Tale til konfirmanderne 2014

Kære Konfirmander!

Kære Maiken, Emma, Cecilie, Ida, Line, Karoline, Julie, Kasper, Christian, Magnus, Mads, Sebastian, Simon, Mads.

Jeg skal nok nå til jer, men inden da, vil jeg gerne lige sige tre ord til jeres forældre:

Kære forældre, tak for lån af jeres poder! Tiden er fløjet af sted og nu sidder både I og de her til konfirmation i Dølby kirke den 16. maj 2014. Og jeg gætter: Måske I har siddet her og er blevet en lille bitte smule sentimentale. Tænk, at jeres lille dreng, jeres egen lille pige nu er blevet så stor. Måske I har knebet en lille tåre i øjenkrogen. Måske I sådan under prædikenen, hvor I skulle have hørt efter præsten, i stedet for har siddet kigget på jeres store børn og tænkt: Åh ja, så flot han er, min dreng, så fin hun er, min pige! Til det sidste vil jeg sige: Ja, de ser fine ud. Når man ser dem sådan med hvide kjoler og fint hår, med pæne bukser og jakker, så er det virkelig lige før, man tror, de er som de ser ud. Jeg fortænker jer slet ikke i at tænke sådan: Man kunne virkelig godt tro, at de er, ja som engle fra himlen.

Men det er de ikke! Nogen vil måske sige, det er et skidt tidspunkt at afsløre den slags, men jeg synes nu, det er bedre, at sandheden kommer frem: I er altså for nemme! Virkeligheden er en anden. Og jeg skal give jer et lille indblik. Så overlader jeg det til jer at dømme:

Jeg havde en af de her torsdag morgener i efteråret tænkt mig, at jeg ville fortælle om Adam og Eva og synden. Jeg besluttede, at lave et lille eksperiment med dem. I Paradisets have spiste Eva jo, som I ved, frugten af kundskabens træ og hun gav også Adam af frugten. Da de havde spist og Gud spurgte, hvad de havde lavet, gav de sig pludselig til at undskylde sig. De skød skylden på hinanden. De angav hinanden, stak hinanden, bagtalte hinanden – selvom de var de eneste to mennesker i verden. Nå, jeg bad så konfirmanderne om at finde på dårlige undskyldninger. Jeg var jo lidt usikker på, hvordan det ville gå, men det havde jeg ikke behøvet. Normalt går det lidt trægt med at finde blyanten frem og få taget kasketten af, men det var der ikke denne morgen. Nej, når det gjaldt dårlige undskyldninger, løgn og udflugter, så var de friske! Og jeg ved godt, at det måske kan føles en lille smule pinligt, sådan at få det udleveret her i kirken, men jeg har det altså sort på hvidt: De var ikke blege for at skyde skylden på alle mulige andre! F.eks. ville jeg gerne høre, hvad de ville sige, hvis de en dag kom for sent til timen. Det var ikke noget problem, mente de. Man skyder bare skylden på Preben, buschaufføren eller på katten eller far og mor. ”Preben kom ikke og hentede os”, ”katten løb ud”, ”Mor vækkede mig ikke”, f.eks. Jeg bad dem så komme med undskyldninger for ikke at have idrætstøj med, for ikke at køre med lys på cyklen, for ikke at aflevere dansk stil. Og svarene nærmest væltede ud af dem. Om idrætstøj: ”Min mor skulle ordne det, men det glemte hun”. Om lys på cyklen: ”Min far skulle låne lygterne”. Om manglende dansk stil: ”Det var mor, der kørte mig i dag, og så glemte hun den i bilen”. Mit lille eksperiment lykkedes til overflod: Og jeg er nødt til at sige til jer, at tingene altså ikke altid er som de ser ud!

Nå, nu jer! Hele den opgave om at finde på undskyldninger handlede jo om, at I skulle opdage, hvor let, vi har ved at gøre som Adam og Eva. Det er ikke bare en gammel historie. Den fortæller noget sandt om os: Nemlig, som jeg sagde i prædikenen: At vi altid prøver at spille Gud. Selv når vi har lavet det værste, finder vi på undskyldninger og søforklaringer, som skal få os til at se uskyldige og perfekte ud – selvom vi ikke er det. Og det er det, Jesus er oppe imod hele tiden. Det er det, han kæmper med hele tiden. Hold nu op med at spille fejlfri og uskyldige. Hold op med at bagtale hinanden bare for at redde jer selv. Lad Gud om at redde jer. Søg ham, bed til ham, som altid vil tilgive. Og vær så modige og stå ved, hvad I er!

Jeg ved ikke, om I tænker på det, men der er en bagside ved undskyldningerne. De kan nok redde en ud af klemmen lige nu, men det er lidt ligesom at tisse i bukserne. Det varmer først, og så bliver det koldt! Læg mærke til, hvad I kommer til at gøre jer selv til! Hvis nu læreren spørger, hvorfor I først kommer nu kl. 10 i stedet for kl. 8, og I så kommer med den der med, at vækkeuret ikke ringede eller buschaufføren ikke kom eller at mor ikke kaldte, så redder I jer måske fra en skideballe – måske! Men samtidig har I – uden at I måske har bemærket det - gjort jer selv til de ynkeligste klaphatte og sølle skrog: I siger nemlig dermed: Jeg er sådan en torsk, der ikke kan finde ud af at sætte mit vækkeur! Og jeg kan overhovedet ikke finde ud af at tjekke, om batterierne måske skal skiftes. Og hvis mor ikke vækker mig, så kan jeg simpelthen ikke komme op. Og jeg kan ikke engang klokken, så jeg kan nå bussen. Prøv selv at høre, hvor sølle det lyder! Når vi undskylder os og vil retfærdiggøre os og leger Gud, så gør vi os i virkeligheden selv skrækkelig dumme og ynkelige.

 Misforstå det ikke. Man er aldrig for stor til at sige undskyld, hvis man er kommet til at såre nogen eller træde dem over tæerne. I skal undskylde og bede om tilgivelse, hvis I har båret jer dumt og ubehøvlet ad. Men I skal ikke undskylde jer selv. I skal ikke nedgøre jer selv. I skal stå ved, hvad I gør og siger. I skal stå ved, hvad I har gjort og sagt. Tal sandt, også selvom det går ud over jer selv. For I skal huske: Gud vil også være Gud for sådan nogen som jer. Som os. Som vi er! Jesus har én gang for alle vundet Gud for os, så der går altså ikke skår af os, fordi vi kommer til at indrømme en dumhed eller en lavhed.

Med Gud kan vi være mandfolk og stærke kvinder. Hvis I tør stole på, at Gud nok holder nok ud med jer – på trods af alt, så er I stærke og kan bære næsten alting. Men hvis I ikke tør det, så bliver I slappe og pylrede og ynkelige. Jeg ønsker for jer, at Gud vil sende jer sin kampånd, så i tør

Guds fred være med jer.

Amen