det er en skidt erstatning. For den slags bygger ikke op, styrker ikke ånden, karakteren, giver ikke en sikker grund under fødderne, giver ikke en ny horisont og perspektiv på tilværelsen.

På det helt menneskelige plan – og det er der ingen grund til at skamme sig over – så tror jeg, at en del kommer i kirke for at blive bestyrket og trøstet, glædet, opmuntret. Ligesom folk i sidste uge tog til Roskilde for at blive bestyrket i, at sådan er man ung med de unge og sådan holder man rigtig fest med øl og rockmusik. Sådan er det da en ærlig ting at gå til kirke og mærke det velsignede i at møde andre, som deler troen. Så man for en gangs skyld ser, at man ikke er alene. Det gamle græske ord for at trøste, som bruges mange gange i Det Ny Testamente, betyder ikke kun trøste. Det betyder også kalde på, opmuntre, formane, bestyrke, opbygge. Alt det skal vi i dag: I prædiken, i nadver, i salmer og læsninger. Nu vi har fået denne dag som en gave, som Lodberg sagde, så lad blive ladet op. Jeg har før sammenlignet kirken med en ladestation til elbiler. Det synes jeg, er et godt billede. Jesus taler stærkt og godt i dag. Det er som en god dram før slaget, en god cognac til at styrke og løfte humøret.

Jesus taler til sine disciple om modgang, om hån og spot og forfølgelse. Alle mulige nedslående nyheder, al mulig afstand og kølig foragt, al mulig vold som de mødte. Og man kan jo så sige, at hvad skal vi med sådan en snak i vores trygge velfærdsdanmark, men jeg tror faktisk, at mange kender til det – i det små, ganske vist, men alligevel. Jesus skelner ikke mellem plagerne, små og store kors. Jesus skjulte aldrig for sine tilhængere, at de, der fulgte ham og troede på ham – de ville møde modgang.

Jeg ved, at mange føler sig isoleret i deres egne familier, fordi man ikke kan snakke om kristendom, tro og kirke børn og forældre imellem. Måske er der kommet svigerbørn til som er allergiske over for kristendommen, måske er det noget andet. Jeg ved også, at mange føler sig nedslåede over den evindelige talen ned om kristendommen i medierne, alle de evindelige, trættende og dumme fordomme, som man møder alle vegne. Altid skal man ligesom være i forsvarsposition, altid skal man begynde med Adam og Eva, altid skal man vare sin mund og passe på, hvad man siger. For det skiller børn og forældre, venner og naboer. Al den slags skal man ikke bagatellisere, fordi man ved, at andre kristne i den store verden har det uendelig meget værre med krig og forfølgelse og drab. ”Hver mand har sit, stort eller lidt”, som Kingo siger, og som sagt: Jesus kender ikke til bagatelgrænser, så at en sorg eller bekymring eller modfaldenhed bare skulle være noget pjat. Men han giver os en god og velgørende og kraftig medicin til at blive mandet op, bygget op og styrket.

For det første siger han, at vi skal lade være at pylre. Har man kaldt husherren Beelzebul, hvor meget snarere så ikke hans tjenere. Det er det første. Jesus har aldrig holdt det skjult: Modgang er et vilkår, og hvordan var det nu lige det gik ham, som vi blev døbt til som små? Han, den bedste og kærligste og fuldtro mand – ham piskede de, ham sømmede de op på et kors, ham spyttede de på og løj ham alt mulig på. Og han lod dem gøre det. Så længe det gjaldt hans person, fandt han sig i det. Med sorg så han på sine bødler og de ophidsede folkeskarer – ikke fordi de gjorde ham ondt, men fordi de nedgjorde sig selv og tillod sig selv at opføre sig så lavt, så umenneskeligt, så forhærdet. Beelzebul kaldte de ham, fulde af had. Fluernes Herre, Djævlen, sindssyg, fanatiker, gudsbespotter osv. Og når det nu gik ham sådan – så må vi også kunne bære modgang, om den nu er stor eller lille, om det nu er krig og forfølgelse, eller blot uforstand, fordomme og træg modvilje.

Men så føjer han til: Husk nu, at det bare er mennesker. Dem skal man ikke frygte, for de siger eet i dag og noget andet i morgen. De påstår skråsikkert det ene om onsdagen og noget andet om søndagen. Ja, de kan pine og plage og de kan sågar slå ihjel. Men ånden, samvittigheden og sjælen kan de ikke gøre noget ved. Nej, frygt Gud. Gå til chefen, lad dig ikke nøje med en eller anden afdelingsleder eller souschef. Det sidste slår han fast med et billede: End ikke den allermindste spurv falder til jorden ”uden Guds vilje” – sådan hed det i en gammel oversættelse. Det er Gud, der er herre, det er ham, der har fat i den lange ende. Og vi, der er døbt til hans navn – vi er mere værd end mange spurve.

Kort sagt: Lad jer ikke gå på. Bliv ikke modfaldne, lad jer ikke slå ud. Tværtimod: Hvis I kigger ordentlig efter, så viser det sig måske endda, at alle de, der lyder så farlige – de har ligesom kejseren i Kejserens Nye Klæder – slet ikke noget på. Formanden for ateisterne i Danmark, Anders Stjernholm afslørede f.eks. for nogen tid i en debat, at han aldrig havde læst i Biblen. Så har man allerede en fornemmelse af, på hvilket niveau han kritiserer kristendommen. Det er ligesom at sige til en forfatter: Jeg har ikke læst din bog, og jeg kunne ikke drømme om at slå op i den, men jeg mener, det er noget vrøvl, der står i den. Sådan er det også med alt det folk siger. Jeg vil påstå, at 98% af det folk siger om kirke og kristendom bunder i uvidenhed. Det er rene fordomme. Fordomme er på mange måder gode, men man bør være parat til at kassere dem, når de viser sig ikke at passe.

Luther mente helt alvorligt, at det var et godt tegn, når der var modgang, når man ikke så andet end modstand eller direkte forfølgelse. Det så han som et tegn på, at det, der blev sagt, betød noget. Eller at det var i tråd med det, Jesus faktisk sagde. Og det tror jeg, han har ret i.

Det har faktisk også sin mærkelige fordel at være den lille mod flertallet. Den, der har de mange imod sig, skal tænke sig om og være strengt saglig. Holde sig til det, man selv kan stå inde for. Flertallet, mængden kan bare huje og råbe og tage alt mulig sludder for givet. Hvis jeg skal give et lille eksempel, så kan det minde om den flygtninge- og indvandrerdebat, som har kørt herhjemme i mere end 30 år. De få, der i de første år ytrede sig kritisk, blev mødt med en storm af hånsord og anklager om alt muligt. De var racister, nazister, islamofober og det det var værre. Det var i de glade tider, hvor Gnags, et dansk rockband sang: En fremmed er en ven, du bare ikk’ har mødt endnu! Det var et betændt klima, men de, der stadig forholdt sig kritisk, lærte at veje deres ord og være strengt saglige, også selvom de blev mødt med en byge af hån. Dette eksempel kun for at vise, at underhunden altid må være saglig. Den lille må altid veje sine argumenter omhyggeligt på sandhedens guldvægt for at blive hørt, trods skældsordene. Og nu ser vi jo, at kritikernes ord fra dengang anses for helt almindelig sund fornuft.

Sådan også vi. Lad jer ikke skræmme. Bliv ikke modfaldne, lad være med at gå i infight og hundeslagsmål med folk, der ikke gider at vide. Snuden i sporet, vær saglige, tålmodige, standhaftige, snilde og kloge. I er ikke alene – er I så kun ”Israels rest”, som profeterne sagde. En lærling må være tilfreds, at det går ham som hans læremester. Ja, det er hans største ros og ære.

Amen

Prædiken til 6. s. e. trin. II, 2018

Matt 19, 16-26

Salmer: 748, 218, 496, 516, 726

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

På dansk har vi det kendte udtryk ”at være på Herrens mark”. Ordet stammer fra hoveriets tid, hvor en fæstebonde måtte yde hoveritjeneste på herremandens mark, før han kunne tilse sin egen jordlod. Det var en tung ordning for fæstebonden, for måske slog vejret pludselig om. Når herremandens høst var sikkert i hus, så manglede bonden stadig sin egen høst, og måske stod kornet nu der og rådnede i regnen. At være på Herrens mark er for os noget skidt.

Men for Jesus er vi faktisk altid på Herrens mark. Altid ser han os nemlig stående lige over for Gud på hans åbne mark. Altid, hver dag, hver time, hvert sekund. Altid, til enhver tid står vi hver især lige over for livets herre og skaber – ham, der kræver hjertets lydighed af sine skabninger nu. Sådan er jo vor Gud og Herre, ja, sådan må han være: Han må kræve lydighed af os nu – ellers er han ikke Gud.

For Jesus er menneskelivet helt grundlæggende usikkert. Det er som at sejle i en lille jolle ud på det store Vesterhavs mægtige dønninger. Hvad der sker i næste øjeblik kan vi ikke vide, men når det kommer, så skal vi findes lydige. Livet er ikke et IKEA-skab med en medfølgende indviklet samlevejledning, som nogen forstår bedre end andre. Hvert øjeblik er vi alle lige meget på den: Hvad vi gør, gør vi for Guds åsyn.

Det går igen i alle Jesu lignelser. De er næsten alle taget lige ud af hverdagen, hvor mennesker handler. Det er der, det hele afgøres, altså når vi er fanget i et eller andet, i mødet med et andet menneske. Tag bare den kendteste af Jesu lignelser, den om den barmhjertige samaritaner, om manden, der blev overfaldet og efterladt sanseløs i en grøft. De tre, der tilfældigvis kom forbi, kunne ikke vide, at de ville træffe ham der i grøften. Hverken præsten eller levitten eller samaritaneren kunne have forberedt sig på, at deres vej ville føre dem forbi den overfaldne mand i grøften. De anede ikke, hvad der skulle møde dem i det næste sving. Deres tanker var vel alle mulige andre steder. Udmærkede mænd var de vel alle tre. Men der midt på landevejen afsløredes det, hvem der var lydig og hvem der ikke var. Præsten så manden ligge i grøften – og gik forbi. Levitten så ham også – og gik forbi. Samaritaneren så ham – og tog sig af ham. Så enkelt ser Jesus på det. I næste vejsving på livets landevej står vi over for Gud, og der er der kun to muligheder: Enten lydighed eller ulydighed, enten tro eller vantro.

For Jesus mener, at Guds ord er klart, Guds lov er klar og god. Guds vilje aldrig skjult: Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv. Det vil sige: som vi aldrig er i tvivl om, hvordan vi skal passe på os selv, når vi er sultne eller fryser, sådan skal vi gøre over for Næsten. ”Gå hen at gør ligeså” - sådan slutter Jesus sine lignelser: Trøst jer, Gud regner jer ikke for noget, men for nogen. Det vi gør, skal ikke skaffe os i himlen. I himlen kommer vi kun af nåde, i tro til Jesus Kristus. Det vi gør – det er bare din daglige lydighedspligt. At leve er, som digteren sagde, som at springe ud på de 70.000 favne uden sikkerhedsbælte.

Nuvel – men er der noget, vi mennesker ikke kan lide, så er det netop det. Sikkerhed – det er hvad vi mennesker søger. Og måske var det først og fremmest det, der gjorde Jesus så forhadt i manges øjne: Fordi han tog al sikkerhed væk fra mennesker og igen og igen stillede dem der ude på Herrens mark med lydigheden over for Gud.

Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv, spørger den rige unge mand. Og Jesus svarer: Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, og kom så og følg mig! Det afgørende ord er ordet ”fuldkommen”. Det betyder ikke moralsk fuldkommen. I Jesu mund betyder det helhjertet, fuldt og helt, til bunds. Han forlanger jo lydighed, og han gennemskuer, hvad den ellers sympatiske og alvorlige unge mand i virkeligheden er ude efter: Ikke lydighed, men sikkerhed. Derhjemme har han en tjekliste, hvor han har krydset budene af: Du må ikke begå drab. Tjek! Du må ikke bryde et ægteskab. Tjek! Du må ikke stjæle. Tjek! Den unge mand arbejder i virkeligheden på at få et sted, hvor han er ud over livets usikkerhed. Han vil have fodfæste på sin egen mark, så han ikke skal stå der i usikkerheden på Herrens mark. Det har jeg gjort, siger han. Som om man kunne gøre sig færdig med Gud og gøre sig færdig med lydigheden og så læne sig tilbage.

Men Jesus mener jo, at Gud kræver hjertets lydighed hvert øjeblik. Nu og om et øjeblik igen. Ikke sådan en kræmmerlydighed, ikke sådan en afmålt til-en-vis-grad-lydighed. En noget-for-noget-lydighed. Mærkeligt altså: For Jesus kan den frommeste religionsudøvelse være en hån imod Gud. Det gælder jøderne på Jesu tid, det gælder muslimer, det gælder også mange kristne, og det gælder det moderne Vesten.

Jødiske skriftlærde havde på Jesu tid udarbejdet en hel lære, som på overfladen ikke handlede om andet end Gud og lydighed, men som i virkeligheden dybt nede handlede om at blive Gud kvit. Man opstillede hundredevis af regler, som skulle forhindre, at man overhovedet nogensinde kunne komme i nærheden af at overtræde et eneste af Guds bud. Hvis jeg skal beskrive, hvordan det fungerede, så var det omtrent på samme måde, som når EU i dag har reguleret stort og småt omkring børns legepladser. Et klatretræ skal først godkendes. Grenene skal have de rigtige mål. Der skal være faldunderlag under træet og spærring, så barnet ikke kan komme helt op. Legeredskaber skal være lavet af bestemte godkendte materialer og have de helt rigtige mål og dimensioner, så intet barn på nogen mulig måde kan komme til skade. Reglerne om legepladser fylder 150 sider og har gjort legepladser på skoler og i daginstitutioner dødkedelige. Man vil sikre børnene – men resultatet er, at man fjerner børnene. På samme måde var det med jødernes love: De skulle sikre, at ingen kom på Herrens mark. Men resultatet var, at man fjernede sig fra Gud. Man ville i virkeligheden være Gud kvit, slippe for hans farlige nærhed, slippe for usikkerheden.

Islam fungerer på samme måde. Det er en lovreligion med regler for alting. Og selvom man påkalder Allahs navn dag og nat, så handler hele systemet i virkeligheden om at blive Allah kvit. Så vidt det kan lade sig gøre, for Allah er i virkeligheden helt grundlæggende en højst upålidelig herre, der kan bryde sit eget ord, hvis han finder det belejligt. Bedetider, renselsesregler, renhedsbestemmelser, love om alt mellem himmel og jord – alt det er i virkeligheden et forsøg på – ikke først og fremmest at være lydig, men at opnå tryghed og sikkerhed. Derfor ser vi med islam også det fænomen, som findes i alle lovreligioner: Hvad Allah ikke har lovgivet om, hvad der ikke er nævnt i nogen bog – det er frit. Altså hvis der ikke står noget i de gamle bøger f.eks. om de nye hurtige el-cykler, der kan køre 45 km. i timen på cykelstien, så er det tilladt at køre råddent på dem. Muslimer roser sig af deres fromhed, men hvis jeg var Allah, ville jeg blive smækfornærmet, for det hele handler om at blive ham kvit, så man kan sige som den unge mand: Det har jeg gjort alt sammen!

Mange kristne læser desværre Biblen som muslimerne læser Koranen. Og så får vi samme tankegang: Vi kan opnå sikkerhed ved at følge lovene i Biblen.

Men også blandt ikke-kristne i Vesten finder vi det i den religionserstatning, som vi kalder Menneskerettighederne. Det er gået med dem som det er gået med EU-lovgivningen om legepladser, eller som de gamle jødiske eller muslimske lovsamlinger: Det hele handler om sikkerhed: Hvad skal jeg gøre – måske ikke for at få evigt liv, men dog have sikkerhed for, at jeg handler korrekt. FN’s Menneskerettighedsdomstol fører sammen med Europarådets menneskerettighedsdomstol tusindvis af sager om alt mellem himmel og jord. Det, som vi tror, er en ophøjet og evig ret, er en højst politisk og grågrumset affære. Hvad der er en menneskeret, afgøres ved simpelt flertal. Eller ved et præsteskab af dommeres domsafsigelser. Og formålet er det samme. Ikke at skabe gode, forståelige rimelige love, men for at skabe sikkerhed. Også menneskerettighederne er et forsøg på at blive skaberen kvit, blive usikkerheden kvit. Det evigt menneskelige ønske om sikkerhed, så vi ikke skal stå på Herrens mark.

Jesus slår et kæmpemæssigt hul i alt det. Hans ord, alt hvad han gjorde og sagde er et stort angreb på det: Der er ikke nogen sikkerhed. Tværtimod: Livet er grundlæggende skræmmende usikkert. Og hvert øjeblik skal det vise sig – ikke hvad vi har gjort en gang, men hvad vi gør nu: Om vi er lydige eller ulydige. Om vi elsker Gud og Næsten, om vi gør, hvad vi ønsker, at andre skal gøre mod os. Nu, lige for Guds åsyn.

Ikke underligt at disciplene er chokerede. Hvem kan så blive frelst, spørger de med store øjne. De kender sig selv i den rige unge mand. De tænker jo ganske som ham. Er der da så langt mellem Guds bud og vores virkelighed? Mellem Guds krav på lydighed nu og her i øjeblikket - og så det lidt, vi kommer afsted med at yde. Man ser det tydeligt for sig: Den kæmpestore lådne kamel, det største dyr, man kendte, og så det lillebitte nåleøje. Der er en grundlæggende uoverensstemmelse mellem virkeligheden, Guds virkelighed, og vores svar. Frelse er umulig på det grundlag.

Umuligt? Ja, det indrømmer Jesus. Det er umuligt at fortjene sig ind i himlen. Og det er også en helt forskruet ide: at ville gøre bestemte gerninger mod andre for selv at komme i Paradis. Det er et perverst ukristeligt regnskab. Frelsen og nåden er alene Guds sag – om han af en eller anden usandsynlig grund skulle lade nåde gå for ret – på trods af vores ulydighed.

Dette er god gammel kristendom: Vi skal holde os til, at Jesus Kristus har åbnet himmerigs porte for ulydige syndere som os. Hvis vi holder os til det – så er der kun tilbage øjeblikkets lydighed tilbage for os, simpel pligt over for Næsten nu og igen om et uforudsigeligt øjeblik. For Gud vil, som Luther sagde, have hjertets tro. Næsten skal have vore gerninger.

Amen

Prædiken til 5. s. e. trin. II, 2018

Matt 16, 13-26

Salmer:  736, 446, 644, 52, 392

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

I kender det nok, tænker jeg: al den slags, der kommer på tværs og bare ikke må ske. Sådan nogle irriterende ting, der ligesom bare venter på at ske, når det ikke er spor passende. Man står og skal til fest. Klokken er mange – og så er der pludselig en gammel sovseplet på slipset eller bukserne. Af en eller anden grund har man glemt at få det vasket og renset fra sidste gang, og nu er pletten der pludselig og lyser langt væk. Ikke til at skjule eller overse. Men selv hvis man har husket det, og slipset og bukserne er pinligt rene og nystrøgne, så sætter lynlåsen sig pludselig fast, selvom den ellers aldrig gør det. Og når man vil børste tænder, spilder man pludselig tandpasta på skjorten, eller man skærer sig under barberingen eller man taber barberspritten eller parfumen ned i vasken. Der er tusinde af den slags små lumske ting, som kommer efter en. Er man endelig kommet ud i bilen og ud på landevejen, og kun har været tilbage tre gange efter gaverne, efter nøglerne og efter posen med skiftesko, så skal det nok passe, at alle mulige foruroligende lamper pludselig giver sig til at lyse på instrumentbrættet. Ikke i indkørslen, selvfølgelig, men 10 km ude ad Herningvej på det allerødeste sted. Og fordi man er så optaget af de lamper, glemmer man farten og pludselig registrerer man et kraftigt glimt fra højre, fordi der lå en kratlusker inde i krattet og netop har taget en med 100 km. i timen, hvor man kun må køre 80.

Jo, jeg tror, I kender det. Og måske kender I også den fornemmelse, man kan have, at det ligesom er et komplot, ligesom arrangeret med ondskabsfuld hensigt, for det sker ellers aldrig, når man har god tid og ikke skal noget. Hvorfor er det altid sådan: telefonen ringer, når man er i bad. Børnene bliver altid syge, når far og mor skal i biografen. Børnebørnene bliver altid syge, når bedstefar og bedstemor skal til Mallorca, og bestemt ikke havde tænkt sig at passe børn. Grillen går ud, når man skal have gæster, strømmen går, når man har skrevet næsten færdig på computeren. Pludselig bliver man syg – når man havde andre planer.

Lad mig i dag lære jer noget nyt: Når det sker, alt det her – så glæd jer og fryd jer! Lov og tak Gud, at han stadig gider interessere sig for jer. Når bilen punkterer, når plumben brækker på et stykke ristet brød, når hammeren rammer tommelfingeren, når kaffen plasker ned på kjolen, så glæd jer og fryd jer. For det er Gud, der er i lag med jer.

I troede måske, at I kun har med Gud at gøre, når I en gang imellem er i kirke eller husker jeres Fadervor. Når I synes, I føler jer religiøse eller når de spiller Bach i radioen. Men sådan er det ikke. Det er en indbildning, som Djævlen har hvisket os i øret. Nej, midt i hverdagen er han i lag med os, kæmper og bakser med os for at forandre os, forvandle os – ja, helt præcis: For at den lille egoist, den lille skiderik, det lille forkælede bløddyr inden i os, som man i kirken kalder ”den gamle Adam”, ”den gamle Eva” kan blive slået ned, daglig bombarderet med så meget modgang, at han eller hun slet ikke får ro til at sidde og skabe sig. Eller endnu mere præcist: For at vi skal opgive at regne os selv for vore egne små herrer og vende os til vor Herre Jesus Kristus, vende os til Gud og sætte alt håb og tillid til ham alene.

Jeg skal straks indrømme, at jeg selv hader al modgang og besvær. Når telefonen ringer, sukker jeg. Når jeg skal op på arbejde, vil jeg heller blive under dynen. Når jeg skal gøre rent, gider jeg ikke. Når bilen ikke vil starte, bander jeg og sparker til den. Men i virkeligheden skulle jeg glæde mig og fryde mig, for hvis jeg ingen ting skulle, så ville jeg forsumpe i min sofa, sidde og flæbe af selvmedlidenhed, puste af dovenskab.

Apostlen Paulus, hvis breve vi kan læse i Det Ny Testamente beskrev det sådan: At være kristen er at være i kamp. Ikke mindst i kamp med sig selv. Vi der er døbt, er ligesom to i en, det Paulus kaldte: Det ydre og det indre menneske. Det ydre menneske er den gamle Adam. Det er mig gamle egoist og selvoptagede synder, altid doven, altid optaget af min egen navle, altid brokkende, altid selvhøjtidelig, altid fuld af hykleri og løgn og oprør. Det indre menneske er noget fremmed i mig, som Gud lige siden min dåb har arbejdet på at få bygget op. Det er mig som Guds barn, der retter alt håb til vor Herre Jesus Kristus, ganske ser bort fra alt mit eget, ja, glemmer mig selv for at være tro. Paulus beskrev dåben meget dramatisk. Han mente, det var en drukning. Vand over hovedet eller hele kroppen under vand – det er det samme. I dåben druknes den gamle lede Adam og op står det nye menneske. Men den gamle Adam vrider sig stadig i dødskramper, så resten af vore dage står den på kamp mellem mig og mit nye jeg.

Sært måske? Underlige tanker. Men det er dog sandt. Her kommer Peter sammen med Jesus, og Jesus spørger ham og de øvrige, hvem de tror, han er. Og så buser det ud af Peter – han når ikke at tænke: Du er Kristus, levende Guds Søn! Og Jesus smiler og siger netop: Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader, som er i himlene! Peters mund løb over med noget, han ikke selv fandt på. Noget fremmed i Peter bekender Jesus Kristus som verdens håb og frelse. Men kun få minutter senere vender Jesus sig mod Peter og hvæser til ham: Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald! Peter forstår næppe en lyd, men her ser vi det: Der er Peter, som kalder Jesus for Kristus, den levende Guds søn. Og så er der Peter, som Jesus kalder en Satan. Den første er det, Paulus kalder ”det indre menneske”, den anden er ”det ydre menneske”, den gamle Adam, egoisten Peter.

Det er præcis det samme. Jeg har hørt så mange sige: Jeg tror ikke på Gud, for hvis Gud eksisterede, så var verden ikke så ond og så var der ikke krige og mord og terror og al mulig menneskelig ondskab. Sådan siger man, og det lyder jo vældig seriøst og eftertænksomt, men hvad tror I egentlig kristendom handler om? Det handler jo om, at Gud rent faktisk er i gang med det – med at forvandle os. For han mener nu engang, at det er der, der skal begyndes: Med os, med dig og mig. For verdens ondskab, voldtægt, barneskænderi, mishandling, tortur, terror, mord og drab – alt det begynder ikke med, at man fjerner de andre. Det begynder ikke med, at alle de andre holder op. Det begynder med os selv. For der begynder al mishandling, mord, hor og voldtægt. Husk, hvad Jesus sagde: I har hørt at det er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel. Men jeg siger jer: Enhver som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen! Ligesom han sagde: I har hørt, at det er sagt: Du må ikke bryde et ægteskab. Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. Det begynder med andre ord med os, jer og mig. Med vores forvandling. Med bekæmpelsen af den gamle Adam, kamp mod den gamle Eva. Med at han skifter vores sure, mugne smålige ånd ud med Helligånden. For der kan ikke finde nogen forvandling sted, ingen forandring sted, uden at det er en åndelig forvandling, en åndelig forandring. Det begynder ikke med, at jeg bare tager mig lidt sammen. For alt hvad jeg kan tage mig sammen til er kun mere mig, mere selvoptagethed, dobbelt navlepilleri. En ny ånd må vi have – så vi lærer at stole på Gud, derover glemmer, ja, fornægter os selv, og tjener og gavner og hjælper hinanden.

I den kamp har vi ikke en chance uden Gud, uden Jesus Kristus. Og det er faktisk det, der sker, når den der telefon ringer og kalder os på arbejde, når vi er i bad og vil holde fri. Det er det der sker, når lynlåsen sidder fast, når barnet græder, når bilen punkterer, når hammeren falder, når koppen vælter, når benet brækker, når sygdommen kommer, når ulykken sker. Det er et kors, siger man med et gammelt udtryk. Den gamle Adam, den gamle Eva skal korsfæstes, slås ned, så vi ikke bygger alt på vore egne planer, ikke hænger al tro på egne evner, ikke tror, vi er små guder eller Gud selv – men tror på den levende Gud. Gud vil altings forvandling, helt og fuldstændigt, død over det gamle og opstandelse af det nye menneske – og det arbejder han på midt i hverdagen. Han helmer ikke før det er gennemført, om han så skal bruge evigheden til det.

Det er en omvurdering af alle værdier: Jeg hader modgang, jeg hader, når det ikke går som jeg vil. Jeg hader besvær, jeg hader og frygter sygdom og ulykke og død – fordi jeg ikke er i kontrol med de ting og ikke har kontrol med dem. Men Gud vil lære mig, hvad han vil. Han vil min opstandelse, min forvandling. Forvandlingens, troens vej går ind gennem modgang, ulykke, sygdom og død. Ja, sat på spidsen: vi burde ikke frygte sådan for vores egen død – for den er jo kun Adams død, Evas død, den gamle synders død. Op af graven skal stå det nye menneske, det indre menneske, som Paulus talte om.

Og ja, jeg bander stadig, når jeg rammer mig over fingrene med hammeren. Jeg sparker stadig til min bil, når den ikke vil køre. Jeg bliver hidsig, når parasollen vælter ned over kaffebordet og jeg frygter, jeg skal dø, blot jeg har ondt i maven. Sådan er jeg jo, sådan er den gamle Adam i mig. Altid kævl og surhed, altid kun sig selv i hovedet har han. Men jeg er døbt. Jeg er døbt til at tilhøre min herre Jesus Kristus. Og jeg tror, at alle ting virker sammen til bedste for mig – også når det gå mig imod. For min Gud har mig i kraven og han vil forvandle mig synder til en engel i himlen – om det end går gennem død og grav

Amen

Prædiken til 4. s. e. Trin.II, 2018

Matt 5, 43-48

Salmer: 752, 31, 192, 292, 3

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Det er midsommer, der er sommerfest i byen, vi holder friluftsgudstjeneste, og om lidt skal vi ind at have kaffe og rundstykker. Det er svært hyggeligt, for vi kender jo hinanden her i vores lille by. Vi hilser og siger ”dav” eller ”hej”, og vi vinker til hinandens biler. Vi er venlige og i hvert fald nogenlunde ordentlige. Her er trygt og godt at være og vi kan være glade - men netop derfor er det på tide, at vi bliver rystet lidt i vores grundvold.

Nu skal vi møde vor Herre Jesus Kristus som den ildstorm han var, da han gik på jorden. Ingen, der mødte ham, kunne nogensinde glemme det, ingen kunne glemme hans ord, der var og er – på én gang som hyldens duft en sommeraften – og så som tilfilede spydspidser og glasskårskarpe skalpeller. Vi tror, vi kender Jesus. Nå, ja, det var ham med skægget og sandalerne, vi har set i alle filmene! Jesus er så kærlig og sød og elsker alle mennesker – og lad os så få noget kaffe! Men den Jesus Kristus, som vi prædiker i kirken, som vi kan læse om i Det Ny Testamente – ham, som disciplene vandrede sammen med på de støvede landeveje – han var ikke sådan.

Han var som den ildsøjle, der gik foran israelitterne på deres vandring i ørkenen, som det jordskælv, der rystede Jerusalem, da han døde: Jo, kærligheden selv var han. Den, der vil kende kærlighedens væsen, kan intet steds finde det så stærkt og klart som hos ham. Drop alt det sludder, der er sagt om kærligheden – og gå til vor Herre. Men netop fordi kærligheden brændte i ham, netop derfor stillede han krav. Netop derfor skældte han ud. Netop derfor rasede og skændtes han. Netop derfor sagde han alle de utrolige ting, han sagde. Fordi han forventede sig det største af os og af alle. Og nu skal vi bare høre, hvordan han rystede sine landsmænd – og os.

Det vi hørte ham sige lige før, stammer fra Bjergprædikenen. Her står han og prædiker ude i bakkerne ved Galilæas sø, og her kommer de alle sammen for at høre ham. Måske det var sådan en behagelig forårsdag, hvor græsset endnu ikke er svedet af solen, hvor engen står som et grønt tæppe med små gule og hvide liljer på. Der står de alle sammen. Også de kender hinanden. Også de hilser på hinanden og siger ”dav” og ”hej”, nikker til hinandens æsler. De er venlige og i al fald så nogenlunde ordentlige folk. Til dem siger Jesus nu: Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn venter I så? Hvis I kun hilser på jeres brødre og landsmænd – hvad særligt gør I så? Det gør toldere og hedninger også. Det gør rockere og bandekriminelle også. Det gør narkobaronerne i Mexico også. Ja, det gør morderne i Islamisk Stat da også. Hvad forskel er der så på jer? Er det noget særligt, synes I? Er det noget, I skal have ros for? Sådan stiller han tingene op. Målt med hans målesnor er der ikke den store forskel på os her i teltet og så de sortskæggede talibankrigere i hulerne i de afghanske bjerge. Nej, siger han, jeg kan ikke se forskel! I gør ikke andet, end hvad syndere altid gør: De elsker deres nærmeste og hader de andre! Men, siger han så: Nu skal I høre hvad jeg siger! Nu skal I høre, hvad jeg forlanger af jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. Sådan er I jeres himmelske Faders børn!

Den lader vi lige stå lidt, som de siger på tv: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. De ord har gennem årtusinde bragt alle snakkehoveder til tavshed, når de blev hørt som tiltale til os: Ja, nøjagtig det forlanger vor gode herre og mester Jesus Kristus af os. Han kan ikke forlange mindre, for hvis han forlangte mindre, ville han elske os mindre. En mor venter det største af sin søn. En far venter det bedste af sin datter. Sådan er det, for hvis de ventede mindre end det største og bedste, så havde de slået af på deres kærlighed. Sådan er det også med Jesus. Netop fordi han satte sine medmennesker så højt, forventede han også så uendelig meget mere af os end vi præsterer til daglig. Alle vores små fedtede moralbegreber og fornuftige betragtninger over ordentlig opførsel og ret og rimeligt, smadrer han med den helt store hammer: Det er ikke godt nok! Det er for sølle, for fedtet, for småligt. Vær fuldkomne som jeres himmelske Far er fuldkommen. Det betyder: Vær helhjertede, engager jer, lad være at stå der så halvsindede og lunkne.

Men vi tager den lige igen: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. Kan man det? Jesus går slet og ret ud fra, at vi har fjender, og nogen, der forfølger os. Vi ligger måske nok ikke i en skyttegrav og skyder på nogen ovre på den modsatte side, men så regner han med, at vi nok alle sammen har nogen, vi ikke kan lide, nogen vi frygter, nogen vi hader hemmeligt. Tænk selv efter. Vi har alle sammen et lille personregister i hoved og hjerte – gennemgå det lige for jer selv. I behøver ikke være bange for nogen persondataforordning. I kan bare holde munden lukket, mens I gennemgår personkredsen. Der er nok nogen. Og når I har fundet dem, så tænk: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer!

Jeg ved godt, at det her i Hem sådan en sommermorgen kan lyde lidt overdrevet og overspændt. Men jeg tror, Jesus selv ville sige til os: Hvis I kalder mig overdrevet og overspændt, så vil jeg kalde jer for under lavmål! I lovpriser kærligheden i sange og viser. I sukker over filmene. I ved det inderst inde: Det eneste, der virkelig betyder noget er kærlighed. Men hvad gør I?

Sådan ville han sige, tror jeg. Og her bliver jeg så nødt til at indskyde en lille fodnote, som måske i første omgang vil berolige jer lidt: Når Jesus taler om kærlighed, så mener han noget ganske jordnært og handlingsorienteret. For Jesus er kærlighed ikke først og fremmest følelse, sådan som det er hos os. Vi har set en million film, hvor helten og heltinden får hinanden i enden, og vi har læst omtrent lige så mange bøger om det samme. Men kærlighed for Jesus er ikke romantiske følelser eller forelskelse. Han forlanger virkelig ikke, at vi skal forelske os i vores fjender. Ja, mærkelig nok: Han forlanger end ikke, at vi skal nære venlige følelser for dem, der forfølger os og terroriserer os. Det ville også have været nærmest perverst, hvis han havde krævet det af os. Nej, for Jesus er kærlighed først og sidst troskab. At være et andet menneske tro. Det er kærlighedens inderste væsen. Troskab og loyalitet – også mod den, som vi ikke kan lide eller som vi frygter.

Vi kender vist alle budet: ”du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv”. Prøv at bruge ordet: ”vær tro” i stedet for ”elske”. Det betyder: Vi skal være tro imod Gud ved på hans ord at være tro imod vores Næste – det menneske, som står foran os lige nu. Og hvad vi skylder vores Næste – også den Næste, som er vores fjende – det ved vi altid nøjagtig, hvad er, for vi kan bare se på os selv. Når vi er sultne, så går vi ud til køleskabet og finder en leverpostejmad. Når vi er tørstige, tager vi et glas vand fra vandhanen – hvis vi da ikke tager en øl på terrassen. Hvis vi fryser, tager vi en trøje på. Hvis vi er trætte, lægger vi os. Hvis vi er syge, går vi til lægen! Sådan gør vi med os selv. Det har vi ingen problemer med. Vi er aldrig i tvivl. Godt, gør det samme over for din Næste – inklusive den Næste, som er din fjende.

Hvis I en dag står over for jeres fjende – jeg går ligesom Jesus ud fra, at I har fjender – så er det ikke opgaven, at tvinge kærlige følelser frem for ham eller hende. Opgaven er slet ikke, at prøve at lade som om I alligevel elsker vedkommende. Føj, det er direkte ukristeligt! Opgaven er, som den altid er, når I står over for et medmenneske: Hvordan er jeg ham tro? Hvordan er jeg hende tro? Man kan være tro over for fjenden på mange måder – det afhænger af situationen: Opdager I nu engang, at jeres fjende fryser, midt mens han bagtaler jer, så sank gloende kul på hans hoved og tilbyd ham jeres trøje eller et tæppe. Opdager I, at jeres fjende er forkommen og træt, så sank gloende kul på hans hoved og byd ham indenfor. Det er kærlighedens snildhed og snuhed, som Jesus kaldte det. Den, der ved, at han skal være tro, og som kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, han kan altid finde en vej for troskaben. Det er i samme ånd, Jesus forlanger, at vi vender den anden kind til. Det betyder også: Vis din fjende et menneskes ansigt. Forfald ikke til at nedgøre din fjende til det, vi så tit gør, når vi bliver vrede: Vi taler om dem vi ikke kan lide som dyr. Han er et svin, siger vi! Men når vi taler sådan, er vi, uden selv at bemærke det, selv på vej til at blive dyr eller umennesker.  

Men nuvel: Er fjenden kold og beregnende, besat af had og ondskab, så kan troskaben udmærket være at modsige ham stålsat og bekæmpe ham af al magt. Ja, i alleryderste konsekvens kan det her i syndens og dødens verden være troskab mod fjenden at skyde på ham.

Vi skal være helhjertede, siger Jesus. Fuldendt betyder ikke moralsk perfekt. Det betyder helhjertet. Det værste han ved, er hykleriet, altså at man siger et, men gør noget andet. At man spiller skuespil for andre, og lader som om man handler af tusind kærlige grunde, når man dog i grunden handler af had og foragt. Han rasede tit imod farisæerne, som han kaldte ”kalkede grave”, fine nykalkede bygninger, men indeni fulde af råddenskab og møre ben.

Sådan er vi sat i vor Herres skruestik. Han, der selv er kærligheden, al troskab mod os forvirrede rodehoveder – han kan ikke andet end forlange det samme af os: Den samme snilde troskab, den samme vilje til at bryde gamle mønstre, det samme mod til at være ærlige, den samme forpligtethed på troskab over for hinanden.

Amen

Prædiken til 3. s. e. trin. II, 2018

Luk 11, 15-32

Salmer: 754, 446, 167, 356, 624

O, lad din Ånd forbinde

or sjæl med himmerig,

lad føle mand go kvinde,

Gud har forbarmet sig

Uden Gud bliver mennesket til et umenneske. Uden Gud bliver mennesket til et monster, et dyr. Det er det, Jesus viser så klart med sin historie om den fortabte søn. Den enkle fortælling giver et knivskarpt portræt af os i det moderne Vesten, og den siger: Hvor Gud råder i hjerte og tanke, dèr er virkeligheden givet som den er. Den er ikke opfundet af os, men givet, skabt. Hvor Gud er, er samvittigheden, loven, mening, godt og ondt. Dèr har mennesket et orienteringspunkt uden for sig selv, uden for verden. Men med det samme Gud fordrives fra hjerte og hoved, så bliver der kun dyret tilbage. Kun ufrihed, kun biologi, kun lyst og overlevelse. Kun fødsel, formering og død. Hvor Gud tros, er der noget, jeg skal. Hvor Gud ikke er, der gælder reglen: Har jeg lyst, har jeg lov!

I mange, mange år har vi taget afstand fra Gud, kristendom og kirke. Siden engang i 30’erne og ikke mindst siden 68 har vi gjort oprør mod Gud og alle autoriteter. Vi har sagt til hinanden: Religion er årsag til alle krige. Protestsangeren Trille sang i 70’erne: ”Ham Gud, han er edderma’me svær at få smidt ud”. Det lykkedes næsten. Projektet har været en succes langt hen ad vejen. Men nu, hvor friheden og lykken og det gode fredelige liv skulle være resultatet – sker det modsatte: Vi har mistet orienteringen. Hvad er godt og ondt? Hvad er rigtigt og forkert? Hvad er op og hvad er ned? Netop i disse år, hvor vi skulle være friere og lykkeligere end alle andre i verdenshistorien – netop nu ser vi en umenneskelighed, en tomhed, en dyriskhed, som vi ikke har set, siden kristendommen kom til Danmark.

Men lad os lige se på lignelsen. Den er jo så ligetil, men rummer så mange dybder. En mand havde to sønner, siger Jesus. Vi samler os i dag om den yngste. I virkeligheden er de lige fortabte, de to brødre, men den tager vi en anden gang. Lillebror er træt af tilværelsen på gården. Han er træt af sin far, træt af fårene og køerne, træt af malkning og markarbejde, men først og sidst træt af at være underlagt fars ord. Han har helt glemt, at han i virkeligheden er en privilegeret ung mand, der bor på en stor gård som søn af en rig stormand. Han har er ikke tvunget til at leve som daglejer eller tigger på gaden. Han vil væk fra det her hul, han vil være fri, han vil ud i verden. Han vil bestemme selv. For han har hørt så mange herlige historier om, hvordan der er derude i den store verden: Storbyer som Rom, Alexandria, Efesos, Antiokia. Hold op, hvor vil han gerne derud! Så er det, han tager en dramatisk beslutning: Han beder om at få sin arv udbetalt. Det gør ham reelt arveløs, og hvis han en dag skulle finde på at vende hjem, så er alt på gården hans brors. Men ligemeget med det. Han får sine penge og rejser langt bort til en storby, sikkert Alexandria i Egypten. Og det er herligt. Han er fri, han er sin egen herre. Her er ingen far, der siger: Gør sådan! Der er ingen bånd, der binder ham. Han har penge på lommen, og kan følge sin lyst. Ja, netop sådan bliver det: Har han lyst, har han lov. Cigaretter, whisky og nøgne piger – sådan går det i lang tid. Lige indtil der ikke er flere penge, og der bliver krise i landet. Arbejdsløshed, dyrtid. Han har ikke nogen penge, og ikke noget job. Han leder med lys og lygte, men finder ingenting. Til sidst må han gå ud på landet til en gård, selvom han hader det, og der får han allernådigst hyre som svinehyrde. Han, der er jøde og opdraget med, at svinekød er urent og forfærdeligt, må nu bo sammen med dyrene og æde af deres trug. Her, fortæller Jesus, ender hans oprør og hans frihed: Med at han kravler rundt på alle fire i pløret mellem svinene, næsten ikke til at kende fra dem, ligeså beskidt og mudret, lige så optaget af bare at æde og sove.

Det er der – i svinestien, han kommer til sig selv. Det er jo et godt gammelt udtryk: At komme til sig selv. Det er ligesom en del af ham har været bagefter, og først nu indhenter den del af ham, som er i svinestien. Han opdager den forfærdelige sandhed: At hele hans projekt har bygget på en løgn. I virkeligheden har han ikke været spor fri. Tværtimod: Han har levet som et dyr hele tiden, bundet til sin lyst, sit begær, sin mavesæk, sine kropslige behov. Han har opført sig som et svin – og derfor befinder hans sig nu mellem svin.

Kom ikke og sig, at Biblen ikke er relevant og nutidig. Dette er en lammende præcis beskrivelse af os i den vestlige verden, af os nutidsdanskere. Når vi er sammen overbeviser vi os selv og hinanden om, at der er ingen Gud. Ha, kirkegang og bordbøn, nej, den slags er vi skam hævet over i dag!

Men hvad har vi så fået i stedet? Hvad er vores store, fine frihed så frihed til? Se jer om og mærk det krybe ind på jer – al umenneskeligheden. Der har lige været afstemning om indførelse af fri abort i Irland. Og der sidder man halvsovende ved sofabordet og tænker, at ja, det er da godt, hvis aborten bliver fri, så de kan blive ligesom os! Jeg vil ikke pådutte jer min mening om abort, men mange gange er det et spørgsmål om ord. Man kan se det som et frihedsprojekt for kvinder, og sige: Hurra, nu er kvinderne frie! Men man kan jo også formulere det på en anden måde og sige: Hurra, nu har de også i Irland lov til at slå ufødte børn ihjel. Sikke et fremskridt. Nu skal de bare have lov til at fravælge de åndssvage og de handicappede og dem med de forkerte gener, det forkerte køn, det forkerte tidspunkt i karriereforløbet!

Akkurat lige som de gamle. Aktiv dødshjælp presser sig mere og mere på. Der er et borgerforslag på vej. Man skal have samlet de 50.000 stemmer, så skal Folketinget tage det op. Uhelbredeligt syge skal have lov til at få en sprøjte, så de sover hen i stedet for at ligge i smerter, siger man. Og jeg kan godt se argumentet, men igen: Det er et spørgsmål om, hvilke ord vi bruger. Man kunne også sige: Samfundet har ikke råd til at have uhelbredeligt syge liggende og optage plads på hospitalerne. En håbløst syg er ikke produktiv for samfundet. Altså må han væk. Overalt, hvor aktiv dødshjælp er blevet indført, ser man glidebaneeffekten. I Belgien og Holland og Canada er man begyndt at yde aktiv dødshjælp til sunde unge, som blot har ondt i livet eller føler sig deprimerede. Sådan sniger det sig ind på os: umenneskeligheden.

Alt det kommer fra en mangel, en tomhed og en ufrihed. I Biblen tales der tit om den gudløse, som siger i sit hjerte: Der er ingen Gud. Om sådan en mand siges det også: Bugen bliver hans Gud, altså maven. Ironisk nok taler vi så meget om mavefornemmelse. I gamle dage skulle man følge sit hjerte eller sit hoved. I dag skal vi lade os styre af vores maves fornemmelse. Når Gud er ude af hjerte og sind, så er der kun mavens behov tilbage. Fødes, spise, sove, formere sig, dø. Det er jo dyrets liv. Sådan lever duen og ørentvisten og bananfluen. Er det det, vi skal? Er det meningen? Så er vi jo bare dyr. Og er vi bare dyr – jamen, så kom med det hele: fri abort, fosterselektion, aktiv dødshjælp, genmanipulation, avlsprogrammer for mennesker, medlidenhedsdrab på de åndssvage, mongolerne, sklerosepatienterne – og alle dem, der i øvrigt ikke kan indordne sig. Det kommer nok en dag: At vi indfører dødsstraf igen. Humant og ordentligt med en sprøjte eller en pille, men ikke desto mindre!

Hvor Gud ikke er, der mister vi orienteringen. Vi er nu kommet så vidt, at vi ikke engang kan finde ud af, om der er 2 eller 27 køn. Det er ellers soleklart, at vi er skabt med to køn, mand og kvinde, men nu mener eksperter, at der er op til 27 forskellige køn. Hvis jeg er mand, men føler mig som kvinde, kan jeg få juridisk kønsskifte og være kvinde, skønt jeg er mand. En far kan blive mor, en mand, gift med en mand kan få børn og blive medfar. Der er ingen bånd, der må binde os. Vi gør oprør ikke kun mod Gud, men mod virkeligheden, biologien. Der skal en hingst og en hoppe til at få et føl, en hanhund og en tæve til at få hvalpe, en gedebuk og en ged til at få kid, men hos os skal to kvinder have ret til at kunne gifte sig og få børn.

Sådan forsvinder al virkelighed, alt ansvar, al samvittighed, alt givet, hvor mennesket sætter sig op på Guds trone og vil være fri herre over alting. Det modsatte sker. Mennesket bliver dyr.

Alt det opdager den yngste søn i svinestien. Svinestien er virkelighedens prøve for ham. Hvem ved, måske han mange år senere ville lovprise netop svinestien, fordi det var der, han genfandt virkeligheden, den givne – og vejen tilbage til sin far. Den russiske forfatter Solsjenitsyn, der sad i Stalins fangelejre i 14 år, skrev engang: Velsignet være du, mit fængsel. Dermed mente han: I fængslet genfandt han virkeligheden. Dèr fik han endelig mulighed for at se gennem løgnen. Den yngste søn opdager sin livsløgn, men læg mærke til det: Med det samme er han i tankerne straks hos sin far, og i samme nu er der mening i hans tilværelse. Op og ned, rigtig og forkert, sandt og falsk. Det handler nu ikke længere om at fylde sig og leve sine lyster ud. Det handler om forsoning, om at genfinde det tabte, om hjemvendelse, om tilgivelse, om håb og bøn. Og med til historien hører det også, at faderen allerede før sønnen får sagt, hvad han vil sige, for længst har tilgivet ham, for længst har taget ham tilbage.

På den måde er lignelsen det herligste og smukkeste håb for os. Selv hvis vi en dag sidder som den yngste søn i en totalt håbløs situation og nedgjort os selv og fornedret os selv til det laveste dyr og bogstaveligt talt kravler rundt på alle fire. Så er der håb! Vend om fra alt det dumme, virkelighedsfjerne vrøvl. Lige bagved alt det har Gud ventet utålmodigt på os. For at tage os tilbage og igen give os meningen, virkeligheden, livet tilbage som hans gave og opgave til os.

Amen

Prædiken til 3. s. i fasten II, 2018

Joh 8, 42-51

Salmer: 52, 207, 652, 266, 759

O, lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Jeg vil begynde denne prædiken med en bøn: Herre Jesus, lad mig sige det som det er: Med mig er det sådan, at jeg helst kun hører på mig selv. Jeg lægger helst kun øre til det, jeg gerne vil høre. Som myren flittigt bygger på sit hus, sådan bygger jeg inde i mit hoved flittigt på en verden og en virkelighed, som ikke er din, men som bare består af alt det, jeg helst vil tro og helst vil høre. Der er ligesom et filter i mit øre, som sorterer alt det fra, som jeg ikke har lyst til at høre og kun gemmer på det, der behager mig. Jeg hører helst på ros og bekræftelse. Min egen skyld og synd og død lukker jeg øret for. Og dig, kære gode Herre – dig vil jeg sidst af alle høre. Som en struds, der gemmer hovedet i busken, som Adam, der gemte sig mellem havens træer, sådan gemmer jeg mig for dig og dit ord og undlader at handle efter det. Og sådan gør jeg dig daglig til løgner, en samaritaner, besat af en dæmon

Men netop derfor beder jeg: Herre, bliv hos mig alligevel. Hold ud med mig. Bliv ikke træt, tab ikke tålmodigheden med mig, men bliv ved med at tale dit ord og din sandhed til mig, så jeg vender om, så jeg endelig hører, og hører med glæde, at du i din godhed og nåde og kærlighed langt overstråler alt det, jeg frygter og ikke vil. Amen

Måske en underlig bøn, men sådan må vore bønner nok ofte lyde i vor Herres øren: Underligt bagvendte og ulogiske. Jeg skal ikke gøre nogen stor kunst ud af min udlægning af dagens evangelium. Den er ganske enkel, og I skal få den med det samme. Jeg har sådan set allerede sagt det: Det hele ligger i, at Jesus trods al modstand, trods sine klogeste og mest belæste landsmænds hån og spot og langtude anklager om alt mulig urimeligt, dog forbliver trofast, dog stadig argumenterer sagligt, dog bliver selv hos sine værste fjender. Det er alt trøst og glæde: Min trosbekendelse er ikke, at Gud holder ud med mig på grund af min tro, min religiøsitet, min gode vilje. Min trosbekendelse er, at Gud holder ud med mig på trods af min vantro og min døvhed og min vrangvilje.

De rettroende kører på ham, Jesu egne landsmænd hører ikke, hvad han siger, selvom de taler samme sprog. Det er ikke, fordi de ikke kan høre. Det er, fordi de ikke vil høre. Fordi de er bange for eller utilpasse med, hvad de får at høre. Et sted i Apostlenes Gerninger fortæller Lukas, hvordan de gjorde på akkurat samme måde med Stefanus, den første kristne martyr. I stedet for at høre på ham, fortæller Lukas, så skreg de højt og holdt sig for ørene. For de ville ikke høre på ham. Jøderne her hos Johannes opfører sig som journalister i Deadline på DR2, hvor man jo heller ikke hører på gæsterne, men kun hører, hvad man selv på forhånd har bestemt skal være sandheden: Har vi ikke ret i, at du er en samaritaner og besat af en dæmon? Hvad skal Jesus svare til sådan noget? Skal han svare: Jo, jo, I har helt ret, jeg er en utilregnelig idiot og fantast, der tilmed er syg i hovedet? Samaria var almindelig kendt for at have fostret mange forstyrrede profeter, som udråbte dem selv til alt muligt. Det er det, der ligger bag. Jesus er fra Galilæa, ikke Samaria, men det spiller ingen rolle. Det hele handler om, at Jesus skal sættes i en eller anden bås, så man ikke behøver tage hans ord alvorligt.

Og dog bliver Jesus hos dem. Han hidser sig ikke op, bliver ikke fornærmet, bærer ikke nag. Men vigtigst af alt: Han går ikke sin vej. Han kunne vel sagtens med god grund have sagt: Jeg gider ikke snakke med jer. Jeg vil ikke være sammen med sådan nogen som jer. Jeg går i stedet til dem, der gerne vil høre på mig! Nej, han bliver og tager skænderiet med sine modstandere. Hans ord er velovervejede og klare: Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd? spørger han. Hvem kan finde en synd hos ham? Det er jo det, de netop ikke kan. Det er derfor deres anklager er så langt ude. I har Djævlen til far, siger Jesus. Ikke som et skældsord, men som saglig snak. Det er djævelsk at lukke ørerne for andre, så de ikke får lov at vise, hvad der bor i dem. Det er en djævelsk fristelse hos os, når vi ikke vil lade andre komme til orde, fordi de siger noget, vi ikke kan lide at høre. Sandheden er ilde hørt, siger man, men det er dæmonisk ikke at ville høre den. Jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke, siger Jesus.

Som sagt: Det er det, der er trøsten i dag for sådan en som mig: Når vor Herre kunne holde ud med folk, som han selv anså for besat af djævlen, så holder han nok også ud med mig! Så vil han have tålmodighed med mig og tage det tunge arbejde på sig at overbevise mig, løfte mig fri af al min frygt og modvilje og låne mig lidt af hans Ånd. Det er jo nøjagtig derfor vi holder kirke og samles til gudstjeneste. For at alt vores eget må blive slået til side, og vi må se os selv som Guds tabte, men genfundne sønner og døtre. Så vi nok kan se alt det, vi ikke har lyst til at se: virkeligheden, vores egen skyld og utilstrækkelighed, vores synd og kommende død. Men at vi dog i samme nu ser den virkelighed overstrålet, gennemlyst af noget større. Til os er der givet svar: Er der en Gud? Ja, vi kender ham i Jesus Kristus. Er der tilgivelse for alt det, vi tænkte og sagde og gjorde og sikkert gør igen om en time? Ja, der er! Skal vi opstå, som han opstod? Ja, vi skal! Er der et evigt liv? Ja, der er!

Nuvel, det er nu trøsten og glæden. Den er sand og god. Men der ligger jo samtidig en skjult formaning og forventning i Jesus ord: Som han holder ud med os, sådan skal vi også holde ud med dem, vi ikke kan lide at høre på. For som sagt: Det er dæmonisk ondt ikke at ville høre på et andet menneske, at nægte at lade det udtrykke, hvad der bor i det.

Netop det er vi blevet så vant til. Vist er det en gammel sport, men det er som om den er blevet meget værre. Med islams komme til Danmark har vi f.eks. oplevet den gamle muslimske patentløsning på problemet: Alle der siger noget andet end imamerne eller det, der står i Koranen eller profetens sædvane – de skal slås ihjel. Der er en utålmodighed i islam: Anderledes troende og talende skal bare have hovedet hugget af. På den måde kan de ikke længere forstyrre det billede af virkeligheden, som Muhammeds tilhængere har dannet sig inde i deres hoveder.

Den utålmodighed med sandheden og andre mennesker har muslimerne selvfølgelig ikke patent på. Den breder sig overalt. Forleden var en minister inviteret til at komme at tale på det samfundsvidenskabelige institut på et dansk universitet. Da ministeren var blevet budt velkommen og netop skulle til at tale, rejste henved 20 unge studerende sig fra deres plads og gav sig til at råbe i noget, der ligner fem lange minutter. Meningen var, at ministeren ikke skulle komme til orde, og da de var trætte af at råbe, forlod de unge mennesker auditoriet og gik. For nu havde de afleveret deres egen mening. Hvad ministeren havde at sige – det gad de ikke høre. Det er vore kommende politikere, folketingskandidater, ministre og embedsmænd i det offentlige, der opfører sig sådan. Så vi kan jo bare vente os. Fænomenet kendes også fra England og USA, hvor det er almindeligt, at man buher og overdøver talere, som man ikke er enige med. Det foregår netop på universiteterne, hvor ånden burde være fri og argumenterne tælle.

I Sverige og Tyskland er politikere fra visse partier blevet enige om at holde folke­valgte politikere fra et andet parti ude, blot fordi de siger noget, som man ikke kan lide. Vi vil ikke høre på jer. Vi vil ikke være i stue med jer. Vi vil ikke tager jer alvorlig. Det er virkelig djævelsk. Det er ofte nok at vide, at en person hører til den og den gruppe, det og det parti, den og den forening: Så ved vi nok og behøver ikke høre på, hvad manden siger.

Det er blevet ganske banal dagligdag. Som når patienterne ikke vil høre på lægen, fordi de har siddet og googlet deres sygdom fem minutter i venteværelset og derfor ved bedre. Eller som forældrene, der ikke vil høre på lærerens klage over deres barn. Skønt de sidder pænt og civiliseret på stolen og lytter til læreren, så preller alle lærerens ord af på dem, for de ved jo på forhånd, at deres lille prinsesse aldrig gør noget forkert. Hvis noget angribeligt er sket, er det naturligvis lærerens egen skyld eller måske de andre børns skyld.

Vi søger sammen i fællesskaber, hvor vi kun hører de samme sandheder gentaget. Vi roser os af vores tolerance og frisind, når vi er sammen med vennerne, men når vennerne er gået og vi møder dem, der mener noget andet, så går vi. Eller vi bliver væk.

Kort sagt: Jesus har ærinde til os. Det er en farlig glidebane, vi er ude på. Hvis man kun hører på sig selv og sine venner, fortoner virkeligheden sig mere og mere, så man til sidst kun handler efter, hvordan man synes, verden burde være, i stedet for efter, hvordan den er. Sandheden bliver noget, jeg har i forvejen. Men værst af alt: Jeg nægter så min Næste muligheden for at komme til orde, til at vise sit væsen, vise sig som et menneske, vise sin tro, sin mening. Det forlanges jo ikke, at vi skal være enige alle sammen, men det forlanges, at vi tør bruge tid og argumenter på hinanden.

Lad mig slutte som jeg begyndte med en bøn: Trofaste Herre Jesus, du holder ud med os, og er altid villig til tålmodigt at overvinde vores frygt og vrangvilje! Lad nu din Ånd råde i vore hjerter, så også vi tålmodigt bliver hos vores stakkels Næste og tør tale sandhed med ham eller hende, og således vise dem og os selv hen på al din herlighed og det evige liv. Amen

Prædiken til 1. s. i fasten II, 2018

Luk 22, 24-32

Salmer: 752, 446, 336, 3, 217

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Du er dit eget livs kaptajn! Sådan har vi sagt til hinanden i mange år. Men det er godt nok den fedeste løgn. Et menneske svæver jo ikke sådan frit i luften, men er altid kaldet til lydighed og tjeneste - hvert øjeblik, vi lever hernede. Her skal det i hverdagen vise sig, om vi er tro eller om vi svigter.

Nu vi er ved kaptajner, så lad mig fortælle om to kaptajner fra det virkelige liv. Den 15. januar 2009 lettede indenrigsruteflyet US Airways 1549 fra en af New Yorks lufthavne. Om bord var 150 passagerer og fem besætningsmedlemmer. I cockpittet sad luftkaptajn Chesley Sullenberger, kaldet Sully og hans 2. pilot Jeffrey Skiles. Det var midt på dagen en helt almindelig råkold januardag. Vejret var stille, koldt, god sigtbarhed, ingen vind af betydning. Flyet gik planmæssigt på vingerne og begyndte opstigningen. Mens stewardesserne gennemgik sikkerhedsprocedurerne med passagerne, sad Sully og Skiles og nød udsigten over storbyen og den brede Hudsonflod, som løber som et sølvbånd gennem byen. Pludselig uden varsel, ramler flyet ind i et fugletræk. En flok store Canadagæs bliver suget ind af flyets turbiner. I løbet af sekunder er begge motorer sat ud. Sammenstødet med de store fugle har smadret et eller andet vigtigt i dem. Flyet er stadig i fremdrift, men kaptajn Sully må lige pludselig træffe en lynhurtig beslutning. Flyet har kun været i luften i et par minutter. Det er endnu ikke ret højt oppe, så det er begrænset hvor langt de kan nå i glideflugt nedad. Det er ikke muligt at vende tilbage. Fra kontroltårnet foreslår flyvelederen Teterborg Airport, en anden af byens lufthavne, men Sully er ikke sikker på, han kan nå den. Flyet befinder sig lige over New Yorks centrum. Hvis flyet går ned her, vil det ikke kun koste 155 mennesker livet. Byen havde fem år før oplevet, hvad der sker, når fly flyver ind i skyskraberne. Sully er en erfaren pilot, Skiles det samme. Skiles gennemgår nødprogrammet, mens Sully træffer sin beslutning: Eneste chance er at gå ned på selve Hudsonfloden. Flyvelederen protesterer, men det er Sully, der er kaptajn. Det er ham, der har ansvaret for passagererne og maskinen. Over radioen meddeler han passagererne, at han nu vil foretage en nødlanding. Alle få besked på at dukke hovederne ned bag ryglænet foran. Flyet går tæt ned over en af broerne over floden og lander i det iskolde flodvand. Det holder det sig flydende, og Sully og mandskabet går øjeblikkelig i gang med at få folk dirigeret ud på flyets vinger og ned i flyets gummiflåder. Trods panik lykkes det at få alle ud, og som den sidste vader Sully to gange gennem det stigende flodvand i midtergangen for at sikre sig, at der ikke er flere passagerer tilbage. Så forlader han som sidste mand forskriftsmæssigt flyet. Alle 155 bliver reddet, kolde og forkomne, men dog i live. Sully bliver straks udnævnt til hele nationens helt, men han fastholder hele tiden, at han jo egentlig bare gjorde sin pligt. Han og mandskabet gjorde bare, hvad de havde indøvet så mange gange. Han var jo en mand under ansvar.

Det var den ene kaptajn. Her kommer den anden: Tre år efter, om aftenen den 13. januar 2012 stod kaptajn Francesco Schettino på broen om bord på kæmpekryds­togt­skibet Costa Concodia. Om bord var 3206 passagerer og 1023 besætnings­medlemmer. Skibet var netop ved at forlade havnen i Giglio, en lille ø ud for det italienske fastland. Blandt krydstogtskaptajner er det vistnok en slags urgammel mandomsprøve at turde sejle så tæt på kysten som muligt og lige kippe med flaget. Et rygte vil vide, at Schettino gerne ville gøre indtryk dels på skibets chefsteward, dels på en vis moldovisk danserinde, som begge var til stede på broen. Hvordan det nu forholdt sig: Skibet kommer alt for tæt på et undersøisk rev, og kl. 21.54 sker det. En 50 meter lang flænge bliver revet op nederst på den ene skibsside. Vandet fosser ind og skibet begynder at krænge. Der er uenighed om, hvad der helt præcis sker: Om det er kaptajnen, der får skibet drejet bi, så det lægger sig fast på et andet skær, eller om det slet og ret er vinden, der driver skibet på grund. Resultatet er det samme. Skibet ligger på siden og alt er tiltagende kaos. Heldigvis er ulykken jo sket tæt på land, så kystvagten og redningstjenesten er hurtigt på stedet. I en sådan situation skulle kaptajnen egentlig beordre ”alle fra borde”, men ordren kommer ikke. De ansvarlige besætningsmedlemmer begynder uden kaptajnens ordre at sænke redningsbådene ned. Men først alt for sent. Klokken 22.54 er der endnu 300 passagerer om bord. Redningsfolk kæmpe nede i skibet for at få dem reddet. Men kaptajn Schettino er i mellemtiden blevet væk. Det viser sig, at han har forladt skibet. Ifølge eget udsagn var han uheldigvis snublet og faldet ned i en redningsbåd, så han meget mod sin vilje blev ført bort fra skibet. Kystvagten beordrer ham om bord igen, men Schettino kommer aldrig tilbage. 32 mennesker mister livet. Schettino bliver hængt ud som kujon, og højesteret har netop stadfæstet en dom over ham på 16 års fængsel.

Så vidt de to kaptajner. Mænd, der blev kaldt på, som stod under ansvar, og som havde en soleklar pligt at udføre for andre. Og kære alle sammen: Sådan er det med enhver af os. Vi er aldeles ikke vort eget livs kaptajn. Men hvert øjeblik vi lever hernede skal det vise sig, om vi er en Sully eller en Schettino. Om vi var tro og blev på vores post og levede op til ansvaret, eller om vi løb af pladsen og svigtede dem, vi var forpligtet på. De to kaptajners ansvar er så iøjnefaldende. Det er derfor jeg har fortalt om dem. Men vores er der lige godt. Sidder vi end ikke i et cockpit, står vi end ikke på en skibsbro, så er vi måske sygeplejersker, politifolk, brandmænd, sosu-assistenter, lærere, chauffører. Og har vi så ikke nogen af de hverv, så er vi sønner og døtre, fædre og mødre, brødre og søstre, arbejdskolleger, naboer, genboer, medrejsende. Ingen lever isoleret fra andre mennesker. Alle er altid stillet i en eller anden sam­men­hæng med andre mennesker. Vi står altid, som man sagde i gamle dage, i en stand, om det nu er håndværkerstanden, bondestanden, ægtestanden eller enkestanden. Og her må det nu vise sig, om vi er de andre tro, eller om vi er kujoner, der svigter og løber af pladsen.

Hvem er størst? Hvem er bedst? Hvem er smukkest, klogest, rigest, højest på strå? Sådan diskuterer og kævles både disciplene og vi i det uendelige. Jesus skærer igennem og siger: Sådan skal det ikke være. Dermed mener han ikke, at der ikke skal være forskel. Han er ikke kommunist eller islamist, der mener, at vi alle skal gå rundt i ens tøj, om det nu er kedeldragter eller burkaer. Men han ser tværs hen over alle forskelle og siger: Der hvor du er, i den stilling, du beklæder, om du nu er generaldirektør, minister eller tallerkenvasker er der kaldt på dig. Du har ansvar, en tjeneste at udføre for andre. En pligt. Tjenesten er ikke at gøre særligt udvalgte gode ting, men at gøre sin pligt i sin stilling, kende sit ansvar og handle og skønne frit: Hvad skylder jeg de andre her?

Sådan kalder Gud på os dèr hvor vi er. Der tages ikke hensyn til, hvad vi nu person­ligt tror eller tænker: Om vi er kristne eller ateister, muslimer eller hinduer. I og med at vi lever mellem mennesker i forskellige forhold, er vi bundet og kaldt på. Hvert øjeblik skal det vise sig, om vi er hverdagshelte eller hverdagskujoner. Gud tæller ikke kun de særlige tjenester, som at redde 155 menneskeliv. Gerningerne er der ikke forskel på. Vores gerninger tilhører ikke os selv, men Næsten: Om det så kun er at binde et snørebånd, rette på en pude, sige et lille opmuntrende ord, trække gardinerne fra, give en hånd over dørtrinet, køre et ærinde. Djævelens fristelse er den samme, uanset om det er stort eller småt - det vi gør. Som små Schettinoer fristes vi daglig til at pjække den, hitte på alle mulige syge undskyldninger for at camouflere vores ynkelige kujoneri.

Kaptajn Sully var en ganske beskeden mand. Midt i al larmen omkring hans person fastholdt han trolig, at han bare havde gjort det, som han og mandskabet havde øvet 1000 gange. Han havde bare passet sit arbejde. Det var ikke falsk beskedenhed. Jeg ved ikke, om Sully var kristen. Det tror jeg, men det er for så vidt ikke det afgørende.

Men dette er god gammel protestantisk kristentro: Vore gerninger, vore hænders værk tilhører vores Næste. Man skal gøre godt for medmenneskets skyld, ikke for Guds skyld. Gud behøver ikke vore tjenester. Det gør Næsten. Gud derimod skal have vores tro, vores håb, vores hjertes længsler.

Det er faktisk derfor vi sidder som vi lige nu sidder i en gammel kirke. Vi sidder med næsen mod alteret, mod øst, den gamle retning mod Gud, ligesom vi har døbt børnene i samme retning, og ligesom brudefolk står med ansigterne vendt samme vej. Sådan er der – over for Gud, vendt mod Gud - ingen forskel på os. Over for Gud gælder intet af alt det vi kan stille med af guld og gode gerninger og fortjenstmedaljer. Det er alt sammen intet. Over for Gud gælder alene hans gode hjerte, hans nåde og det han har sat i værk ved Jesus Kristus. Jordiske titler, hæder og ære, succes og medgang – men også foragt, svigt, elendighed og modgang – alt det har intet at sige vendt mod Gud. Alt det forgår og bliver til jord. Vendt mod Gud, over for Gud kan vi alene håbe på hans tilgivelse fra himlen.

Derfor: Når vi om lidt så vender os om og går ud af kirken, altså, når vi vender næsen den anden vej, så gælder alle jordiske, menneskelige forskelle, og i samme nu gælder alle de forskellige pligter og forhold og bånd, som binder os sammen høj og lav. Alt det, vi skylder hinanden. Ikke for at vi kan vinde en plads i himlen, ikke for at kunne varme os ved egen fortjeneste, men for de andres skyld. Alle gode love, alle fag, alle stillinger, i alle livsituationer kaldes der på os. Ingen slipper. Hvis vi lytter godt efter, så lyder det igen og igen: Kom så ud med dig. Du har en pligt at udføre for de andre – der hvor du er.

Og nu skal det så vise sig, hvert øjeblik, om vi små bolværksmatroser handler som en Sully eller som en Schettino.

Amen

Prædiken til 1. s. e. H3K II 2018

Mark 10, 13-16

Salmer: 775, 101, 289, 36, 759

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig.

Hvor er de almindelige mennesker egentlig blevet af? Helt almindelige danskere, der ikke absolut skal være en hel masse andet, end bare almindelige? Hvor er Hr. og Fru Danmark, Hr. og Fru Leverpostej, Hr. og Fru Kakkelbord, som de siger så nedsæt­tende i tv? Jeg synes ikke, der er noget galt med hverken leverpostej eller kakkelborde. Jeg savner bare helt almindelige mennesker, helt almindelige danskere, som kan nøjes med at være det, de er. Det de er blevet, om det nu er kønt eller mindre kønt. Hvor er de henne, alle de almindelige, de gennemsnitlige danskere? Jeg har tænkt på at efterlyse Hr. og fru Danmark i radioen, så de kunne sige: Vi bringer en efterlysning: Det drejer sig om Hr. og fru Almindelig, som er bortgået i nedtrykt sindstilstand. De er almindelige af bygning, de har kommune­farvet hår og sidst de blev set, forlod de deres almindelige hjem iført almindeligt tøj og kørte bort ad Lærkevej på almindelige cykler.

Jeg savner sådan, at mennesker tør være almindelige. Sådan et menneske, som ikke hele tiden kræver af mig, at jeg absolut skal acceptere eller tage stilling alle deres individuelle særheder og tilbøjeligheder. Et menneske, der tør være helt normal og gennemsnitlig. Det er sådan en lise at tale med og være sammen med sådan et menne­ske.

Alle steder vil man jo nu være ekstraordinær, særlig, unik, original. Alle søger en eller anden særlig identitet – som om det var noget man søger, ligesom man søger sig et par nye sko eller en ny frakke. Det er kommet i takt med hedenskabens genkomst i Danmark. I samme takt, som vi har forsømt at huske på vores egen baggrund i kristendommen er det dukket op. I kristendommen er et menneske noget særligt i Guds øjne. Vi er alle skabt af ham og til ham. Jesus Kristus kendte ikke til almindelige gennemsnitsmennesker. Han så hver enkelt som et under, en gåde, et mirakel. Hvert lille menneske var fuldkommen enestående og uerstattelig i hans øjne. Og netop derfor har vi hidtil kunnet være – bare almindelige. Netop derfor behøver vi ikke hoppe på tungen for andre mennesker hele tiden. Det er vi med kristendommen så herligt fritaget fra. Over for andre kan vi nøjes med at være helt almindelige, private, normale, gennemsnitlige og – ja, kald det bare leverpostej­farvede, kedelige eller grå.

Men nu skal man ligesom hele tiden bevise sig selv som et enestående, unikt væsen over for andre. Det er blevet så frygtelig anstrengt. Nu da man ikke tror, at Gud er der til at regne en for noget særlig, så skal alle andre med vold og magt regne en for noget særligt – også selvom man gør nøjagtig det samme som alle andre. Man står ikke længere blot over for et medmenneske, en dansker, en almindelig borger her i landet. Nej, man står over for en homoseksuel, en transperson, en afroamerikaner, en inuit, en aboriginal, en allergiker, en ADHD-patient, en veganer, en efterkommer efter slaver fra kolonitiden, en asa-troende, en ludoman, en et-eller-andet. Og hver gang skal man nøje vogte sig for at sige noget forkert. Hver gang skal man komme med en bekendelse. Inden man siger noget overhovedet skal man messe: Jeg accepterer homosek­suel­le, jeg vil ikke diskriminere veganere og allergikere i hele verden, jeg føler med efterkommerne af slaverne på De Dansk-Vestindiske Øer, og inuitterne på Grønland. Det er sygt. Alle mulige identiteter stilles op som barrikader eller palisader eller skyttegrave imellem om. Det er individualismen, der er gået fuldkommen amok, så den splitter os i atomer.

Man inviterer til middag. Man vil så gerne se sine venner samlet om et bord. Det veldækkede bord er jo frem for noget et symbol på sammenhold, fællesskab. Når Jesus valgte at gøre et måltid til et særligt tegn for sine tilhængere, var det ikke tilfældigt. Han ville på den tydeligst tænkelige måde vise dem, at de var fælles om alt. Nuvel, gæsterne er inviteret, bordplanen lagt – men så indløber særkravene: Karen er altså vegetar og Poul er veganer. Louise er laktose-allergiker og Hanne har gluten-allergi. Ali spiser ikke svinekød af religiøse årsager, Lars spiser ikke fisk, fordi han fik et fiskeben i halsen som barn. Janus har ADHD og skal helst sidde ved et bord for sig selv, og så er der Christine, som ikke drikker alkohol og Susanne, der er på kur og Svend, der skal have maden blendet, så han kan tygge den.

Forstå mig ret. Det er ikke for at bagatellisere allergier eller sygdomme. Det er både tungt og træls at døje med. Undskyld, hvis I sad og fik det indtryk. Jeg vil bare vise med et letfatteligt billede, at på en eller anden måde er alt det, der skiller os, kommet til at fylde meget mere imellem os. Og intet sted er det så tydeligt som ved bordet. Det kan være forbundet med mange gener at tilhøre et mindretal, at have visse handicaps eller diagnoser – men hvorfor er det kommet til at fylde så meget? Og hvorfor skal folk hele tiden accepteres for deres særheder, deres sygdomme, deres hudfarve, deres seksuelle tilbøjelighed? Hvorfor skal det altid frem og skille os? Hvorfor kan vi ikke blot være hinandens medmennesker, hinandens Næste?

De vestlige samfund er ved at gå op i sømmene af al den individualisme. Individualisme ender på –isme. Og alle ord med den endelse betyder, at noget er for meget. Idealisme er for meget ide og for lidt virkelighed, marxisme er for meget Marx, feminisme er for meget kvinde, og individualisme er for meget individ, for meget den enkelte over for alle de andre. Individualismen kan måske nok siges at være et barn af kristendommen. De gamle profeter og salmedigterne fra Biblen var de første i verdenshistorien, som understregede det enkelte menneskes selvstændig­hed. Men nu er barnet vokset op er blevet stor og overvægtigt. Samfundet sprækker og slår revner – simpelthen fordi vi har fået os stillet op i 1000 forskellige lejre, hvorfra vi står og råber ad hinanden. Vi er i fuld galop på vej mod samfundets opløsning, fordi vi ikke længere vil være almindelige.

Kirken er omtrent det sidste sted, hvor det er ok at være almindelig. Den er ligefrem ”den hellige, almindelige kirke”, hvilket betyder, at den er for alle uden skæven til baggrund, hudfarve, seksualitet, politisk ståsted – eller hvad man nu kan hitte på af forskelle. Og denne almindelighed, denne ”for-alle-hed”, kommer ikke mindst fra en lille beretning som den fra Markus-evangeliet om Jesus, der tager imod kvinderne og deres børn. Disciplene vil lukke dem ude – de er jo kvinder! Og alle de unger – hvorfor skal de have dem rendende? De er jo – unger! Disciplene vil opstille barrikader og sætte skel, men Jesus bliver vred og trodser dem. Vi kan vel knapt høre det nu, men i datiden var det højst provokerende. En jødiske læremester og skriftklog kunne ikke bruge tid på kvinder og børn. Jo, han kunne rådgive dem enkeltvis, men hele det kyller af unger – det var uværdigt.

Vi skal lige blive lidt ved det, Jesu siger. Desværre har oversætterne snorksovet i timen, da de skulle oversætte Jesu ord til dansk. I den autoriserede danske oversættelse fra 1992 står der, som jeg læste før: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. Det sagde Jesus garanteret ikke, og hvis han havde gjort det, så ville han jo netop have sat skel. For så havde han jo sagt, at Guds rige kun er for børn. Det er derfra vi har alt det sludder som siges om at blive som børn på ny. Det er overhovedet ikke det, Jesus taler om. Han siger: ”Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i, for Guds rige hører sådanne til”. Undskyld, hvis det lyder som ordkløveri, men det er en vigtig forskel. Hvis Jesus siger: ”Guds rige er deres”, så er det det samme som at sige, at kristendom kun er for børn. Hvis han derimod siger: ”Guds rige hører sådanne til”, så betyder det, at Guds rige hører dem til, der tager imod det på samme måde som et lille barn. Hvordan tager et lille barn imod Guds rige? På samme måde som det tager imod, når far og mor beslutter sig for, at nu skal det have en ren ble på, nu skal det sove, nu skal det have bananmos i stedet for havrevælling. Den slags må barnet bare tage imod. For sådan bliver det. Barnet kan ikke henvise til alle mulige særligheder og fortjenester. Det har ikke krav på noget i kraft af race, køn, etnicitet, religion, seksualitet eller noget. Det må tage, hvad det får givet. Guds rige tager man imod på samme måde – ved at tage imod det og lade det være noget, som Gud har bestemt for os – fraset alle forskelle og særheder, uden alle selvvalgte barrierer.

Jeg er døbt – derfor kan jeg være – bare almindelig! Det er ganske forfærdeligt, at vi har lært vores børn og unge, at de skal gøre sig særlige. Det er jo det, vi har gjort. De har set, at man opnår fordele ved at råbe op om sine særheder. De har set et hav af tv-shows og børneshows, X-faktor og MGP, hvor børn og unge gør sig til for at vinde. Og hvad så, hvis de sidder der og kommer til, at de vist egentlig slet ikke er noget særligt, at de bare er dette forfærdelige, som er det værste man kan være i Danmark: Helt almindelig, gennemsnitlig, normal. Det er et grusomt åg at lægge på ethvert menneskes skuldre at tvinge det til at skulle være noget særligt. Hvordan er jeg noget særligt? Lad mig se, jeg må være noget eller gøre noget eller sige noget, som vækker opmærksomhed, så alle andre opdager mig som noget særligt.

Evangeliet i dag er: Alt det er vi fritaget fra. Helt og aldeles. Gud kender os, han skabte os og satte os her med en ganske bestemt opgave. Som ikke er den, at vi skal finde hver vores særhed og bygge os op på den. Men den at stole på, at Gud kender os og har tal på vore hovedhår. Inklusive alt det, vi skammer os ved og skylder og tabte og ødelagde og helst holder hemmeligt for alle andre. Det er alt sammen kendt og slettet ud ved Jesu Kristi liv, død og opstandelse. I dag. Og netop derfor har vi lov til at lade alle de falske bekymringer være, og være helt almindelige, kedelige, gennemsnitlige danskere. For os ligger ikke, at arbejde med os selv som et projekt. For os ligger det at se bort fra os selv, så vi kan se de andre.

Amen

Prædiken til Søndag septuagesima II, 2018

Matt 25,14-30

Salmer: 736, 7, 294, 356, 728

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Budskabet i dag – som hver søndag - er, at Gud vil være Gud for os på trods af at vi er sådan nogle uforbederlige selvoptagede klaphatte som vi er. Min opgave som sognepræst er at fortælle jer og alle, at Gud har påtaget sig den utaknemmelige opgave det er at være Gud for tvivlere og småfuskere og glemsomme spottere som os. Gud er som en rigmand, der betror sin formue til sine dårligste ansatte i forventning om, at de vil vise sig bedre end de er. Når vi hver især forvirret går og tror, at vi skal være alt muligt, som vi selv har fundet på: Rige, kendte, berømte, beundrede, bedst som vi tror, at vi skal alt muligt vigtigt: rejse, gøre karriere, se det og det, nå det og det, købe det og det, så afbryder han myndigt og tålmodigt vores tanker og siger: Nej, alt det skal I overhovedet ikke. Det er alt sammen noget, I selv har fundet på. Jeg, jeres Gud, forventer kun eet: I skal være tro! Elske og ære, tjene og være tro i det små – her ret ud for næsen.

Se, det budskab skal vi give videre til andre, dele med andre: Hør her, skal vi sige: Gud regner os for værd at give en opgave. Han forventer i sin godhed, at vi er meget mere, end vi er. Ingen er så ringe, så sølle, så elendig, så fej, så slap, så syg, at Gud ikke vil holde ham fast i den klippefaste tro, at han mere, end han selv tror.

Dette budskab har vi altså til deling. Til at dele med hinanden. Til at glæde os over sammen. Ikke til at gå og gem­me på som en eller anden personlig hemmelighed. Vi har med andre ord fået et glædeligt budskab betroet – til at give videre, sætte i spil mellem andre. Det er det, lignelsen om de betroede talenter handler om. Den kan også udlægges på andre måder, men det kan vi skændes om en anden gang.

Mattæus, som har nedskrevet lignelsen, forstod den selv som det, man kalder en allegori. En allegori er en historie, der så at sige skal oversættes led for led. Allegorier brugte man meget i undervisning, fordi de på en smart måde kunne gøre ting tydelige, som ellers ikke var tydelige. Lignelsen om de betroede talenter handler på overfladen om en rig mand, der udbetaler penge til sine tjenere for at de skal forvalte dem på rette måde. Men nedenunder handler den om Gud, der giver sine mennesker noget, som de skal sætte i spil. Man skal på den måde oversætte det hele: Manden, der drager udenlands er Gud. Tjenerne er os, talenterne er evangeliet, det glædelige budskab. Det er ikke helt sikkert, at Jesus brugte historien lige nøjagtig sådan, men skidt med det.

Det budskab, som vi har fået, skal altså i spil. Det skal deles. På samme måde som penge. En talent er en sum penge, det har ikke noget med vore evner at gøre. En talent var en vægtenhed for guld, altså penge, og det karakteristiske ved penge er jo, at de skal ud at arbejde. Kun sådan bliver de til nytte ikke bare for en selv, men for alle. Hvis man arver en million og sætter den i banken, er man idiot, for med de renter bankerne giver for tiden, har inflationen snart ædt det hele op. Og pengene som ellers kunne være investeret i forretninger, der kunne være til nytte for andre – de blive nu til ingenting. Penge er intet værd, hvis ikke de bruges. Hvis de bruges, kan de give arbejde og brød på bordet for andre også. Det er svært at forstå, hvorfor det er sådan, men sådan er det!

De to første tjenere har forstået det. De modtager deres penge fra deres herre, og så skynder de sig hen og investerer dem. I dag ville de vel være gået på børsen at købe aktier. Det er der risiko ved. Man kan tabe alle pengene, hvis kursen falder, men de to gode tjenere vover det, og på den måde kan pengene nu yngle og blive til flere og skabe vækst og nye arbejdspladser for andre. Den sidste tjener derimod er en idiot. Der er ingen grund til at have medlidenhed med ham. Lige som man heller aldrig skal have medlidenhed med heksene og troldende i eventyrerne. Dum som han er, graver han sin herres penge ned og sætter sig til at vente. Han tror, at nu er pengene i sikkerhed, og så kan han betale aftalte penge tilbage, når hans strenge herre kommer hjem. Han tænker ikke på, at pengene ligger i jorden og bliver mindre værd. Han skænker det ikke en tanke, at pengene nu ikke medvirker til øget investering og vækst til gavn for alle. Derfor bliver hans herre med god grund vred på ham. For han og alle andre lider jo tab på grund af det fjols.

Se, det er historien på overfladen. Og det kan vi nu oversætte til noget andet, nemlig evangeliet, det budskab, jeg talte om i begyndelsen, budskabet om Guds uforklarlige trofasthed og forventning til os. Den rige mand, der drager udenlands er Gud, tjenerne er os, og talenterne er budskabet, der ligesom penge skal deles, bruges, leves på, investeres til glæde for alle. De to første tjenere har turdet leve på det budskab, de har hørt. Og de har tilmed turdet give det videre til andre. Den sidste tjener har holdt det for sig selv som sin dybt personlige åndelige hemmelighed, som han har fået frem for alle andre. Det er her, det begynder at snerpe. Enhver kan jo selv tænke efter: Hvem ligner vi i grunden mest? De to første eller ham fjolset til sidst. Det handler om at turde stå ved, leve på og videregive det, man har hørt i kirken, så andre også kan få glæde af budskabet. Jeg er bange for, at vi herhjemme i skræmmende grad er kommet til at ligne ham den sidste tjener.

For det første har vi vænnet os til at tale om kristendom, som om det hele afhænger af en eller anden tro dybt inde i os. Troen er noget lige så personligt som ens underbukser eller medicinforbrug. Det kommer ikke andre ved. Jeg har min tro, siger folk – og så er det ikke meningen, at man skal sige mere. Det, som man har hørt, er blevet til hemmelig viden, som ikke er til glæde for nogen, næppe nok én selv. Det svarer lidt til en videnskabsmand, der går rundt og har fundet en hidtil ukendt plante i Amazonas-junglen, som ingen andre har opdaget. Planten kan med sin olie på mirakuløs vis helbrede kræft. Men i stedet for at råbe det ud til alverden, at her er en plante, som kan helbrede en farlig sygdom, så gemmer idioten sin viden, fordi han pønser på engang at skrive en lærd artikel i et tidsskrift, så han kan blive berømt og måske få planten opkaldt efter sig. Hvad skal man med et godt budskab, som ikke deles med andre? Hvis man hører noget, som man selv er blevet glad ved at høre – så kan man da ikke holde det tilbage. Sådan er det jo, når vi har bestået en eller anden eksamen eller vundet en stor gevinst eller mødt en, som vi er blevet forelsket i: Den slags kan vi ikke skjule – det skal bar ud. Andre skal dele glæden med os. Alt andet er kunstigt.

Det er da det, vi skal turde glæde os over og lade andre glæde sig over. Tænk engang: Vi skal slet ikke nødvendigvis være berømte og rige og skabe karriere og stresse rundt for at nå alt muligt, som vi selv har opdigtet. Alt det er vi fritaget for. Gud kræver kun, at vi skal være tro i det små – her lige frem for næsen skal vi være tro og forundres over, at Gud regner os for så uendelig meget mere, end vi selv kan forestille os i vores vildeste drøm. Det er da noget at komme med til alle. Jeg mener ikke, man skal have særlige anlæg for at forstå det. Kun måske når vi ligger dumme og dvaske hjemme i sofakrogen og tror, vi kan klare alting: fortælle landstræneren, hvordan håndboldholdet skal spille og fortælle statsministeren, hvordan han skal være statsministeren – kun da er evangeliet måske ligegyldigt. Men det er ikke evangeliets skyld, det er vores egen.

Så får man altid den her slynget i hovedet: Ja, det er jo noget subjektivt, det du kommer med, præst! Der er jo din tro, og det, der er sandt og godt for dig, er jo ikke nødvendigvis sandt og godt for mig! Sådan har vi lært at tale på den måde kan vi lynhurtigt punktere alting og få alting til at falde dødt til jorden. Men hvis det er sandt, så kan verden overhovedet ikke hænge sammen, for så er alle mennesker som sandkorn i en bunke, der intet har at dele med hinanden, andet end mængden.

Man skal ikke tage sig af den slags pølsesnak. I stedet skal man begynde med sig selv, for glæder det mig, kan det vel også glæde andre. Man kan jo begynde med at sige til sig selv: Gud vil altså tålmodigt vedblive at være min Gud. Lige meget hvad jeg kommer med af forhindringer og vanskeligheder, lige meget hvad jeg kan diske op med af tvivl og manglende tro og alle mulige fejl og mangler, så skærer han igennem og siger: Jeg gider slet ikke høre på dit vrøvl: Jeg gentager for dig, hvad jeg ved Jesus Kristus har sagt dig så mange gange før: Jeg er din Gud og jeg forventer tålmodigt, at du vil vise dig større end du er, og er tro dèr, hvor du nu har din gang. Det er alt, hvad du skal – og alt det andet, du tror, du skal – det skal du ikke. Du skal elske og ære og være tro, glemme dig selv og hjælpe, opmuntre og gavne din Næste.

Sådan begyndt kunne det jo godt være, at budskabet kunne ramme andre og gøre også deres hjerter glade. Ja, det kunne jo oven i købet være sådan, at det kunne være til gavn og glæde for et helt samfund, en hel verden. Præcis sådan er det med evangeliet, det glædelige budskab, som vor Herre Jesus Kristus kom med, og selv var i handling.

Se, det er det, man kalder mission. Mission betyder udsendelse – at vi er udsendt til hinanden med glæden. Og ve da den uduelige tjener, der vil holde den glæde for sig selv som en personlig hemmelighed, eller som af frygt eller dovenskab ikke gider give den videre. Er han biskop eller provst eller præst eller kirkegænger eller kulturkristen – ud i mørket udenfor med ham!

Amen 

Prædiken til Nytårsdag II, 2017

Matt 6, 5-15

Salmer: 712, 102, 105, 791, 108

Lad tidens hjul omdrive,
lad veksle dag og nat,
men lad, o Gud, os blive
fast på dit hjerte sat!
I Jesu Kristi navn
lad året til os bære
alt, hvad dit navn kan ære
og tjene til vor gavn!

Det er godt og rigtigt at begynde det nye år med at bede Fadervor. Lytte til Jesu simple belæring og sige: Kære himmelske Fader, led os ikke ind i fristelse i det nye år, men fri os igen fra det onde! Kan man tænke sig nogen bedre måde at gå ind i et nyt og ukendt år? Ham der kan alt, kalder vi fortroligt ”vor Far”, og så vi beder ham om ikke at lade den Onde friste os, men fri os fra ham og alt hans væsen. Så kan det nye år bare komme an.

Lad mig benytte denne første morgen i det nye år til at sige lidt om dette med fristelsen og Djævlen. Djævlen frister, dvs. han vil have os til at gøre det, vi godt ved, er forkert. Det er jo det, fristelse betyder. Alt hvad der ser godt og flot ud, alt hvad der virker sødt og herligt, men som har de uhyggeligste og sørgeligste følger – det er Djævlens område. Han er altid kun ude på eet: At skille os fra Gud, at skille os fra hinanden, at få et lille menneske til at sidde alene og fortvivlet til døden.

Jeg er helt ligeglad med, at folk forsøger sig med at sige, at Djævlen slet ikke findes. Hans værk ser vi hver dag overalt. Vi kan da slet ikke undgå at se al den fortvivlelse, angst, gudsforladthed og splittelse, som er imellem os. Kirken er det eneste sted, hvor ondet får sit rette navn. Det er ikke miljøet eller samfundet. Det er ikke mennesket. Mennesket er ikke skabt ondt, men det er svagt og falder hele tiden for Fandens fristelse.

Jesus lærte os Fadervor for at vi kunne have noget at stå imod med. For ham er fristelse noget ganske dagligdags, noget der møder os hundrede gange, tusind gange hver dag: Derhjemme i køkkenet, på arbejde, i fritiden, til fest. Og derfor er på samme måde også bøn for Jesus noget ganske dagligdags, noget som vi skal gribe til hundrede gange, tusind gange – omtrent ligeså dagligdags som når vi tager en varm trøje på mod kulden. Det er lidt ligesom den kamp, som foregår i vores krop: De hvide blodlegemer, kroppens antiterrorkorps, kæmper imod indtrængende virus og bakterier. Fristelsen fra helvede er som virus, der skal bekæmpes, før de får magt. Djævlens fristelsesvirus er ganske simple ting i virkeligheden. Det er derfor vi ikke opdager det.

Tag nu bare en lille dagligdags fristelse som den ikke at ville bede om hjælp og ikke at ville tage imod hjælp, hverken fra Gud i bønnen eller fra andre mennesker. Det er en fristelse, og den kommer lige fra Helvede af. Jeg har lagt mærke til, at folk altid sørger for at stå næsten demonstrativt i vejkanten med mobilen for øret, når bilen er punkteret eller gået i stå. De bliver nærmest forskrækkede, hvis nogen standser og spørger, om de skal hjælpe: Nej, tak, vi klarer os, siger de, næsten med panik i stemmen. Vi klarer os selv. Vi har ikke brug for nogen. Tænk, så perverst at være bange for, at andre skal hjælpe! For mange – især unge – er det grænseover­skri­den­de blot at ringe til andre mennesker eller at gå hen at banke på og bede om hjælp. De vil hellere sms’e eller maile til anonyme offentlige myndigheder. Al vores teknik er smart og god, men Djævlen bruger den til at isolere os fra hinanden og bilde os ind, at vi er vore egne herrer, der ikke behøver hjælp fra hverken Gud eller menne­sker, fordi vi har vores mobil.

En simpel lille ting, som vi falder i med dagligt, selvom det er både dumt og farligt for os. Vi klager som aldrig før over overbebyrdelse, stress, depression, manglende lyst, manglende tid. Mange, mange ting kunne vi gøre lettere for os selv, hvis vi bare engang imellem turde og sige de to små ord: Hjælp mig! Men alt mulig forhindrer det: personlig stolthed og forfængelighed f.eks. Eller al mulig indbildt skræk for, hvad naboen mon kan finde på at sige og tænke. Derfor bider vi hellere tænderne sammen, lukker døren, tager en pille mere og klarer det hele selv. Der findes mennesker, der er blevet så gode til ikke at tage imod hjælp, at de er blevet rent ud utålelige at være sammen med. De er så hensynsfulde og opofrende over for andre, alt vil de gøre for andre, men man mærker Fandens dårlige ånde, når de selv bestemt nægter nogensinde at modtage så meget som et glas koldt vand fra andre. Skønt andre så gerne vil have en lejlighed til at gøre gengæld.

Over for fristelsen til ikke at modtage hjælp skulle et simpelt lille Fadervor nemt kunne minde os om, at vi ikke er små guder, der kan alt, men at vi i allerhøjeste grad har brug for hans hjælp. Med det samme vi beder Fadervor, falder alting på plads helt naturligt. Læg mærke til, at selvom man så beder Fadervor helt alene, siger man alligevel: Led os ikke i fristelse. Altså ”os” i flertal. Bønnen sætter det hele på plads: Over os er Gud den Almægtige, som vi med Jesus kalder ”vor Far”, og her over for ham er vi mennesker sammen på lige fod. I bønnen siger vi altså: Gud, vi mennesker står hjælpeløse over for fristelsen. Hjælp os! Fri os fra den Onde! Med bønnen bliver vi med andre ord til små mennesker, i stedet for små umenneskelige guder.

Måske er det Djævlen, der står bag, når vi netop her i december i pressen hørte, at man i Sverige og i Vatikanet i Italien er begyndt at pille ved Fadervor. Jesus tog fejl, mener man vist. I Sverige er det ikke så godt at kalde Gud for Far. Det er diskriminerende, at Gud skal være en mand. Og der er jo mennesker, der kun kender en voldelig far derhjemme, eller som slet ikke har en far, men er vokset op med to mødre. Derfor bøvler de i Sverige med at finde en alternativ indledning til Fadervor. Det er det rene pjank. Ingen kristne har da nogensinde regnet med, at Gud er et mandligt væsen med mandligt kønshormon i blodet. Gud er Gud. Evig, almægtig, ufattelig. Jesus har blot lært os at kalde ham ”fader”, og fra gammel tid siger vi ”ham” om ham. Den slags er rent bavl og medvirker kun til at bilde os ind, at vi ikke kan bede Fadervor.

Paven i Rom mener heller ikke, at Jesus var helt heldig med sin bøn. Han er ked af, at vi beder Gud: ”Led os ikke i fristelse”. Han vil hellere, at vi beder: ”Lad os ikke gå ind i fristelse”. For, siger paven: ”Gud kan ikke lede nogen i fristelse”. Gud er jo rar og flink. Det lyder rigtigt, men er det ikke. Paven har ikke opdaget, at han i virkeligheden gør Gud mindre på den måde. Gud frister ingen, det er rigtigt. Det er Fanden, der frister, men det er lidt underligt, at paven skal fortælle Gud, hvad han kan og ikke kan. Gud kan faktisk godt lede i fristelse, ligesom han ledte Jesus ud i ørkenen for at møde fristeren. Gud har nemlig, tror jeg, en mærkelig og helt urimelig stor tiltro til os: Han vil ikke, at vi skal slippe helt for fristelse. Han vil ikke, at vi skal leve helt uden farer. Men han vil, at vi skal overvinde fristelse, og trodse faren – med ”et Fadervor i pagt”, altså med den Almægtiges hjælp. Han vil med andre ord øve os, styrke os. Det skal dog ikke forhindre os i – efter Jesu’ opskrift at bede Gud om at lade os slippe for Djævlen og alt hans væsen. Det er i virkeligheden helt det samme, vi siger, når vi siger: Ske din vilje! Det betyder jo: Kære himmelske Fader, vi vil gerne, at du gør som vi vil, men du ved nu bedst, så gør du, som du vil! Hele evangeliet er en historie, der skal ruste os og styrke os til at stå imod. Det er jo fortællingen om ham, der kom og kæmpede med fristeren – og overvandt ham. Jesus er selv den, der overvinder alle Fristerens tricks og numre. Han lader sig ikke lokke til at hade eller foragte sine landsmænd. Han lader sig ikke lokke til at bruge vold og magt. Han lader sig ikke lokke til at opgive sin Gud. Han står imod. Og han gør det for os, i vort sted, så når vi falder igennem, så vil Gud dog ikke slå hånden af os. Han bliver hos os og siger: Op på hesten igen. Bliv ved mig, for jeg er hos dig!

Nuvel, både i Sverige og i Rom og i helvede gør man altså, hvad man kan for at vi ikke skal bede Fadervor, som Jesus lærte os den. Men jeg tror, man gør klogt i at holde sig til den simple oversættelse, som man har brugt verden over i 2000 år: ”Led os ikke i fristelse”. Lad os ikke fristes til at tro, vi er Gud, eller at vi ikke behøver andres eller din hjælp. Lad os ikke forvandle os til umennesker, der kan alt og vil klare alt selv.

Prøv engang at se på sagen rent menneskeligt. Hvorfor er det så svært for os at tage imod hjælp? Det er jo i virkeligheden godt og klogt både at turde bede om hjælp og at tage imod hjælp. For det første behøver man så ikke gøre alting selv fra bunden. Ti mennesker, der hjælper hinanden står stærkere end et menneske, der vil klare alting selv. Og for det andet vil de fleste mennesker rent faktisk meget gerne hjælpe, hvis de kan. De bliver i virkeligheden glade og vokser med for den tillid, der vises dem: Tænk, han tiltror mig, at jeg kan hjælpe ham! Tænk, hun regner mig for en, der kan hjælpe hende. Det højner menne­sker at blive bedt om hjælp, det glæder dem og rejser dem at kunne hjælpe.

Jeg tænker helt enfoldigt, at Gud på samme måde bliver glad, når et menneske beder ham om være dets Gud og hjælpe. Når et menneske beder, som Jesus har lært det: Vor Far, du som er i himlene, led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Så hører Gud jo netop det, han ønsker fra os: At vi er de små mennesker vi er, og at vi samtidig lader ham være den Gud han er, nemlig vor Gud og Fader. Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Det betyder her på denne første dag i året: Du, Gud Fader, som kan alt, led mig i år ikke derhen, hvor Fanden frister mig, men fri mig fra ham!

Godt Nytår

Amen

Prædiken til 22. s e. trin. I, 2017

Matt 18,21-35

Salmer: 739, 598, 512, 292, 4

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Sådan beder vi i Fadervor, og hvis man er i tvivl om, hvad det betyder, så har jeg her læst lignelsen om den onde, gældbundne tjener. Den fortæller, at der er en direkte forbindelse mellem Guds tilgivelse af os og vores tilgivelse af andre. Guds tilgivelse og gave forpligter. I øjeblikket er russerne i gang med at bygge Northstream II øst for Bornholm. Det er en gasrørledning, der løber fra Rusland til Nordtyskland. Vi skal være som en rørledning, sagde Luther. En rørledning mellem Gud og vores Næste – ikke for gas, men for den samme tålmodighed og storsindethed, som vi selv daglig møder hos Gud. Vi har selv fået så uendelig meget tilgivet. Altså skal vi naturligvis også tilgive dem, der har forbrudt sig imod os. En af de fæleste kirke- og præstefraser for tiden er, at ”Gud elsker os som vi er”. Gu’ gør han ej. Gud er god og barmhjertig, og derfor tilgiver han os, at vi er som vi er. Men netop derfor forventer han da virkelig, at vi viser vores Næste den samme godhed og barmhjertighed. Vi er under Guds forvent­ning. Hans gode forpligtelse. Skulle Gud forvente mindre, fordi vi ikke kan tilgive? Skulle Gud slække på sin godhed, fordi vi er onde? Nej, vist ikke. Derfor er der en klar sammenhæng mellem at vi beder Gud forlade os vor skyld, og at vi forlader vores Næste hans skyld.

Lad os nu simpelthen løbe lignelsen igennem. Peter kommer til Jesus med et spørgsmål. Måske har han en eller anden sag kørende med en af de andre fiskere. Måske et skænderi om fangstpladser og rettigheder. Det ene ord har taget det andet, og Peter vil nu gerne høre, hvor grænsen går. Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, spørger han? Og Peter synes selv, han er storsindet, når han foreslår 7 gange. Syv gange vil han gøre gode miner til slet spil og tilgive sin bror, men den ottende gang falder hammeren, og så er der ingen kære mor længere. Men Jesus afbryder ham og siger: ikke op til 7 gange, men op til 77 gange. Eller, som det også kan oversættes: 7 gange 70 gange. Det betyder: Hver gang. Altid.

Peter har sikkert set chokeret ud. Han har nok som vi lært bønnen: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, men skal der slet ikke være nogen grænse? Nej, siger Jesus. Ingen! Og så giver han sig til at fortælle den vidunderligt klare historie om den onde, gældbundne tjener. Jesus kender jo Peter, og han ved, hvad Peter har respekt for, og derfor fortæller han en historie om penge, om gæld og eftergivelse. Alt sammen som et billede på, hvad den uendeligt gode Gud forventer af os.

Historien handler om en konge, der gør regnskabet op med sine guvernører. ”Kon­gens tjener” var i oldtiden et navn for kongens nærmeste mænd, guvernørerne, satrapperne, dvs. de mænd, som kongen havde sat til at styre sine provinser. Der skulle de opdrive skat, som de skulle sende videre til kongen. Visse onde rygter har åbenbart nået kongens øren, og derfor vil han nu gøre regnskabet op med sine folk. Guvernørerne hæftede personligt for deres gæld. Ind i audienssalen kommer nu en af kongens guvernører fra en af kongens fedeste provinser. Da man slår efter i bøgerne, viser det sig, at manden skylder kongen 10.000 talenter. 10.000 var det største tal, man regnede med og talentet var den største vægtenhed, man havde. Titusind talenter er altså en svimlende stor sum, svarende til 100 millioner denarer. Måske husker man, at Jesus et andet sted fortæller, at en daglejer kunne tjene en denar på en dags arbejde. 100 millioner daglønninger i dagens tale – det er næsten ikke til at regne ud: Hvis en håndværkertimeløn nu er 180 kr., svarer det til 1 milliard 440 millioner, har jeg regnet mig frem til. Alle disse skatteindtægter er kongen gået glip, mens guvernøren har mæsket sig og spillet kong gulerod i sin provins. Men nu skal pengene falde, og manden har dem ikke. Derfor befaler kongen, at manden skal sælges som slave sammen med sin familie, sin ejendom og sin jord. Ifølge jødisk lov kunne en mand kun sælges som slave, hvis han havde begået tyveri, men hustru og børn kunne under ingen omstændigheder sælges. Kongen i Jesu historie er derfor nok tænkt som en grum hedensk konge. Der er ikke nogen økonomi i at sælge manden og hans ejendom. Kongen kan aldrig få de penge ind, han har til gode. Men kongen er vred og guvernøren skal få hans vrede at føle.

Men nu kaster guvernøren sig ned for kongen, overgiver sig helt til kongens gode hjerte og tigger ham om tålmodighed. Han vil betale pengene tilbage. Og så får selv denne grumme hedenske konge medlidenhed med manden, hvorpå han gør noget, som ingen hedensk konge nogensinde ville gøre: Han afskriver hele gælden: 144 milliarder – væk er de! Det er ikke videre sandsynligt. En klog konge ville lade fyren drage hjem at skaffe i det mindste nogle af pengene, men Jesus fortæller det sådan, fordi han har en pointe med det.

Nu går guvernøren så ud, og ude på gaden møder han en anden mand i kongens tjeneste. Han har en eller anden underordnet stilling, og han har engang lånt en sum penge af guvernøren, sølle 100 denarer, nok mange penge for almindelige folk, men sammenlignet med 1,4 milliarder, er det altså pebernødder af de helt små. Men nu griber guvernøren denne mand i kraven, og afkræver ham pengene nu og her. Den arme fyr har ikke pengene, og han gør nu akkurat som guvernøren selv gjorde for blot et øjeblik siden: Han kaster sig ned og tigger ham om tålmodighed. Han vil prøve at skaffe pengene til veje. Men guvernøren har glemt, hvad han selv lige har oplevet. Hans hjerte er hårdt som flint og han lader fyren kaste i fængsel. I jødisk lov var der ikke hjemmel til sådan noget. Hvis en mand havde gæld, klarede man det ved at han enten arbejde gælden af eller ved at familien betalte for ham.

Alt det kommer nu kongens høje embedsmænd for øre. De bliver bedrøvede, ja, de bliver oprørte og melder sagen for kongen. Og kongen indkalder nu den onde guvernør og giver ham en opsang: ”Al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme sig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig”? Og så ryger guvernøren ned i torturkælderen, for at bødlerne med glødende tænker og radbrækning skal få ud af ham, hvor han gemmer selv den mindste 50-øre.

Det afgørende i historien ligger i misforholdet mellem kongens godhed og guvernørens ondskab. Imellem den enorme gæld, som guvernøren får eftergivet, og så den lille sum, som guvernøren nægter at eftergive embedsmanden. Det hænger overhovedet ikke sammen. Måske strengt juridisk – men absolut ikke moralsk. Hvorfor bliver guvernøren ikke bare så overstadig glad, at han straks, da han ser sin egen skyldner, vinker ham af og siger: De der 100 denarer – dem glemmer vi. Jeg har fået en langt større gæld eftergivet!? Den er til Peter og os at tænke på.

Det er det, Jesus mener. Vi står over for vores skaber, som har brugt enorme resurser og skabt hele universet gennem 13 milliarder år for at sætter os her på jorden. Hvert eneste åndedrag, vi drager, hver eneste morgen, vi vågner, forøges vores gæld og vores taknemmelighedsgæld til ham. Og når vi så ikke desto mindre lader som om, Gud slet ikke er, når vi ikke desto mindre blæser på hans gode lov og glemmer vores stakkels Næstes nød, da vil han, som vi beder i Fadervor, dog forbarme sig over os, og forny sin pagt med os. Storsindet vil han ikke lade selv al vores selvoptagethed og ubarmhjertighed, vores hensynsløshed og direkte ondskab skille os fra ham.

Men hvordan i alverden hænger det så sammen, når vi bliver tøsefornærmede over et eller andet, som nogen har skrevet på facebook, når vi knurrer af hundeejerne, der lader deres sorte hundeposer ligge under vores hæk, når vi bærer hemmelig nag over, at de andre glemte vores fødselsdag, når vi opfyldes af hævngerrighed for selv det mindste skår, det mindste stødende ord, den latterligste lille forglemmelse, som andre gør sig skyldig i? Det hænger ikke sammen. Kongens ord til guvernøren gælder også os: Al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke..?

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, beder vi i Fadervor. Og den gode Gud siger ja, jeg vil! Vi er dem, der har fået eftergivet meget – derfor er der ingen slinger: Guds godhed og tilgivelse skal vi give videre. Det gælder ikke, at vi sandsynligvis kan hitte på 1000 tilfælde, hvor det ville være umenneskeligt at forlange, at vi tilgav. Guds godhed og hans gode forventning skal aldrig i evighed afkortes eller formindskes. Vi skal være som et rør, en pibeline, en Northstream II mellem Gud og Næsten. Punktum. At tilgive er sætte fri. Ikke kun Næsten, men også sig selv. At bære nag, ikke at tilgive er at lænke sig selv og Næsten til det, der er sket.

Misforstå det endelig ikke. Jesus har ikke fremlagt en ny lov som skal gælde for regeringer og stater. Lignelsen om den onde gældbundne tjener handler jo ganske vist, som vi så, om konger og guvernører, men det er altså ikke et lovforslag til fremlæggelse i Folketinget. En regering, som handler på andres vegne kan ikke tilgive, lovgiverne, der er sat til at sørge for fred og ro på gaden skal ikke lovgive om personlig tilgivelse. Dommerne, der skal dømme efter lovene på alles vegne kan ikke vælge at tilgive voldsmanden på andres vegne. Det er en misforståelse. Den, der handler på andres vegne er jo bundet af deres tillid. Hvis en stat, en domstol tilgiver terroristen – sikke en forbrydelse så!

Der er her tale om personlig tiltale. Ligesom Jesus fortalte denne historie for Peter personligt, fortæller han den for os personligt. Beder vi: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, da skal vi, fordi vi selv har fået uendelig meget tilgivet, naturligvis selv tilgive. Vi kunne måske godt tænke os en undtagelse her, men det skyldes kun vores egen ondskab. Gud kan ikke forråde sig selv: Som vi beder ham om tilgivelse, må vores næste også møde tilgivelse. Længere er den ikke. Ikke i morgen, ikke om en uge. Men i dag.

Amen

Prædiken til 3. s. e. H3K I, 2017

Matt 8, 1-13

Salmer: 736, 401, 479, 487, 356

O, lad din Ånd forbinde

vor sjæl med himmerig,

lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

Det, vi skal lægge mærke til i dag er, at det er Jesus, der vil. Den spedalske siger: Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren. Og Jesus svarer: Jeg vil! Og straks efter kommer officeren og siger: Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt. Hvortil Jesus svarer: Jeg vil komme og helbrede ham. Jesus siger altså: ”Jeg vil” to gange, og det gør han før han kender noget til den spedalske og hans tro, og før han kender noget til officeren og hans tro. Jesus helbreder og hjælper altså – ikke, fordi han først er blevet overbevist om folks tro og gode gerninger. Han gør det, fordi han vil. Det er hans vilje, det hænger på. Han tænker ikke på omkostningerne. Både den spedalske og den hedenske officer er efter jødisk opfattelse urene. Og Jesus gør sig altså selv uren ved at have med dem begge at gøre, men det skænker Jesus ikke en tanke. Han vil. Det hele hviler på hans vilje.

Vi er nu kommet ind i 2017, som er reformationsår. Til efteråret er det 500 år siden, Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkemuren og begyndte det, vi kalder reformationen. Det vil jeg ikke sige noget om nu, men kun dette: For Luther var det helt afgørende spørgsmål lige præcis: Hvad bygger vi på? Er det på Guds vilje eller er det på noget, vi selv gør? Vi prædiker i kirken om syndernes forladelse, om frelsen og Guds nåde – men hvordan får vi den? Er det på grund af noget i os selv, eller er det på grund af Guds beslutning? Er det Guds frie beslutning, eller hænger det på noget i os: vores tro, vores religiøsitet, vores person, vores evner, vores præstationer eller vores gode vilje? For Luther var det om at gøre, at det hele skyldes Guds beslutning – ikke vores. Fanden var løs, mente han, hvis blot det allermindste var overladt til vi menneskers evner eller præstationer. Himmerig er åbnet for os, hvis det er Guds vilje, vi bygger på, og helvedes porte er slået op på vid gab, hvis det afhænger af os selv. Hvis Luther havde kunnet tale jysk, så ville han sige ligesom en af hoverpersonerne i Jakob Knudsens romaner siger det: wos selv er der æ møj ve’! Når det gælder forholdet til Gud, så gør vi klogt i at se helt bort fra os selv og stole på Guds ”jeg vil”.

Men hvorfor nu det? Hvorfor var det så vigtigt for Luther? Det kan lyde så negativt: ”Os selv er der ikke meget ved”! Det er jo stik imod alt, hvad vi dagligt bliver tæppebombet med i medierne. Her lyder det: Du er, hvad du selv gør dig til. Det man hører, er man selv. Enhver er salig i sin tro. Enhver er sit eget livs kaptajn. Og mere i den dur. Vi mennesker er altings centrum, alting afhænger af vores vilje, vores hjerne, vores følelser, vores mavefornemmelse, vores religiøsitet, vores politik, vores talent, vore evner. Sådan er vi vant til at tænke. Og siger Jesus ikke også: Det skal ske dig som du troede?

Det ville Luther vel ikke benægte. Selvfølgelig har vi forskellige evner og talenter og selvfølgelig betyder det noget, hvad vi tænker og gør. Over for mennesker. Men over for Gud er det en anden sag. Her må og skal alting hænge på Guds vilje. Det er fuldstændig altafgørende, at Jesus siger: ”Jeg vil”, før han kender den spedalske og officeren.

For Luther var det forfærdeligt, at man i hans klostertid hele tiden havde henvist ham til hans egne evner og hans egne gerninger. På den tid var det god latin, at hvis et menneske overholder budene, både Biblens og kirkens, og i øvrigt tror på Jesus Kristus og jomfru Maria og alle helgenernes hjælp, så vil Gud ligesom i Matador finde os ”værdigt trængende” og sende os sin Helligånd. Og så vi blev gode nok for ham. Groft sagt var det sådan. I Augustinerklostret i Erfurt opdagede Luther, hvor frygteligt det er at skulle leve med det lille ord ”hvis”. Hvis du tror, hvis du overholder budene, hvis du gør de gode gerninger af et uselvisk hjerte – så er du god nok! Hvis – det lød så kønt og lige til at gå til, men hvad nu, hvis man kom i tvivl? Hvad nu, hvis man ikke havde gjort alt? Hvad nu, hvis man ikke kunne være helt sikker på, at man havde gjort alt af et uselvisk hjerte? Det lille ord ”hvis” var for Luther en bundløs mose at komme ud i. Hvis du tror, sagde kirkens lære. Jamen, hvordan ved jeg, at jeg tror? Og hvornår tror jeg nok? Til det var svaret altid det samme: Hvis du tror, hvis du gør som Kirken siger, hvis du fortryder din egen synd, så kan du være sikker på, at Gud vil åbne sin dør for dig. Altså igen blot et nyt ”hvis”. Luther havde ikke noget ”negativt menneskesyn”, som man har anklaget ham for. Men han opdagede, at vi mennesker bare bliver endnu mere selvoptagede, end vi er i forvejen, hvis alting skal handle om vores egne evner. For så skal alt hvad jeg gør, tjene et særligt formål: Det skal gøre mig salig og glad, skaffe himlen på jorden og skænke mig Guds velsignelse.

Den opdagelse som Luther gjorde i klostret, er brandaktuel. Vi fejrer reformationen, men spørgsmålet er, om ikke vi har brug for en reformation til. For det lille ”hvis” er bare muteret og lever nu bare et andet sted i en anden skikkelse. På arbejdspladsen lærer helt almindelige folk omtrent det samme, som Luther lærte i klostret. Det hedder bare noget andet. De lærer, de skal være konstant omstillingsparate, hele tiden parate til at blive bedre, hurtigere, mere effektive. På arbejdet kan man nu spørge præcis som Luther spurgte i klostret: Hvornår er jeg i grunden god nok til mit arbejde. Hvornår har jeg gjort nok? Svaret er: aldrig, men hvis du nu søger ind i dig selv, hvis du tager dette kursus og det næste, så finder du lidt flere kræfter, lidt flere resurser frem fra dit indre, og så kan du blive bedre. Og alle kan altid blive bedre. De studerende ved de højere læreanstalter skal ikke blot blive gode til deres fag. De skal samtidig skaffe sig et cv, et karriereforløb, som gør dem værdifulde for virksomhederne til en jobsamtale. De skal have gjort det rigtige, og været de rigtige steder for at de kan få jobbet. Og samtidig lærer vi hele tiden, at vi er, hvad vi selv føler for. Vi taler hele tiden om mavefornemmelse: vi skal føle efter i os selv for at finde ud af, hvad og hvem vi er: mand, kvinde, dansker, verdensborger, ung, gammel. Alt er til revision, alt er konstruktion, alt kan skiftes ud, hvis jeg føler det er det rigtige.

I forbindelse med næste Danmarks-indsamling har DR fundet på et nyt tiltag sammen med bl.a. Ole Kirks Fond – det er Lego-koncernens fond. De har introduceret det til vuggestuer, børnehaver og skoler. Børn kan nu få et såkaldt ”Godhedsbevis”, hvis de har gjort et eller andet godt: Hjulpet med opvasken, besøgt bedstefar og bedstemor, hjulpet til med at lave mad, spillet et spil med klassekammeraterne eller samlet skrald i nærområdet. Godhedsbeviset afleveres på biblioteket, og hvis barnet har mange nok, får det et sejt armbånd samtidig med, at Ole Kirks Fond giver 25 kr. til indsamlingen. Konceptet er introduceret i skoler, vuggestuer og børnehaver, og sådan lærer vi her i reformationsåret vores børn at fokusere på os selv og vore gerninger. Hvorfor hjælpe mor med opvasken og tørre tavlen af i skolen? Ikke fordi jeg skal eller fordi det er til gavn. Men fordi jeg få en fordel af det. Jeg får et sejt armbånd og ved, at jeg er god. Ole Kirks Fond og DR får reklame og de sultne ude i verden får mad. Der er ikke noget galt i at give til en indsamling. Det kan være godt og smukt. Men det kan man jo bare gøre hemmeligt og diskret. DR, skoler og børnehaver lærer vore børn gerningsretfærdighed, selvoptagethed og navlepilleri: Se, her er mit bevis på, at jeg er god. Hvem er jeg? Er jeg god nok? sådan tænker og spørger jo også små børn. Og de lærer nu svaret: Ja, hvis du gør sådan og sådan… Folk tror, det er god kristendom. Det er det ikke. Det er en parodi: Hvis du tror, så er du Guds barn. Hvis du gør godt, så kommer du i himmelen. Hvis du elsker din Næste, bliver du frelst. Det er en sang fra helvede. Det hele afhænger af dig og mig og vores tro eller mangel på tro.

Alt det gjorde Luther oprør imod. Hele den indadvendte, selvoptagede bekymring. Han søgte og fandt et middel imod det i Biblen. I Paulus’ breve, i Jesu ord. Luther genfandt simpelthen hele evangeliet, glæden, kristendommens kerne i Jesu ord: ”Jeg vil”. Det er sandt nok, at den gode officer nærer en blind tillid til Jesus. ”Sig blot et ord”, siger han, så vil det gå, som når jeg kommanderer med mine soldater, eller når min overordnede kommanderer med mig! Det er da tillid, så det gør en ting, men det kommer først efter. Jesus kommer først med sit: ”Jeg vil”.

Syndernes forladelse, Guds tilgivelse bygger ikke på noget i os, men på hans vilje. ”Fordi jeg vil”. Det er den grund, vi skal bygge på. Det er kristendommens grund. Det er ganske som det, vi kender fra familien. Tænk jer et trist og tænksomt barn, der kommer og spørger: mor, hvordan kan I holde mig ud? Svaret skal da falde med det samme: Fordi vi vil! Ingen mor siger: Hvis du gør som vi siger, hvis du viser os tillid, hvis du gør os glade og stolte, så vil vi holde af dig. Sådan med Gud. Gud er jo ikke pjat. Vi står hver og en lige over for den evigt gode, den almægtige, ufejlbarlige skaber. Alt hvad vi kan vise frem af tro og gode gerninger er for let, for ringe, for sølle for ham. Wos selv er der æ møj ve – det er ikke et negativt udsagn. Det er evangelium. For det betyder jo: Vi har lov til at se helt bort fra os selv. Når Gud regner os for sine børn og skænker os syndernes forladelse, når Gud vil være Gud for selvoptagede fuskere som os, så er det alene og udelukkende, fordi det behager ham. Fordi han siger: Jeg vil!

Amen 

Prædiken til juledag 2017
Joh 1, 1-14
Salmer: 115, 117, 123, 129, 125

Hvad mægter nu vel synd og død,
Gud er med eder i al nød;
Lad storme nu al helveds magt,
Guds Søn med eder står i pagt

Er vi mennesker her i verden for at leve for Gud eller er vi her for at leve ”det gode liv”? Er vi her for at lyde den gode Guds bud, frygte og elske ham og tjene vores Næste – eller er vi her for at have det godt? Det vil vi overveje i dag. Er meningen med livet troskab og selvhengivelse eller at havde det så godt og så sjovt og så smertefrit så længe som muligt? Tro mig, det er noget, der skaber splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor. Som på alle områder, hvor kristendommen forkyndes, kan en mand få sine husfolk til fjender over det.

2. Juledag er stemningen skiftet mærkbart. Juleaften og juledag handler det om Guds sære, grundløse kærlighed til os mennesker. 2. Juledag handler det om konsekvenserne: hvad betyder det, og tør man stå op for det?

Er et menneske da sat til på Guds befaling at tjene sin næste eller er det sat til at leve sin chance ud og have det godt så længe som muligt? Det behøver ikke nødvendigvis at være en modsætning, men det bliver det næsten altid alligevel. Og det er ikke så underligt. For i sidste ende: Er Gud omdrejningspunktet for alting – eller er mennesket? Er det Gud, der er omdrejningspunktet, da må mennesket leve sandt og ret, når det holder sig til Guds bud, over al frygter og elsker og stoler på Gud. Livet er da en opgave, som er givet os af Gud, en taknemmelighedsgæld at betale af på. Men er mennesket altings centrum, da må alting drejer sig om vores velbefindende.

Da flertallet vel i dag kun har en hovedrysten til overs for Jesu ord, er det den anden mulighed, der dominerer: Troen på, at alting her i verden må dreje sig om, at vi til enhver tid har det bedst muligt. Det er faktisk derfor man lige nu i et væk diskuterer ”det gode liv” og alt det, man skal gøre og have hjælp til, for at livet lykkes. Hvordan kan videnskab og teknologi hjælpe os med at gøre livet lettere, og stadig lettere? Døden kan vi endnu ikke kurere, men vi kan sørge for, at vi kan komme så behageligt igennem livet, som vi kan drømme om.

Jeg så en uhyggelig konsekvens af denne menneskekærlige tro. Det stod i en avis, jeg fik stukket i hånden i Australien. Dèr øverst på siden var der et billede af en underlig rød tingest, som lignede en mellemting mellem et rumskib og en Ellert. Billedet fangede min opmærksomhed. Hvad var dog det? Jo, der viste sig at være Dr. Nitschkes dødskapsel. I delstaten Victoria i det sydligste Australien overvejer de at indføre aktiv dødshjælp. I den anledning var det, at avisen fortalte om tingesten. Opfinderen, hvis navn mærkelig nok minder stærkt om den tyske filosof Nietzsches’ – det var ham, der sagde, at Gud er død – er læge og arbejder I Holland, hvor man for mange år siden indførte aktiv dødshjælp. Og nu har han altså med den nyeste teknologi opfundet en selvmordsmaskine. Det lyder som noget fra Ørkenens Sønner, men det var alt sammen i fuldt alvor. Lad mig beskrive apparatet i al sin kølige gru. Den består af en base på hjul, og ovenpå ligger selve kapslen, som er en aflang mandelformet konstruktion i klar plastik. Inde i kapslen er der et leje, der er nøjagtig så stort, at et menneske kan ligge der. Maskinen fungerer sådan, at patienten først lægger sig ind på lejet. Så bliver kapslen lukket, og nu har patienten et lille tastatur foran sig, lidt ligesom vi kender det fra Dankortautomaterne eller fra elektroniske nøglebokse. Dertil er der to store knapper. En med ”Ja” og en med ”Nej”. Allerførst skal patienten indtaste en pinkode på fire decimaler. Herefter lyder en stemme, der spørger patienten, om han ønsker at dø. Hvis patienten nu trykker på Ja-knappen, fyldes kabinen i løbet af få øjeblikke med gasarten nitrogen. Dr. Nitschke garanterede, at iltindholdet i kapslen efter blot et minut vil være så højt, at patienten glider ind i bevidstløshed og hurtigt dør en behagelig død. Patienten har et armbånd om armen, og via det kan man uden for kapslen følge med i patientens puls. Og når patienten så er død, kan kapslen nemt og fikst kobles af basen og bæres væk. Hvis afdøde ønsker det, kan den også bruges som kiste, for det hele er lavet i nedbrydelige bæredygtige materialer. Og i øvrigt kan det hele for en billig penge 3D-printes, så selvmordsmaskinen kan kopieres og opstilles alle steder.

Sådan ser altså videnskabens og menneskehedens nyeste fremskridt ud: En maskine, hvori vi kan slå os selv ihjel, når livet ikke er sjovt eller behageligt. Eller når vi er fysisk eller åndeligt nedbrudte. Jeg kommer i tanke om en gammel vittighedstegning fra krigens tid. Adolf Hitler står i Guds hånd og råber til Gud: Det kan godt være, du kunne skabe jorden på syv dage, men jeg skal rive den ned igen! Den menneske­kærlige teknologi har nået et toppunkt med dr. Nitschkes selvmordskapsel: Vi kan nu selv tage det liv, vi blev givet, uden at lægerne bliver gjort til bødler. Vi kan gøre en ende på det, når det hele ikke giver mening mere eller vi er for skravlede til at kunne nyde livet.

Jeg blev helt kold indvendig, da jeg så dr. Nitschkes maskine. Måske ligger der allerede planer om at indføre den i Holland, Belgien, Schweitz eller Canada – eller måske Australien? I de fire første lande har man rige erfaringer med aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. Og alle steder har tendensen været det samme. Det breder sig: Flere og flere vælger det. I begyndelsen er det altid kun meget svært og håbløst syge og forpinte mennesker, der får lov, men så skrider det lige så stille, og pludselig er det nok, at man bare synes, livet er udsigtsløst og tomt, eller at man bare ikke vil mere.

Der var den uhyggelige historie om den demente kone i Holland, som engang for mange år siden havde skrevet under på, at der skulle ydes hende aktiv dødshjælp, hvis hun en dag skulle sidde hen i dyb demens. Så blev hun dement, men da de kom for at give hende dødssprøjten, så ville hun pludselig alligevel ikke. Hun råbte nej, nej, og familien måtte holde hende fast, så lægen kunne komme til. For mig er det forfærdeligt. Flere og flere vil sige: Jeg er gammel og kan ikke, hvad jeg har kunnet. Hvad er jeg værd? Jeg ligger kun de unge til last. Jeg mener, det er helt grund­læggende forkert – uanset omstændighederne – at slå et menneske ihjel. Det er mord eller selvmord. Det kan ikke camoufleres bort med selv de bedste motiver.

Men når jeg siger det, bliver jeg jo med det samme mødt med heftige modargu­menter, som jeg da heller ikke er uberørt af: Jamen, hvad nu med et menneske, der lider forfærdeligt? Er det ikke kun menneskekærligt og godt at hjælpe det menneske? Kan det ikke måske endda være en pligt at hjælpe det menneske i døden? Er det i grunden ikke kristendommen, der er grusom, når den altid har bekæmpet medlidenhedsdrab og aktiv dødshjælp? Hvad kan et svært handicappet menneske have ud af livet? Hvad glæde har det, og hvordan kan Gud forlange troskab og tjeneste af sådan et menneske? Argumenterne er mange og diskussionen går højt over middagsbordet, og jeg vil da aldrig hævde, at jeg har de vises sten.

Men hvem er dommer over liv og død? Er det Gud eller er det mennesket? Hvis det er mennesket, så er det også os, der bestemmer, hvornår et menneske opfylder betingelserne for at blive hjulpet herfra med piller eller sprøjter. Så er vi ude på en ensporet vej, der fører derhen, at mennesker kan tage livet af sig med statslig godkendelse, blot fordi de har mødt modgang, har kærestesorger eller føler sig nedtrykt eller til overs. Som sagt, statistikken går kun én vej i de lande, hvor det er tilladt at yde aktiv dødshjælp: Flere og flere vælger det: Jeg har det ikke godt – har jeg så ikke ret til at gøre en ende på det.

Jo, hvis mennesket er altings mål. Hvis meningen med livet er velbehag, sundhed og styrke. Hvis livet er vores ejendom, som vi kan skalte og valte med, som vi vil. Hvis vi er i stand til at dømme sandt om, hvad det gode liv er, og hvad et uværdigt liv er. Så jo, så er der ingen grænser.

Men jeg kan ikke komme fri af, at Jesus jo har fået overladt al dom. Han sagde: Døm ikke! Overlad dommen til Gud. Jeg kan ikke komme uden om, at han jo gav sit liv hen for syge og elendige mennesker, som han altså ikke så sig adskilt fra på grund af farlig fysisk eller psykisk sygdom, handicaps eller demens. Også den demente har – akkurat som det lille barn et forhold til Gud. Man sagde jo i gamle dage, at et menneske kan gå i barndom, og hvem kan dømme om et barns tro? Hvis Jesus gik i døden for alle mennesker – gjorde han det så ikke også for de svært handicappede og udsigtsløst syge?

Med alle mulige humane grunde, med alle mulige medmenneskelige hensyn og med al vores teknologiske snilde og videnskab kan vi gøre livet til et helvede, en koncentrationslejr, hvor også sunde mennesker kan få hjælp til en smertefri død i dr. Nitschkes uhyggelige, økologiske, kliniske og humane dødskapsel. Hvis Jesus aldrig var kommet, så havde vi nu levet i sådan en hedensk dødslejr. Allerede de gamle hedenske nordboer satte jo værdiløse børn ud i mosen eller på isen, og overlod det til de gamle at gå sammesteds hen, når de ikke var til nogen gavn mere. Det er Jesus’ skyld, med andre ord. Uden ham ville flere af os måske allerede have taget billetten i dødsmaskinen.

Og sådan skiller han vandene. Fordi han selv var sådan, at han ikke så på sit eget velbefindende, ikke gjorde sig de mindste overvejelser om, hvad det gode liv er, men kun så på, hvad Gud forlangte af ham over for Næstens nød – koste hvad det ville.

Der er ikke enkel løsning. Men jeg mener, vi må holde fast i virkeligheden: At drab er drab, og at den, der påtager sig det, pådrager sig skyld og straf. Derfor: Hvis man sidder ved en elskets håbløse sygeleje og der bliver overbevist om, at det rigtige er at slå den anden ihjel, så må han gøre det og tage balladen for det.

Julebudet er jo: Gud holder da ikke op med at være Gud, blot fordi vi er syge, demente, fortvivlede eller nedtrykte. Det er jo ham, der holder os fast.

Glædelig jul

Amen

Prædiken til 1. s. i advent 2017

Luk 4, 14-30

Salmer: 74, 85, 80, 84, 78

O lad din Ånd forbinde

Vor sjæl med himmerig,

Lad føle mand og kvinde,

Gud har forbarmet sig

”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede”. Sådan sagde Jesus engang til sine disciple. Frygt ikke mennesker, men frygt Gud! Der er noget, der værre end at være forhadt, blive set ned på, gjort til grin af mennesker. Der er noget, der er værre end at blive forfulgt, pint og plaget og slået ihjel af mennesker. Det er at miste sin sjæl, at gøre vold på sin samvittighed, fordi man frygtede menne­sker.

Derfor skal vi frygte og elske Gud og ikke frygte mennesker. At frygte Gud er at stå med et ansvar. At skulle stå til ansvar over for noget, der er større end mennesker. Mennesker mener et i dag og noget andet i morgen. I dag løber de højre, i morgen løber de til venstre. I dag skal man have fuldskæg, i morgen skal man være glatbarberet. I dag skal gå i blåt, i morgen i rødt. Folkegunst er idel dunst, siger ordsproget. Og den, der frygter mennesker og søger at være dem tilpas – han er som et siv, der svajer i vinden, som en tosse, der vil fange de visne blade i stormen, som en hundehvalp, der jagter duerne på torvet. Han risikerer at gøre vold på sin samvittighed og miste sin sjæl.

Når vi fristes til at frygte mennesker, mister vi i samme nu modet til at tale sandt. Sandheden bliver altid straks det første offer, når vi frygter mennesker. Derfor er budskabet i dag, skåret ned i en maggiterning: Placèr jeres frygt hos Gud, så har I et orienteringspunkt. Man kan sige det med et billede: Midt blandt mennesker, der altid vil alt muligt og siger alt muligt skal I være som et barn, der midt i flokken af hujende børn i skolegården altid ser sig selv alene over for sin far og mor og altid husker deres ord frem for de andre børns. Når de andre vil mobbe den lille dreng fra 2. klasse med de store ører og de grimme briller, når de andre sender hademails om pigen fra sjette eller ryger hash bag cykelskuret, ser denne ene altid sig selv over for sin far og mor og ved, at han skal noget andet – lige meget, om de andre så vender sig imod ham.

Det er at frygte Gud midt blandt mennesker: At turde stå alene, tale sandhed og ikke frygte mennesker. Det er det, vi skal!

I mange år nu har vi herhjemme omhyggeligt og målrettet arbejdet på at skubbe Gud fra os og lade som om ”der er ingen bånd, der binder os”. I skolen har vi lært vore børn, at Gud er sådan noget, nogen og ingen tror på. Og dermed har vi ladet vore børn i stikken og stillet dem helt hjælpeløse over for fristelsen til at frygte mennesker. Det vil siger til at bøje sandheden derhen, hvor vinden blæser lige nu. Og i kirken, hvor vi skulle vide bedre, er menneskefrygten nu i højsædet. Der var mange præster, der gik ind for vielse af homoseksuelle. Der var mange, der mente, at et ægteskab blot er noget vi leger og bestemmer, hvad er. Men der var også mange, som tav stille og dukkede nakken af frygt. For hvad ville folk sige?

Lur mig, om ikke vi snart også herhjemme skal diskutere, om der findes mere end to køn. I Tyskland har en domstol netop bestemt, at der findes et tredje køn. I Danmark taler man om, at der er hele 27 køn, og teologer er allerede i gang med at spekulere i, hvordan den slags åbenlyse vrøvl kan blive til en prædiken i kirken. Og så vil det samme ske: Nogen vil gå ind for det, men andre vil dukke nakken af frygt for at blive kaldt alt muligt. Hele historien om Muhammedtegningerne er en studie i menneske­frygt. Vi roser os af sandhedskærlighed og anstændighed, men når det gælder vores eget skind, er vi parat til at bøje sandheden og anstændigheden lige så skævt, vi bare kan.

Det er jo sådan den fungerer, frygten for mennesker. Vi kender den nok alle sammen. Jeg vil næsten vædde med, at I, ligesom jeg har siddet til bords et eller andet sted, eller siddet i en forsamling et eller andet sted, og der lyttet til de andre med en følelse af, at det, de siger, er forkert eller usandt. Og da slog det en: Jeg må sige noget! Pulsen steg, hjertet hamrede i brystet. Man vidste, at nu skulle det være, men munden var tør, og ordene, som man ville sige, gemte sig pludselig, man måtte ligesom hente dem langvejs fra. Man tænkte: Hvad vil de andre tænke? De vil spærre øjnene op, de vil vende sig imod mig. De vil foragte mig, le ad mig, lukke mig ude. Man tøvede så endnu en stund og tænkte, at man dog måske bare er hysterisk. Det er måske slet ikke så galt. Og mens man sad der og frygter for mennesker, var øjeblikket pludselig forpasset. Man havde tiet og samtykket. Og der sad man så med samvittigheden, der uophørligt hamrede løs: Du skulle have talt, hvorfor tav du? Du har svigtet dig selv og de andre ved ikke at sige noget.

Eller hvad med dette her: Man er igen dèr midt i en forsamling. Snakken går, og man opdager, at man sidder og siger ting, man slet ikke mener. Munden går bare på en med snik-snak, man træder vande, for man vil så nødig ødelægge den gode stemning, og det er så rart at være fælles og enig og på det rigtige hold. Men når man går hjem bagefter har man en underlig smag i munden, som om alle de ord, man har talt har været parfumerede eller tilsat et eller andet kunstigt sødemiddel.

Frygten for mennesker er en vældig kraft, en mægtig djævelsk fristelse, men den er næsten uovervindelig, når man ikke ved sig stillet i ansvar over for Gud.

Det er første søndag i advent. Et nyt kirkeår begynder. Og det kunne passende begyndes med at jeg siger: Det er uendeligt værre at gøre vold på sin samvittighed, end at blive latterliggjort og slået af mennesker. Det er uendeligt værre at miste sin sjæl end at miste andres velvilje og skulderklap. Ja, det er frygteligt at stå alene. Det gør ondt at modtage hadefulde mails og trusler. Det er skræmmende at blive mødt med andres vrede og foragt. Men som der står i Ordsprogenes Bog: Gudsfrygt er begyndelsen til al kundskab. Frygt Gud, se dig selv i ansvar over for ham, så behøver du ikke frygte mennesker.

Gud vil ikke lade os alene. Når vi svigter alt og løber fra sandheden, vil han dog forblive sandfærdig og tro imod os. Derfor kom Jesus jo. For det første for at modstå fristelsen til at frygte mennesker – på vore vegne, for os. For det andet for at gå foran os som et forbillede på al kærlighed og sandhed. Sådan står han da den morgen i Nazareths synagoge, kirkens og vores Herre ene blandt mennesker. Næsten som sådan et enfoldigt, alvorligt barn taler han kun sandhed, for han ser sig ene med sin himmelske fader. Selvom det med det samme går ud over ham selv, må han tale sandt. Det kan ikke nytte, at han svigter her. Hvis han ikke taler sandt nu, svigter han sig selv og alle andre. Han mister sin sjæl.

Derfor er det det sker som vi hører her hos Lukas. Synagogen er sprængfyldt af mennesker, han kender dem alle sammen. De er alle sammen kommet for at høre byens store søn. Alle ved, hvad han har gjort af store ting i de andre byer. Nu har de ventet ham med længsel i ugevis. Nu skal han komme at holde prædiken for dem. Alle vil høre ham. Og Jesus rejser sig og beder om at få rullen med Esaias bog. Tjeneren lægger den foran ham på pulten. Jesus slår op på kapitel 61 og læser den gamle profeti om nådeåret fra Herren, hvor blinde skal se og døve høre og evangeliet prædikes for fattige. Så ruller han bogen sammen, rækker den til tjeneren og sætter sig, og alle sidder med ørene på stilke. Man kan høre en knappenål falde til jorden. Så holder Jesus den korteste prædiken i verdenshistorien: I dag er de ord, som lød i jeres øren gået i opfyldelse. Med ham. Nu. Og alle nikker og smiler og venter, at der skal komme mere. Jesus har dem i sin hule hånd. Hvad som helst han vil bede dem om – det vil de gøre. Hvis han rejser sig nu og udråber et kalifat, er de klar med knivene. Hvis han løfter armen og peger fremad som en hærfører og lover at ville smide romerne ud og skabe et 1000-års rige, så vil de slås, myrde og gå i døden for ham, alle som en. De har jo drømt om en sådan fører, en politisk stormand, der skal gå i spidsen og skabe en guddommelig evig stat i Israel.

Men netop det kan Jesus ikke give dem. Han er ikke kommet for at være en jordisk magthaver, en diktator. Det ville være falsk, og hvis han først gav dem falske forhåbninger, ville han jo svigte ikke bare sig selv, men også dem. Derfor må han sige netop det til dem. Sige hele sandheden, så ubehagelig den er for dem – og for ham selv. Nej, tænker han. Sandheden må frem.

Der er ingen grund til at tro, det har været nemt. Jesus har givetvis mærket frygten, fristelsen til at frygte mennesker, til at give dem, hvad de vil have. Mon ikke også hans gane er tør, mon ikke også hans hjerte hamrer? Mon ikke også han må lede efter ordene. Han fristes helt sikkert til at tænke: Jeg kunne jo tie, holde dem hen endnu, så de ikke bliver så skuffede. Men så tager han sig i det. Nej, sandheden skal frem. Det skal siges, så de forstår det, at han, Messias, Guds Søn – er det på en helt anden måde, end de tror. Og så siger han tingene ligeud som de er – de vil vende sig imod ham, alle som én.

For han elsker og frygter Gud, dvs. han ved sig stående over for en større herre end folkegunst og menneskefrygt. Sådan vil vi også begynde vores kirkeår: Med at frygte Gud på den gode måde, så vi ikke frygter mennesker, men får ro til at skønne, hvad der er ret, og hvad vi skylder vores stakkels Næste.

Amen