Angående vielse af homoseksuelle

Sidst i november meddelte kirkeminister Manu Sareen, at homoseksuelle skal kunne vies i folkekirken, og at deres forhold i alle måder skal ligestilles med et ægteskab. I den anledning spurgte Skive Folkeblad en række lokale præster om deres holdning til sagen. Som den eneste stillede jeg mig skeptisk, og det vil jeg godt begrunde og nuancere her:

For at undgå misforståelser, så lad mig allerførst slå fast, at jeg ikke er ude på at nedgøre homoseksuelle. Jeg kender selv flere homoseksuelle, ja, jeg har endda – som så mange andre - haft det helt inde på livet i min egen familie. Jeg mener ikke, at homoseksualitet er syndigt eller umoralsk, som nogen præster mener. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at homoseksuelle elsker deres partner, akkurat ligesom ægtefæller gør det. Det er slet ikke det, sagen drejer sig om for mig. Tro mig: Det er ikke en holdning, jeg er kommet let til! Tænk på, hvor meget lettere det ville være for mig at sige til journalisten, at jeg selvfølgelig vil vie homoseksuelle! Så ville jeg være borte i mængden. Jeg ville have fred og ingen ville være sure. Men jeg ville også være kommet alt for let om ved det. Sagen handler for mig ikke bare om sort og hvidt, for og imod. Den rummer nuancer, som jeg mener, enhver må tage alvorlig stilling til.

Når jeg ikke kan gå med til, at man ligestiller registrerede partnerskaber med ægteskabet, så gør jeg det faktisk dels af respekt for ægteskabet, dels af respekt for de homoseksuelle.  Et ægteskab er for mig et livslangt, forpligtende forhold mellem en mand og en kvinde med henblik på at få børn. Ægtefolk er ifølge ordbogen ”mand og hustru”. To mænd kan elske hinanden, men de kan ikke få børn. Deres forhold er altså noget andet. Jeg ved godt, at mænd og kvinder også gifter sig, når de ikke længere kan få børn, men det må være undtagelsen, der bekræfter reglen. Sådan er virkeligheden, og den bliver ikke anderledes, blot fordi vi kalder den noget andet. En nonfirmation bliver ikke til en konfirmation, blot fordi ordet ligner. En bil bliver ikke et skib, blot fordi man kalder det sådan. Der er forskel! Det er ganske enkelt, hvad jeg siger. At der er forskel mellem mennesker burde være indlysende for enhver. Jeg synes, det er sært, at vi på den ene side lovpriser mangfoldigheden, mens vi på den anden side ikke vil tåle, at der faktisk er forskel. Igen: Det betyder ikke, at jeg dermed siger, at nogen er bedre end andre. Jeg tillader mig blot at tale ligeud som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder: Der er noget, der er normen, og der er noget, der afviger fra normen. Sådan er det i alle forhold. Det har ikke det mindste med diskrimination at gøre. Hvis tre ud af 100 er kejthåndede, er der da heller ingen, der finder på at kalde de tre for højrehåndede – blot for ikke at diskriminere. Hvis man udhuler betydningen af ordet ægteskab og kalder registrerede partnerskaber for ægteskaber – hvad vil man så sige til muslimen, der gerne vil leve i ægteskab med to eller fire kvinder? Er det så ikke også et ægteskab? Eller oldingen, der gerne vil giftes med en dreng på 16? Man kommer ud på en glidebane, hvor ordenes forbindelse til virkeligheden kappes over. Og hvorfor må der ikke være forskel? Hvorfor skal homoseksuelle absolut tvinges ned i samme bås som alle andre?  Det er jo bestemt ikke alle homoseksuelle, som er interes­serede i at deres forhold skal kaldes et ægteskab. Jeg har tværtimod hørt flere sige sådan: Hvorfor skal vores forhold kaldes noget, som det ikke er? Vi har som følge af vores naturlige tilbøjelighed fravalgt ægteskabet. Hvorfor skal samfundet og kirken så absolut komme halsende bagefter og alligevel kalde vores forhold et ægteskab – når det nu ikke er det?

Jeg vil gerne mane til lidt besindelse. Når man vil kalde mand-og-mand for et ægteskab, eller kvinde-og-kvinde for det samme, så gør man vold på begreberne. Regeringen har haft alt for travlt. Den vil gerne være humanistisk og tækkes den meget aggressive Landsforening af Bøsser, Lesbiske og Transpersoner. I Jyllands-Posten (2/12 2011) kan man læse, at kirkeministeren vil fremføre lovforslaget allerede i begyn­del­sen af det nye år, vel vidende, at det vil være tomme ord. I virkeligheden er der ikke tale om reel ligestilling, for der findes et hav af love, som først skal skrives om. Der forestår et omfattende arbejde med at revidere komplicerede love om f.eks. arv, faderskab, forældremyndighed, retsstilling, skilsmisse, osv. Man taler så meget om mindretallets rettigheder, men hvad sker der egentlig med flertallets rettigheder, når de skal rettes ind efter mindretallets? Det har vi slet ikke noget overblik over endnu.

En helt anden grund til mit svar er forpligtelsen på Biblen og bekendelsesskrifterne. For 18 år siden aflagde jeg overfor min daværende biskop, Georg S. Geil mit præsteløfte om, at jeg ”med regnskabsdagen for øje” ville modarbejde det, som strider imod folkekirkens trosbekendelse. Som en læge er bundet af sit lægeløft, er jeg bundet af mit præsteløfte. Jeg er forpligtet på Biblen og kirkens bekendelsesskrifter, og heri finder jeg intet, der taler for en ligestilling. Jeg er ikke bibel-fanatiker, og jeg opfatter ikke Biblen som en manual til tilværelsen, men jeg føler mig på den anden side bundet af den ånd, som de gamle også var bundet af. Og selvom jeg måtte ønske det, har jeg intetsteds fundet så meget som én sætning, som kan bruges i et kommende ritual til vielse af bøsser og lesbiske. I kristendommen er ægteskabet i sig selv en velsignelse, en god ordning eller ramme, som til alle tider, i alle kulturer har været normen som et værn om familien og børnene. I gamle dage kaldte man det ”ægtestanden”. Heri indgik man ved brylluppet, og når den ene ægtefælle døde, indgik man i ”enkestanden”. Et homoseksuelt forhold er noget andet. Det betyder ikke, at homoseksuelles kærlighed ikke er ægte, og at homoseksuelle ikke kan leve sammen i parforhold. Det kan de og bør de gøre med god samvittighed. Men jeg ser det er ikke som et ægteskab.